Hededrømme

Mulighedernes land eller menneskefjendtlig og ubrugelig natur? Hedens kulturhistorie er fortællingen om gentagne koloniseringer, menneskelige som landskabsmæssige, intens kultivering og bristede drømme, men kan også inspirere nye tilknytninger mellem mennesker og natur. Det viser Mette Løvschal og Emmy Laura Perez Fjalland, idet de beskriver livet på og med hederne fra forhistorien til i dag. 

PÅ LANDET: Drømmeland – idealisering, kultivering og kolonisering af landet: Udtrykket På landet fremkalder for de fleste guldalderagtige billeder: gyldne, frodige marker, fredelige hyrdeliv og fuglekvidder. Men virkelighedens land er mere nuanceret og holder ikke altid, hvad billederne lover. Gennem tiden har landet været genstand for markante kulturelle drømme og et væld af idéer om menneskets forhold til naturen. Det er igen og igen blevet idealiseret, kultiveret og koloniseret og har på den måde indtaget en selvfølgelig plads i vores historieskrivning. I samarbejde med festivalen Golden Days præsenterer Baggrund onlineuniverset Drømmeland for at undersøge de glansbilleder, skønmalerier og vrangforestillinger af det landlige, der har været på spil i vores kultur.

Heder er kulturlandskaber, der domineres af stedsegrønne dværgbuske som hedelyng (Calluna vulgaris). Det meste af året veksler løvet mellem stedsegrønt og mørkebrunt, rustrødt og gyldent. I august kulminerer farvespillet, og den blomstrende lyng farver hele landskaber dyblilla.

Heder kan forekomme helt mennesketomme som en slags ’urnatur’, vildmark eller landskaber uden for landskaberne. Og netop sådanne forestillinger har dannet baggrund for en række historiske koloniseringer af dem.

Men heder er alt andet end urnatur. De trives nemlig under forstyrrelser som afbrænding, husdyrgræsning og tørveskrælning. Hvis sådanne forstyrrelser udebliver, forskydes balancen mellem hedens forskellige plantearter, og med tiden forsvinder de.

Så hvordan er disse forestillinger om hederne overhovedet blevet til? En række af deres grundsten blev lagt i 1700- og 1800-tallet i kølvandet på udskiftningen (cirka 1750-1814) og effektueret med en af de mest gennemgribende landskabsomvæltninger og -koloniseringer i dansk historie: hedens opdyrkning. Dengang blev heden fremhævet som et slags modbillede på længslerne efter det moderne, oplyste og fremadstormende industrielle landbrug. Og de sandede, vindomsuste lyngbakker stod i stærk kontrast til de gyldne østdanske kornmarker.

Men heden har ikke kun har været genstand for denne ene kolonisering, som mange allerede kender fra historietimerne. Gennem de sidste årtusinder, længe før de flestes historieundervisning tager afsæt, er heden gentagne gange blevet indtaget af mennesker, dyr og planter ud fra vidt forskellige idealer og forestillinger. Vi vil her se nærmere på disse drømme, som vi håber kan danne grundlag for at gentænke tilknytninger mellem mennesker og landskaber – gennem (for)historien og i fremtiden.

Heden efter sidste istid

Lyngen indvandrede i slutningen af sidste istid i kølvandet på isens tilbagetrækning. I takt med, at klimaet blev varmere, og jægere fortrængte mange af de græssende dyr, der holdt konkurrerende plantearter nede, blev den fortrængt af skov. Den vestjyske urskov var forholdsvis lys og åben med lyng, græsarter og urter i skovbunden.

De menneskeskabte lyngheder tog form i midten af bondestenalderen for omkring 5000 år siden, da skoven blev fældet og brændt for at gøre plads til dyrkning og græssende husdyr. Overalt på de sandede jorder skød lyng op i de nyfrembragte lysninger. I dette nye græsningslandskab blomstrede den såkaldte enkeltgravskultur, kendetegnet ved sine mange lave gravhøje, hvoraf mange stadig kan ses i de midt- og vestjyske landskaber. Da der ikke er fundet arkæologiske spor efter hegn eller gærder i landskabet, er der formentlig blevet drevet hyrdehold både lokalt og over store afstande. Eftersom der heller ikke er fundet betydelige spor efter bopladser fra denne periode, bosatte man sig sandsynligvis ikke permanent på hederne, men vendte tilbage på bestemte årstider, for eksempel når man fulgte store dyrehold på vinter- og sommergræsning eller i forbindelse med begravelser.  

I løbet af de efterfølgende årtusinder blev heden afgørende for hedeboernes leveform, og deres liv tilpassede sig hurtigt det, som heden havde at tilbyde – og omvendt. Med faste mellemrum afbrændte man heden og lod sine husdyr græsse på de friske skud; senere blev også tørvegravning og slåning en del af opretholdelsen og udvidelsen af hedelandskabet. Og omvendt var heden dybt afhængig af, at mennesker med jævne mellemrum fjernede buske og træer og foryngede lyngen, så den ikke groede til.

