Karisma og embede
FOKUS: Den moderne personlighedspolitik og forholdet mellem vælgere, politikere og personlighed i Europa | Med udgangspunkt i Alberte Bové Ruds Ph.d.- afhandling Persona and Politics: The Democratic Staging of Personality-Driven Leadership in Italy undersøger denne fokusserie, hvordan personlighed er blevet og har været en afgørende faktor i politik og hvordan forholdet mellem vælgere og politikere i større og større grad defineres af politikerens personlighed og i mindre grad af politiske mærkesager og partiprogrammer.
Indledning
Den personlighedsbårne politik og dens modsætning i det teknokratiske styre, der har været så definerende for italiensk politik de sidste 30 år, rummer også et historisk modsætningsforhold (se Rud 2024). Med udgangspunkt i idéhistoriker Alberte Bové Ruds samtidsanalytiske brug og indholdsbestemmelse af den personlighedsbårne politik og den teknokratiske styreform i hendes Ph.d.-afhandling Persona and Politics: The Democratic Staging of Personality-Driven Leadership in Italy (2024) udvider jeg i denne artikel undersøgelsesområdet og ser om der kan findes paralleller indenfor religionshistoriens område. Konkret tager jeg dog ikke afsæt i religionshistoriske kilder, men derimod i de analyser af religions- og kirkehistorien som udvikles i den tyske sociolog Max Webers religionssociologiske arbejde med begrebet ”karisma” og i den italienske filosof Giorgio Agambens mere religionsfilosofisk orienterede undersøgelser af den kristne liturgi og præsteembedet. At både Agambens og Webers arbejde er ansporet af en samtidsinteresse gør ikke parallellerne mellem nutidens italienske politik og de historisk forankrede eksempler mindre interessante. Ligeledes arbejder de begge med konstruktioner. I Agambens tilfælde med det han kalder ”paradigmer” og i Webers tilfælde det han kalder ”idealtyper”. Det betyder at deres undersøgelser fremviser os noget, der måske ikke findes i ren form, men som ikke desto mindre gør os klogere på verden og i stand til at se noget ved den, som vi ikke umiddelbart har tilgængeligt. Denne artikel påpeger i forlængelse heraf på den interessante dialektik som findes mellem Webers og Agambens arbejde og Ruds undersøgelse.
Karisma
Webers karismabegreb stammer oprindeligt fra teologiens område og betyder nådegave, men Weber transformerer det til en sociologisk term, der kan bruges til at undersøge forskellige former for politisk lederskab. Dermed er begrebet tæt knyttet til idéer om autoritet og herredømme og er således et magtanalytisk begreb. I en typologi over idealformer for legitimering af herredømme, taler Weber om karismatisk herredømme. Derudover kan herredømme legitimeres rationelt eller traditionsbestemt. Det karismatisk legitimerede herredømme hviler, i modsætning til det rationelle og traditionsbestemte, på ”den ekstraordinære [ausseralltäghlichen] hellighed eller de heroiske kvaliteter eller den eksemplariske karakter ved en person, og ved den ordning som den person proklamerer eller skaber”.[1] Således er den karismatiske autoritet forankret i noget usædvanligt og exceptionelt, i en undtagelse fra det almindelige. Ifølge Weber har det dog den konsekvens, at det karismatisk legitimerede herredømme ikke er varigt. Det vil uundgåeligt undergå en hverdagsliggørelsesproces [Veralltächlichungsprozess], eller rettere rutinisering, hvor det undtagelsesvis normaliseres og i stedet bliver til en regelmæssig og vanepræget gentagelse.
