Cæsars hustru

Mar­mor­buste af Livia, cir­ka 14–37 fvt. The Met­ro­pol­i­tan Muse­um of Art. Ret­tighed­er: Pub­lic Domain

Intriger og rænkespil i den romerske overklasse anno 62 f.kr., Kleopatras forhold til Cæsar og den indflydelsesrige hustru Livia danner kulisse for mag. art i klassisk arkæologi Anne Marie Nielsens vue over de romerske kvinder, deres rettigheder, historiske efterliv og de mulige paralleller, der kan drages til i dag.

ANTIKKENS FORTÆLLINGER: Antikken er andet og mere end en støvet, hensvun­den epoke. Antikken er en viden­sk­a­belig arv, som vores nuværende prak­sis står på skul­drene af; antikken er et kul­turelt udgangspunkt, som nuti­dens kun­st­nere til stadighed søger en dia­log med, og antikken er tilmed en pro­ces, hvori socio-poli­tiske bevægelser for­sat søger at finde rod og aut­encitet. I samar­be­jde med Gold­en Days udgiv­er Bag­grund online­u­ni­ver­set ’Antikkens fortællinger — i 2021’, som på den ene side fokuser­er på de tusindårige tråde, der kan trækkes til oldti­den, og sam­tidigt adresser­er de process­er, der spandt dem

I de poli­tisk højspændte år inden den romerske repub­lik endeligt opløstes ved Octa­vians mag­tovertagelse efter mordet på Cæsar i 44 f.Kr. og sejren over Kleopa­tra og Anto­nius i 31 f.Kr. udspillede sig i 62 f.Kr. den såkaldte Clodius-affære i Rom. 

Cæsars anden hus­tru, Pom­ponia, afholdt i hjem­met en hel­lig begiven­hed under Vestalin­dernes overordnede opsyn. Det var en fejring af gudin­den Bona Dea, hvis vigtig­ste regel, i herværende sam­men­hæng, var abso­lut adgangs­for­bud for mænd. Den ambitiøse politiker/playboy Pub­lius Clodius Pul­cher iklædte sig kvin­de­tøj og sneg sig ind i huset. Han blev selvføl­gelig afs­løret, og skan­dalen var en kends­gern­ing. Pom­ponia blev straks udhængt af byens aktive rygtesmede for at have en affære med Clodius. 

Hverken samti­den eller vi ved, om det havde noget på sig, skønt Pom­ponia offi­cielt blev frik­endt, men begiven­hed­erne og resul­tater­ne her­af udstiller tydeligt den romerske hold­ning til kvin­der, til hvad kvin­der måtte og bestemt ikke måtte, hvilke ret­tighed­er kvin­der havde i det romerske sam­fund. In casu skal man ikke glemme, at vi befind­er os i overk­lassen, hvis gøren og laden vi er ret velo­ri­en­terede om – til forskel fra plebs, som vi har visse forestill­inger om som masse, ikke som individer. 

Cæsar blev gift med Pom­ponia i år 67 f.Kr., og som kon­sekvens af Clodius-affæren lod han sig skille fra hende med den måske apokryfe bemærkn­ing: ”Der må end ikke være mis­tanke til Cæsars hus­tru.” Hvad Pom­ponia havde at sige til det hele, ved vi ikke noget om, ej heller om hen­des mening til Cæsars tal­rige ude­nom­sægtesk­a­belige affær­er. Cæsar var i peri­o­den i fuld gang med at posi­tionere sig poli­tisk og mil­itært, så en rask lille sexskan­dale ville komme på tværs. Gode, dydi­ge hus­truer kunne i høj grad gavne en mands kar­riere. Har vi set alt det før? 

