Kalenderen
Uanset hvilken kalender, du benytter til kaffeaftaler, børnepasning og fødselsdage, så har mesopotamiere, jøder, grækere og romere bidraget til den kalender, vi bruger i dag. Chr. Gorm Tortzen & Tore Leifer beretter om kalenderens brogede ophav i dette uddrag fra deres fælles bog Antikken omkring os, der udkommer i forbindelse med Golden Days festival 2021.
FOKUS: ANTIKKENS FORTÆLLINGER: Antikken er andet og mere end en støvet, hensvunden epoke. Antikken er en videnskabelig arv, som vores nuværende praksis står på skuldrene af; antikken er et kulturelt udgangspunkt, som nutidens kunstnere til stadighed søger en dialog med, og antikken er tilmed en proces, hvori socio-politiske bevægelser forsat søger at finde rod og autencitet. I samarbejde med Golden Days udgiver Baggrund onlineuniverset ’Antikkens fortællinger – i 2021’, som på den ene side fokuserer på de tusindårige tråde, der kan trækkes til oldtiden, og samtidigt adresserer de processer, der spandt dem
Datoen onsdag den 27. maj (eller en anden dato, frit valg!) optræder kun en gang imellem, med sikkerhed kun hvert 28. år. Det ville jo være smart, hvis man havde fødselsdag på den samme ugedag hvert år, men den i forvejen skrantende kalenderindustri ville formentlig få sit knæk, hvis vi med en verdensomspændende kalenderreform gjorde noget ved sagen. Der er nu heller intet, som tyder på, at det vil ske, for dels ville det være meget besværligt at gennemføre, dels ville verdens regeringer næppe kunne blive enige om, hvilken kalender man så skulle indføre.
Men hvorfor er det så indviklet? Det korte svar er, at vores kalender har mange ophav og er blevet skabt under vidt forskellige omstændigheder og i flere verdensdele, dengang alle var enige om, at Jorden stod stille, og at sol, måne og stjerner drejede rundt om den. Både mesopotamiere, jøder, grækere og romere har bidraget, og det gør det hele noget kompliceret. Men først et par fakta: Dag, uge, måned, som vi måler kalenderen med, er netop et udtryk for himmellegemernes bevægelser: solen står op og går ned hver dag – men med en lille for skydning i tid og på horisonten. Månen går fra nymåne til fuldmåne og aftager igen i løbet af en måneds tid, og et år er gået, når solen om foråret står op på det samme sted på horisonten. Alt foregår i en cyklus, eller rettere i to, for sol og måne er ikke i takt med hinanden, og det er derfor nødvendigt at regne med både et solår på 365 dage og et måneår på 354 dage.
Måneåret
Måneåret er måske det ældste og samtidig også det mest fintmærkende, for der skal ikke megen øvelse til for at kunne aflæse på månens skive, hvor den befinder sig i sin cyklus, enten ved dag eller ved nat fuldstændig som man lærer at læse visernes stilling på et analogt ur.
På et meget tidligt tidspunkt har nogen – formentlig i Mesopotamien – besluttet, at 12 måneskifter er et godt tal, og da der går 29 ½ dag fra nymåne til nymåne, bliver et måneår således på 354 dage. Sådan er der stadig nogle kalendere, der tæller: den jødiske og muslimske kalender er f.eks. månekalendere, og et nyt år begynder efter 12 månemåneder. Mens den mosaiske (jødiske) kalender indskyder en ekstra måned ca. hvert tredje år, lader muslimerne hvert nytår begynde efter 12 månemåneder. Det er derfor, ramadanen falder på vidt forskellige datoer i vores kalender.
Den antikke græske kalender var også en månekalender, men grækerne justerede ligesom jøderne forskellen mellem sol- og måneåret med skudmåneder, som blev indsat med forskellige mellemrum for at synkronisere med solåret. Det samme gjorde romerne i flere århundreder.
Cæsars kalenderreform
Vores kalender går grundlæggende tilbage til Julius Cæsars reform af den romerske kalender, som han kunne indføre ved dekret, fordi han var blevet enehersker i Rom. Det skete i det år, vi kalder 45 f.v.t. Året efter blev han som bekendt myrdet.
