Sorte fra andre steder og opholdsretten

FOKUS: SYDAFRIKA EFTER APARTHEID | Apartheidlovenes institutionaliserede raceadskillelse har sat et blivende aftryk på Sydafrikas historie og alle landets befolkningsgrupper. Det ændrede landets rolle på det afrikanske kontinent og i det internationale samfund. Denne FOKUS-serie markerer 30-året for det første frie valg efter apartheid i april 1994 og indeholder bidrag fra forskellige forskere, der beskæftiger sig med landets historie, den nuværende politiske og sociale situation, samt den kulturelle arv fra apartheid.

Vi må navngive vores tid på en måde, der efterlader os med et lille vindue af håb, et håb om, at alt ikke er tabt. Årstiderne kommer og går, ligesom tidevandet, men aldrig helt på den samme måde. I denne uafbrudte bevægelse, hvor livet udfolder sig, om end spinkelt, bliver noget tilbage, som det er vores opgave at afkode og genoplive.

Min opgave i aften er at genoplive. 

Lad mig dog gøre en ting klar. Hvad angår Sydafrikas plads i Afrikas forestillingsverden (eller i den globale forestillingsverden for den sags skyld), er der meget, der er blevet spildt eller skødesløst ødslet bort, som kunne have været sparet. Det er ikke kun verdens velvilje, der er blevet ødslet bort. Sydafrika havde muligvis brug for afrikansk støtte og international solidaritet under apartheidens midnat. I dag hævder mange, at det spørgsmål ikke længere optager dem. 

Efter at så meget er gået tabt på så relativt kort tid – ting af uvurderlig værdi, som ikke kan gives en kvantificerbar værdi – har vreden og raseriet rodfæstet sig. Selv talen er i fare for at blive bragt til tavshed, så stor er skuffelsen. Hvor den menneskelige tale er lammet, er det tilfældigvis viljen til at såre og tage hævn, der hersker. Måske er det, hvad mange har kaldt ”populisme”. Netop nu, synes der overalt i verden at være en ubændig drift til at påføre de svageste blandt os så meget brutalitet som muligt. Under sådanne omstændigheder er evnen til at vidne det eneste mange har tilbage. 

Ruth First var lærd og aktivist. Vigtigere er det dog, at hun var vidne til sin tid. Hun forstod, at vidnet er forpligtet på at afgive sit vidnesbyrd.  

Strengt taget er et vidnesbyrd ikke en anklage. Ikke desto mindre er det en stærk måde at gøre regnskabet op på. I gamle afrikanske tanketraditioner er et vidnesbyrd menneskets tale på vegne af sandheden i håbet om, at sandheden i sidste ende vil føre til retfærdighed, og retfærdigheden til restitution, oprejsning og erstatning. 

Vi har længe ment, at af alle menneskelige talemåder var fornuften den mest hensigtsmæssige i enhver søgen efter sandhed, retfærdighed og oprejsning. Nu lever vi i en tid, hvor fornuften selv er på prøve. Det er især tilfældet, når det drejer sig om spørgsmål vedrørende tilstedeværelsen af afrikanske migranter. Fornuft, hukommelse eller fakta betyder ikke længere noget. Det burde de.

Jeg er ikke født her

Jeg er ikke født her, men jeg har tilbragt det meste af mit voksne liv i Sydafrika. Jeg kommer formodentlig til at dø her, og det er her, min aske i sidste ende vil blive spredt. 

Jeg voksede op i Cameroun i frygt for, at jeg ville dø ung, men med den klare overbevisning, at jeg aldrig ville dø i udlandet. I de år var det at dø i udlandet lig med at dø i et fremmed land. Det var underforstået, at det at dø væk hjemmefra var den største ulykke, der kunne overgå et menneske. Den slags ulykke, som man kun ønskede for sine fjender. En ting var at dø i udlandet, noget andet var at blive begravet langt væk hjemmefra. At blive begravet langt væk hjemmefra betød at blive forvandlet til en komplet fremmed. 

