Hvordan kan man skrive om et land som Sydafrika
(fra et land som Danmark)?

FOKUS: SYDAFRIKA EFTER APARTHEID | Apartheidlovenes institutionaliserede raceadskillelse har sat et blivende aftryk på Sydafrikas historie og alle landets befolkningsgrupper. Det ændrede landets rolle på det afrikanske kontinent og i det internationale samfund. Denne FOKUS-serie markerer 30-året for det første frie valg efter apartheid i april 1994 og indeholder bidrag fra forskellige forskere, der beskæftiger sig med landets historie, den nuværende politiske og sociale situation, samt den kulturelle arv fra apartheid.

For det første, hvorfor dette ”som”? Et land ”som” Sydafrika, et land ”som” Danmark. Jeg tror det skyldes, at det føltes for direkte blot at skrive “Sydafrika” og “Danmark”. Derudover fordi jeg gerne vil have, at det, jeg har at sige, skal kunne generaliseres til andre lande og situationer. Titlen kunne have været: “Hvordan kan man skrive man om Sydafrika fra Europa?” eller endda “Hvordan kan man skrive om det Globale Syd fra det Globale Nord?” For det andet skal man bemærke den åbne konstruktionen: “Hvordan kan man” i stedet for den mere definitive: “Hvordan man”. Dette essay vil uden tvivl ende med at stille flere spørgsmål, end det giver vejledninger eller instruktioner. For nogen vil det være første opfordring til at stoppe med at læse. Så hvordan kan man skrive om et land som Sydafrika i al dets absurde skønhed og grimhed, dets monstrøse og inspirerende historie og den usandsynlige vej, landet har valgt frem i nutiden? Og hvordan kan man gøre det fra et land som Danmark? Et land, der bryster sig af at være moderat og praktisk i sit syn på tingene, men som under overfladen bobler af uløste problemer og uafsluttede historier. Det er i hvert fald mit indtryk. Lad os, først som sidst, få noget af vejen: Efter at have levet de første 50 år af mit liv i Sydafrika, flyttede jeg i 2017 med min kone og mine børn til Danmark. Så alt, hvad jeg har at sige om Danmark og Europa, kan afvises som en uvidende outsiders synspunkt. Det er anden opfordring til at stoppe med at læse.

I det korte essay, der følger, vil jeg udforske to idéer, der kan hjælpe os med at besvare titelspørgsmålet, og hver af dem illustreres af en vignet eller et sæt eksempler. Den første idé er ideen om sammenfiltring – i dens oprindelige betydning. Forestil dig Danmark og Sydafrika som et par fotoner eller elektroner, der er placeret langt fra hinanden. En rystelse i den ene forårsager en rystelse i den anden, der befinder sig halvvejs rundt om Jorden. Bortset fra, at når rystelsen passerer gennem den “koloniale forskels” skærm (eller barriere eller kontrolpunkt) så vendes polariteterne. Danmark eller det Globale Nord bevæger sig i én retning, Sydafrika eller det Globale Syd skubbes eller drives i den modsatte retning. Den anden idé er idéen om narrativer og vores afhængighed af dem til at skabe mening i komplekse og til tider modstridende begivenheder. Her vil jeg gerne stille spørgsmålet: Hvad sker der når en overbevisende fortælling sammenfattes som et let forståeligt begreb – lad os for eksempel sige “regnbuenationen” – og denne fortælling begynder at vakle, falde fra hinanden og bevæge sig i andre retninger? Hvordan fortæller vi sådanne historier, der trodser enhver let fortolkning, eller som forvirrer vores forventninger til historiens betydning og den måde verden fungerer på? Slutteligt, vil jeg i trods sige noget om håb. 

