Sorgens kompas

I dette essay reflekterer den toneangivende amerikanske intellektuelle Judith Butler over terrorangrebet d. 7. oktober 2023, Israels besættelse af Palæstina og vejen fra fordømmelse til håb. De spørger til sorgens muligheder og vilkår, samt hvorvidt en udvidelse af sorgens kompas også vil ændre vores forståelse af voldens historie og ofre. Essayet blev oprindeligt bragt i London Review of Books d. 19. oktober 2023. 

De spørgsmål, der mest har brug for at være genstand for offentlig diskussion, dem, der mest presserende må diskuteres, er dem, der er svære at diskutere inden for de rammer, vi har til rådighed nu. Selvom man ønsker at gå direkte til sagen, støder man på rammernes grænser; grænser der gør det næsten umuligt at sige, hvad man vil. Jeg vil her tale om volden, den nuværende vold, voldens historie og dens mange former. Men hvis man ønsker at dokumentere vold, hvilket vil sige at forstå Hamas’ massive bombardementer og drab i Israel som en del af denne historie, risikerer man at blive beskyldt for “relativisering” eller “kontekstualisering”. Vi skal enten fordømme eller billige, og det giver mening, men er det alt, hvad der etisk kræves af os? Faktisk fordømmer jeg uden forbehold den vold, Hamas har begået. Det var en skræmmende og afskyelig massakre. Det var min umiddelbare reaktion, og den varer ved. Men der er også andre reaktioner.

Næsten med det samme ønsker folk at vide, hvilken “side” man er på, og det eneste mulige svar på sådanne drab er entydig fordømmelse. Men hvorfor er det, at vi nogle gange tror, at det at spørge, om vi nu bruger det rigtige sprog, eller om vi har en tilstrækkelig forståelse for situationens historiske omstændigheder, står i vejen for kraftig moralsk fordømmelse? Er det virkelig relativiserende at spørge, hvad vi præcis fordømmer, hvilken rækkevidde fordømmelsen bør have, og hvordan vi bedst beskriver den politiske position, eller de politiske positioner, vi modsætter os? Det ville være besynderligt at være imod noget uden at forstå det, eller uden at beskrive det indgående. Det ville være særligt besynderligt at tro, at fordømmelse fordrer en afvisning af forståelse, af frygt for, at viden kun kan have en relativiserende virkning og underminere vores evne til at dømme. Og hvad nu, hvis det er moralsk bydende at udvide vores fordømmelse til også at dække forbrydelser, der er lige så gruopvækkende som dem, medierne gentagne gange sætter fokus på? Hvornår og hvor begynder og slutter vores fordømmelse? Har vi ikke brug for en kritisk og velinformeret vurdering af situationen, som kan ledsage moralsk og politisk fordømmelse uden at skulle frygte, at fordi vi bliver vidende så bliver vi, i andres øjne, også moralske fiaskoer, der er medskyldige i afskyelige forbrydelser?

Der er dem, der bruger historien om Israels vold i området til at frikende Hamas, men de gør brug af en korrumperet form for moralsk ræsonnement til at opnå deres mål. Lad os gøre det helt klart: Israels vold mod palæstinenserne er overvældende: ubarmhjertig bombning, drab på folk i alle aldre i deres hjem og på gaden, tortur i deres fængsler, sulteteknikker i Gaza og ekspropriering af hjem. Og denne vold, i dens mange former, udøves mod et folk, der er underlagt apartheidregler, et kolonialt styre og statsløshed. Men når Harvard Palestine Solidarity Committee udsteder en erklæring, der hævder, at ”apartheid-regimet er de eneste skyldige” i Hamas’ dødbringende angreb på israelske mål, begår de en fejltagelse. Det er fejlagtigt at placere ansvar på den måde, og intet bør frikende Hamas fra ansvar for de afskyelige forbrydelser, de har begået. Samtidig fortjener denne gruppe og dens medlemmer ikke at blive sortlistede eller truede. De har uden tvivl ret i at pege på voldens historie i området: ”Fra systematiske beslaglæggelser af land til rutinemæssige luftangreb, fra vilkårlige arrestationer til militære checkpoints, og fra tvungne familieadskillelser til målrettede drab er palæstinensere blevet tvunget til at leve i en tilstand af død, både langsom og pludselig.”  

