Kønspolitik – 30 år med demokrati i Sydafrika

Af /

Kønspolitik – 30 år med demokrati i Sydafrika

© Marina Louise Botes – musiker, forfatter, illustrator
Illustration fra collageromanen Der vil ikke blive talt om denne nat, 2022, Forlaget Korridor

FOKUS: SYDAFRIKA EFTER APARTHEID | Apartheidlovenes institutionaliserede raceadskillelse har sat et blivende aftryk på Sydafrikas historie og alle landets befolkningsgrupper. Det ændrede landets rolle på det afrikanske kontinent og i det internationale samfund. Denne FOKUS-serie markerer 30-året for det første frie valg efter apartheid i april 1994 og indeholder bidrag fra forskellige forskere, der beskæftiger sig med landets historie, den nuværende politiske og sociale situation, samt den kulturelle arv fra apartheid.

Ifølge et gammelt ordsprog skal man se på kvindernes situation for at kunne afgøre et lands udviklingsniveau. Der er en del sandhed i det ordsprog. Hvad fortæller de sydafrikanske kvinders situation os om de sidste 30 år med demokrati i landet?  Nedenfor vil jeg analysere nogle af feministernes forventninger ved overgangen til demokrati i 1994, samt succeserne og udfordringerne.

Den demokratiske overgang var en turbulent tid i Sydafrika, men den blev også set som en mulighed for at udforme en forfatning og skabe nye institutioner, der kunne give demokratiet liv. Sydafrikanske kvinder, feminister, aktivister og feministiske forskere greb denne mulighed og skabte en national kvindebevægelse, kaldet Women’s National Coalition, der mobiliserede kvinder omkring et enkelt projekt: et kvindecharter. Dette charter (en formel erklæring om et frihedsønske red.) skulle inkludere kvindernes krav i forfatningen og i menneskerettighedscharteret Bill of Rights. Mere end en million kvinder blev hørt på græsrodsniveau, og kvindecharteret blev forud for det første demokratiske valg i 1994 overrakt til Nelson Mandela, der skulle blive præsident ved selvsamme valg.

Kvinderne krævede at blive inkluderet i forhandlingsprocessen om en ny forfatning gennem en Gender Action Group og forlangte senere også en kvote for kvinder i parlamentet.  Det lykkedes den såkaldte Women’s League i det regerende parti African National Congress (ANC), at sikre en frivillig ANC-kvote på 30% for kvinder, på trods af kampe med flere mænd i partiet, der var imod et sådant kvotesystem. Efter valget i 1994 var der 28% kvindelige parlamentsmedlemmer. Det sydafrikanske valgsystem er stadig et proportionalt repræsentationssystem med lukkede lister, og ved det første valg blev kvinderne placeret længst nede på listen. Da man ved senere valg derimod brugte en såkaldt zebra-liste (hvor hvert andet navn var en kvinde), blev flere kvinder valgt. Ved det seneste valg i 2019 nåede kvindernes repræsentation op på 45%.

Feministiske forskere og akademikere var overbeviste om, at kvindefrigørelse og ligestilling mellem kønnene kun kunne sikres ved at indsætte kvinder i staten til netop at skabe en kønsdagsorden for lovgivning og politik og til at overvåge fremskridt i dette henseende. Der var enighed om, at der skulle skabes et mangfoldigt og omfattende National Gender Machinery (NGM) [1], der kunne skabe strukturer i staten til fremme af kvinders ligestilling.

Denne udfordring betød, at institutionens design skulle omfatte strategiske knudepunkter både i og uden for staten, der kunne kanalisere kvindernes krav. Feministiske aktivister, forskere og kvindeorganisationer foreslog en pakke af strukturer, der blandt andet skulle gøre det muligt at fremsætte kvinders krav og dermed tvinge staten til at overveje kønsspørgsmål i sine interne operationer såvel som i selve politikudformningen. Et af de vigtige feministiske krav var, at der skulle opretholdes en stærk forbindelse til kvindebevægelsen. NGM omfattede blandt andet strukturer, der fremmede ligestilling i både parlamentet og kabinettet, såkaldte ”kønskontorer” i embedsmandsafdelingerne og en autonom kommission for ligestilling, der blev beskyttet ved lov i kapitel 9 i forfatningen.

