Cæsars hustru
Intriger og rænkespil i den romerske overklasse anno 62 f.kr., Kleopatras forhold til Cæsar og den indflydelsesrige hustru Livia danner kulisse for mag. art i klassisk arkæologi Anne Marie Nielsens vue over de romerske kvinder, deres rettigheder, historiske efterliv og de mulige paralleller, der kan drages til i dag.
ANTIKKENS FORTÆLLINGER: Antikken er andet og mere end en støvet, hensvunden epoke. Antikken er en videnskabelig arv, som vores nuværende praksis står på skuldrene af; antikken er et kulturelt udgangspunkt, som nutidens kunstnere til stadighed søger en dialog med, og antikken er tilmed en proces, hvori socio-politiske bevægelser forsat søger at finde rod og autencitet. I samarbejde med Golden Days udgiver Baggrund onlineuniverset ’Antikkens fortællinger – i 2021’, som på den ene side fokuserer på de tusindårige tråde, der kan trækkes til oldtiden, og samtidigt adresserer de processer, der spandt dem
I de politisk højspændte år inden den romerske republik endeligt opløstes ved Octavians magtovertagelse efter mordet på Cæsar i 44 f.Kr. og sejren over Kleopatra og Antonius i 31 f.Kr. udspillede sig i 62 f.Kr. den såkaldte Clodius-affære i Rom.
Cæsars anden hustru, Pomponia, afholdt i hjemmet en hellig begivenhed under Vestalindernes overordnede opsyn. Det var en fejring af gudinden Bona Dea, hvis vigtigste regel, i herværende sammenhæng, var absolut adgangsforbud for mænd. Den ambitiøse politiker/playboy Publius Clodius Pulcher iklædte sig kvindetøj og sneg sig ind i huset. Han blev selvfølgelig afsløret, og skandalen var en kendsgerning. Pomponia blev straks udhængt af byens aktive rygtesmede for at have en affære med Clodius.
Hverken samtiden eller vi ved, om det havde noget på sig, skønt Pomponia officielt blev frikendt, men begivenhederne og resultaterne heraf udstiller tydeligt den romerske holdning til kvinder, til hvad kvinder måtte og bestemt ikke måtte, hvilke rettigheder kvinder havde i det romerske samfund. In casu skal man ikke glemme, at vi befinder os i overklassen, hvis gøren og laden vi er ret velorienterede om – til forskel fra plebs, som vi har visse forestillinger om som masse, ikke som individer.
Cæsar blev gift med Pomponia i år 67 f.Kr., og som konsekvens af Clodius-affæren lod han sig skille fra hende med den måske apokryfe bemærkning: ”Der må end ikke være mistanke til Cæsars hustru.” Hvad Pomponia havde at sige til det hele, ved vi ikke noget om, ej heller om hendes mening til Cæsars talrige udenomsægteskabelige affærer. Cæsar var i perioden i fuld gang med at positionere sig politisk og militært, så en rask lille sexskandale ville komme på tværs. Gode, dydige hustruer kunne i høj grad gavne en mands karriere. Har vi set alt det før?
Det cæsariske kvindesyn gennemsyrer hele Roms historie, fra tiden under de etruskiske konger, gennem republik og kejsertid, efter kristendommens sejr, hvor kvinder stadig stigmatiseres af Evas fristende adfærd i Paradisets Have, samt deres manglende adkomst til at tale i menigheden/offentlige forsamlinger og ret beset op til vore dage i store dele af verden. Lad mig opridse en række begivenheder og beskrive enkelte kvinder som illustration til disse mine påstande.
Kvinder optræder i flok, for eksempel Sabinerinder fra nabofolket og Vestalinder, det kvindelige præsteskab i datidens Rom. Kvinder er mødre, døtre, hustruer, elskerinder, søstre, enker, og ganske få er uafhængigt heraf herskende i egen ret, uanset hvilke mænd de har måttet forholde sig til på deres vej mod toppen.