Det geniale ved Cæsars reform er, at den på en måde ændrer ganske lidt, men alligevel sætter en helt ny standard: Før reformen havde romerne også 12 måneder med næsten de samme navne, som vi har overtaget: Januarius (efter Janus, guden for overgang, blandt andet solhverv), Februarius (renselse), Martius (efter guden Mars), Aprilis (måske: åbning), Maius (efter gudinden Maia), Junius (efter gudinden Juno), Julius (som Cæsar selv gav navn til), Augustus (efter kejseren), September, October, November, December. De fire sidstnævnte navne betyder syvende, ottende, niende, tiende – og det passer, for det romerske år begyndte oprindelig med marts, forårets måned. Februar var altså den sidste måned i året, men da de to konsuler tiltrådte i januar, blev denne måned engang i det 2. årh. f.v.t. defineret som embedsårets begyndelse. På samme måde har vi jo både kalenderår, skoleår, regnskabsår og kirkeår, som alle er lige gode, men bare bruges til noget forskelligt.
… Idus Martiae … Kalendae Apriles … Nonae Apriles … Idus Apriles … Kalendae Maiae … Idus Maiae … Kalendae Iuniae …
Tidslinje for romerske datoangivelser.
Før Cæsar havde månederne færre dage, 28, 29 eller 31 dage, og Cæsar og hans astronomer lagde simpelthen nogle dage til de fleste måneder, så måne- og solåret svarede til hinanden. Resultatet blev måneder med 28, (29), 30 og 31 dage i den rækkefølge, som vi stadig bruger, og som vi lærer ved at tælle på knoerne. Prisen var, at måneskiven ikke længere kunne bruges til at aflæse datoen. Skudåret kommer vi til.
Den romerske kalender
Når vi angiver datoer, tæller vi opad fra 1, f.eks. den 25. maj. Cæsars reform ændrede ikke ved den hævdvundne skik med at bruge månen og dens faser som fikspunkter, men i modsætning til os talte romerne ned mod et fikspunkt.
Hver romersk måned har tre punkter. Det første hedder Kalendae, kaldedagen.
Dagen hedder sådan, fordi månen en gang om måneden forsvinder nogle dage, inden den igen bliver synlig som nymåne. I den gamle romerske religion måtte præsten sikre, at månen dukkede frem igen ved at kalde på den; og det virkede, for 5 (eller 7) dage senere, på Nonae, kunne månens segl igen ses. Nonae betyder Nierne. Dagen markerede begyndelsen af den første af nundinerne, som er navnet på de tre ’uger’ a 8 dage indtil månedens slutning. Romerne regnede inklusivt, hvor vi regner eksklusivt, og derfor tæller de både første og sidste dag i nundinen med og får så 9, hvor vi får 8 dage.
Det tredje fikspunkt i kalenderen er Idus, som er første dag i 2. nundine, betalingsdag og festdag for Jupiter. Det er uklart, hvad Idus betyder; måske har det noget med lys at gøre, for netop omkring Idus var månen i den gamle kalender fuld, så man kunne se om natten uden at bruge lys. En anden mulighed er, at ordet er etruskisk og betyder ’deling’, fordi dagen deler måneden op i to.
Cæsar blev myrdet på Idus Martiae, Idusdagen i marts – den vi kalder den 15. marts, og i resten af marts gik romerne rundt i en choktilstand over tyranmordet og dets konsekvenser, alt imens de talte ned mod Kalendae Apriles.
For at få solårets 365 1⁄4 dag til at passe ind i det nye system, foreslog astronomerne at lægge en dag til hvert fjerde år i februar, den sidste måned i året. De gjorde det på sjettedagen før marts og kaldte dagen bis-sextilis, ’dobbeltsekseren’, og den dag i dag er den 24. februar skuddagen i kalenderen, og ikke den 29., som folk tror – den 29. er bare sammen med dagene efter dobbeltsekseren flyttet ét hak frem.
Ugeberegneren
Hos mesopotamierne var månekalenderen den enerådende. Astronomerne opdelte måneden i fire lige store dele, og hver del gav de navne efter himmellegemerne: sol, måne og planeterne, der opfattedes som guddommelige eller symboler på guderne. Den jødiske kalender overtog syvdagesinddelingen (dog uden gudenavnene), som det fremgår af skabelsesberetningen i 1. Mosebog. Allerede i Augustustiden ser man spor af en syvdages beregning, og i 300-tallet e.v.t. trængte ugeberegningen for alvor ind i den romerske verden sammen med kristendommen, men dagene fik de fleste steder de romerske gudenavne:
Solens dag dies Solis søndag, Sunday, Sonntag
Månens dag dies Lunae mandag, Monday, Montag
Mars’ dag dies Martis tirsdag, Tuesday, Dienstag
Merkurs dag dies Mercurii onsdag, Wednesday, Mittwoch
Jupiters dag dies Jovis torsdag, Thursday, Donnerstag
Venus’ dag dies Veneris fredag, Friday, Freitag
Saturns dag dies Saturni lørdag, Saturday, Samstag
Det er ikke klart, om ugeberegningen kom til Nordeuropa og de germanske stammer før eller sammen med kristendommen; i hvert fald blev ugedagenes hedenske navne oversat til guder, som svarede nogenlunde til de romerske. Samtidig fandt man et ord: uge, week, Woche, der betyder ’veksling’, til at betegne den nye inddeling.
