Fagre Nye Verden? Drømmen om nyt land i tidlig moderne litteratur
På Christoffer Columbus’ rejse mod den ukendte Nye Verden bragte han ikke blot skibe og instrumenter med sig. Han havde også forestillinger og idéer med i bagagen, der var udslagsgivende for, hvordan mødet med det fremmede og ukendte blev opfattet. Hos briterne Thomas More og William Shakespeare spillede de forudindtagede idéer om det fremmede og nye også en stor rolle i deres både satiriske og spekulative skildringer af opdagelsen af nyt land. Mikkel-Theis Paulsen viser, hvordan litteraturhistorien er rig på forestillinger og utopiske drømme om det fremmede land, og hvordan poesien, prosaen og dramatikken kan tjene som kritisk korrektiv.
PÅ LANDET: Drømmeland – idealisering, kultivering og kolonisering af landet: Udtrykket På landet fremkalder for de fleste guldalderagtige billeder: gyldne, frodige marker, fredelige hyrdeliv og fuglekvidder. Men virkelighedens land er mere nuanceret og holder ikke altid, hvad billederne lover. Gennem tiden har landet været genstand for markante kulturelle drømme og et væld af idéer om menneskets forhold til naturen. Det er igen og igen blevet idealiseret, kultiveret og koloniseret og har på den måde indtaget en selvfølgelig plads i vores historieskrivning. I samarbejde med festivalen Golden Days præsenterer Baggrund onlineuniverset Drømmeland for at undersøge de glansbilleder, skønmalerier og vrangforestillinger af det landlige, der har været på spil i vores kultur.
”Opdagelsen” af Amerika i 1492 udgør et vendepunkt i vores historie. Det er så indlysende, at pointen næsten er banal, men den globalisering, som i stadig tydeligere grad dominerer vores virkelighed, kan i et europæisk perspektiv med rimelig sikkerhed spores tilbage til denne begivenhed. Med opdagelsen og koloniseringen af det, man ganske sigende kaldte ”Den Nye Verden” og ikke mindst dens indbyggere, blev det forestillingsunivers, der siden senantikken havde været styrende for europæisk religion, tænkning og geografi, omkalfatret. For de oprindelige folk, der beboede de territorier vi i dag kender som Caribien, Nord-og Sydamerika, var konsekvenserne af mødet med Europa en menneskelig og økologisk katastrofe, hvis omfang knap nok kan begribes, og som stadigvæk har konsekvenser, der kan mærkes i dag. Af samme grund har nogle forskere set mødet med Den Nye Verden som en indvarsling af den antropocæne epoke, hvor menneskets handlinger indvirker direkte på klodens miljø. Forestillingen om Den Nye Verdens eksotiske og utopiske muligheder – og i bredere forstand drømmen om udforskning og kultivering af det uberørte land – har ikke desto mindre siden udgjort én af “Vestens” allermest kraftfulde kulturelle myter.
Idéen om at man kan ”skabe” sig selv er som bekendt en indgroet del af den amerikanske drøm, der trækker tråde tilbage til 1700- og 1800-tallets såkaldte »Frontier Myth« – den romantiske forestilling om udforskningen og tæmningen af Amerikas “vilde” territorier – og endnu længere tilbage til de oprindelige kolonisters forestilling om Den Nye Verden som et uberørt mulighedernes land, hvor man kunne skabe en ny tilværelse fri fra historien og den gamle verdens religiøse og politiske undertrykkelse.
Men hvordan reagerede samtiden – hvilket vil sige 1500- og 1600-tallets Europa – på Christoffer Columbus’ opdagelse og den efterfølgende kolonisering? Og hvordan blev det afspejlet i litteraturen, da drømmene om Den Nye Verden bristede?
