Ny grønlandsk forskning: fra vestlige til inuitiske perspektiver

Illustration: Ida Katinka Ploug

Grønlandsk forskning er spændt ud mellem den historisk set kolonialistiske vestlige videnskab og den længe undertrykte oprindelige viden hos inuit.

Hvad betyder det for mødet mellem lokale og globale videnskabelige institutioner i dag? Hvilke problematikker er på spil i forskningsprojekter om og i Grønland?

Det var temaet til en panelsamtale i Det Grønlandske Hus Aarhus i marts 2024, som du kan læse et uddrag af her.

___

OM FORSKERNE

Vivi Vold (VV) er født i Nuuk, og opvokset i Nanortalik i Sydgrønland. Hun er ph.d.-studerende ved Ilisimatusarfik med et projekt om vidensstrukturer, etisk forskning og om, hvordan man kan inddrage kulturen og værdierne i den grønlandske kultur – inden for videnskaben generelt og særligt den nye biologiuddannelse i Grønland.

Naja Dyrendom Graugaard (NDG) er fra Vestjylland med rødder i Arsuk i Sydvestgrønland. Hun er postdoc på Århus Universitet, hvor hun arbejder med kolonialitet, dekolonisering og oprindelige videnssystemer, og har i mange år beskæftiget sig med dansk kolonihistorie i Grønland.

Marie Evaldsen Christensen (MEC) kommer fra Aasiaat i Vestgrønland. Hun er phd.-studerende i antropologi på Århus Universitet som en del af det større forskningsprojekt Hunting Life – Explorations of Biosociality, hvor hun fokuserer på hverdagslivet i nordvestgrønlandske fangerfamilier.

Samtalen fandt sted i Det Grønlandske Hus Aarhus under Århundredets Festival i marts 2024. Den blev modereret af Hanne Bjerre Lassen (HBL), der er kommunikations- og kulturarbejder for den århusianske afdeling af Det Grønlandske Hus.

___

HBL
Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre om de projekter, I arbejder med hver især. Vil I knytte nogle flere ord til, hvad det konkret er, I er optaget af, og måske også hvorfor?

MEC
Jeg er en del af et større forskningsprojekt, der hedder Hunting Life – Explorations of Biosociology. Mit projekt handler meget kort fortalt om hverdagslivet blandt fangerfamilier i Nordvestgrønland, hvor jeg lige nu er på min anden omgang af feltarbejde. Jeg er meget interesseret i kvinder og kvinders historier og kvinders forståelser af fangst, især fordi litteraturen og mange narrativer om fangst og fangerkultur ofte bliver set gennem et meget maskulint perspektiv, hvor det bliver hele den her idé om eventyret med fangst som en manddomsrejse. Jeg lidt mere interesseret i behind the scenes – det, der sker derhjemme med fangsten – så jeg undersøger fangerliv derhjemme i stedet for fangerliv til havs eller fangerliv til lands.

Det her begreb, biosocialitet, det er noget, der dækker udadskilligheden mellem det biologiske og det sociale. Så dyrene er ikke kun biologiske, men de er også sociale, og mennesker er ikke kun sociale, men de er også biologiske. Det er hele det her samvær, der er mellem det biologiske og det sociale.

VV
Jeg er en del af biologiuddannelsen. Ikke fordi jeg er biolog – langt fra, faktisk. Men som Marie også sagde, er det er så vigtigt at have forståelse for, hvorfor vi har kulturen, og at den ikke er separat fra biologi, altså det at være biolog eller det at lave videnskabelige undersøgelser.

Helt konkret hedder mit projekt på grønlandsk Silami Nipaatsumi Naapitta, og det betyder “Lad os mødes udenfor i stilheden”. Jeg undersøger relationen mellem kulturen i inuit-viden, og den kultur og de værdier, som vi har. Vi mangler rigtig meget undersøgelser af, hvordan vi kan lave metoder, og hvordan vi kan teoretisere en masse ting med vores eget syn, diskurser og narrativer.

