Rewilding: Historien om et radikalt natursyn

Bannerdrop i de gamle træer i Middle Santiam, Oregon. Fra Earth First! 5, no 6 (1986), der er genudgivet af Rachel Carson Centerets Environment & Society Portal, Multimedia Library, http://www.environmentandsociety.org/node/6860.

De seneste år har begrebet rewilding fundet plads i den offentlige debat, særligt i spørgsmål om beskyttelse af natur. Men hvad betyder ordet egentlig? Og hvilket natursyn ligger bag? I denne artikel beskriver filosof Carl Luis Hvilsom begrebets udvikling fra den amerikanske vildmark til en hestefold på Mols.

I slutningen af 1980’erne indleder det amerikanske forbundspoliti, FBI, en undersøgelse med det formål at afdække en mulig terrorist, miljøaktivisten David Foreman. De vil have skovlen under ham ved hjælp af  aflytninger, ransagninger og endda en undercoveragent, hvis opgave er at samle beviser. Samtidig, i 1990, mens han endnu er uvidende om politiets jagt på ham, giver Foreman et interview til det amerikanske nyhedsmagasin Newsweek, hvor han forklarer sig selv og sin organisations mål: at “rewilde” en tredjedel af det amerikanske kontinent.

Dette interview indeholder den første dokumenterede brug af ordet “rewilding”, et ord som Foreman har fundet på for at beskrive sin kamp. Det er et begreb, der hele sin historie har været en del af og reflekteret skiftende politiske interesser og forskellige natursyn. Men for at forstå betydningen af rewilding må man kende til Foremans ideer og historie.

Økologien som politisk modbevægelse

David Foreman er uddannet biolog, og i de første år af sin karriere arbejder han som lobbyist i Washington for forskellige miljøorganisationer. I Amerika har man en særlig tradition for at beskytte dele af landskabet i form af naturparker, offentligt ejede områder, hvor beboelse og industriaktivitet er forbudt. Det er eksempelvis de store, berømte parker Yellowstone og Grand Canyon, men der findes også en lang række mindre områder rundt omkring. Foremans lobbyarbejde fokuserer på at få flere steder fredet, men det er ikke nogen videre succes.

I et senere portrætinterview fortæller han, hvordan han blev radikaliseret i 1978, hvor den amerikanske kongres’ udvalg for naturresurser havde fået udarbejdet en omfattende rapport, som skulle hjælpe dem med at beslutte, hvordan den amerikanske stats enorme offentligt ejede landområder på lang sigt skulle forvaltes. For en lobbyist med hans speciale er det en once-in-a-lifetime-beslutning. Da den kommer, modtager Foreman rapporten som et nederlag, fordi den foreslår at sælge enorme områder til skovbrug, og det sender ham ud i en større identitetskrise. Hele oplevelsen radikaliserer ham, fordi han selv synes, at han er kommet med rationelle argumenter baseret på videnskabelig data. Men disse argumenter falder for døve ører. Han siger i interviewet: “På det tidspunkt gik det op for mig, at vores mildt reformistiske tilgang var mislykkedes. Vi havde været faktuelle og rationelle, men var blevet tørret i røven.” Han kommer frem til, at det på den ene side ikke giver mening for ham at arbejde inden for det etablerede politiske systems mekanismer og på den anden side dets måde at argumentere på. Det skyldes, at det i sidste ende ikke er i stand til at sikre den miljøbeskyttelse, som han synes er nødvendig.

Sammen med en række andre aktivister stifter han organisationen Earth First!, der kommer til at blive kendt og omtalt i den amerikanske offentlighed i løbet af 80’erne. De går uden om det etablerede system og har derfor ikke nogen ambitioner om direkte politiske indflydelse, men i stedet begynder de at arrangere vandreture, slå lejr, spille musik og laver happenings ude i de områder, som deres kamp handler om. Det centrere sig ofte om steder med ældgamle skove, men også et område i Colorados bjerge, som skal laves til ski-resort, bliver en vigtig kampplads for dem. En fraktion inden for Earth First! tager også mere radikale midler i brug ved at blokere veje, hælde grus eller sand i skovrydningsmaskiner og sømme søm ind i træer, som ødelægger kædesaven ved fældning – en praksis, man kan se i flere dokumentarfilm om gruppen.