Opfindelsen af Amerika
Columbus’ rejse forandrede ikke kun landkortet, men også hele den kosmografi, der med rod i kristen dogmatik og den antikke tradition havde inddelt verden i tre kontinenter – Europa, Afrika og Asien – og tre folkeslag, der alle nedstammede fra Noahs sønner Sem, Kam og Jafet. Rejseberetninger fra fjerne verdener var ikke et nyt påfund i Columbus’ samtid, og han havde i høj grad forlæst sig i sine forgængeres bedrifter – frem for alt Marco Polos populære beretning fra Kina (Il Milione, omkring 1300), men også i det fabulerende, engelske værk The Travels of Sir John Mandeville (1371), som til sammenligning er ren fiktion og udgivet under pseudonym. Dette er værd at nævne, fordi det, som Columbus’ egne rejseberetninger især vidner om, er, hvordan europæernes middelalderlige forestillingsunivers og forventninger kolliderer med Den Nye Verdens realiteter. I samtiden udgjorde det sagnagtige ”Østen”, med dets eftertragtede krydderier og ubeskrivelige rigdomme, Europas eksotiske horisont, hvilket i høj grad farvede Columbus’ fantasier og forventninger (sømanden medbragte eksempelvis et brev fra de spanske regenter til den kinesisk-mongolske hersker Kublai Khan – der vel at mærke var død næsten 200 år forinden!). Columbus og hans folk “ved” derfor på forhånd, hvad de vil finde på grund af deres eksisterende viden om verdens geografiske beskaffenhed, og det måske mest forbløffende ved de første beretninger fra Amerika er erobrernes kognitive resistens over for Den Nye Verdens indtryk. Som den mexicanske historiefilosof Edmundo O’Gorman meget berømt har formuleret det, blev Amerika derfor ikke opdaget, men opfundet. Titlen på hans hovedværk La Invención de América (1958) trækker på det latinske verbum invenire, der udover grundbetydningen bærer en række afslørende konnotationer såsom “opdage”, “erfare”, “lære” og “erkende”.
Det er derfor nødvendigt at have Spaniens interne kulturelle og politiske forhold i samtiden in mente: I nøgleåret 1492, samme år som Columbus’ rejse, fuldendte det spanske regentpar den århundredelange generobring af den iberiske halvø fra de muslimske maurere kendt som La Reconquista. Generobringens korsfarermentalitet var fra begyndelsen med til at give legitimitet til det imperiale projekt og indskrev Spanien i en messiansk rolle som kristendommens forsvarer og udbreder. Samtidig eksisterede der en udbredt forestilling om translatio imperii, hvilket vil sige en opfattelse af, at den imperiale autoritet igennem historien bliver overført fra øst mod vest. Denne forestilling gjorde det muligt at fremstille Spanien som Romerrigets arvtager, hvilket blev yderligere forstærket da Carlos V’s senere blev udråbt som kejser af Det Tysk-Romerske Rige i år 1519. Columbus var heller ikke blind for den ideologiske sammenhæng, hans eget projekt indgik i. I sine breve fremstillede han således sin rejse som en naturlig forlængelse af de katolske regenters generobring (og genkristning) af Spanien og sig selv som Kristi budbringer. Af samme grund blev Columbus’ “opdagelse” af mange i samtiden tolket ud fra et kristent forestillingsunivers, der så erobringen som resultatet af et guddommeligt forsyn. Der er således en tæt sammenhæng mellem Spaniens indenrigspolitiske forhold og imperiets selvfremstilling ude i verden (det spanske riges motto var meget sigende »Plus ultra« – ”videre” eller ”fremad” – som en profeti om imperiets globale aspirationer). De tidlige beretninger fra Den Nye Verden bærer præg af denne idé, der i store træk fremstillede conquistadorerne som ædle riddere fra et høvisk-heroisk ridderunivers. Amerikas eksotiske rigdomme og naturressourcer blev derfor også anset som den naturlige belønning, Gud giver til sit retfærdige folk, hvilket tydeliggøres i jesuitten José de Acostas berømte krønike Historia natural y moral de las Indias (1589), hvori han beskriver de righoldige miner i den bolivianske by Potosí, som blev opdaget i 1540erne:
