Frække julenisser: Julekort fra en krisetid

I Steno Museets magasiner, hvor dele af den medicinhistoriske samling huses, findes en samling plakater, pjecer og postkort fra en krisetid; 1980’ernes AIDS-krise. Siden år 1988 har 1. december været den internationale AIDS-dag, og her i juletiden kan vi passende undersøge, hvorfor Sundhedsstyrelsen udgav både informative pjecer, muntre plakater og halvnøgne kravlenisser?

I starten af 1980’erne blev amerikanske læger opmærksomme på en ny sygdom blandt unge homoseksuelle mænd. Sygdommen svækkede mændenes immunforsvar, og da der ikke var nogen behandlingsmulighed, døde mange inden for et år.^[1]

I efteråret 1982 blev sygdommen kendt som AIDS, Acquired Immune Deficiency Syndrome, ’erhvervet immundefektsyndrom’, direkte oversat. På et pressemøde i år 1984 blev HIV, Human immunodeficiency virus, ’human immundefekt virus’, præsenteret som årsagen til AIDS. HIV nedbryder langsomt immunforsvaret, og derfor får kroppen svært ved at beskytte sig mod andre sygdomme. Diagnosen AIDS får man, hvis man med HIV rammes af bestemte sygdomme, for eksempel alvorlige infektioner og kræftformer, der ikke rammer et sundt immunforsvar. Under pressemødet i år 1984 ytrede man håb om en nyudviklet vaccine indenfor to år. Historien blev en anden, og først i år 1996 – 12 år senere – var der en behandlingsform.

I dag, knap 30 år senere, er HIV en kronisk sygdom, som kan behandles; personer, som lever med HIV, smitter ikke længere ved ubeskyttet sex og man kan ikke måle HIV i blodet på de smittede personer.^[2] Historien om opdagelsen af AIDS, HIV og homoseksuelle aktivisters rolle i udviklingen af den første medicinske behandling, er velkendt fra videnssociologisk forskning af Harry Collins og Trevor Pinch.^[3] I de senere år har en række bøger og forskningsartikler dog udforsket både homoseksuelles og AIDS-krisens danske kulturhistorie, og det er deres fælles historie, der findes i Steno Museets genstande fra 1980’erne.

Tilbage i 1980’erne var der ingen behandlingsform endnu, og derfor kunne man kun oplyse om sygdommen og beskyttelsesmuligheder. De mange kampagner, stilistiske udtryk og brugen af humor viser, at der var rigeligt at oplyse om – og store grupper med behov for oplysning. 

Er ”bøssekræft” kun et ”bøsseproblem”?

I december 1981 skrev Dagbladet Politiken om en ”sjælden kræftform” blandt homoseksuelle, mens homo-miljøet allerede var i kontakt med det Aarhusianske Kræftforskningsinstitut. Det aarhusianske institut var nemlig i kontakt med amerikanske læger omkring den nye sygdom, der viste sig som aggressive lungebetændelser og den sjældne cancertype kaposis sarkom. ”Bøssekræft – Kaposis sarkom” lød titlen på en artikel om sygdommen i Panbladet, medlemsbladet for Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL, i dag LGBT+-Danmark), der beskrev sygdommen som almindeligvis kun ramte ældre og immunsvækkede.^[4]

Statens første livtag med sygdommen var en pjece fra Sundhedsstyrelsen og en ekspertgruppe i år 1983. Pjecen, der kun var til sundhedsvæsenet, var skrevet af sundhedsprofessionelle og skulle vejlede om diagnosekriterier og eksisterende viden. Ekspertgruppens opgave var at holde øje med situationen og lave retningslinjer for forebyggelse. Fra juli 1983 pålagde de landets læger at registrere og indberette tilfælde af AIDS. Desuden skulle indlagte med AIDS-symptomer isoleres og ansatte skulle bruge værnemidler, mens behandlingen i sidste ende skulle centraliseres i de større byer.^[5]

