Mandelas vision er ledestjernen for post-apartheid Sydafrika

FOKUS: SYDAFRIKA EFTER APARTHEID | Apartheidlovenes institutionaliserede raceadskillelse har sat et blivende aftryk på Sydafrikas historie og alle landets befolkningsgrupper. Det ændrede landets rolle på det afrikanske kontinent og i det internationale samfund. Denne FOKUS-serie markerer 30-året for det første frie valg efter apartheid i april 1994 og indeholder bidrag fra forskellige forskere, der beskæftiger sig med landets historie, den nuværende politiske og sociale situation, samt den kulturelle arv fra apartheid.

Fra apartheidtidens status som paria-stat er Sydafrika på det seneste blevet eksponent for fred og ses på det afrikanske kontinent og i store dele af Det Globale Syd som en humanistisk stormagt i den nye multipolære verdensorden.

“Jeg har værdsat idealet om et demokratisk og frit samfund, hvor alle mennesker lever sammen i harmoni og med lige muligheder. Det er et ideal, som jeg håber at leve for og opnå. Men hvis det er nødvendigt, er det et ideal, som jeg er parat til at dø for.”

Ovenstående er et uddrag fra Mandelas tale ved Rivonia-retssagen i 1964. Mandelas vision blev søsat i Sydafrika, efter at ANC med massiv vælgeropbakning fik magten i 1994. Sydafrika blev til regnbuenationen med den eksplicitte målsætning om at give plads til alle, i en ny og moderne forfatning. Præsident Mandelas ambition var ikke kun transformeringen af det sydafrikanske samfund, men også at bidrage til et bedre Afrika og en bedre verden. 

Selvom der over en bred kam, også i Afrika, herskede en euforisk stemning over etableringen af det nye Sydafrika med Mandela i spidsen, så var han også opmærksom på behovet for at genetablere relationerne til de andre afrikanske nationer, der under apartheid havde været på frysepunktet. I dette momentum for det nye Sydafrika så han og den sydafrikanske ledelse samtidig muligheden for at hjælpe hele Afrika.  

De afrikanske nationer presset

Situationen på det afrikanske kontinent i begyndelse af 1990’erne var præget af store økonomiske og politiske udfordringer. Derudover var der en vigende vestlig interesse for investeringer, bistand og anden støtte til de afrikanske nationer. Den kolde krig var vundet, og de afrikanske nationer var reelt uden alternativer til Vesten. Hovedparten var tynget af økonomiske udfordringer, herunder en stor og voksende gæld til vestlige institutioner. Mange afrikanske nationer valgte derfor at samarbejde med de internationalt-monetære Bretton Woods-institutionerne; især IMF og Verdensbanken, og indgik aftaler om de såkaldte strukturtilpasningsprogrammer. De afledte effekter var blandt andet en reduceret statslig      service, stigende priser og voksende arbejdsløshed, som igen medførte voksende folkelig utilfredshed. 

Sydafrika ville drive udviklingen i Afrika  

Helt i tråd med den mandelaske tilgang valgte Sydafrikas regering en dialogbaseret tilgang i genopbygning af de kontinentale relationer. Thabo Mbeki, der var Mandela-regeringens udenrigsminister, blev sat i spidsen for arbejdet. I første omgang rejste Thabo Mbeki rundt til de afrikanske lande for at styrke de diplomatiske forbindelser og afsøge mulighederne for samarbejder. Det stod klart for ham, at flere af nationerne allerede var i dialog med andre afrikanske lande og havde planer og strategier til at fremme udviklingsmulighederne på kontinentet. Præsidenterne fra Nigeria og Algeriet var tovholdere for et initiativ som de kaldte: Millennium Africa Recovery Plan (MAP), mens Senegals præsident Abdoulaye Wade var talsperson for en gruppe lande, der arbejdede med den såkaldte Omega Plan. Thabo Mbekis næste skridt var at skabe en platform for dialog med disse ledere og dernæst deltage i planerne med de andre afrikanske ledere, med ambitionen om at skabe en fælles vision for hele Afrika. Missionen lykkedes, og den fælles plan fik navnet New Partnership for Africa´s Development (NEPAD) – sekretariatet blev placeret i Sydafrika. 

Indholdsmæssigt var NEPAD et paradigmatisk skift med tidligere panafrikanske initiativer. Der var et stærkt fokus på nødvendigheden af Afrikas integration i globaliseringen. Et af de centrale elementer var en eksportorienteret udviklingsstrategi. Et andet fokusområde var god regeringsførelse, hvor demokratiet blev italesat som værende helt centralt. Funderingsteksten i NEPAD bragte mindelser om Sydafrikas udviklingsmodel. Den dobbelt forventning på kontinentet var, at NEPAD-planen vil forøge samarbejdsrelationerne med Vesten, som med afledte nedsivningseffekter ville komme de afrikanske lande og deres befolkninger til gode.