Mit projekt handler meget om, hvad det er der sker, når vi for eksempel ser på fermenteret kød, som er blevet lavet på en traditionel måde. I stedet for, at se det som mad – selvfølgelig er det også mad, og det er noget helt konkret, som gør, at vi kan overleve resten af året, som vi altid har gjort – undersøger jeg også det, som vi ikke kan se, altså det uhåndgribelige i alt det, der sker imellem mennesker, og den såkaldte natur, som vi kalder land og vand og det at være ude, når vi er stille. Vi behøver ikke så mange ord, mange gange.

Så jeg kigger både på det kulturelle i, hvad er det der sker, når der er læringsudveksling – der sker så mange ting i læring, udover altså opdragelse, imellem familier og imellem de ældre, og voksne og børn imellem hinanden.

Men også i forhold til, når du ser på for eksempel et stykke af noget fermenteret – det er det helt konkrete, jeg kigger på i Sydgrønland – som er en traditionel fangstform, som hele familien kommer ind på. Og lidt ligesom Marie siger, at der er et maskulint syn, som er en meget eurocentrisk måde at se det på, så det er det, jeg kigger på, hvad det er for nogle kompetencer, vi har, hvad er det for nogle færdigheder og dygtigheder, som kræves for at kunne leve i et land, som vi gør, og vores kultur, vores viden og vidensstrukturer? Fordi det, der er beskrevet, er meget romantiseret, og det er med ord og syn, som ikke er vores egne. Hvordan ser det ud, når det er med vores egne ord? Det er i meget grove træk det, jeg laver.

NDG
Måske vil jeg prøve at bygge videre på det, som du snakker om, Vivi, frem for at fortælle specifikt, hvad det forskningsprojekt, jeg sidder i nu, handler om. Det, som jeg generelt er optaget af i min forskning, er også, hvordan nogle af de vidensstrukturer, der er gennemløbende i dag, eller som ligger til grund for vores vidensproduktion, er partikulære, altså én måde at se verden på. Og ofte er den måde at se verden på – i hvert fald derfra, hvor jeg forsker – dansk eller europæisk.

Så man kan sige, at de ting, som jeg beskæftiger mig med, som også ligger i tråd med det, som du beskæftiger dig med, Vivi, er måske mere den del, der handler om, hvad det er, der nogle gange også står i vejen for, at vi kan anse traditionel inuit-viden som rent faktisk legitim viden. Og for at gøre det, så må vi også forstå, hvordan kolonialitet og dansk vidensforståelse har haft stor indflydelse på, hvad det er, vi legitimerer som viden. Så noget af mit arbejde handler om at være med til at prøve at genfortælle nogle af de her fortællinger. Noget af det er historisk, men det handler også om at kaste et blik på, hvordan de koloniale narrativer stadigvæk er så indgroede og fastgroede i vores måde at forstå relationen mellem Danmark og Grønland på i dag og at det har en betydning for, hvad vi anser som legitim viden.

Jeg ser det lidt som to spor. Det ene er ligesom at udfordre de narrativer, der er i dag, det andet er at skabe rum og plads til den her pluralitet af verdenssyn, der er i verden. En pluralitet af måder at være i verden på. Jeg tror også, det er to rum på en måde. Det er rum, som vi arbejder på i hvert fald at skabe mere plads til.

Og så vil jeg bare sige, at i det her felt er jeg opmærksom på, hvordan mit privilegie også er som dansktalende – jeg taler desværre ikke grønlandsk, det blev tabt fra min bedstemor til min mor på grund af den stigmatisering, der har været overfor den grønlandske diaspora i Danmark. Men jeg nyder rigtig mange privilegier af også at være en hvid, dansk forsker. Det er en, hvad kan man sige, en “indimellemhed”, som jeg forsøger at navigere i, med en opmærksomhed på, hvad for en adgang jeg nogle gange har, som mine medkollegaer ikke har, og hvor urimeligt det er. Men også, hvordan jeg har et ansvar for rent faktisk at sparke nogle af de døre ind, fordi jeg desværre, på grund af diskriminering, kan dét i nogle rum med mere legitimitet. Og det er utroligt ærgerligt, at det er sådan, men det er noget, som er en grundlæggende ting i mit arbejde hele tiden at være opmærksom på; hvordan jeg selv er med til at opretholde nogle diskriminerende strukturer. Hvordan jeg også, som menneske i den her verden, er med til dagligt at reproducere dem, og hvordan jeg kan være med til at udfordre dem.

