De tyske øst-vest-samtaler og Oschmann-Hoyer-debatten

Da DDR, Die Deutsche Demokratiske Republik (Den Tyske Demokratiske Republik), med den tyske genforening i 1990 blev opløst i 5 nye østtyske forbundsstater (Brandenburg, Mecklenburg-Vorpommern, Sachsen, Sachsen-Anhalt og Thüringen), indledtes i det nye østtyske område en gennemgribende transformationsproces af samfundet efter vestlig model. Den reelt eksisterende socialismes strukturer, materielle udtryk og menneske- og verdenssyn endte på historiens losseplads i store fejende bevægelser, mens kapitalismen sejrende rykkede ind. 

Ikke kun i DDR, men i stort alle stater der blev dannet på baggrund af Sovjetunionens kollaps, udfoldede denne omkalfatring af de eksisterende samfundsstrukturer sig hverken harmløst eller harmonisk. Det fortæller eksempelvis koret i den belarussiske forfatter Svetlana Aleksijevitjs bog Secondhand-tid (dansk oversættelse i 2015), eller senest i den albanske professor i politisk teori ved London School of Economics Lea Ypis bog Free: Coming of Age at the End of History (dansk oversættelse fra 2023: Fri. At blive voksen ved historiens afslutning). Det socialistiske Albanien, som Ypi voksede op i, smuldrede også med Berlinmurens fald. Mulighederne og håbet, der fulgte med omvæltningerne, realiserede sig dog kun for nogen – den flydende politiske orden i 1990’erne endte for albanerne i kleptokrati og blodig borgerkrig. Ypis pointe er ikke af nostalgisk karakter. Hun begræder ikke den socialistiske østbloks fald. Snarere viser hun, at heller ikke kapitalisme og liberalisme kan indfri de drømme, de skaber. 

At glædesrusen i 1989/1990 i mange tilfælde hurtigt stod i skyggen af uindfriede forventninger, som Ypis fortælling er et vidnesbyrd om, afspejler sig på særlig vis i den tyske kontekst. I modsætning til de andre post-sovjetiske stater fik østtyskerne med Vesttyskland en særdeles potent økonomisk makker, der i eksempelvis Albanien, Polen eller Baltikum betragtedes som et nok misundelsesværdigt udgangspunkt for deres lignende transformationsproces. Østtyskerne fik dog også en færdigstøbt samfundsmodel, en ready-made state fra og formet af vesttyskerne, der har været definerende for den spaltning mellem øst og vest, der stadig er højaktuel i Tyskland. 

Den tyske kløft mellem øst og vest har været et omdrejningspunkt i den tyske offentlighed siden Berlinmurens fald, og har konkret udtrykt sig i utallige historiedebatter om genforeningsprocessens forløb, om DDR’s arv i tysk historie og østtyskernes levede liv bag Jerntæppet. Den seneste diskussion i perlerækken er den såkaldte “Oschmann-Hoyer-debat”, som det følgende skal handle om. 

Specifikt er “Oschmann-Hoyer-debatten” udløst af to nye bøger af henholdsvis den tyske historiker Katja Hoyer (1985-) og den tyske litteraturprofessor Dirk Oschmann (1967-) med grundlæggende vidt forskellige ambitioner: Hoyers værk fra 2023 Diesseits der Mauer (min oversættelse: På denne side af muren)er en historisk fremstilling af DDR fra 1949-1990; i Oschmanns Der Osten: eine westdeutsche Erfindung (min oversættelse: Østen: en vesttysk opfindelse), også fra 2023, er hovedtesen en diskursiv øst-vest-asymmetri i Tyskland efter 1990. De har dog det fælles hovedmotiv, at de går i clinch med den angiveligt vesttyske definitionsmagt over historien om Tyskland, dels som et opdelt land fra 1949-1990, dels historien om den tyske genforening efter 1990. De fremhæver begge det marginaliserende i, at Vesttyskland og vesttyskerne repræsenterer kontinuitetsfortællingen og det normative, mens Østtyskland og østtyskernes levede liv i DDR er anomalien fra den vesttyske normalitet. 

Bedømt på salgstal står Oschmann og Hoyer langt fra alene med det historiesyn. Uge efter uge lå deres bøger urokkeligt i toppen af de tyske bestsellerlister – Oschmanns bog fås nu i 13. oplag i de tyske bogforhandlere. De er begge født i DDR, og det klare mønster har også været, at bøgernes læsere mestendels er østtyskere. Oschmann og Hoyer er dog også genkommende blevet kritiseret for at radikalisere den tyske øst-vest-debat, fordi de åbenlyst simplificerer alle de dynamikker, der udfordrer deres teser. Det er en kritik, der i særdeleshed er formuleret af andre østtyske intellektuelle. I Danmark er særligt Oschmanns bog heller ikke gået ubemærket hen. Lektor i tysk på SDU Moritz Schramm (født og opvokset i Vestberlin) har i Information leveret en ret markant kritik af den polemiske tone i Oschmanns bog, som han læser som et eksempel på en generel anti-vestlig trend. 

