Batrachomyomachia i genfortælling

Illustration af Nanna Dalsgaard Clausen

Batrachomyomachia er afledt af tre græske ord: frø, mus og kamp. Det lyder som en børnebog – og det er det også. Men det antikke epos er oprindeligt et blodigt drama fra antikken. Læs Anton S. Christensens beretning om at oversætte og genfortælle Batrachomyomachia i børnehøjde.

FOKUS: ANTIKKENS FORTÆLLINGER: Antikken er andet og mere end en støvet, hensvunden epoke. Antikken er en videnskabelig arv, som vores nuværende praksis står på skuldrene af; antikken er et kulturelt udgangspunkt, som nutidens kunstnere til stadighed søger en dialog med, og antikken er tilmed en proces, hvori socio-politiske bevægelser forsat søger at finde rod og autencitet. I samarbejde med Golden Days udgiver Baggrund onlineuniverset ’Antikkens fortællinger – i 2021’, som på den ene side fokuserer på de tusindårige tråde, der kan trækkes til oldtiden, og samtidigt adresserer de processer, der spandt dem

Historien om dengang musene og frøerne gik i krig mod hinanden er en oversættelse og genfortælling af den oldgræske Batrachomyomachia, der er en parodi over Homers eposser. Titlen Batrachomyomachia er afledt af de tre græske ord: frø (βάτραχος), mus (μῦς) og kamp (μάχη). Der findes flere eksempler på, at fortællinger navngives på denne måde – for eksempel Kentauromachia og Gigantomachia, der dog begge har det til fælles, at de er navngivet ud fra den tabende part, mens titlen Batrachomyomachia nævner begge parter i konflikten.

Historien handler om et møde mellem musen Krummetyv og frøen Basunkind, der får fatale følger. Basunkind inviterer Krummetyv til at sejle med ham hjem på sin ryg, men da Basunkind under turen ser en søslange, flygter han under vand og lader Krummetyv drukne. En anden mus ser dette optrin inde fra land og fortæller de andre mus om det. Musene beslutter sig for at gå i krig mod frøerne, der også selv bliver overtalt til at gå i krig af Basunkind. Undervejs i historien overvejer guderne at gribe ind, men det er først til sidst i historien, efter Basunkinds død, at Zeus griber ind – af frygt for, at musene skal udrydde frøerne helt og aldeles. 

Baggrunden for historien: Batrachomyomachia som fabel og epos

Batrachomyomachia er en fortælling, der både er stærkt inspireret af det græske fabelunivers, men som også rummer klare træk fra epos-genren, og det er netop i dette spændingsfelt, at parodien kommer til syne. Det danske ord fabel stammer fra det latinske fabula. Der kan ikke gives nogen absolut definition af fabler, men følgende træk er som udgangspunkt kendetegnende for dem. Den involverer som regel dyr, der repræsenterer de karaktertræk, som vi forbinder dyret med – for eksempel den snu ræv. Samtidig er det karakteristisk for fablen, at en situation og konflikt formuleres og løses ganske hurtigt for dernæst at blive fulgt op af en morale. Batrachomyomachia finder utvivlsomt sin inspiration i to kendte fabler, der begge tilskrives Æsop, som handler om en mus og en frø, der bliver venner. I begge fabler inviterer frøen musen med hjem, men på vejen hjem over søen drukner musen. Musen sværger hævn over frøen, som da også i begge historier ender med at bliver dræbt af en rovfugl. Den ene af fablerne ender endda med den karakteristiske morale: Et dårligt venneråd bliver til fare for én selv

Batrachomyomachia er altså på den ene side tydeligt inspireret af fabeluniverset, men har også klare allusioner til det homeriske epos, hvor de mest kendte repræsentanter er Iliaden og Odysseen; andre eksempler på epos-genren er for eksempel de såkaldte homeriske hymner til guderne. Eposser er lange narrative digte og er blandt andet kendetegnet ved, at handlingen foregår i en fjern mytisk tid, omhandler helte (eller guder og gudinder i hymnerne) og indeholder en guddommelig indgriben i handlingen samt en alvidende fortæller. Derudover er den episke tekst forfattet på det såkaldte episke kunstsprog. Der er ikke tale om en egentlig græsk dialekt, men en blanding af dialekter, der kun benyttes i forbindelse med den episke genre. Et andet afgørende træk ved eposset er, at det er forfattet på daktyliske heksametre. Det vil sige, at det er skrevet på vers, der består af 6 versefødder, hvor en daktyl (finger) består en lang og to korte stavelser. Andre typiske træk er formler (gentagelser af versene), lignelser (sammenligninger) og epiteter (smykkende adjektiver). 