HBL
Til de af jer, der var her i formiddags, var det også noget af det, vi snakkede om: Hvem har adgang til hvilke rum, hvem fortæller hvilke historier? Hvorfor er det vigtigt, at de mennesker, som er blevet fotograferet til udstillingen, også får lov til at have deres egen stemme i podcasten (podcast i forbindelse med udstilling i Det Grønlandske Hus Aarhus, red.)? Det ligger alt sammen i forlængelse af hinanden, og det er nogle ting, der sker rigtig langsomt. Vi ser det ske i kunsten. Vi hører, at det sker lige så stille i forskningen. Det er bare enormt vigtigt at have en bevidsthed omkring de her ting.

Marie, vil du fortælle om, hvad du er optaget af?

MEC
Ja. Jeg er meget nede i min empiri lige nu, så jeg har lidt svært ved at sætte det større op og gøre det lidt mere abstrakt og komme med nogle generaliseringer eller fortælle kort om mit projekt. Så jeg vil egentlig bare gerne fortælle lidt om, hvad der optager mig helt empirisk lige nu. Det handler også meget om det her med viden og vidensformer og forståelser af verden, og hvad den er, og hvordan det kommer frem heroppe, hvor jeg arbejder. Det har meget at gøre med blandt andet biologi, som Vivi også arbejder med. Og det har meget at gøre med tal og numre, som var noget, jeg ikke havde regnet med, at jeg ville arbejde så meget med. Men altså tal i form af kvoter, for eksempel fangstkvoter; hvor mange dyr, man må fange per år.

Her, hvor jeg arbejder, er det narhvaler, som er den centrale figur: Hvor mange narhvaler, der må fanges, og hvor mange narhvaler, der ikke må fanges, og hvorfor man ikke må fange flere narhvaler. Og de her gnidninger, der opstår mellem den biologiske viden fra Grønlands Naturinstitut i Nuuk, som sætter dagsordenen, kontra den praktiserede eller levede viden og virkelighed, der er heroppe. Der er jo nogle gnidninger mellem, hvad fangerne siger, og hvad biologerne siger. Og det er det, jeg bliver fortalt hele tiden, mens jeg er heroppe.

Ud fra de tal, så har jeg både tænkt meget over, hvordan man forstår, hvad et dyr er, og hvilke forestillinger, der er om, fra hvad fangstdyr er. Fra et biologisk perspektiv eller en mere biologisk linse, er det måske et dyr, der er truet af udryddelse for eksempel, eller truet af nogle antropocæne handlinger, konsekvenser på grund af menneskeskabte klimaforandringer og så videre. Derfor er de her kvoter blevet sat til at beskytte dyrene. Men det beskytter ikke mennesket, så mennesket bliver overset lidt her. For mange mennesker heroppe er det ikke bare et dyr, det er ikke bare et tal, det er ikke bare en bestand. Det er jo også et centralt element i, hvordan man strukturerer sin tid, det er en central indtægtskilde, og det er en vigtig måde at skulle planlægge, hvilke aktiviteter man har for sig. Altså for mange er det jo hele ens levevis.

Og på den måde er dyrene og fangstdyrene også et grundlæggende element i manges identitet som grønlændere. Der er mange, der taler om kulturdrab, for eksempel, på grund af kvoterne. Så det er meget komplekst emne, som jeg glæder mig til at dykke dybere ned i med den antropologiske litteratur og med min egen empiri.