Skærmen

I 1985, da borgerkrigen i Sydafrika var på sit højeste, udgav Jacques Derrida et essay om apartheid med titlen “Racismens sidste ord.” Her argumenterede han for, at apartheid er et fænomen som Europa genkender sig selv i. Han spurgte: “Hvad er Sydafrika?” og svarede, at det er en “koncentration af verdenshistorien”.  Han skrev: “Vi kunne være fristet til at se på denne region i verden som et gigantisk tableau eller maleri, som et til en geopolitisk computer. Europa, i den gådefulde proces med dets samtidige globalisering og paradoksale forsvinden, synes at projicere silhuetten af dets interne krig, bundlinjen af profit og tab, og den dobbeltbundne logik af nationale og multinationale interesser op på denne skærm, punkt for punkt.” Det originale ved Derridas argument ligger i, at han argumenterede imod den fremherskende idé om sydafrikansk exceptionalisme. Han mente derimod, at vi i apartheid ser en intensivering (eller “koncentration” som han kaldte det) af kræfter og dynamikker i den moderne historie, som med lethed kan observeres andre steder. I hans optik er apartheid det logiske – men afskyelige – resultat af en udpræget moderne diskurs om race, som har sine rødder dybt i oplysningstiden. Billedet af skærmen og projektionsmetaforen tilvejebringer et stærkt billede, hvorigennem man kan tænke over forholdet mellem Europa og dets “andre”. Når det europæiske “selv” ser ind i denne skærm, er det, det ser, ikke så meget “den anden”, som denne eksisterer i verden, men snarere som et omvendt billede af “selvet”. Det er en idé, der blandt mange andre forfattere og tænkere er blevet smukt formuleret af Edward Said og Chinua Achebe. Med henvisning til Oscar Wildes historie The Picture of Dorian Gray skriver Achebe: “Afrika er for Europa, hvad billedet er for Dorian Gray – en bærer, som herren læsser sine fysiske og moralske deformiteter af på, så han kan gå fremad, oprejst og pletfri.” 

Første gang jeg læste Derridas essay var som bachelorstuderende på University of Cape Town. Et par år senere arbejdede jeg som forskningsassistent for den nobelprisvindende forfatter og kritiker J.M. Coetzee, hvor jeg læste kildematerialet til et essay, han var ved at skrive om det intellektuelle ophav til apartheid. Essayet blev udgivet som “The Mind of Apartheid” i 1990, omkring samme tidspunkt, hvor forbuddet mod ANC blev ophævet, og Nelson Mandela blev løsladt. I essayet følger Coetzee en gruppe afrikaans-intellektuelles karriere i 1930’erne og deres rejser til Tyskland og Holland for at færdiggøre deres ph.d.-studier. Der mødte de og blev dybt påvirket af nationalsocialismen, eugenikken og “racehygiejnen”. Da de vendte tilbage til Sydafrika, udgav de en række bøger på afrikaans, som udgjorde det ideologiske fundament for apartheid. Mange af deres ideer blev vedtaget ved lov efter Nationalpartiets (der bestod af mestendels boer og som definerede sig som konservative republikanere) sejr ved valget i 1948. På trods af at være besejret i Europe, levede fascismen et “andet liv” på den anden side af Jorden i form af apartheid. Derridas projektionsmetafor fik menneskelig handlekraft i form af en gruppe ambitiøse ph.d.-studerende, der importerede de nyeste ideer fra Europa. Forholdet mellem disse to rum – Europa og Sydafrika – er ikke præget af afstand og forskellighed, men af intimitet, trafik og udvekslingen af ideer og mentaliteter. Elektronerne er arrangeret i deres forskellige halvkugler og bevæger sig i hver deres dans af sammenfiltring. 

Vi kan skubbe denne idé endnu længere tilbage i tiden, hvis vi fortæller historien om folkemordene på hereroerne og namaerne i det tyske Sydvestafrika (nu Namibia), der fandt sted mellem 1904 og 1908 og som ofte beskrives som det første folkemord i det 20. århundrede. I første fase af folkemordet blev medlemmer af herero- og namafolket drevet ud i ørkenen af tyske styrker under ledelse af general Lothar von Trotha og efterladt til at dø af sult og dehydrering. I anden fase af folkemordet blev de overlevende interneret i særligt konstruerede “koncentrationslejre”, hvor de fleste døde af sygdomme, mishandling og overanstrengelse. Kranier og andre menneskelige rester fra folkemordet blev taget med tilbage til Tyskland og brugt til at fremme teorier om europæisk racemæssig overlegenhed. De blev først returneret til Namibia i 2018. Mindre åbenlyst end kranierne, men hvad der skulle vise sig endnu mere afgørende, var de ideer, teknologier og mentaliteter, der blev taget med tilbage til Tyskland. Det omfattede blandt andet teknologier til udslettelse og en opfattelse af menneskeliv som undværlige. Historikere og politologer såsom Mahmood Mamdani har argumenteret for en direkte forbindelse mellem folkemordet på hereroerne og namaerne og så Holocaust. Mamdani citerer general von Trotha: “Jeg tilintetgør de afrikanske stammer med strømme af blod (…) Først efter denne udrensning kan der opstå noget nyt, som vil bestå”.