Det er en dækkende beskrivelse, og det skal siges, men det betyder ikke, at Hamas’ vold bare er Israels vold under et andet navn. Det er rigtigt, at vi bør udvikle en vis forståelse for, hvorfor grupper som Hamas blev stærkere i lyset af de brudte løfter fra Oslo-aftalen og ”tilstanden af død, både langsom og pludselig,” der beskriver tilværelsen for mange palæstinensere, som lever under besættelse, hvad enten der er tale om den konstante overvågning og trussel om frihedsberøvelse uden retfærdig rettergang eller den tiltagende belejring, der afskærer Gaza fra medicin, mad og vand. Vi får imidlertid hverken en moralsk eller politisk retfærdiggørelse af Hamas’ handlinger ved at henvise til deres historie. Hvis vi bliver bedt om at forstå palæstinensisk vold som en fortsættelse af Israels vold, som Harvard Palestine Solidarity Committee beder os om, så er der kun én kilde til skyldfølelse, og end ikke palæstinensere selv ejer deres voldelige handlinger. Det er ikke en måde at anerkende selvstændigheden af de palæstinensiske handlinger på. Nødvendigheden af at adskille en forståelse af den israelske stats gennemgribende og ubarmhjertige vold fra enhver retfærdiggørelse af vold er tvingende, hvis vi skal kunne overveje, hvilke andre måder det koloniale styre kan afskaffes på, hvordan vilkårlige arrestationer og tortur i israelske fængsler kan stoppes, og hvordan belejringen af Gaza, hvor vand og mad er rationeret af den nationalstat, der kontrollerer grænserne, kan afsluttes. Med andre ord så er spørgsmålet om, hvilken verden, der stadig er mulig for alle indbyggere i området, afhængigt af, hvilke måder man kan afslutte bosætternes koloniale styre på. Hamas har allerede ét frygteligt og forfærdeligt svar på det spørgsmål, men der findes mange andre. Men hvis det er os forbudt at henvise til ”besættelsen” (hvilket er en del af moderne tysk Denkverbot), hvis vi ikke engang kan debattere, hvorvidt Israels militærstyre i området er racialt apartheid eller kolonialisme, så har vi intet håb om at forstå fortiden, nutiden eller fremtiden. Så mange mennesker, der betragter blodbadet via medierne, føler sig så magtesløse. Men en grund til, at de føler sig magtesløse, er netop, at de følger med via medierne, der lever af denne sensationelle og flygtige verden af håbløs moralsk forargelse. En anderledes politisk moral kræver tid, en tålmodig og modig måde at lære og navngive på, så vi kan ledsage moralsk fordømmelse med moralsk vision.

Jeg modsætter mig den vold, som Hamas har udøvet, og jeg har intet alibi at tilbyde. Når jeg siger det, så tilkendegiver jeg tydeligt en moralsk og politisk position. Jeg er ikke tvetydig, når jeg reflekterer over, hvad denne fordømmelse forudsætter og indebærer. Enhver, der slutter sig til mig i denne fordømmelse, vil måske spørge om moralsk fordømmelse ikke bør baseres på en vis forståelse af, hvad man modsætter sig. Man ville måske sige: Nej, jeg har ikke brug for at vide noget om Palæstina eller Hamas for at vide, at det, de har gjort, er forkert, og for at kunne fordømme det. Og hvis man stopper der og forlader sig på de moderne mediers fremstillinger uden nogensinde at spørge, hvorvidt de overhovedet er rigtige og nyttige, hvorvidt de lader historierne blive fortalt, så accepterer man en vis ignorance og stoler på de rammer, der præsenteres. Når alt kommer til alt er vi jo alle sammen travle mennesker, og vi kan ikke alle sammen være historikere eller sociologer. Det er en mulig måde at tænke og leve på, og velmenende mennesker lever også sådan. Men med hvilken pris?