Det cæsariske kvin­desyn gen­nem­syr­er hele Roms his­to­rie, fra tiden under de etruskiske konger, gen­nem repub­lik og kejser­tid, efter kris­ten­dom­mens sejr, hvor kvin­der stadig stig­ma­tis­eres af Evas fris­tende adfærd i Par­adis­ets Have, samt deres man­glende adkomst til at tale i menigheden/offentlige for­sam­linger og ret beset op til vore dage i store dele af ver­den. Lad mig opridse en række begiven­hed­er og beskrive enkelte kvin­der som illus­tra­tion til disse mine påstande. 

Kvin­der optræder i flok, for eksem­pel Sabiner­inder fra nabo­folket og Vestalin­der, det kvin­delige præsteskab i dati­dens Rom. Kvin­der er mødre, døtre, hus­truer, elskerinder, søstre, enker, og ganske få er uafhængigt her­af hersk­ende i egen ret, uanset hvilke mænd de har måt­tet forholde sig til på deres vej mod toppen. 

Mødre og hus­truer er de mest kendte; det er dem, der udøver magt gen­nem deres svage, til tider afdøde, søn­ner eller mænd. Den magt­fulde kvin­de må i den grad have været en torn i øjet på hele det romerske sam­funds for­agt for, frygt for og had til kvin­der, idet de ´mægtige kvin­der´ næsten uden und­tagelse har været udsat for ´dårlig presse´, både mens de lev­ede og efter deres død. 

Det eneste sted i det romerske sam­fund, såv­el som i det græske, som kunne tol­erere kvin­delig magt var — udover enkelte præstin­der — gudin­der, hvis egen­sk­aber og almin­delige virke dog er farvet af sam­fun­dets kvin­desyn. For eksem­pel udnyt­ter Venus sit smukke udseende, og Hera er en jaloux strigle, på trods af gudin­dernes øvrige pos­i­tive egenskaber.

Kleopatra og Livia

To kvin­der i det romerske imperi­ums for­ma­tive år kan tjene som eksem­pler: Kleopa­tra og Livia. 

Jean-Léon Gérôme, 1866, Kleopa­tra og Cæsar, pri­vat sam­ling.  Cre­ative Commons

Kleopa­tra er en af de kvin­der, der har haft størst ind­virkn­ing på Roms his­to­rie, friv­il­ligt såv­el som ufriv­il­ligt. Hun var farao af Ægypten, men af græsk herkomst, idet hun var født ind i det ptolemæiske hersker­dy­nas­ti, som havde haft magten i Ægypten siden Alexan­der den Stores død i 323 f.Kr., hvorefter hans gen­er­al Ptolemæus vandt herredøm­met over Ægypten. Hen­des skæb­ne er stærkt myte­be­lagt, idet hun slet ikke passede ind i romernes forestill­inger om kvin­der; hun blev svinet til i romerske kilder, hvo­rimod en ara­bisk kilde, dog flere hun­drede år efter hen­des død, beteg­n­er hende som en vel­gør­er i Ægypten. Misog­y­nien gen­nem­syr­er alle de romerske kilder. 

Det lykkedes hende  at udgøre en fak­tisk trussel mod Rom. Gen­nem affær­er med først Cæsar og siden Mar­cus Anto­nius var hun ikke til at komme uden om. Hun fødte Cæsars søn, hun boede åbenlyst i Rom i flere år som Cæsars elskerinde, lige i nærhe­den af Cæsars tred­je hus­tru Calpur­nia. En over­lev­er­ing fortæller, at Cæsar i sit tem­pel for Venus Gen­etrix på sit forum, Forum Juli­um, opstillede en stat­ue af Venus med en umisk­endelig lighed med Kleopa­tra. Efter Cæsars død rejste hun tilbage til Ægypten, hvor hen­des magt stadig var intakt, og hun slog sig sam­men med Mar­cus Anto­nius, som i nogle år var de fac­to herre over den østlige del af det romerske imperi­um. ´Den ori­en­talske hore´ for­drejede hov­edet på romerske mænd, mente man i Rom. ´Ret­færdighe­den´ skete dog fyldest: Cæsars adop­tivsøn, Octa­vian, den senere kejs­er Augus­tus, bese­jrede i 31 f.Kr. Kleopa­tra og Anto­nius, som begge begik selv­mord – imperi­et var reddet. 