Den umiddelbare forståelse af Webers karismabegreb, anskuer, i lighed med brugen af ordet i hverdagssproget, karisma som værende knyttet til enkelte individer, som kort beskrevet ovenfor. Således forstås karisma primært som noget, der er knyttet til det ekstraordinære individ, der har en særlig appel for andre mennesker, som indordner sig under og følger dette karismatiske individ. Det er dog ikke den eneste form karisma kan antage hos Weber. Lige så vigtigt for at forstå Webers tese er nemlig karismaens rutinisering og den, ifølge ham, uundgåelige udvikling for sociale bevægelser fra karismatiske til institutionaliserede. Eller som sociologen Reinhold Niebuhr beskriver det med henblik på religiøse grupper, udviklingen fra sekt til kirke. I Wirtschaft und Gesellschaft [Økonomi og samfund] fremfører Weber et alternativt karismabegreb, som ikke er personbåren, men som kan overføres mellem personer i kraft af, at karismaen er knyttet til det hverv de bestrider. Weber betegner dette embedskarisma [Amtcharisma]. Embedskarismaen udgør således et bureaukratisk alternativ til den personaliserede karisma. I Webers skelnen mellem den personbårne karisma og den embedsbårne karisma, indtræder også en skelnen mellem figurtyperne profet og præst. Den ene fører, den anden forvalter.
Embede
Webers undersøgelse af karisma og rutiniseringen af karisma har genklang i Agambens undersøgelse af teologiens og præsteembedets betydning for det moderne bureaukratis tilblivelse og udformning. I Il regno e la glorias [Riget og herligheden] (2007) kapitel seks, påbegynder Agamben en analyse af bureaukratiets væsen som han senere udfolder yderligere i bogen Opus Dei [Guds værk] (2012) og i flere mindre skrifter – samt underbygger i det enorme tekstsamlebind Angeli [Engle] (2009). Agambens afsæt i sjette kapitel, der bærer titlen ”Angelologia e burocrazia” [Englelære og bureaukrati], er teologisk. Nærmere bestemt baserer han sine analyser på læsninger af en række af kirkehistoriens væsentligste katolske teologer herunder Augustin, Gregor den Store, Thomas Aquinas og endelig den langt mindre kendte tyske (katolske) teolog Erik Peterson. Som det er vanligt med Agambens undersøgelser, stykkes udvalgte passager sammen i komplekse forløb, der tilsammen udfolder en tankebevægelse og fremfører en tese. Her, at englene i eminent forstand er administratorer og at den teologiske englelære er en del af det idémæssige grundlag for det moderne politiske forvaltningsparadigme.
Begyndende med Gregor den Stores prædikensamling Homiliae xl in Evangelia [40 prædikener over evangeliet] over blandt andre Dante og frem til Aquinas Summa Theologiae [Håndbog i teologi] etableres en idé om en dobbelt funktion blandt engle og der skelnes mellem de engle, hvis funktion er at administrere [ministrare] og de engle, der assisterer [assistere]. De første beskæftiger sig med menneskene, de sidste udelukkende med Gud. Som Agamben gør opmærksom på er det den første kategori, de administrerende engle, der primært beskæftiger middelalderteologerne.[2] Særligt hos Aquinas og i den angelologi, der findes i hans hovedværk Summa Theologia med undertitlen De gubernatione mundi [Om regeringen af verden] optræder de administrerende engle som forvalterne af Guds skaberværk og som dem, der sørger for menneskets frelse. Idéhistorikeren Mathias Hein Jessen har påpeget, hvordan administrationsbegrebets etymologi på dansk knytter det til begreberne minister og ministerium, men også at det på engelsk genfindes som betegnelse for det kirkelige præsteembede i form af ordet minister.[3]
Netop forbindelsen mellem præsteembede og administration udfolder Agamben i bogen Opus Dei. Opus Dei betegner den katolske præsts pligt til at prise Gud gennem den symbolske gentagelse af Jesus eksemplariske forbillede. Det vil sige i nadverens gentagelse af Jesus frelsende sonoffer på korset, hvor Jesus med sin død tog menneskets synder på sig. I den forstand er præsteembedet en forvaltning af religionens mysterium, hvor gentagelsen igennem genskabelsen opretholder det skete. Det, som særligt kendetegner præsteembedet, er således, at der heri etableres et skel mellem personen, der varetager embedet, og selve embedet, der består i og defineres af selve udførelsen af embedet, hvis formål er genskabelsen og opretholdelsen af det kristne mysterium. Her er det ligegyldigt, hvem der bestrider embedet, så længe det bliver varetaget og det er ligegyldigt, hvem der udfører hvervet, så længe hvervet udføres. Det er den rene personløse forvaltning.