Hvad nu, hvis vores moral og vores politik ikke sluttede med fordømmelsen? Hvad nu, hvis vi insisterede på at spørge, hvilken form for liv, der ville kunne befri området for denne form for vold? Hvad nu, hvis vi i forlængelse af at fordømme de meningsløse forbrydelser også ønskede at skabe en fremtid, hvor denne form for vold ville ophøre? Det er en normativ ambition, der rækker længere end blot til kortvarig fordømmelse. For at kunne opnå det er vi nødt til at kende situationens historie, Hamas’ udvikling som militant gruppering i ødelæggelsen, som fulgte i øjeblikket efter Oslo-aftalen for dem i Gaza, for hvem løfterne om selvstyre aldrig blev til noget, dannelsen af andre grupper af palæstinensere med andre taktikker og mål, og historien om det palæstinensiske folk og deres ambitioner om frihed og retten til politisk selvbestemmelse, om frigørelse fra kolonial undertrykkelse og allestedsnærværende militær- og fængselsvold. På den måde kan det blive muligt at blive en del af kampen for et frit Palæstina, hvor Hamas vil blive opløst eller erstattet af grupper med ikke-voldelige ambitioner om sameksistens. 

For dem, hvis moralske position er begrænset til fordømmelse alene, er det ikke målet at forstå situationen. Moralsk forargelse af denne karakter er efter alt at dømme både anti-intellektuel og præsentistisk. Men forargelse kunne også drive en person mod historiebøgerne for at lære, hvordan begivenheder som disse kunne ske, og hvorvidt omstændighederne kunne ændre sig i en sådan grad, at en fremtid af vold ikke er det eneste mulige. Det burde ikke være sådan, at”kontekstualisering” opfattes som en moralsk forkastelig handling, på trods af, at der findes former for kontekstualisering, der kan bruges til at forskyde skylden eller helt at frikende. Kan vi skelne mellem disse to former for kontekstualisering? Bare fordi nogle mener, at en kontekstualisering af forfærdelig vold afleder, eller værre endnu, rationaliserer volden, betyder det ikke, at vi skal kapitulere over for påstanden om, at alle former for kontekstualisering er moralsk relativiserende på den måde. Når Harvard Palestine Solidarity Committee påstår, at ”apartheid-regimet er de eneste skyldige” i Hamas’ angreb, så abonnerer de på en uacceptabel forståelse af moralsk ansvarlighed. Det lader til, at vi for at kunne forstå, hvordan en begivenhed er opstået, eller hvilken betydning den har, er nødt til at lære noget historie. Det betyder, at vi er nødt til at udvide linsen udover det forfærdelige nuværende øjeblik, uden at benægte dets rædsel, og på samme tid må vi nægte at denne rædsel skal repræsentere al rædsel, der er at repræsentere, at kende og at modsætte sig. Oftest beskriver samtidens medier ikke detaljerne i de rædsler det palæstinensiske folk har gennemlevet i årtier, i form af bombeattentater, vilkårlige angreb, arrestationer og drab. Hvis de sidste dages rædsler (her refereres der tilbage til Hamas’ terrorangreb d. 7. oktober 2023 red.) har større moralsk betydning for medierne end de sidste halvfjerds års rædsler, så truer øjeblikkets moralske reaktion med at overskygge en forståelse af de radikale uretfærdigheder, som det besatte Palæstina og de tvangsforflyttede palæstinensere har været udsat for – lige så vel som den humanitære katastrofe og tabet af liv i Gaza lige nu. 

Nogle mennesker frygter med rette, at enhver kontekstualisering af Hamas’ voldelige handlinger vil blive brugt til at frikende Hamas, eller at kontekstualiseringen vil fjerne opmærksomheden fra det rædselsfulde ved det, de har begået. Men hvad nu, hvis det er selve rædslen, der fører os til at kontekstualisere? Hvor starter denne rædsel, og hvor slutter den? Når pressen taler om en ”krig” mellem Hamas og Israel, tilbyder den en ramme til at forstå situationen. På den måde har den faktisk forstået situationen på forhånd. Hvis Gaza forstås som besat, eller hvis det beskrives som et ”friluftsfængsel,” så er det en anden forståelse, der formidles. Det virker umiddelbart som en beskrivelse, men sproget indsnævrer eller muliggør, hvad vi kan sige, hvordan vi kan beskrive, og hvad der kan vides. Ja, sproget kan beskrive, men det får kun magten til at gøre det, hvis det respekterer de grænser, der er sat for, hvad der kan siges. Hvis det besluttes, at vi ikke behøver at vide, hvor mange palæstinensiske børn og unge, der er blevet dræbt både på Vestbredden og i Gaza inden for det sidste år, eller gennem alle årene med besættelse, at denne information ingen rolle spiller for at kunne forstå eller vurdere angrebene på Israel og drabene på israelere, så har vi besluttet, at vi ikke ønsker at kende historien om vold, sorg og forargelse, som den leves af palæstinenserne. Vi ønsker kun at kende historien om vold, sorg og forargelse, som den leves af israelerne. En israelsk ven, der betegner sig selv som ”anti-zionist,” skriver online, at hun er rædselsslagen for, hvad der skal ske med hendes familie og venner, at hun har mistet mennesker omkring hende. Og vores hjerter bør gå til hende, hvilket mit uden tvivl også gør. Det er ubetvivleligt forfærdeligt. Og alligevel forestilles det på intet tidspunkt, at hendes egen oplevelse af rædsel og tabet af venner og familie spejles i, hvordan en palæstinenser på den anden side måtte føle, eller har følt efter årevis med bombeangreb, fængslinger og militærvold? Jeg er også en jøde, der lever med transgenerationelle traumer i kølvandet på grusomheder begået mod mennesker som mig. Men de blev også begået mod mennesker, der ikke var som mig. Jeg behøver ikke at kunne identificere mig med dette ansigt eller dette navn for at kunne beskrive den grusomhed, jeg ser. Eller jeg kæmper i hvert fald for ikke at gøre det. 

