Frygt, moral og konspirationer – Iris Murdoch læser coronapandemien
BOGUDDRAG | Coronapandemien udstillede samfundets brister, men beviste også, hvordan enkeltindivider, lokalsamfund og regeringer kunne tage ansvar når det virkelig gjaldt – og at det gode i mennesket stadig findes. På fireåret for nedlukningen af Danmark, bringer vi her et uddrag fra vores bog Pandemi! Idéhistorien læser corona, hvor 13 forskere giver deres bud på, hvordan én idéhistorisk tænker kunne have tolket coronapandemien. Bogen kan bestilles i vores webshop.
Dette kapitel er færdiggjort i december 2021
Hvad kan coronapandemien lære os om, hvad det vil sige at være et godt menneske og gøre det moralsk rigtige? Kan den overhovedet lære os noget om det? ”Ja!”, ville svaret højst sandsynligt lyde fra den britiske moralfilosof og romanforfatter Iris Murdoch (1919-1999), hvis hun havde været vidne til den. Iris Murdoch var en af sin tids få kvindelige filosoffer, uddannet fra Oxford Universitet i 1942, hvor hun efterfølgende underviste i filosofi fra 1948-63. Herefter helligede hun sig primært sit virke som romanforfatter, hvor hun nåede at skrive hele 26 romaner om især kærlighedens veje og vildveje og menneskelig godhed og ondskab. Murdoch var som filosof optaget af moralfilosofiens store spørgsmål om dyd, godhed, ondskab og kærlighed, og hendes største inspirationskilde var Platon, herunder især forståelsen af mennesket som stræbende eros-kærlighed til det gode.
Iris Murdoch og coronapandemiens moralske implikationer
Som global sundhedskrise stiller coronapandemien os over for et utal af moralske dilemmaer og problemstillinger, og en moralfilosof som Murdoch ville naturligvis stille spørgsmålet om, hvordan vi som mennesker kan respondere på en sådan udfordring på den bedst mulige måde. Som de fleste nok har opdaget, er der ikke nogen entydig opfattelse af, hvordan vi bedst muligt forstår og håndterer en global pandemi. Der er ikke alene delte meninger om, hvornår der bør sættes ind med restriktioner, hvilke liv der skal prioriteres højest, og hvem der har ret til økonomisk hjælp; der er ligeledes et hav af konspirationsteorier, der helt grundlæggende er mistænksomme overfor myndigheders udlægning og håndtering af krisen verden over. Som enkeltindivid kan det være svært at orientere sig i den massive informationsstrøm, der ofte er mangetydig, og det kan i nogle situationer være svært at afgøre, hvordan man selv ’gør det rigtige’.
Ligesom mange af Murdochs moralfilosofiske kollegaer på Oxford i 1950’erne og 60’erne vil mange indbyggere i det globale Vesten sikkert forbinde moralfilosofiens svar på dette problem med rationelle argumenter for, hvordan vi bør handle i en given situation, og hvordan vi moralsk set kan retfærdiggøre den måde, vi vælger at handle på, ved at tage en velovervejet beslutning ud fra en situations værdineutrale objektive kendsgerninger. Her er Murdoch noget utraditionel, fordi hun grundlæggende problematiserer antagelsen om, at alle ’rationelle individer’ (en vestlig opfindelse) egentlig har en uproblematisk og lige adgang til en verden af værdineutrale objektive kendsgerninger, som de så kan træffe moralske beslutninger ud fra. Murdoch vil gerne udfordre sin samtids typiske (naturalistiske) ide om, at vi kan dele en moralsk situation skarpt op mellem fakta og værdi, det vil sige i en neutral beskrivelse af en række kendsgerninger på den ene side, og så moralske uenigheder og værdier på den anden. Det gør hun ved at flytte funderingen af den moralfilosofiske debat fra denne – ofte naturvidenskabeligt inspirerede – skarpe skelnen mellem fakta og værdi over til et æstetisk-hermeneutisk grundlag, hvor fokusset i stedet for er rettet mod vores egne beskrivelser af verden, som ifølge Murdoch altid indeholder evaluerende og normativt sprog.