Aktivisterne er i deres stil, udtryk og aktiviteter inspireret af den amerikanske forfatter Edward Abbey, der et årti forinden udgiver en roman om en gruppe sabotører, der kalder sig “the Monkey Wrenchers”. Bogen er i form og indhold en særegen blanding af redneck-kultur, beat-prosa, romantiske naturbeskrivelser og voldsfantasier rettet mod maskiner og teknologi. Foreman og hans kammerater skaber deres identitet i dette forbillede, og de ser sig selv som en gruppe af “krigere”, der kæmper på den vilde naturs vegne mod en teknologisk civilisation. Gruppens sabotage står på i løbet af 80’erne, og det antager altså et omfang, der til sidst får FBI til at føre en sag mod David Foreman. Det sker på trods af, at politiet aldrig har nogen konkrete beviser på terror, og FBI’s undersøgelse bliver heller ikke til meget, da de til sidst kun anklager Foreman for et enkelt tilfælde af ulovlig indtrængen. De ender med at indgå et forlig, hvor han betaler en bøde på 250$.

David Foremans arbejde og aktivisme er i disse år primært drevet af en indignation. Det er en følelse af uretfærdighed over den miljøødelæggelse, som foregår. Men han er også rastløs og diffus, og det skyldes, at han ikke tror på det etablerede politiske system som en løsning, men at han samtidig ikke kan formulere noget klart alternativ. Man kan konstatere det i hans handlinger, men også i flere af hans taler fra den tid, hvor han vender det som bevægelsens styrke: “Do something!” siger han, altså gør noget, og det er i modsætning til andre miljøbevægelser omdrejningspunktet for Earth First!. Det er deres styrke, at der ikke var langt til handling, men deres svaghed, at der ikke er noget konkret mål for disse handlinger. Senere skal Foreman finde det mål i begrebet rewilding.

En vigtig del af denne historie er, at Foreman i disse år føjer en intellektuel overbygning til sin aktivisme. Han bliver i starten af 80’erne introduceret for dybdeøkologien, en bevægelser der er relativt udbredt i de år, men som ikke er særlig kendt i dag. Selve begrebet dybdeøkologi er formuleret i nogle manifest-lignende tekster af den norske filosof Arne Næss i starten af 70’erne. Næss’ pointe er, at økologien har metafysiske konsekvenser, og at dybdeøkologien er den bevægelse, som tager det alvorligt – til forskel fra den almindelige og ‘overfladiske’ økologi. Disse konsekvenser er tofoldige, og de går for det første ud på at opløse forskellen mellem menneske og natur, således at også det ikke-menneskelige har en etisk værdi. Det kalder medlemmerne af Earth First! ofte for biocentrisme som modsætning til antropocentrisme. For det andet siger dybdeøkologien, at økosystemet er det afgørende for livet, og derfor er det etiske primært noget, der handler om helhedens frem for individets gode.

Foreman overtager dybdeøkologiens bud om at skabe gode sammenhænge, men han blander det med en tradition af særlig amerikansk miljøaktivisme, som man finder hos forfattere som John Muir, Rachel Carson og Aldo Leopold. Disse forfattere deler mange af de samme elementer, som man finder hos Foreman: en baggrund i naturvidenskaben som en måde at forstå naturen på, en personlig erfaring med det at leve i den amerikanske ‘vildmark’ og ønsket om en økologisk og helhedsorienteret tankegang. Foremans verdenssyn er altså præget af hans oprindelige uddannelse i biologi og økologi, og det er derfor også afgørende for at forstå, hvad han mener med rewilding. Men hvad er det for videnskabelige resultater, som han lægger vægt på?

Rewilding som videnskabeligt begreb

Hen mod slutningen af 80’erne ebber David Foremans aktivistiske impulser  ud, og den civile ulydighed stopper efter 1990. Det skyldes, at han skifter interesser, måske påskyndet af FBI’s undersøgelse, men også uenigheder internt i Earth First!-gruppen. I stedet kaster Foreman sig over et opbyggeligt projekt, hvor han næsten udelukkende skriver og læser, noget som primært kommer til udtryk i magasinet Wild Earth, som han udgiver fra 1992 og frem. Det er et magasin for miljø- og økologispørgsmål, og det rummer alt fra digte til forskningsartikler. Han vender tilbage til en mere teoretisk eller politisk tilgang til spørgsmålet om fordelingen af land i Amerika, som han i løbet af sine aktivistiske år havde tilgået med en mere direkte følelsesmæssig indignation.

