Atleten som politisk subjekt mellem frigørelse og underkastelse

For et par år siden ved VM-slutrunden i Qatar præsenterede spørgsmålet sig endnu en gang, om atleter bør være politiske handlende subjekter eller blot være atleter. Er sport og dets udøvere blot kilde til inspiration, underholdning og fascination eller er sportens arena også et rum for politik, aktivisme og magtkampe? I denne artikel undersøger Christian Tolstrup Jensen og Nikolaj Porskjær Engvon Andersen atleten som politisk subjekt i vestlig idéhistorie.

FOKUS: SPORTENS IDÉHISTORIE  De største sportsbegivenheder bliver fulgt af tusindvis på stadion, millionvis på TV, og der findes næppe de magtmennesker, der ikke kunne finde på at slå politisk plat på dem. Sporten engagerer, skaber, løfter, opildner, udnytter, udbytter, manipulerer og mere til. Den gør det hele, og den er over det hele. Alligevel er den kun i begrænset omfang blevet taget alvorligt som seriøst tankemateriale. Denne fokusserie er et forsøg på at vise, at der er al mulig god grund til at sætte sporten på den idéhistoriske forsknings radar.

Er atleten bare en atlet?

For de fleste af os er en atlet nok først og fremmest en person, der dyrker sport på højt niveau for at dyste mod andre atleter. Tænker vi nærmere over, hvad vi som samfund eller individer skal med atleter, er et nærliggende svar måske, at de er til for at underholde, fascinere og inspirere os med deres præstationer. Konstant præsenteres vi imidlertid for debatter om forholdet mellem sport og politik, der tvinger os til at erkende, at atleters rolle i kulturen langt overskrider den underholdningsværdi, der alene bygger på atletiske præstationer.

I særdeleshed gentages spørgsmålet om, hvorvidt idræt kun bør udføres under hensyn til menneskerettigheder og demokrati og respekt for mangfoldighed, eller om idræt bør betragtes som en arena i sig selv, radikalt adskilt fra politiske hensyn, interesser og engagement. Statsminister Mette Frederiksen gjorde sig for eksempel til fortaler for det sidste perspektiv, da hun udtalte, at ”udenrigspolitik og fodbold må vi skille ad” efter det danske herrelandsholds i oktober 2021 havde kvalificeret sig til det omdiskuterede VM i Qatar i 2022¹. I denne artikel vil vi omvendt vise, hvordan atleter gennem vestlig idéhistorie altid har været filtret ind i forskellige former for tænkning og være genstand for specifikke forventninger, diskussioner og magtkampe. Med andre ord vil vi påstå, at vi ikke kan forstå begrebet om en atlet uden samtidig at forholde os til, at dette begrebs betydning er et resultat af skiftende tiders dominerende ideer om mennesket, samfundet og verdenen og dermed i sig selv politisk.²

Når vi i det følgende vil forstå atleten som et subjekt formet af politiske ideer og indlejret i magtrelationer, forstår vi altså atleten som noget andet end det empiriske, underholdende og fascinerende subjekt, som vi ser umiddelbart udfolde sig på banen, i hallen, bassinet eller for de fleste af os: I fjernsynet. Formålet med at anlægge dette perspektiv er ikke blot at vise, at det er naivt at hævde, at atleters præstationer skulle være hævet over politik. Formålet er mere konkret at vise eksempler på, hvordan forskellige former for politisk tænkning historisk set har søgt at påvirke vores blik på atleterne og dermed formet deres samfundsmæssige og politiske funktion.

Teksten falder i to dele. Den første del består af tre nedslag i vestlig idrætshistorie: Idrætten i antikkens Athen, den moderne sports fremkomst i England og gymnastikkens institutionalisering i Tyskland i 1800-tallet. I analysen af hvert nedslag viser teksten, hvordan idræt og dermed atleternes subjektivering kan siges at være præget af meget forskellige hensyn. Nedslagene er udvalgt på baggrund af deres centrale placering i idrætshistorien og fordi deres idrætslige hensyn kan bruges til at diskutere den tilsyneladende evigt aktuelle debat om idrættens forhold til demokratiet og menneskerettighederne, markedet og samfundets sammenhængskraft, som vi diskuterer i tekstens anden del.

Idrættens demokratiske hensyn

De fleste er bekendte med portrætteringer af atletiske, nøgne mænd, med de olympiske lege, maratonet og fejringen af de kapable, stærke kroppe fra Antikkens Grækenland. Samtidig forbinder vi unægtelig også perioden og stedet med fødslen af et tidligt, men skelsættende, demokratisk styre. Forbindelsen mellem demokrati og idræt i antikken, tænker vi måske sjældnere over. Men ser vi på kulturen i perioden omkring indførelsen af demokrati som styreform i særligt Athen omkring år 500 f.v.t. fremgår det, at athenienserne knyttede en lang række nuancerede forestillinger og politiske funktioner til deatletiske kroppe og præstationer.

Allerede før demokratiets indførelse i Athen havde kappestriden været central i det antikke Grækenlands hverdagskultur, herunder idrætten. Den antikke græske kultur var udpræget konkurrencekultur, som var baseret på det såkaldte agonistiske princip (fra ἀγών, kamp, konkurrence). Et princip, der ifølge den danske antikhistoriker Thomas Heine Nielsen omfattede både ”det sødeste kys, den bedste tragedie, den skønneste kvinde, den stærkeste kriger, den bedste dans, den smukkeste skulptur, den bedste Homerrecitation [osv.]”³. Pointen med konkurrencen var i denne kontekst at eksponere sig selv, opfylde en stræben efter et socialt ideal og gennem sejre hæve sig over de øvrige borgere. Konkurrencer var på den måde med til at opretholde et socialt hierarki, hvor de gode kunne udmærke sig fra de mindre gode.