I denne vignet fungerer kolonierne og de tidligere kolonier som steder med eksperimenter og konkret repræsentation af nye ideer og forståelser af ”selvet” og den ”anden”. Disse ideer og forståelser bliver derefter ført hjem som blotte passager i den europæiske historie, og vender tilbage til kolonierne via uforudsete omstændigheder i endeløse gentagelser. Disse gentagelser er i sig selv modernitetens historie, hvor kolonialiteten er modernitetens uundgåelige andet ansigt, om end et ansigt, der er skjult eller fornægtet i konventionelle beretninger om moderniteten. I Sydafrikas tilfælde er denne gentagelse mindst 500 år gammel og begynder med de portugisiske søfareres runding af Kap det Gode Håb i slutningen af det 15. århundrede. Næsten med det samme blev Kap det Gode Håb den skærm, som europæiske fantasier, billeder, interesser og begær blev projiceret op på.

Europa og “ikke-Europa” fremstår som billeder på hver sin side af den samme skærm. Ikke-Europa er den yderside, som Europa konstruerer for at kunne konstruere sig selv på indersiden. At leve på indersiden er at leve i historien, for så vidt som historien forstås i vestlige epistemologier. Det er også at have en forventning om en fremtid, der er troværdig. At leve på ydersiden er derimod at leve med prekære tilstande, hvor fremtiden er udelukket. For at passere fra ydersiden til indersiden skal man have et pas eller et identitetskort, der gør det muligt at navigere i grænsekontrollen, eller man må overgive sig til Middelhavets nåde, flådepatruljerne, “pushbacks” og bureaukratiets internering og bevidste forsømmelse. På denne måde manifesterer den “koloniale forskel” sig i stål, beton og teknologier til ekskludering.

At stille spørgsmålet “hvordan kan man skrive om et land som Sydafrika fra et land som Danmark?” er også at stille spørgsmålet: Hvad betyder det at ord bevæger sig – eller forsøger at bevæge sig – på tværs af beton- og stålbarrierer? Eller spørgsmålet kan omformuleres og lede til endnu flere spørgsmål, såsom: hvad vil det sige at kigge ind i et rum som Sydafrika bag beton og stål, hvor meget har vi lyst til at se, hvor meget ønsker vi at se af den anden, og hvor meget ønsker vi at se af os selv? Det er samtidig et spørgsmål, der angår, hvilke slags historier vi fortæller og hvordan vi aflæser og fortolker ”misdannelser” i disse historier. Tilbyder vi tilstrækkelig forståelse, gensidighed og forbindelse inden for rammerne af, at det, der adskiller os, ikke er “kulturelle forskelle”, men beton og stål og 500 års bevidst misforståelse?

Messiassen

Søndag den 11. februar 1990 var jeg på arkæologisk feltarbejde i Elands Bay, en lille by på Sydafrikas vestkyst cirka 3 timer nord for Cape Town, da et utroligt budskab blev sendt i radioen: Nelson Mandela ville blive løsladt fra fængslet samme dag. Jeg gik straks i gang med at finde et lift tilbage til Cape Town, hvor jeg sluttede mig til den enorme menneskemængde på over en halv million mennesker, der var samlet på Grand Parade foran rådhuset. Februar er den varmeste måned i Sydafrika og vi ventede i timevis. Både varmen og menneskemængden var ubeskrivelig. ANC’s ungdomsafdeling – de “unge løver” – begyndte at sætte ild til bygninger i udkanten af paraden, og politiet svarede ved at skyde med skarpt. Man skal forestille sig varmen, larmen, røgen, der drev hen over menneskemængden, lyden af skud og en atmosfære på kanten af panik. En række højtstående politiske personligheder fra befrielsesbevægelsen var til stede. En efter en dukkede de op foran folkemængden, hvor de indtrængende bad om ro, men de blev blot ignoreret. Pludselig skete der noget bemærkelsesværdigt. En høj, næsten skrøbelig skikkelse klædt i et gråt jakkesæt trådte ud på rådhusets balkon og løftede sin hånd. Med ét blev der stille. Der var en pause og i den tavse folkemængde kunne man mærke historiens hjul dreje, og så begyndte Nelson Mandela at tale.  