Jeg troede altid, at jeg ville blive begravet i mit eget land. Så overbevist var jeg om, at Cameroun var mit hjem. Sandheden er, at mange af os i dag ikke længere ved, hvor vores hjem er. Vi bruger det meste af vores liv på i stilhed at sørge over det hjem, vi enten aldrig har haft eller aldrig har kendt, eller det hjem, vi faktisk har mistet.  

Vi lærte, at ”hjem” er det land, man tilhører, og som så til gengæld tilhører en. ”Hjemlige anliggender” var anliggender med fælles tilhørsforhold og gensidigt ejerskab, hvilket ikke er helt det samme som ”privat ejendom”. I de fortællinger om at være indfødt, som jeg lyttede til, da jeg voksede op, betød det at være ejer af jorden, at man skulle passe på den og tage sig af alle, der boede der, både mennesker og ikke-mennesker. Ejerskab havde en dobbelt betydning. Det handlede om omsorg og pleje, om at passe på til minde om dem, der var kommet før, og på vegne af dem, der skulle komme. Vi var hverken undersåtter eller borgere, men vogtere. 

Ejerskab og tilhørsforhold handlede ikke om privat ejendom. Ubetalelige, uberegnelige og ukvantificerbare ting kunne ikke være genstand for privat besiddelse. De kunne kun være genstand for omsorg, og omsorg var det tætteste, man kom på ejerskab. Hjemmet var jorden eller mere præcist jordstykket, den vitale kuvert, det tilholdssted, der skulle beskytte kroppen, den jord, som ethvert fuldt etableret menneske eller væsen håbede på at vende tilbage til, når hans eller hendes rejse havde nået sin endelige destination, i en stor gestus af udveksling (i modsætning til tilegnelse) og kosmisk gensidighed.

Retten til at bebo Jorden

I Sydafrikas offentlige bevidsthed er udtrykket ”fremmede statsborgere” en eufemisme, en angiveligt høflig måde at betegne dem, der ikke hører til, de sorte afrikanere, hvis hjem er et andet sted, og hvoraf nogle nu bliver bedt om at rejse tilbage, hvor de kom fra. 

Ikke at høre til betyder ikke kun, at man ikke er født her, som om vi frit kunne vælge, hvor vi bliver til, og hvem vi bliver født af. Ikke at høre til betyder ikke kun, at man ikke har nogen grundlæggende ret til at være her som følge af, at man ikke er født her. Det betyder også, at man ikke har ret til at dø her og blive begravet her, da det at blive begravet her, i de dybeste afrikanske traditioner, giver en ret til et stykke jord, som skal indeholde ens rester, hvilket vil sige at skabe en potentiel genealogi – at gøre krav på et stykke jord i kraft af, at det er blevet hvilestedet for ens rester, det, der engang var ens levende krop i verden.

I Sydafrikas offentlige bevidsthed er såkaldte ”fremmede statsborgere” for det meste sorte mennesker fra resten af det afrikanske kontinent og slutteligt også fra de forskellige afrikanske diasporaer rundt omkring i verden. Fra et sydafrikansk perspektiv er det, der kendetegner de såkaldte afrikanske ”fremmede”, deres sorthed og det faktum, at de, selv om de måtte komme fra et sted som Nigeria, ikke nyder nogen som helst beskyttelse fra en magtfuld stat. Hvis de skulle blive alvorligt sårede af Sydafrika, vil ingen etableret stat spontant rejse sig på deres vegne. Kort sagt, ville ingen blive holdt ansvarlig for smerten, og ingen ville blive stillet til regnskab. Hvis de blev dræbt under et af de cykliske afrofobiske angreb, som vi er blevet vant til, ville deres død ikke være ensbetydende med andet end et rent tab.

Jeg bliver ved med at henvise til udtrykket ”såkaldte fremmede statsborgere” og det skyldes én og kun én grund. Jeg mener ikke, at nogen afrikaner, eller for den sags skyld nogen person af afrikansk afstamning, er udlænding i Afrika, selv om der nominelt findes 54 suveræne territorialstater.