Mødre og hustruer er de mest kendte; det er dem, der udøver magt gennem deres svage, til tider afdøde, sønner eller mænd. Den magtfulde kvinde må i den grad have været en torn i øjet på hele det romerske samfunds foragt for, frygt for og had til kvinder, idet de ´mægtige kvinder´ næsten uden undtagelse har været udsat for ´dårlig presse´, både mens de levede og efter deres død.
Det eneste sted i det romerske samfund, såvel som i det græske, som kunne tolerere kvindelig magt var – udover enkelte præstinder – gudinder, hvis egenskaber og almindelige virke dog er farvet af samfundets kvindesyn. For eksempel udnytter Venus sit smukke udseende, og Hera er en jaloux strigle, på trods af gudindernes øvrige positive egenskaber.
Kleopatra og Livia
To kvinder i det romerske imperiums formative år kan tjene som eksempler: Kleopatra og Livia.
Kleopatra er en af de kvinder, der har haft størst indvirkning på Roms historie, frivilligt såvel som ufrivilligt. Hun var farao af Ægypten, men af græsk herkomst, idet hun var født ind i det ptolemæiske herskerdynasti, som havde haft magten i Ægypten siden Alexander den Stores død i 323 f.Kr., hvorefter hans general Ptolemæus vandt herredømmet over Ægypten. Hendes skæbne er stærkt mytebelagt, idet hun slet ikke passede ind i romernes forestillinger om kvinder; hun blev svinet til i romerske kilder, hvorimod en arabisk kilde, dog flere hundrede år efter hendes død, betegner hende som en velgører i Ægypten. Misogynien gennemsyrer alle de romerske kilder.
Det lykkedes hende at udgøre en faktisk trussel mod Rom. Gennem affærer med først Cæsar og siden Marcus Antonius var hun ikke til at komme uden om. Hun fødte Cæsars søn, hun boede åbenlyst i Rom i flere år som Cæsars elskerinde, lige i nærheden af Cæsars tredje hustru Calpurnia. En overlevering fortæller, at Cæsar i sit tempel for Venus Genetrix på sit forum, Forum Julium, opstillede en statue af Venus med en umiskendelig lighed med Kleopatra. Efter Cæsars død rejste hun tilbage til Ægypten, hvor hendes magt stadig var intakt, og hun slog sig sammen med Marcus Antonius, som i nogle år var de facto herre over den østlige del af det romerske imperium. ´Den orientalske hore´ fordrejede hovedet på romerske mænd, mente man i Rom. ´Retfærdigheden´ skete dog fyldest: Cæsars adoptivsøn, Octavian, den senere kejser Augustus, besejrede i 31 f.Kr. Kleopatra og Antonius, som begge begik selvmord – imperiet var reddet.
Octavians (Gaius Julius Cæsar Octavianus) sejr banede også vejen for Livia, som blev ført frem i offentligheden som Kleopatras diametrale modsætning. Livia blev gift med Octavian i 38 f.Kr. efter at være blevet skilt fra Tiberius Claudius Nero, med hvem kun havde to sønner, den senere kejser Tiberius og Drusus, som dog først blev født efter brylluppet. Octavian blev skilt fra sin hustru, Scribonia, på dagen, hvor hun fødte Octavians eneste barn, Julia. Dermed forenedes de to familier Julius og Claudius, hvorfor hele dette kejserdynasti, Augustus, Tiberius, Caligula, Claudius og Nero, kaldes det julisk-claudiske. Ved Neros død i 68 og efter et års borgerkrig vinder det flaviske dynasti magten.
Livia var den romerske familiemoder (matrona) og som sådan rollemodel. Familien boede relativt beskedent i en villa på Palatinerhøjen, hun sagdes at væve sin mands tøj selv, hun klædte sig diskret uden prangende smykker og hun styrede husholdningen.