I sidste ende er problemet imidlertid ikke bare en mangel på empati. Empati tager nemlig primært form inden for en ramme, der tillader identifikation, eller oversættelse mellem en andens oplevelse og min egen. Og hvis den herskende ramme anser nogle liv for mere værdige for sorg end andre, så er konsekvensen den, at nogle tab er mere rædselsfulde end andre tab. Spørgsmålet om hvilke liv, der er værd at sørge over, er en integreret del af spørgsmålet om, hvilke liv, der er værd at sætte pris på. Og her spiller racismen en afgørende rolle. Hvis palæstinensere er ”dyr,” som Israels forsvarsminister insisterer på, og hvis israelere nu repræsenterer ”det jødiske folk,” som Biden insisterer på (hvormed han lader den jødiske diaspora falde sammen med staten Israel, som det kræves af de reaktionære), så er de eneste mennesker, der kan sørges over i denne sammenhæng, de eneste mennesker, der præsenteres som berettigede til sorg, israelerne, fordi ”krigen” nu er iscenesat som værende mellem det jødiske folk og de dyr, der forsøger at dræbe dem. Det er bestemt ikke første gang, at grupper af mennesker, der søger frigørelse fra koloniale lænker er blevet opfattet som dyr af kolonisatoren. Er israelerne også ”dyr,” når de dræber? Denne racistiske rammesætning af moderne vold opsummerer den koloniale dikotomi mellem de ”civiliserede” og ”dyrene,” der skal fordrives eller ødelægges for at bevare ”civilisationen.” Hvis vi anvender denne rammesætning for at forklare vores moralske modstand, så ender vi med at blive implicerede i en form for racisme, der rækker længere end de ytringer, der bidrager til hverdagslivets struktur i Palæstina. Og det er på sin plads med en radikal erstatning.

Hvis vi mener, at moralsk fordømmelse er nødt til at være en tydelig, præcis handling uden henvisning til nogen anden kontekst eller viden, så accepterer vi uundgåeligt de vilkår, fordømmelsen skabes under, den scene alternativerne orkestreres på. I denne mest aktuelle sammenhæng betyder dét at acceptere vilkårene også at opsummere de former for kolonial racisme, der er en del af det strukturelle problem, der skal løses, og den vedvarende uretfærdighed, der skal overkommes. Derfor har vi ikke råd til at se bort fra uretfærdighedens historie i den moralske overbevisnings navn, for vi risikerer dermed at begå yderligere uretfærdigheder, og på et tidspunkt vil vores moralske overbevisning vakle på usikker grund. Hvorfor kan vi ikke fordømme moralsk afskyelige handlinger uden at miste vores kræfter til at tænke, til at vide og til at dømme? Vi kan, og skal, selvfølgelig gøre begge dele. 

