Batrachomyomachia i genfortælling

Illus­tra­tion af Nan­na Dals­gaard Clausen

Batrachomyomachia er afledt af tre græske ord: frø, mus og kamp. Det lyder som en børnebog — og det er det også. Men det antikke epos er oprindeligt et blodigt drama fra antikken. Læs Anton S. Christensens beretning om at oversætte og genfortælle Batrachomyomachia i børnehøjde. 

FOKUS: ANTIKKENS FORTÆLLINGER: Antikken er andet og mere end en støvet, hensvun­den epoke. Antikken er en viden­sk­a­belig arv, som vores nuværende prak­sis står på skul­drene af; antikken er et kul­turelt udgangspunkt, som nuti­dens kun­st­nere til stadighed søger en dia­log med, og antikken er tilmed en pro­ces, hvori socio-poli­tiske bevægelser for­sat søger at finde rod og aut­encitet. I samar­be­jde med Gold­en Days udgiv­er Bag­grund online­u­ni­ver­set ’Antikkens fortællinger — i 2021’, som på den ene side fokuser­er på de tusindårige tråde, der kan trækkes til oldti­den, og sam­tidigt adresser­er de process­er, der spandt dem

His­to­rien om den­gang musene og frøerne gik i krig mod hinan­den er en over­sæt­telse og gen­fortælling af den old­græske Batra­chomy­omachia, der er en par­o­di over Homers eposs­er. Titlen Batra­chomy­omachia er afledt af de tre græske ord: frø (βάτραχος), mus (μῦς) og kamp (μάχη). Der find­es flere eksem­pler på, at fortællinger navn­gives på denne måde – for eksem­pel Ken­tau­ro­machia og Gigan­tomachia, der dog begge har det til fælles, at de er navn­givet ud fra den tabende part, mens titlen Batra­chomy­omachia nævn­er begge parter i konflikten.

His­to­rien han­dler om et møde mellem musen Krum­me­tyv og frøen Basunkind, der får fatale føl­ger. Basunkind inviter­er Krum­me­tyv til at sejle med ham hjem på sin ryg, men da Basunkind under turen ser en søs­lange, fly­gter han under vand og lad­er Krum­me­tyv drukne. En anden mus ser dette optrin inde fra land og fortæller de andre mus om det. Musene beslut­ter sig for at gå i krig mod frøerne, der også selv bliv­er over­talt til at gå i krig af Basunkind. Under­ve­js i his­to­rien overve­jer gud­erne at gribe ind, men det er først til sidst i his­to­rien, efter Basunkinds død, at Zeus griber ind – af frygt for, at musene skal udry­dde frøerne helt og aldeles. 

Baggrunden for historien: Batrachomyomachia som fabel og epos

Batra­chomy­omachia er en fortælling, der både er stærkt inspir­eret af det græske fabelu­nivers, men som også rum­mer klare træk fra epos-gen­ren, og det er netop i dette spænd­ings­felt, at par­o­di­en kom­mer til syne. Det danske ord fabel stam­mer fra det latinske fab­u­la. Der kan ikke gives nogen abso­lut def­i­n­i­tion af fabler, men føl­gende træk er som udgangspunkt kende­teg­nende for dem. Den involver­er som regel dyr, der repræsen­ter­er de karak­tertræk, som vi forbinder dyret med – for eksem­pel den snu ræv. Sam­tidig er det karak­ter­is­tisk for fablen, at en sit­u­a­tion og kon­flikt for­muleres og løs­es ganske hur­tigt for dernæst at blive ful­gt op af en morale. Batra­chomy­omachia find­er utvivl­somt sin inspi­ra­tion i to kendte fabler, der begge tilskrives Æsop, som han­dler om en mus og en frø, der bliv­er ven­ner. I begge fabler inviter­er frøen musen med hjem, men på vejen hjem over søen drukn­er musen. Musen sværg­er hævn over frøen, som da også i begge his­to­ri­er ender med at bliv­er dræbt af en rovfugl. Den ene af fablerne ender end­da med den karak­ter­is­tiske morale: Et dårligt ven­neråd bliv­er til fare for én selv

