Cæsar
FOKUS: Den moderne personlighedspolitik og forholdet mellem vælgere, politikere og personlighed i Europa | Med udgangspunkt i Alberte Bové Ruds Ph.d.- afhandling Persona and Politics: The Democratic Staging of Personality-Driven Leadership in Italy undersøger denne fokusserie, hvordan personlighed er blevet og har været en afgørende faktor i politik og hvordan forholdet mellem vælgere og politikere i større og større grad defineres af politikerens personlighed og i mindre grad af politiske mærkesager og partiprogrammer.
Gajus Julius Cæsar (ca. 100-44 f.Kr.) var en bemærkelsesværdig politisk skikkelse, der nærmest har antaget en mytisk karakter. Lige fra hans egen tid til i dag har man brugt Cæsar som reference samt for- og skræmmebillede, både kulturelt og politisk. Han omstyrtede det etablerede system, den såkaldte romerske republik, og koncentrerede magten i sin egen person, men blev myrdet af sine standsfæller og kolleger i det romerske senat. Hans grandnevø og adoptivsøn Augustus’ (63-14 e.Kr.) dygtige forvaltning af hans arv og navn skabte grundlaget for et systemskifte. I det følgende ser vi i nedslag, hvordan Cæsars vej mod magten ikke kun handler om opbygning af fysisk magt, men er grundlæggende funderet på, hvordan han tegnede sin person. Han brugte sig selv, sine familieforhold og i det hele taget personlige relationer med høj og lav som strategi i sin magtetablering, både i faktiske relationer og i billedet, han tegnede udadtil.
Alle, der ville gøre politisk karriere i Rom, studerede retorik og både Cæsar og Cicero (106-43 f.Kr.) vandt sig navne som advokater. Det var nødvendigt at kunne tale offentligt både for at føre valgkamp og for det politiske arbejde. I den romerske republik, som snarere end et demokrati var et oligarki, blev de statslige embeder besat ved valghandlinger – de valgbare var en mindre, formuende elite. Derfor var romersk uddannelse bundet op på retorik. Det er et fast element i retorisk træning, at taleren arbejder med sin egen fremtoning (ethos), så han fremstår troværdig. Den måde, man talte og gestikulerede på, skulle afstemmes efter den enkelte sag – hvem man talte til og hvad man talte om. Ifølge teoretikeren Quintilian (ca. 35-ca. 98 e.Kr.) kunne det have samme vægt som et vidneudsagn, hvis taleren kunne overbevise tilskuerne om sin egen troværdighed og anstændighed.[1]
Den politiske klasse lærte altså som en del af deres primære uddannelse at arbejde med deres personlige fremtoning og det var almindeligt at udnytte træningen i et virke som advokat, hvorigennem man samtidig kunne etablere sit navn. Cæsar førte to sager mod højtprofilerede mænd, som han nærmest må have vidst, at han ville tabe, men fordi sagerne havde stor bevågenhed og Cæsar formåede at appellere meget og direkte til publikum, gjorde de ham populær.[2]
Cæsars karriere og familie
I år 69 f.Kr. var Cæsar cirka 31 år gammel og befandt sig på et tidligt stadie af sin karriere. Hans faster var død og han gjorde som enhver ambitiøs romer ville gøre: benyttede lejligheden til at holde en tale over hende, som kunne positionere ham selv politisk, ved at fokusere på familien. Vi er så heldige at have et fragment af talen, her oversat af Helene van der Blom i kapitlet ”Cicero og Cæsar” i bogen Cæsar: Manden og myten:
Min faster Julias familie nedstammer på mødrene side fra konger, på fædrene side er den beslægtet med de udødelige guder. For Marcii reges, hendes mors familie, stammer fra Ancus Marcius, og Julierne, den klan vores familie tilhører, går tilbage til Venus. Vores familie har altså ukrænkelighed fra kongerne, der er de mest magtfulde blandt mennesker, og hellighed fra guderne, som har selv kongerne i deres magt. [3]
Cæsar kan netop bruge sit stamtræ til at iscenesætte sig selv som skæbnebestemt til magtbesiddelse. Alt det, Cæsar kommer af, er med til at tegne billedet af hans værdier og kompetencer. At fasteren havde været gift med politikeren og generalen Marius, der havde stor folkelig opbakning, betyder, at Cæsar specifikt kunne bruge hendes begravelse til at positionere sig i forhold til Marius’ tilhængere, som må være strømmet til begravelsen. Der havde været forbud imod at vise portrætter af Marius i det offentlige rum, men ved fasterens begravelse vovede man (Cæsar?) at vise billeder af ham. Det har også været et statement.