Det er ikke min hensigt med denne udtalelse at være respektløs over for vores nuværende stater og regeringer, der som de eneste enheder er anerkendt i international lov. Faktisk anerkender jeg disse staters fulde ret til at beslutte, hvem de tillader at krydse deres eksisterende grænser, og hvem de ønsker at holde uden for disse grænser. Det er en kendsgerning, at Den Sydafrikanske Republik i henhold til sine egne love kan beslutte at deportere mig i morgen tidlig. Hvis det skulle ske, er der ikke meget, jeg ville kunne gøre ved det. At tvinge mig ud af Sydafrika ville dog ikke forhindre mig i at tro på, at jeg ikke er udlænding i Sydafrika eller for den sags skyld noget andet sted på dette kontinent. 

Jeg taler derfor ikke om lovens brutale kendsgerning eller den dosis af vilkårlighed, der altid allerede er indeholdt i enhver manifestation af loven. Jeg taler om noget, der ligger hinsides lovens prosa, noget, hvor enhver lov blot er en lov, noget grundlæggende, som refererer til vores fælles ret til at bebo denne Jord, hvilket vil sige at dele den så retfærdigt som muligt, at tage vare på den og at reparere den som en betingelse for dens såvel som vores holdbarhed, menneskehedens og andre levende væseners.

Åbenlyst deler mange i Sydafrika ikke disse synspunkter i dag.

Det er tilfældet med Johannesburgs borgmester (fra Democratic Alliance, der besad embedet fra d. 22. august 2016 til d. 27. november 2019 red.). Johannesburgs borgmester taler ikke eksplicit om menneskeheden eller andre levende væsener. Han har overbevist sig selv om, at overlevelsespolitikken overtrumfer ethvert andet politisk udtryk. Hver gang han taler om Afrika, er det næsten altid som om, der var tale om et fremmedlegeme, en byrde, et rent spild. I hans optik er Afrika hverken en idé eller et projekt, men en dødelig trussel for Sydafrika. Afrika er den trojanske hest, der vil bebude Sydafrikas undergang, og det er hvad, der skal undgås, uanset hvad det koster. 

I hans øjne er Sydafrikas største ulykke, at det ligger i Afrika og ikke et andet sted på kloden. At Sydafrika ikke er i en position, hvor hun kan løsrive sig fra dette kontinent, er kilde til stor frustration for ham. Det samme er det faktum, at Sydafrika ikke er i stand til at skille sig af med betegnelsen ”Afrika”, som, Gud ved hvorfor, desværre er blevet føjet til landets navn. Et navn, som landet måske burde have haft hele tiden: ”Den Sydlige Republik”.

Borgmesteren har raset over migranter. Han er ikke alene. 

I USA har præsident Donald Trump også raset over migranter. Han mener, at hans land er fyldt. For to dage siden kunne vi i The New York Times (1. oktober 2019) læse, at han, for at holde migranter væk, ”ofte har talt om at befæste en grænsemur med en vandfyldt grøft, fyldt med slanger eller alligatorer”. Og det er ikke alt. ”Han ville have muren elektrificeret med pigge på toppen, der kunne gennembore menneskekød”. Han fik at vide, at det ikke var tilladt. Åbenbart ønsker præsidenten, at amerikanske soldater skal ”skyde migranter”, hvis de kaster sten, at de skal skyde dem ”i benene for at bremse dem”. Præsidenten ønsker en fuldstændig lukning af grænsen. Det samme gør Johannesburgs borgmester.

Lad os forestille os, at borgmesterens plan implementeres. Sydafrika ville miste 26 % af sin samlede eksport eller vil være nødt til at omdirigere den til andre steder i verden. Det svarer til 25 milliarder amerikanske dollars (svarende til godt … danske kroner i 2024 red.). 

