Krav om anerkendelse på Sydafrikas museer og videns-institutioner

FOKUS: SYDAFRIKA EFTER APARTHEID | Apartheidlovenes institutionaliserede raceadskillelse har sat et blivende aftryk på Sydafrikas historie og alle landets befolkningsgrupper. Det ændrede landets rolle på det afrikanske kontinent og i det internationale samfund. Denne FOKUS-serie markerer 30-året for det første frie valg efter apartheid i april 1994 og indeholder bidrag fra forskellige forskere, der beskæftiger sig med landets historie, den nuværende politiske og sociale situation, samt den kulturelle arv fra apartheid.

Tre årtier efter apartheids afskaffelse kalder den såkaldte born free-generation på forandring og kæmper for fornyelse af landets museer og vidensinstitutioner.

27. april 1994 var det officielt ovre: Efter årelange intense frihedskampe mod det siddende hvide minoritetsstyre var apartheid omsider afskaffet og det nye Sydafrika en realitet. Årelange forhandlinger medførte mulighed for landets første demokratiske valg og dermed etableringen af den såkaldte regnbuenation. Med Nelson Mandela (1918-2013) i spidsen satte partiet African National Congress (ANC) sig for bordenden i en regering for national enhed og påbegyndte helingen af det splittede land. De mange år under kolonialismens åg, efterfulgt af apartheids lovliggjorte racisme, havde sat deres dybe spor, men forhåbningerne om et nyt samlet Sydafrika var store: Et land, hvor sort og hvid, rig og fattig sammen kunne skabe en fremtid. Mandela var en succeshistorie ud over det sædvanlige: Hyldet internationalt for sin evne til at sikre freden i den svære overgang fra apartheid til demokrati, men også udskældt for sin manglende succes med at nationalisere landets minedrift. Den manglende nationalisering og de udeblevne landreformer er blevet fremhævet som medvirkende årsager til den bevarede fred og nogenlunde stabile økonomiske situation i Sydafrika i 1990erne, men betød også en fastlåsning af status quo. Det er den status quo – at et lille hvidt mindretal fortsat sidder på landets privatejede rigdomme, og hvis privilegier fortsat dominerer samfundet – som studenteroprørsbevægelser som Rhodes Must Fall i de seneste år har protesteret kraftigt imod.

Igennem de seneste otte år har jeg forsket i, hvordan museer og vidensinstitutioner bearbejder arven efter kolonitiden og dens nutidige konsekvenser. Min forskning tager udgangspunkt i antropologisk feltarbejde foretaget i Sydafrika og landets tidligere kolonimagt Storbritannien, hvor jeg siden 2021 har været tilknyttet University of Oxfords Pitt Rivers Museum. Under mit feltarbejde i Sydafrika rejste jeg i perioden 2016-18 rundt i det til stadighed splittede land og interviewede en lang række kunstnere, kuratorer, studerende og universitetsansatte. Jeg spurgte dem, hvordan de arbejder med arven efter Europa. Hvordan århundreders europæisk indflydelse fortsat påvirker praksisser på såvel museer som universiteter og ofte forårsager konflikter. Én ting stod lysende klart: 1990ernes floromvundne taler om regnbuer og samhørighed medførte ikke den ønskede heling og er i dag for længst lagt i graven. Modsat mange i deres forældres generation, der kraftigt opponerede mod enhver form for raceopdelinger i protest mod apartheids racekategorier, har mange i de seneste års studenteroprørsbevægelser på ny taget racetænkningen til sig. I min tidsskriftartikel In the absence of Rhodes: decolonizing South African universities fra 2021, viser jeg, hvordan den såkaldte born free-generation, der er vokset op i Sydafrika efter 1994, i langt højere grad end tidligere er opsat på at diskutere raceelementet i den daglige eksklusion, de møder på landets museer, universiteter og offentlige pladser. Hvor Mandela, ærkebiskop Desmond Tutu (1931-2021) og andre medlemmer af anti-apartheidbevægelsen ønskede forsoning gennem en udviskning af betydningen af race, er mange unge i studenteroprørsbevægelserne Rhodes Must Fall og Fees Must Fall ikke indstillet på forsoning gennem tilgivelse.