En romers politiske karriere fulgte en fast sti, hvor man bevægede sig trin for trin opad. Hvert embede var forudsætningen for det næste, men det var ikke givet, hvor langt op ad stigen, man kom. Cæsar steg i graderne så hurtigt som det var muligt, men da han nærmede sig topposten som konsul, var den mægtigste stjerne på den politiske himmel den meget succesfulde general Gnaeus Pompejus den Store (Magnus, 106-48 f.Kr). To af Pompejus’ største bedrifter var at ”rense” Middelhavet for sørøvere og besejre kong Mithridates VI i Syrien, der to gange tidligere havde været i krig mod Rom. I år 59 f.Kr. indgik han og Cæsar en alliance bagom det politiske system sammen med en tredje magtspiller, den hovedrige Crassus.
For at befæste aftalen blev Pompejus gift med Cæsars datter Julia. Det er ikke meget, vi hører om Julia i de antikke tekster, men noget kunne tyde på, at denne personlige relationer blev brugt i forhold til offentligheden. Da hun dør i barselsseng i 54 f.Kr., skriver den senere græske forfatter Plutarch (ca. 45-120 e.Kr.) i sit værk med biografier over store græske og romerske mænd, at Pompejus ville begrave hende uden for Rom ved et landsted, han ejede, men folket intervenerede, tog hendes lig, bar det ned til Marsmarken og kremerede det dér. Marsmarken var et ceremonielt sted, en monumental eksercerplads, og det krævede egentlig særtilladelse at begrave nogen dér. Plutarch skriver, at folket gjorde det mere ud af medlidenhed med Julia end med hendes far eller ægtefælde.[4] Hvis anekdoten har rod i virkeligheden, kunne den indikere, at Julia var kendt af offentligheden. Det ville tyde på, at hendes ægteskab – og sikkert også hendes graviditet – blev brugt politisk, som symbol på de to magtspilleres frugtbare alliance. Det personlige bånd skulle understrege soliditeten i Cæsars og Pompejus’ forbindelse og være tryghedsskabende.
Cæsars egne ægteskaber positionerede ham også politisk. Julias mor, Cornelia, var datter af Marius’ allierede Cinna. Da deres modstander, Sulla, i 82 f.Kr. stod som vinder af en blodige borgerkrig, krævede Sulla, at Cæsar lod sig skille fra Cinnas datter. Cæsar nægtede, selvom det kunne have kostet ham livet, måske for at befæste sit politiske standpunkt. Cornelia døde i 69 f.Kr. og selvom det var imod sædvane, benyttede Cæsar også denne lejlighed til at tale offentligt, og måske til at vise billeder af Cinna. I 67 f.Kr. giftede Cæsar sig med Pompeia, men han lod sig skille fra hende i 62 f.Kr. efter en skandale: Politikeren Clodius sneg sig ulovligt og i forklædning til at deltage i en religiøs ceremoni i Cæsars hjem, hvorfra mænd var forment adgang. Selvom Pompeia ikke var beviseligt involveret i Clodius’ krænkelse, lod Cæsar sig skille fra hende, fordi hans kone end ikke måtte kunne mistænkes for noget (hverken utroskab eller illoyalitet).[5] Cæsar var bevidst om, at hans familie kunne tegne ham både positivt og negativt, og skilsmissen understreger, at hans image, integritet og ære havde førsteprioritet.
Særlige egenskaber
Da Cæsar havde været konsul i ét år (standardperioden), blev han efter aftale med Pompejus og Crassus tilkendt Gallien som den provins, han skulle bestyre som prokonsul. Titlen betyder simpelthen ’i en konsuls sted’: Prokonsulen havde samme ret og pligt som en konsul, så hvis provinsen blev angrebet eller truet, skulle han lede hæren til forsvar. Gennem de knap 10 år, han var i Gallien, skrev Cæsar løbende en beretning om sine bedrifter der. Værket Gallerkrigen brugte han dels til at legitime den ekspansion, han foretog af Roms territorium ind i de Galliske områder (det var egentlig ikke opgaven), dels lod han læseren få indblik i, hvordan han var som leder.
