Kalenderen

Frag­ment af græsk kalen­derin­skrip­tion. Ret­tighed­er: © The Trustees of the British Muse­um, under Cre­ative Com­mons Attri­bu­tion-Non­Com­mer­cial-Share­Alike 4.0 Inter­na­tion­al (CC BY-NC-SA 4.0) license

Uanset hvilken kalender, du benytter til kaffeaftaler, børnepasning og fødselsdage, så har mesopotamiere, jøder, grækere og romere bidraget til den kalender, vi bruger i dag. Chr. Gorm Tortzen & Tore Leifer beretter om kalenderens brogede ophav i dette uddrag fra deres fælles bog Antikken omkring os, der udkommer i forbindelse med Golden Days festival 2021.

FOKUS: ANTIKKENS FORTÆLLINGER: Antikken er andet og mere end en støvet, hensvun­den epoke. Antikken er en viden­sk­a­belig arv, som vores nuværende prak­sis står på skul­drene af; antikken er et kul­turelt udgangspunkt, som nuti­dens kun­st­nere til stadighed søger en dia­log med, og antikken er tilmed en pro­ces, hvori socio-poli­tiske bevægelser for­sat søger at finde rod og aut­encitet. I samar­be­jde med Gold­en Days udgiv­er Bag­grund online­u­ni­ver­set ’Antikkens fortællinger — i 2021’, som på den ene side fokuser­er på de tusindårige tråde, der kan trækkes til oldti­den, og sam­tidigt adresser­er de process­er, der spandt dem

Datoen ons­dag den 27. maj (eller en anden dato, frit valg!) optræder kun en gang imellem, med sikker­hed kun hvert 28. år. Det ville jo være smart, hvis man havde fød­sels­dag på den samme ugedag hvert år, men den i forve­jen skran­tende kalen­derindus­tri ville for­mentlig få sit knæk, hvis vi med en ver­den­som­spæn­dende kalen­der­reform gjorde noget ved sagen. Der er nu heller intet, som tyder på, at det vil ske, for dels ville det være meget besværligt at gen­nem­føre, dels ville ver­dens regeringer næppe kunne blive enige om, hvilken kalen­der man så skulle indføre. 

Men hvor­for er det så ind­viklet? Det korte svar er, at vores kalen­der har mange ophav og er blevet skabt under vidt forskel­lige omstændighed­er og i flere ver­dens­dele, den­gang alle var enige om, at Jor­den stod stille, og at sol, måne og stjern­er drejede rundt om den. Både mesopotamiere, jøder, grækere og romere har bidraget, og det gør det hele noget kom­pliceret. Men først et par fak­ta: Dag, uge, måned, som vi måler kalen­deren med, er netop et udtryk for him­mel­lege­mernes bevægelser: solen står op og går ned hver dag – men med en lille for skyd­ning i tid og på horison­ten. Månen går fra nymåne til fuld­måne og aftager igen i løbet af en måneds tid, og et år er gået, når solen om foråret står op på det samme sted på horison­ten. Alt foregår i en cyk­lus, eller ret­tere i to, for sol og måne er ikke i takt med hinan­den, og det er der­for nød­vendigt at reg­ne med både et solår på 365 dage og et måneår på 354 dage.

Måneåret

Måneåret er måske det æld­ste og sam­tidig også det mest fint­mærk­ende, for der skal ikke megen øvelse til for at kunne aflæse på månens skive, hvor den befind­er sig i sin cyk­lus, enten ved dag eller ved nat fuld­stændig som man lær­er at læse vis­ernes still­ing på et analogt ur. 

På et meget tidligt tid­spunkt har nogen – for­mentlig i Mesopotamien – beslut­tet, at 12 måne­skifter er et godt tal, og da der går 29 ½ dag fra nymåne til nymåne, bliv­er et måneår således på 354 dage. Sådan er der stadig nogle kalen­dere, der tæller: den jødiske og mus­limske kalen­der er f.eks. månekalen­dere, og et nyt år beg­y­n­der efter 12 månemåned­er. Mens den mosaiske (jødiske) kalen­der ind­sky­der en ekstra måned ca. hvert tred­je år, lad­er mus­limerne hvert nytår beg­y­n­de efter 12 månemåned­er. Det er der­for, ramada­nen falder på vidt forskel­lige dato­er i vores kalender.

Den antikke græske kalen­der var også en månekalen­der, men græk­erne jus­terede lige­som jøderne forskellen mellem sol- og måneåret med skud­måned­er, som blev ind­sat med forskel­lige mellem­rum for at synkro­nis­ere med solåret. Det samme gjorde romerne i flere århundreder.