Etablering af AU i Sydafrika

Thabo Mbeki brugte momentummet fra NEPAD til at arbejde videre med reformer af det kontinentale samarbejde. I 1963 stiftede de afrikanske nationer samarbejdsorganet for afrikansk enhed, Organisation of African Unity (OAU), der byggede på den panafrikanske vision om samarbejde til gavn for både den kontinentale sammenhængskraft og de enkelte medlemslande. OAU var under voksende kritik, især fra Vesten, der brugte betegnelser som ”the old boys club” og ”en inkompetent snakkeklub”. Kritikken var dobbelt, idet den både var rettet mod de afrikanske statsledere og mod OAU som værende ude af stand til at løse de voksende problemerne på kontinentet. Thabo Mbeki fik de andre afrikanske lande med i reformprocessen, med ambitionen om at opbygge en ny panafrikansk institution inspireret af EU. Et initiativ, som fik opbakning fra de andre afrikanske lande. Opbakningen fra de afrikanske nationer til etableringen af den nye institution skyldtes for det første, at de afrikanske nationer var pressede i den nye unipolære verdensorden. For det var andet var forhåbningen, at Vesten ville se positivt på udviklingen og forøge de økonomiske aktiviteter på kontinentet. For det tredje var det i overensstemmelse med den panafrikanske tilgang om at afrikanske lande skulle stå sammen, selvom flere afrikanske ledere og nationer ikke i udgangspunktet levede op til eksempelvis målsætningerne om god regeringsførelse. 

Gennemførelsen af transformationen af det kontinentale samarbejde skal også tilskrives Sydafrikas specielle position i verden og i Afrika. Den sydafrikanske indflydelse på processen var omfattende, og derfor var det også helt naturligt, at indvielsen og selve ceremonien for den nye afrikanske union, The African Union (AU), blev afholdt i den sydafrikanske by Durban i juli 2002, med Thabo Mbeki som vært, der nu var blevet præsident. Et centralt element i AU var, at Afrika skulle tage ansvaret for hele kontinentet med en videreførelse af NEPAD-processen og hermed bidrage til løsninger på kontinentets udfordringer. Fundamentet for AU var en langt mere aktivistisk tilgang end det hedengangne OAU, som samtidig blev lagt i graven. Der blev også stillet andre og mere vidtgående krav til medlemslandene. Eksempelvis ville lande blive suspenderet af AU i tilfælde af regimeskift, der ikke var i overensstemmelse med landenes forfatning. Faktisk blev reglen og den efterfølgende suspension taget i brug allerede ved etableringen af AU, da Madagaskar blev suspenderet i forbindelse med valghandlinger i landet. Senere blev Madagaskar dog fuldgyldigt medlem. Efterfølgende er en lang række andre nationer blevet suspenderet, ofte som følge af militærkup.

Med Sydafrika i spidsen kæmper AU for en bedre verden    

AU er siden etablering blevet kritiseret, primært fra Vesten, for manglende evner til at løse problemerne på kontinentet, i lighed med kritikken mod OAU. Kritikken kan til dels synes velplaceret, særligt set i lyset af de voksende udfordringer på det afrikanske kontinent. På den anden side, så er AU stadigvæk en relativ ung institution og består af mere end 50 medlemslande, som alle er ressourcesvage i varierende omfang, med massive udfordringer og samtidig kræver beslutninger konsensus blandt alle medlemslandene. Alligevel er der en anderledes aktiv tilgang til problemløsninger på kontinent end i OAU.  

To nedslag i relation til AU, der viser, at den mandelaske ånd også lever videre i institutionens handlinger: For det første i forbindelse med det såkaldte arabiske forår (2010-11), som vel burde kaldes det nordafrikanske forår, fordi det startede og var mest udbredt i Nordafrika. Det førte til mange folkelige demonstrationer og andre former for protester mod de autoritære ledere og deres styrer. Libyen var et af de lande. der på daværende tidspunkt var ledet af Muammar Gadaffi, der var udfordret af store demonstrationer, der ønskede reformer og ikke mindst hans afgang. Gadaffi var en farverig og særdeles kontroversiel statsleder, hvorfor det ikke var overraskende, at de vestlige ledere og en række organisationer, herunder også den Arabiske Liga, udnyttede muligheden og opfordrede Gadaffi til at træde tilbage. AU var den eneste internationale institution med en dialogbaseret tilgang til konflikten. Konkret spillede Sydafrika, i regi af AU, en central rolle i konfliktløsningen. Jacob Zuma, landets daværende præsident, rejste sammen med fire andre afrikanske præsidenter (fra Congo, Uganda, Mali og Mauretanien) på en fredsmission til Libyen. Delegationen tog både til Tripoli for at tale med Gadaffi og til Benghazi for at tale med oprørerne. Målsætningen med samtalerne var at undgå blodig konflikt og tab af menneskeliv, og derimod forsøge en deeskalering af konflikten. AU påtog sig rollen som mediator, en rolle, der tidligere var blevet varetaget af FN, men som ikke længere havde den samme position og rolle i verdenssamfundet. AU-initiativet stod alene, og Vesten valgte efterfølgende en militær løsning med bombninger, og i den forbindelse blev præsident Gadaffi dræbt og hans styre væltet. I dag er Libyen en splittet nation med forskellige krigshære.