Alle disse karakteristika ved eposset finder man også i Batrachomyomachia, men hvor det kendte epos omhandler berømte helte som Achilleus og Odysseus, finder vi nu i stedet mus og frøer med fantasifulde navne. Som antydet ovenfor bliver Batrachomyomachia derfor en parodi på kendte eposser. Parodi stammer fra det græske παρῳδία, der er afledt af παρῳδή. Παρῳδή består af præfikset παρα- (ved siden af) og substantivet ᾠδή (sang) og betyder således “en sang ved siden af”, der her kan forstås som en sang ved siden af et originalt forlæg – for eksempel Iliaden. Parodien – og kernen i denne –  er et forholdsvist omdiskuteret emne, men flere er af den overbevisning, at parodier som udgangspunkt forudsætter, at man kender og forstår forlægget for den. Da de fleste børn ikke er bekendte med græske eposser, er der i denne børnebog foretaget mange til- og omskrivninger for at opnå et mere moderne og forståeligt narrativ, der ikke er betinget af kendskabet til det græske epos. Perspektivet på Batrachomyomachia som børnebog vender vi tilbage til nedenfor.

Tekstens forfatter

Forfatteren til Batrachomyomachia er ukendt, men den er overleveret sammen med Iliaden, Odysseen og andre fragmenter fra det øvrige Homer-korpus. Iliaden og Odysseen er som allerede nævnt de mest kendte af de episke heksameterdigte, men kategorien rummer flere andre værker, der tilskrives forskellige forfattere. De episke heksameterdigte, der kredser om begivenhederne i Iliaden og Odysseen, kendes under den samlede betegnelse de cykliske digte, hvoraf hovedparten kun findes i fragmenter. Et eksempel på et af disse cykliske digte er Kypria, som beskriver begivenhederne op mod Iliadens begyndelse. Oprindeligt har Kypria rummet 11 bøger, men i dag eksisterer der kun omkring 50 vers. I tillæg til denne kategori af cykliske digte finder vi så en række tekster, der af den ene eller anden grund er svære at placere, men i mangel af bedre tilskrives Homer som apokryfe (obskure) skrifter, og netop her finder vi blandt andre Batrachomyomachia.

De første omtaler af værket findes hos de romerske forfattere Martial og Statius i slutningen af 1. århundrede e.Kr. – en hel del senere end den tid, hvor man traditionelt formoder, at Iliaden og Odysseen blev forfattet. Andre steder kan man både finde, at Homer bekræftes som forfatteren, mens han andetsteds afvises som samme. Andre steder foreslås også en helt anden som forfatter til værket. Hvorom alting er forbliver forfatteren ukendt, men man regner i dag med, at teksten stammer fra hellenistisk tid (323-31 f.Kr.). 

Andre oversættelser og Batrachomyomachia som børnebog

Der findes flere danske oversættelser af Batrachomyomachia, men indtil for nyligt, hvor Marcel Lysgaard Lech udgav den som en del af bogen Homeriske Genklange, skulle de seneste oversættelser findes helt tilbage i første halvdel af 1800-tallet. Den danske digter og filosof Poul Martin Møller er blandt dem, der tidligere har oversat Batrachomyomachia. Da der her er tale om en børnebog, tager historien og oversættelsen sig noget anderledes ud end i andre oversættelser. Det har for eksempel været nødvendigt at gendigte en række passager og udelade den traditionelle heksameterdigtning. I børnebogen er der heller ikke lagt vægt på parodien og epos-elementerne, da det ganske enkelt er for svært i formidlingen af historien til børn. Der er derimod lagt vægt på at lave en samlet historie med en naturlig begyndelse, midte og slutning. En af de mere radikale ændringer er den tildigtede indledning, der afløser Batrachomyomachias prooimion. Prooimion betyder “musepåkaldelse” og henviser til en korte fortale/indledning, der også er karakteristisk for epos-genren. En anden substantiel ændring er den tildigtede slutning, hvori udfaldet af krigen, inspireret af fablerne, forklares nærmere. En afgørende forskel i Historien om dengang musene og frøerne gik i krig mod hinanden og den græske originaltekst er herudover, at de mere blodige kampscener er nedtonet, svære ekskurser er udeladt, og persongalleriet er forenklet. Formuleringer såsom “hjernen flød ud af næseborene” (vers 229) er eksempelvis vurderet som en anelse for voldsomme for den målgruppe, som børnebogen sigter til. Andetsteds finder man en analogi til myten om Zeus (i skikkelse af en tyr) og Europa, som for eksempel udelades, da børn ikke vil kende og forstå sammenligningen. Samtidig kan man bemærke, at der i den oprindelige tekst findes flere længere ekskurser, som er udeladt eller forenklet – for eksempel når Krummetyv fortæller om al den lækre mad, der var dér, hvor han voksede op (vers 35-41).