Cæsars kalenderreform

Vores kalen­der går grundlæggende tilbage til Julius Cæsars reform af den romerske kalen­der, som han kunne ind­føre ved dekret, for­di han var blevet ene­hersker i Rom. Det skete i det år, vi kalder 45 f.v.t. Året efter blev han som bek­endt myrdet. 

Det geniale ved Cæsars reform er, at den på en måde ændr­er ganske lidt, men alligev­el sæt­ter en helt ny stan­dard: Før refor­men havde romerne også 12 måned­er med næsten de samme navne, som vi har overtaget: Jan­u­ar­ius (efter Janus, guden for over­gang, blandt andet sol­hverv), Feb­ru­ar­ius (renselse), Mar­tius (efter guden Mars), Aprilis (måske: åbn­ing), Maius (efter gudin­den Maia), Junius (efter gudin­den Juno), Julius (som Cæsar selv gav navn til), Augus­tus (efter kejseren), Sep­tem­ber, Octo­ber, Novem­ber, Decem­ber. De fire sid­st­nævnte navne bety­der syvende, ottende, niende, tiende – og det pass­er, for det romerske år beg­y­n­dte oprindelig med marts, forårets måned. Feb­ru­ar var alt­så den sid­ste måned i året, men da de to kon­suler tiltrådte i jan­u­ar, blev denne måned engang i det 2. årh. f.v.t. defineret som embed­sårets beg­y­n­delse. På samme måde har vi jo både kalen­derår, skoleår, reg­n­sk­ab­sår og kirkeår, som alle er lige gode, men bare bruges til noget forskelligt.

… Idus Mar­ti­ae … Kalen­dae Apriles … Non­ae Apriles … Idus Apriles … Kalen­dae Maiae … Idus Maiae … Kalen­dae Iuni­ae

Tid­slin­je for romerske datoangivelser.

Før Cæsar havde måned­erne færre dage, 28, 29 eller 31 dage, og Cæsar og hans astronomer lagde sim­pelthen nogle dage til de fleste måned­er, så måne- og solåret svarede til hinan­den. Resul­tatet blev måned­er med 28, (29), 30 og 31 dage i den række­følge, som vi stadig bruger, og som vi lær­er ved at tælle på kno­erne. Prisen var, at måne­skiv­en ikke læn­gere kunne bruges til at aflæse datoen. Skudåret kom­mer vi til.

Den romerske kalender

Når vi angiv­er dato­er, tæller vi opad fra 1, f.eks. den 25. maj. Cæsars reform ændrede ikke ved den hævd­vundne skik med at bruge månen og dens fas­er som fik­spunk­ter, men i mod­sæt­ning til os talte romerne ned mod et fikspunkt.

Hver romer­sk måned har tre punk­ter. Det første hed­der Kalen­dae, kaldeda­gen.

Dagen hed­der sådan, for­di månen en gang om måne­den forsvin­der nogle dage, inden den igen bliv­er syn­lig som nymåne. I den gam­le romerske reli­gion måtte præsten sikre, at månen dukkede frem igen ved at kalde på den; og det virkede, for 5 (eller 7) dage senere, på Non­ae, kunne månens segl igen ses. Non­ae bety­der Nierne. Dagen mark­erede beg­y­n­delsen af den første af nundin­erne, som er navnet på de tre ’uger’ a 8 dage indtil måne­dens slut­ning. Romerne reg­nede inklu­sivt, hvor vi reg­n­er eksklu­sivt, og der­for tæller de både første og sid­ste dag i nundi­nen med og får så 9, hvor vi får 8 dage.

Det tred­je fik­spunkt i kalen­deren er Idus, som er første dag i 2. nun­dine, betal­ings­dag og festdag for Jupiter. Det er uklart, hvad Idus bety­der; måske har det noget med lys at gøre, for netop omkring Idus var månen i den gam­le kalen­der fuld, så man kunne se om nat­ten uden at bruge lys. En anden mulighed er, at ordet er etruskisk og bety­der ’del­ing’, for­di dagen del­er måne­den op i to.

Cæsar blev myrdet på Idus Mar­ti­ae, Idus­da­gen i marts – den vi kalder den 15. marts, og i resten af marts gik romerne rundt i en chok­til­stand over tyran­mordet og dets kon­sekvenser, alt imens de talte ned mod Kalen­dae Apriles.