Batra­chomy­omachia er alt­så på den ene side tydeligt inspir­eret af fabelu­ni­ver­set, men har også klare allu­sion­er til det home­riske epos, hvor de mest kendte repræsen­tan­ter er Ili­aden og Odysseen; andre eksem­pler på epos-gen­ren er for eksem­pel de såkaldte home­riske hym­n­er til gud­erne. Eposs­er er lange nar­ra­tive digte og er blandt andet kende­teg­net ved, at han­dlin­gen foregår i en fjern mytisk tid, omhan­dler helte (eller gud­er og gudin­der i hym­n­erne) og inde­hold­er en gud­dom­melig ind­griben i han­dlin­gen samt en alv­i­dende fortæller. Deru­dover er den episke tekst for­fat­tet på det såkaldte episke kun­st­sprog. Der er ikke tale om en egentlig græsk dialekt, men en bland­ing af dialek­ter, der kun benyttes i forbindelse med den episke genre. Et andet afgørende træk ved epos­set er, at det er for­fat­tet på dak­tyliske hek­same­tre. Det vil sige, at det er skrevet på vers, der består af 6 verse­fød­der, hvor en dak­tyl (fin­ger) består en lang og to korte stavelser. Andre typiske træk er form­ler (gen­t­agelser af versene), lignelser (sam­men­ligninger) og epiteter (smykkende adjektiver). 

Alle disse karak­ter­is­ti­ka ved epos­set find­er man også i Batra­chomy­omachia, men hvor det kendte epos omhan­dler berømte helte som Achilleus og Odysseus, find­er vi nu i stedet mus og frøer med fan­tasi­fulde navne. Som anty­det oven­for bliv­er Batra­chomy­omachia der­for en par­o­di på kendte eposs­er. Par­o­di stam­mer fra det græske παρῳδία, der er afledt af παρῳδή. Παρῳδή består af præ­fik­set παρα- (ved siden af) og sub­stan­tivet ᾠδή (sang) og bety­der således “en sang ved siden af”, der her kan forstås som en sang ved siden af et orig­inalt for­læg – for eksem­pel Ili­aden. Par­o­di­en – og ker­nen i denne –  er et forholdsvist omdiskuteret emne, men flere er af den over­be­vis­ning, at par­o­di­er som udgangspunkt forud­sæt­ter, at man kender og forstår for­lægget for den. Da de fleste børn ikke er bek­endte med græske eposs­er, er der i denne børnebog fore­taget mange til- og omskrivninger for at opnå et mere mod­erne og forståeligt nar­ra­tiv, der ikke er betinget af kend­sk­a­bet til det græske epos. Per­spek­tivet på Batra­chomy­omachia som børnebog vender vi tilbage til nedenfor.

Tekstens forfatter

For­fat­teren til Batra­chomy­omachia er ukendt, men den er over­lev­eret sam­men med Ili­aden, Odysseen og andre frag­menter fra det øvrige Homer-kor­pus. Ili­aden og Odysseen er som allerede nævnt de mest kendte af de episke hek­same­ter­digte, men kat­e­gorien rum­mer flere andre værk­er, der tilskrives forskel­lige for­fat­tere. De episke hek­same­ter­digte, der kredser om begiven­hed­erne i Ili­aden og Odysseen, kendes under den sam­lede beteg­nelse de cyk­liske digte, hvo­raf hov­ed­parten kun find­es i frag­menter. Et eksem­pel på et af disse cyk­liske digte er Kypria, som beskriv­er begiven­hed­erne op mod Ili­adens beg­y­n­delse. Oprindeligt har Kypria rum­met 11 bøger, men i dag eksis­ter­er der kun omkring 50 vers. I tillæg til denne kat­e­gori af cyk­liske digte find­er vi så en række tek­ster, der af den ene eller anden grund er svære at placere, men i man­gel af bedre tilskrives Homer som apokryfe (obskure) skrifter, og netop her find­er vi blandt andre Batra­chomy­omachia.