De voldshandlinger, vi er vidne til i medierne, er forfærdelige. Og i dette øjeblik af øget medieopmærksomhed er den vold, vi ser, den eneste vold vi kender. For at gentage: Vi har ret til at begræde volden og til at udtrykke vores rædsel. Jeg har haft ondt i maven i flere dage. Alle jeg kender lever i frygt for, hvad Israels militærmaskine kan finde på at gøre næste gang, og om Netanyahus folkemordsretorik vil materialisere sig i massemord på palæstinensere. Jeg spørger mig selv, om vi uden forbehold kan sørge over de liv, der er mistede i Israel såvel som dem, der er mistede i Gaza uden at køre fast i debatter om relativisme og ækvivalens. Måske tjener et bredere sorgens kompas til et mere substantielt lighedsideal, der anerkender at alle liv er lige værd at sørge over, og som giver anledning til en forargelse, fordi disse liv ikke burde være mistet, fordi de døde fortjente mere liv og en tilsvarende anerkendelse af deres liv. Hvordan kan vi overhovedet forestille os en fremtidig lighed blandt de levende uden at vide, som FN’s Kontor for Koordinering af Humanitære Anliggender har dokumenteret, at Israels militær og bosættere siden 2008 havde dræbt næsten 3.800 civile palæstinensere på Vestbredden og i Gaza, selv før de nuværende kamphandlinger begyndte. Hvor er verdens sorg over dem? Hundredvis af palæstinensiske børn er døde siden Israel begyndte sine militære “hævnaktioner” mod Hamas, og mange flere vil dø i de kommende dage og uger (her refereres der til tiden efter, at artiklen blev skrevet d. 13. oktober red.).

Det behøver ikke at true vores moralske position at bruge tid på at lære historien om den koloniale vold at kende og at undersøge det sprog, de narrativer og de rammer, der bruges til at berette om og forklare – og på forhånd fortolke – hvad der sker i området. Den form for viden er afgørende, men ikke med det formål at rationalisere den eksisterende vold eller at godkende yderligere vold. Formålet er at tilvejebringe en sandere forståelse af situationen end hvad en ubestridt fremstilling af nutiden kan give alene. Der kan givetvis være yderligere positioner af moralsk modstand, der vil kunne tilføjes til dem, vi allerede har accepteret, heriblandt en modstand mod den militær- og politivold, der fylder palæstinensernes liv i området, fratager dem deres ret til at sørge, til at kende og til at udtrykke deres forargelse og solidaritet og til at finde deres egen vej mod en fremtid i frihed. 

Jeg forsvarer personligt en ikke-voldspolitik vel vidende, at det på ingen måde kan bruges som et absolut princip, der kan anvendes ved alle lejligheder. Jeg fastholder dog, at frihedskampe, der praktiserer ikke-vold, hjælper til at skabe den ikke-voldelige verden, vi alle har lyst til at leve i. Jeg begræder volden utvetydigt på samme tid som jeg, som så mange andre, ønsker at tage del i en forestilling om og kamp for sand lighed og retfærdighed i området, den slags, der ville tvinge grupper som Hamas til at forsvinde, afslutte besættelsen og lade nye former for politisk frihed og retfærdighed blomstre. Uden lighed og retfærdighed, uden en afslutning på den statslige vold, der udøves af en stat, Israel, der selv blev grundlagt på vold, kan ingen fremtid forestilles, ingen fremtid med sand fred – i modsætning til ”fred” som en eufemisme for normalisering, i betydningen af opretholdelsen af ulige, rettighedsløse og racistiske strukturer. Men sådan en fremtid kan ikke virkeliggøres uden at bevare friheden til at navngive, beskrive og modsætte sig volden, inklusiv alle de former for vold staten Israel udøver, og at gøre det uden frygt for censur, kriminalisering eller ondsindet at blive anklaget for antisemitisme. Den verden, jeg ønsker mig, er en, der modsætter sig normaliseringen af koloniale styreformer, og som støtter palæstinensisk selvbestemmelse og frihed, en verden, der faktisk kunne realisere de dybeste ønsker hos alle indbyggere i disse lande om at leve sammen i frihed, ikke-vold, lighed og retfærdighed. Dette håb virker uden tvivl naivt, måske endda umuligt, for mange. Ikke desto mindre må nogle af os holde godt fast i det og nægte at tro, at de eksisterende strukturer vil vare for evigt. Til det har vi brug for vores poeter og vores drømmere, de utæmmede fjolser, den slags, der ved, hvordan man organiserer sig.  

13. oktober 2023

14. oktober: I en tidligere version af denne artikel blev der henvist til “tabte liv i Tel Aviv”. Det er nu blevet rettet. 

Oversat fra engelsk af Johan Bolding Rasmussen