Historien om dengang musene og frøerne gik i krig mod hinanden er fremfor alt tænkt som en oversættelse, og selvom man vil kunne genkende en lang række af de græske vers i bogen, har om- og sammenskrivninger samt tildigtninger været nødvendige for at opnå en sammenhængende historie, der egner sig til børn. Det er derfor først og fremmest mit håb, at børn vil synes om bogen, men dernæst at den også vil give et bredere publikum et indblik i den spændende og mangesidede litteratur, som antikken rummer.

Anton S. Christensen er studerende ved klassisk græsk på Københavns Universitet

Historien om dengang musene og frøerne gik i krig med hinanden

frit efter Batrachomyomachia

oversat og genfortalt af Anton S. Christensen illustreret Nanna Dalsgaard Clausen

En dag sad Gudernes og menneskernes konge, Zeus,
på sin trone og kiggede ned på jorden.
Han plejede at bruge det meste af sin tid
på at se ned på menneskene,
men i dag opdagede han en mærkelig mus,
der var på vej hen til en sø.
Det var musen Krummetyv.

Krummetyv og Basunkind møder hinanden

Krummetyv var tørstig,
for han var lige sluppet væk fra en kat,
og han var nu på vej ned til søen for at få en tår vand.
Dér ved søen sad en frø.
Frøen var ganske berømt,
men Krummetyv kendte ham ikke.

Frøen kom hen til Krummetyv, og han spurgte:
”Hvem er du, fremmede,
og hvor kommer du fra? Hvem er din far?
Fortæl bare hele historien om dig selv,
så godt som du nu kan.
Hvis vi bliver gode venner”, sagde frøen,
”kan jeg tage dig med hjem til mit frøslot.
Dér har jeg masser af lækkerier.
Jeg er nemlig Kong Basunkind.
Over hele søen er jeg kendt som frøernes konge.
Min far er Kong Mudderiksen.
Jeg voksede op hos ham
og min mor Dronning Søsser.

Jeg kan se, at du heller ikke
er helt almindelig Krummetyv.
Du ligner jo selv en konge og en rigtig kriger.
Kom du bare nærmere
og fortæl noget mere om dig selv.”

Krummetyv så på Basunkind og svarede:
”Hvad vil du da vide om mig?
Jeg er jo kendt af alle
– både af guderne på Olympen
og af menneskene på jorden.
Jeg er jo Krummetyv!
Søn af den store Kong Brødgnasker
og Dronning Melslikker.

De bor i en dejlig muserede,
hvor jeg voksede op,
som en rigtig konge med masser af lækker mad.
Men hvorfor vil du egentlig være min ven?
Vi er jo helt forskellige.
Du har jo dit liv i vandet,
mens jeg bor i menneskenes huse.
Det er i husene, jeg gnasker menneskenes lækre mad.
Alt fra lækkert brød og flotte kager
til skinke, bacon og ost.
Og så er jeg også en mægtig kriger.
Jeg er altid gået forrest i krig
og har været med helt fremme, hvor tingene sker.
Ikke engang de store mennesker
er jeg bange for at gøre vrede.
Men jeg må indrømme,
at to ting her i verden skræmmer mig:
Fugle og katte er ikke sådan at spøge med!
Der er selvfølgelig også den farlige musefælde,
men katte er nu engang det værste, jeg ved.
De er mestre i at få sådan nogen
som mig ud af mit musehul.”