For at få solårets 365 1⁄4 dag til at passe ind i det nye sys­tem, fores­log astronomerne at lægge en dag til hvert fjerde år i feb­ru­ar, den sid­ste måned i året. De gjorde det på sjet­teda­gen før marts og kaldte dagen bis-sex­tilis, ’dobbelt­sek­seren’, og den dag i dag er den 24. feb­ru­ar skud­da­gen i kalen­deren, og ikke den 29., som folk tror – den 29. er bare sam­men med dagene efter dobbelt­sek­seren fly­t­tet ét hak frem.

Ugeberegneren

Hos mesopotamierne var månekalen­deren den enerå­dende. Astronomerne opdelte måne­den i fire lige store dele, og hver del gav de navne efter him­mel­lege­merne: sol, måne og plan­eterne, der opfat­tedes som gud­dom­melige eller sym­bol­er på gud­erne. Den jødiske kalen­der over­tog syvda­gesind­delin­gen (dog uden gude­navnene), som det fremgår af ska­belses­beretnin­gen i 1. Mose­bog. Allerede i Augus­tusti­den ser man spor af en syvdages bereg­n­ing, og i 300-tal­let e.v.t. trængte uge­bereg­nin­gen for alvor ind i den romerske ver­den sam­men med kris­ten­dom­men, men dagene fik de fleste sted­er de romerske gudenavne:

Solens dag dies Solis søndag, Sun­day, Son­ntag
Månens dag dies Lunae mandag, Mon­day, Mon­tag
Mars’ dag dies Mar­tis tirs­dag, Tues­day, Dien­stag
Merkurs dag dies Mer­curii ons­dag, Wednes­day, Mittwoch
Jupiters dag dies Jovis tors­dag, Thurs­day, Don­ner­stag
Venus’ dag dies Vener­is fredag, Fri­day, Fre­itag
Sat­urns dag dies Sat­urni lørdag, Sat­ur­day, Samstag

Det er ikke klart, om uge­bereg­nin­gen kom til Nordeu­ropa og de ger­manske stam­mer før eller sam­men med kris­ten­dom­men; i hvert fald blev ugeda­genes hedenske navne over­sat til gud­er, som svarede nogen­lunde til de romerske. Sam­tidig fandt man et ord: uge, week, Woche, der bety­der ’vek­sling’, til at beteg­ne den nye inddeling.

Køben­havns Uni­ver­sitets Almanak er udkom­met hvert år i over 530 år. Den er dermed Dan­marks æld­ste pub­lika­tion, som stadig udkom­mer, og også blandt de æld­ste på ver­den­s­plan. Her almanakken fra 2018. 

Nu kunne man mene, at det er rigeligt at have ét kalen­der­sys­tem, men det romerske og det jødiske fort­sat­te side om side, og her­til kom, at fejrin­gen af de katolske hel­gen­er gav dagene navne, som i mid­de­lalderen var den almin­delig­ste dater­ing. Selv efter næsten 500 år spiller hel­genda­gene stadig en rolle i vores tid­san­givelser: sank­thans (Johannes), Sank­ta Lucia foru­den de nytilkomne valentins­dag og hal­loween, som vi kan takke under­hold­ningsin­dus­trien for. Tidligere var f.eks. hel­ligtrekongers­dag, mikkels­dag, val­borgsaften og alle­hel­gens­dag vigtige dage, hvor folk skift­ede plads, afreg­nede gæld og indgik kon­trak­ter, og de anføres stadig i vores kalen­dere, selvom de ikke mere har en prak­tisk betyd­ning. Det samme gør flagda­gene og den kon­gelige fam­i­lies fødselsdage.