Denne artikel undsiger sig heller ikke ambitionen om at påpege svagheder ved Oschmann og Hoyers bøger. Min kritik er først og fremmest af historisk karakter. Læser man Oschmann og Hoyers bøger, kan man nemt få indtrykket af, at en tysk øst-vest-samtale stort set ikke har fundet sted, eller i hvert fald kun er blevet ført på et meget overfladisk niveau. At det modsatte imidlertid er tilfældet, forsøger jeg at vise med nogle historiske nedslag. Mit ærinde med at vise øst-vest-samtalens i et historisk tilsnit er også, i modsætning til eksempelvis Schramm, et forsøg på at forstå, hvorfor Oschmann og Hoyers bøger har haft en så påfaldende succes. 

Undervejs kommer min egen læsning af DDR, i særdeleshed i forbindelse med Hoyers bog, også i spil. For mig at se opererer Hoyer med en “uindskrænket tolerance” – med henvisning til Karl Poppers begreb om tolerancens paradoks – i udlægningen af diktaturerfaringen i DDR. Jeg tillader mig i den forbindelse med det samme at afdramatisere en smule: Hoyer ønsker på ingen måde DDR tilbage. Hendes uforbeholdne forståelse for samtidsvidners positive fortællinger om DDR, som hendes bog er spækket med, er dog ikke kun på et fagligt plan problematisk. Den er også decideret rystende med tanke på den halvdystre politiske horisontlinje i Tyskland, hvor partiet Alternative für Deutschland, der modarbejder alle demokratiets byggesten og som er særligt stærkt forankret i Østtyskland, bliver ved med at tage til i styrke. 

Øst-vest-asymmetrien 

Den østtyske forfatter Thomas Brussig har sammenfattet murens fald som “verdenssekundet” og dens drømmeagtige ekstase som en ultimativ “romantisk begivenhed”. For mange østtyskere var murens fald måske først og fremmest genfortryllelsen af de forventningshorisonter, som i 1980’ernes DDR virkede uendeligt fastlåste. Efter den 9. november 1989 lå fremtiden igen åben og udefineret. Da østtyskerne gik til stemmeboksene 18. marts 1990 i det første og sidste rigtige demokratiske valg i DDR, stemte det store flertal på alliancen omkring den vesttyske kansler Helmut Kohls hurtige genforeningsproces og løftet om “blomstrende landskaber”. Inden for en håndfuld år, lød Kohls løfte, ville de økonomiske, sociale, politiske og kulturelle forskelle mellem øst og vest være ophævet. 

Ubegribeligt store summer er sidenhen overført fra vest til øst. Virkeligheden i den reelt eksisterende socialismes grå manifestationer, som Durs Grünbein beskriver i digtet Fast ein Gesang (min oversættelse: Næsten en sang), er blevet afløst af kapitalismens farvebegejstring. Mange østtyskere har opnået materielle standarder, som de i DDR-tiden ikke kunne drømme om. De faldefærdige historiske bykerner i de østtyske byer er blevet saneret. Dresden og Leipzig er blevet vækstregioner, som vesttyskerne flytter til (der er sågar tale om et Silicon Saxony). Ikke mindst har østtyskerne fået den retsstat, de længtes efter. Vil man fremhæve genforeningens succeshistorier er der rigeligt at tage fat i. 

Alligevel er genforeningsprocessen for mange østtyskere ledsaget af en bitter eftersmag. Økonomisk er Tyskland stadig et delt land. Det fremgår af undersøgelser fra den østtyske makrosociolog Steffen Maus bog Lütten Klein – Leben in der ostdeutschen Transformationsgesellschaft (min oversættelse: Lütten Klein – livet i det østtyske transformationssamfund)fra 2019, at den gennemsnitlige nettoformue i Østtyskland i 2017 blot lå på 34,5% af det vesttyske niveau. I 2014 var den på 39%, og ifølge Mau er der aktuelt en voksende “formuemur” mellem øst og vest. Ifølge en undersøgelse fra avisen Die Welt ligger kun 16 (Berlin fraregnet) af de 500 største og mest salgs-/omsætningstærke tyske virksomheder i Østtyskland. Andre undersøgelser fra Maus bog viser, at over halvdelen af østtyskerne i 2019 mente, at herkomst fra enten Øst- eller Vesttyskland er en af de vigtigste skillelinjer i det tyske samfund. Tal fra november 2023 viser, at 43% af østtyskerne føler sig som “andenrangsborgere” i Tyskland. I samme undersøgelse identificerer 40% sig som “østtyskere” og kun 52% som “tyskere”, mens 76% i Vesttyskland anser sig som “tyskere” og kun 18% sig som “vesttyskere”.