»Således blev Potosí opdaget, efter at det Guddommelige Forsyn til Spaniens nytte havde beordret, at den største skat i verden skulle se dagens lys, mens den storslåede Carlos V var kejser og herskede over Spanien og Den Nye Verden.« (1)
Ved siden af de mere eller mindre officielle krøniker forfattet af historikere og gejstlige, skrev flere af de første opdagelsesrejsende og erobrere – conquistadorerne – flittigt om det nye lands vidundere og deres egne bedrifter. Disse beretninger var ganske afslørende ofte skrevet i det heroisk-høvisk stilleje, man kendte fra datidens populære ridderromaner om heltene Amadís og Tirant lo Blanc, som Miguel de Cervantes senere parodierede i fortællingen om den gale Don Quijote (1605-1615). Et eksempel på denne kulørte sammenblanding af rejsebeskrivelse og fiktion finder vi hos Bernal Díaz del Castillo, der var soldat i Hernán Cortés’ blodige togt mod aztekerne. I beretningen Den sande historie om erobringen af Ny-Spanien (1568) beskriver han aztekernes “flydende” hovedstad Tenochtitlán, der var opført på kunstige øer i Texcoco-søen, og som for den forbløffede spanier lignede »de fortryllede ting, som de fortæller om i Amadís de Gaula […] Det kan ikke undre, at jeg skriver sådan, for der er meget at lovprise, som jeg ikke ved hvordan jeg skal berette om: Ting, der aldrig før er hørt, set, eller endda drømt om, som vi så!«
»Hvis jeg, min herre, fik denne ø at dyrke og regere«
Sideløbende med de førnævnte fabulerende beretninger om Den Nye Verdens eventyr opstår der en righoldig utopisk litteratur, der fremstiller Amerika som nyt, uberørt og uskyldigt land, hvilket gør det særligt egnet som projektionsflade for Europas politiske og sociale fantasier. Et eksempel herpå er den engelske renæssancehumanist Thomas Mores politiske satire Utopia fra 1516, hvori han præsenterer et (fiktivt) idealsamfund, lokaliseret på en ø, hvor alle borgere er lige, ingen lider nød, og guld blot er noget, man foragter (slaveri eksisterer til gengæld i bedste velgående). Navnet på Mores retfærdige samfund »Utopia« er afledt af det græske topos (sted), mens det drilske præfiks både kan udtales eu (god/lykkelig) og ou (ikke). Det er altså både et lykkeligt sted og et »ikke-sted« – eller stedet, der ikke kan eksistere. Selvom Mores ø er lokaliseret i Det Indiske Ocean er inspirationen fra de nylige opdagelsesrejser ikke til at tage fejl af, og han lader sågar en sømand fra den italienske opdagelsesrejsende Amerigo Vespuccis ekspedition agere fortæller. Mores satire er blot ét eksempel på en vedholdende tendens til at bruge Den Nye Verden som et spejl, der kan reflektere og relativisere Den Gamle Verdens værdier. Dette ser vi også hos franskmanden Michel de Montaigne, der i sit berømte essay »Om kannibalerne« (cirka 1580) vender perspektivet om og bruger Amerikas “vilde” til at spørge, om det i virkeligheden er franskmændene, som på det tidspunkt udkæmpede en blodig religiøs borgerkrig, der er de sande barbarer.