En uudnyttet mulighed

Da Cæsar gen­nem­førte sin reform, benyt­tede han høj­tud­dannede græske astronomer fra Alexan­dria i Ægypten. Fak­tisk kunne han have val­gt en anden og mere prak­tisk reform, nem­lig at ind­føre den gældende ægyp­tiske kalen­der. Den gik (lidt foren­klet) ud på helt at opgive månen som tids­bereg­n­er og ind­dele solåret i 360 dage fordelt på 12 måned­er a 30 dage + 5 faste fridage sidst på året. Denne kalen­der var alt­så en evighed­skalen­der, hvor hver måned havde det samme antal dage (lige­som der altid er 30 bankdage i en måned). Man ser denne kalen­der brugt i reg­n­sk­aber og kor­re­spon­dance i det græske og romerske Ægypten, og man kan fan­tasere om, hvor meget let­tere det ville have været for os alle sam­men, hvis Cæsar havde val­gt den ægyp­tiske løs­ning i stedet for at lappe på den romerske. Der er dog gode grunde til, at han og hans råd­gi­vere ikke gjorde det. Romerne havde en ind­groet mist­il­lid til nye ting og foran­dringer. Ny er ikke et plu­sord på latin, sådan som det er i vores ver­den. Her­til kom­mer en lige så fast­tøm­ret tro på, at gud­erne ikke bry­der sig om, at man ændr­er ved den etablerede orden. Selv intellek­tuelle romere, der ikke troede på gud­erne i den naive, ure­flek­terede form, del­tog i ofringer og fes­ter ud fra forestill­in­gen om, at man ikke skal ændre ved noget, der fun­ger­er. Desu­den ville det være poli­tisk uklogt at ind­føre noget så uromer­sk som en kalen­der fra det Ægypten, som i romernes øjne var et halvt bar­barisk land med mærke­lige dyregud­er og sære skikke.

Da Ægypten senere blev en romer­sk provins, lod kejs­er Augus­tus den lokale kalen­der ændre på ét punkt: De fem hviledage blev hvert fjerde år til seks, og det har noget med skudårs­bereg­nin­gen at gøre.
Én gang har man dog i Europa haft en kalen­der af denne type. Efter Den Franske Rev­o­lu­tion i 1789, hvor der i de føl­gende år blev gen­nem­ført mange og gen­nem­gribende reformer, udtænk­te franske viden­sk­ab­smænd også en helt ny tid­sreg­n­ing, der som udgangspunkt havde det dec­i­mal­sys­tem, som vi mange år senere over­tog dele af, nem­lig meter­sys­temet. Rev­o­lu­tion­skalen­deren havde som den alexan­drinske 12 måned­er a 30 dage, opdelt i tre ’uger’ a ti dage med navne, der afspe­jlede deres num­mer i ugen. Måned­erne fik nye navne, og hvileda­gene fik deres egne: dydens dag, arbe­jdets dag, åndens dag osv. Men det slut­tede ikke her. Også døgnet blev ind­delt i tiere: 10 (meget lange) nytimer a 10 nymin­ut­ter a 1000 nysekunder.

Mens kalen­deren blev ind­ført i 1793 og fun­gerede til 1805, voldte den nye ind­del­ing af døgnet store prob­le­mer. Alle eksis­terende ure var baseret på et 60-talssys­tem, som gik tilbage til mesopotamierne og i øvrigt også blev brugt ved grad­bereg­nin­gen på glober og kort. Alle ver­dens ure ville med ét være foræld­ede, og selvom urmagerne gik i gang med at frem­stille nye ure, blev de økonomiske kon­sekvenser af at skulle udskifte alle Frankrigs ure så store, at refor­men aldrig blev ind­ført. Der er vist ingen tvivl om, at noget tilsvarende ville blive frem­ført som argu­ment, hvis nogen skulle fores­lå en kalen­der­reform i dag.

Årstallet og påskeberegningen

Man kunne tro, at årstals­bereg­nin­gen før eller efter Kristi fød­sel var antik, men det er den ikke. Romerne selv brugte i mange århun­dred­er Roms grundlæggelse som udgangspunkt for deres tid­sreg­n­ing. Noget kunne alt­så foregå i år 337 efter Roms grundlæggelse. En anden tidsmåler var kejsernes regeringsår. Men hvornår var så det?