De første omtaler af vær­ket find­es hos de romerske for­fat­tere Mar­tial og Sta­tius i slut­nin­gen af 1. århun­drede e.Kr. – en hel del senere end den tid, hvor man tra­di­tionelt for­mod­er, at Ili­aden og Odysseen blev for­fat­tet. Andre sted­er kan man både finde, at Homer bekræftes som for­fat­teren, mens han andet­st­eds afvis­es som samme. Andre sted­er fores­lås også en helt anden som for­fat­ter til vær­ket. Hvorom alt­ing er for­bliv­er for­fat­teren ukendt, men man reg­n­er i dag med, at tek­sten stam­mer fra hel­lenis­tisk tid (323–31 f.Kr.). 

Andre oversættelser og Batrachomyomachia som børnebog

Der find­es flere danske over­sæt­telser af Batra­chomy­omachia, men indtil for nyligt, hvor Mar­cel Lysgaard Lech udgav den som en del af bogen Home­riske Gen­klange, skulle de sen­este over­sæt­telser find­es helt tilbage i første halvdel af 1800-tal­let. Den danske digter og filosof Poul Mar­tin Møller er blandt dem, der tidligere har over­sat Batra­chomy­omachia. Da der her er tale om en børnebog, tager his­to­rien og over­sæt­telsen sig noget anderledes ud end i andre over­sæt­telser. Det har for eksem­pel været nød­vendigt at gendigte en række pas­sager og ude­lade den tra­di­tionelle hek­same­ter­digt­ning. I børnebo­gen er der heller ikke lagt vægt på par­o­di­en og epos-ele­menterne, da det ganske enkelt er for svært i formidlin­gen af his­to­rien til børn. Der er der­i­mod lagt vægt på at lave en sam­let his­to­rie med en naturlig beg­y­n­delse, midte og slut­ning. En af de mere radikale ændringer er den tildigt­ede indled­ning, der afløs­er Batra­chomy­omachias prooimion. Prooimion bety­der “musepåkaldelse” og hen­vis­er til en korte fortale/indledning, der også er karak­ter­is­tisk for epos-gen­ren. En anden sub­stantiel ændring er den tildigt­ede slut­ning, hvori udfaldet af kri­gen, inspir­eret af fablerne, fork­lares nærmere. En afgørende forskel i His­to­rien om den­gang musene og frøerne gik i krig mod hinan­den og den græske orig­inal­tekst er heru­dover, at de mere blodi­ge kamp­scener er ned­tonet, svære ekskurs­er er ude­ladt, og per­songal­leri­et er foren­klet. For­mu­leringer såsom “hjer­nen flød ud af næse­borene” (vers 229) er eksem­pelvis vur­deret som en anelse for vold­somme for den mål­gruppe, som børnebo­gen sigter til. Andet­st­eds find­er man en analo­gi til myten om Zeus (i skikkelse af en tyr) og Europa, som for eksem­pel ude­lades, da børn ikke vil kende og forstå sam­men­lignin­gen. Sam­tidig kan man bemærke, at der i den oprindelige tekst find­es flere læn­gere ekskurs­er, som er ude­ladt eller foren­klet – for eksem­pel når Krum­me­tyv fortæller om al den lækre mad, der var dér, hvor han voksede op (vers 35–41).

His­to­rien om den­gang musene og frøerne gik i krig mod hinan­den er frem­for alt tænkt som en over­sæt­telse, og selvom man vil kunne genk­ende en lang række af de græske vers i bogen, har om- og sam­men­skrivninger samt tildigt­ninger været nød­vendi­ge for at opnå en sam­men­hæn­gende his­to­rie, der egn­er sig til børn. Det er der­for først og fremmest mit håb, at børn vil synes om bogen, men dernæst at den også vil give et bredere pub­likum et ind­b­lik i den spæn­dende og man­gesid­ede lit­ter­atur, som antikken rummer.

Anton S. Chris­tensen er stud­erende ved klas­sisk græsk på Køben­havns Universitet

Historien om dengang musene og frøerne gik i krig med hinanden 

frit efter Batrachomyomachia

oversat og genfortalt af Anton S. Christensen illustreret Nanna Dalsgaard Clausen

En dag sad Gud­ernes og men­neskernes konge, Zeus,
på sin trone og kiggede ned på jor­den.
Han ple­jede at bruge det meste af sin tid
på at se ned på men­neskene,
men i dag opdagede han en mærke­lig mus,
der var på vej hen til en sø.
Det var musen Krummetyv.