LBL opfordrede deres medlemmer til at samarbejde med kræftforskningsinstituttet og følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Det var dog vigtigt for LBL, at AIDS ikke blev en ”bøssesygdom”, men angik alle. På sigt blev dét centralt for oplysningskampagnerne.^[6] Derfor indgik LBL i et intimt samarbejde med Sundhedsstyrelsen, og i år 1984 ytrede LBL ønsker om en AIDS-strategi bygget på frivillighed, information, anonymitet og tryghed. De principper skrev Sundhedsstyrelsen ind i deres redegørelse til indenrigsminister Britta Schall-Holberg året efter. Principperne lignede tilgange fra Norge, Holland og Schweiz, hvor politikere, aktivister og myndigheder havde stærke samarbejder. Principperne var ikke selvindlysende, og Sverige håndterede eksempelvis AIDS gennem karantæne af borgere med HIV/AIDS samt tvangslukning af ”bøssesaunaer”, mens USA under Reagan-administrationen længe afstod fra at engagere sig i epidemien.^[7] Schall-Holberg var dog uenig med Sundhedsstyrelsens redegørelse. AIDS udgjorde hverken en epidemi eller noget, der krævede oplysningskampagner, og det var derfor ikke et samfundsproblem, men et ”bøsseproblem”, som det lyder i Bøssernes Danmarkshistorie (2021). Folketingets partier gik dog i modsat retning, blandt andet efter lobbyarbejde fra LBL. De krævede en plan med krav om en national informationskampagne, nedbringelse af svartid på tests og midler til psykosocial støtte.^[8] Folketinget vedtog desuden en række principper for sygdomsbekæmpelsen, der fulgte LBL og Sundhedsstyrelsens tidligere ønsker. Konkret betød det, at staten valgte at indsamle meget få data, for at homoseksuelle anonymt kunne lade sig teste. På denne måde håbede man at kunne bremse smitten, bekæmpe epidemien og beskytte en minoritet i det danske samfund.^[9]

I december år 1985 landede pjecen Klar besked om aids i alle danske postkasser, mens daværende statsminister Poul Schlütter i sin nytårstale, d. 1. januar 1986, kaldte AIDS for én af samfundets største problemer. Schall-Holbergs ”bøsseproblem” var blevet et samfundsproblem. 

Staten, repræsenteret ved Sundhedsstyrelsen, kom igennem 1980’erne flere gange til at samarbejde med LBL, hvilket kønsforskerne Michael Nebeling Petersen og Astrid Helene Nielsen har vist i en nylig kortlægning af ”Danske AIDS-kampagners repræsentation af HIV/AIDS” fra årene 1983-1996.^[10] I kortlægningsarbejdet har de indsamlet kampagnematerialer fra årene 1983-2000 som en del af et større forskningsprojekt om AIDS-krisens historie i Danmark forankret på Københavns Universitet. Selvom Steno Museets samling ikke er en del af deres forskningsprojekt, så underbygger samlingen Petersen & Nielsens analyser og en bevidsthed om, at AIDS-samlinger skal søges i mange forskellige arkiver.^[11]

Får man AIDS i Brugsen?

Museets medicinhistoriske samling viser 1980’erne og 1990’ernes bredde i greb og stilistiske udtryk. Kampagnerne tog generelt fart i år 1986, og blev i overvejende grad formuleret af LBL, Sundhedsstyrelsen og AIDS-fondet – en privat NGO stiftet i år 1985 af to overlæger, Jens Ole Nielsen og Viggo Faber, samt LBL.^[12]

Til en bredere offentlighed kommunikerede Sundhedsstyrelsen omkring, hvor smitsom eller ikke AIDS kunne betragtes. Udover den husstandsomdelte Klar Besked om AIDS, gik AIDS-sekretariatet, der hørte under Sundhedsstyrelsen, humoristisk til værks i sin kommunikation om smittefrygt. De udsendte eksempelvis en plakat, der viste kunder omkring køledisken i supermarkedet. Én af kunderne er trukket i frømandsdragten for at beskytte sig selv, hvortil plakaten beroligende kan informere: ”Du behøver ikke være bange for at få AIDS i et supermarked. Så tag det køligt”, og ellers er AIDS-linjens telefonnummer oplyst.^[13] AIDS-linjen var en landsdækkende hotline, der tilbød neutral oplysning om HIV, AIDS og sikker sex. Ideen var endnu et samspil mellem LBL, der havde ønsket en rådgivningslinje, og staten, da Schall-Holberg var blevet begejstret for hotline-konceptet under et besøg i USA.^[14]

I slutningen af 1980’erne gik Danmarks Radio, Sundhedsstyrelsen og AIDS-fondet sammen om tegneserien Oda og Ole – den dramatiske start på en kærlig affære, der også er bevaret i den medicinhistoriske samling. Her bruges fiktionsgreb til at berolige og oplyse om smitterisici. Den fiktive Ole er her et talerør for (overdreven) AIDS-frygt, hvor man frygtede smitte, hvis man var i svømmehal, delte bestik eller havde almindeligt samvær med smittede. Oles eksempel var ikke pure opspind, og i Bøssernes Danmarkshistorie beskriver Henriksen og Al Arab en frygt i samfundet, hvor uvished om smitteveje og koblingen til homoseksuelle stigmatiserede ”bøsser”. Der var tvivl om man kunne dele netop bestik med homoseksuelle, om de kunne være sygeplejersker eller om man kunne dele svømmehaller med homoseksuelle og smittede. Københavns Svømmeunion ville derfor ikke optage Pan Idræt, der hørte under LBL, da de frygtede AIDS-smitte i bassinerne.^[15] Tilbage i tegneseriens verden kunne fornuftens stemme, Oda, dog berolige Ole i det fuldstændigt ufarlige i eksemplerne. Historien ender oplyst og kærligt – og velbeskyttet.^[16]