AU spiller stadig en særdeles aktiv rolle som mediator på kontinentet og har mange forskellige aktiviteter, herunder at stille med fredsbevarende styrker, hvilket er særligt tydeligt i Somalia. 

På det seneste har AU også bevæget sig uden for kontinentet og taget initiativ til at skabe dialog mellem parterne i krigen mellem Ukraine og Rusland med målsætningen om at stoppe krigen. I sommeren 2023 sendte AU en delegation af ledere fra seks afrikanske lande med den sydafrikanske præsident Cyril Ramaphosa i spidsen til både Kiev og Moskva. Initiativet har dog ikke skabt gennembrud endnu.

Sydafrika kæmper for at samle det Globale Syd

I 2001 startede Brasilien, Rusland, Indien og Kina et initiativ, som de kaldte BRIK, og i 2010 blev samarbejdet udvidet med Sydafrika og fik fremadrettet navnet BRIKS. Sydafrika har siden arbejdet sig op fra at være et juniormedlem, især fordi landets økonomi er meget mindre end de andre lande, til under præsident Cyril Ramaphosa at være en ledende kraft i samarbejdet. Det kunne blandt andet opleves på BRIKS-samarbejdets seneste topmøde i 2023, som blev afholdt i Sydafrika med Ramaphosa som vært. På dette møde tog BRIKS den skelsættende beslutning at udvide samarbejdet med seks nye lande: Saudi-Arabien, Iran, Argentina, Egypten, Etiopien og De Forenede Arabiske Emirater. Ambitionen med BRIKS er etableringen af et samarbejde mellem lande i det, der ofte omtales som det Globale Syd. BRIKS-samarbejdet kan også ses som et forsøg fra lande i det Globale Syd på at udfordre det Globale Nord, særligt på deres økonomiske hegemoni. Altså kan BRIKS ses som en pendant til G7-samarbejde i Det Global Nord, der består af Canada, Frankrig, Japan, Italien, Storbritannien, Tyskland og USA. Rusland var med i G7-sammenslutningen fra 1997, men blev ekskluderet i 2014 efter Ruslands annektering af Krim. 

Sydafrika vil skabe klarhed og stoppe folkemord

I 2024 har Sydafrika skabt stor international opmærksomhed ved at føre en sag ved Den Internationale Domstol (ICJ) mod Israel for overtrædelse af FN’s Folkemordskonvention. FN’s internationale konvention er fra 1948 og forbyder at planlægge, udføre eller medvirke til folkemord. Sydafrika ønsker at få den internationale domstole til at tage stilling til, hvorvidt Israel begår folkemord på palæstinenserne under krigen i Gaza.

Sydafrikas handling er helt i tråd med Mandelas ånd om både at kæmpe for en bedre verden og at anvende etablerede institutioner, i dette tilfælde Den Internationale Domstol, til at få afklaret tvister.

Netop bekæmpelse er en af motivationerne for Sydafrika, ANC og præsident Cyril Ramaphosa, der med et stærkt personlige engagement som ANC-aktivist under apartheid, rejste rundt i verden, med den dobbelte målsætning om at skaffe opbakning til ANC´s kamp og til en isolering af apartheid-regimet. I den sammenhæng var det en torn i øjet på de tætte relationer mellem Israel og apartheid-Sydafrika, idet Israel leverede nuklear teknologi og våben til apartheidstyret. Disse våben blev brugt i kampen mod ANC. Samtidig er en udbredt holdning i ANC og andre segmenter i det sydafrikanske samfund, at Israel er en apartheidstat, og der har Sydafrika en forpligtigelse i at bekæmpe apartheid. Derudover har der traditionelt i ANC, som i mange andre afrikanske politiske eliter, altid har været sympati for palæstinenserne og deres kamp. Palæstinenserne opfattes som et undertrykt folk, som er blevet koloniseret i lighed med de afrikanske nationer.  