Den ændrede tilgang er især tydelig, hvad angår arven efter den britiske imperialist Cecil John Rhodes (1853-1902), der var premierminister for Kapkolonien fra 1890-96: Mandela lagde i forsoningens navn sit eget navn til Rhodes’, således at Rhodes’ fond, der administrerer den tidligere diamantjægers efterladte formue, gik fra at hedde The Rhodes Foundation til at hedde The Mandela Rhodes Foundation. »Forbindelsen af vores navn med Cecil John Rhodes’ navn« forklarede Mandela, ved offentliggørelsen af det for mange noget overraskende initiativ, »er et symbol på en cirkel, der sluttes og to dele af vores historie, der smelter sammen«. Mandelas forsoningsstrategi var med andre ord så rummelig, at den kunne indbefatte selv en af Sydafrikas mest forhadte imperialister – manden, der drømte om et britisk imperium, der strakte sig fra Cape til Cairo og fandt sin egen angelsaksiske race alle andre overlegen. I stærk kontrast til Mandelas tilgang skabtes studenterbevægelsen Rhodes Must Fall som reaktion mod Rhodes’ blivende og meget synlige tilstedeværelse på University of Cape Towns (UCT) hovedcampus. I marts 2015 blev den materielle hyldest af Rhodes i form af Marion Walgates (1881-1975) statue af den britiske imperialist for meget for Chumani Maxwele, en ung sort statskundskabsstuderende, der var vokset op under fattige kår i et af Cape Towns omkringliggende slumkvarterer. Båret af en vrede over dagligt at skulle ydmyges med dårlige sanitære forhold, mens den hvide – og nu for længst afdøde – Rhodes fortsat blev hyldet med en statue i fuld offentlighed, samlede han en affaldsspand op fra et af slumkvarterets transportable toiletter. Han tog spanden med sig tilbage til universitetet og hældte dens ildelugtende indhold ud over statuen, mens han råbte: »Hvor er vores helte og forfædre?«.

Maxweles protest satte gang i en lang række af protester, der en måned senere medførte fjernelsen af statuen af Rhodes fra UCT. Væk var et magtfuldt symbol på europæisk kolonialisme i Sydafrika, men fjernelsen symboliserede også en ny form for opgør med det bestående: Et opgør, der ikke, som i tiden frem mod apartheids fald og langt ind i 1990erne, forsøger at udviske betydningen af race, men snarere tager racemæssige uligheder alvorligt ved at fokusere på dem. På den måde lægger de nye studenterbevægelser sig tæt op ad anti-apartheidaktivisten Steve Bikos (1946-77) Black Consciousness Movement og søger anerkendelse frem for forsoning. De flytter dermed ansvaret for Sydafrikas fremtid fra dem selv til de hvide sydafrikanere, der stadig den dag i dag nyder godt af de privilegier kolonialismen og apartheidregimet bragte med sig. I stedet for, at det er Sydafrikas sorte og såkaldt farvede befolkning, der skal tilgive, som Tutu i 1999 opfordrede til i sin bog No Future Without Forgiveness, mener de nye studenteroprørsbevægelser, at det er Sydafrikas hvide befolkning, der bør anerkende og ændre deres nedarvede privilegier.