HBL
Jeg bliver mærke i, at du siger, at der er nogle gnidninger imellem fangerne og biologerne. Det er lidt det samme, som I andre også adresserer. Der er ligesom to verdener her, der skal forsøge at tale sammen og lande et sted, hvor det bliver frugtbart. Vil I ikke prøve at sætte nogle flere ord på, hvordan de her gnidninger kan se ud?

VV
Meget gerne. Jeg tror, det er en stor udfordring i Grønland. Der kommer biologer, som har en foruddannet uddannelse, selvfølgelig, men også en foruddannet verdensforståelse, grundlæggende værdier, som er helt anderledes end den måde, vi forstår verden og den måde, vi interagerer med både dyr og land og vand og viden. Så det er der selvfølgelig massivt meget. Det kan jo se ud som, at fangerne slet ikke lytter til hvorfor og hvordan – eller omvendt, at biologerne faktisk slet ikke forstår, hvorfor fangerne siger sådan, som de gør. Fordi der ikke er den her anerkendelse af, at vi har en anden verdensforståelse. Og det kræver jo faktisk, at du forstår, hvad den anden verden er. Hvorimod vi bliver undervist rigtig meget i den her verdensforståelse af, at der er en universel verdensforståelse, altså én måde at gøre det på, der er én biologuddannelse – det er jo den videnskabelige, den meget eurocentriske, altså den typiske danske eller europæiske måde at gøre tingene på. Jeg tror, at det at forstå, at der er flere måder at se verden på, også betyder, at der er flere måder at både analysere og vurdere og forstå og anerkende den del af det. Og det, tror jeg, skaber rigtig mange gnidninger.

I mit speciale prøvede jeg at filme, hvad det er, der sker ved for eksempel konferencer i Grønland – og det her var i Greenland Science Week, den første af sin slags i Grønland – både formaliteterne og strukturen: Hvordan vi laver de her konferencer, hvordan vi laver og snakker sammen og møder hinanden. Bare placeringerne gør jo også, at det er en helt anden verden, end fangerne er i. Dét ikke at sætte spørgsmålstegn ved sådan nogle ting, det er jo – altså for mig er det banalt, men det er jo sådan nogle ting, som man tager for givet. Det bliver sådan noget universelt: Sådan skal det bare være. Og jeg tror, det er vigtigt, at man sætter spørgsmålstegn ved de her ting, for det er gnidningen i sig selv. For mig er det meget forkert, og det er sådan nogle ting, som vi kan ændre på, tænker jeg.

NDG
Jeg synes, det er så vigtigt, det du siger. Både i forhold til forskellige verdensforståelser og de clash, det kan bringe i spil. Og samtidig også, at der er en ulige magtrelation imellem de to. Eller der er flere – nu snakker vi meget dualistisk om det, som om der kun er to, der er egentlig rigtig mange, men desværre er det sådan ofte, at det er den europæiske videnstradition, som efterhånden er blevet – selvfølgelig er der en bevægelse i gang nu, som udfordrer det – men i meget, meget lang tid er blevet anset som værende sandheden, som værende neutral, som værende objektiv.

Når det er standarden, så er det svært at udfordre. Og det er svært at udfordre, når vi har vidensinstitutioner, ikke kun i Danmark, men også i Grønland, som er baseret på den her vestlige videnstradition. Jeg tror, det er ret vigtigt, at vi også begynder at tænke på – og jeg går hele tiden tilbage til kolonihistorien – hvordan den videnstradition bunder i – i hvert fald i relationen mellem Grønland og Danmark –  et kolonialistisk projekt. Det vil så sige, vi har jo også en videnstradition og en historie, der er blevet skrevet ikke bare med en idé om, at man er neutral, men også ud fra nogle overlagte blinde vinkler. Der har været nogle racialiserende, meget racistiske projekter, som har været en del af kolonihistorien, men som er blevet skrevet ud. Ting i arkiverne, der ikke er blevet skrevet frem. Ting, der ikke er blevet anerkendt, som har været en del af den kolonisering, og som stadigvæk præger vores idé om, hvad vi ved, og hvordan vidensproduktionen er legitimeret. Så samtidig med, at der er flere videnstraditioner i spil, så er der også magtrelationer i spil.