Den romerske kejsers magt blev understreget gennem diverse billedfremstillinger af kejseren selv. Det kunne være i form af møntportrætter, som jo spredtes over hele det vidtstrakte rige, der var gengivelser af kejseren i diverse æresstatuer og af hans bedrifter i fortællende relieffer og malerier. Især i tilfældet Livia måtte man opfinde en ikonografi, som kunne karakterisere en kvinde: en god, from, dydig hustru og moder til mange børn. Augustus må således tildeles en stor del af æren for en ny udvikling af den romerske kvindes status. Han så den dynastiske fordel i en ´first lady´, som kunne sætte fokus på Augustus´ egen magtposition. Livia blev fremhævet som den dydige hustru, moder/stammoder i dynastiet i forbindelse med kommende herskere, et forbillede for den romerske familie som samfundets fundament. Dette budskab skulle spredes over hele riget, så en billedikonografi måtte skabes – den ærbare, stærke mater familias, ofte i religiøs forklædning. Livia optrådte således i utallige sammenhænge, mest prominent i statueform.
Denne fremskudte offentlige position åbnede også for Livias muligheder for reel indflydelse. Hun havde direkte adgang til magtens enevældige centrum, Augustus selv. Hun udnyttede dette i eget regi, men der er ikke tvivl om, at andre så muligheden for adgang til kejseren gennem Livia, hvilket jo øgede hendes indflydelse. Hun var ikke blot trofæhustru, men en mere eller mindre officiel magtfaktor.
Hendes position har givet hende en decideret dårlig presse i sam- og eftertid. Hun er bl.a. udråbt til iskold giftmorderske i sin kamp for med succes at placere sin søn af første ægteskab, Tiberius, på tronen efter Augustus, hvis ægteskab med Livia var barnløst – hun ombragte alle sønnens rivaler i den julisk-claudiske kejserfamilie, og måske endog Augustus selv i 14 e.Kr. med en forgiftet figen, hans yndlingsfrugt. Hvad der er op og ned, ved vi ikke, men måske kan hun rehabiliteres, som den lige så udskammede Nero her i år er på vej til at blive det på British Museums store udstilling i sommeren 2021.
Historierne og rygterne om de kejserlige kvinder er legio, og detaljerede beskrivelser af dem som giftmordersker og nymfomaner skal ikke skygge for det faktum, at mange har haft en yderst gunstig indflydelse på det romerske samfund.
Nutidige læsere vil måske nikke genkendende til en uofficiel kvinderolle, hustruers adgang til magtens øre – tænk for eksempel på Nancy Reagan, og senest mrs. Boris Johnson, som begge beskyldes for mere eller mindre skjult magtudøvelse.
Kvinders officielle rettigheder
Ret skal være ret: romerske kvinder havde rettigheder, og de havde flere end deres samtidige rundt omkring i verden.
I mytologien blev alle mennesker guddommeligt skabt af jord og vand – så udgangspunktet var altså det samme for mænd og kvinder. Dette blev hurtigt ændret til mandlig dominans, som betragtede kvinder som mødre og dermed vigtige i alliancer mellem familier. Kvinden og hendes medgift var panten eller varen, som kunne cementere en alliance. Hun blev indlemmet i mandens familie og kunne føde de børn, som holdt de to familier sammen. Dette medførte også, at kvinderne skulle passe husholdning og afkom. Legitimitet var vigtig, hvorfor kvinder måtte giftes bort i en tidlig alder, inden de måtte have haft mulighed for at kompromittere familiernes rene blod.
Pigers og drenges status kom også til udtryk i deres navne; drenge havde tre navne: et fornavn, et slægtsnavn og et tilnavn, som for eksempel Gaius Julius Cæsar (Cæsar betyder måske elefant); piger havde også officielt flere navne, men oftest brugtes slægtsnavnet i form af for eksempel Julia, det vil sige af slægten Julius. Var man så uheldig at få flere piger, måtte man herefter nummerere dem med Secunda eller Tertia, eller den ældre, major, eller den yngre, minor.