Sportshistorikeren Paul Christensen har i den forbindelse fremhævet betydningen af tilegnelsen af social status ved brug af timê, som betyder noget i retningen af ”samfundshæder”.⁴ For grækerne var det med andre ord et centralt mål i livet at opbygge ære. Til dette formål kunne grækeren give gaver til samfundet for at udstille sin gavmildhed og interesse i samfundets bedste. Men borgeren kunne også opnå æren i kraft af sine evner i kamp, hvad enten det var i krig eller den atletiske arena. Idrættens kappestrid var altså bare en af mange arenaer i en kultur dybt præget af forestillingen om, at konkurrence udstillede og hædrede ‘de gode’ borgere. Denne kobling udstiller samtidig, hvorfor mange af antikkens atletiske discipliner gør brug af kampsport, våben og i det hele taget bygger på kropslig udfoldelse, som samtidig ville kendetegne en god soldat. Det er ligeledes interessant at bemærke, at holdsport ikke spillede en særlig rolle i antikkens Grækenland: Det var den individuelle udfoldelse og rækken ud efter succes, der var det atletiske omdrejningspunkt.⁵

Tager vi udgangspunkt i filosoffen Aristoteles var mennesket imidlertid ikke blot at betragte som et væsen, som gennem sine egenrådige handlinger i sidste instans søgte at maksimere sin egen lykke. Mennesket blev af Aristoteles beskrevet som et dyr, som i almindelighed oprettede og handlede i fællesskaber og derfor var det et politisk væsen – et zôon politikon. Kappestriden og dens resultater kan i den forstand ikke adskilles fra sin politiske betydning, som var helt konkret indlejret i den atletiske praksis: I stedet for at blive betragtet som en forstyrrelse af fællesskabet, bidrog atleten gennem den konkurrence, som måtte gå forud for sejren (eller nederlaget), til at opretholde og forme fællesskabets hierarkier. Man kan på den baggrund pege på, at atleten og idrætten på sin vis bidrog til opretholdelsen af et demokratisk samfundsmæssigt hensyn – omend dette hensyn var mere meritokratisk og mindre repræsentativt end vi i dag normalt forstår demokratibegrebet.

Den politiske funktion af det konkurrerende, politiske dyr, trådte for alvor i kraft da alle velhavende, mandlige indbyggere i Athen i løbet af det 6. århundrede f.v.t blev rettighedsbærende borgere i en demokratisk bystat. Trods den fortsatte udelukkelse af fattige, slaver og kvinder fra den politiske magt var demokratiets indførelse en skelsættende begivenhed, som skabte en ny politisk klasse baseret på en hidtil uhørt alliance mellem samfundets tidligere suveræne top, plousioi, og den øvre middelklasse, penetê. I det nye demokrati blev denne alliance bærebjælken for samfundet, da det – i modsætning til et moderne, repræsentativt demokrati – var borgerne i Athen selv, der foranstaltede forhandlingsinstitutioner, offentlig administration og myndigheder, hvis ledere blev indsat efter borgernes valg.⁶

Den demokratiske forøgelse nedbrød også fortidens sociale opdelinger i idrætten. Nu var heller ikke sportsudøvelsen længere forbeholdt overklassen. Med inklusionen af penête i den politiske klasse og i de sportslige arenaer blev mulighedsrummet for middelklassen at tilegne sig den sociale status og anseelse, som den ikke kunne opnå gennem arv eller rigdom, udvidet markant. Konkurrencerne var nu åbne for alle borgere og bekræftede dermed fællesskabet mellem plousioi og penête, samtidig med at deltagerne kunne fremvise deres meritter og tilkæmpe sig social status i fredelig kappestrid.⁷

Det demokratiske fællesskab i konkurrencerne blev yderligere, symbolsk understreget af, at atleterne konkurrerede nøgne. De lændeklæder og pompøse dragter, der før havde bidraget til at markere atleternes aristokratiske baggrund, blev nu droppet.⁸ Det er værd at bemærke at nøgenhed i almindelighed blev betragtet som skamfuld i det athenske samfund, men lige netop i den sportslige arena nedbrød nøgenheden i stedet afstanden mellem plousioi og penête og skabte et grundlag for demokratisk, kropsligt lige udgangspunkt, hvor alle deltagere i udgangspunktet har lige muligheder for at bevise deres værd.

Ideen om idrætten som en vej til ikke bare at opbygge status, men hvad man i dag vil kalde for social mobilitet i det antikke Athen, var dermed en radikal social forandring, hvor idrætten bidrog til en udvidet dobbelt horisontalisering af samfundet. Dels skulle konkurrence mellem ligemænd sikre samfundets orden og sociale hierarki. Og dels skulle atleternes meritter indgå i borgernes forestillinger om, at individernes faktiske evne til at skabe resultater kunne sikre den politiske orden – snarere end nedarvet velstand, medfødte privilegier eller blodsbånd.

Konkurrencen bidrog altså til at producere en ny form for fællesskab. Retten til at handle politisk og dyrke idræt hang principielt sammen med og underbyggede gensidigt idealet om, at idrættens demokratiske hensyn skulle sikre alle borgernes deltagelse – desuagtet at gruppen af borgerne i antikkens Athen var begrænset af blandt andet geografiske, sociale og økonomiske forhold.

Tom Browns skoledage og den moderne idræt

Ligesom i antikken kan vi i dag genkende billedet af, at sport og idræt kan føre til øget social status og anseelige mængder af blød magt. Men på baggrund af to centrale ideologiske strømninger i det 20. og 21. århundrede, kapitalismen og nationalismen, kan vi pege på nyere og mere særegne tanker om idrættens politiske funktion.

Den første tanke hænger tæt sammen med den aktuelle debat om markedets påvirkning af idrætten, der synes at være vokset i takt med, at penge er kommet til at spille en stadig større rolle i flere og flere sportsgrene. Fans, klubber, pressen og forskere har diskuteret alt fra markedets indflydelse på kampprogrammer og billetpriser, den økonomiske (u)lighed mellem klubber og sportsgrene til muligheden for at lande kan købe sig til politiske fordele gennem sport og hvor meget det må koste at være med. I den engelske Premier League er topholdet Manchester City, bare for at tage ét eksempel, under anklage for at have brudt reglerne for såkaldt financial fairplay og modtaget flere penge fra deres ejere end tilladt.