HBL
Jeg vil lige knytte en kommentar til det, fordi nu snakker vi om, hvad man repræsenterer, og hvad man kommer af. Jeg er jo et produkt af det danske system. Altså jeg er jo vokset op i den her videnstradition, og har gået i folkeskolen og gymnasiet og på universitetet her og underviser danske elever fra folkeskolen, gymnasiet, universitetet i de her ting. Det er ofte første gang, der er nogen, der beder dem om at forholde sig til de ting, som vi sidder og taler om, når de kommer herned (i Det Grønlandske Hus, red.). Det er ikke en ting, der er på skoleskemaet, at man skal forholde sig til magtrelationer, til vidensstrukturer, stille spørgsmålstegn til måden, hvorpå vi producerer viden i en vestlig tradition. Det gør vi bare. Og det reproducerer vi bare. Når jeg siger vi, så mener jeg os her i Danmark, som er en del af den her struktur. Så det, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved det, som I gør med det, I laver, det er fremmed for rigtig mange, der har den baggrund, som jeg har. Og folk skal lige sluge det.

Jeg kunne se, da der blev sagt det her med magtrelationen, der nikkede du også, Marie. Vil du byde ind med noget her?  

MEC
Ja, jeg tror, der er kæmpe mistillid til for eksempel biologer her. Blandt andet, fordi de ikke er her. Det er jo mange år siden, de sidst har været her, altså de er ikke til stede. Det der med at sige, at “biologerne kommer”, får mig til at tænke: Hvor kommer de hen? De kommer i hvert fald ikke her. Det er det, jeg har fået at vide. Og der er mange, der er meget, meget vrede over, at danskere kommer og bestemmer og siger, at “I må ikke fange narhvaler, I må ikke fange isbjørne, I må ikke fange hvalrosser.” Det er jo vores grønlandske kultur. Så selvom det måske er en grønlandsk institution, der laver de her kvoter, hvis det skal handle om det, så bliver det reflekteret som et kolonialt magtforhold. Det bliver danskerne, der gør det.

HBL
Kan I genkende det?

VV
Altså det er jo vigtigt også at huske, hvor videnskaben kommer fra. Det er jo helt grundlæggende et kolonialistisk projekt. Hvis vi går helt tilbage til starten af, hvorfor der er videnskab, så er det jo også for at undersøge de oprindelige folk, at måle og veje dem, og det er altid de her strukturer og måder, hvor man legitimt siger, at “det her er objektivt”. Hvor man så – altså os, inuit – er blevet målt og vejet. Det er så vigtigt at sige det højt, fordi det er det, der er blevet skrevet, også af de mennesker, som er blevet romantiseret, som man kalder for arktiske forskere og eventyrer. Jeg tror, det er vigtigt at sige de her ting, om hvor videnskaben helt grundlæggende kommer fra, og så også huske på at sætte spørgsmålstegn ved hvor det er, vi er på vej hen? Har vi husket ligesom at sætte spørgsmålstegn ved den struktur vi er i, interagerer og arbejder i – er den til gavn for os og vores værdier? Også selvom det er en grønlandsk institution – især, når det er en grønlandsk institution. At huske, det er en struktur, som understøtter at være en del af den grønlandske kultur hele tiden. Fordi helt grundlæggende er de strukturer skabt til at ødelægge andre værdier og verdensforståelser end de vestlige værdier og verdensforståelse.

NDG
Ja, og vi glemmer jo ofte, eller ved slet ikke, at den danske videnskab om Grønland blev lavet som en del af det koloniale projekt. Man var interesseret i at vide mere om Grønland, så man kunne kolonisere. Og det var den danske stat, der finansierede det. Nogle gange ved folk det ikke, vi ved det ikke. Men sådan var det. Og hvis ikke vi kender den baggrund, så er det svært at udfordre, hvordan det stadig bliver reproduceret i dag.