Kvinder var som udgangspunkt i hjemmet, men måtte dog gerne gå ud selv (i modsætning til antikke græske kvinder), de havde ingen rolle i politik og måtte ikke udtale sig offentligt. Dette begrænsede som udgangspunkt enhver kvindes indflydelse, da magten jo findes i det offentlige rum. Kvinder kunne arve og i visse tilfælde besidde ejendom, men de skulle have en mandlig værge, oftest fader eller mand, idet de jo ikke selv kunne overskue komplicerede affærer. Ægteskab kom altid i stand gennem overenskomster mellem fædre eller værger, og kvinder, og nok heller ikke den unge mand, havde noget at sige i sagen. Skilsmisser var ikke ualmindelige, men børnene tilhørte manden.
Kvinders rolle som dydige hustruer og mødre var altoverskyggende i det patriarkalske samfund, som hvilede på familien. Samme forpligtelser påhvilede dog på ingen måde manden, som vi så det i tilfældet Cæsar. Mænd havde åbenlyst elskerinder, de besøgte de talrige, velassorterede bordeller, de var slaveejere, hvilket åbnede mange muligheder indenfor hjemmets fire vægge
Kvinder blev til en vis grad uddannet. De lærte at læse og skrive, og det var sikkert i mange tilfælde det. Rollen som trofæhustru var mere passende; kvinder skulle være dydige, føde mange børn
(børnedødeligheden var meget stor, ligesom døden i barselssengen), men en meget omfattende sminke- og smykkeindustri vidner om, at et smukt udseende var vigtigt. Visse regler kunne selvfølgelig bøjes, især af overklassens kvinder, men de kunne ikke brydes. Således var Augustus nødt til at forvise sin egen datter Julia på grund af hendes velkendte promiskuøse liv.
Der er naturligvis undtagelser fra dette, og mange mænd havde selvfølgelig respekt for og kærlighed til kvinder i det meget patriarkalske samfund, og vi kan notere os, at den stadig brugte talemåde – det er besværligt at leve med kvinder, men umuligt at leve uden dem – er brugt i Rom allerede omkring vor tidsregnings begyndelse.
Voldtægt
Voldtægt er det ultimative magtmiddel overfor kvinder, og mænd har til stadighed benyttet deres overlegne fysiske styrke til at få magt over kvinder. Roms historie hviler på flere tilfælde af voldtægt.
Sebastiano Ricci, Sabinerindernes rov, 1702-1703, Vaduz. Creative Commons
Sabinerindernes rov er den begivenhed, der får Roms mytiske grundlæggelse gennem Romulus til at få luft under vingerne. Der var nemlig ingen kvinder i byen, så derfor måtte man ud og stjæle nogen, så det stolte Rom kunne få en fremtid – kvinder er mænds ejendom. Romerne inviterer sabinerne til fest, hvor de bortfører sabinerinderne. Et års tid efter rovet søger sabinerne at få deres kvinder igen, men de vil ikke med hjem – romerne var jo bedre!
Eftertiden har været fascineret af denne begivenhed. Det voldsomme rov skildres ofte i den europæiske kunst. De færreste kunstnere kan skjule, at de med en vis nydelse gengiver de dramatiske begivenheder, hvor forvredne, halvnøgne, rædselsslagne kvinder har hovedrollen.
Da den romerske, mytologiske kvinde, Lucretia, voldtages af Sextus Tarquinius, søn af Roms sidste konge, Lucius Tarquinius Superbus, roses hun for sin dydige reaktion: Hun betror sig til sin mand og begår selvmord. Hendes reaktion handler ikke om hendes personlige skæbne, men det faktum at hun som trofæ bringer skam over sin ejer. De romerske mænd gør efterfølgende oprør, smider de forhadte konger ud og grundlægger den romerske republik i 509 f.Kr. Det er denne begivenhed, som ligger til grund for det romerske had til kongetitlen, hvad Cæsar kom til at erfare.