Nu kunne man mene, at det er rigeligt at have ét kalendersystem, men det romerske og det jødiske fortsatte side om side, og hertil kom, at fejringen af de katolske helgener gav dagene navne, som i middelalderen var den almindeligste datering. Selv efter næsten 500 år spiller helgendagene stadig en rolle i vores tidsangivelser: sankthans (Johannes), Sankta Lucia foruden de nytilkomne valentinsdag og halloween, som vi kan takke underholdningsindustrien for. Tidligere var f.eks. helligtrekongersdag, mikkelsdag, valborgsaften og allehelgensdag vigtige dage, hvor folk skiftede plads, afregnede gæld og indgik kontrakter, og de anføres stadig i vores kalendere, selvom de ikke mere har en praktisk betydning. Det samme gør flagdagene og den kongelige families fødselsdage.
En uudnyttet mulighed
Da Cæsar gennemførte sin reform, benyttede han højtuddannede græske astronomer fra Alexandria i Ægypten. Faktisk kunne han have valgt en anden og mere praktisk reform, nemlig at indføre den gældende ægyptiske kalender. Den gik (lidt forenklet) ud på helt at opgive månen som tidsberegner og inddele solåret i 360 dage fordelt på 12 måneder a 30 dage + 5 faste fridage sidst på året. Denne kalender var altså en evighedskalender, hvor hver måned havde det samme antal dage (ligesom der altid er 30 bankdage i en måned). Man ser denne kalender brugt i regnskaber og korrespondance i det græske og romerske Ægypten, og man kan fantasere om, hvor meget lettere det ville have været for os alle sammen, hvis Cæsar havde valgt den ægyptiske løsning i stedet for at lappe på den romerske. Der er dog gode grunde til, at han og hans rådgivere ikke gjorde det. Romerne havde en indgroet mistillid til nye ting og forandringer. Ny er ikke et plusord på latin, sådan som det er i vores verden. Hertil kommer en lige så fasttømret tro på, at guderne ikke bryder sig om, at man ændrer ved den etablerede orden. Selv intellektuelle romere, der ikke troede på guderne i den naive, ureflekterede form, deltog i ofringer og fester ud fra forestillingen om, at man ikke skal ændre ved noget, der fungerer. Desuden ville det være politisk uklogt at indføre noget så uromersk som en kalender fra det Ægypten, som i romernes øjne var et halvt barbarisk land med mærkelige dyreguder og sære skikke.
Da Ægypten senere blev en romersk provins, lod kejser Augustus den lokale kalender ændre på ét punkt: De fem hviledage blev hvert fjerde år til seks, og det har noget med skudårsberegningen at gøre.
Én gang har man dog i Europa haft en kalender af denne type. Efter Den Franske Revolution i 1789, hvor der i de følgende år blev gennemført mange og gennemgribende reformer, udtænkte franske videnskabsmænd også en helt ny tidsregning, der som udgangspunkt havde det decimalsystem, som vi mange år senere overtog dele af, nemlig metersystemet. Revolutionskalenderen havde som den alexandrinske 12 måneder a 30 dage, opdelt i tre ’uger’ a ti dage med navne, der afspejlede deres nummer i ugen. Månederne fik nye navne, og hviledagene fik deres egne: dydens dag, arbejdets dag, åndens dag osv. Men det sluttede ikke her. Også døgnet blev inddelt i tiere: 10 (meget lange) nytimer a 10 nyminutter a 1000 nysekunder.
Mens kalenderen blev indført i 1793 og fungerede til 1805, voldte den nye inddeling af døgnet store problemer. Alle eksisterende ure var baseret på et 60-talssystem, som gik tilbage til mesopotamierne og i øvrigt også blev brugt ved gradberegningen på glober og kort. Alle verdens ure ville med ét være forældede, og selvom urmagerne gik i gang med at fremstille nye ure, blev de økonomiske konsekvenser af at skulle udskifte alle Frankrigs ure så store, at reformen aldrig blev indført. Der er vist ingen tvivl om, at noget tilsvarende ville blive fremført som argument, hvis nogen skulle foreslå en kalenderreform i dag.