Krummetyv og Basunkind møder hinanden

Krum­me­tyv var tørstig,
for han var lige slup­pet væk fra en kat,
og han var nu på vej ned til søen for at få en tår vand.
Dér ved søen sad en frø.
Frøen var ganske berømt,
men Krum­me­tyv kendte ham ikke.

Frøen kom hen til Krum­me­tyv, og han spurgte:
”Hvem er du, fremmede,
og hvor kom­mer du fra? Hvem er din far?
Fortæl bare hele his­to­rien om dig selv,
så godt som du nu kan.
Hvis vi bliv­er gode ven­ner”, sagde frøen,
”kan jeg tage dig med hjem til mit frøs­lot.
Dér har jeg mass­er af lækkerier.
Jeg er nem­lig Kong Basunkind.
Over hele søen er jeg kendt som frøernes konge.
Min far er Kong Mud­derik­sen.
Jeg voksede op hos ham
og min mor Dron­ning Søsser.

Jeg kan se, at du heller ikke
er helt almin­delig Krum­me­tyv.
Du lign­er jo selv en konge og en rigtig kriger.
Kom du bare nærmere
og fortæl noget mere om dig selv.”

Krum­me­tyv så på Basunkind og svarede:
”Hvad vil du da vide om mig?
Jeg er jo kendt af alle
– både af gud­erne på Olym­pen
og af men­neskene på jor­den.
Jeg er jo Krum­me­tyv!
Søn af den store Kong Brødg­nasker
og Dron­ning Melslikker.

De bor i en dejlig muserede,
hvor jeg voksede op,
som en rigtig konge med mass­er af lækker mad.
Men hvor­for vil du egentlig være min ven?
Vi er jo helt forskel­lige.
Du har jo dit liv i van­det,
mens jeg bor i men­neskenes huse.
Det er i husene, jeg gnasker men­neskenes lækre mad.
Alt fra lækkert brød og flotte kager
til skinke, bacon og ost.
Og så er jeg også en mægtig kriger.
Jeg er altid gået for­rest i krig
og har været med helt fremme, hvor tin­gene sker.
Ikke engang de store men­nesker
er jeg bange for at gøre vrede.
Men jeg må indrømme,
at to ting her i ver­den skræm­mer mig:
Fugle og kat­te er ikke sådan at spøge med!
Der er selvføl­gelig også den farlige muse­fælde,
men kat­te er nu engang det værste, jeg ved.
De er mestre i at få sådan nogen
som mig ud af mit musehul.”

Kong Basunkind tænk­te sig om et øje­b­lik og svarede:
”Ja, det er sørme nogle vilde ting,
man oplever på men­neske­jor­den.
Men det er alt­så heller ikke småt­ing,
man oplever her på søen og på bred­den.
Gud­ernes konge, Zeus,
har givet os frøer et slags dobbeltliv.
Vi kan både hoppe rundt oppe på land
og svømme i søen.

Hvis du vil høre mere om dette dobbeltliv, Krum­me­tyv,
er det meget let:
Hop du op på min ryg.
Så svøm­mer vi hjem til mig.
Hold godt fast, så du ikke glid­er af!”

Krummetyv og Basunkind svømmer afsted

Krum­me­tyv kravlede frisk og hur­tigt op
på Basunkinds ryg.
I beg­y­n­delsen gik svøm­me­turen meget godt.
Krum­me­tyv nød turen og syntes,
at Basunkind var en dygtig svømmer.

Plud­selig beg­y­n­dte der at komme bøl­ger på søen,
og de skyllede ind over Krum­me­tyv,
mens han sad dér på Basunkinds ryg.
Krum­me­tyv fortrød, at han var taget med,
og rev sig i håret.
Han holdt godt fast om Basunkinds mave,
og hans hjerte bankede højt.
Krum­me­tyv ville frygtelig gerne tilbage på land.
Det løb ham koldt ned ad ryggen,
og han beg­y­n­dte at græde.
Han forsøgte at fortælle Basunkind,
at han gerne ville tilbage på land,
men Basunkind kunne ikke høre ham
for de brusende bølger.

