Hele denne litteratur er stormløb mod grænsen

FOKUS: FRANZ KAFKA EFTER 100 ÅR | Det er indiskutabelt, at Franz Kafkas forfatterskab har spillet en afgørende rolle for det 20. århundredes europæiske kultur og åndsliv. På Kafkas egen tid cirkulerede de udgivne værker dog mest blandt tidens litterater, men på grund af Kafkas ven og redaktør Max Brods egenrådighed og dennes sekretær Ilse Ester Hoffe har store dele af forfatterskabet overlevet Kafkas egne dessiner om en total destruktion af de tilbageværende manuskripter efter hans død. I denne serie sætter Baggrund fokus på Kafkas historiske, kunstneriske og litterære relevans og aktualitet 100 år efter hans dødsdag den 3. juni 1924.

Et essay om Franz Kafka i anledning af hundredåret for hans dødsdag, den 3. juni 1924

Der er mange måder hvorpå jeg kan indlede denne korte, fortolkende hyldestintroduktion til Kafka. Lad mig prøve med det følgende: De teknologiliderlige, fremtidsforlibte og samtidsbegejstrede AI-fanatikere kunne gøre sig selv og alle andre den tjeneste at stille sig det simple spørgsmål om ChatGPT ville kunne have skrevet romanerne Der Prozeß (dansk: Processen, 1914/1925) og Das Schloß (dansk: Slottet, 1922/1926), eller hvad med fortællingerne Die Verwandlung (dansk: Forvandlingen, 1912/1915), In der Strafkolonie (dansk: I straffekolonien, 1914/1919) og Das Urteil (dansk: Dommen, 1912/1913)? Det indlysende svar er et rungende nej. Hvorfor? Fordi Kafka var en original, ingen kopist, ingen maskine der kun kunne gentage uden selv at frembringe noget enestående. Ingen tvivl om at Kafka var og er en af de mest særegne, indviklede og mystiske forfattere den europæiske ånds- og litteraturhistorie har frembragt. ChatGPT’en er fra første træk sat skakmat, den har ikke en ærlig chance. Den er færdig før den får begyndt. 

En anden indledning kunne lyde som følger: jeg har arbejdet med Kafka i over 30 år, og jeg forstår stadig ikke hans tekster, eller rettere: på en god dag har jeg fornemmelsen af at jeg forstår det hele, på en dårlig står jeg stadig foran chifrene som var de ulæselige hieroglyffer. Kafkas tekster er som et stykke våd sæbe, snart har man greb, snart glider det en af hænde igen. 

Det er ikke fordi sproget hos Kafka er vanskeligt. Det modsatte er tilfældet. Sætningsstrukturen er overvejende parataktisk, de finitte verber falder som de skal, og sætningernes subjekt giver sig selv, ikke som hos Thomas Mann, Thomas Bernhard eller Johann Wolfgang von Goethe hvor man bliver kastet af og mister overblikket over de intrikate hypotagmer. Det er fortællemåden der vanskeliggør fortolkningsarbejdet. Læg dertil det gådefulde indhold, og så har vi (fortolknings)miseren. De migrænefremkaldende svimmelhedsanfald. De fleste romaner og fortællinger er ved første øjekast fortalt af en god gammeldags alvidende fortæller. Problemet er at fortælleren muligvis ved alt, men at han holder denne viden skjult. Læseren ved aldrig mere end teksternes aspektfigurer, og disse er ”lost in translation”. Der tilbydes ikke et ydre perspektiv der hjælper os med at afgøre hvad der står til troende, og hvad der ikke gør. Eller rettere: alt fortælles som om disse besynderligheder var inden for det virkelige og normale. Vi oplever det fortalte fra Gregor Samsas, Georg Bendemanns og K’s perspektiv, og da de ikke aner hvad der foregår, gør vi det heller ikke. 

Forvandlingen, Kafkas mest berømte fortælling, begynder med at Gregor Samsa vågner i sengen en morgen forvandlet til ”ein Ungeziefer” (dansk: et utøj, et insekt, et skarabælignende kryb). Denne højst uvirkelige hændelse fortælles med den største selvfølgelighed, nøgternt konstaterende, og ydermere: Gregors indre liv og tankeverden har ikke forandret sig. Forvandlingen er, i hvert fald i de første mange timer, udelukkende af ydre karakter. Gregor er et menneske i en dyrekrop der gør sig tanker om at han kommer for sent på arbejde, at han for længst skulle have siddet i toget, at det er hans pligt at arbejde hårdt og længe, så familien kan blive faderens gæld kvit. Omverdenen, hvilket foruden Gregors familie (en violinspillende søster, en mor og en far) består af en prokurist fra Gregors arbejdsplads, en tjenestepige og tre logerende, reagerer på forvandlingen som var den noget højst naturligt og forventeligt. Alle agerer som de hidtil har gjort, og Gregors indre tankeverden fortsætter tilsyneladende som om intet var hændt, selv om alt er anderledes. 