[1] Meget kort fortalt betyder det, at Murdoch afviser, at en hård skelnen mellem en deskriptiv og en præskriptiv indstilling faktisk stemmer overens med den måde, et menneske møder verden på. Hendes påstand er derimod, at vores beskrivelser (det deskriptive) af en situations ’kendsgerninger’ på forhånd indeholder evaluerende sprogbrug, der danner grundlag for vores moralske beslutninger, altså måden, vi mener, at vi bør handle på (de præskriptive). I et af sine essays siger Murdoch for eksempel at:
(…) en konstruerende aktivitet af forestillingsevne og opmærksomhed ’introducerer’ værdi i den verden vi møder. Vi har allerede delvist villet vores verden, når vi begynder at se på den; og vi bliver nødt til at tilstå moralsk ansvarlighed for denne ’konstruerede’ verden.[2]
Vores beskrivelser er altid allerede spundet ind i nogle værdibetonede kultur- og individhistorisk bårne narrativer og metaforer, der peger på, hvad ”vi fundamentalt set anser verden som.”[3] Når vi skal tage stilling til, hvordan vi bør handle, kan vi ikke fuldstændigt adskille det fra, hvordan vi allerede ser på verden og vores forforståelse af, hvordan den helt grundlæggende hænger sammen. Det kunne for eksempel være grundlæggende og ofte uudtalte antagelser om, at livet er en værdifuld gave eller et meningsløst sort hul, at alt liv er en form for ’stræben’ efter harmonisk balance, et slags selv-balanceret økosystem, eller måske at livet blot er meningsløs planløs mutation af materie og så videre og så videre – antagelser, der farver vores beskrivelser af, hvad corona er et udtryk for, og som har betydning for, hvad vi vurderer, er det bedste at gøre. Som vi skal se, betyder denne forskydning af grundlag ikke, at Murdoch ikke vil godtage objektive videnskabelige kendsgerninger som rettesnor for vores moralske stillingtagen. I min optik plæderer Murdoch snarere for en stærkere besindelse på, at der i langt de fleste moralske situationer ikke er vandtætte skodder mellem fakta og værdi, hvilket gør opgaven med at forholde sig ’objektivt’ og ’sandfærdigt’ til den situation, der kræver ens handling, til en moralsk eller etisk opgave i sig selv. Murdochs moralfilosofi fokuserer derfor – noget atypisk inden for moderne vestlig moralfilosofi – på det, der kommer før det, vi normalt betegner som moralske overvejelser og beslutninger, idet hun mener, at den enkeltes forståelsesproces, altså hvad vi kan se, er en moralsk ’handling’ i sig selv, der kræver kritisk eftersyn og eventuel forandring.
I det følgende skal vi se nærmere på, hvilke udfordringer Murdoch ser for os som enkelte mennesker på et grundlæggende eksistentielt plan, når vi forsøger at orientere os så godt som muligt i en situation som coronapandemien, der kræver vores handling og valg. Her identificerer Murdoch to essentielt modstridende træk ved mennesket – det ene negativt og det andet positivt – der tilsammen udgør eksistensens kamp mellem selvbedrag og udåd på den ene side og sandhed og godhed på den anden.