Jeg ved ikke, om vores borgmester eller for den sags skyld lederen af Democratic Alliance (det historisk ”hvide” og økonomisk liberale oppositionsparti red.) drømmer om en grænselukning á la Trump, hvilket vil sige, at Sydafrikas grænser efter hans mening også skal omdannes til steder, hvor menneskekød bliver gennemhullet eller menneskekroppe ”braaied” (afrikaans for ”grillet” red.), eller får elektrisk stød. Jeg ved dog, at et menneske, der ønsker, at et andet menneskes kød skal gennembores, eller at en anden menneskekrop skal have elektrisk stød eller forvandles til kød – sådant et menneske har ikke et menneskehjerte. Ikke at have et menneskehjerte betyder måske ikke så meget i det rå og nøgne magtspil, som de sydafrikanske ”isolationister” drømmer om, og i så fald er de bevidst ved at lægge fundamentet til et mareridt.

Sort mod sort-racisme

Hvad er fakta? Siden der, trods alt, findes fakta.

Af næsten alle afrikanske stater har Sydafrika de bedste resultater med hensyn til håndhævelse og kontrol af immigration. Den sydafrikanske stat blev trods alt grundlagt på evnen til hensynsløst at tvinge sorte ind i rigide mobilitetsmønstre. For at opnå et kvasi-monopol på deres bevægelser opfandt den et af de mest brutale systemer af migrantarbejde, som verden, ved siden af slaveriet, har kendt til. Den delte det fysiske rum op i forskellige fragmenter, krydrede det med forskellige enklaver, zoner med overflod og zoner med opgivelse, reservater og korridorer, bufferterritorier og bantustans (apartheidregimets udvalgte områder i Sydafrika og Sydvestafrika, nu Namibia, som den sorte befolkning havde lov til at bebo red.), alt sammen i racens og etnicitetens tegn. 

Selv om dette maskineri er blevet delvist afmonteret, har dets habitus overlevet.  Det indebærer en kapacitet til at arrestere, tilbageholde, deportere eller voldeligt at fjerne uautoriserede indrejsende, som er uden lige blandt andre afrikanske stater. For at kunne fungere kræver den massiv voldsproduktion samt katastrofale og følelsesmæssigt traumatiske oplevelser. I dag er mange af de sorte ”fremmede statsborgere” ofre for denne vold, som oprindeligt var designet til at disciplinere og tæmme sorte sydafrikanere. Det er en kendsgerning.

Den anden kendsgerning er, at den sydafrikanske indvandringspolitik kun er blevet delvist de-racialiseret. Under apartheid-æraen promoverede landet aktivt et ”to-dørs”-indvandringssystem. Folk, der kom fra historisk hvide og europæiske lande, kunne komme ind ad ”fordøren”. Sorte sydafrikanere var underlagt paslove, og indvandring fra de omkringliggende afrikanske stater kunne kun ske gennem ”bagdøren”. Nominelt var ”sorte herfra” og ”sorte fra andre steder” kun ”midlertidige besøgende”. Godt nok er apartheid blevet afskaffet, men denne kendsgerning står stadig tilbage. I forhold til ”sorte fra andre steder” har Sydafrikas immigrationsmaskineri post-apartheid justeret sine mål. Da arbejdet (især i minerne) næsten er forsvundet, er logikken om kapring (af arbejdskraften) ikke længere det vigtigste mål, men er blevet afløst af logikken om midlertidighed. ”Sorte fra andre steder” kan og bør ikke aspirere efter permanent bosættelse i Sydafrika. Deres tilstedeværelse i Sydafrika kan kun være midlertidig. At bo her permanent kan kun være en undtagelse. ”Sorte fra andre steder” må i sidste ende vende tilbage til, hvor de kom fra. Forfatningsmæssigt kan Sydafrika ikke blive deres hjem både i kraft af, at de ikke er herfra, og i kraft af, at de er sorte.