HBL
Jeg sidder og smiler lidt, fordi når der så er elever her i huset, og vi netop snakker om det, så spørger jeg dem: “Hvem tror I har skrevet historiebøgerne?” Allerede der, hvis man forsøger at få indprentet det ret tidligt i folk, så tror jeg, at der ligesom også er en fremtidig forståelse for, at de her strukturer godt kan rumme mere, og at den der stræben efter objektivitet og neutralitet måske ikke nødvendigvis er efterstræbelsesværdig.

Når det så er sagt, så tænker jeg, at I jo også er en del af en universitetsstruktur, i og med, at I sidder i de positioner, I gør, og skal arbejde under de akademiske krav, som der er til forskning i dag. Oplever I, at det godt kan være med til at underminere det projekt eller den idé eller den følelse, som I sidder med? At I er en del af strukturen? Kan man godt lave det, I gør, inden for den struktur, I er en del af?

NDG
Ja og nej. Det er på mange måder selvfølgelig udfordrende. På rigtig mange måder, på daglig basis, tror jeg. På grund af alle mulige ting og i forhold til vores positioner, er det udfordrende at være i de vidensinstitutioner, vi er i.

Jeg vil også sige, at samtidig er der også en bevægelse i gang, og den er jo ikke kun grønlandsk. Den er også global. Der er mange fra forskellige positioner, der er i gang med at udfordre den her idé om viden, om objektivitet, om idéen om neutralitet og idéen om kolonialitet og oprindelig viden. Der er rigtig mange spændende ting i gang. Så jeg tror, at udfordringen er at alliere sig med de rigtige og insistere på at være i rum, som er opmuntrende og støttende, frem for det modsatte.

VV
Jamen, jeg synes, det er rigtig svært. Men alligevel sidder jeg her. Som du siger blev der talt om kunst i morges og så har vi om forskning nu. Den der adskillelse er for mig rigtig svær. Og for mig er det sådan en typisk europæisk eller dansk måde at kategorisere ting på, for at ligesom placere, hvor hvad er. Jeg fungerer bare ikke sådan. Og jeg ved, at flere – og jeg skal ikke generalisere, jeg skal heller ikke sige, altså alle grønlændere er sådan – men mange af dem, som jeg har studeret med under kandidaten og bacheloren, har den samme udfordring med det traditionelt skrevne, altså at det skal være på en bestemt akademisk vestlig måde, i min forståelse. Og som Naja siger, der er en bevægelse i gang. Og jeg tror, at det at inddrage kunst, at inddrage andre måder at gøre tingene på, den udfordrer den naturlige del af – “naturligt”, som ikke er en god ting, men det som man tager for givet – at det skal være den struktur, også sætter spørgsmålstegn ved den. Så jeg lavede faktisk film under min kandidat, men for det skulle jeg igennem sådan en kæmpe dispensationsansøgning. Det var udfordrende og tidskrævende at skulle lave en film plus skrive ved siden af. Men jeg tror, det er vigtigt, at man gør det, selvom det er hårdt. Jeg tror, det er en del af den bevægelse, der er i gang lige nu.

HBL
Vil du tilføje noget her, Marie? Nu sidder du jo i Grønland, oplever du det samme?

MEC
Jeg sidder jo i Grønland, men jeg sidder også samtidig på universitetet og arbejder. Og det er jo svært at sætte de to ting sammen, men som både Vivi og Naja siger, er der jo en bevægelse, og det er jo meget små skridt ad gangen, vi skal tage. Og jeg tror, den bevægelse er mere tydelig på Ilisimatusarfik i Nuuk eller andre steder i verden, især i Nordamerika, hvor der er rigtig meget fokus på at inddrage andre perspektiver end det, som vi ser som helt naturligt nu, for eksempel i Danmark eller i europæiske institutioner. Og jeg tror også meget af det har at gøre med, at i Danmark er der virkelig meget – nu snakker jeg bare ud fra mine personlige oplevelser – der er måske en tøven eller en resistance imod at være åben for at anerkende sine egne fejl eller anerkende sin egen historie og sin egen position og ikke feje det under gulvtæppet. Det er derfor, at det måske er sværere for forskere som Vivi og Naja og mig at kunne være med til at nedbryde det og sige, at vi skal også have nogle andre stemmer ind og nogle andre perspektiver ind, som også er i litteraturen for eksempel. Der er jo mange oprindelige stemmer fra litteraturen i USA og Canada, som kan blive brugt til at kaste lys på vores empiri, i stedet for altid kun at gå tilbage til de etablerede teoretikere og deres analyser og deres verdensforståelser. Men det er op ad bakke, i hvert fald i Danmark.