»Jeg synes det er mere barbarisk at spise en levende mand end en død, at sønderrive en krop, der endnu kan føle alt, med pinsler og tortur, stege den over en sagte ild, lade hunde og vildsvin sætte tænderne i den og slagte den – noget som vi ikke blot har læst om, men selv har oplevet for ganske nylig, og ikke mellem arvefjender, men mellem naboer og medborgere […] – end det er at stege og spise en mand efter at han er død.« (2)
Det bliver sidenhen et genkommende motiv at bruge Den Nye Verden til kritisk at udforske Den Gamle Verdens politiske brydninger. William Shakespeares sene værk Stormen (1611) er et oplagt eksempel og desuden et af de relativt få dramaer fra perioden, der behandler koloniseringens problematikker i Amerika. Stykket udspiller sig på en fortryllet ø i Middelhavet, men der er flere fingerpeg, der indikerer, at forfatteren har været inspireret af samtidens beretninger om kolonierne og deres indbyggere. Plottet centrerer sig om troldmanden Prospero, der tidligere var fyrste over Milano, men som er strandet på øen med sin datter Miranda, efter at hans bror Antonio har kuppet ham. Her hersker Prospero over luftånden Ariel og den slavegjorte indfødte med det kanniballignende navn Caliban. Ved stykkets begyndelse passerer et skib med italienske hoffolk – Prosperos gamle fjender – øen, men de forliser på grund af troldmandens magi og skyller i land. Snart herefter udspiller der sig et komisk, men også sigende optrin, hvor hofmanden Gonzalo docerer om det behagelige idealsamfund, han ville indrette på øen, hvis han havde magten:
Gonzalo: Jeg ville gøre alting i min stat
helt omvendt, for jeg tillod ingen handel
og ingen øvrighed og boglig lærdom;
der skulle ingen fattige og rige være,
og ingen tjenere; kontrakter, arv,
fast ejendom og landbrug skulle væk,
metal, korn, vin og olie ikke bruges,
arbejdet falde bort, så hver mand fik
sin fulde frihed – og hver kvinde med,
men alting måtte ske i uskylds renhed;
slet ingen hersker –
Sebastian: Kun ham selv som konge!
Antonio: Det sidste af hans samfund glemmer vist det første! (3)
Hans tale er særligt interessant, fordi den næsten direkte citerer Montaignes førnævnte essay, men i Shakespeares drama fremstår utopien som en gammel mands fantasterier. Og som Antonio bemærker, overser han, at samfundet aldrig kan være lige og magtfrit, så længe han selv er konge. Stormen er i det hele taget gennemsyret af dette misforhold mellem europæernes forestillinger om det uberørte lands lyksaligheder og de faktiske realiteter på Prosperos ø, hvilket gør det fristende at læse en satirisk kritik af Montaigne ud af dramaet. Gonzalo er eksempelvis så forblændet af sine egne utopiske forestillinger og forventninger, at han slet ikke ænser, at han befinder sig på et goldt og trøstesløst sted:
Gonzalo: Her findes alt hvad der er nødvendigt til livets ophold
Antonio: Ja, undtagen levnedsmidler.
Sebastian: Dem er der ikke meget af.
Gonzalo: Hvor ser græsset dog frisk og frodigt ud! Hvor grønt –
Antonio: Ja, jorden er sandelig vissenbrun.
Sebastian: Med et lille stænk af grønt.
Antonio: Han har et skarpt blik.
Sebastian: Undtagen for sandheden. (4)
Prosperos ø er langt fra et uskyldsrent locus amoenus – drømmen om et behageligt, naturskønt sted, vi kender fra pastoraledigtningen –, men nærmere en stinkende sump, hvor luften er rådden og »parfumeret med mosevand«. Der er derfor en påfaldende asymmetri mellem den idealiserede drøm om det nye frugtbare land og den geografiske og realpolitiske virkelighed, som møder europæerne. Øens barske miljø afspejler sig nemlig også i de sociale relationer, skal det vise sig, for Prosperos “Nye Verden” er ikke fri for Den Gamle Verdens undertrykkende hierarkier, hvilket forholdet til den slavegjorte Caliban, der vel at mærke boede på øen før europæerne, tydeligt understreger:
Caliban: Øen er er min,
jeg arvede den fra Sycorax, min mor,
og du har stjålet den. Dengang du kom,
gav du mig kærtegn og var god imod mig,
du gav mig vand med bær i, lærte mig,
hvad navn det store og det lille lys,
som brænder dag og nat, skal kaldes ved;
så holdt jeg af dig, viste dig min ø
og alt hvad der var på den: ferske kilder
og salte brønde, gold og givtig jord;
men nu forbander jeg mig selv for det!