Selvbedrag, frygt og selvbeskyttelse
Den største trussel mod at gøre det moralsk rigtige i en svær situation, som for eksempel en global pandemi, er menneskets egoisme eller selviskhed. Denne tese vil man i en vis forstand kunne tillægge Iris Murdoch. Den er umiddelbart en velkendt gammel traver, og den er blevet fremført af en lang række tænkere gennem tiden, dog med meget forskellige forståelser af, hvad begreber som egoisme og selviskhed egentlig dækker over, og hvad det overhovedet vil sige at gøre noget rigtigt eller godt.[4] For Murdoch optræder menneskelig egoisme eller selviskhed typisk som en skjult drivkraft i både vores verdensforståelse og vores handlinger, og den kommer for det meste kun til udtryk i underbevidsthedens subtile forklædninger, snarere end som for eksempel bevidst ond vilje eller bevidst selviskhed. Det er nemlig ikke sådan, at vi i vores bevidste færden rundt i verden kun har os selv for øje, og ikke ønsker andre det bedste – tværtimod! Når Murdoch – med inspiration fra både Platon og Freud – taler om egoisme, handler det som regel om, hvordan den menneskelige psyke, ofte uden vores bevidste viden om det, helt grundlæggende fungerer som en slags ’mekanisme’, hvis energi i høj grad bruges på at opretholde sig selv og forsvare sig mod omverdenen. En sådan fare kunne for eksempel være truslen om en global pandemis potentielt altødelæggende kraft; i et sådant tilfælde kan vores trang til at beskytte os selv mod en sådan trussel få os til at underspille dens alvor på bekostning af en sand forståelse af situationen, hvilket i værste fald kan få os til at handle på en måde, der kan skade os selv eller andre.[5] I sit essay The Sovereignty of Good kommer Murdoch med dette noget deprimerende billede af mennesket:
Psyken er et historisk determineret individ, der ubønhørligt passer på sig selv. På visse måder ligner den en maskine; for at kunne fungere har den brug for energikilder, og den er prædisponeret til visse aktivitetsmønstre. […] Dens hyppigste form for tidsfordriv er dagdrømmeri. Den er uvillig til at se ubehagelige sandheder i øjnene. Dens bevidsthed er ikke normalt et gennemsigtigt glas gennem hvilket det ser verden, men en sky af mere eller mindre fantastisk drømmeri designet til at beskytte psyken fra smerte.[6]
Murdoch peger her på noget, hun ser som et grundlæggende eksistentielt vilkår for mennesket, hvilket er, at vi i udgangspunktet ikke er gennemsigtige for os selv og ikke møder verden ud fra et neutralt udgangspunkt, der umiddelbart kunne give en mulighed for fælles forståelse og handling. Vi er derimod skrøbelige og dødelige individer, som på forhånd møder verden i lyset af et ’eksistensprojekt’, der delvist går ud på at beskytte os selv og opretholde en verden, vi kan manøvrere i som hele og uskadte individer. En af de mest subtile og ofte umærkelige måder, vi gør dette på, er gennem æstetisk form, det vil sige de fortællinger om os selv, som vi lever i og giver vores liv mening igennem:
Enhver historie vi fortæller os selv trøster os, fordi den indlejrer et mønster i noget, der ellers måtte synes utåleligt tilfældigt og ufuldstændigt.[7]
Ifølge Murdoch lever vi først og fremmest gennem på forhånd værdiladede narrativer og metaforer, der udgør vores orienteringsretning i verden:
Vores sprog er moralsk sprog, en konstant brug af de utallige subtile normative ord hvormed (på godt og ondt) vi væver detaljerne i vores moralske omgivelser og styrer vores handlingsliv.[8]
Det er således som på forhånd ’moralske sprogbrugere’, at vi bruger særdeles individualiserede og subtile fortællinger til at beskytte os selv mod sandheder, vi ikke har lyst til at se i øjnene, fordi de kan true vores følelse af kontrol, sikkerhed, stabilitet og psykisk balance. Det, der for Murdoch at se er moralsk problematisk, er, at vores frygt kan fordreje vores blik på verden og gøre os ukritiske overfor de udlægninger, vi abonnerer på, hvilket i sidste ende kan få fatale konsekvenser for den måde, vi tackler en kritisk situation på.