Det er omstridt, hvorvidt DDR’s fald grundlæggende skyldtes en politisk revolution eller et økonomisk sammenbrud. Revolutionstesen er positivt ladet og betoner og hædrer resultaterne af de mange tusinde, der gik på gaden og krævede politiske forandringer i efteråret 1989. De, der peger på det systemafhængige sammenbrud, betoner mere et økonomisk imploderet system, der ikke var duelig uden eksterne midler og stabilisering. Mens revolutionstesen har et stærkt handlende politisk subjekt, er der i systemtesen ikke lang vej til insolvensdommens umyndiggørelse. 

Ifølge den østtyske DDR-historiker Ilko-Sascha Kowalczuk og førnævnte Steffen Mau har et af de grundlæggende problemer ved den tyske genforeningsproces og transformationen af Østtyskland været, at insolvenslogikken hurtigt opløste sammenbruddets revolutionære kraft. I den vesttyske definitionsmagt blev DDR’s fald skrevet ind i en vesttysk sejrslogik og som et bevis på den vestlige models overlegne styrke. Hvor andre post-socialistiske stater i 1990’erne eksempelvis måtte rekruttere en ny transformations-elite internt, er det tyske tilfælde særligt blandt andet fordi alle strategiske og strukturelle aktører var sendt fra Vesttyskland – østtyskerne måtte tilpasse sig. Det magtforhold som de titusindvis af vesttyskere, der i 1990’erne blev sendt til Østtyskland, kom til at repræsentere, har Oschmann og andre udlagt med begreber fra kolonialismens vokabularium – her læses vesttyskerne som “kolonialherrer”. Den vesttyske elite-transfer er 35 år senere endnu ikke tilnærmelsesvis normaliseret, men ifølge Kowalczuk og Mau er den forblevet en fastfrossen rekrutteringsstruktur, der har ført til en enorm underrepræsentation af østtyskerne i toppen af det tyske samfund. Dirk Oschmann henviser i sin bog til statistikker, der viser, at ét ud af de 108 tyske universiteter er ledet af en østtysker, og at andelen af ​​østtyskere i topstillinger inden for videnskab, administration, jura, medier og erhvervsliv udgør 1,7%. 

Beslægtet hermed peger Kowalczuk og Mau begge på to urerfaringer, der initierede denne østtyske følelse af mindreværd. Først var beslutningen om ikke fælles at diskutere den provisoriske vesttyske grundlov, der ifølge dens paragraf 146 ved en tysk genforening netop skulle genforhandles. I princippet tiltrådte det opløste DDR som 5 nye forbundsstater den vesttyske grundlovs gyldighedsområde, der hos mange østtyskere var udtryk for, at de grundlæggende principper for sameksistensen ikke var formuleret i fællesskab (hvad der dog også fra start af blev kritiseret af den vesttyske venstrefløj). Den anden erfaring var privatiseringen af store dele af det østtyske produktionsapparat i begyndelsen af 1990’erne. Det blev varetaget af den politisk styrede institution Treuhand, som betegnede det politiske mandat, der blev givet til forvaltningen af andres ejendom – i dette tilfælde østtyskernes ejendom.Tusindvis af østtyske virksomheder blev nedlagt eller solgt til vesttyske investorer. Ifølge Mau forblev kun 5% af virksomhederne på østtyske hænder. Da det stod værst til i de første år af denne turbo-privatisering var en 1/3 af østtyskerne arbejdsløse. 

Øst-vest-asymmetrien som diskurs – Dirk Oschmanns bestseller 

Foruden Steffen Maus værk er ovenstående pointer fra førnævnte Kowalczuks historiske essay Die Übernahme (2019)(min oversættelse: Overtagelsen). Dirk Oschmann har i de efterhånden utallige interviews og debatter, han har deltaget i det seneste år, italesat sin store inspiration fra Mau og Kowalczuk. Det står som et af mysterierne ved Oschmanns bog: han pointerer ofte selv, at han intet nyt har at sige, og alligevel er bogen solgt i hundredtusindvis. 