Med dette blik for pengenes betydning er det, ligesom i Antikkens Athen, muligt at identificere et fælles princip for idrætten, som den udviklede sig i forlængelse af 1700-tallets omorganisering af de vestlige samfund, hvor nye ideer om individets iboende rationalitet og produktive konkurrence etablerede sig og dermed markerede et brud med det aristoteliske zôon politikon og atletens meritokratiske/demokratiske funktion.

Idéen om det suveræne, rationelle individ, der er af central betydning for den moderne økonomiske tænkning, tog sit filosofiske udspring i oplysningstidens menneskesyn og fik et moderne filosofisk og økonomisk grundlag med den skotske filosof Adam Smiths idé om, at borgerens egeninteresse skulle udnyttes til at sikre nationernes velstand og samfundsmæssig orden. Mere præcist præsenterede Smith i 1776 forestillingen om, at et samfund i stor udstrækning ville regulere sig selv, når dets borgere frit kunne følge deres egeninteresser, idet den frie individuelle fornuft ville virke til samfundets bedste.⁹ Ti år senere fulgte englænderen Joseph Townsend op med en beskrivelse af samfundet som styret af en selvregulerende befolkning, og dermed byggede han en forestilling om et markedsreguleret samfund befolket af ikke bare frie, men opportunistiske borgere.¹⁰ Menneskets rettigheder til at handle frit er ifølge Townsend grundlæggende og hævet over samfundets behov. Så længe de ikke skader andre, er folk frie til at gøre som de vil inden for landets love, og som rationelle individer, vil de handle for samfundets bedste. Staten er i denne opfattelse en vægter, der udelukkende skal sanktionere lovbrud og sikre at borgerne i udgangspunktet har lige rettigheder og dermed samme forudsætninger for at udnytte de muligheder, som måtte opstå.

Med denne lynoptegnelse ønsker vi at pege på en fundamental forskydning i menneskesynet fra det aristoteliske zôon politikon hvor menneskets handlinger forstås som middel for at sikre sociale status i et konkret fællesskab, til det moderne økonomiske individ, homo economicus, der tilsigter at mennesker realiserer sig selv gennem et blik for personlig selvoptimering og opportunisme; et menneskesyn, der sidenhen skulle udvikle sig til at blive en central model for, hvordan et moderne liberalt samfund skulle udvikle sig.¹¹

For at danne os et indtryk af hvordan idrættens udvikling afspejlede denne tænkning om mennesket som et opportunistisk individ, vender vi os mod udviklingen af den tidlige moderne sport i 1800-tallets England og særlig de engelske kostskoler. Det var på disse skoler, at den form for idræt, der nu begyndte at blive kaldt for sport, gik fra at være en fritidsaktivitet til det man kunne kalde en social teknologi baseret på konkurrencens principper, som kunne legitimere og opbygge liberale fællesskaber.

Baggrunden for dette hensyn var udviklingen af en velstående og indflydelsesrig engelsk middelklasse, hvis fremvækst primært skyldtes øget handel. Trods sin stigende velstand måtte middelklassen fortsat arbejde vedholdende for at bevare deres indflydelse og økonomiske sikkerhed i modsætning til overklassen, adelen, der kunne leve af deres formuer og medfødte rettigheder. Denne vekselvirkning førte til et nyt borgerligt ideal om den rationelle borger, der var driftig og arbejdede hårdt for sin egen skyld – ikke for en herre. Samtidig blev den nye middelklasse drevet af en klar bevidsthed om, som påpeget af Adam Smith, at det at arbejde for sin egen skyld også indirekte tjente fællesskabet.¹²

Middelklassens sociale ideal balancerede altså mellem at opbygge den enkeltes karakter og handlekraft, og bevare blikket for samfundets udvikling og velstand. At ramme denne balance blev en udfordring, som det engelske kostskolesystem blev designet til at imødekomme. Kostskolerne, der uddannede den nye middelklassens børn, anså sporten som det særlige redskab, der både kunne kultivere og idealisere denne kobling mellem individuel opportunisme og ansvar for sine fæller – sit hold. Denne balancegang er blevet beskrevet af den engelske advokat og forfatter Thomas Hughes i hans semi-selvbiografiske roman Tom Browns skoledage, hvor hovedpersonen, kostskoleeleven Tom Brown, oplevede hvordan en sport som cricket krævede, at hver enkelt elev inden for sportens (eller samfundets) givne rammer arbejdede “uselvisk” for holdets sejr. Cricket lod “den enkelte smelte sammen med holdet, han spiller ikke for at han skal vinde, men for at hans side skal.”¹³ Holdsporten cricket hylder altså ifølge Hughes ikke individet på baggrund af en total afvisning af fællesskabet.

På den anden side handlede det at dyrke sport inden for nogle fælles rammer, ikke kun om at opretholde et fællesskab. Deltagerne måtte også tage ansvar for eget spil. Netop betoningen af spillerens evne til at tænke selv fik et konkret udtryk hos forfatteren, præsten og ikke mindst cricketspilleren James Pycroft, der var en vigtig stemme i debatten om crickets dybere idé i England i slutningen af 1800-tallet:¹⁴ “Spilleren skal være ædru og i ligevægt (…). Hvad angår hans vid, kræver vi dømmekraft, beslutsomhed og den yderste koncentration – samtlige sanser skal virke frit i enhver henseende – og enhver ide skal kunne gribes i luften og bruges. En fattig, hæmmet og forkrøblet ånd vil aldrig forslå, de bredeste skuldre bliver ubrugelige uden et hoved på toppen. En cricketspiller skal være fornuftig helt ud i fingerspidserne.”¹⁵