Når det er sagt, er det selvfølgelig for simpelt at reducere alle unuancerede og/eller ukritiske forståelser af coronasituationen til udelukkende at handle om selviskhed og frygt, men det betyder ikke, at der ikke kan fremlæses et moralpsykologisk element af dem. Med dette in mente kunne et ikke komplet udtømmende eksempel på frygtens og selvbeskyttelsens indflydelse på vores sandhedsopfattelse være den drejning, som den kendte blogger og influencer Sazeline Dreyers (tidl. Sørensen) Instagram-profil pludselig tog, da corona brød ud. Sazeline gik fra at være en forholdsvis kendt skønheds- og livstilsblogger i Danmark, der tjente gode penge på at lægge ansigt til diverse beauty-brands, til pludselig at lægge indhold op, der var stærkt kritisk over for de danske myndigheders håndtering af coronapandemien. Hun lagde for eksempel både indhold op, der støttede diverse konspirationsteorier, samt direkte opfordringer til danskerne om at droppe mundbind og andre retningslinjer udstukket af myndighederne. Efter et mislykket forsøg på i et interview at konfrontere Sazelines kontroversielle syn på situationen gennem oplistning af fakta fra almindeligt anerkendte vidensinstitutioner, forsøgte journalist fra mediet Zetland Marie Carsten Pedersen sig med en anden strategi i et nyt interview. Hun ville i stedet forsøge at forstå, hvorfor Sazeline pludselig trådte frem som kontroversiel systemkritiker midt i en pandemi. I et meget fint og ærligt interview finder vi blandt andet ud af, hvordan Sazeline i en lang periode har følt sig hårdt presset og ufri som influencer, fordi hun var havnet i en ond cirkel af afhængighed af anerkendelse og oplevelsen af konstant at skulle sælge sig selv. Vi finder også ud af, at hendes bror begik selvmord i år 2010, efter at have været plaget af svære depressioner i flere år, og at hun selv og familien slet ikke følte sig set og hjulpet af ’systemet’. Ingen af disse baggrundshistorier forklarer naturligvis udtømmende, hvorfor Sazeline følte en voldsom trang til at gå imod ’autoriteterne’ og ’systemet’, men hun og journalisten kommer alligevel på sporet af, at disse temaer kunne være en mulig årsag til Sazelines tilslutning til det, hun selv kalder et ’andet narrativ’ om coronasituationen.[9] Sammen bringer de altså et delvist skjult drive frem i lyset, der har mindre med en bestræbelse på sand og nuanceret forståelse at gøre, end den har at gøre med beskyttelsen af et trængt og såret selv. Sazeline er blot et eksempel på det, Murdoch ville se som en ikke-intenderet simplificering og fordrejning af en vanskelig og kompleks situation, fordi forståelsesprocessen er drevet af individets angst snarere end egentlig stræben efter sand forståelse. En vigtig pointe her er, at frygten som regel optræder som et skjult element, fordi vi, ifølge Murdoch, aldrig bedrager os selv med vilje, men faktisk altid tilslutter os det, vi vitterligt tror er sandt, og derfor ikke i første omgang er bevidste om, at vi selv står i vejen for en sand forståelse af en situations kompleksitet. Murdoch ville sige, at det farlige ved dette er, at vores opfattelse af, hvad der er sandt, i meget høj grad styrer, hvordan vi handler, hvilket under coronapandemien har vist sig i visse tilfælde at få alvorlige konsekvenser – tænk for eksempel på Trumps coronabenægtelse og de konsekvenser, det fik for den amerikanske befolkning. Det er netop derfor, at også forståelsesprocessen altid må tænkes med som etisk signifikant, når vi skal træffe etiske valg. Her siger Murdoch for eksempel:
Selvfølgelig er dyd gode vaner og pligtopfyldende handlinger. Men baggrundsbetingelsen for sådanne vaner og handlinger er, hos mennesker, et retfærdigt blik og en god kvalitet i bevidsthedens indhold.[10]
Dette forhold leder os til det andet og positive eksistentielle træk, Murdoch identificerer ved mennesket, som corona også kan gøre os klogere på, nemlig menneskets karakter af altid allerede at være ’sandhedssøgende’ og at stræbe efter at gøre det gode på baggrund af sand viden, på trods af vores begrænsede og til tider frygtsomme og ufuldstændige væsen.