Den jeg elsker

I samarbejdet med DR nåede kampagnerne endnu længere ud. AIDS skulle, som nævnt, ikke kun være et ”bøsseproblem”. DR brugte et væld af kendte ansigter i kampagnen Tænk dig om, og de rakte ud til Sanne Salomonsen, der i samarbejde med Anne Linnet skrev Den jeg elsker til de ”seksuelt spirende”, der ”går på disko”.^[17] AIDS’ smitteveje gjorde dog, at Sundhedsstyrelsen måtte bruge utraditionelle kneb og diskutere ”områder, der ellers hører privatlivet til”, som AIDS-sekretariatets chef, Lone de Neergaard, udtrykte det.^[18] Flere tv-spots og kampagnens logo fokuserede på kondomet. En ”nonchalant bramfrihed omkring sikker sex” skulle være ”cool, ung og sexet”, mens det skulle være ”yt” at skamme sig over sikker sex, som Petersen m.fl. (2024) skriver. Om virkeligheden forholdt sig sådan, er mere usikkert.

For at kunne forandre folks vaner, udtalte de Neergaard, kunne man ikke skræmme folk. Tænk dig om-kampagnen var derfor ”livsorienteret og ikke dødsrettet”.^[19] Kampagnen var desuden rettet mod heteroseksuelle, hvilket er et markant eksempel på, at AIDS ikke skulle betragtes som en ”bøssesygdom” men noget, der angik alle. Homoseksualitet ”glimrede ved sit fravær”, som Petersen m.fl. (2024) skriver.

Det nationale, heteroseksuelle fokus fik dog kritik op i 1990’erne. Det viste sig, at sygdommen ikke spredte sig fra de allerede berørte grupper, og medierne kritiserede, at heteroseksuelle var blevet ”skræmt fra vid og sans”. ^[20] At AIDS skulle vedrøre alle havde ”den negative konsekvens, at unge heteroseksuelle mænd og kvinder blev unødvendigt skræmte for en sygdom, der i virkeligheden ikke vedrørte dem”, som Petersen m.fl. opsummerer.^[21] Omvendt kritiserede AIDS-organisationer det brede fokus for at besværliggøre præcis kommunikation til specifikke grupper – ”re-gaying aids” lød parolen, og i 1990erne kom den første nationale kampagne udelukkende rettet mod mænd, Mand+Mand-kampagnen.^[22]

Allerede i 1980’erne kommunikerede Sundhedsstyrelsen dog til homoseksuelle i samarbejde med LBL, i kampagner, der kunne blive både farverige og eksplicitte, som når ’STOP AIDS ’-kampagnen eksempelvis cirkulerede materiale med titler som ’HIV, Håb og Kærlighed’ eller ’Når du trykker sømmet i bund – sikker sex hver gang’. Samarbejdskampagnerne var eksplicit rettet mod homo-miljøet.

Mens sundhedsstyrelsens egen kommunikation var præget af en autoritativ, tør stil, beskriver Petersen og Nielsen LBL-materialet som ”retorisk og visuelt frækt, sexet, sjovt og i øjenhøjde med målgruppen”.^[23] I museumssamlingen af postkort træder særligt fire sort/hvide postkort fra år 1988-89 frem. Kortene er (selv)ironiske, seksuelle af karakter og klart udtryk for tidens tendens. ”Sikker sex… Hvis du vil ind i varmen” lyder ét kort, hvor et par baller mere end antyder pointen.

Denne eksplicitte kommunikation kunne dog blive for meget, og ifølge Henriksen og Al Arabs Bøssernes Danmarkshistorie blev nationale kampagner ”ofte anklaget for at benytte vulgært sprog” og blev i nogle tilfælde decideret censurerede. Eksplicit, vulgær eller ej, så bidrog AIDS-oplysningen til forandringer i homomiljøet: brugen af kondomer. Da det viste sig, at kondomer effektivt hindrede smitte – og sundhedsstyrelsen forsikrede, at kondomet kunne holde til analsex – forandrede kondomets status sig. Fra at være forbundet med heteroseksuelle og graviditet blev det knyttet til sikker sex. ”Det var gennem aids-oplysningen og -aktivismen, at begrebet sikker sex blev etableret”, som Petersen m.fl. konkluderer.