I takt med kris­ten­dom­mens ind­førelse og overtagelse af under­vis­ning og kul­turliv føltes det mere og mere akavet, at man stadig brugte den foræld­ede, hedenske årstals­bereg­n­ing. Her­til kom, at den måske vigtig­ste festdag i kirkeåret, påsken, ikke var og er fast­lagt efter den romerske, men føl­ger en urgam­mel jødisk månebereg­n­ing, hvilket var blevet beslut­tet på det berømte kirkemøde i Nikæa i 325: påskedag skal falde den første søndag efter første fuld­måne efter forårsjævndøgn (det er alt­så en kali­brering af sol- og måneåret). Denne dag svinger vold­somt fra år til år, og der­for var det nød­vendigt at have astronomer til at lave plan­er mange år frem i tiden for at sikre, at påsken blev holdt på det rigtige tid­spunkt over­alt.
På et tid­spunkt i tidlig mid­de­lalder, som folk den­gang kaldte år 241 efter kejs­er Diok­le­tians mag­tovertagelse, 1278 efter Roms grundlæggelse, ville de eksis­terende bereg­ninger, som Sankt Cyril­lus havde lavet mange år forinden, løbe ud inden for få år, og pave Johannes I bestilte der­for nogle nye påskedags­bereg­ninger hos en ekspert, munken Diony­sius Exigu­us (den Lille). Igen er det forhold­et mellem solår og måneår, der er hov­ed­sagen. Forhold­et kan udtrykkes i en 19-års månecyk­lus og en 28-års sol­cyk­lus. Og det er ikke lige til at reg­ne ud. Diony­sius benyt­tede lej­lighe­den til at få ryd­det op i den hedenske bereg­n­ings­form og beslut­tede sig til at bruge Kristi fød­sel som udgangspunkt. Men hvor længe siden var det? Efter nøje astronomiske bereg­ninger og kon­sul­ta­tion­er med oplysningerne i evan­ge­lierne slut­tede Diony­sius, at Jesus måtte være født 532 år tidligere, og at år 248 efter Diok­let­ian skulle kaldes 532 efter Kris­tus.
Nogle forskere har inter­esseret sig vold­somt for at påvise, at tal­let umuligt kan være his­torisk kor­rekt, men de overs­er, at for Diony­sius er det de 19 og de 28 år, der er det sprin­gende punkt, ikke hvornår præ­cis stjer­nen stod over Beth­le­hem. 532 er nem­lig det mind­ste tal, som både 19 og 28 går op i, og det er der­for meget vigtigt for den nye beregning. 

Den franske rev­o­lu­tion­skalen­der anvendtes i Frankrig i 13 år efter den franske rev­o­lu­tions udbrud. Bib­lio­thèque nationale de France, Paris. 

Løs­nin­gen er med andre ord matem­a­tisk-astronomisk, ikke teol­o­gisk-his­torisk begrun­det. Som den store kender af kalen­dervæs­nets udvikling C.M. Tais­bak så rigtigt har bemær­ket, er det som at måle med en tommestok på 2.000 mm, hvor de første 532 mm er brækket af: Vi ved ikke helt nøjagtig, hvor den beg­y­n­dte, men efter 532 pass­er det hele. Og det bliv­er det ved med, også efter at tommestokken i år 2000 skulle for­længes med en ny.

I øvrigt tog det adskil­lige århun­dred­er, før man beg­y­n­dte at for­længe årtællin­gen bagud fra Kristi fød­sel; og end­nu er det vist kun astronomer og geologer, der reg­n­er med neg­a­tive årstal og år 0. Når vi siger, at Rom blev grund­lagt i år 753 før Kris­tus, ville denne oplysning alt­så være ganske meningsløs ikke blot for antikkens romere, men også for europæere helt op til oplysningstiden.

Skudåret og den gregorianske kalenders indførelse i Danmark

Som nævnt brugte de gam­le månekalen­dere skud­måned­er til at jus­tere måne- og solåret, men Cæsars reform fandt en meget enklere løs­ning: Feb­ru­ar fik hvert fjerde år til­fø­jet en ekstra dag, så der i alt blev 29 dage i måne­den. Grun­den er, at solåret ikke er på 365, men 365 1/4 dag (og i virke­lighe­den en lille smule min­dre). Det betød i beg­y­n­delsen ingent­ing, og skud­dags­bereg­nin­gen gik godt i 1200–1300 år, men i løbet af mid­de­lalderen blev den lille ujævn­hed mere og mere tydelig. Kalen­deren kom med andre ord bagefter tiden, det vil sige solen. Således ind­traf jævndøgn allerede den 11. marts, som der­for måtte omdøbes til den 21. I 1582 gen­nem­førte pave Gre­go­rius en meget beske­den reform, som bestod i fasthold­elsen af skud­da­gen i alle de år, som er delelige med 4; reglen skulle blot ikke gælde de år, der også var delelige med 100, men
dog med 400, som f.eks. år 1600 og 2000. Med over­springelsen af 10 dage, som kalen­deren i tidens løb var kom­met bagud, var der ret­tet op på mis­eren. Men kun i de katolske lande. I det protes­tantiske Nordeu­ropa var man nærmest aller­gisk over for alt, der smagte af pave, og i over 100 år havde man to kalen­der­sys­te­mer, det gam­le i nord og det nye i syd. Det var selvsagt meget uprak­tisk for uden­rigshan­de­len, og der blev gjort flere forgæves forsøg på at gen­nem­føre refor­men.
Chan­cen kom i 1699, hvor den danske kong Chris­t­ian V døde om som­meren og den unge kong Fred­erik IV kom på tro­nen. I Køben­havn havde astronomen Ole Rømer længe arbe­jdet for en reform; det samme
havde filosof­fen Got­tfried Wil­helm Leib­niz i Berlin, og ved fælles kræfter (og på trods af de køben­havnske teologers for­bi­trede mod­stand) lykkedes det med diplo­ma­tisk snilde at forene de protes­tantiske konger og her­tuger i Dan­mark-Norge og Nord­tysk­land og således få gen­nem­ført refor­men (Storbri­tan­nien kom først med på den nye kalen­der i 1752, Sverige i 1753, Balkan og Rus­land først under og efter Første Verdenskrig).

