“Så længe der er kærlighed, er der kød på.” En meget kort introduktion til Jane Austen
Jane Austen fylder 250 år. Omend hendes forfatterskab efterhånden har mange år på bagen, har det langtfra mistet sin skarphed, humor og relevans. Austens tekster og temaer taler stadig til den moderne læser og agerer pejlemærke i en tid, hvor fokus på relationer og sociale forventninger ikke er blevet mindre. I dette interview giver den danske Austen-oversætter Lærke Pade en meget kort introduktion til et forfatterskab, der handler om andet og mere end ”blot” kærlighed. Gennem interviewet kommer hun omkring ægteskabets rolle, heltindernes karakterstyrke, moralske domme og en skrivestil, hvor selv de mindste formuleringer kan skabe store nuancer.
Ægteskabet og livets realiteter
Ægteskabet spiller en central rolle i Austens romaner og kan siges at udgøre hendes formelle omdrejningspunkt. Fra første sætning i hendes mest berømte roman, Stolthed og fordom, ses dette: ”Alle ved jo, at en ugift mand med god formue må have sig en kone.” Ægteskabets rolle fremhæves fra første anslag, men samtidig undermineres illusionen om selvsamme med en ironisk distance. Selvom Austens fortællinger ofte ender med bryllupper, er det dog ikke romantikken i sig selv, der er kernen. Det er mekanismerne omkring den: økonomiske vilkår, sociale begrænsninger og relationsintrigerne, der udgør hendes romaner. Det fortæller Lærke Pade:
”Det er kærlighedsplottet der driver romanerne, men alle forhindringerne er sådan set realiteter. Det er dem, der kommer i vejen, og der er nogle realiteter, som man simpelthen ikke kan trumfe. En begrænset indtægt, en lovgivning, en forlovelse, der allerede er indgået. Men der er små ting, der kan skubbes – f.eks. når skovturen endeligt bliver til noget, når man mødes tilfældigt på konditoriet, eller når tanten endelig dør. Det kan være alle mulige små og store ting af den slags, der skubber romanen frem, men grundvilkårene bliver der sjældent rokket ved. Det, der gør Jane Austen moderne, er, romantikken aldrig kan trumfe realiteterne.”
Et tydeligt eksempel, hvor Austen lader realiteter og idealer kollidere, er i skildring af Charlotte Lucas’ ægteskab med præsten Mr. Collins i Stolthed og fordom. Charlottes valg er forståeligt, men kompromitterende. Blandingen af resignation og handlekraft gør Charlotte til en kompleks biperson; hun vælger ikke kærligheden, men muligheden for autonomi inden for samfundets rammer. Austen hverken fordømmer eller hylder hende – Charlotte er blot et billede på den sociale realitet, som hovedpersonen Elizabeth nægter at acceptere:
”Et eksempel er i Stolthed og fordom, hvor hovedpersonen Elizabeth konfronterer sin veninde, Charlotte Lucas, som begår den fejl i hendes øjne, at hun lader de praktiske realiteter bestemme. I bogen er det helt klart en af de små konflikter, at de har været rigtig gode venner, men lige præcis det her er simpelthen for skamfuldt at tale om. Det er jo en ven, der har solgt sig selv, Charlotte Lucas. Det er hendes eneste måde at komme hjemmefra på, på en respektabel facon. Derfra bliver det mere end antydet, at hun får noget ud af det: Hun får sit eget hønsehus og foden under eget bord. Så opmuntrer hun sin mand til at gå rigtig meget i haven. Hun kan jo faktisk ikke døje ham – der er ingen, der kan døje ham. Men det er den pris, hun betaler, og så finder hun ud af, hvordan hun derfra kan manøvrere i det.”