Relief af Livia og Augus­tus (yder­st til højre), første århun­drede. Ret­tighed­er: ©web­pam

Octa­vians (Gaius Julius Cæsar Octa­vianus) sejr banede også vejen for Livia, som blev ført frem i offent­lighe­den som Kleopa­tras diame­trale mod­sæt­ning. Livia blev gift med Octa­vian i 38 f.Kr. efter at være blevet skilt fra Tiberius Claudius Nero, med hvem kun havde to søn­ner, den senere kejs­er Tiberius og Drusus, som dog først blev født efter bryllup­pet. Octa­vian blev skilt fra sin hus­tru, Scri­bo­nia, på dagen, hvor hun fødte Octa­vians eneste barn, Julia. Dermed forenedes de to fam­i­li­er Julius og Claudius, hvor­for hele dette kejser­dy­nas­ti, Augus­tus, Tiberius, Caligu­la, Claudius og Nero, kaldes det julisk-claud­iske. Ved Neros død i 68 og efter et års borg­erkrig vin­der det flaviske dynas­ti magten. 

Livia var den romerske fam­i­liemod­er (matrona) og som sådan rolle­mod­el. Fam­i­lien boede rel­a­tivt beske­dent i en vil­la på Palatin­er­hø­jen, hun sagdes at væve sin mands tøj selv, hun klædte sig diskret uden prangende smykker og hun styrede husholdningen. 

Den romerske kejsers magt blev under­streget gen­nem diverse billed­frem­still­inger af kejseren selv. Det kunne være i form af mønt­portræt­ter, som jo spredtes over hele det vidt­strak­te rige, der var gen­givelser af kejseren i diverse æresstat­uer og af hans bedrifter i fortæl­lende reli­ef­fer og malerier. Især i til­fældet Livia måtte man opfinde en ikono­grafi, som kunne karak­teris­ere en kvin­de: en god, from, dydig hus­tru og mod­er til mange børn. Augus­tus må således tilde­les en stor del af æren for en ny udvikling af den romerske kvin­des sta­tus. Han så den dynas­tiske fordel i en ´first lady´, som kunne sætte fokus på Augus­tus´ egen magt­po­si­tion. Livia blev fremhævet som den dydi­ge hus­tru, moder/stammoder i dynas­ti­et i forbindelse med kom­mende herskere, et for­billede for den romerske fam­i­lie som sam­fun­dets fun­da­ment. Dette bud­skab skulle spre­des over hele riget, så en billedikono­grafi måtte skabes – den ærbare, stærke mater famil­ias, ofte i religiøs fork­læd­ning. Livia optrådte således i utal­lige sam­men­hænge, mest promi­nent i statueform. 

Denne frem­skudte offentlige posi­tion åbnede også for Livias mulighed­er for reel ind­fly­delse. Hun havde direk­te adgang til magtens enevældige cen­trum, Augus­tus selv. Hun udnyt­tede dette i eget regi, men der er ikke tvivl om, at andre så mulighe­den for adgang til kejseren gen­nem Livia, hvilket jo øgede hen­des ind­fly­delse. Hun var ikke blot trofæhus­tru, men en mere eller min­dre offi­ciel magtfaktor. 

Hen­des posi­tion har givet hende en decideret dårlig presse i sam- og efter­tid. Hun er bl.a. udråbt til iskold gift­morder­ske i sin kamp for med suc­ces at placere sin søn af første ægteskab, Tiberius, på tro­nen efter Augus­tus, hvis ægteskab med Livia var barn­løst – hun ombragte alle søn­nens rivaler i den julisk-claud­iske kejser­fam­i­lie, og måske endog Augus­tus selv i 14 e.Kr. med en forgiftet figen, hans yndlings­frugt. Hvad der er op og ned, ved vi ikke, men måske kan hun reha­biliteres, som den lige så udskammede Nero her i år er på vej til at blive det på British Muse­ums store udstill­ing i som­meren 2021. 