Årstallet og påskeberegningen
Man kunne tro, at årstalsberegningen før eller efter Kristi fødsel var antik, men det er den ikke. Romerne selv brugte i mange århundreder Roms grundlæggelse som udgangspunkt for deres tidsregning. Noget kunne altså foregå i år 337 efter Roms grundlæggelse. En anden tidsmåler var kejsernes regeringsår. Men hvornår var så det?
I takt med kristendommens indførelse og overtagelse af undervisning og kulturliv føltes det mere og mere akavet, at man stadig brugte den forældede, hedenske årstalsberegning. Hertil kom, at den måske vigtigste festdag i kirkeåret, påsken, ikke var og er fastlagt efter den romerske, men følger en urgammel jødisk måneberegning, hvilket var blevet besluttet på det berømte kirkemøde i Nikæa i 325: påskedag skal falde den første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn (det er altså en kalibrering af sol- og måneåret). Denne dag svinger voldsomt fra år til år, og derfor var det nødvendigt at have astronomer til at lave planer mange år frem i tiden for at sikre, at påsken blev holdt på det rigtige tidspunkt overalt.
På et tidspunkt i tidlig middelalder, som folk dengang kaldte år 241 efter kejser Diokletians magtovertagelse, 1278 efter Roms grundlæggelse, ville de eksisterende beregninger, som Sankt Cyrillus havde lavet mange år forinden, løbe ud inden for få år, og pave Johannes I bestilte derfor nogle nye påskedagsberegninger hos en ekspert, munken Dionysius Exiguus (den Lille). Igen er det forholdet mellem solår og måneår, der er hovedsagen. Forholdet kan udtrykkes i en 19-års månecyklus og en 28-års solcyklus. Og det er ikke lige til at regne ud. Dionysius benyttede lejligheden til at få ryddet op i den hedenske beregningsform og besluttede sig til at bruge Kristi fødsel som udgangspunkt. Men hvor længe siden var det? Efter nøje astronomiske beregninger og konsultationer med oplysningerne i evangelierne sluttede Dionysius, at Jesus måtte være født 532 år tidligere, og at år 248 efter Diokletian skulle kaldes 532 efter Kristus.
Nogle forskere har interesseret sig voldsomt for at påvise, at tallet umuligt kan være historisk korrekt, men de overser, at for Dionysius er det de 19 og de 28 år, der er det springende punkt, ikke hvornår præcis stjernen stod over Bethlehem. 532 er nemlig det mindste tal, som både 19 og 28 går op i, og det er derfor meget vigtigt for den nye beregning.
Løsningen er med andre ord matematisk-astronomisk, ikke teologisk-historisk begrundet. Som den store kender af kalendervæsnets udvikling C.M. Taisbak så rigtigt har bemærket, er det som at måle med en tommestok på 2.000 mm, hvor de første 532 mm er brækket af: Vi ved ikke helt nøjagtig, hvor den begyndte, men efter 532 passer det hele. Og det bliver det ved med, også efter at tommestokken i år 2000 skulle forlænges med en ny.
I øvrigt tog det adskillige århundreder, før man begyndte at forlænge årtællingen bagud fra Kristi fødsel; og endnu er det vist kun astronomer og geologer, der regner med negative årstal og år 0. Når vi siger, at Rom blev grundlagt i år 753 før Kristus, ville denne oplysning altså være ganske meningsløs ikke blot for antikkens romere, men også for europæere helt op til oplysningstiden.