Ægteskabet er ikke dårligt hos Austen, men det er ikke betingelsesløst godt. Det åbenbarer de sociale relationer og realiteter, der udgør Austens hovedtema. Ægteskabet er med andre ord, på godt og ondt, et problem, der forfølger værkernes figurer. De kan være drevet af følelser, men de må stadig navigere i en virkelighed, hvor omstændigheder som magt, økonomi og respektabilitet sætter grænser for kærlighedens udfoldelse. Den skal have et fundament:
”Der er ikke nogen, der bliver belønnet for at indgå et uklogt ægteskab. På den måde kan man sige, at romantikken ikke trumfer. Økonomien skal være i orden, for at romantikken overhovedet kan ske fyldest. Romantikken skal, med andre ord, have en realistisk bund. Når man er ung og forelsket, kan man nemt blive revet med og tro, at man ikke har brug for ret meget, men i det lange løb betyder det noget, om man har et værelse til husholdersken og et ordentligt anretterværelse, som det hedder i Emma. Hallo, forelskelse er meget godt, og jeg synes bestemt forelskelse har en høj status hos Austen. Men for at forelskelsen kan blive belønnet med et langtidsholdbart ægteskab, så skal der være en af dem, der har penge.”
”Det kan også være farligt at være stædig. Man kan næsten sige, at det kan være farligt at være for karakterfast. Dem, vi kun betragter udefra og ikke får sympati for, er dem, der aldrig justerer deres selvbillede og aldrig lader sig ydmyge. Dem, vi får sympati med, er typisk dem, der lærer noget, hvor ydmygende det end er. Det er et tegn på modenhed, når man bliver modtagelig over for at tænke på sig selv og andre på en ny måde. Man skal være bøjelig, men ikke føjelig. Det er måske egentlig gennemgående for romanerne, det kunne man måske sige faktisk var plottet.”
Austens figurer bevæger sig således i et felt, hvor deres personlige integritet hele tiden må forhandles. Austens heltinder kan ikke nøjes med at være principfaste eller moralsk korrekte, men må være villige til at udvikle sig, hvis de skal lykkes med at træffe det rigtige valg. Spændingen mellem at stå fast og at lade sig rykke er central i romanerne. Selvindsigt og mod er afgørende for Austens heltinder:
”Mange af hendes heltinder oplever det her pres for at blive gift med den, der byder sig til. Den, de kan blive gift med, og som det passer deres familie og omgivelser, at de bliver gift med. Det er et tegn på stor karakterstyrke hos dem, at de kan sige nej. Det er meget afgørende, men samtidig er der den modsatte bevægelse, hvor de skal lære at tænke anderledes om nogen eller noget, som jeg nævnte før. Visse frierier er så komiske, at man som læser kan tænke, at det er nemt nok at sige nej, men andre frierier er næsten rigtige, hvor man godt kan forstå, at nogle ville blive forført. Måske får man heller ikke nogen som helst opbakning til at holde fast i sin intuitive fornemmelser af, at der er noget ved den her person, som bare ikke er helt fint i kanten. Det ville være katastrofalt, selvom alt tyder modsat, at være i den persons vold. Det er en skæbneforsegling, hvem man bliver gift med.”
Den fine pen: Austens ironi og præcision
Austen forbindes ofte med teselskaber og romantiske forviklinger, hvilket blandt andet skyldes de mange filmatiseringer af hendes bøger. Men under overfladen ligger en langt mere nuanceret og skarp litterær praksis. Romanerne udspiller sig i små, velafgrænsede verdener, hvor samtaler, sociale ritualer og høflighedsfraser på overfladen er udramatiske, men i virkeligheden blotgør karakterernes moral, selvbedrag og de sociale kræfter, der former deres liv. Alligevel lever forestillingen om Austen som ren overfladisk romantik i bedste velgående:
Jeg synes jeg møder mange, der har en tåget forestilling om, hvem og hvad Jane Austen er. Film og serier har nok fået malet et billede, som kan give anledning til mange fordomme om, at det kun er yndigt det hele, at det kun er romantik. Man kan sige, at selve plottene er nemme at opsummere, men det er formen der fylder ud. Det er de små ting, nuancerne.”