His­to­ri­erne og rygterne om de kejserlige kvin­der er legio, og detal­jerede beskriv­elser af dem som gift­morder­sker og nymfo­man­er skal ikke skygge for det fak­tum, at mange har haft en yder­st gun­stig ind­fly­delse på det romerske samfund. 

Nutidi­ge læsere vil måske nikke genk­endende til en uof­fi­ciel kvin­derolle, hus­truers adgang til magtens øre – tænk for eksem­pel på Nan­cy Rea­gan, og sen­est mrs. Boris John­son, som begge beskyldes for mere eller min­dre skjult magtudøvelse. 

Kvinders officielle rettigheder

Ret skal være ret: romerske kvin­der havde ret­tighed­er, og de havde flere end deres sam­tidi­ge rundt omkring i verden. 

I mytolo­gien blev alle men­nesker gud­dom­meligt skabt af jord og vand – så udgangspunk­tet var alt­så det samme for mænd og kvin­der. Dette blev hur­tigt ændret til man­dlig dom­i­nans, som betragt­ede kvin­der som mødre og dermed vigtige i alliancer mellem fam­i­li­er. Kvin­den og hen­des medgift var pan­ten eller varen, som kunne cementere en alliance. Hun blev indlem­met i man­dens fam­i­lie og kunne føde de børn, som holdt de to fam­i­li­er sam­men. Dette med­førte også, at kvin­derne skulle passe hush­old­ning og afkom. Legit­imitet var vigtig, hvor­for kvin­der måtte giftes bort i en tidlig alder, inden de måtte have haft mulighed for at kom­pro­mit­tere fam­i­liernes rene blod. 

Pigers og drenges sta­tus kom også til udtryk i deres navne; drenge havde tre navne: et for­navn, et slægt­snavn og et tilnavn, som for eksem­pel Gaius Julius Cæsar (Cæsar bety­der måske ele­fant); piger havde også offi­cielt flere navne, men oftest brugtes slægt­snavnet i form af for eksem­pel Julia, det vil sige  af slægten Julius. Var man så uheldig at få flere piger, måtte man herefter num­merere dem med Secun­da eller Ter­tia, eller den ældre, major, eller den yngre, minor

Kvin­der var som udgangspunkt i hjem­met, men måtte dog gerne gå ud selv (i mod­sæt­ning til antikke græske kvin­der), de havde ingen rolle i poli­tik og måtte ikke udtale sig offentligt. Dette begrænsede som udgangspunkt enhver kvin­des ind­fly­delse, da magten jo find­es i det offentlige rum. Kvin­der kunne arve og i visse til­fælde besid­de ejen­dom, men de skulle have en man­dlig værge, oftest fad­er eller mand, idet de jo ikke selv kunne over­skue kom­plicerede affær­er. Ægteskab kom altid i stand gen­nem overen­skom­ster mellem fædre eller værg­er, og kvin­der, og nok heller ikke den unge mand, havde noget at sige i sagen. Skilsmiss­er var ikke ual­min­delige, men børnene tilhørte manden. 

Kvin­ders rolle som dydi­ge hus­truer og mødre var altover­skyggende i det patri­arkalske sam­fund, som hvilede på fam­i­lien. Samme forplig­telser påhvilede dog på ingen måde man­den, som vi så det i til­fældet Cæsar. Mænd havde åbenlyst elskerinder, de besøgte de tal­rige, velas­sorterede bor­deller, de var slavee­jere, hvilket åbnede mange mulighed­er inden­for hjem­mets fire vægge 

Kvin­der blev til en vis grad uddan­net. De lærte at læse og skrive, og det var sikkert i mange til­fælde det. Rollen som trofæhus­tru var mere passende; kvin­der skulle være dydi­ge, føde mange børn 

(børnedøde­lighe­den var meget stor, lige­som døden i barsels­sen­gen), men en meget omfat­tende sminke- og smykkein­dus­tri vid­ner om, at et smukt udseende var vigtigt. Visse regler kunne selvføl­gelig bøjes, især af overk­lassens kvin­der, men de kunne ikke bry­des. Således var Augus­tus nødt til at forvise sin egen dat­ter Julia på grund af hen­des velk­endte promiskuøse liv. 