Her kan vi vende tilbage til Steno Museets nøgne kravlenisser. I samlingen findes der tre kravlenisser, mens deres oprindelige tegner, Jesper Tom-Petersen, har oplyst, at der oprindeligt var seks styks. Nisserne blev udgivet i år 1990 som endnu et samarbejde mellem LBL og Sundhedsstyrelsen. Anledningen til julenisserne var måske World AIDS Day, der som nævnt begyndte 1.december år 1988, og den nye betydning af sikker sex var ikke til at overse. På ét kort flyver et kondom ud af en nytårsknallert udløst af to nisser, mens et andet kort antyder nisser, der har haft sex i et julehjerte. I den ene hånd holder nisserne, selvfølgelig, et kondom. På bagsiden er postkortene påtrykt ”Sikker sex – Hver gang”-logoet, og de frække nisser var ledsagede af mottos, der understregede moralen. Under AIDS-krisen var kondomer den eneste vej til ”et sikkert nytårsknald”, som der stod bag på postkortet med nytårsknallerten. På julehjertet hedder det sig, at ”julen er hjerternes fest”.

Marcus Lee Naldal er videnskabshistoriker og ph.d.-studerende ved Centre for the Rise of Science and Fiction (Aarhus Universitet)

---

Referencer

^[1] Porter, Roy (1997) The Greatest Benefit to Mankind: A Medical History of Humanity. W.W. Norton & Company, London. s. 490.

^[2] Petersen, M. N. & Nielsen, A. H. (2023) ”Danske AIDS-kampagners repræsentation af HIV/AIDS 1983-1996”. Kvinder, Køn og Forskning 23(1) s.80-101, her fra s.81; Collins, H. & Pinch, T. (1998) The Golem at Large: What You Should Know about Technology. Cambridge University Press. s. 126

^[3] Collins & Pinch (1998).

^[4] Lars Henriksen og Chantal Al Arab fortæller fra Bøssernes Danmarkshistorie 1900-2020 af Henriksen & Al Arab (2021), Forlaget 28B. s. 234-235.

^[5] Lars Henriksen og Chantal Al Arab fortæller fra Bøssernes Danmarkshistorie 1900-2020 af Henriksen & Al Arab (2021), Forlaget 28B. s. 234-237.

^[6] Ibid.

^[7] Nyegaard, Niels: Aids-epidemien i Danmark, ca. 1981-1996 i Danmarkshistorien på lex.dk. Hentet 12. december 2025 fra https://danmarkshistorien.lex.dk/Aids-epidemien_i_Danmark,_ca._1981-1996

^[8] Henriksen & Al Arab (2021), s. 238.

^[9] Petersen & Nielsen (2023), s. 81-82

^[10] Ibid.

^[11] Tobias de Fønss Wung-Sung (2023) ”Hvilke historier og hvordan? – HIV/AIDS i danske arkiver og biblioteker” i Kvinder, Køn og Forskning (2023) no1, s. 150-159.

^[12] Petersen & Nielsen (2023), s. 82

^[13] Kampagneplakat i Science-museernes samling, 100 x 43 cm, genstandsnummer 154040

^[14] Petersen, M.N., Wung-Sung, T. de F., Larsen, B.F., Eriksen, C.B. og Bissenbakker, M. (2024) AIDS Krisens Danmarkshistorie. Gads Forlag, s. 96-97.

^[15] Henriksen og Al Arab (2021), s. 234.

^[16] Oda og Ole dateres umiddelbart til omkring 1988 i Petersen & Nielsen (2023).

^[17] Tænk dig om – oplysningskampagne om AIDS. DR.dk Se Tænk dig om – oplysningskampagne om AIDS | DRTV minuttal 11:20-12:00. [tilgået 20-11-2025]

^[18] Tænk dig om – oplysningskampagne om AIDS. DR.dk Se Tænk dig om – oplysningskampagne om AIDS | DRTV minuttal 2:19-2:29. [tilgået 20-11-2025]

^[19] Tænk dig om – oplysningskampagne om AIDS. DR.dk Se Tænk dig om – oplysningskampagne om AIDS | DRTV minuttal 2:36-2:46. [tilgået 20-11-2025]

^[20] Petersen et al. (2024), s. 242

^[21] Ibid.

^[22] Petersen et al. (2024), s. 242-43

^[23] Petersen & Nielsen (2023), s. 88

---