Gid alle Sycoraxes hekserier,
kravl, flagermus og tudser, rammer jer!
for anden undersåt har I jo ikke
end mig, der før var konge for mig selv,
og her i klippen spærrer I mig inde,
mens resten af min ø er lukket for mig. (5)
Der er langt fra Calibans bitre anklage mod Prospero til de førnævnte beretningers fabulerende og utopiske tilgang til Den Nye Verden, såvel som til Columbus og de spanske regenters messianske drømme om et katolsk verdensrige. Som sådan berører hans tale et af den tidlige kolonialismes særligt betændte punkter. For hvordan kan erobringen være legitim, hvis den baserer sig på tyveri og overgreb? Havde de oprindelige beboere agens og politisk suverænitet – eller var de, som det så ofte blev fremstillet, kun primitive barbarer eller dyr? Prosperos datter forfalder til det sidste argument, men Calibans berømte svar afslører Mirandas tirade om ”civilisationens” velsignelser som ren chauvinisme:
Miranda: Afskyelige slave, sporløst går
al godhed jo hen over dig, men ondskab
af alle slags, den kan du godt bedrive!
Af medynk lærte jeg dig selv at tale,
hver time viste jeg dig nye ting,
du kunne ikke sige hvad du mente,
du plapred som et uforstandigt dyr,
derfor gav jeg dig ord for dine ønsker.
Men der er noget i din lave slægt,
Som ædle sind med rette væmmes ved;
og derfor blev du fængslet her i klippen,
skønt du fortjener mer end indespærring.
Caliban: I lærte mig at tale, og min gavn
af det er kun, at nu kan jeg forbande.
Gid pesten rammer jer for den belæring! (6)
Stormen vidner på den måde om en mere kritisk modfortælling til koloniseringen, som især begynder at vinde indpas i 1600-tallet. Englands første forsøg på at etablere kolonier i Nordamerika havde været katastrofale, og der herskede i visse dele af befolkningen en opfattelse af, at kolonisterne var opportunistiske lykkeriddere eller sågar småkriminelle, der ikke havde andre udveje. Denne attitude skulle senere ændre sig, men på Shakespeares tid fremstod koloniprojektet stadig som en både økonomisk og moralsk speget affære. I Spanien, der i kølvandet på Columbus’ rejser havde opbygget et verdensomspændende imperium, måtte man ved overgangen til 1600-tallet konstatere, at Den Nye Verdens rigdomme var langt mere sparsomme end oprindeligt antaget. Riget var tilmed gentagne gange på fallittens rand på grund af inflation, uhørte militærudgifter og gæld til italienske bankfolk. Kolonisternes brutale fremfærd var desuden blevet afdækket i munken Bartolomé de Las Casas’ pamflet fra 1542 Brevísima relación de la destruicón de las Indias (udgivet på dansk under den lettere bedagede titel Indianermassakren, 1974), der i løbet af århundredet blev oversat til en lang række europæiske sprog og medvirkede til, at de spanske conquistadorer i omverdenens øjne blev betragtet som fanatiske og guldhungrende voldsmænd. Drømmen om Amerika som et uberørt land, den »fagre nye verden« var for længst kollideret med koloniseringens brutale realiteter.
En levedygtig fantasi
På trods af det moralske og økonomiske nederlag har den tidlige kolonialismes fantasier vist sig at være forbavsende overlevelsesdygtige. Det skorter ikke på utopiske forestillinger i forlængelse af More om øde, paradisiske øer i litteratur- og idéhistorien, såvel som i populærkulturen og medieindustrien. Ligesådan har de første conquistadorer og kolonisters opfattelse af Den Nye Verden som et jordisk paradis overlevet i en sekulariseret form gennem den vedholdende idé om Amerika (og primært USA) som et land af ubegrænsede muligheder, hvor man kan skabe sig selv fra bunden gennem en blanding af flid, mod og viljestyrke. Den romantiske forestilling om at krydse nye grænser, opdage og vinde nyt land, antog nye former i det 20. århundredes rumkapløb, hvilket blandt andet kom til udtryk i John F. Kennedys berømte »Månetale« fra 1962, hvor USA’s