Spørgsmålet, der derpå melder sig er, hvorvidt Austen i så fald er svær at oversætte? Til dette svarer Pade:
”Ja, jeg synes faktisk, hun er svær at oversætte. Det er jo tilsyneladende meget lige ud af landevejen, det der foregår, men samtidig fornemmer man, at netop de små ting er vigtige, ligesom det er enormt vigtigt, hvordan folk formulerer sig. Folk afsløres gennem deres ordvalg, små valg og vaner. Det er virkelig noget filigran. Og det har hun også selv skrevet om sin skrivestil, at hun ligesom sidder og filer og filer og filer på et lillebitte stykke elfenben, hvor man næsten ikke kan se udskæringerne, og det er et meget stort arbejde for et meget lille resultat. Man skal virkelig se godt efter for at få det hele med. Jeg har også lagt mærke til, at hun ikke gør det så nemt for læseren at følge med i, hvem der taler om hvem, og det må hun være blevet gjort opmærksom på. Hun skriver i et brev til sin nevø, mener jeg, at hun ikke skriver for folk, der ikke kan tænke selv.”
Det er den sproglige præcision, der gør Austen udfordrende, men samtidig fascinerende. Hendes dialoger er ikke blot stemningsskabende elementer, men fungerer som mekanismer og indikationer for karakterernes ambitioner, sociale tilpasningsstrategier og tilbøjeligheder. Hver eneste sætning rummer potentielle forskydninger mellem romanernes personer, og de mindste ordvalg kan fungere både som satire og social diagnose. Det er også her, hvor ikke bare replikkerne, men også fortællerstemmen træder frem: Austens elegante måde at utydeliggøre grænsen mellem individuel stemme og social tone – og som kan ses i det ofte oversete ord ”man”:
”Jeg er blevet meget glad for det gode danske ord ”man.” Jeg synes, der er mange antydninger, hvor afsenderen er lidt uklar, hvor afsenderen på en eller anden måde er almenheden, eller den offentlige mening, landsbyen eller det selskab, man nu er i. Der er noget med afsenderen, som glider frem og tilbage. Man kan godt komme i tvivl, nogle gange, hvornår det er personen selv, der dømmer, og hvornår det er fortælleren, der fortæller for den sags skyld. Der er nogle figurer, der kan være helt overdrevent komiske samtidig med der er nogle, i samme situation, helt realistiske skildringer. På en eller anden måde afbalancerer de hinanden. Det er ironien, der gør det spiseligt. Det er ironien, der gør, at man bruger så lang tid på tilsyneladende små ting. De ting, der bliver talt om, er måske ikke er så vigtige i sig selv, men det siger noget om folk – hvad man går op i, hvem man taler med, hvis dom man tillægger vægt. Det kan være de mest åndssvage små ting, der bliver talt om, men rækkefølgen, gentagelserne og hvilke ord man bruger maler karaktererne og fylder dem ud. Det er ikke altid den enkelte replik, der er komisk i sig selv, men det er akkumuleringen, der er det sjove. Det er ironi på mange planer – både i sproget, men også i plottet. Det er noget man kun kan opbygge ved at lægge lag på lag af situationer, der bliver variationer over et tema.”
Selvom Austen ofte forbindes med ironi og lethed, rummer hendes romaner også en tone, der overrasker i sin kølighed. Dialogerne er ikke blot elegante og misforståelserne komiske, bag dem gemmer sig en konsekvent – og til tider hård – moralsk logik, hvor de personer, der træder forkert, bliver straffet. Austen kan være lige så nådesløs, som hun kan være let, og hun er ikke bange for at lade karaktererne bære følgerne af deres handlinger:
”Jeg synes, hun er meget usentimental. Men det er et ord, jeg er kommet frem til at bruge. Jeg synes, at usentimental er et godt ord. Der er for eksempel nogle sociale faux pas, man ikke kan overleve, men det er ikke noget, der bliver dvælet ret meget ved. Folk, der begår ægteskabsbrud, bliver ganske vist straffet, men mest med ærgrelse, fordi de ikke må komme med til festerne mere. De dør ikke af det, medmindre de kommer til at kede sig ihjel. Vi hører ikke mere om dem. Der bliver ikke svælget i det. Hvis de har opført sig dårligt, skal vi heller ikke interessere os mere for dem.”