Overordnet tager Oschmann fat i den tyske øst-vest-asymmetri som sproglige talehandlinger i traditionen fra Ludwig Wittgenstein, og dertil støtter han sig til postkoloniale teorier om “Othering” i arven fra Edward Saids værk Orientalism fra 1978(dansk oversættelse fra 2002: Orientalisme). Oschmanns hovedtese er, at østtyskerne og Østtyskland er underlagt en kategorisk “øst”-diskurs behersket af de vesttyske eliter. Østtyskerne er fremmedfjendske, provinsielle, dårlige demokrater, dovne og utaknemmelige, lyder denne øst-diskurs ifølge Oschmann. Det diskursive modstykke, “vest”, smykker sig derimod med alle de modsatte og positive attributter. Vesttyskerne og Vesttyskland repræsenterer “normaliteten”; østtyskerne og Østtyskland er afvigerne fra den vesttyske “normalitet”. Med øst-diskursen og dens identitetstilskrivninger, besidder vesttyskerne ifølge Oschmann et instrument, der ekskluderer østtyskerne, fastskriver dem i særlige roller og forhindrer opgøret med den strukturelle ulighed. Dermed peger Oschmann også på en rekrutteringsstruktur tilsvarende Kowalczuk og Mau. Øst-diskursen er betinget af rekrutteringsstrukturen og kan netop konstant reproduceres, fordi østtyskerne stadig ikke er inkluderet i en fællestysk offentlighed. 

Som antydet er intet af dette nye erkendelser. Det nye ved Oschmanns bog er tonen. Genren er kampskriftet, tonen er vred, næsten rasende, kompromisløs og uforsonlig i ekstrem grad. Han har i flere interviews og debatprogrammer klargjort, at præmissen for bogen er at snakke lige så udifferentieret om vesttyskerne, som de gør om østtyskerne. En næsten barnlig præmis, men ifølge Oschmann nødvendigt for at trænge ind til den vesttyske bevidsthed. En udbredt kritik af bogen er, at hans strategiske tone kun får gennemslagskraft i en passende strategisk analyse. Der er derfor tale om et konstrueret og forsimplet billede af Vesttyskland, men et nok så stort problem er, at han derfor også vender det blinde øje til alle østtyske egen-problematikker. Særlig hård har kritikken fra blandt andet Mau og Kowalczuk været, der i deres respektive værker skriver langt mere nuanceret og aldrig forbigår tendenser, der også peger indad i det østtyske samfund. Da muren faldt i november 1989 talte vest- såvel som østtyske politikere om genforening 4-5 år ude i fremtiden. At den var fuldført mindre et år senere, var ifølge Mau og Kowalczuk et tempo som frem for alt blev sat af østtyskerne. Flere af de mulige udfald dengang, de forgangne fremtider, blev ophævet af østtyskerne selv. 

Forskellen er i særdeleshed slående i spørgsmålet om, hvorfor partiet Alternative für Deutschland står markant stærkere i Østtyskland end i Vesttyskland. Her søger Oschmann igen et stort forklaringspotentiale i den vestlige øst-diskurs’ fornedrelse og marginalisering af de østtyske erfaringer – AFD er protesten mod det vesttyske etablissement. Hos Kowalczuk og Mau skal årsagerne i lige så høj grad findes i østtyske strukturer. Mens Vesttyskland siden begyndelsen af 1960’erne havde indledt en selvkritisk renselsesproces med kontinuiteterne fra nationalsocialismen, var dette forhold helt fortiet i DDR. Racisme var et kapitalistisk, imperialistisk og dermed vesttysk kendetegn ifølge regimet. Med DDR’s grundlæggelse og kommunismens indførelse var sådanne strukturer over natten afskaffet og overvundet – “Hitler var blevet vesttysker” som den vesttyske historiograf Bernd Faulenbach engang bemærkede. Statsideologiens universalistiske paroler om “internationalisme”, “solidaritet” og “kommunistiske brødrelande” til trods, var DDR et udlændingekritisk samfund, der i stor stil tyede til homogenisering og nationale identitetskategorier. I 1989 var ca. 1% af DDR-befolkningen udlændinge (størstedelen var såkaldte “kontraktarbejdere”fra andre kommunistiske stater som Vietnam, Mozambique og Cuba), der skulle arbejde, men ikke integreres, skriver Mau. De såkaldte Baseballschlägerjahre (Årene med baseballkøllen), en nyere betegnelse der henviser til de mange højreradikale voldsaktioner mod udlændinge i 1990’erne, var en fællestysk, men klart overvejende østtysk tendens. Oschmann henviser selv til begrebet, men drager ikke østtyske konklusioner. 