Store agro-pastorale samfund blomstrede op og spredte sig, og i årtusinder frem fandtes kollektivt styrede græsningsarealer og hyrdekulturer over store dele af de sandede jorder i Nordeuropa. Folk bosatte sig af og til i tætbebyggede områder nær isens gamle stilstandslinje, hvorfra de havde udsyn over og adgang til de store hedeområder.

I begyndelsen af jernalderen opstod der deciderede mindre landsbysamfund ude i hederne. Betydelige hedeområder blev inddraget til indhegnede marker. Her skiftevis dyrkede man kornsorter som hvede, byg, havre og spergel og havde lange braklægningsperioder med græssende husdyr.

Hederne var samtidigt ikke kun store lynghav, men gennemskåret af engdrag, egekrat, vandløb, søer, dalsider og mindre dyrkningsmarker. Det gjorde en kombination af mange forskellige erhverv oplagt, såsom jagt, husdyrhold og hyrdebrug, håndværk, dyrkning og sankning. På den måde kunne hedebønderne stykke et livsgrundlag sammen baseret på polykultur, der nok var meget pladskrævende, men på mange måder også mere pålideligt end de mere ensidige dyrkningsformer, der knytter sig til nutidens monokulturelle landbrugslandskaber.

Således indgik heden i en række fundamentale landskabsforandringer op igennem forhistorien og var underlagt flere forskellige slags koloniseringer: først lyngens kolonisering af den åbne, bare tundra, så indvandringen af skoven og dens fortrængning af lyngen, derpå husdyrenes indtog i bondestenalderen og sidst jernaldermenneskenes bosætninger ude i hederne. Det tyder på, at folk fra et meget tidligt tidspunkt i forhistorien har haft tiltro til og anliggender med heden. Og som delvist menneskeskabt landskab har heden været dybt forbundet med en række historier og fælles forestillinger om liv, død og regeneration og om alle de mennesker, dyr og ånder, der engang vandrede der.

Brydninger i hedebolivet, heden genkoloniseres

Vi springer nu 1500 år frem til en tid, hvor der blev gennemført en række landskabsreformer, der atter ændrede folks forhold til hederne radikalt.

I 1600- og 1700-tallet nåede lyngheden sit klimaks og spredte sig over langt størstedelen af Midt- og Vestjylland. Foranlediget af Christian V begyndte man i 1660’erne at opmåle og matrikulere det danske landskab ud fra jordens ydeevne, med henblik på at beregne skattegrundlaget og muliggøre en statslig regulering af den drift, der knyttede sig til den faste ejendom. Matrikuleringen kan ses som det første spadestik til en række nye forsøg på kolonisering af heden: opdyrkning og senere også beplantning.

I begyndelsen af 1700-tallet fik Frederik IV ideen til at opdyrke heden. Som følge af matrikuleringen kom han til at eje mange af de store hedeområder i Jylland, og de blev betragtet som uudnyttede og måtte nyttiggøres på ny. Med disse nye håb og forventninger til landskabet fremstod hederne som en slags ’mulighedernes land’, ikke ulig det vestlige Amerika på denne tid. Og i årene 1759-1761 inviterede kongen mange ikke-lokale arbejdere til de jyske heder, hvor de blev lovet et nyt liv på gratis jord, fritaget for beskatning. Men arbejdet på hederne var opslidende, ikke mindst at bryde allaget (en nærmest forstenet jordskorpe), og mange opgav hurtigt livet i kolonierne og rejste væk.

I mødet mellem de nye produktionsidealer for landbruget og hedens reelle anvendelsesmuligheder – og med opgivelsen af kolonierne og de fallerede forsøg på at opdyrke heden – ændrede drømmene om heden atter karakter. Fra at fremstå som et nærmest utopisk landskab, forekom det nu fjendtligt, ugenerøst, ubeboeligt og forbundet med en slags moralsk armod, i særdeleshed kropsliggjort af omvandrende folk som ’tatere’ og ’kæltringer’. Heden blev et billede på en slags forfaldslandskab og -mennesker, der skulle overvindes, kultiveres og genoprettes.  

I slutningen af 1800-tallet blev de jyske heder genstand for ny opmærksomhed: industrialiseringens og landbrugsintensiveringens idealer om acceleration, intensivering og effektiv udnyttelse. Og i kølvandet på tabet af Slesvig, Holsten og Lauenburg i 1864 indledte det nystiftede Hedeselskabet i 1866 endnu en koloniseringsbølge: den storstilede opdyrkning og beplantning af heden.  

Forvandlingen af hederne til agerjord blev muliggjort af nye gødningsformer og dyrkningsteknikker; man byggede veje og jernbaner og etablerede omfattende læhegn og nåleskovsplantager. Beplantningen skulle bremse tilsandingen af markerne og skabe jagtområder.

I denne tid begyndte historierne om dem, der betvang og ’vandt over’ heden, at vinde frem. Andre besang tabet af lyngen, hedebonden og hyrdekulturen som samtidens forfattere og billedkunstnere H.C. Andersen, Blicher og Vermehren, eller blev optaget af at indsamle vidnesbyrd om hedens ’sidste’ folk.   