Bøl­gerne blev ved med at skylle ind over ham,
og han råbte flere gange efter hjælp.
Plud­selig så de en søs­lange
med halsen lige over vandoverfladen.

Basunkind nåede slet ikke at tænke sig om,
men dykkede med det samme ned i van­det.
Han glemte alt om Krum­me­tyv,
som ikke kunne svømme.

Basunkind dykkede læn­gere ned mod bun­den,
men Krum­me­tyv var faldet af og lå nu i van­dover­fladen
og plaskede med arme og ben.
Han fik hov­edet under vand mange gange
mellem de høje bøl­ger,
og kæm­pede hver gang for at få hov­edet oven vande,
så han kunne få luft.
Men det nyt­tede ikke noget.
Den tunge vægt af den våde pels trak ham ned i van­det,
men inden Krum­me­tyv druknede, nåede han at råbe:
”Du skal ikke slippe godt fra det her, Basunkind!
Hvor­dan kan du bare lade mig i stikken?
Zeus vil straffe dig for det her!”
Med disse ord sank Krum­me­tyv ned i dybet og druknede.

Musene holder møde

En anden mus, som hed Tallerkens­likker,
havde set det hele, mens han sad ved søbred­den.
Dybt ulykke­lig løb Tallerkens­likker af sted for at fortælle
de andre mus om, hvad han havde set.
Da de hørte, hvad der var sket, blev de frygtelig vrede,
og de beslut­tede sig for at holde et møde næste mor­gen
hos Kong Brødg­nasker
– faren til den stakkels Krummetyv

Da musene mødtes næste mor­gen,
rejste Kong Brødg­nasker sig som den første og sagde:
”Kære ven­ner! Det her er ikke kun en stor ulykke for mig.
Basunkind har begået en for­bry­delse mod os alle
ved at lade Krum­me­tyv drukne.
Men jeg er særlig ulykke­lig,
for­di Krum­me­tyv var min sid­ste lev­ende søn.
Den første blev ædt af en kat.
Den anden blev dræbt i
en mærkværdig men­neskeopfind­else
– det var sådan en mask­ine,
man kalder for en muse­fælde.
Nu er min tred­je søn Krum­me­tyv også væk,
for­di den onde Kong Basunkind bare lod ham drukne.
Nu er det nok! Lad os gå i krig mod frøerne!”

Musene gør sig klar til kamp

Kong Brødg­nasker fik over­talt musene til at gå i krig,
og de beg­y­n­dte at tage rust­ninger på.
Først tog de ben­skin­ner på,
der var lavet af bøn­ner, som de havde knækket,
og formet til ben­skin­ner ved at spise af dem.
På krop­pen havde de en rust­ning af siv og skind
fra en kat, de engang havde ned­lagt og flået.
På hov­edet en hjelm af skallen fra en kikært,
og som våben brugte de lange synåle af bronze.
De havde små runde knap­per som skjolde.

Frøerne holder møde

Frøerne så, at musene var i færd med at holde møde,
så de kom op af van­det og sam­ledes på bred­den
for at tale om, hvad musene mon pønsede på.
Mens frøerne sad og snakkede,
kom Skål­hapser, en bud­bringer fra musene,
med en besked til frøerne:
”Frøer! Musene har sendt mig for at fortælle,
at I skal gøre jer klar til kamp.
Vi ved, at Krum­me­tyv druknede nede i søen,
og det var jeres konge Basunkinds skyld.

Frøerne blev meget ophidsede,
da de fik denne med­delelse.
De blev sure på Basunkind,
men han rejste sig roligt og stak dem en løgn:

”Ven­ner! Jeg dræbte ikke Krum­me­tyv.
Han druknede ved et uheld,
da han leg­ede nede ved søen.
Han forsøgte at efterligne os frøer,
men mus kan jo slet ikke svømme som os.
De onde mus prøver bare at skyde skylden på mig!
Lad os gå i krig mod de bedrageriske mus!
Jeg har allerede fun­det på en snedig plan:
Når vi har fået vores rust­ninger på,
stiller vi os øverst oppe på kan­ten af bred­den,
hvor skræn­ten ned mod søen er ste­jlest.
Og når musene far­er imod os,
tager vi fat i dem ved deres hjelm, en for en,
og smider dem lige lukt i søen med rust­ningerne på.
På denne måde får vi druknet dem alle i et snuptag!”