Igennem deres protester lykkedes det Rhodes Must Fall-aktivisterne at få universitetet i Cape Town til at skille sig af med et særdeles magtfuldt symbol på undertrykkelsen af store dele af Sydafrikas befolkning, men fjernelsen af statuen af Rhodes var ikke det eneste, de studerende opnåede. Mens skyggen af Rhodes stadig slynger sig spøgefuldt ned over trappen på UCTs hovedcampus, i form af sort maling, som omrids af den nedtagne statues silhuet, har nye statuer materialiseret sig på en lang række af Sydafrikas offentlige pladser. I den visuelle performancekunstner Sethembile Msezanes Public Holiday Series (2013-14) og Chapungu – The Day Rhodes Fell (2015) er det hende – en ung sort sydafrikansk kvinde – der træder op på sin sokkel og gør opmærksom på manglen på offentlige fejringer af størstedelen af Sydafrikas befolkning: Den del af befolkningen, der er dømt ude i et landskab af statuer, der næsten udelukkende hylder hvide europæiske mænd. Stolt som en klippe står hun, ved Cape Towns statue af Sydafrikas første premierminister, boer-generalen Louis Botha (1862-1919), foran metodistkirken på Cape Towns Green Market Square, samt ved nedtagelsen af statuen af Rhodes på UCT. I sidstnævnte tilfælde iført vinger, som hun langsomt lod rejse, mens statuen af Rhodes blev sænket. Med referencer til Shona-mytologi og Xhosa-ritualer udfordrer hun eksisterende, koloniale mindesmærker og bliver igennem sine kunstværker til et symbol på Sydafrikas nye virkelighed. En virkelighed, hvor ungdommen ikke længere vil acceptere 1990ernes vidtløftige udsagn om et Sydafrika forenet i mangfoldighed, men i stedet går til åben kamp mod den stadig aktuelle arv efter kolonialismens og apartheids undertrykkelse. En virkelighed, hvor ens race i høj grad stadig betyder noget for, hvem du er, og hvilke muligheder du har. Men også en virkelighed, hvor nye statuer skabes og i såvel samspil som modspil med den eksisterende materielle kulturarv udfordrer bestående hierarkier og nedarvede privilegier.

På nationalgalleriet i Cape Town kommer den stigende utilfredshed til syne i offentlige diskussioner, der bærer præg af stor utilfredshed med den magt og indflydelse, hvide sydafrikanske kuratorer stadig har, til at definere, hvad sydafrikansk kunst er. Én af disse offentlige diskussioner fandt sted i forbindelse med udstillingen Our Lady i december 2016: Udstillingens hold af kuratorer var sammensat af tre hvide kvinder, der havde inkluderet et kunstværk af den mandlige, sydafrikanske kunster Zwelethu Mthethwa, der på daværende tidspunkt var under anklage og senere blev dømt for at have myrdet en ung, sort, kvindelig prostitueret. Provokationen var stor for de fremmødte sexarbejdere, kunstnere og kuratorer, der deltog i galleriets offentlige diskussion: »Havde I også inkluderet Mthethwas kunstværk, hvis hans offer havde været hvid og fra middelklassen?« spurgte en af de tilstedeværende med henvisning til retssagen mod den sydafrikanske olympiske løber Oscar Pistorius, der var anklaget og senere blev dømt for at have slået sin hvide kæreste, Reeva Steenkamp (1983-2013), ihjel. Pistorius havde ikke fået lov til at løbe under sydafrikansk flag, mens retssagen imod ham stod på, men for morderen af den unge, ukendte sorte prostituerede Nokuphila Kumalo (1990-2013) var det fortsat muligt at udstille sine værker på nationalgalleriet, som om intet var hændt.

Udstillingens kuratorer forsøgte under den offentlige diskussion at forklare deres kuratoriske valg og fravalg, men blev konstant konfronteret med den ulighed, deres hudfarve repræsenterede. Som hvide sydafrikanere symboliserede deres hudfarve den undertrykkelse, sorte sydafrikanere gennemlevede under kolonialismen og apartheid, men også den undertrykkelse, som mange – trods indførelsen af demokrati og løfter om lighed – stadig lever under i dag. I min tidsskriftartikel ”Offentligheden er vendt tilbage” – Kunstudstillinger til Debat på Sydafrikas Nationalgalleri viser jeg, hvordan flere af anklagerne mod kuratorerne var direkte rettet mod deres hudfarve: Deltagerne i diskussionen påpegede blandt andet, at deres valg om at inkludere Mthethwas kunstværk måtte være et udtryk for en manglende anerkendelse af deres nedarvede privilegier. Anklagerne bar præg af en underliggende frustration over, hvor lidt Sydafrika, trods apartheids afskaffelse for tredive år siden, har flyttet sig, når det kommer til, hvem der sidder på den økonomiske og kulturelle magt i landet: Ikke blot i spidsen for private virksomheder, minedrift og banker, men også, som i dette tilfælde, på landets førende offentlige kunstinstitution, nationalgalleriet i Cape Town. Som kunsthistorikeren Craig Clunas har fremhævet, er retten til at definere noget som kunst, især indenfor rammerne af et nationalt galleri, et væsentligt privilegie, for de, der på et givent tidspunkt dominerer i et samfund. I Sydafrika har denne ret i mange år tilhørt en lille hvid minoritet, hvis påståede ret til at definere, hvad sydafrikansk kunst er, og hvilke kunstnere der skal have lov til at repræsentere Sydafrikas kunstscene, i disse år bliver udfordret igennem diskussioner som disse. 