Dyrkelsen af det kølige intellekt gjorde det samtidig til et mål at tæmme kroppen, at disciplinere den, og i den forbindelse blev skoleuniformen et centralt element. Når elevernes/atleternes kroppe var ens, fordi de dyrkede sport i deres skoleuniformer, var målet således ikke så meget at bekræfte fællesskabet som at vise egen vilje – ikke mindst selvkontrol og en beherskelse af ens krop. Skoleuniformen var nemlig ikke valgt, fordi den var velegnet til sport. Tværtimod beskyttede den tynde uniform knapt mod vejrliget, tacklinger og slag. Den før citerede Tom Brown forstår ikke først tanken bag dette, men lærer snart, at den tynde uniform bygger karakter og lærer spillerne at finde deres plads i hierarkiet¹⁶. Uniformen var en måde at vise modstanderne, ”at vi kunne ta’ det [: don’t care for hacks]”.¹⁷ Eleverne gav afkald på alle “dragter (…) bortset fra skoleuniformens hvide bukser. (…) Lad os bare gå til spillet med blottet hoved (…). Vi mener det seriøst, d’herrer”.¹⁸

Når eleverne brugte deres skoleuniform både når de spillede og modtog undervisning, opstod der en sømløs overgang fra kampen på banen til den konkurrence på markedet som rationelt handlende individer, som undervisningen skulle forberede dem på. Den hærdende, tynde skoleuniform understregede samtidig sportens rolle som en disciplinerende, social teknologi, der skulle tilpasse den engelske middelklasse til en verden, hvor det kapitalistiske marked spredte sig hastigt. Som det også er blevet pointeret af Pirkko og Pringle har sport naturligvis altid haft et åbenbart fysisk udbytte, men idrættens funktion er også at forme atleterne som subjekter og danne dem inden for gældende samfundsmæssige rammer, hvilket vi ser komme til udtryk her.¹⁹ I den engelske kostskolesports tilfælde skulle sporten netop skærpe deltagernes blik for konkurrencens væsen og betydning.²⁰ At sportens (krops)kultur i 1800-tallets England var så direkte knyttet til uddannelsessystemet, gør blot koblingen mellem sport, socialisering, dannelse og opdragelse endnu tydeligere.

Den tidlige, moderne sport i England viser på den måde, hvordan det er muligt at forestille sig konkurrencesport som en måde at underbygge en særlig form for individuel frihed og blot indirekte bidrag til et demokratisk samfundsbærende fællesskab. Den tidlige moderne sport skulle styrke samfundets fællesskab, men selve fællesskabet skulle opretholdes og udvikles ved at lade enhver arbejde og handle så frit som det kunne lade sig gøre, ud fra teorien om at borgerens egeninteresse ville sørge for at hun eller han gjorde sit bedste og indirekte også bidrage optimalt til fællesskabet.²¹

Hvor konkurrencen ud fra idrættens demokratiske hensyn i den antikke athenske forståelse gav borgeren/atleten umiddelbare politiske meritter, forberedte den tidlige moderne sporten eleven/atleten på konkurrencen som den samfundsbærende idé, der skabte konkurrencens fællesskab. Sportens påvirkning blev dermed indirekte sammenlignet med den direkte påvirkning i forbindelse med idræt ud fra et demokratisk hensyn.

Den moderne sport kunne dermed understøtte den liberale (markeds)ideologi, idet sportens handlinger og forestillinger kan siges at passe på både konkurrencen om medaljer som på konkurrencen om markedsandele. Atleten var således ikke det selvstændige politiske dyr, der på arenaen tilkæmpede sig politisk magt, men nærmere et subjekt for indskrivningen af et særligt økonomisk optimerende, samfundsbærende ideal.

Jahn og idrættens hensyn til kollektivet

Omtrent samtidig med sportens fremvækst i England blev der formuleret radikalt anderledes tanker om atletens funktion på kontinentet. Dette var ideen om, hvordan idræt kan bruges til at styrke et kollektiv i en grad, så individet forsvinder i arbejdet for at udvikle helheden. Inden for politisk teori kan denne forestilling om forholdet mellem menneske og samfundet kobles sammen med det republikanske samfundssyn og ideen om “positiv” frihed, som blandt andet den schweiziske filosof Jean Jacques Rousseau (1712-1778) beskrev. Udgangspunktet for denne idé er en afvisning af det liberale synspunkt, at borgere fra naturens side har lige muligheder for at udnytte deres frihed. Samfundet må derfor i stedet gribe aktivt ind og sikre (større) lighed i slutpunktet ved at hæve den laveste fællesnævner. Denne republikanske frihed er altså ikke negativ (fri for indblanding), men positiv, idet alle er frie til at øve den politiske indflydelse, der kræves for at sikre individets udfoldelse. Politisk engagement blev ligefrem en dyd eller en fordring, som den enkelte måtte indfri for at undgå at samfundet gik til grunde.²² Selvom Rousseau personligt afviste demokratiet, var hans tanker afgørende for den senere forståelse af et demokratisk samfund, der ikke bare var en styreform baseret på valg, men kombinerede en demokratisk styreform med en ideologi, der anså mennesket som værende frit inden for de rammer, som det selv havde været med til at forme gennem sin politiske deltagelse.