Kowalzcuk og Maus kontinuitetslæsning bakkes op af den østtyske forfatter Ines Geipel (1960-), der i de seneste år flere gange er oversat til dansk, og som i bogen Umkämpfte Zone   udgivet i 2019 (dansk oversættelse fra 2021: Kampzonen) gennem hendes egen familiebiografi undersøger, hvordan fortrængte østtyske diktaturerfaringer lever videre. “Hvor var du i krigen, far?” blev aldrig det rensende og generationskonfronterende spørgsmål i DDR, som det var tilfældet i Vesttyskland. I stedet er østtyskerne gennem først nationalsocialismen og sidenhen kommunismen socialiseret i fortielseskulturer og afværgemekanismer. Den aktuelle østtyske vrede og følelse af mindreværd er alle sammen faktorer, som for Geipel grundlæggende bunder i, at østtyskerne kollektivt som individuelt ikke har taget dette favntag med deres historie. Hun mener derfor i sin kritik af Oschmann også, at han radikaliserer øst-vest-konflikten. Oschmann trykker ifølge hende på de østtyske afværgemekanismer. Fællesnævneren hos Geipel, Kowalczuk og Mau er, at visse strukturer og diskurser lever videre i Østtyskland efter 1989/1990. At øst-vest-asymmetrien også viser sig i holdningerne til Tysklands støtte til Ukraine i den igangværende krig, er et lignende eksempel. 

DDR i den tyske fortidsbearbejdning: forholdet mellem de to tyske diktaturer

Dirk Oschmanns tese om den diskursive øst-vest-asymmetri bakkes op ad Katja Hoyer som en asymmetri mellem historiefortællinger og fortolkningsherredømmet over den nyere tyske historie. I indledningen i Hoyers bog henvises der til den angiveligt etablerede sandhed om, at DDR er en “fodnote” i tysk historie: en fortid og erfaringer, der i bund og grund ikke er værd at beskæftige sig med, fordi det “rigtige”, gode, officielle Tyskland (Vesttyskland) trak sig sejrsrigt ud af Den Kolde Krig. Institutionelt set har Hoyer ret. Det siger det hele, at der på de tyske universiteter stadig ikke findes én eneste Lehrstuhl for DDR-historie (hvilket vil sige et professorat som specifikt handler om at forske i og udbyde DDR-historie). Den strukturelle marginalisering, som Oschmann, Mau og Kowalczuk henviser til, taler også her sit tydelige sprog. Anskuet fra andre vinkler er “fodnote”-fortællingen også en myte. Ifølge en undersøgelse fra 2016 af det tyske nationalbibliotek er der siden 1990 udgivet mere end 7000 bøger om DDR, der vidner om både stor interesse fra historievidenskaben og et stort læsende publikum. Som antydet har DDR også siden 1990 været et centralt tema i de tyske fortidsbearbejdningsdebatter, som jeg i det følgende skitserer et par hovedmotiver fra, inden jeg vender tilbage til Hoyers bog. 

Som den tyske historiker Ulrich Herbert har fremhævet, er den tyske bearbejdning af den kommunistiske fortid en særlig case, fordi DDR-fortiden med det samme blev et spørgsmål om bearbejdningen af nationalsocialismen. DDR kan i den forstand ikke isoleres fra nationalsocialismens konstitutive rolle i den tyske selvforståelse. Opgøret med nationalsocialismen er blevet tysk statsræson, som er resultatet af historiepolitiske diskussioner i Vesttyskland siden 1960’erne. Mens disse debatter nåede et højdepunkt i 1990’erne, var der med DDR’s opløsning kommet endnu et tysk diktatur at forholde sig til. Denne dobbelte diktaturerfaring har, historiepolitisk betragtet, blandet andet rummet udfordringen om at erindre de to diktaturer i et passende indbyrdes forhold. En fundamental forskel ligger da også lige for: DDR indledte ikke en verdenskrig og har ikke flere statsorganiserede folkemord på samvittigheden.

Med opløsningen af Ministerium für Staatssicherheit (Stasi) kom sammenligningen mellem de to diktaturer dog tidligt til at spille en stor rolle i den tyske offentlighed. Frigivelsen af Stasi-akterne viste et omfang af overvågning og undertrykkelse, som de færreste var klar over. Lidelseshistorier fra de endeløse Stasi-reoler nåede ofte aftenudsendelserne i tyske fjernsynsmedier, og den historievidenskabelige samtale om DDR måtte også næsten i sagens natur indledningsvist handle om magtapparatet. Den boomende DDR-forskning viste, at flere af DDR-statens repressive metoder ikke kun var tilsvarende det nationalsocialistiske regimes, men i flere henseender også besad et mere fintmasket og veludviklet overvågnings- og undertrykkelsesapparat.