fortid, nutid og fremtid knyttes sammen af de første opdagelsesrejsendes vovemod og vedholdenhed – »rummet er der og vi vil erobre det, og månen og planeterne er der, og nye håb for viden og fred er der. Og nu, mens vi sætter vores sejl, beder vi derfor om Guds velsignelse over det mest dristige, farlige og største eventyr, som mennesket nogensinde har begivet sig ud på«. Opdagelsen og erobringen af nye territorier bliver dermed gjort til USA’s oprindelse og skæbnebestemte mål. Denne form for (rum)imperialisme er inden for de sidste uger blevet særligt aktuel med Indiens vellykkede ekspedition Chandrayaan-3, hvor man den 23. august formåede at lande et rumfartøj på månens sydpol. Foruden at være en imponerende teknologisk bedrift, vidner Indiens (og for den sags skyld Kinas) rumprogrammer om endnu en forskydning i den klassiske geopolitiske magtbalance mellem øst og vest. Den kolonialistiske drøm om ressourceudvinding og bosættelse på andre himmellegemer er således gået fra at være spekulativ fiktion til en reel mulighed, hvilket er blevet særligt tydeligt i de seneste år, hvor private finans-og techkapitalister har meldt deres ankomst i kampen om rummet – selvom kritiske røster ganske vist har anfægtet det betimelige i at afsøge nye verdener, når vores egen brænder. Som historien om “opdagelsen” af Amerika vidner om, kan den enes eventyr meget vel være den andens udslettelse, samtidig med at de nye verdner, vi drømmer om, oftest viser sig at være utopier i ordets negative betydning. Forestillingen om »Den Nye Verden« fortæller os derfor formentlig en hel del mere om vores egne selvforståelser, drømme og fantasmer, end om noget virkeligt eksisterende sted.
Mikkel-Theis Paulsen forsker i fremstillinger af “Den Nye Verden” i spansk- og engelsksproget litteratur fra 1500- og 1600-tallet. Han er kandidat i litteraturhistorie og ph.d.-stipendiat på Aarhus Universitet.
Referencer:
- (1) Oversættelserne er mine egne, medmindre andet er angivet.
- (2) (“Om Kannibaler” p. 233) Oversat af Else-Henneberg Pedersen.
- (3) (Stormen, akt II, scene 1, p. 645) Oversat af Niels Brunse.
- (4) (op.cit., akt II, scene 1, p. 642)
- (5) (op.cit., akt I, scene 2, pp. 633-634)
- (6) (op.cit., akt I, scene 2, pp. 634-635)
Litteraturliste
- José de Acosta. Historia moral y natural de las Indias [1589]
- Bernal Díaz del Castillo. Historia verdadera de la conquista de la Nueva España [1568]
- John F. Kennedy. »Address at Rice University on the Nation’s Space Effort« 1962, JFK Presidential Library. https://www.jfklibrary.org/learn/about-jfk/historic-speeches/address-at-rice-university-on-the-nations-space-effort
- Bartolomé de Las Casas. Indianermassakren. Forlaget Græs 1974
- Michel de Montaigne. »Om Kannibalerne«, Essays I-III. Oversat af Else Henneberg Pedersen. Gyldendal 1992
- Thomas More. Utopia. Gyldendal 1969
- Edmundo O’Gorman. La Invención de América. 1958
- William Shakespeare. Stormen. Samlede Skuespil VI. Oversat af Niels Brunse. Gyldendal 2018
Forslag til videre læsning
- Caroline Dodds Pennock: On Savage Shores – How Indigenous Americans Discovered Europe. 2023
- Stephen Greenblatt. Marvelous Possessions – The Wonder of the New World. 1991
- Djelal Kadir. Columbus and the Ends of the Earth – Europe’s Prophetic Rhetoric as Conquering Ideology. 1992
- Tzvetan Todorov. The Conquest of America. 1982
- Walter Raleigh. The Discouerie of the Large, Rich, and Bevvtiful Empyre of Guiana [1596]
- Heidi V. Scott. »Paradise in The New World«, Cultural Geographies, Vol. 17, No. 1, 2010
- Gavin Hollis. Absence of America. 2015
- Barbara Fuchs: Mimesis and Empire – The New World, Islam & European Identities. 2001
- Susan R. Castillo. Colonial Encounters in New World Writing. 1500-1786. 2006
- Peter Martyr. Den Ny Verden [1501-1525] Oversat af Ole Høiris. Aarhus Universitetsforlag 2016