Der er naturligvis und­tagelser fra dette, og mange mænd havde selvføl­gelig respekt for og kærlighed til kvin­der i det meget patri­arkalske sam­fund, og vi kan notere os, at den stadig brugte talemåde – det er besværligt at leve med kvin­der, men umuligt at leve uden dem – er brugt i Rom allerede omkring vor tid­sreg­n­ings begyndelse. 

Voldtægt

Voldtægt er det ulti­ma­tive magt­mid­del over­for kvin­der, og mænd har til stadighed benyt­tet deres over­leg­ne fysiske styrke til at få magt over kvin­der. Roms his­to­rie hvil­er på flere til­fælde af voldtægt. 

Sebas­tiano Ric­ci, Sabiner­indernes rov, 1702–1703, Vaduz.  Cre­ative Commons

Sabiner­indernes rov er den begiven­hed, der får Roms mytiske grundlæggelse gen­nem Romu­lus til at få luft under vingerne. Der var nem­lig ingen kvin­der i byen, så der­for måtte man ud og stjæle nogen, så det stolte Rom kunne få en fremtid — kvin­der er mænds ejen­dom. Romerne inviter­er sabin­erne til fest, hvor de bort­før­er sabiner­inderne. Et års tid efter rovet søger sabin­erne at få deres kvin­der igen, men de vil ikke med hjem – romerne var jo bedre! 

Efter­tiden har været fascineret af denne begiven­hed. Det vold­somme rov skil­dres ofte i den europæiske kun­st. De fær­reste kun­st­nere kan skjule, at de med en vis nydelse gen­giv­er de drama­tiske begiven­hed­er, hvor forvredne, halvnøgne, ræd­selss­lagne kvin­der har hovedrollen. 

Lucas Cranach den ældre, Lucre­tia, 1530’erne, pri­vat sam­ling. Ret­tighed­er: WikimediaCommons

Da den romerske, mytol­o­giske kvin­de, Lucre­tia, vold­tages af Sex­tus Tar­quinius, søn af Roms sid­ste konge, Lucius Tar­quinius Super­bus, ros­es hun for sin dydi­ge reak­tion: Hun betror sig til sin mand og begår selv­mord. Hen­des reak­tion han­dler ikke om hen­des per­son­lige skæb­ne, men det fak­tum at hun som trofæ bringer skam over sin ejer. De romerske mænd gør efter­føl­gende oprør, smider de forhadte konger ud og grundlæg­ger den romerske repub­lik i 509 f.Kr. Det er denne begiven­hed, som lig­ger til grund for det romerske had til kongeti­tlen, hvad Cæsar kom til at erfare. 

Voldtægt ansås grundlæggende for kvin­der egen skyld, og det gør det sådan set stadig – hun behøvede da ikke klæde sig så udfor­drende eller gå hjem via en mørk sti et cetera. Mænd kan ikke for­ventes at kunne styre deres lyster, der­for skal kvin­der ikke pro­vokere ved påk­læd­ning eller man­gel på samme – den dydi­ge kvin­de vis­er kun sine ynder til ejeren inden­for hjem­mets fire vægge, hvilket allerede var den antikke græske kvin­des skæb­ne. Hvis kvin­der er for kloge eller selvstændi­ge, har mænd også lov til at kor­rekse dem gen­nem voldtægt, så de kan lære deres sande plads at kende. 

Den ud i det absurde følge af denne tankegang er renais­san­cens hek­se­process­er, mænds for­agt for og ræd­sel for kvin­der og for deres eget selvhad over begæret. 

Den sejrende hær bruger stadig voldtægten i under­trykkelsen af taberen. Det har næppe meget med kvin­der at gøre – det er snarere en ydmygelse af deres ejere, mændene.