Frøerne gør sig klar til kamp

Med disse ord over­talte Basunkind frøerne til kamp,
og de tog deres rust­ninger på.
Frøerne havde ben­skin­ner lavet af flotte blade.
Deres bryst­plade var lavet af de smukkeste rødbed­er.
De havde fun­det nogle gam­le kål­blade
og formet dem til skjolde.
Hver havde også et langt siv som spyd.
Som hjelm havde de fine, snoede sne­gle­huse.
Frøerne stillede sig der­på klar øverst på bred­den,
sådan som Basunkind havde bestemt.

Guderne holder møde

Når men­nesker går i krig mod hinan­den,
ple­jer hver af gud­erne at tage still­ing til,
hvem de støt­ter.
Nu havde gud­erne jo allerede ful­gt lidt med i,
hvad der foregik mellem musene og frøerne.
Zeus mente der­for, at gud­erne også i denne sag
skulle sige, hvem de støttede.

Zeus spurgte sine børn, Athene og Ares, hvad de mente:
”Athene og Ares, vil I helst støtte musene eller frøerne?
Athene, musene har vist altid godt kun­net lide dig”.
Athene svarede ham fornærmet:
”Jeg vil aldrig hjælpe de dumme mus!

Kan du slet ikke se, hvor irriterende de er?
Én ting er, at de har gnavet i mine grøntsager,
men de spiste også hele min kjole!
Jeg havde selv syet kjolen af det fineste garn,
og så gnaver musene den bare i stykker!
På den anden side gider jeg heller ikke hjælpe frøerne.
Frøerne kan nem­lig være akku­rat ligeså irriterende!
I går, da jeg kom hjem fra en anden krig,
var jeg helt udkørt og trængte sådan til at sove.
Men frøerne kvækkede ustand­seligt,
og jeg endte med at få hov­ed­pine!
Jeg synes ikke, vi skal hjælpe nogen af dem.
Så slip­per vi også for det besvær.”

Det syntes de andre gud­er lød meget for­nuftigt,
så de blev enige om ikke at gøre noget.
Nede på jor­den blæste de små myg til kamp
i deres store trompeter.
Zeus gav start­skud­det til kri­gen ved at kaste et lyn.
Nu beg­y­n­dte kam­p­en mellem mus og frøer.

Kampen ved søen

Basunkinds plan om at kaste musene i van­det
gik dog ikke som plan­lagt.
Musene og frøerne slog hinan­den
på må og få med deres våben.
De stak hinan­den med spyd,
og man kunne høre deres skrig
og våbnenes skramlen,
når de faldt til jorden.

De stak hinan­den alle sted­er,
men gik især efter de tykke maver.

Ikke alle nøjedes med at bruge spy­d­det:
Frøen Moseglad så, at ven­nen Lystigkvækker
blev stukket ned af en mus,
og i stedet for at bruge sit spyd
kast­ede han en kæm­pemæs­sig sten af sted
og ramte musen lige i ansigtet.
Mange kast­ede deres spyd mod mod­standerne,
og de var gode til at ramme.

Kri­gen blev vildere og vold­som­mere,
og nogle forsøgte end­da at fly­gte!
Men de nåede sjældent langt væk
og blev som regel ind­hen­tet og slået ned.
Frøen Mud­der­sover dræbte musen Tykke­sen,
da han ramte ham med en sten midt i ansigtet.
Tallerkens­likker, som også havde set Krum­me­tyv dø,
havde nu fået nok og sprang hen
og stak Mud­der­sover lige midt i maven,
så han døde.

Plud­selig kom en mægtig kriger frem
fra musenes geled­der.
Det var Krum­me­tyvs fæt­ter Brød­krumme.
Han for hur­tigt frem og stak en stor og stærk frø
i brys­tet med sit spyd.
Frøen Kålæder så det og kast­ede en stor klat mud­der
mod Brød­krumme.
Brød­krumme fik klat­ten i ansigtet og kunne intet se.
Han blev meget vred,
og sam­lede i en fart en stor sten op fra jor­den
og kast­ede den mod Kålæder.
Han ramte hans ene ben, som brækkede,
og Kålæder faldt om.
Nogle andre frøer så dette optrin
og kom Kålæder til und­sæt­ning.
De gik sam­men imod Brød­krumme
og fik ved fælles hjælp bese­jret ham med deres sivspyd.