Den hvide racismes tidsalder er derfor blevet afløst af sort mod sort-racisme. Som Frantz Fanon for ikke så længe siden forudså, er sydafrikanske former for sort nationalisme ved at forvandle sig til virulente former for sort mod sort-racisme. Denne nye form for sort nationalisme er et etnisk-racemæssigt projekt, som forsøger at løsrive sig fra Afrika og dets diasporaer. Den har skabt sig to fjender: en fjende, som den frygter og misunder (hvidhed eller hvid monopolkapital), og en anden, som den afskyr og foragter (sorte fra andre steder). På mirakuløs vis tror den, at fremmedhad vil skabe jobs, nedbringe kriminaliteten og gøre Sydafrika til et Paradis på jorden. Den har internaliseret hvid racisme og har gjort den til et våben mod sorte ikke-borgere gennem en ondskabsfuld brug af statsapparatet.

Hvis statsapparatets rolle i går var at indfange sorte kroppe med henblik på udvinding af arbejdskraft, er målene i dag sorte kroppe uden statsborgerskab, de nye tandhjul i det enorme deportationsmaskineri, som Sydafrika har opbygget siden 1994. I forhold til ”sorte fra andre steder” er immigrationssystemet efter 1994 rent faktisk blevet bygget op omkring konceptet om bortskaffelse af affald. Det altoverskyggende imperativ bag hvert eneste større forsøg på at omskrive immigrationslovene har været at holde såkaldt ufaglærte sorte fra andre steder ude af Sydafrika. Hvis målet for apartheidstaten var at få hvide ind, er målet for det demokratiske post-apartheidregime at holde sorte fra andre steder ude. Det er det, der kaldes ”udokumenteret, irregulær eller lavt uddannet migration”.

Siden 1994 har skiftende regeringer revideret, ændret og strammet integrationslovene. Således har betydelige forsøg på at reformere Sydafrikas migrationsordning fundet sted. Dette omfatter Refugees Act fra 1998, Immigration Act fra 2002, Immigration Amendment Act og Refugees Amendment Act fra 2011, Immigrations Amendment Act fra 2016, Refugees Amendment Act fra 2017, hvortil Border Management Authority Bill fra 2016 og White Paper on International Migrationfra 2017 skal tilføjes.

Disse forsøg har resulteret i, at Sydafrika deporterer ”flere mennesker per indbygger end adskillige OECD-lande.” Et så højt antal deportationer er blevet muligt takket være det faktum, at Sydafrika kontrollerer indvandringen af sorte afrikanske udlændinge på samme måde, som det plejede at kontrollere sorte sydafrikanere under apartheid, hvilket vil sige gennem en kombination af raceprofilering og rumlig-profilering. Raceprofilering som sådan gælder måske ikke længere for sorte sydafrikanere. I den nederste ende af den lange sårbarhedskæde er hovedmålene nu sorte fra andre steder. Det er imod dem, at ”voldens ånd”, som lå til grund for tvangsflytninger, bantustan-politikken og den generelle fratagelse af sorte sydafrikaneres rettigheder, er blevet rettet.

Hvad angår flygtninge, har forskellige ændringer reduceret det, de kan forvente, til det minimale. Deres ret til grundlæggende sundhedspleje og grundskoleuddannelse blev annulleret i 2008. I den nuværende ordning bliver deres tilladelser som asylansøgere tvangsinddraget, hvis de ikke bliver fornyet 90 dage efter de er udløbet. Deres ret til at arbejde er blevet begrænset til visse kategorier. De, der findes i besiddelse af et udløbet asylansøgervisum, idømmes bøder eller fængsel i op til 5 år. Den tid, efter hvilken de kan ansøge om permanent opholdstilladelse, er blevet forlænget fra 5 til 10 år.

Officielt har Sydafrika brug for såkaldte ”veluddannede migranter”. Faktisk er antallet af kvotetilladelser blevet reduceret siden 2004. Politikken for arbejdstilladelser er blevet justeret, så den gælder for folk i en bestemt profession, kategori eller klasse. Tidsbegrænsede opholdstilladelser er blevet omformulerede til ”visa”. Appelfristen for opholdstilladelser er blevet reduceret fra 20 til 10 dage. Den tid, en person skal være gift med en sydafrikaner for at kunne søge om statsborgerskab, er blevet forlænget. I henhold til Immigration Amendment Act fra 2011 skal ansøgere, der ønsker at komme i betragtning til et erhvervsvisum, foretage en investering på mindst 5 millioner sydafrikanske rand (svarende til godt 1.885.000 danske kroner i 2024 red.) i Sydafrikas økonomi. Disse penge skal komme fra udlandet. Som mange iagttagere har bemærket, er det fem gange det beløb, der kræves i Singapore.