Før og nu

Når man skal fat­te sig i korthed om romerske kvin­der, må det nød­vendigvis være med spre­de­hagl, det romerske imperi­ums kom­plek­sitet, geografiske udstrækn­ing, lange kro­nolo­gi taget i betragtning. 

Da jeg tænk­te over, hvad jeg skulle skrive om romerske kvin­der, blev jeg på forhånd en smule træt, da der i bund og grund ikke er den store, grundlæggende forskel på den­gang og nu. Som Mary Beard med sit sæd­van­lige bidende vid skriv­er i sin beun­dringsværdi­ge gen­nem­gang af Roms his­to­rie gen­nem de første 1000 år, fra byens grundlæggelse i 753 f.Kr. til Cara­callas tildel­ing af stats­borg­er­skab til alle Imperi­ets ind­byg­gere i 212 e.Kr. – i bogens indeks under ´women: inad­e­quate rep­re­sen­ta­tions in his­tor­i­cal tra­di­tion pas­sim´.  

Kvin­ders rolle i his­to­rien har som nævnt hov­ed­sageligt været afhængig af mænd – hvis kvin­der har haft egentlig magt, fik de den gen­nem mænd, fad­er, søn, ægte­fælle, elsker. Bevares, vi er nået rigtig langt, men vi er langt fra i mål. Vi lever eksem­pelvis med man­gel på ligeløn, lav løn i kvin­defag, over­greb fra under­vis­ere, korledere og poli­tikere, franske kvin­der lever med sam­fun­dets accept af elskerinder og vold­elige ægtemænd – en fran­sk kvin­de er lige på den pos­i­tive side blevet fri­fun­det, skønt hun erk­endtligt og bevis­ligt har slået sin ekstremt vold­elige ægte­mand ihjel, i andre sam­fund ver­den over lever kvin­der uden ret­tighed­er over­hovedet, kvin­der under­trykkes på gud­dom­melige magters påbud, over­alt lever kvin­der med nedgørende kom­mentar­er om deres udseende og intellek­tuelle habi­tus, de lever med mænds i egen ind­bild­ning natur­givne ret til kvin­ders kroppe. I mange kul­tur­er men­er mænd sig berettigede til at sid­de på cafeen eller i træernes skygge, mens kvin­derne knok­ler. Lavtlønnede, lav­tud­dannede kvin­der lever deres arbe­jd­sliv som frugt­plukkere, syersker i sweat­shops, stuepiger, servit­ricer, butiksper­son­ale ned­er­st i hier­arki­et på overordnede mænds nåde med deres kroppe som eneste betal­ingsmid­del for ansæt­telse og fort­sæt­telse af samme. 

Eksem­plerne er legio, og ikke alle mænd er kvin­de­hadere, og mænd kan også nedgøres og mis­bruges af kvin­der, men vi er ikke nået i mål med ligestill­ing, før en artikel om kvin­der som sådanne er unød­vendig og meningsløs. 

Ordene bliv­er per­son­lige, farvet af nuti­den og den flere­tusindårige bagage af his­to­rie og erfaringer, vi alle bær­er rundt på. Objek­tivitet kan der ikke være tale om. Emnet er følelses­ladet, sub­jek­tivt, tyn­get af for­tidi­ge og nutidi­ge myter. Nogle vil være enige i mine udlægninger, flere vil sikkert være helt eller delvist uenige. Vores kilder er sub­jek­tive, også romerske his­torikere havde hold­ninger og ønsker om at formi­dle deres ver­sion­er af his­to­rien. Heller ikke i antikken fandtes der en objek­tiv historieskrivning. 

 Anne Marie Nielsen er tidligere muse­um­sin­spek­tør på Ny Carls­berg Glyp­totek og mag.art i klas­sisk arkæologi.


Læs resten af artiklerne: ANTIKKENS FORTÆLLINGER – I 2021

Scroll til toppen