Grafikken nedenfor viser NGM i parlamentet, men ikke i kabinettet:

Kilde: Feminist Institutionalism in South Africa: Designing for Gender Equality (2022)

Feministiske aktivister og forskere ønskede dog aldrig et decideret kvindeministerium, blandt andet på grund af dets fiasko i mange andre afrikanske lande, hvor alle kønsspørgsmål blev “ghettoiseret” i en enkelt struktur. I Zimbabwe blev eksempelvis NGM placeret i Ministeriet for køn, men dette ministerium prioriterede ikke det arbejde som NGM egentlig udførte, hvilket førte til stor utilfredshed blandt kønsaktivister. I Tanzania var spørgsmål angående landets kvinder placeret i Ministeriet for samfundsudvikling, kultur, ungdom og sport, hvilket bare førte til mangel på politisk beslutningstagning i forhold til landets kvinder.  I Sydafrika blev næsten alle de strukturer som NGM-arbejde havde medført mere eller mindre rullet tilbage før 2009, hvor der blev oprettet et Ministerium for kvinder, unge og handicappede, hvilket dermed bekræftede feministernes værste frygt: et dysfunktionelt ministerium, der førte til begrænsede muligheder for at sætte køn på dagsordenen og konstruktivt bidrage til direkte politikudformning. Dets dysfunktionalitet bestod i et alt for stort ressortområde, der omfattede kvinder, børn og mennesker med handicap, samtidig med, at ministrene modtog begrænset træning i kønsanalyse.

Feministerne i det første parlament efter apartheid bidrog til vigtige progressive love med kvinders rettigheder for øje. Blandt andet loven om anerkendelse af sædvaneægteskaber (lov 120 fra 1998), loven om underholdsbidrag (lov 99 fra1998), loven om vold i hjemmet (lov 116 fra 1998) og loven om valg af svangerskabsafbrydelse (lov 38 fra 2004).

Selvom disse love er vigtige på papiret, fejler staten stadig i selve implementeringen af dem, blandt andet på grund af mangel på budgettering, der har køn for øje, samt manglende prioritering af særligt udfordrende kønsspørgsmål. Et af de problemer, der i høj grad underminerer ligestillingen mellem kønnene, er kønsbaseret vold.    

Statistikken for seksuelle forbrydelser og voldtægt af kvinder i Sydafrika er en af de højeste i verden. Statistisk fra South African Police Service rapporterede i 2020-2021 om 52.694 tilfælde af seksualforbrydelser, hvoraf 41.739 var voldtægter. I 2022-2023 var der en stigning på 2,5% med 53.498 seksualforbrydelser, hvoraf 42.780 var voldtægter. Det er alment kendt, at voldtægt også i Sydafrika er underrapporterede. Ifølge den såkaldte One-In-Nine-kampagne i Sydafrika bliver kun én ud af ni voldtægter anmeldt og statistikken for kvindedrab er fem gange højere end det globale gennemsnit.

Gennem #TotalShutdown-bevægelsen bidrog kvinders aktivisme til at regeringen under præsident Cyril Ramaphosa fra ANC i 2018 blev tvunget til at vedtage en National Strategic Plan on Gender Based Violence and Femicide. Den omfattende plan har med sine seks søjler potentialet til at reducere volden i Sydafrika:

  1. Ansvarlighed, koordinering og lederskab
  2. Forebyggelse og genopbygning af social samhørighed 
  3. Retfærdighed, sikkerhed og beskyttelse
  4. Respons, pleje, støtte og helbredelse
  5. Økonomisk magt
  6. Forskning, information og ledelse. 

Udrulningen af planen går langsomt på grund af regeringens brede mandat, men også på grund af manglen på ressourcer.

Sydafrika kæmper nemlig med både høj arbejdsløshed og høj ulighed. Den officielle statistik for arbejdsløshed i tredje kvartal af 2023 var 32%. Hvis man medregner dem, der på forhånd har opgivet at søge job, er tallet 44%. Arbejdsløsheden for de 15-24-årige er på 58%, men kvinder er alligevel hårdest ramt af fattigdom og arbejdsløshed, idet den hyppigst forkomne familiekonstellation i Sydafrika ikke er kernefamilien, men enlige, kvindelige forsørgere med børn. Dette gør dem mere sårbare over for fattigdom og arbejdsløshed på grund af deres omsorgsansvar, samtidig med at det sociale sikkerhedsnet i Sydafrika kun tilbyder små økonomiske tilskud til borgerne. Atten millioner sydafrikanere modtager en eller anden form for tilskud. Det tilskud, der har den største udbredelse, er børnebidraget på 510 sydafrikanske rand (svarende til 188 danske kroner) om måneden.