Skudåret og den gregorianske kalenders indførelse i Danmark
Som nævnt brugte de gamle månekalendere skudmåneder til at justere måne- og solåret, men Cæsars reform fandt en meget enklere løsning: Februar fik hvert fjerde år tilføjet en ekstra dag, så der i alt blev 29 dage i måneden. Grunden er, at solåret ikke er på 365, men 365 1/4 dag (og i virkeligheden en lille smule mindre). Det betød i begyndelsen ingenting, og skuddagsberegningen gik godt i 1200-1300 år, men i løbet af middelalderen blev den lille ujævnhed mere og mere tydelig. Kalenderen kom med andre ord bagefter tiden, det vil sige solen. Således indtraf jævndøgn allerede den 11. marts, som derfor måtte omdøbes til den 21. I 1582 gennemførte pave Gregorius en meget beskeden reform, som bestod i fastholdelsen af skuddagen i alle de år, som er delelige med 4; reglen skulle blot ikke gælde de år, der også var delelige med 100, men
dog med 400, som f.eks. år 1600 og 2000. Med overspringelsen af 10 dage, som kalenderen i tidens løb var kommet bagud, var der rettet op på miseren. Men kun i de katolske lande. I det protestantiske Nordeuropa var man nærmest allergisk over for alt, der smagte af pave, og i over 100 år havde man to kalendersystemer, det gamle i nord og det nye i syd. Det var selvsagt meget upraktisk for udenrigshandelen, og der blev gjort flere forgæves forsøg på at gennemføre reformen.
Chancen kom i 1699, hvor den danske kong Christian V døde om sommeren og den unge kong Frederik IV kom på tronen. I København havde astronomen Ole Rømer længe arbejdet for en reform; det samme
havde filosoffen Gottfried Wilhelm Leibniz i Berlin, og ved fælles kræfter (og på trods af de københavnske teologers forbitrede modstand) lykkedes det med diplomatisk snilde at forene de protestantiske konger og hertuger i Danmark-Norge og Nordtyskland og således få gennemført reformen (Storbritannien kom først med på den nye kalender i 1752, Sverige i 1753, Balkan og Rusland først under og efter Første Verdenskrig).
Universitetsalmanakken for 1700 var allerede trykt, men den blev tilbagekaldt, og i den nye udgave oversprang man de sidste 11 dage af februar og var på den måde på omgang med den nye kalender. Rømer havde i en skrivelse syrligt beregnet, at det var ham en gåde, at man uden videre kunne bruge en kalender, der var skabt af en hedning (Cæsar), men ikke kunne acceptere en praktisk foranstaltning, blot fordi en pave havde foreslået den.
Påsken
Rømer og Leibniz forsøgte uden held også at gøre noget ved den temmelig upraktiske påskeberegning. Deres forslag gik kort og godt ud på, at påskedag hvert år kun skulle kunne falde inden for nogle få uger efter forårsjævndøgn, men det fik teologerne sat en effektiv stopper for.
Alt blev her ved det gamle, og først med den tyske astronom Carl Friedrich Gauss’ matematiske formel for fastlæggelse af påsken (1816) blev der bragt en vis orden i beregningen. I 1946 foreslog et udvalg under FN, at påsken skulle falde på den første søndag i april, men heller ikke dette vakte teologisk applaus.
Vores kalender
Den kalender, vi bruger i dag, er som sagt et sammensurium af mange og på sin vis modstridende systemer, som med al tydelighed viser den europæiske kulturs sammensathed og de mange kilder, som den har øst af: mesopotamisk-jødisk ugekalender forklædt i nordiske gudegevandter, romersk månedsberegning, kristne reformer i flere tempi – og som et sidste forvirrende skud: ugeberegningen, som blev indført i 1972 og ingen forbindelse har med det andet system. Kalenderen er både synlig og usynlig i hverdagen, men det er nok et af de steder, hvor man tydeligst kan se, at antikken lever i bedste velgående, og at vi ikke kan slippe for den, selvom vi ville.
Kapitlet er et uddrag fra bogen Antikken omkring os, og er bragt med tilladelse fra Gads Forlag samt bogens forfattere, Chr. Gorm Tortzen & Tore Leifer. Antikken omkring os udgives i samarbejde med Golden Days d. 3 september 2021, og er den officielle bogudgivelse i forbindelse med Golden Days-festivalen, som har antikken som tema i år.
Kilder:
Hesiods digt Værker og Dage er oversat af Lene Andersen. København 1973 og flere senere oplag.
Københavns Universitets Almanak. Skriv- og rejse-kalender for det år efter Kristi fødsel 2021, som er det andet år efter skudår. København 2020 (og mindst 400 år tilbage).
Ole Rømers rolle i kalenderreformen i 1700 er beskrevet side 129-139 (med tilhørende dokumenter og breve) i Per Friedrichsen og Chr. Gorm Tortzen: Ole Rømer. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.
København 2001.
En grundig gennemgang af hele kalenderproblematikken findes i C.M. Taisbak: ’Det Herrens år 532’ i: Kritisk Forum 78 (1999) s. 4-18. Artiklen kan hentes på www.eksistensen.dk