Den overfladiske førstehåndslæsning fører til de til bevidstløshed repeterede tydninger og reaktioner: Kafkas fortælleunivers giver stemme til det senmoderne menneskes svøbe: orienteringsløshed, identitetstab, meningstab og en grundlæggende absurditetserfaring. Vi befinder os i en endeløs labyrint hvor alle har mistet overblikket over ind- og udgangen. Centrum er for altid tabt. Det af alle religiøse og moralske bindinger frisatte menneske har mistet samtlige koordinater, eller som Gilles Deleuze og Felix Guattari formulerer det i indledningen til deres forcerede bog Kafka: Pour une littérature mineure (dansk: Kafka for en mindre litteratur) fra 1975: ”Comment entrer dans l’œuvre de Kafka? C’est un rhizome” (dansk: ”Hvordan kommer man ind i Kafkas værk? Det er et rhizom”). Her har vi altså ifølge postmodernisterne løsnet: Kafkas værk er et rhizom, et ingefærrhizom, en knoldrodsfrugt der skyder vildt og uregerligt i alle mulige retninger, en labyrint hvor det er umuligt at bestemme hvor indgangen og udgangen befinder sig. Fair nok: Det er ikke en fuldstændig idiotisk og misvisende metafor, men også Deleuze og Guattari snyder på vægtskålen og læser for harmløst. 

Vi, menneskene, er de eksilerede, de udstødte, de fremmede, de bortdømte, de faldne og frafaldne. Skyld og straf, soning og dom er de alt overskyggende temaer, og Kafka er langt mere radikal end som så, ja, han er den mest kompromisløse forfatter jeg kender. Lad os i det følgende se om vi kan komme en fortolkning nærmere end “rhizomet”.

Når Kafka i en optegnelse fra 1922 (altså to år før sin død) konstaterer at ”hele denne litteratur [læs: min litteratur, mit værk, mine tekster] er stormløb mod grænsen”, så skal dette forstås som et stormløb mod dels den empiriske verdens grænse og jegets grænse, eller rettere: jegets grænse og verdens grænse er den samme. Rygtet vil vide at Kafka i en samtale med sin tilbeder Gustav Janouch på dennes spørgsmål om der findes håb for menneskene, skal have svaret: ”Es gibt unendlich viel Hoffnung, nur nicht für uns” (dansk: ”Der findes uendeligt meget håb, bare ikke for os”). Den yderste grænse er nemlig i første omgang mennesket, og hvis vi skal gøre os håb om at blive udfriet fra den mareridtsagtige eksiltilstand som er vores, skal vi stormløbe denne grænse, eller sagt på en anden måde: Vi må blive os selv kvit. Ikke bare sådan at forstå at det hele er gjort med lidt yoga og ti minutters meditation på daglig basis. Det er heller ikke nok med et ”silent retreat”, nej, vi må, hvis vi skal gøre os håb, blive os selv kvit, helt og aldeles. Vi må overskride grænsen, overvinde den, udradere den. Stilheden, freden og forsoningen findes på den anden side af jegets demarkationslinjer, af kroppen, af menneskets sindssyge sind. Håbet ligger i totaltransformationen, ergo: der findes håb, bare ikke for ”os”, eftersom håbet ligger på den anden side af ”os”, af ”mig”, af ”dig”, af ”jeget” og ”duet”, af ”mit” og ”dit”, på den anden side af det deiktiske sprog, af kategorierne, tilskrivningerne, identiteterne, mennesket. Så radikal er Kafka, så helt og aldeles uforsonlig og kompromisløs at (stort set) ingen kan eller vil forstå det. 