En af grundene til, at kunstscenen i Sydafrika fortsat ofte kurateres af hvide sydafrikanere, kan findes i apartheids adskillelsespolitik, der i mange år forhindrede ikke-hvide sydafrikanere i at tage en kunstfaglig uddannelse. Selvom kunstinstitutter på landets universiteter for længst har åbnet for optagelse af alle sydafrikanere uanset hudfarve, er flertallet af kuratorer og kunsthistorikere på landets museer og kunstgallerier fortsat hvide, og tendensen bliver tydeligere, jo højere man kommer i hierarkiet. Forskellene hænger ved i den adgang, Sydafrikas forskellige befolkningsgrupper har til kunstuddannelse, og skyldes blandt andet, at undervisning i kunst fortsat primært finder sted på de skoler, der under apartheid var klassificeret som hvide. Kunsthistorie og undervisning i udøvende kunst er næsten udelukkende et privilegium for elever, der går på privatskole eller skoler, der tidligere var forbeholdt Sydafrikas hvide elever. UCTs fortid, som et uddannelsessted udelukkende for hvide studerende, føltes fortsat ekskluderende for Lerato, en af de sydafrikanske kunststuderende, jeg interviewede under mit feltarbejde. Hun følte sig uvelkommen i et elitært universitetsmiljø, der ikke tog hensyn til, at ikke alle studerende havde gået på dyre privatskoler. Hendes egen skolegang i Johannesburgs fattige bydel Soweto, havde ikke tilbudt kunstundervisning på samme niveau, og hun følte sig derfor bagud og udenfor i det meste af sin uddannelsestid.

For studerende som Lerato og Chumani Maxwele, der begge er vokset op i Sydafrikas berygtede townships, men på trods af deres udgangspunkter alligevel har klaret sig igennem til en uddannelse på et af Afrikas mest anerkendte universiteter, var meget lykkedes. Alligevel var deres utilfredshed stor. Nok havde samfundet muliggjort en vis social opstigning, men for det store flertal af Sydafrikas sorte befolkning er livet fortsat en kamp for overlevelse. De officielle arbejdsløshedstal ligger på over 30 procent, men er sandsynligvis reelt endnu højere. Samtidig betyder de fastlåste strukturelle forhold, at landets rigdomme i form af minedrift og jordbesiddelse fortsat ejes af en lille hvid elite. Lerato og Chumani Maxwele oplever disse strukturelle forhold på et personligt plan i deres daglige konfrontation med diskrimination og manglende repræsentation. Via studenteroprørsbevægelser som Rhodes Must Fall har de og deres medstuderende skabt en platform, hvorfra de kan gøre opmærksom på de fortsat ekskluderende strukturer, som Mandelas og Tutus løfter om forsoning ikke formåede at ophæve. De anvender på den måde deres nu privilegerede positioner som universitetsuddannede til at gøre opmærksom på de uligheder, der fortsat præger ikke bare deres, men tusinder af sydafrikaneres liv.

Rhodes Must Fall-aktivisternes strategi var på mange måder langt mere konfrontatorisk end den, Mandela og Tutu fremførte i 1990erne: Trætte af at være vidner til en proces, der for dem at se går alt for langsom, udfordrede de deres vidensinstitutioner til at tænke i nye baner – både hvad angik deres universiteters mindesmærker, men også i forhold til, hvilke historiske stemmer, der læses og diskuteres i undervisningen. Nok har de studerende, der ledede protesterne under Rhodes Must Fall-kampene i Cape Town i 2015, klaret sig igennem og er i gang med en universitetsuddannelse, der måske kan bringe et eftertragtet job med sig, men arven efter de mange år under kolonialismen og apartheid præger stadig mange aspekter af deres liv: Fra de statuer, de passerer på deres vej til og fra forelæsninger, og de teoretiske tekster, de forventes at læse, til de klassifikationsmetoder hvide kuratorer på landets museer og kunstgallerier anvender til at udvælge og udstille deres forfædres genstande. I 1990erne var svaret på Sydafrikas uligheder samhørighed og tilgivelse. I dag er den strategi ikke længere mulig. Vreden blandt studerende på universiteter og debatdeltagere på museer er et tydeligt eksempel på, at det, der engang så forsonende blev kaldt The Rainbow Nation, ikke kunne heles fra den ene dag til den anden. Dekoloniserings- og demokratiseringsprocesser tager tid og de tre årtier, der er gået, siden apartheid officielt blev afskaffet, har ikke været nok til at udviske betydningen af århundreders undertrykkelse. Oprørene, som de studerende og andre har taget initiativ til i løbet af de seneste år, viser imidlertid, at viljen til forandring er stor, og at håbet om et nyt Sydafrika fortsat lever.