Det teoretiske grundlag for flere af disse indledende undersøgelser af DDR var totalitarismeteorierne, der havde deres storhedstid i 1940’erne og 1950’erne. Mest navnkundig er Hannah Arendts The Origins of Totalitarianism (dansk oversættelse fra 2019: Totalitarismens oprindelse) med værkets sammenligning af nationalsocialismen og stalinismen, der hos Arendt er indbegrebet af det totalitære. Disse klassiske totalitarismeteorier er dog blevet kritiseret for åbenlyst at skrive sig ind i Den Kolde Krigs politiske logik, hvor der kunne drages paralleller mellem den tidligere og absolutte fjende i form af nationalsocialismen og den aktuelle hovedfjende: Sovjetunionen. Endelig er totalitarismeteorierne også blevet kritiseret for kun at være heuristisk givende til at klassificere diktaturernes forskellige bestanddele. De kan i den forstand anvendes til at definere diktaturets karakter, men evner ikke at trænge ind i selve den totalitære virkeligheds forhold mellem diktaturets totale magtfordring og erfaringen af samfundets egendynamik. 

Med totalitarismeteoriernes receptionshistorie in mente kan deres comeback i 1990’erne synes overraskende, men spørgsmålet om metoder og praksisser i DDR baseret på nationalsocialistiske erfaringer var omvendt naturligt, fordi det nationalsocialistiske regime og DDR var så tæt forbundet rent tidsligt. Selvom DDR’s grundlæggelsesmyte er fortællingen om det radikale brud med alle de reaktionære udtryk i den tyske historie, har vesttyske såvel som østtyske historikere efter 1990 spurgt, om DDR ikke netop videreførte flere af de særlige tyske strukturer, som det nationalsocialistiske regime er blevet læst som det radikaliserede omslag af: den etatistiske tradition fra den preussiske øvrighedsstat, antiparlamentarisme, antiliberalisme, uniformbegejstring og militarisme. Læser man teksterne af DDR’s statsdigter Johannes R. Becher møder man også gentagende formuleringen om partidiktaturets “forsoning mellem magt og ånd”. Her er der klare paralleller til den samfundskontrakt og selvforståelse som de nationaltorienterede intellektuelle flittigt skrev frem i hele det tyske riges historie (1871-1945): i modsætning til franskmændene og briternes frihedsbegreb om politik og stemmeret, tror tyskerne på magtstaten. I DDR, har vesttyske og østtyske historikere foreslået, blev denne tyske fortælling nyfortolket med en kommunistisk fernis. 

Det er dog ofte blevet fremhævet i den historiepolitiske samtale i Tyskland, at de nationalsocialistiske forbrydelser er af en sådan singularitet, at sammenligningen med DDR er illegitim. Derfor har man i historiepolitisk regi også skulle træde varsomt med at nævne det nationalsocialistiske regime og DDR i samme sætning, hvor der ikke er langt til beskyldninger om relativering af nationalsocialismen. Den videnskabelige sammenligning mellem de to diktaturer, er i den historiepolitiske arena ledsaget af en tysk angst for, at de to diktaturer sidestilles. 

Hvilken stat var DDR? – Kriminaliseringsteserne

Som eksempelvis historikerne Arthur Meier og Mary Fulbrook har argumenteret for, kan DDR’s politiske struktur og væsen begrebsligt koges ind til et socialistisk stændersamfund (Meier) elleret participatorisk diktatur (Fulbrook). Det kan synes som en harmløs øvelse udi ordspil, men her kondenseres befolkningens brede vifte af modstridende erfaringer, handlinger og holdninger over for regimet – fra overbevist, aktiv deltagelse, loyal accept, resignation og tvungen deltagelse til passivitet, afvisning og modstand. Der er de mange ofre for diktaturet. De overbeviste medlemmer af det kommunistiske parti, der så DDR som et måske uperfekt, men ædelt forsøg på en bedre og mere retfærdig samfundsorden. Opportunisterne, der kun var partimedlemmer af gavn, fordi det var sådan man gav sig selv muligheder i samfundet. Hos dele af den tidligere DDR-befolkning er umiddelbare associationer Berlinmuren og den tysk-tyske grænses dødszoner, stasi-fængslerne og de kommunistiske talers overforbrug af superlativer. Hos andre var DDR nok et diktatur, men et diktatur med en etnisk homogen befolkning, ingen arbejdsløshed, social tryghed med gratis børnepasning, ro og orden præget af en beskeden og behagelig hverdagsæstetik.  

På spektret af de negative fortolkninger står en så vigtig og etableret historiker som Hans-Ulrich Wehler, der i det afsluttende bind af sin store tyske nationalsyntese Deutsche Gesellschaftsgeschichte (2008) (egen oversættelse: Tysk samfundshistorie, bind 5 om 1949-1990), opsummerede DDR-systemet som “moderne sultanisme” og de forskellige statsledere af DDR som en “sovjetisk satrap”. DDR var uden egne dynamikker og tendenser, og statens mere end 40-årige eksistens var udelukkende baseret på “russiske bajonetter”. Vesttyskland, som Wehler selv tilhørte, repræsenterede fra start af den langtidsholdbare, legitime og normative af de to tyske stater, og Wehler nægter derfor i sin nationalsyntese at behandle dem ligeværdigt – DDR’s undergang og optagelse i Forbundsrepublikken som nye østtyske forbundsstater i 1990 var sket med den “historisk overlegnes ret”.