Der er også et indenrigspolitisk motiv for sagen ved ICJ, da der i maj 2024 er valg i Sydafrika og ANC står til at få historisk dårlige resultater, der truer partiet såvel som Cyril Ramaphosas magt. Forhåbningen i ANC er at vælgerne vil stemme på ANC, i lyset af deres internationale kamp mod apartheid, selvom der er store økonomiske og andre udfordringer for den sydafrikanske befolkning. 

Endelig har Sydafrikas sagsanlæg mod Israel også stor international betydning, særligt for Cyril Ramaphosas ambitioner om at blive talsperson for det Globale Syd, da der er stor opbakning til sagen i det Globale Syd. Ikke kun grundet sympatien for palæstinenserne og ditto antipatien mod Israel, men også i kritikken af Vesten, som i store dele af Det Globale Syd opfattes som dobbeltmoralske. Vesten taler om menneskerettigheder og god regeringsførelse, samtidig er det opfattelsen i Sydafrika og mange andre nationer i Det Globale Syd, at Vestens støtte til Israel i krigen i Gaza medvirker til meget store civile tabstal.

Afrunding og dystre perspektiver

Sydafrika er efter 1994 blevet et foregangsland og har spillet en helt central rolle i skabelse af et bedre Afrika. Dermed har de forbedret livsbetingelserne for afrikanerne med deres paradigmatiske skift i både kontinentets visioner og institutionelle set-up, hvilket har skabt håb både i og uden for Afrika. Dette er bedst personificeret ved Thabo Mbekis utrættelige arbejde som udenrigsminister og senere præsident med målsætningen om at forbedre udviklingsmulighederne i hele Afrika. Sammenhængskraften i AU er dog på det seneste blevet udfordret, især som følge af, at flere lande er blevet suspenderet på grund af militærkup. Derudover har NEPAD og AU ikke skabt det forventede udviklingsmæssige gennembrud. Mange afrikanske nationer og mennesker på kontinentet står i en vanskeligere situation end for 30 år siden. Samtidig blev NEPAD og AU skabt under den unipolære verdensorden, som nu er under opløsning og på vej til at blive afløst af den multipolære verdensorden. 

På det seneste har den nuværende præsident Cyril Ramaphosa kæmpet på især tre fronter. For det første, i regi af AU, for dialog og fred i verden, specifikt i Ukraine-Rusland-konflikten. For det andet, i regi af BRIKS, for at samle det Globale Syd og samtidig udfordre det Globale Nords hegemoni. For det tredje, med folkemordsanklagerne mod Israel ved den internationale domstol.

Samlet set har Sydafrika under Cyril Ramaphosa sat sig i førersædet som en humanistisk stormagt og derved udfordret de skandinaviske lande. Samtidig med at anerkende og anvende multilaterale institutioner til afklaring af stridigheden om, hvorvidt Israel begår folkemord i Gaza. Sydafrika har prøvet, både i konflikterne i Libyen og krigen imellem Ukraine-Rusland, med aktiv multilateralisme at udfylde det tomrum, som FN ikke længere udfylder.

Både Thabo Mbeki og Cyril Ramaphosa har videreført Mandalas vision 30 år efter etableringen af det nye Sydafrika med regnbuenationen og kæmper stadig for hans fundamentale værdier. I den kamp er Sydafrika blevet en stormagt i og for Afrika. Aftrykket i verden er vokset, selvom ikke alle initiativer har været vellykkede. På det seneste er Sydafrika, personificeret med Cyril Ramaphosa, blevet en helt central aktør i den nye multipolære verdensorden.

Samtidig med Mbeki og Ramaphosas enorme betydning internationalt og med opbyggelsen af stærke positioner, institutioner og lignende på kontinentet og i resten af verden, så er ANC på hjemmebanen i Sydafrika historisk udfordret. ANC og Mandelas projekt har på hjemmebanen været succesfulde i afviklingen af den politiske apartheid, men er under pres på mange andre parametre, og ANC får naturligvis tildelt hovedansvaret for fiaskoerne. Især har ”born free”-generationen, altså dem, der er født efter etableringen af regnbuenation i 1994, ikke købt ind på ANC´s politiske projekt. Derudover ser mange unge ANC som gennemsyret af korruption og nepotisme.

Når Cyril Ramaphosa og ANC skal til valg i maj 2024, frygter de med rette en valglussing af historiske dimensioner. Hvis ANC ikke genvinder magten, kan det medføre en genfortælling af regnbuenationen og vil utvivlsomt få betydning for Sydafrikas rolle internationalt.  

Artiklen er skrevet i marts 2024

Stig Jensen er cand.scient.pol fra Københavns Universitet, ph.d. i Geografi fra Roskilde Universitet og lektor på Center for Afrikastudier på Københavns Universitet