Kong Brødg­nasker forsøgte at finde Basunkind,
og da han endelig fik øje på ham,
tog han sigte og kast­ede sit spyd af sted.
Han ramte ham lige i foden, så han vælt­ede.
Der­på gik Kong Brødg­nasker hen til Basunkind
og stak ham lige i brys­tet med sit store spyd,
og kort efter døde Basunkind.

Frøerne blev meget vrede,
og selvom flere af frøerne
kast­ede sig over kong Brødg­nasker,
kunne de ikke få bugt med ham.
De andre frøer blev skræk­slagne,
da de så den mægtige Kong Brødg­nasker.
Det var klart, at musene var de bed­ste i denne krig.

En af musene var en ung
og helt udsæd­van­lig fyr – Korn­rapser.
Han var blevet beor­dret til at gå med i kri­gen af sin far,
og han var klar til at udry­dde alle frøerne!
Korn­rapser var den stærkeste af alle mus.
Han havde knækket en nød i to halve
og taget hver del på sine hæn­der til at slå med.
Frøerne var skræk­slagne
ved synet af den frygtindgy­dende mus,
og beg­y­n­dte at løbe væk i ren panik.
Korn­rapser kunne nemt have vun­det kri­gen
for Kong Brødg­nasker,
hvis ikke Zeus havde bland­et sig.

Zeus blander sig

Zeus havde ondt af frøerne.
Hvis det fort­sat­te sådan,
ville frøerne blive udry­d­det.
Han ryst­ede på hov­edet
og sagde til de andre gud­er:
”Vi bliv­er nødt til at gøre noget,
hvis ikke musene skal udry­dde frøerne helt.
Hvad med om du, Athene,
eller du min søn Ares
tager ned og hjælper frøerne,
så kam­p­en bliv­er mere lige?”

Ares brød sig ikke om den idé.
De havde jo aftalt ikke at blande sig.
”Far alt­så, du sagde, at hverken Athene
eller jeg behøvede at hjælpe.
Du kan ikke bare komme og sige noget andet nu.
Du må selv i gang, hvis frøerne skal hjælpes!”

Den store hær af krabber

Zeus forstod, at han selv måtte klare ærterne.
Han kast­ede et lyn, der ryst­ede hele søen
og gud­ernes bolig med.
Både mus og frøer blev skræk­slagne.
Men musene havde ikke tænkt sig
at stoppe med at bekrige frøerne,
og de prøvede end­nu en gang
at få bugt med dem.

Nu blev Zeus for alvor vred,
og beslut­tede at sende hjælp til frøerne.
Han sendte der­for sin hær af krab­ber imod musene.
Det var nogle store krab­ber
med pan­srede rygge og krogede klør.
De marcherede sidelæns af sted.
Deres munde var som sakse,
og de havde store, brede skuldre.

Deres øjne sad på maven,
og de havde otte ben.
Krab­berne gik straks løs på musene
og klippede deres haler af.
Musene forsøgte at forsvare sig,
men spy­d­dene prellede af på krab­bernes hårde skjolde.
Musene forstod nu, at de ikke kunne vin­de
og fly­gt­ede væk fra søen.
Solen var allerede ved at gå ned,
og sådan endte kri­gen mellem musene og frøerne.

Her ender også his­to­rien om,
hvor­dan frøerne med Zeus’ hjælp
fik bugt med musene.
Hele kri­gen var over­stået på en enkelt dag.
Det var første og eneste gang,
at musene turde lægge sig ud med frøerne.
For selvom Basunkind nok havde løjet
og ladet Krum­me­tyv i stikken,
må mus ikke sådan på egen hånd bestemme,
at frøer skal udry­d­des.
Det er kun Zeus, gud­ernes konge,
der må den slags.


Læs resten af artiklerne: ANTIKKENS FORTÆLLINGER – I 2021

Scroll til toppen