Et andet eksempel er DDR som en “u-retsstat”. I en tysk kontekst er begrebet knyttet til den juridiske bearbejdning af det nationalsocialistiske regime i efterkrigstidens Vesttyskland, hvor statsadvokaten Fritz Bauer eksempelvis brugte begrebet i Remer-processen i 1953 som etiket på det nationalsocialistiske retssystem. Begrebet “u-retsstat” er blevet opfattet som dels et vesttysk begreb, der immanent forherliger den “rigtige” (vesttyske) retsstat, dels som en historisk domfældelse, der placerer DDR side om side med et volds- og vilkårlighedsstyre á la det nationalsocialistiske – en domfældelse, der også implicerer en kollektivskyld, lyder kritikkeren yderligere. Fortællingen om den kriminelle “u-retsstat” er imidlertid måske stærkest formuleret af østtyskere selv, på museet Hohenschönhausen i det forhenværende Østberlin. Det gamle Stasi-fængsel har mestendels været drevet af tidligere fangere i fængslet, der guider de besøgende rundt i bygningskomplekset og fortæller deres erfaring af vold og tortur. Her får man serveret “u-retsstaten” i en slags frontalpædagogik. 

Kunne man være lykkelig i DDR?

Hoyers værk er markedsført som en banebrydende ny fortælling, der gør op med sort-hvid-fortællingerne, som er skitseret overfor. Præmissen for bogen er at give stemmer til de levede liv i DDR, som var “almindelige” med drømme og håb. Gennem interviews, breve og optegnelser i hvert eneste kapitel lader hun skolelæreren og fabriksarbejderen komme til orde. Billedsiden i bogens midte er domineret af farvefotos med hyggelige hverdagssituationer fra landsbyfester, legende børn, en smilende “kontraktarbejder” fra Mozambique og en dansende ungdom. Selv en DDR-grænsesoldat fra 1980’erne – der siden 1962 med den såkaldte Schießbefehl har haft til befaling at skyde på landsmænd, der forsøgte at forlade DDR – ses i færd med at ryge en pausesmøg, mens maskingeværet kun svært kan anes. Billederne understøtter Hoyers egentlige hovedtese: der var et relativt homogent, relativt uideologisk og relativt tilfreds bredt flertal i DDR-samfundet. 

Hoyers ambition om også at skrive DDR’s historie fra dets midte er et nødvendigt anliggende, men her repræsenterer hendes bog ingen revisionisme. Siden slutningen af 1990’erne er der gjort mange forsøg på at trænge ind i diktaturets selvmodsigende virkelighed. Førnævnte Mary Fulbrooks tese om det participatoriske diktatur forsøger at vise, hvordan reproduceringen og stabiliseringen af DDR’s strukturer i høj grad var meddefineret af folket “fra neden”. Historikeren Konrad Jarauschs begreb “velfærdsdiktatur” spiller på både det socialistiske imperativ om omsorg og velfærd og den socialistiske utopis tvangskarakter og repressive virkelighed i DDR. Ifølge Jarausch var der en “modvillig loyalitet” fra befolkningen, fordi regimet evnede at sammenkæde udbud og loyalitet. Ultimativ om hverdag og diktatur i DDR er historiker Stefan Wolle, der selv er opvokset i DDR, og som i 2013 udgav sidste del af sit trebindsværk Die heile Welt der Diktatur. Alltag und Herrschaft in der DDR 1949-1990 (min oversættelse: Diktaturets ideelle verden. Hverdag og styreform i DDR 1949-1989). Wolle stiller indledningsvist spørgsmålet: Kunne man være lykkelig i DDR? Det klare svar er: ja. Mennesker prøver såvidt muligt at tilpasse sig de givende politiske rammer for at skabe meningsfulde liv. Men hos Wolle er hverdag og diktatur samtidig to størrelser, der ikke kan skilles fra hinanden. Tryghed og ufrihed hørte sammen. Fællesskabets varme og den totale kontrol var to sider af samme mønt.

Revisionismen hos Hoyer består i, at hun lader diktatur og hverdag operere som to autonome kategorier, der kun sjældent har noget med hinanden at gøre. Hos Hoyer er der en stat bestående af få aktører omkring Walter Ulbricht og Erich Honecker, der på næsten mærkværdig vis har total kontrol. Der nævnes ingen leninistisk magt- og statsteori, ingen ideologi uden for SED-partiet, ingen indoktrinering på skoler og universiteter, i medierne eller i hæren, ingen afsløring af diktaturets ofte subtile ansigt og derfor slet ingen konsekvenser af det. Herfra er der ikke langt til manglende modstand og opposition i DDR. Det forbliver et åbent spørgsmål, hvorfor så mange DDR-borgere forlod og ønskede at forlade landet. 