*

HBL
Jeg har en sidste ting, jeg godt vil spørge jer om. Det griber også lidt ind i noget af det, vi allerede har talt om. Det handler lidt om fremtiden. Hvis I kigger 5, 10, 15, 20 år ud i fremtiden, hvordan håber I så, at den her struktur ser ud for de forskere, der kommer efter jer? Hvad skal der være plads til? Marie, vil du have lov til at starte? Hvad drømmer du om, dem, der kommer efter dig, skal mødes med på universiteterne og i de her strukturer?

MEC
Jeg kunne virkelig godt tænke mig, at der var plads til sårbarhed på universitetet og plads til at skabe de her trygge rum, som vi har snakket om tidligere. Der skal være plads til sårbarhed både fra den grønlandske side, men også fra den danske side, for det er jo også et meget sårbart emne at skulle kigge i øjnene og anerkende. Og jeg tror bare, det kunne være virkelig rart, at vi om 10-15 år kunne have mere plads til sårbarhed på universitetet. Og ærlighed.

NDG
Ja, der er rigtig mange ting, jeg håber på. Men jeg håber først og fremmest, at når vi kigger ud i fremtiden, så er der projekter, der er stillinger, der er lederskab af grønlandske forskere. At grønlandske projekter er ledt af grønlandske forskere.

At det er os, der er med til at stille dagsordenen. Hvad er det, vi vil undersøge? Hvem undersøger vi det for? Hvorfor gør vi det? Det kræver en ret stor strukturel forskel fra det, der er nu. Fordi det er der næsten intet af. Der er næsten ingen grønlandske forskere ved de grønlandske eller danske universiteter for eksempel. Jeg håber, at selvstændighed afspejles i forskningen.

VV
Det er også et stort spørgsmål. Jeg understøtter selvfølgelig alt det, I siger. Jeg er fuldstændig enig. Jeg tror, det er vigtigt at huske, hvad der kan ske. Vi har haft – det kan man så også diskutere rigtig meget – men vi har haft en uddannelsesselvbestemmelse i mange år, og selvbestemmelse i forskningen. Men jeg tror, det er vigtigt at forstå lige præcis det, du siger: Hvad er vores strukturer? Hvad er vores viden? Hvad er vores måde at gøre tingene på? Hvad er vores værdier? Og at undersøge de her ting. Så jeg håber virkelig, der er en større sammenkobling mellem de forskellige små steder i hele Grønland. Hvad de har behov for. Fordi forskningen handler om at forbedre samfundet; det er det, det reelt set handler om. Vi kan ikke komme på en sandhed, men vi kan nærme os. Hvis du læser om videnskabelige teorier, så handler det jo om, at man skal nærme sig et eller andet for at få sandhed. Men jeg tænker, at en del af det er jo også at forbedre det samfundsmæssige og det sociale. Og hvad er det? Det har vi jo ikke rigtig hørt om. Jeg tror, det egentlig er derfor, at mange af de initiativer måske ikke er slået helt igennem. For hvad vil befolkningen have? Hvad vil de lokale have? Hvad vil de oprindelige? Hvordan vil de gøre det? Hvad er det, der er behov for? Og hvordan kan man anvende for eksempel den måde, der fanges på, kvinders viden, hvordan qajaq bliver lavet – hvordan kan det implementeres som en helt naturlig del af universitetet? Fordi der er så meget videnskab om det.