Menneskets iboende stræben efter forståelse og godhed
Murdochs syn på mennesket er altså ikke udelukkende negativt. Ud over frygt og selvbeskyttelse som drivkraft, indeholder mennesket også en iboende stræben efter sandhed og godhed, som vi, til en hvis grad i hvert fald, faktisk godt kan lykkes med at opnå. Dette andet og modstridende træk kan coronapandemien også ses i lyset af. Pandemien har vist os, hvordan vi som mennesker også er i stand til at sætte os selv og vores egne personlige ønsker og betænkeligheder til side for at få så god forståelse som overhovedet muligt af en given situation og på baggrund af den forståelse træffe de bedst mulige valg for så mange som muligt. Ved at sætte massivt ind på forskningen har en gruppe forskere udviklet en ny vaccine med lynets hast, andre har forsøgt at finde ud af, hvordan pandemien opstod, så vi kan sikre os bedre mod lignende scenarier i fremtiden, langt de fleste forsøger på bedste vis at sætte sig ind i situationen og tage hensyn så godt som muligt og så videre og så videre. Det ville naturligvis være naivt at tro, at der ikke også for eksempel er en god portion global politisk magtspil på færde, eller at mange måske primært følger myndighedernes retningslinjer af frygt for at miste sårbare nære relationer eller måske endda eget liv. Murdochs påstand er ikke desto mindre, at der hos mennesket faktisk er en genuin stræben efter at gøre det gode ud fra en sand og uselvisk forståelse af virkeligheden, om end den måske aldrig viser sig i en ren og uspoleret form. Et vigtigt aspekt ved dette træk er, at vi altid forsøger at abonnere på det, vi faktisk tror er det mest sandfærdige, og at vi tillægger det, vi anser for sandt, en særlig værdi, det vil sige at vi anser det for godt netop i kraft af, at det er sandt. Murdoch kalder dette menneskets grundlæggende karakter af at være ’truth-seeking’, eller ’sandhedssøgende’.[11]
Murdoch forsøger at vise, hvordan denne ’stræben’ efter sandhed, som hun overordnet betegner med begrebet dyd, faktisk manifesterer sig ganske naturligt overalt i vores hverdagserfaringer som en slags ’modvægt’ til den lige så naturlige tendens til at forsimple virkeligheden og på den baggrund potentielt gøre skade på os selv og andre. Det kan både være, når vi med oprigtig nysgerrig opmærksomhed tilegner os faglig viden, forsøger at forstå et kunstværk, eller for eksempel forsøger at forstå andre menneskers situation fra deres eget perspektiv. Murdoch skriver i Sovereignty of Good:
I intellektuelle discipliner og i glæden ved kunst og natur opdager vi værdien i vores evne til at glemme selvet, til at være realistiske, til at forstå på en retfærdig måde. Vi bruger vores fantasi, ikke til at slippe væk fra verden, men til at forbinde den, og dette opmuntrer os på grund af afstanden mellem vores normale sløve bevidsthed og forståelsen af det virkelige.[12]
Denne glæde eller opmuntring, som vi finder ved oprigtig, ydmyg, nuanceret og ’retfærdig’ forståelse af et fænomen, er altså for Murdoch en genuin menneskelig drivkraft, som alle anstrengelserne for at forstå og handle i forhold til coronapandemien også må ses i lyset af. I modsætning til mange af sine samtidige kollegaer insisterer Murdoch på, at denne opnåelse af sandfærdig viden, som er forudsætningen for at kunne træffe moralsk set gode valg, i sig selv er en moralsk øvelse, der kræver dyder såsom ydmyghed, retfærdighed, tålmodighed, selvkritik et cetera. Den gode videnskabsmand må – for at kunne bedrive god videnskab – opøve et sæt af dyder i henhold til sin opgave under pandemien, ligesom journalisten, lægen og sågar forældreren må det. Ifølge Murdoch er der altså et vedvarende spændingsforhold mellem vores tendens til forsimplede, usande men dog betryggende fortolkninger og sandfærdige, uselviske og gode fortolkninger. Murdoch insisterer derfor på, at ”alt hvad der ændrer bevidstheden i retning af uselviskhed, objektivitet og realisme bør forbindes med dyd [godhed].”[13]