Da Nelson Mandela blev løsladt efter 27 år i apartheidstatens fangenskab, blev han modtaget som en hjemvendt Messias. Omstændighederne for hans fængsling lagde op til en tusindårsfortolkning. I det meste af sin fængselstid havde han siddet på Robben Island, der som mange andre fængsler både bogstaveligt og billedligt talt var fjernet fra nationens forskrækkede rum. En af omstændighederne ved hans fængsling var, at han ikke måtte kommunikere. I en tid før internettet og med kraftig statscensur herskede der stor usikkerhed om, hvordan han egentlig så ud. De tilgængelige fotografier af Mandela var fra slutningen af 1950’erne. Pludselig var han tilbage blandt os, efter at have transcenderet tid, rum og symbolsk død. Denne kraftfulde trope om den genopstandne Messias smeltede sammen med Mandelas eget budskab. Han talte om tilgivelse, forsoning og behovet for at finde en plads til alle i et ikke-racistisk og ikke-sexistisk Sydafrika. Ærkebiskop Desmond Tutu satte navn på denne vision for nationen efter det første demokratiske valg i april 1994, da han talte om “Guds regnbuefolk”. Denne formulering, der senere blev sammenfattet som “regnbuenationen”, gav en stærk narrativ ramme til fortolkning af de tumultariske begivenheder i Sydafrikas nyere historie. Det tjener som et overvældende håbefuldt billede. Meget bekvemt tilsidesætter det også de spørgsmål vedrørende sorthed og hvidhed, der har været centrale i Sydafrikas historie gennem de sidste 500 år. Det håbefulde billede antyder især et narrativ, der strækker sig fra lidelse og kamp (fængslingen og kampen mod apartheid), over forløsning (løsladelsen og valget), til tilgivelse og forsoning (Sandheds- og Forsoningskommissionen). For iagttagere, især dem i det Globale Nord, såvel som for dele af Sydafrikas befolkning – især dem, der nød godt af apartheid – er fortællingen om regnbuenationen beroligende. I denne historie er ofrene for apartheid dydige ofre. De har fået fat i magtens håndtag, men er ikke drevet af hævngerrighed – som de måske kunne have været – men af tilgivelse og forsoning og vender dermed ”den anden kind til”. Personificeringen af denne forsoningsånd var Mandela selv, en slags verdslig, genial, faderlig, lejlighedsvis streng, men altid tilgivende, helgen med et glimt i øjet.

Når fortællingen om “regnbuenationen” kombineres med den kraftfulde formulering om “det nye Sydafrika” præsenteres vi for ideen om et historisk brud med alle de forførende løfter om genfødsel som det måtte indeholde. I det nye Sydafrika bliver vi forvandlet og fødes på ny. Vi lægger det “gamle” bag os – renses for vores synder – og træder ind i det “nye”. Men her begynder fortælling at afvige, først langsomt og så hurtigt. Vi kender allerede klagesangen: Thabo Mbekis AIDS-benægtelse, den berygtede og korrupte våbenhandel, FIFA’s skændige indflydelse, den manglende levering af serviceydelser, splittelsen i ANC og hele Jacob Zumas fantasmagoriske ”vidunder” af et præsidentskab og den omfattende “statskapring”.