^[1] Artiklen er baseret på feltarbejde foretaget i Sydafrika i forbindelse med forfatterens ph.d.-afhandling Demanding Recognition: Curatorial Challenges in the Exhibition of Art from South Africa(2019). Afhandlingen blev til igennem en ansættelse på Københavns Universitets Institut for Antropologi i projektet Global Europe: Constituting Europe from the outside in through artefacts, støttet af Det Frie Forskningsråd. En tidligere version af artiklen blev udgivet som kronik i Politiken under overskriften 25 år efter apartheid: Er Sydafrika endelig helet? i april 2019.    

Artiklen er skrevet i februar 2024

Vibe Nielsen er ph.d. i antropologi fra Københavns Universitet, tilknyttet Pitt Rivers Museum på University of Oxford i England som Associate Researcher og Linacre College som Continuing Member. Hendes forskningsprojekt Decolonising Museums: Changing Curatorial Practices at the Pitt Rivers and Quai Branly, støttet af Carlsbergfondet igennem et Junior Research Fellowship på Linacre College (CF20-0141), belyser dekoloniale kurateringspraksisser på museer i Storbritannien og Frankrig. Udgivelser mm. er tilgængelige via www.vibenielsen.com

Forslag til videre læsning

• Biko, Steve. 2004 [1978]. I Write What I Like. Picador Africa. 
• Booysen, Susan. 2017. Appendix 1: Annotated timeline of the #FeesMustFall revolt 2015-2016. I: Fees Must Fall: Student Revolt, Decolonisation and Governance in South Africa, redigeret af Susan Booysen. Wits University Press: 316-327. 
• Clunas, Craig. 1994. Oriental Antiquities / Far Eastern Art. Positions no. 2, Duke University Press: 318-355. 
• Hodes, Rebecca. 2017. Questioning “Fees Must Fall”. African Affairs vol. 116, issue 46: 140-150. 
• Lemon, Anthony. 2016. ’Rhodes Must Fall’: The Dangers of Re-writing History. The Round Table vol. 105, no. 2, Routledge: 217-219. 
• Miller, Kim og Brenda Schmahmann. 2017. Introduction: Engaging with Public Art in South Africa, 1999- 2015. I: Public Art in South Africa: Bronze Warriors and Plastic Presidents, redigeret af Kim Miller og Brenda Schmahmann. Indiana University Press: vii-xxxvii. 
• Nielsen, Vibe. 2019. Demanding Recognition: Curatorial Challenges in the Exhibition of Art from South Africa. Ph.d.-afhandling, Københavns Universitets Institut for Antropologi. 
• Nielsen, Vibe. 2021b. In the Absence of Rhodes: decolonizing South African universities. Ethnic and Racial Studies vol. 43, issue 3: 396-414. 
• Nielsen, Vibe. Under udgivelse. “Offentligheden er vendt tilbage” – Kunstudstillinger til Debat på Sydafrikas Nationalgalleri. Tidsskriftet Antropologi. 
• Oxlund, Bjarke. 2016. #EverythingMustFall: The Use of Social Media and Violent Protests in the Current Wave of Student Riots in South Africa. Anthropology Now vol. 8, no. 2, Routledge: 1-13. 
• Simbao, Ruth. 2017. Situating Africa: An Alter-geopolitics of Knowledge, or Chapungu Rises. African Arts vol. 50, no. 2: 1-9. 
• Tutu, Desmond M. 1999. No Future Without Forgiveness. London: Rider.