Til dette opbyggelige projekt allierer han sig med Michael Soulé og Reed F. Noss, der begge har ph.d’er og har forsket i biologi og økologi. De er med artikler i blandt andet Foremans magasin med til at kritisere den bestående kamp for biodiversitet, og deres kritik er, at man skal holde op med at fokusere på enkelte arter, for i stedet at tænke på økosystemerne. Mange arter uddør, fordi de simpelthen ikke har noget sted at leve længere. Deres pointe er derfor, at det ikke umiddelbart giver mening at tale om at bevare enkelte arter, men at man i stedet skal bevare hele økosystemer. For hvis økosystemet har det godt, så vil arterne i det også have det godt. Der er altså et sammenfald mellem den etiske bud i dybdeøkologien om at fokusere på sammenhængen og den videnskabelige indsigt, at den økologiske sammenhæng er det primære for at sikre biodiversitet. Med udgangspunkt i dette er de fælles om at stille spørgsmålet om, hvordan man rent faktisk kan skabe velfungerende økosystemer på det nordamerikanske kontinent. Det er deres svar på det spørgsmål, som tager form i begrebet rewilding.

Det afgørende for at forstå hvordan de kommer frem til rewilding, er at forstå hvordan deres tankegang er formet af de biologiske resultater, som de og deres forskerkollegaer er kommet frem til, og som det derfor er nødvendigt at sætte sig ind i. Det vigtigste er forholdet mellem plads og biodiversitet. En af de centrale indsigter som den økologiske videnskab er kommet frem til er det såkaldte species-area-relationship. Det er en regel, der dikterer, at et mindre område vil indeholde mindre biodiversitet. Det betyder, at hvis man eksempelvis fælder halvdelen af en skov for at bygge huse og dyrke korn, så vil den resterende skov ikke blot indeholde halvt så store populationer af dyr og planter, men nogle af disse populationer vil over tid helt forsvinde fra skoven. Populationerne bliver altså ikke bare mindre, men de kollapser på mindre områder. Det skyldes en række af faktorer som at dyr har brugt for plads til at strejfe om, at de er mindre modstandsdygtige overfor pludselige chok, at der er mindre genetisk diversitet og meget andet.

Denne proces er særlig stærk og betydningsfuld for de større dyr. Både i USA og i Europa er de store dyr næsten forsvundet. I forhistorisk tid har der blandt andet levet mammutter eller sabelkatte, og senere er eksempelvis vilde heste, ulve og okser forsvundet enten lokalt eller globalt. Det er afgørende, fordi disse større dyr er det, man kalder nøglearter. Nøglearter er den slags arter, som betyder forholdsmæssigt meget for, at de økosystemer, som de er en del af, kan fungere godt. Det skyldes, at man indenfor økologien ikke rigtig ser dyr som individer, men på et vist abstraktionsniveau som en funktion. Et velkendt eksempel er bier, hvis funktion er at sprede pollen. De store pattedyr er nøglearter, fordi deres funktioner er nogle af de vigtigste for økosystemet. Det mest berømte eksempel på dette er de forsøg, som man har gjort sig med ulve i Amerikas Yellowstone-park. Her udsætter man i 90’erne ulve, der ellers er uddøde en del år forinden. Det viser sig at påvirke de græssende dyr, som bliver bange for de åbne områder, hvor ulven let kan jage dem, og det ændrer på sammensætningen af planter, fordi der voksede planter frem, som før blev overspist. Selvom ulven er et rovdyr, så har den altså indflydelse på både plantesammensætningen, jordbundsforholdene og meget mere.

Det er et helt afgørende element af rewilding-tankegangen, at man forbliver på det abstrakte niveau og tænker i funktioner frem for specifikke dyrearter. Det tillader, at man ser bort fra, hvordan landskaber rent faktisk ser ud og i stedet prøver at genindføre de funktioner, som er nødvendige for at økosystemet er sundt og velfungerende. Et eksempel på det er, at der indtil 1600-tallet levede en art af urokser i Europa, som nu er uddød. Den kan man ikke få tilbage, men man kan udsætte andre arter af okser, der ser anderledes ud, men som har samme funktion relativt til de omkringliggende dyr og planter.

Alt i alt betyder det, at den videnskabelige tese om nøglearter bliver, som man siger det, Foremans nøgle til at svare på spørgsmålet om, hvordan man skaber gode økosystemer. Lidt forsimplet kan man tage de store dyr som et tommelfingermål for, hvordan økosystemerne har det, fordi de er nøglearter, og fordi de er de arter, som har det største habitat. Det vil rundt regnet sige, at hvis der er plads nok til, at arter som okser, heste og ulve kan leve uden menneskelig hjælp, så er der plads nok til, at resten af dyre og planteriget kan leve godt.