En idræt, der efterlever dette ideal, må nødvendigvis være meget anderledes end den antikke atletik og den tidlige moderne sport. Forestillingen om sådan en kollektivistisk idræt er blevet tydeligt formuleret i den tyske idrætspioner Friedrich Ludwig Jahns (1778-1852) reformarbejde i det tyske område efter Revolutions- og Napoleonskrigene (1792-1815). Jahns tanker er en reaktion på, at den franske besættelse af store dele af det nuværende Tyskland havde foranlediget en debat om et forenet Tyskland og dannelsen af en tysk identitet. Jahns vision var at bruge idrætten til at gøre indbyggerne til en del af et kollektiv, der strakte sig på tværs af samfundet. Det tyske folk skulle lære at føle, tænke og handle “gennem, for og i staten” og slet og ret “vokse sammen til en stor, tæt familie, som ikke vil lade noget medlem sakke agterud”.²³

Interessant for det aktuelle studie af den politiske atlet er, at gymnastikken blev et centralt element for Jahns arbejde med at skabe dette kollektiv. Gymnastikken havde siden 1700-tallet haft et fokus på opdragelse med sine standardiserede øvelser, som Jahn flyttede ind på store pladser med opvisninger fra forskellige gymnastikgrupper. Modsat sporten, var Jahns mål med gymnastikken og opvisningerne var imidlertid ikke at udskille folk gennem konkurrencer, men derimod skabe et stort fællesskab. Det betød også at sociale eller økonomiske krav til deltagerne, som for eksempel gjorde sig gældende i Antikkens Athen og 1800-tallets England, var udelukket. Kollektivet i Jahns gymnastik skulle være fri af de klasse- og markedsstrukturer, som for eksempel kostskolesporten støttede sig op ad.

Ifølge Jahn skulle gymnastik på den ene side gøre op “skolestivhed”, altså bringe den bevægelige krop ind i den samfundsmæssige dannelse af deltagerne som ‘hele mennesker’,²⁴ men Jahn gjorde på den anden side også sin gymnastik til et ny højst disciplinerende rum med et ideologisk formål, nemlig at skabe individer, der var hinanden lig. Selvom bevægelsen således byggede egne idrætsanlæg efterhånden som den spredte sig organisk i Tyskland, havde Jahn klare planer for, hvordan gymnastikken skulle organiseres og hvordan disse anlæg skulle se ud. Alle anlæg skulle for eksempel have en central plads, hvor medlemmerne kunne mødes på lige fod, være sociale, udveksle nyheder og debattere.

Idealet om lighed kom eksempelvis til udtryk ved, at alle medlemmer skulle være dus, spise det samme og være klædt i en simpel dragt af gråt linned,²⁵ der var både billigt og velegnet til gymnastik. Veltrænet og iklædt en enkel, grå uniform kom atleten til at stå som et materielt eller fysisk symbol på gymnastikkens lighed (og Jahns nationalistiske mål om et lige og forenet Tyskland). Med andre ord var klædedragtens funktion at fremhæve kombinationen af det “det græske skønhedsideal med den hærdede, smidige mandlige krop” og bevægelsens folkelige [völkischen] ånd; en ide som 100 år senere skulle blive spændt for nazismens vogn.²⁶

På samme måde var der træk af en positiv frihed i det meget omfattende katalog for de gymnastiske øvelser, som Jahn udgav i 1816 og lod trykke billigt, med det eksplicitte formål at flest muligt da havde råd til at deltage.²⁷ I tillæg til at være bredt tilgængeligt, gav de mange øvelser umiddelbart en stor valgfrihed, som dog ikke gjaldt for den enkelte. Valget af øvelser og den dermed forbundne positive frihed var betinget af kollektivet. Udførelsen af øvelserne skulle nemlig helst involvere så mange som muligt på samme tid og måtte derfor vælges i fællesskab.²⁸

Selv om Jahn betonede kollektivet, så var han ganske opmærksom på, at enkelte individer selvfølgelig var stærkere end andre fra naturens side, men Jahn pointerede omhyggeligt, at de stadig kun måtte vise deres styrke gennem gruppens udøvelse.²⁹ Fysisk udmærkelse var ikke en vej ud af kollektivet, men et billede på dets sammenhold på tværs af forskelle. En god gymnast var akkurat lige så bundet af idealet om at være frisk, frejdig, glad og from som alle andre. Det er derfor en væsentlig pointe i Jahns vision, at atleter, som udførte ekstraordinære fysiske præstationer, havde et særligt ansvar for at tage vare på fællesskabet: “at være et forbillede og eksempel til efterfølgelse – det er målet”.³⁰ For eksempel kunne særligt dygtige udøvere deltage ved forskellige stævner (“Turntagen”), hvor de i grupper kunne stå frem som eksempler til efterfølgelse.³¹

Opsummerende står Jahns gymnastik som et eksempel på et idrætsideal drevet af et hensyn til kollektivet. Det er oplagt, at Jahns gymnastik i praksis også hang tæt sammen med den parallelle udvikling af en tysk “kulturnationalisme”, som Johann G. Herder (1744-1803) udformede den, men det skal understreges at Jahns program i et demokratiteoretisk perspektiv hænger tættere sammen med et republikansk syn på frihed og lighed funderet på statens skabelse af aktive borgere, der alle er sikret lige deltagelse.³²

Med gymnastikken bliver kollektivet til subjektet, hvor atleterne sammen (og kun sammen) indgår i et fællesskab, konstituerer dets rammer og viser deres (fælles) meritter. Fra et politisk-teoretisk perspektiv kunne man altså argumentere for, at gymnastikkens demokratiske ideal var kommunitaristisk og republikansk snarere end liberalt i sit fokus på frihed, lighed og broderskab. En tredeling, som ellers forsvandt til fordel for et liberalt fokus på bare frihed og lighed ganske kort tid efter Den Franske Revolution.³³ Her slog Jahn kontra med sin gymnastik og fokus på et forpligtende broderskab, der er en “moralsk dyd” og ikke en simpel rettighed.

Atleten og idrættens hensyn i det 21.århundrede – mellem menneskerettigheder og underholdning

Vi har i artiklen identificeret tre hensyn eller rationaler, som idræt kan tage eller følge i sin fysiske udfoldelse. Idrætten kan for det første tage et demokratisk hensyn, hvor aktiviteten på banen knyttes tæt sammen med at atleten/borgeren udfolder sig som politisk væsen. For det andet kan idrætten følge markedets rationale og forestillingen om den rationelle atlet og homo economicus, som vi argumenterede for i afsnittet om den tidlige moderne sport i England. Og endelig kan idrætten, for det tredje, organisere sig omkring en kollektiv rationalitet og kollektiviseret subjektivitet, hvor målet er at tilpasse den enkeltes udfoldelser et nationalt fællesskab og derigennem bidrage til helheden.