Indtil for nylig skulle afrikanske studerende stadig betale et hjemsendelsesdepositum. Bestemmelsen om, at Refugee Act skal anvendes under hensyntagen til OAU’s konvention (Organization for African Unity red.) og FN’s konvention og protokoller, er blevet ophævet. Asylansøgere behandles ikke længere som flygtninge, før deres status er bestemt. Sydafrika har ikke kun svært ved at definere, hvad hendes afrikanskhed består i. Landet er i færd med at udvikle en virulent form for neo-nationalisme. Denne undertrykkende og isolationistiske tendens formodes at kulminere med oprettelsen af Border Management Authority. 

I en artikel udgivet i dagens udgave af Daily Maverick (”Xenophobic attacks: Equivocation by South Africa is a silent nod of approval” fra d. 3. oktober 2019) minder forhenværende præsident Olusegun Obasanjo (Nigerias præsident fra 1976 til 1979 red.) om Nigerias bidrag ”til kampen mod kolonialismen i det sydlige Afrika og apartheid i Sydafrika.” Det var, siger han, ”vores pligt at gøre som afrikanere.” ”Vi, som sorte mennesker, mente og mener stadig, at vi ville være andenrangsborgere i verden, hvis vi tillod, at sorte mennesker overalt i verden, for ikke at tale om i Afrika, blev behandlet som andenrangsborgere på grund af deres hudfarve,” tilføjer han.

Obasanjo har ret, og det forstod de tidlige sydafrikanske pan-afrikanister godt. Vores statsborgerskab i verden er uadskilleligt fra vores statsborgerskab hjemme i Afrika. I den moderne tids historie har det ikke været tydeligt for alle, at vi afrikanere tilhørte verden. I århundreder har mennesker fra Afrika og af afrikansk oprindelse kæmpet for at sikre, at Afrikas skæbne i verden lå i vores egne hænder. For vores skyld, men også for hele menneskehedens skyld, fordi vores skæbne er uadskillelig fra de andres skæbne, alle de andre, som Edouard Glissant kaldte ”le Tout Monde”, hele verden.

Derfor er det med den største sorg, at vi er tvunget til at være vidne til den behandling, som sorte fra andre steder – eller for den sags skyld bare andre migranter – udsættes for i Sydafrika. Jeg er også nødt til at tale om afrikanere i den nederste del af sårbarhedskæden, for de er de mest forhadte, de mest foragtede, de mest udsatte. Afrikanere og folk af afrikansk afstamning bliver i dag latterliggjort, hver gang de minder os om deres ydmyge bidrag til kampen mod apartheid. Mange, også inden for African National Congress (regeringspartiet ANC red.), taler i dag kun om ”national sikkerhed” og ”nationale interesser”. De hævder, at de ikke skylder Afrika noget. De er overbeviste om, at Afrika er en belastning, og at Sydafrika ikke er i gæld til vores kontinent. Som Olusegun Obasanjo dog udtrykker det: ”Vi gjorde det ikke for at få belønning eller materielle fordele. Vi gjorde det, fordi vi var overbeviste om, at det var vores pligt, vores ansvar og vores forpligtelse over for menneskeheden og den sorte race.” 

Jeg vil ikke tale om ”den sorte race”. For jeg ved én ting. Der er ikke ét land på Jorden, som ikke har en forpligtelse over for menneskeheden. Sydafrika vil spilde alt, hvis det i stedet for bevidst og pligtopfyldende at opfylde sin forpligtelse over for menneskeheden vælger at sætte sin lid til ren og skær og altid usikker magtpolitik. Hvis magt skal betyde noget som helst, og hvis den skal bestå, skal den hvile på et solidt moralsk fundament.