Cæsar bliver ikke mindst på baggrund af Gallerkrigen kendt for sin celeritas, ’hurtighed’ eller ’effektivitet’. Den ses både i skildringen af hans resolutte måde at agere på, og i værkets struktur, der helt ned på argumentniveau er systematisk og effektiv. Sprog og stil er klar, knap og præcis, og hovedpersonen, Cæsar, er altid på pletten, har altid det kølige overblik og sætter ind med lige det, der skal til.[6] Han skriver om sig selv i tredje person og det har været diskuteret frem og tilbage i forskningen hvorfor. Et bud er, at værket er blevet sendt hjem til Rom i dele og at teksten var tænkt til offentlig oplæsning.[7] Så giver brugen af tredje person umiddelbar mening. Den bidrager under alle omstændigheder til at skabe en illusion om afstand mellem forfatteren og hovedpersonen.
I Gallerkrigen oplever læseren eller tilhøreren Cæsar i aktion, som general med det store overblik, modig, resolut og på forkant og som elsket leder af sine modige tropper: Han opildner dem før kamp og fører an i felten og han kalder sine befalingsmænd ved navn, når han motiverer dem på slagmarken. Cæsar har høje forventninger til sine folk, men kerer sig om dem på et personligt niveau, og han er til stede blandt dem – han er så at sige en hands-on, engageret leder. Fordi han beskriver det i Gallerkrigen, kan almindelige romere derhjemme spejle sig i forholdet, han opbygger til sine soldater, og mærke, at Cæsar også ville kere sig om dem.
Den politiske opposition i Rom bliver med god grund nervøs for, at hæren er mere loyal over for Cæsar snarere end over for staten, og det gør Pompejus også. Efter Julias død glider han og Cæsar fra hinanden og ender som modstandere i en blodig borgerkrig, som koster Pompejus livet og gør Cæsar til enehersker, dictator, i Rom. Også denne krig har Cæsar skrevet om (Borgerkrigen).
På den anden side af borgerkrigen er der en anden dyd, som karakteriserer Cæsar: Han viser sig mild, når han sejrer. Selv Pompejus’ støtter skåner han, hvis de beder om det, om de så har været direkte involverede i kamphandlinger eller ej. Når Cæsar praktiserer mildhed eller skånsel, clementia, er der dybest set tale om, at han laver en tillidskontrakt med dem, han tilgiver: Han slår en streg over deres tidligere sympatier og de indvilger i at leve på Cæsars nåde, med fornyet loyalitet og taknemmelighedsgæld over for ham, der har skånet dem. Sidste gang, man i Rom oplevede borgerkrig mellem store mænd, Marius og Cinna mod Sulla, der vandt og var diktator i to år, var strategien crudelitas, grusomhed. ’Diktator’ var et embede i den romerske forfatning, men reserveret til krisetider: I stedet for at have to konsuler som normalt, kunne man sætte én mand i spidsen for staten, hvis der var behov for resolut, effektiv ledelse – typisk i en defineret, afgrænset periode. Sulla var altså en legal autoritet, da han som diktator erklærede sine modstandere fredløse, konfiskerede deres ejendom og slog dem ihjel. Da Cæsar sad som sejrrig diktator efter en borgerkrig, ville han dissocieres fra Sulla. Mildhedsstrategien virkede og skabte en enorm folkelig begejstring. Det er dog væsentligt at bemærke, at Cæsar fuldt ud besad evnen til grusomhed.
Da Cæsar havde vundet endegyldigt over modstanderne i borgerkrigen mod Pompejus, opførte Senatet et tempel til den guddommelige, personificerede mildhed, Clementia i Rom.[8] Det ligner en hyldest af Cæsars mildhedsprincip, men var måske også en påmindelse fra Senatet til Cæsar. Han levede faktisk op til ambitionen om ikke at være en hævngerrig hersker. Mest berømt er det, at han tog Brutus og Cassius til nåde, selvom de havde været på Pompejus’ side. De blev en del af hans inderkreds, men blev også hovedmændene i den sammensværgelse, der tog livet af Cæsar d. 15. marts 44 f.Kr. [9] Det kunne de forholdsvis let komme til, for Cæsar omgav sig ikke med en livvagt. Det er et skæbnesvangert tegn på, i hvor høj grad han forlod sig på den tillidsbaserede magtkontrakt: personlig loyalitet.