Spørgsmålet er nu, hvordan vi kan bruge denne viden til at forstå idrættens politiske hensyn og debatter i dag.

Vi må i udgangspunktet konstatere, at den altdominerende form for idræt målt på antallet af udøvere, omfanget af presseomtale og omsætning er den sport, hvis oprindelse vi sporede til 1800-tallets England. Selv om de moderne Olympiske Lege er inspireret af idrætten i Antikkens Grækenland, så dyrker arrangementet i høj grad sportens ideal om at være hurtigst, højest eller stærkest (selvom “sammen” kom til som et mål i 2021), og dermed et ideal om individuelle fremskridt snarere end en særligt demokratisk ånd tilsvarende den, der eksisterede i det antikke Athen.

Men selvom den moderne sport i sig selv kan ses som udtryk for en liberal indstilling og tro på fremskridt og optimering, så er det sjældent, at nogen direkte kobler aktiviteten i sandgraven, svømmehallen eller på håndboldbanen sammen med en ide om atleten som et væsen, der udstråler et særligt politisk ideal. Ja, det er vel nærmest omvendt blevet comme il faut at fastholde perspektivet på topatleter og deres præstationer som frakoblet den politiske sfære; at antage at deres primære funktion er at underholde – og lukke den dér!

Imidlertid tyder flere eksempler på, at debatten om idrættens politiske hensyn i dag i stedet handler om idrættens potentiale som politisk platform, et talerør meget lig – og i visse tilfælde i forbindelse med – de såkaldte influencers på sociale medier. Det sker for eksempel når atleter før eller efter – men sjældent under – deres idrætsaktivitet bringer politiske budskaber. I 2016 fik sportens kamp imod racisme i og uden for idrætten for eksempel et stort rygstød, da den amerikanske fodboldspiller Colin Kaepernick knælede under den amerikanske nationalsang før en NFL-kamp. Andre atleter såsom tennisspilleren Naomi Osaka er ikke kendt for egentlig aktivisme, men for et personligt engagement blandt andet i forbindelse med Black Lives Matter-bevægelsen. Fælles for aktivismen er, at den ofte er drevet af enkeltpersoner, og spørgsmålet om idrættens politiske rolle bliver dermed en kamp mellem idrættens organisationer og det personlige subjekts, atletens, rettigheder til at ytre sig.

På statsniveau har for eksempel Qatar, Rusland og Kina brugt store idrætsarrangementer til at fremstille sig selv i et positivt lys. At idrætten dermed skulle tage et politisk hensyn, vil både de og repræsentanter for dansk idræt og politik nødigt anerkende. Den tidligere danske træner for A-landsholdet i herrefodbold, Åge Hareide, udtalte for eksempel om en mulig boykot af VM i Rusland i 2018, at “hvis man blander politik og idræt, bliver det kaos (…). Det er ikke vores opgave at sige, hvad vi synes om forskellige regimer. Det må vi lade politikerne gøre. Så tager vi os af fodbold.” Samme holdning gav som nævnt Mette Frederiksen udtryk for, da herrelandsholdet kvalificerede sig til VM i Qatar i 2022 og Frederiksen krævede, at ”udenrigspolitik og fodbold” måtte skilles ad”.³⁴

Hareide og Frederiksen insisterer således på fodbold som en ikke-politisk begivenhed, der udelukker protester i forbindelse med en fodboldkamp eller via diplomatiske kanaler. Atleterne skal træne deres kroppe og tekniske kunnen og underholde. Blander de sport og politik er resultatet “kaos”. Hverken Hareide eller Frederiksen forholder sig imidlertid til, at denne skelnen mellem idrættens aktivitet og idrættens rammer hviler på en politisk overbevisning om sporten; nemlig idéen om, at atleters kroppe kan forstås som uafhængige af enhver politisk position og alene forpligtede over for sportens regler.

Med inspiration fra den britiske socialantropolog Mary Douglas’ klassiske studier i tabuisering fra 1966, vil vi på den baggrund afslutningsvis argumentere for, at sportens aktuelle politiske hensyn som talerør er baseret på en udbredt og særligt aktuel politisk ide om at sporten fortjener en særlig plads i samfundet fordi den er ubesmittet, uafhængig og meningsfuld i sig selv.

Douglas’ ide om politisk renhed kan beskrives som teori for, hvordan systemer opstår for at skelne mellem tilladt og forbudt opførsel. Samfund (organisationer, lande eller fællesskaber som sporten) er hele tiden truet af forurening, ideer, som bryder med eksisterende normer. Reaktionen er, at uønskede ideer bliver afskrevet som (overdrevent) beskidte og dermed farlige. Mens Douglas oprindeligt altså forklarede ønsket om renhed med en iboende ordenssans hos mennesket, så har antropolog Robbie Duschinsky i 2013 mere bredt peget på, at renhed i høj grad er et politisk spørgsmål. Hvad der er ”sandt” eller ”rent” er i sidste ende ikke givet men et resultat af kampe, der dog fortoner sig, så snart en opfattelse har sat sig igennem og for eksempel lader sporten fremstå som ”ren”, uafhængig og ikke mindst giver en opfattelse af, at denne status er naturlig og bør beskyttes.³⁵

Debatten om politikkens rolle i idrætten handler dermed altså ikke specifikt om at holde politikken eller menneskerettighederne ude, men om at opretholde et sort-hvidt verdensbillede af sporten som naturligt ren, en ene-stående bevægelse i overensstemmelse med sig selv og hævet over politiske interesser. Sportens status som ’ren’ eller ’sand’ lader desuden sporten profiterer på den anerkendelse, som generelt følger i vestlige samfund med at arbejde med ’sand’ kunst eller ’sand’ videnskab.