Afrunding
Afslutningsvis er det her vigtigt at hæfte sig ved Murdochs appel til ’objektivitet’ og ’realisme’, som vi også berørte i indledningen. Fordi vi altid allerede ser verden i lyset af en række uudtalte værdiladede metaforisk og billedligt formidlede antagelser om os selv, verden og andre mennesker, så handler en stor del af det at være ’objektiv’ om at blive gennemsigtig for sig selv og være kritisk overfor de (langt fra uskyldige) billeder, vi tegner af en given situation og dens involverede:
Mange af de overbevisninger, der er relevante for handling, er anderledes end videnskabelige eller akademiske antagelser. […] Formuleringen af overbevisninger omkring andre mennesker forløber, og må forløbe, fantasifuldt og under viljens direkte pres. Vi bliver nødt til at lytte til folk, måske tro på dem, og her kan retfærdighed og realisme kræve forbud mod visse billeder og påskyndelse af andre.[14]
At blive et godt menneske og gøre det rigtige som individ midt i en global pandemi ville for Murdoch betyde at retfærdiggøre sine handlinger ud fra et ’objektivt’ perspektiv, som ifølge hendes definition er det samme som en kritisk og uselvisk brug af sin forestillingsevne. Som det måske allerede står klart, så begrænser Murdochs perspektiv sig derfor ikke til at omhandle det, vi måske normalt forstår ved ’moralske situationer’ som noget, der opstår undtagelsesvist og under særlige omstændigheder. Derimod er Murdochs filosofi på mange måder på linje med det, man ofte betegner som eksistensfilosofi (som eksempelvis hos Kierkegaard eller Sartre), fordi hendes appel til at ’gøre det gode’ bliver en form for eksistentielt projekt for den enkelte, der omfatter hele den måde, man hele tiden møder og forstår sin verden på. Og for at vende tilbage til Sazeline og journalisten, så ville deres møde for Murdoch samtidig være et godt eksempel på, hvad det vil sige, at mennesket kontinuerligt er i gang med det eksistentielle projekt, det er at forsøge at gøre det gode i lyset af det, vi er i stand til at se som sandt.
Anne Eggert Stevns er PhD-stipendiat på Filosofi på Aarhus Universitet
Litteratur:
Antonaccio, Maria (2012): A Philosophy to Live By – Engaging Iris Murdoch, Oxford University Press
Murdoch, Iris (1997): Existentialists and Mystics – Writings on Philosophy and Literature, Penguin Press
Murdoch, Iris (1992): Metaphysics as a Guide to Morals, Vintage Penguin Press
[1] Maria Antoaccio 2012, 28-29
[2] Murdoch 1997, 201 (min oversættelse)
[3] Murdoch 1997, 206 (min oversættelse)
[4] Eksempler kunne være Immanuel Kant, Søren Kierkegaard, Thomas Hobbes, Martin Luther et cetera
[5] Murdoch 1997, 364
[6] Murdoch 1997, 364 (min oversættelse)
[7] Murdoch 1997, 371 (min oversættelse)
[8] Murdoch 1992, 260 (min oversættelse)
[9] Se interviewet på den digitale avis Zetland: https://www.zetland.dk/historie/s8yv7JXr-aoV3ME1j-128ec
[10] Murdoch 1997, 375 (min oversættelse)
[11] Murdoch 1992, 241 (min oversættelse)
[12] Murdoch 1997, 374 (min oversættelse). I essayet ’The Idea of Perfection’ relaterer Murdoch denne observation mere direkte til vores lige så hverdagslige forsøg på at forstå andre mennesker (Murdoch 1997, 317).
[13] Murdoch 1997, 369 (min oversættelse)
[14] Murdoch 1997, 199 (min oversættelse)