Voldtægt ansås grundlæggende for kvinder egen skyld, og det gør det sådan set stadig – hun behøvede da ikke klæde sig så udfordrende eller gå hjem via en mørk sti et cetera. Mænd kan ikke forventes at kunne styre deres lyster, derfor skal kvinder ikke provokere ved påklædning eller mangel på samme – den dydige kvinde viser kun sine ynder til ejeren indenfor hjemmets fire vægge, hvilket allerede var den antikke græske kvindes skæbne. Hvis kvinder er for kloge eller selvstændige, har mænd også lov til at korrekse dem gennem voldtægt, så de kan lære deres sande plads at kende.
Den ud i det absurde følge af denne tankegang er renaissancens hekseprocesser, mænds foragt for og rædsel for kvinder og for deres eget selvhad over begæret.
Den sejrende hær bruger stadig voldtægten i undertrykkelsen af taberen. Det har næppe meget med kvinder at gøre – det er snarere en ydmygelse af deres ejere, mændene.
Før og nu
Når man skal fatte sig i korthed om romerske kvinder, må det nødvendigvis være med spredehagl, det romerske imperiums kompleksitet, geografiske udstrækning, lange kronologi taget i betragtning.
Da jeg tænkte over, hvad jeg skulle skrive om romerske kvinder, blev jeg på forhånd en smule træt, da der i bund og grund ikke er den store, grundlæggende forskel på dengang og nu. Som Mary Beard med sit sædvanlige bidende vid skriver i sin beundringsværdige gennemgang af Roms historie gennem de første 1000 år, fra byens grundlæggelse i 753 f.Kr. til Caracallas tildeling af statsborgerskab til alle Imperiets indbyggere i 212 e.Kr. – i bogens indeks under ´women: inadequate representations in historical tradition passim´.
Kvinders rolle i historien har som nævnt hovedsageligt været afhængig af mænd – hvis kvinder har haft egentlig magt, fik de den gennem mænd, fader, søn, ægtefælle, elsker. Bevares, vi er nået rigtig langt, men vi er langt fra i mål. Vi lever eksempelvis med mangel på ligeløn, lav løn i kvindefag, overgreb fra undervisere, korledere og politikere, franske kvinder lever med samfundets accept af elskerinder og voldelige ægtemænd – en fransk kvinde er lige på den positive side blevet frifundet, skønt hun erkendtligt og bevisligt har slået sin ekstremt voldelige ægtemand ihjel, i andre samfund verden over lever kvinder uden rettigheder overhovedet, kvinder undertrykkes på guddommelige magters påbud, overalt lever kvinder med nedgørende kommentarer om deres udseende og intellektuelle habitus, de lever med mænds i egen indbildning naturgivne ret til kvinders kroppe. I mange kulturer mener mænd sig berettigede til at sidde på cafeen eller i træernes skygge, mens kvinderne knokler. Lavtlønnede, lavtuddannede kvinder lever deres arbejdsliv som frugtplukkere, syersker i sweatshops, stuepiger, servitricer, butikspersonale nederst i hierarkiet på overordnede mænds nåde med deres kroppe som eneste betalingsmiddel for ansættelse og fortsættelse af samme.
Eksemplerne er legio, og ikke alle mænd er kvindehadere, og mænd kan også nedgøres og misbruges af kvinder, men vi er ikke nået i mål med ligestilling, før en artikel om kvinder som sådanne er unødvendig og meningsløs.
Ordene bliver personlige, farvet af nutiden og den fleretusindårige bagage af historie og erfaringer, vi alle bærer rundt på. Objektivitet kan der ikke være tale om. Emnet er følelsesladet, subjektivt, tynget af fortidige og nutidige myter. Nogle vil være enige i mine udlægninger, flere vil sikkert være helt eller delvist uenige. Vores kilder er subjektive, også romerske historikere havde holdninger og ønsker om at formidle deres versioner af historien. Heller ikke i antikken fandtes der en objektiv historieskrivning.
Anne Marie Nielsen er tidligere museumsinspektør på Ny Carlsberg Glyptotek og mag.art i klassisk arkæologi.