Efter 1994 har kvindeaktivismen antaget en anden form, idet kvinderne blev nødt til at engagere sig i den institutionelle politik. Der er ikke længere nogen paraplyorganisation som Women’s National Coalition ligesom før 1994, men nu er der, hvad jeg kalder ”lokale temporale bevægelser”. Disse bevægelser organiserer sig i specifikke sektorer og forener ofte interessenter omkring én specifik lov, eksempelvis den såkaldte Shukumisa-kampagne, som bestod af over 60 organisation på tværs af Sydafrika og fokuserede på loven om seksualforbrydelser (lov 32 fra 2007). Kampagnen skulle sikre, at feministiske krav blev inkluderet i lovforslaget og overvågede samtidig lovforslagets vej gennem parlamentet. Shukumisa-kampagnen havde som mål at gøre befolkningen bevidst om den kønsbaserede vold, blandt andet gennem kampagnen ”Get on the Bus and Stop Sexual Violence”. En af de organisationer, der er engageret i kampagnen, Tswaranang Legal Advocacy Centre, er i kontakt med staten, imens en anden organisation, Women on Farms, arbejder med de overlevende fra kønsbaseret vold, der bor i landbrugsmiljøer.

En anden lokal temporal bevægelse var Alliance for Rural Democracy, som havde til formål at forhindre, at det meget sexistiske Traditional Courts Bill blev vedtaget i parlamentet.  Lovforslaget ville have forhindret kvinder i at ytre sig frit til disse domstole. Deres mandlige slægtninge ville været nødt til at udtrykke deres bekymringer. Lovforslaget ville også resultere i, at kvinder kunne få korporlig afstraffelse for overtrædelser – noget, der er fuldstændig forfatningsstridigt. Sammen med Commission for Gender Equality lykkedes det dog Alliance for Rural Democracy at forhindre denne lov i at blive vedtaget.

Sydafrikas Bill of Rights beskriver eksplicit 17 grunde til, at der ikke må finde diskrimination sted. Fra et kønsperspektiv er følgende aspekter særligt vigtige: køn, seksuel orientering, civil status og graviditet. For at kunne give retten til seksuel orientering reel retslig virkning gør Civil Unions Act (lov 17 fra 2006) det muligt for homoseksuelle at blive gift. I 2021 blev der indgået 2.240 ægteskaber under Civil Unions Act og homoseksuelle par har derudover også lov til at adoptere børn. Det betyder bare ikke, at homoseksualitet er generelt accepteret i Sydafrika. En undersøgelse har vist, at kun lidt mere end 50% af borgerne støtter homoseksuelles rettigheder. Den tidligere præsident Jacob Zuma, som lever i et polygamt ægteskab, er indædt modstander af homoseksuelles rettigheder. I sin embedsperiode havde han polygamt ægteskab til fem koner, hvilket i henhold til sædvaneretten er tilladt i Sydafrika.

I 2015-2016 var der vidtrækkende studenteroprør i Sydafrika, under en samlebetegnelse kaldet “Fallist-bevægelsen” (#RhodesMustFall, #FeesMustFall osv.), der protesterede mod det, der blev kaldt “den manglende afkolonisering” af Sydafrikas historisk hvide universiteter. De studerende krævede, at institutionskulturen blev ændret, så den afspejlede afrikanske værdier, og at symboler på kolonial undertrykkelse blev fjernet. På University of Cape Town blev statuen af kolonisten Cecil John Rhodes i naturlig størrelse fjernet. Samtidig udløste det også aktivisme mod de mange tilfælde af voldtægt på universiteterne, idet kvindelige studerende, der kaldte sig radikale, afrikanske, intersektionelle feminister, startede #EndRapeCulture-protesten. Den bidrog blandt andet til flere undersøgelser af voldtægtskultur (overbevisninger, traditioner og praksisser der normaliserer voldtægt) på universitetscampusser og en institutionalisering af forskellige foranstaltninger til at håndtere denne voldtægtskultur. Derudover inkluderede Fallist-bevægelsen eksplicit de transkønnede studerende i solidaritet for at synliggøre de transkønnede studerendes kamp.

Efter 30 år med demokrati i Sydafrika kan vi konkludere, at kvinders selvstændiggørelse samt LGBTIQ og transkønnedes frigørelse har udviklet sig ujævnt over tid, og at den nuværende ANC-regering har bidraget til en tilbagerulning og underminering af fremskridt på grund af høje niveauer af korruption, utilstrækkelig levering af serviceydelser og statskapring.

Artiklen er skrevet i februar 2024

Oversat af Johan Bolding Rasmussen

Amanda Gouws er ph.d. fra University of Illinois, ”SARChI Chair” i Gender Politics og “Distinguished Professor” i Political Science ved Stellenbosch University i Sydafrika.

[1]  En tilbundsgående analyse af Sydafrikas “National Gender Machinery” kan findes i Gouws. A (ed) (2022) Feminist Institutionalism in South Africa: Designing for Gender Equality. London: Rowman and Littlefield.

Forslag til videre læsning

  • Brodie, N. 2020. Femicide in South Africa. Cape Town: Kwela Books.

Indtast søgeord og tryk enter for at søge

Scroll to Top