Hvor kunne det være hyggeligt hvis det bare handlede om at det senmoderne menneske havde mistet orienteringen efter Guds død og var forsvundet ind i et rhizom, eller hvad med den aldeles ufarlige og opbyggelige politiske læsning af Kafka? Det moderne menneske fanget i det kapitallogiske net- og fletværk som Kafkas litteratur progressivt udpeger, så vi kan gøre os fri af det? Eller den autobiografiske, psykologiske læsning hvor det hele bare er faderens skyld, en dårlig barndom og så videre? Det er for nemt og for billigt, for harmløst, tamt og tarveligt og overser at stormløbet mod grænsen skal tages for det det er: et angreb på mennesket, et stormløb mod jeget. Hvis der findes en utopi hos Kafka, kunne man af samme grund notere den som: “jeg“. 

Fortællingen Forvandlingen beskriver en metamorfose i anden potens eller mere præcist: initialforvandlingen af Gregor Samsa til hint skarabælignende insekt er blot den ydre transformation der indleder den egentlige. Metamorfosen går hånd i hånd med en successiv afvikling af kroppen. I begyndelsen af fortællingen tager Gregor stadig føde til sig, han spiser det hans søster sætter frem til ham i en lille skål; dog bliver det hurtigt klart at han primært finder glæde ved fordærvet mad, ja, at han fra forvandlingens begyndelse vægrer sig ved den friske, livgivende føde. Efter et par måneder holder han helt op med at spise. Han trækker sig længere og længere tilbage. Egoafviklingen går hånd i hånd med en successiv afvikling af verden, socialiteten, de andre. Udenfor regner det konstant, så elendigt og gråt er vejret at Gregor end ikke kan se den overforliggende mur der kun befinder sig få meter fra hans vindue. Med andre ord: Gregor er fuldstændig kastet tilbage på sig selv, isoleret, afsondret, spærret inde. Her har han rig lejlighed til at se ned i sit eget mørke, her kan han ikke flygte ind i det mennesker ellers flygter ind i: arbejde, adspredelse, kærlighed, socialitet. Og her: på bunden af sig selv, ligger svaret på verdensgåden: at mennesket er faldet, at vi er frafaldne, at vi er kommet til i synd, og at vi er (for)dømte til at gennemlide- og vandre en ørkesløs, formålsløs eksistens. At denne synd og skyld er givet videre fra generation til generation ligger næsten overtydeligt i familiekonstellationen. Gregors far har som følge af en fallit påført hele familien den gæld som den handelsrejsende ungkarl, Gregor Samsa (bemærk at efternavnet har samme antal bogstaver, samme antal konsonanter, samme antal vokaler som Kafka), nu skal arbejde sig halvt ihjel for at blive kvit. Gregor er handelsrejsende i stoffer og tekstiler. Dagene går med at drøne land og rige rundt med disse tekstiler (tysk: ”Tuchwaren”): op klokken fem om morgenen, ind til firmaet, videre rundt til kunder med tog. På væggen i Gregors værelse hænger et erotisk symbol: en dame i pelsfrakke, hvilket muligvis er en slet skjult henvisning til Leopold von Sacher-Masochs erotiske roman Venus im Pelz (dansk: Venus i pels) fra 1870. Man tenderer til at læse hen over alle disse symboler: det erotiske, den uophørlige verdenstumult i form af handel og vandel. Det jeg vil sige, er følgende: hvis Gregor ikke var blevet forvandlet til ”ein Ungeziefer”, ville han være fortsat sin løbebane, hvilket igen vil sige at han var blevet mere og mere involveret i livet, havde fået en kone og nogle børn. Og dermed havde han givet gælden, skylden, livsmiseren videre. Han er godt på vej til at begå denne kapitalforbrydelse. Det hele ligger foran ham som en tresporet motorvej. Det eneste drengen, ifølge moderen, interesserer sig for er at snitte og save billedrammer til sine erotiske pin-up-piger, og at sidde i stuen om aftenen og studere køreplaner. Penge, sex, forretning. Det er Gregors held at han bliver ramt af denne ydre forvandling. Den er nemlig mulighedsbetingelsen for at en indre kan tage sin begyndelse. Det er initialtransformationen der muliggør en dybere erkendelsesrejse der til sidst afstedkommer at han nægter at tage næring til sig, tørrer ind og bliver oplyst. Den der læser nøjagtigt, vil se at dødsøjeblikket, er det egentlige transformations- og forsvindingspunkt. Solen står for første gang op, morgendæmringens varme lys strømmer ind gennem vinduet og rammer Gregors indtørrede legeme: mørket (det vil sige livet) er overvundet, kroppen er elimineret, grænsen er stormløbet så hårdt og længe at vores protagonist har lagt den bag sig, har elimineret sig selv, er blevet sit ego kvit. Bag ham fortsætter den uendelige larm, verdenstumulten. Søsteren og forældrene fejrer hans død med en tur i det grønne, og fortællingen slutter med at søsteren strækker sin unge – af fertilitet struttende! – krop mod den blå forårshimmel. 