I løbet af de næste blot 60 år blev hederne i Jylland reduceret med 80-90%. Og i takt med, at de blev konverteret til dyrkningsjorde, læhegn og nåletræsplantager, ophørte hedebruget og de sidste hyrdeerhverv i begyndelsen af 1900-tallet.

Hedernes kolonisering i den antropocæne tidsalder

Hederne har altså gennem tiden været genstand for mange forskellige længsler og forestillinger om natur og landskaber: fra bevidst skabte og intensivt plejede landskaber, hvor hedefolkenes forfædre havde hjemme, over store produktionsområder, der muliggjorde opdyrkning af indmarken, til små områder udlagt til jagt og rekreation spredt mellem kornmarker, sommerhuse, plantager og gylletanke. Og adskillige gange har de gået fra at blive set som et mulighedernes land til menneskefjendtlig og ubrugelig natur.

En helt afgørende forandring var, da mennesker forsvandt ud af landskabet. Da hedebruget og hyrdekulturen forsvandt, og da hederne ikke længere var forankret i et produktionslandskab, et græsningslandskab, eller et landskab, hvor man begravede sine døde. Dermed forsvandt også alle de forstyrrelser, der førhen sikrede heden sin overlevelse. I dag, hvor hederne primært beskyttes af lovgivning og naturfredningsforordninger og ikke længere indgår i driftsformer med afbrænding, græssende dyr, slåning eller tørvegravning, forskydes hierarkierne mellem plantearterne og giver anledning til nye botaniske indvandringer. 

Én ny type indvandring fremkaldes af de forhøjede niveauer af atmosfærisk kvælstof, der er forårsaget af moderne, intensivt landbrug. Kvælstoftilførslen bevirker, at de fleste lyngheder i Vestjylland og på tværs af Nordeuropa er ved at blive omdannet til blåtop og bølget bunke. En anden type kolonisering skyldes fredningstiltag og manglende pleje, der medfører, at hederne springer i birke-, ege- og fyrreskov. Samtidigt er presset så stort på de områder, der ligger uden for hederne, at de er blevet en slags refugium for planter og insekter, der ellers ikke er enten tilpasset til eller karakteristiske for hederne.

Dermed er hederne blevet en slags landskaber uden for landskaberne: De er hverken forbundne med store kulturelle fællesskaber eller ernæringsveje. De lever heller ikke op til vores forventninger til ’rigtig’ natur som noget, der skal kunne klare sig selv og i øvrigt levere effektivt på for eksempel biodiversitet, binding af CO₂ eller klimatilpasningsløsninger. Og de pladskrævende heder figurerer stort set ingen steder i debatterne om arealfordeling. De er ikke indbefattet af den ’natur’, man ønsker inden for de nationale og globale målsætninger om at genoprette og beskytte mindst 30% natur. Men ingen regner dem heller med i de resterende 70%.

På den måde legitimeres hederne ikke længere hverken af kulturværdi, økonomisk værdi eller naturværdi i Danmark. Af samme grund lægger mange ikke rigtig mærke til, at de er der, på trods af, at de stadig findes over et kæmpemæssigt område, der strækker sig helt fra Nordnorge til det sydlige Portugal. Alligevel har hederne måske stadig noget væsentligt at fortælle – ikke mindst i forbindelse med, at dette års Golden Days forsøger at gentænke livet ’På landet’.

Hederne minder os om de langsommelige landskaber og økosystemer og de relationer mellem arter – mennesker, dyr og planter – der tager form over århundreder og årtusinder. Som del af et landbrugslandskab knytter hederne sig til en lavintensitetsproduktion og polykultur med lav tilførsel af næringsstoffer, som måske kan indtænkes i fremtidens fødevarekæder. Hederne minder os også om, at helt uforstyrret natur ikke findes nogen steder, men at disse forstyrrelser gennem historien har ført meget forskellige muligheder og livsformer med sig – for mennesker såvel som planter og dyr. Og de minder os om at turde igen at drømme om, hvordan mennesker og landskaber kan leve sammen på nye og gamle måder. 

Mette Løvschal forsker i fortidens landskaber og leder projektet “Anthropogenic Heathlands”, der handler om at forstå, hvordan hederne opstod og blev opretholdt. Hun er ph.d. og professor i arkæologi på Aarhus Universitet samt ledende forskningsudvikler på Moesgaard Museum, og modtog i 2023 “Dronning Margrethe II´s Videnskabspris”. Hjemmeside.

Emmy Laura Perez Fjalland beskæftiger sig med kulturlandskaber og er især optaget af stedslighed, sanselighed og mobilitet. Hun skriver blandt andet essay-serien “Almanak” i Dagbladet Information og ugebrevet “Jordbo” med Føljeton. Hun er cand.mag. og ph.d. i geografi og byplanlægning fra Roskilde Universitet. Hjemmeside.

Hvis du vil læse mere om hede af forfatterne

Læs resten af artiklerne: Drømmeland – idealisering, kultivering og kolonisering af landet