Kong Basunkind tænkte sig om et øjeblik og svarede:
”Ja, det er sørme nogle vilde ting,
man oplever på menneskejorden.
Men det er altså heller ikke småting,
man oplever her på søen og på bredden.
Gudernes konge, Zeus,
har givet os frøer et slags dobbeltliv.
Vi kan både hoppe rundt oppe på land
og svømme i søen.

Hvis du vil høre mere om dette dobbeltliv, Krummetyv,
er det meget let:
Hop du op på min ryg.
Så svømmer vi hjem til mig.
Hold godt fast, så du ikke glider af!”

Krummetyv og Basunkind svømmer afsted

Krummetyv kravlede frisk og hurtigt op
på Basunkinds ryg.
I begyndelsen gik svømmeturen meget godt.
Krummetyv nød turen og syntes,
at Basunkind var en dygtig svømmer.

Pludselig begyndte der at komme bølger på søen,
og de skyllede ind over Krummetyv,
mens han sad dér på Basunkinds ryg.
Krummetyv fortrød, at han var taget med,
og rev sig i håret.
Han holdt godt fast om Basunkinds mave,
og hans hjerte bankede højt.
Krummetyv ville frygtelig gerne tilbage på land.
Det løb ham koldt ned ad ryggen,
og han begyndte at græde.
Han forsøgte at fortælle Basunkind,
at han gerne ville tilbage på land,
men Basunkind kunne ikke høre ham
for de brusende bølger.

Bølgerne blev ved med at skylle ind over ham,
og han råbte flere gange efter hjælp.
Pludselig så de en søslange
med halsen lige over vandoverfladen.

Basunkind nåede slet ikke at tænke sig om,
men dykkede med det samme ned i vandet.
Han glemte alt om Krummetyv,
som ikke kunne svømme.

Basunkind dykkede længere ned mod bunden,
men Krummetyv var faldet af og lå nu i vandoverfladen
og plaskede med arme og ben.
Han fik hovedet under vand mange gange
mellem de høje bølger,
og kæmpede hver gang for at få hovedet oven vande,
så han kunne få luft.
Men det nyttede ikke noget.
Den tunge vægt af den våde pels trak ham ned i vandet,
men inden Krummetyv druknede, nåede han at råbe:
”Du skal ikke slippe godt fra det her, Basunkind!
Hvordan kan du bare lade mig i stikken?
Zeus vil straffe dig for det her!”
Med disse ord sank Krummetyv ned i dybet og druknede.

Musene holder møde

En anden mus, som hed Tallerkenslikker,
havde set det hele, mens han sad ved søbredden.
Dybt ulykkelig løb Tallerkenslikker af sted for at fortælle
de andre mus om, hvad han havde set.
Da de hørte, hvad der var sket, blev de frygtelig vrede,
og de besluttede sig for at holde et møde næste morgen
hos Kong Brødgnasker
– faren til den stakkels Krummetyv

Da musene mødtes næste morgen,
rejste Kong Brødgnasker sig som den første og sagde:
”Kære venner! Det her er ikke kun en stor ulykke for mig.
Basunkind har begået en forbrydelse mod os alle
ved at lade Krummetyv drukne.
Men jeg er særlig ulykkelig,
fordi Krummetyv var min sidste levende søn.
Den første blev ædt af en kat.
Den anden blev dræbt i
en mærkværdig menneskeopfindelse
– det var sådan en maskine,
man kalder for en musefælde.
Nu er min tredje søn Krummetyv også væk,
fordi den onde Kong Basunkind bare lod ham drukne.
Nu er det nok! Lad os gå i krig mod frøerne!”

Musene gør sig klar til kamp

Kong Brødgnasker fik overtalt musene til at gå i krig,
og de begyndte at tage rustninger på.
Først tog de benskinner på,
der var lavet af bønner, som de havde knækket,
og formet til benskinner ved at spise af dem.
På kroppen havde de en rustning af siv og skind
fra en kat, de engang havde nedlagt og flået.
På hovedet en hjelm af skallen fra en kikært,
og som våben brugte de lange synåle af bronze.
De havde små runde knapper som skjolde.

Frøerne holder møde

Frøerne så, at musene var i færd med at holde møde,
så de kom op af vandet og samledes på bredden
for at tale om, hvad musene mon pønsede på.
Mens frøerne sad og snakkede,
kom Skålhapser, en budbringer fra musene,
med en besked til frøerne:
”Frøer! Musene har sendt mig for at fortælle,
at I skal gøre jer klar til kamp.
Vi ved, at Krummetyv druknede nede i søen,
og det var jeres konge Basunkinds skyld.