I bogens epilog om den tyske genforening er Hoyers råd til de kommende generationer at “ryste den tyske besættelse af at komme overens med fortiden af sig, tvangen til at ville ‘overvinde’ ens egen historie”. En østtysk bearbejdning af diktaturerfaringen, som Kowalczuk, Mau og Geipel alle efterspørger, ser Hoyer som et tilbageskridt. Og som hun fortsætter i den efterfølgende sætning: “Denne tænkemåde har alt for ofte forhindret dette land i at acceptere kontinuitet, hvor det kun vil se rene brud”. Det er navnlig en vesttysk kontinuitet som hun henviser til. Genforeningen var for vesttyskerne ikke et jordskred. De fortsatte grundlæggende deres liv som før. For østtyskerne var genforeningen en radikal omskrivning af deres biografier, men at 1989/1990 ikke blot ophævede DDR-borgernes fortid, er netop det, som den nationale fortælling mangler, mener Hoyer. Specifikt den pointe er det væsentligt at skrive frem. Hoyer kunne dog også, i sit i øvrigt mildest talt tvivlsomme råd til de yngre generationer, have tilføjet en østtysk kontinuitet, der også hører med til fortællingen om aktuelle østtyske udfordringer og tendenser. 

Spørgsmålet om, hvad DDR var, indeholder grundlæggende en klassisk bearbejdnings-problematik i historiefeltet, som i de tyske debatter oftest får på alle tangenter: forholdet mellem historiepolitik og historievidenskab. Førstnævnte handler ikke om differentiering, men om anklage, afsløring, opdragende historiske analogier, der legitimerer og fremmer en dagsorden. Hvis sidstnævnte har for mål at analysere hverdagslivet og samfundet i al dets kompleksitet, beskyldes det af førstnævnte for bagatellisering og relativering. Vil historiepolitikken koncentrere sig om ofre, gerningsmænd, opposition og Stasi-fængsler, vil historievidenskaben kritisere historiepolitikken for at operere med simple sort-hvid-kategorier, der ser bort fra historiens berømte “gråtoner”. Hoyer mener selv at repræsentere “gråtonerne”, men hun forråder sig eget projekt ved næsten at afmontere diktaturets tilstedeværelse og dets konsekvenser. Hun forråder derfor også den “antitotalitære grundkonsensus”, som en læsning af DDR må forholde sig til. Hoyer forsøger med sit proklamerede mod-narrativ om DDR at tilbageerobre den vestlige fortælling om, at alt i DDR var skidt. Resultatet er i lige så høj grad blevet en apologi for ekstreme politiske positioner.

Hvad skyldes Oschmann og Hoyers succes? Begge bøger taler tydeligvis til vreden, og den østtyske følelse af mindreværd og af at være blevet hægtet af. At begge har været omgivet af så stor medieopmærksomhed og solgt i så mange eksemplarer, kan måske i sidste ende kun forklares ud fra den struktur, som der er konsensus om, at der eksisterer: den østtyske underrepræsentation i offentligheden. Der har dog ikke kun været vesttyske debatter om Østtyskland, men siden 1990 også østtyske debatter. Som jeg har forsøgt at vise, har den igangværende diskussion et langt historisk ekko. At disse debatter stadig fremstår så ukendte, læser jeg i forlængelse af en generel østtysk marginalisering i offentligheden. 

I den tyske historiker Reinhart Kosellecks berømte tekst Erfahrungswandel und Methodenwechsel fra 1988 (dansk oversættelse fra 2007: Erfaringsændringer og metodeskift)reflekterer han over de sejrendes og de tabendes historieskrivning. Det er Marx’ berømte replik, at historien skrives af de sejrende, men “de vidtrækkende historiske indsigter stammer fra de besejrede” skriver Koselleck. De sejrendes historieskrivning er begrænset og kortsigtet anlagt, mens de besejrede må igangsætte en refleksionsproces af selvkritik efter de langsigtede årsager til nederlaget. Kosellecks omskrivning står for mig som en væsentlig lære i lyset af Oschmann og Hoyers bøger 35 år efter den selvvalgte tyske genforening. Måske kan en erkendelse af Kosellecks pointe også være med til at ophæve øst-vest-argumenterne til fordel for fællestyske indsigter. 

Jonathan Grønbæk er cand.mag. i historie og tysk og gymnasielærer