Konklusion
I det berømte ”Politik als Beruf“-foredrag [Politik som levevej] holdt kort tid før sin død og ganske kort efter den kommunistiske Spartakusopstand i 1919, udtrykker Weber faren ved på den ene side, populistiske ledere, der blindt følges af massen, og på den anden side et demokrati uden ledere, domineret af “’professionelle politikere’ uden et kald [Berufspolitiker ohne Beruf] og som mangler de indre karismatiske kvaliteter, der gør et menneske til en leder”.[4] De demokratiske risici, Weber beskriver ved henholdsvis levebrødspolitikere, som det hedder på nudansk, kontra de populistiske autokrater er kun alt for genkendelige i vores tid. I samtiden, som det er eksemplarisk fremvist i Bové Ruds Ph.d.-afhandling, genfinder vi præcis denne nærmest polære spænding mellem den personbårne politik og teknokratiet.
Det er åbenlyst, at den karismatiske leder potentielt udgør et demokratisk problem, hvilket burde være lektien fra det 20. århundrede. Hvis alternativet dog er, som den italienske jurist Paolo Napoli opsummerer Weber: ”[d]en apolitiske karakter der dominerer i fraværet af den karismatiske karakter”[5] og som vi i sidste halvdel af det 20. og første halvdel af det 21. århundrede har set regere under mantraer om ”nødvendighedens politik” og TINA [There is no alternative], så udfordres ligeledes politikkens demokratiske legitimitet, nu blot med modsat fortegn. Hvad der tydeligt fremstår her, er den polære spænding, der igennem det 20. og 21. århundrede har udfordret det moderne demokrati: den karismatiske leder og det politiske apparat, der kun administrerer. Agambens samtidsrelevante pointe, og der hvor hans analyse blandt andet adskiller sig fra Webers, er netop, at de i virkeligheden udgør to poler i et spændingsfelt (Fiedler 2025).
Erik Sporon Fiedler er ph.d og post.doc ved Religionsvidenskab på Københavns Universitet med et Reintegration Fellowship fra Carlsbergfondet.
Referencer
[1] Weber 2019: 342
[2] Agamben 2017, 505-506
[3] Jessen 2015, 25
[4] Weber 2004, 75
[5] Napoli 2025: 122
Litteratur
Agamben, Giorgio (2017): The Omnibus Homo Sacer. Stanford, California: Stanford University Press.
Fiedler, Erik Sporon (2025): “Crisis, Critique and Religion: Giorgio Agambens responses to the Eurozone-Crisis” i: Fiedler, Erik Sporon (red.) Religion and Economy: Historical, Contemporary and Philosophical Perspectives. Analecta Romana Instituti Danici Supplementum LX. Rom: Edizioni Quasar, s. 81-93.
Jessen, Mathias Hein (2015): “Forvaltningen af det bestående: Guvernementalitet, regering og økonomi hos Giorgio Agamben”, Slagmark – Tidsskrift for idéhistorie 2015 (72): s. 17-35. https://doi.org/10.7146/sl.v2015i72.107199.
Napoli, Paolo (2025): “Charismatic bureaucracy” i: Fiedler, Erik Sporon (red.). Religion and Economy: Historical, Contemporary and Philosophical Perspectives. Analecta Romana Instituti Danici Supplementum LX. Rom: Edizioni Quasar, s. 119-132.
Rud, Alberte Bové (2024): Persona and Politics: The Democratic Staging of Personality-Driven Leadership in Italy. PhD thesis. Aarhus University.
Weber, Max (2004): The Vocation Lectures. Indiana: Hackett Publishing Company
Weber, Max (2019): Economy and Society. Vol. I. Cambridge: Harvard University Press. doi:10.4159/9780674240827.