Frøerne blev meget ophidsede,
da de fik denne meddelelse.
De blev sure på Basunkind,
men han rejste sig roligt og stak dem en løgn:

”Venner! Jeg dræbte ikke Krummetyv.
Han druknede ved et uheld,
da han legede nede ved søen.
Han forsøgte at efterligne os frøer,
men mus kan jo slet ikke svømme som os.
De onde mus prøver bare at skyde skylden på mig!
Lad os gå i krig mod de bedrageriske mus!
Jeg har allerede fundet på en snedig plan:
Når vi har fået vores rustninger på,
stiller vi os øverst oppe på kanten af bredden,
hvor skrænten ned mod søen er stejlest.
Og når musene farer imod os,
tager vi fat i dem ved deres hjelm, en for en,
og smider dem lige lukt i søen med rustningerne på.
På denne måde får vi druknet dem alle i et snuptag!”

Frøerne gør sig klar til kamp

Med disse ord overtalte Basunkind frøerne til kamp,
og de tog deres rustninger på.
Frøerne havde benskinner lavet af flotte blade.
Deres brystplade var lavet af de smukkeste rødbeder.
De havde fundet nogle gamle kålblade
og formet dem til skjolde.
Hver havde også et langt siv som spyd.
Som hjelm havde de fine, snoede sneglehuse.
Frøerne stillede sig derpå klar øverst på bredden,
sådan som Basunkind havde bestemt.

Guderne holder møde

Når mennesker går i krig mod hinanden,
plejer hver af guderne at tage stilling til,
hvem de støtter.
Nu havde guderne jo allerede fulgt lidt med i,
hvad der foregik mellem musene og frøerne.
Zeus mente derfor, at guderne også i denne sag
skulle sige, hvem de støttede.

Zeus spurgte sine børn, Athene og Ares, hvad de mente:
”Athene og Ares, vil I helst støtte musene eller frøerne?
Athene, musene har vist altid godt kunnet lide dig”.
Athene svarede ham fornærmet:
”Jeg vil aldrig hjælpe de dumme mus!

Kan du slet ikke se, hvor irriterende de er?
Én ting er, at de har gnavet i mine grøntsager,
men de spiste også hele min kjole!
Jeg havde selv syet kjolen af det fineste garn,
og så gnaver musene den bare i stykker!
På den anden side gider jeg heller ikke hjælpe frøerne.
Frøerne kan nemlig være akkurat ligeså irriterende!
I går, da jeg kom hjem fra en anden krig,
var jeg helt udkørt og trængte sådan til at sove.
Men frøerne kvækkede ustandseligt,
og jeg endte med at få hovedpine!
Jeg synes ikke, vi skal hjælpe nogen af dem.
Så slipper vi også for det besvær.”

Det syntes de andre guder lød meget fornuftigt,
så de blev enige om ikke at gøre noget.
Nede på jorden blæste de små myg til kamp
i deres store trompeter.
Zeus gav startskuddet til krigen ved at kaste et lyn.
Nu begyndte kampen mellem mus og frøer.

Kampen ved søen

Basunkinds plan om at kaste musene i vandet
gik dog ikke som planlagt.
Musene og frøerne slog hinanden
på må og få med deres våben.
De stak hinanden med spyd,
og man kunne høre deres skrig
og våbnenes skramlen,
når de faldt til jorden.

De stak hinanden alle steder,
men gik især efter de tykke maver.

Ikke alle nøjedes med at bruge spyddet:
Frøen Moseglad så, at vennen Lystigkvækker
blev stukket ned af en mus,
og i stedet for at bruge sit spyd
kastede han en kæmpemæssig sten af sted
og ramte musen lige i ansigtet.
Mange kastede deres spyd mod modstanderne,
og de var gode til at ramme.

Krigen blev vildere og voldsommere,
og nogle forsøgte endda at flygte!
Men de nåede sjældent langt væk
og blev som regel indhentet og slået ned.
Frøen Muddersover dræbte musen Tykkesen,
da han ramte ham med en sten midt i ansigtet.
Tallerkenslikker, som også havde set Krummetyv dø,
havde nu fået nok og sprang hen
og stak Muddersover lige midt i maven,
så han døde.