”Mange andre overskridelser går tilsyneladende ustraffet hen, men der er dog nogle ting, man simpelthen ikke kan sidde overhørig. For eksempel er der en fyr i Overtalelse, der bejler til heltinden, og som er en helt oplagt frier. Alle omkring hende vil mene, hun har scoret over evne, hvis han frier. Men selvom han er glat som en ål, bider hun mærke i nogle detaljer, som fortæller hende, at han tager for let på tingene. Blandt andet skammer han sig ikke over at have rejst på en søndag. Det er faktisk det eneste, der bliver nævnt konkret i den passage. Det er ikke nogen dramatisk overskridelse, men det fortæller heltinden noget om ham, som de andre ikke kan høre. Mange af hendes heltinder er skarpe iagttagere, fordi de oplever sig selv som bipersoner – eller hjælpere – i andres drama frem for hovedpersoner i deres eget.”
Fra sociale spil til tidløse temaer
På trods af, at Austens moralske domme kan være samtidige og hendes plot enkle på overfladen, har hendes værker aldrig sluppet grebet om læseren. Pade fortæller, at styrken ikke ligger i de ydre begivenheder, men i det menneskelige drama, der udspiller sig mellem linjerne:
”Så længe der er kærlighed, er der kød på. Så længe der er forhindringer, er der kød på. Der er rigeligt fyld i tærten, selvom plottet kan fremstå meget luftigt. Der er typer nok, der er humor nok, og der bliver ved med at være plads til nye fortolkninger.”
Austens figurer rummer en fleksibilitet – eller tvetydighed – der gør, at de læses og forstås forskelligt fra generation til generation. Et eksempel herpå er karakteren Mrs. Bennet, der er mor til Elizabeth i Stolthed og fordom. Historisk er hun ofte blevet fremstillet hysterisk, men hun kan også belyses fra andre vinkler:
”I bogen beskrives hun som overfladisk og ucharmerende, og i den berømte BBC-serie fra 1995 er hun så skamløs og vulgær, at man krummer tæer. Men hendes fokus på at få sine døtre gift er kun pinagtig, fordi hun ikke er avanceret nok til at skjule det. De andre karakterers motiver er ikke nødvendigvis mere avancerede eller mere uselviske. Tværtimod! Hun er er nem at foragte, men hun gør sådan set ret i at bekymre sig om sine børns materielle fremtid. Det er nemt nok at være hævet over den slags – når man har råd til det. Selvom hun er ”hysterisk,” er hendes motiver de mest nøgterne. De ting kan godt eksistere side om side.”
Til sidst mangler bare spørgsmålet om, hvor man skal starte, hvis man skulle begynde at læse Austen – eller hvis man bare skulle have et værk anbefalet af Pade:
”Det er nok lidt upædagogisk, fordi min egen oversættelse af den først udkommer i efteråret 2026, men jeg synes det er Overtalelse! Det er den mest modne af hendes bøger. Den handler om to mennesker, der møder hinanden som ganske unge, bliver forlovede, uforlovede, og så mødes igen efter otte år. Romanen begynder først, da de mødes igen, men det er meget afgørende, at de har denne forhistorie, at de faktisk kender hinanden, også når de ikke vil kendes ved det. Der er noget ved Overtalelse, hvor det hele på en eller anden måde optræder. Hvor alle elementerne fra de andre bøger er til stede, men endnu mere udkrystalliseret. Både det komiske og det oprigtige, det realistiske og det rørende, det perfide og det kærlige. Det er meget tilfredsstillende.¨
Lærke Pade: Cand.mag. i engelsk fra Københavns Universitet. Har tidligere været bestyrelsesmedlem i Dansk Oversætterforbund og har oversat over 60 bøger, heraf flere af Jane Austens værker.