Mod et grænseløst Afrika

Så, hvad skal der gøres?

Vi er nødt til gradvist at udfase de grænser, vi har arvet fra kolonitiden. Vi er nødt til at gøre dette kontinent til ét stort område for cirkulation – til sit eget centrum.

I 1963 sluttede OAU sig til princippet om kolonigrænsernes uhåndgribeligheden. Tiden er nu inde til at tø grænserne op. Det kalder jeg ”grænseophævelse”.

Et vigtigt overgangstrin mod et grænseløst Afrika består i, at alle afrikanske stater indtager en pro-migrationsholdning på vores eget kontinent. Afkolonisering kan kun opnås ved, at hver enkel afrikaner eller person af afrikansk afstamning erobrer den grundlæggende ret til at bevæge sig frit på vores forfædres kontinent.

At kunne bevæge sig frit uden lænker og at bosætte sig uden konstant at skulle retfærdiggøre os selv og vores menneskelighed, uden konstant at blive chikaneret og blive bedt om at tage tilbage, hvor vi kom fra, har været en af de tragiske udfordringer i vores moderne verdens historie. 

Det er derfor, jeg opfordrer til et moratorium for deportationer på vores kontinent.

Lad os give os selv et årti, hvor vi som kontinent påbegynder et massivt projekt af grænseforvaltning med henblik på kontinental integration. 

Vi behøver ikke at lukke eksisterende grænser, men vi er nødt til at investere massivt i moderniseringen af dem som et nødvendigt skridt i retning af at kunne nedlægge dem.

Det, vi skal gøre, er at etablere systemer og teknologier og nære de kompetencer, der gør os i stand til bedre at styre den menneskelige mobilitet på vores kontinent.

Det indebærer en prioritering af elektroniske tilladelser, udbredelse af ét-stop-grænseovergange, som en måde at facilitere handel og hurtige varebevægelser på, indførelsen af biometriske systemer, af elektroniske enkelt-vindue-toldgodkendelsessystemer, brugen af scannere og effektive køretøjer.

Det involverer implementeringen af visumfritagelse for så mange afrikanske lande som muligt, strømliningen af processer for dem, der ønsker at gøre forretninger i vores respektive regioner, og udstedelse af visa ved ankomst.

Lad os indlede et årti, hvor vi vil genoplive den gamle drøm om én afrikansk nationalitet, ved at give statsborgerskab og andre former for naturalisering til dem, der kvalificerer sig til det, og ved at give hinanden og mennesker af afrikansk afstamning i hele verden det, som den ghanesiske forfatning kalder opholdsretten.  

Jeg vil nu slutte af. 

Vi er nødt til at nå et punkt i vores historie på Jorden, hvor ingen afrikaner eller person af afrikansk afstamning igen vil blive udsat for deportation, hvor ingen afrikaner eller person af afrikansk afstamning vil blive tvunget til at flygte, til at sætte hans eller hendes liv på spil i forsøget på at krydse bjerge, ørkener, floder og have på vej til steder, hvor han eller hun ikke er velkommen eller sandsynligvis vil blive alvorligt mishandlet, hans eller hendes krop og sjæl brutaliseret, og hans eller hendes ansigt dækket af skam og ydmygelse. 

Lad os en gang for alle gøre en ende på denne skammens tidsalder. 

Må Sydafrika, den yngste og ældste datter på vores kontinent, tage føringen i dette sidste fremstød mod vores kollektive befrielse!

Teksten blev oprindeligt fremført som en tale givet ved Ruth First Memorial Lecture, University of Witwatersrand d. 3. oktober 2019

Oversat af Johan Bolding Rasmussen

Achille Mbembe er ph.d. i historie fra Université de Paris 1 Panthéon Sorbonne, DEA i politologi fra Sciences Po og professor i Historie og Politologi ved University of Witwatersrand i Sydafrika. Derudover er han den seneste modtager af den internationale videnskabspris, Holberg-prisen, der tildeles for fremragende forskning indenfor humaniora, samfundsvidenskab, jura og teologi.