Uden for kategori
Siden Cæsars egen tid har man diskuteret, hvad målet for hans politiske visioner og ambitioner var. Den romerske republik (509-27 f.Kr.) var tegnet i modsætning til kongedømmet (753-509 f.Kr.), og kongetitlen havde associationer af tyran. Mange var nervøse for, at Cæsar ville lade sig udnævne til konge. Plutarch og den romerske biografist Sueton (ca. 70-130 e.Kr.) fortæller om en situation, hvor Cæsar ved tilbagekomsten fra en religiøs festival i Albanerbjergene blev hilst af folk, der kaldte ham konge. Han svarede hertil, at hans navn var Cæsar, ikke konge. Uanset hændelsens anekdotiske karakter, er svaret sigende: Cæsar har bygget sin magt op omkring at være lige netop den han er.
Et tegn på det er ligeledes, at Cæsars efterfølgere tog hans navn sammen med det navn, vi kender dem under: Augustus, Tiberius, Caligula, Claudius og Nero (der alle var af samme familie) hed alle sammen også ’Cæsar’. Vi kalder dem kejsere, og det er simpelthen navnet Cæsar, der både på dansk og flere andre sprog er blevet til betegnelsen ’kejser’ – hvis man udtaler c’et i Cæsar som k, kan man høre, at det er samme ord. Det understreger, hvordan Cæsar skabte en ny politisk position med udgangspunkt i sin egen personlige iscenesættelse og magtforvaltning.
Trine Arlund Hass er seniorforsker ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Forskningen, der ligger til grund for teksten, er støttet af Carlsbergfondet (CF17-0622, CF20-3080) og Danmarks Grundforskningsfond (DNRF119 – Centre of Excellence for Urban Network Evolutions)
Videre læsning
Cæsars Gallerkrig er oversat til dansk af Bo Grønbech (1967) og Borgerkrigen af Johannes B. Koch (1925). Søren Hindsholm er i gang med at oversætte Quintilian og lægger løbende sin oversættelse op på sitet www.quintilian.dk (foreløbig 1. og 2. bog). Plutarchs biografier er oversat til dansk af Karl Hude og for nylig genudgivet af forlaget Atalante (relevante biografier findes i bind 5). Suetons kejserbiografier er blandt andet oversat af A.B. Drachmann. Selvom både han og Plutarch skriver senere end Cæsar levede, er begge væsentlige kilder for forskningen.
Referencer
[1] Quintilian, Talerens uddannelse 4.7.
[2] Se nærmere om retorikkens rolle i Rom og Cæsars retoriske karriere i Van der Blom 2020, 27-32
[3] Sueton, Julius Cæsar 6.1, oversat af Helene van der Blom, van der Blom 2020.
[4] Plutarch, Pompejus 53.4.
[5] Plutarch, Cæsar 10.9. For mere om sagen se eksempelvis Nielsen 2021.
[6] Rasmussen 2020, 48-54.
[7] Wiseman 2009, 4-5
[8] Saxkjær 2020, 104.
[9] Lange 2020, 80-82 om forholdet mellem Cæsar brug af mildhed og borgerkrigen og om Cato, der tog sit eget liv for at undslippe Cæsars clementia.
Litteratur
Lange, Carsten Hjort 2020, ”Cæsars krige og triumfer”, Cæsar: Manden og myten, red. Trine Arlund Hass & Sine Grove Saxkjær, Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 67-83.
Nielsen, Anne Marie 2021, ”Cæsars hustru”, Baggrund: Antikkens fortællinger. URL: < https://baggrund.com/2021/08/20/caesars-hustru/> (2025-04-30).
Rasmussen, Per Methner 2020, ”Forfatteren Cæsar”, Cæsar: Manden og myten, red. Trine Arlund Hass & Sine Grove Saxkjær, Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 45-64.
Saxkjær, Sine Grove 2020,”Cæsars Rom”, Cæsar: Manden og myten, red. Trine Arlund Hass & Sine Grove Saxkjær, Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 85-107.
Van der Blom, Henriette 2020, ”Cæsar og Cicero i Rom: Politik, retorik og litteratur”, Cæsar: Manden og myten, red. Trine Arlund Hass & Sine Grove Saxkjær, Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 23-42.Wiseman, Timothy Peter 2009, “The Publication of De Bello Gallico”, Julius Caesar as Artful Reporter: The War Commentaries as Political Instruments. Red. Kathryn Welch et al., Swansea: The Classical Press of Wales, 1-9.