For at vende tilbage til de indledende spørgsmål: Hvordan fortæller vi historien om Sydafrika, hvis ikke det er historien om “regnbuenationen”, som et projekt der er “gået galt”? Der var så meget håb og potentiale i en drøm, der blev forrådt af den herskende klasses rodfæstede korruption og inkompetence. Eller var ideen om regnbuenationen en illusion til at begynde med – en slags kimære, ligesom regnbuen selv? Jeg vil hævde, at ideen om det historiske brud i sig selv er en illusion, i hvert fald i det omfang ideen anvendes på valget i 1994. Hvis vi vil fortælle Sydafrikas historie, er vi nødt til at gå meget længere tilbage og fortælle historien om folkemordet på de oprindelige indbyggere i Kapkolonien, hollændernes etablering af en slaveøkonomi, kolonistyrets institutioner og den dybe indlejring af apartheidregimets sociale relationer. Med andre ord bliver vi nødt til at forstå den historiske uretfærdigheds dybe rødder og den måde, hvorpå historisk uretfærdighed gennem tiden sammenfattes i nutidige former for social uretfærdighed. Vi bliver også nødt til at forstå, at historiske relationer og dynamikker ikke altid afløses, men gennem tiden oftere sammenfattes som nye ansigter og iklædes friske forklædninger. På den måde sammenfattes kolonialiteten i nutidige diskurser om “udvikling”, “globalisering”, “demokratisering” og “krigen mod terror”. Endelig bliver vi nødt til at acceptere, at dette er en åben historie uden en pæn afslutning og et tilfredsstillende narrativ. Det er ikke kun fordi de historier, der har produceret nutiden, i sig selv er uafsluttede, men også fordi der ikke er noget sikkert rum, hvorfra man kan fortælle historien om den koloniale modernitet. Sikkert som i: distanceret og ikkeinvolveret. Historien om Sydafrika, der bliver til gennem historier om kolonial modernitet, er din og vores historie: en historie om sammenfiltring og intimt forræderi, hvor Europa projicerer silhuetten af sin interne krig, bundlinjen af sine fortjenester og tab, punkt for punkt, op på en skærm. Jeg spekulerer på om vi er klar til at fortælle denne historie? Det lægger i hvert fald op til en form for selvransagelse. Det antyder også, at denne selvransagelse bør være nådesløs, i samme grad som de historier, der har frembragt nutiden, har været nådesløse.

Dansen

Og så kommer vi til spørgsmålet om håb. Historien om forholdet mellem Europa og ikke-Europa, eller mellem det europæiske “selv” og den ikke-europæiske “anden”, er en historie om illusioner og monstre. Det er en historie fyldt med fejlagtige erkendelser, og fordi definitionsmagten har haft tendens til at komme fra én retning, er de fejlagtige erkendelser kommet fra den retning. Det er en historie fyldt med alarmer, på begge sider af den koloniale forskel. Det er også en historie, som forekommer mig at have nået en form for krisepunkt. Der er så meget frygt, så meget fornægtelse, så meget vi nægter at se og indrømme. Læren om “det undværlige liv” lever i bedste velgående, og hele klasser af mennesker dehumaniseres og dæmoniseres. At være europæer er i stigende grad at være defineret af den nekropolitik, der udøves ved Europas grænser – både til lands og til vands. Vi bringer vores menneskelighed i fare, når vi vender blikket væk fra den dehumaniserende og dæmoniserende politik. Den intime dans mellem det europæiske “selv” og den ikke-europæiske “anden” er lige så gammel som den 500-årige koloniale modernitet. Det er en dans, der består af miserkendelse og forræderi, hvori impulsen historisk set har været at skabe afstand og forskel. Ikke desto mindre, er der på trods af denne historie noget vi kan gøre for hinanden. Vi kan læne os tæt ind til hinanden og hviske alt det som vi ikke tør erkende om os selv, til den anden. For hvem kender bedre til “selvets” deformiteter end “den anden”, der er skabt som et omvendt billede af selvet? Er du og vi overhovedet klar til en sådan selverkendelse? Tør du? Eller foretrækker du at leve med monstre og illusioner, fordi det trods alt er de ting, du kender bedst?

Hvordan kan man skrive om et land som Sydafrika fra et land som Danmark? Måske er det bedst at gøre det som en slags kærlighedsbrev, der er skrevet med ydmyghed og hvor man deler tvivl og hemmeligheder. Vi skal turde at være lidt generte over for hinanden. Vi skal undgå at være dogmatiske. Ingen af os har noget at “lære” eller “indlære” eller “demonstrere”, og vi står ikke i hver vores ende af noget spektrum. Gradvist kan vi åbne for emner som skyld, frygt og forræderi, og hvad det vil sige at stå på hver sin side af den samme historie.

Artiklen er skrevet i november 2023

Oversat af Johan Bolding Rasmussen

Nick Shepherd er ph.d. i arkæologi fra University of Cape Town, lektor i arkæologi og kulturarvsstudier ved Aarhus Universitet og ekstraordinær professor ved University of Pretoria. Han har været Mandela Fellow ved Harvard University og Distinguished Visting Professor ved Colgate University. Han var tidligere leder af African Studies Unit ved University of Cape Town og direktør for Programme on Public Culrure and Heritage in Africa.