Hvis man som fortolker tager højde for de adækvate kontekster: zionismen, den gnostiske kabbala, chassidismen og (ikke mindst), kristendommens urdogmer og Arthur Schopenhauers pessimisme har man som læser redskaber ved hånden der fører en langt dybere ind i Kafkas univers end ”rhizom-tesen”. Tag nu for eksempel de kabbalistiske forestillinger om ”Gilgul”, et begreb om transmigration og reinkarnation hvor sjæle kan vandre direkte over i dyregestalter, nemlig som straf for et syndigt liv. Hvis vi læser forvandlingen af en ung handelsrejsende mand der interesserer sig for penge og damer i pels – og som bruger hele sit liv på at tælle arbejdstimer og køre i tog og betale sin fars gæld (arvesynden) af – i horisonten af denne mystiske, hæretiske strømning i jødedommen, så giver alt pludselig mening: at Gregors sjæl stadig er intakt, at han tænker og føler som et menneske, selv om han er forvandlet til et skarabælignende insekt. Og hvis vi drager Schopenhauers lære om ”verden som vilje og forestilling” med ind i konteksten, så forstår vi pludselig hvorfor kroppen hos Kafka er den yderste og hårdeste grænse der skal overvindes. Viljens brændpunkt er genitalierne, idet disse er forudsætningen for videregivelsen af liv, munden og maven er den umiddelbare manifestation af viljens umættelige hunger, og så længe vi er denne krop, er vi fanget i eksiltilstanden, farer vi rundt i verdenslabyrinten, er vi ”lost in translation”. Stormløbet mod grænsen er et angreb mod denne verden, denne krop, denne misforståelse.

Selvfølgelig kunne Kafka ikke udstå sin far. Han havde jo givet livet videre til ham, påført ham eksistensen, tvunget ham ind i fremmedgjortheden. Selvfølgelig vidste Kafka at det ville være fatalt at gifte sig med Felice Bauer. Det ville føre ham længere og længere ind i livet og dermed eksilet. Det ville gøre ham til medskyldig, til en af alle dem der ikke forstår at mennesket er problemet, at livet er en misforståelse, og at mørket kun kan hæves ved en radikalmetamorfose der fører mennesket ud på den anden side af verden, af ”jeget”, af tiden, af rummet, af larmen, af den uophørlige tumult. Bare læs den sidste sætning af Dommen. Georg Bendemann, fortællingens hovedperson, er af sin fader blevet dømt til døden fordi han ifølge denne har svigtet en gammel ven i Skt. Petersborg. I virkeligheden er denne ven en af Bendemann udspaltet og fortrængt personlighed; en asketisk, livsfornægtende side som han (der ligesom Samsa er på vej ind i livet med alt hvad dertil hører af familie, arbejde, børn) har svigtet. Da faderen dømmer ham til døden, adlyder Bendemann prompte, løber ned til broen og springer frivilligt i floden. Fortællingens sidste sætning lyder: ”In diesem Augenblick ging über die Brücke ein geradezu unendlicher Verkehr” (dansk: ”I dette øjeblik gik en ligefrem uendelig trafik over broen”). Det er den verden han lader bag sig: tumlepladsen, det lille menneskebarns gigantiske trafikkaos. Livet, kroppen. Det er den grænse der skal overvindes, det er det vi er oppe imod. Så radikal er Kafka, og det vil (næsten) ingen forstå. Det vil vi ikke høre. Det er uhørt. Det er nemlig ikke opbyggeligt. Det er sandt. Det konfronterer jeget med vores grænseløse artsnarcissisme. Det river sløret af os og fortæller historien om at der findes ”uendeligt meget håb, bare ikke for os”.

Søren R. Fauth er digter, oversætter og lektor i tysk på Aarhus Universitet og dr.phil. på afhandlingen Der metaphysische Realist. Zur Schopenhauer-Rezeption in Wilhelm Raabes Spätwerk. I 2023 modtog han Jacob-und-Wilhelm-Grimm-Preis des DAAD, der tildeles internationale forskere for deres banebrydende forskning inden for tysk sprog, litteratur og kultur.