At en repræsentant fra sporten som tidligere landstræner Åge Hareide støtter dette billede er ikke overraskende. At statsministeren også er enig kunne ved første øjekast synes mere påfaldende. Men det kunne skyldes, at traditionelle politikere også kan profitere politisk, hvis det lykkes dem at sole sig med sportens renhed, hævet over politiske skænderier og skel. Repræsentanter fra både sporten og traditionelle politiske institutioner kunne dermed se ud til at have en stor interesse i at opretholde billedet af idrætten som en apolitisk og exceptionel institution i det moderne samfund.³⁶

En ændring af idrættens aktuelle politiske hensyn vil sandsynligvis kræve, at enten idrætten selv eller centrale stater ikke længere tjener på status quo. Derved kommer debatten om sport og politik i de seneste år til at minde om forløbet op til grundlæggelsen af WADA, Verdens anti-doping agentur, i 1999. Forud gik nemlig dengang en række dopingskandaler, som svækkede IOCs troværdighed, da de var meget uvillige til at anerkende problemet og gav centrale statslige aktører store interesser i at bekæmpe doping. USA så for eksempel dopingarbejdet som en forlængelse af deres generelle ”war on drugs” og Canada havde selv haft erfaring med doping efter at deres store stjerne Ben Johnson var blevet taget for doping i 1988 og endelig var EU bekymrede for at doping ville sætte sportens rolle som vigtigt socialt kit og værktøj for folkesundheden i fare. Da Festina-skandalen så ramte Tour de France i 1998 kunne idrættens organisationer og ikke mindst IOC så ikke længere ignorere presset og grundlaget for en koordineret, international indsats imod doping var på plads.³⁷

På samme måde som IOC i slutningen af 1990erne kun langsomt anerkendte dopingens tilstedeværelse som et problem og dermed sporten som ‘uren’, kunne man argumentere for, at idrættens organisationer i debatten om idræt, politik og menneskerettigheder i dag stiller sig på bagbenene for at bevare billedet af en ren, altså upolitisk, sport.

Måske er det nu igen nødvendigt, at staterne tager initiativet for at skabe en holdningsændring hos sportens organisationer. Denne gang for at få dem til at tage reel politisk stilling til for eksempel spørgsmålet om menneskerettighedernes rolle i idrætten. Det ville dog for det første kræver, at store lande ligesom i 1990erne kan se en umiddelbar fordel ved at gribe ind, som er højere end det udbytte, som de får for nuværende ved at bevare status quo. Udtalelser som Mette Frederiksens taler imod det. På den anden side udløste VM i Qatar protester og debat og måske er der en holdningsændring undervejs. Debatten om VM i Qatar var dog størst i vestlige, liberale demokratier og hvor Vesten i 1990erne kunne gribe ind over for sporten alene, så er verden langt mere splittet i dag. Selv hvis de samme lande som pressede på for at få oprettet WADA skulle slå sig sammen igen, så kan sportens institutioner formentlig søge andre allierede og at modstå presset langt mere effektivt end det var muligt dengang.

Alternativet til staterne kunne være dagens aktivistiske atleter, som peger tilbage til antikkens zôon politikon. Atletiske meritter giver godt nok ikke direkte politisk indflydelse, men de aktivistiske atleter ser ud til at betragte idrættens fællesskab som en bærebjælke i samfundet snarere end et afgrænset idrætsfællesskab. En indstilling, som den tidligere landstræner for herrelandsholdet i fodbold, Kasper Hjulmand, har støttet ved at argumentere for, at man bør skelne mellem forsvaret af menneskerettigheder og politisk handling. Forsvaret af menneskerettigheder er for Hjulmand forudsætningen for enhver politik overhovedet, og retten til at forsvare menneskerettighederne kan man ikke frarøve folk – heller ikke atleter.³⁸

Imens debatten kører, fortsætter sporten med at få nye medlemmer, der dermed bliver en del af sportens særlige, politiske verden, hvor præstationen selv i børneidrætten kan blive så central, at det går ud over fællesskabet. DBU måtte for eksempel i april 2021 lancere en ny strategi for deres børnefodbold. I præsentationen af strategien slog DBU blandt andet fast, at der har været “et stort fokus på resultater og præstation med den konsekvens at legen og engagementet fra børnenes side træder i baggrunden. Ofte er det presset fra ambitiøse trænere og forældre, der skaber dette misforstået [sic!] fokus, og [som dermed] glemmer at børnefodbold ikke handler om elite eller bredde men fodbold for børn”.³⁹ Visionen er ikke at vinde, men at “skabe sunde og glade børn”.⁴⁰

Nogle af disse børn vil utvivlsomt senere blive professionelle fodboldspillere, enkelte måske atletaktivister. Idrætten står, som vi har forsøgt at vise, aldrig stille, eller hinsides historiske og politiske faktorer. Dens atleter er hele tiden i bevægelse på banen i en kamp for at overvinde deres modstandere og finde den rette balance mellem idrættens hensyn.

Christian Tolstrup Jensen er lektor i idrætsvidenskab på Malmø Universitet, ph.d og idrætshistoriker. Han er uddannet ved Københavns Universitetet og Universitetet i Sørøst-Norge.

Nikolaj Porskjær Engvon Andersen er uddannet idéhistoriker og etnolog fra universiteterne i Aarhus og København.