Pludselig kom en mægtig kriger frem
fra musenes geledder.
Det var Krummetyvs fætter Brødkrumme.
Han for hurtigt frem og stak en stor og stærk frø
i brystet med sit spyd.
Frøen Kålæder så det og kastede en stor klat mudder
mod Brødkrumme.
Brødkrumme fik klatten i ansigtet og kunne intet se.
Han blev meget vred,
og samlede i en fart en stor sten op fra jorden
og kastede den mod Kålæder.
Han ramte hans ene ben, som brækkede,
og Kålæder faldt om.
Nogle andre frøer så dette optrin
og kom Kålæder til undsætning.
De gik sammen imod Brødkrumme
og fik ved fælles hjælp besejret ham med deres sivspyd.

Kong Brødgnasker forsøgte at finde Basunkind,
og da han endelig fik øje på ham,
tog han sigte og kastede sit spyd af sted.
Han ramte ham lige i foden, så han væltede.
Derpå gik Kong Brødgnasker hen til Basunkind
og stak ham lige i brystet med sit store spyd,
og kort efter døde Basunkind.

Frøerne blev meget vrede,
og selvom flere af frøerne
kastede sig over kong Brødgnasker,
kunne de ikke få bugt med ham.
De andre frøer blev skrækslagne,
da de så den mægtige Kong Brødgnasker.
Det var klart, at musene var de bedste i denne krig.

En af musene var en ung
og helt udsædvanlig fyr – Kornrapser.
Han var blevet beordret til at gå med i krigen af sin far,
og han var klar til at udrydde alle frøerne!
Kornrapser var den stærkeste af alle mus.
Han havde knækket en nød i to halve
og taget hver del på sine hænder til at slå med.
Frøerne var skrækslagne
ved synet af den frygtindgydende mus,
og begyndte at løbe væk i ren panik.
Kornrapser kunne nemt have vundet krigen
for Kong Brødgnasker,
hvis ikke Zeus havde blandet sig.

Zeus blander sig

Zeus havde ondt af frøerne.
Hvis det fortsatte sådan,
ville frøerne blive udryddet.
Han rystede på hovedet
og sagde til de andre guder:
”Vi bliver nødt til at gøre noget,
hvis ikke musene skal udrydde frøerne helt.
Hvad med om du, Athene,
eller du min søn Ares
tager ned og hjælper frøerne,
så kampen bliver mere lige?”

Ares brød sig ikke om den idé.
De havde jo aftalt ikke at blande sig.
”Far altså, du sagde, at hverken Athene
eller jeg behøvede at hjælpe.
Du kan ikke bare komme og sige noget andet nu.
Du må selv i gang, hvis frøerne skal hjælpes!”

Den store hær af krabber

Zeus forstod, at han selv måtte klare ærterne.
Han kastede et lyn, der rystede hele søen
og gudernes bolig med.
Både mus og frøer blev skrækslagne.
Men musene havde ikke tænkt sig
at stoppe med at bekrige frøerne,
og de prøvede endnu en gang
at få bugt med dem.

Nu blev Zeus for alvor vred,
og besluttede at sende hjælp til frøerne.
Han sendte derfor sin hær af krabber imod musene.
Det var nogle store krabber
med pansrede rygge og krogede klør.
De marcherede sidelæns af sted.
Deres munde var som sakse,
og de havde store, brede skuldre.

Deres øjne sad på maven,
og de havde otte ben.
Krabberne gik straks løs på musene
og klippede deres haler af.
Musene forsøgte at forsvare sig,
men spyddene prellede af på krabbernes hårde skjolde.
Musene forstod nu, at de ikke kunne vinde
og flygtede væk fra søen.
Solen var allerede ved at gå ned,
og sådan endte krigen mellem musene og frøerne.

Her ender også historien om,
hvordan frøerne med Zeus’ hjælp
fik bugt med musene.
Hele krigen var overstået på en enkelt dag.
Det var første og eneste gang,
at musene turde lægge sig ud med frøerne.
For selvom Basunkind nok havde løjet
og ladet Krummetyv i stikken,
må mus ikke sådan på egen hånd bestemme,
at frøer skal udryddes.
Det er kun Zeus, gudernes konge,
der må den slags.


Læs resten af artiklerne: ANTIKKENS FORTÆLLINGER – I 2021

Scroll til toppen