Når Foreman og kollegaerne Soulé og Noss i slutningen af 90’erne skal opsummere deres svar på spørgsmålet om, hvordan man praktisk talt får skabt gode og velfungerende økosystemer i Nordamerika, så finder de Foremans ord fra hans aktivisttid frem. I en række tekster indstifter de begrebet rewilding som netop det: at skabe velfungerende økosystemer ved at udsætte store dyr som en slags værktøj, samt at sørge for, at der er plads til dem. Desuden har de en konkret plan for, hvordan dette kan lade sig gøre i praksis, der indeholder en blanding af de eksisterende beskyttede områder i USA, at tilføje flere og til sidst at skabe grønne “korridorer” mellem dem, så de “vilde” dyr kan migrere fra et område til et andet.

Med denne definition får det vilde en ret specifik betydning for Foreman, Soulé og Noss, hvilket er vigtigt, fordi det vilde som begreb har en meget broget, diffus og frem for alt omdiskuteret begrebshistorie, særligt i USA. For Foreman giver det ikke rigtig mening at tale om det vilde som en genetisk eller på anden måde essentiel egenskab ved enkelte dyr eller planter, som når man taler om vildheste overfor fremavlede racer eller vilde urter overfor dyrkede. I stedet er det vilde et grundlæggende rumligt fænomen, der handler om velfungerende økosystemer forstået som noget, der fylder områder ud på en måde, der tillader en god økologisk sammenhæng. Det er det, de alle tre observerer i den amerikanske vildmark.

Da Soulé og Noss lancerer rewilding er det altså efter et opgør med den aktivistiske tilgang, som Foreman tidligere havde gjort brug af. Det afgørende ved disse historiske omstændigheder er derimod, at de på trods af dette opgør holder fast i dybdeøkologien som det ideologiske udgangspunkt. Det vil sige, at deres argument er, at rewilding er den mest effektive mål at opnå velfungerende økosystemer, givet at man har dette som det primære mål. Problemet med det er, at de ikke taler til det faktisk eksisterende politiske fællesskab, fordi hele pointen var at gøre op med dette fællesskab, der ignorerer biodiversitetsproblemet. Dermed forbliver rewilding en utopi i Foremans tekster, planer der aldrig bliver til noget.

Hvad rewilding betyder på dansk

I løbet af det 21. århundrede bliver begrebet rewilding mere og mere populært, hvilket man kan konstatere i en eksponentielt stigende brug af begrebet i videnskabelige artikler. Men det er dog ikke som fagvidenskabeligt begreb, at den danske offentlighed kommer til at kende til rewilding. Det er i stedet på grund af et rewilding-projekt på Mols, der hedder Molslaboratoriet og hører under Naturhistoriske Museum i Aarhus. Projektet bliver omtalt ad flere omgange, men får særligt meget opmærksomhed i kraft af den til tider højrøstede konflikt, der opstår mellem projektets fortalere og modstandere. En konflikt, der primært handler om hvorvidt dyrene lider, både i forhold til hvad moralen og hvad loven tillader.

Projektet på Mols er ikke oprindeligt tænkt som et fuldt gennemført rewilding-projekt, men mere begrænset som et eksperiment i, hvordan en bestemt type dyr, heste og okser, vil udvikle sig, hvis de ikke er afhængige af menneskelig indblanding for at overleve. Parterne bag søger konkret viden om, hvordan dele af de dynamikker, som rewilding indebærer, vil se ud i virkeligheden. Det er altså en slags forberedelse i retning af rewilding snarere end det endelige mål.

Som et snævert videnskabeligt projekt fremstår den danske rewilding derfor i høj grad uden den historie, som rewilding-begrebet egentlig har, og dermed også uden den større økologiske ideologi, som er beskrevet her. Det er heller ikke noget, som projektlederne bag gør eksplicit opmærksom på i deres offentlige kommunikation, om end de er bevidste om den i deres videnskabelige artikler. Derfor fremstår det danske rewilding-projekt på Mols som et neutralt projekt, i den forstand at flere forskellige aktører kan forsvare det ved at få rewilding i den danske kontekst til at passe med deres respektive politiske ideologi. Det kan man se ved, at rewilding på Mols bliver forsvaret og kritiseret af alt lige fra konservative til liberale, grønne og klassisk venstreorienterede politikere og debattører.

For begrebet rewildings udbredelse har det den fordel, at mange finder det værd at forsvare, fordi de kan få det til at passe med, hvad de allerede tænker og mener. Men det betyder også, at ordet er i fare for at blive meningsløst, hvis det bliver brugt på modstridende måder af forskellige aktører, der tilpasser det deres egne interesser. Hvordan man skal forstå rewilding, er med andre ord stadig en kamp.

Carl Luis Hvilsom er cand.mag. i filosofi fra Københavns Universitet.

Sidste afsnit af artiklen er revideret 13. juni 2024.