1. “Mette Frederiksen: Udenrigspolitik og fodbold må skilles ad | Seneste sport”, DR, 12. oktober 2021, https://www.dr.dk/sporten/seneste-sport/mette-frederiksen-udenrigspolitik-og-fodbold-maa-skilles-ad. ↩︎
2. Pirkko Markula og Richard Pringle, Foucault, Sport and Exercise: Power, Knowledge and Transforming the Self (London: Routledge, 2007), kap. 7. ↩︎
3. Thomas Heine Nielsen, “Sport og elite i det klassiske Grækenland”, AIGIS 11, nr. 1 (2011): 28. ↩︎
4. Paul Christesen, Sport and Democracy in the Ancient and Modern Worlds (Cambridge: Cambridge University Press, 2012), 122, 135. ↩︎
5. Nielsen, 28. ↩︎
6. Mogens Herman Hansen, “The Tradition of The Athenian Democracy A.D. 1750–1990”, Greece and Rome 39, nr. 1 (april 1992): 14–30, https://doi.org/10.1017/S0017383500023950. ↩︎
7. Jacob Burckhardt, The Greeks and Greek Civilization, overs. Oswyn Murray, 1st U.S. ed (New York: St. Martin’s Press, 1998), 165–66. ↩︎
8. Christesen, Sport and Democracy in the Ancient and Modern Worlds, 176. ↩︎
9. Adam Smith, An Inquiry into the Nature and Causes of the Wealth of Nations: Book IV (London, 1776), bd. IV, kap. 2. ↩︎
10. Christian Olaf Christiansen, “Markedet”, i 50 ideer der ændrede verden, red. Hans-Jørgen Schanz (Århus: Århus Universitetsforlag, 2014). ↩︎
11. Joachim Wiewiura, “Er mennesket økonomisk?”, Baggrund.com (blog), 7. januar 2013, https://baggrund.com/2013/07/01/er-mennesket-oekonomisk/. ↩︎
12. Christesen, Sport and Democracy in the Ancient and Modern Worlds, 189. ↩︎
13. Tom Brown’s School Days, udkom første gang i 1859 og er baseret på forfatterens egne oplevelser som kostskoleelev omkring 1828. Thomas Hughes, Tom Brown’s School Days, 6th udg. (London: MacMillan and Co., 1868), 414. ↩︎
14. Derek Birley, A Social History of English Cricket (Aurum, 2013), kap. 7.II. ↩︎
15. James Pycroft, The Cricket Field: Or, The History and the Science of Cricket, by the Author of “The Principles of Scientific Batting”. (Longman, Brown, Green, and Longmans, 1854), 15–16. ↩︎
16. Christesen, Sport and Democracy in the Ancient and Modern Worlds, 195. ↩︎
17. Hacks: hårde spark over skinnebenet – nogle gange med støvler forstærket med jern. Hughes, Tom Brown’s School Days, 124; Christesen, Sport and Democracy in the Ancient and Modern Worlds, 197. ↩︎
18. Hughes, Tom Brown’s School Days, 129–30. ↩︎
19. Pirkko Markula og Richard Pringle, Foucault, Sport and Exercise: Power, Knowledge and Transforming the Self (London: Routledge, 2007), kap. 7, https://doi.org/10.4324/9780203006504. ↩︎
20. Markula og Pringle, Foucault, Sport and Exercise, 73; Tony Collins, Sport in Capitalist Society: A Short History (Routledge, 2013), 30. ↩︎
21. Christesen, Sport and Democracy in the Ancient and Modern Worlds, 190. ↩︎
22. Mogens Herman Hansen, Demokrati som styreform og som ideologi (Museum Tusculanum Press, 2010), 79–81. ↩︎
23. Friedrich Ludwig Jahn, Deutsches Volksthum, 1. Auflage (Lübeck: Niemann und Comp., 1810), 269–70. ↩︎
24. Jahn, Die deutsche Turnkunst, 229. ↩︎
25. Det var kun tilladt at drikke vand og spise tørt brød på gymnastikanlægget. Friedrich Ludwig Jahn, Die deutsche Turnkunst (Berlin, 1816), 230. ↩︎
26. George L. Mosse, Die Nationalisierung der Massen: politische Symbolik und Massenbewegungen in Deutschland von den Napoleonischen Kriegen bis zum Dritten Reich (Berlin: Ullstein, 1976), 154. ↩︎
27. Jahn, Die deutsche Turnkunst, xii. ↩︎
28. Jahn, 222. ↩︎
29. Jahn, 234. ↩︎
30. Jahn, 233. ↩︎
31. Jahn, 280, jf. s. 230. ↩︎
32. Hansen, Demokrati som styreform og som ideologi, 82; Hans Siggaard Jensen, Ole Knudsen, og Frederik Stjernfelt, red., Tankens magt: Vestens idehistorie. (Kbh.: Lindhardt og Ringhof, 2013), 1229. ↩︎
33. Mogens Herman Hansen, Demokratiets historie fra oldtid til nutid (Museum Tusculanum Press, 2012), 71. ↩︎
34. https://www.dr.dk/sporten/seneste-sport/mette-frederiksen-udenrigspolitik-og-fodbold-maa-skilles-ad ↩︎
35. Robbie Duschinsky, “The Politics of Purity: When, Actually, Is Dirt Matter out of Place?”, Thesis Eleven 119, nr. 1 (1. december 2013): 63–77, https://doi.org/10.1177/0725513613511321. ↩︎
36. Mary Douglas, Purity and danger: an analysis of the concepts of pollution and taboo. (1966; repr., London ; New York: Routledge, 2002). ↩︎
37. Daniel Read m.fl., WADA, the World Anti-Doping Agency: A Multi-Level Legitimacy Analysis, 1. udg., Routledge Research in Sport and Corruption (New York: Routledge, 2021), kap. 3, https://doi.org/10.4324/9781003084297. ↩︎
38. Mathias Sindberg, “Landstræneren: Det er ikke bare venstrefløjspis, når vi knæler imod racisme”, Information.dk, 6. februar 2021, https://www.information.dk/moti/2021/02/landstraeneren-bare-venstrefloejspis-naar-knaeler-imod-racisme ↩︎
39. DBU, “Ny strategi for dansk børnefodbold”, DBU, set 27. april 2021, https://dbu.dk/boern-og-unge/boernefodbold/ny-strategi-for-dansk-boernefodbold/. ↩︎
40. DBU, “Dansk børnefodbold – sunde og glade børn” (DBU, 2021), 9, https://dbu.dk/media/18738/020221_strategi_rapport_boernefodbold_final_x.pdf. ↩︎