Uni­ver­sitet­salmanakken for 1700 var allerede trykt, men den blev tilbagekaldt, og i den nye udgave over­sprang man de sid­ste 11 dage af feb­ru­ar og var på den måde på omgang med den nye kalen­der. Rømer havde i en skriv­else syrligt bereg­net, at det var ham en gåde, at man uden videre kunne bruge en kalen­der, der var skabt af en hed­ning (Cæsar), men ikke kunne acceptere en prak­tisk foranstalt­ning, blot for­di en pave havde fores­lået den.

Påsken

Rømer og Leib­niz forsøgte uden held også at gøre noget ved den tem­melig uprak­tiske påske­bereg­n­ing. Deres forslag gik kort og godt ud på, at påskedag hvert år kun skulle kunne falde inden for nogle få uger efter forårsjævndøgn, men det fik teologerne sat en effek­tiv stop­per for.

Træskåret titel­blad fra almanak udgivet af Køben­havns Uni­ver­sitet i 1764. Foto: The Granger Collection/Ritzau Scanpix

Alt blev her ved det gam­le, og først med den tyske astronom Carl Friedrich Gauss’ matem­a­tiske formel for fastlæggelse af påsken (1816) blev der bragt en vis orden i bereg­nin­gen. I 1946 fores­log et udvalg under FN, at påsken skulle falde på den første søndag i april, men heller ikke dette vak­te teol­o­gisk applaus.

Vores kalender

Den kalen­der, vi bruger i dag, er som sagt et sam­men­su­ri­um af mange og på sin vis mod­stri­dende sys­te­mer, som med al tyde­lighed vis­er den europæiske kul­turs sam­men­sathed og de mange kilder, som den har øst af: mesopotamisk-jødisk ugekalen­der fork­lædt i nordiske gudegevandter, romer­sk måneds­bereg­n­ing, kristne reformer i flere tem­pi – og som et sid­ste forvir­rende skud: uge­bereg­nin­gen, som blev ind­ført i 1972 og ingen forbindelse har med det andet sys­tem. Kalen­deren er både syn­lig og usyn­lig i hverda­gen, men det er nok et af de sted­er, hvor man tydeligst kan se, at antikken lever i bed­ste vel­gående, og at vi ikke kan slippe for den, selvom vi ville.

Kapit­let er et uddrag fra bogen Antikken omkring os, og er bragt med tilladelse fra Gads For­lag samt bogens for­fat­tere, Chr. Gorm Tortzen & Tore Leifer. Antikken omkring os udgives i samar­be­jde med Gold­en Days d. 3 sep­tem­ber 2021, og er den offi­cielle bogud­givelse i forbindelse med Gold­en Days-fes­ti­valen, som har antikken som tema i år.

Kilder:

Hes­iods digt Værk­er og Dage er over­sat af Lene Ander­sen. Køben­havn 1973 og flere senere oplag.

Køben­havns Uni­ver­sitets Almanak. Skriv- og rejse-kalen­der for det år efter Kristi fød­sel 2021, som er det andet år efter skudår. Køben­havn 2020 (og mindst 400 år tilbage).

Ole Rømers rolle i kalen­der­refor­men i 1700 er beskrevet side 129–139 (med tilhørende doku­menter og breve) i Per Friedrich­sen og Chr. Gorm Tortzen: Ole Rømer. Det Danske Sprog- og Lit­ter­atursel­skab.
Køben­havn 2001.

En grundig gen­nem­gang af hele kalen­der­prob­lematikken find­es i C.M. Tais­bak: ’Det Her­rens år 532’ i: Kri­tisk Forum 78 (1999) s. 4–18. Artiklen kan hentes på www.eksistensen.dk


Læs resten af artiklerne: ANTIKKENS FORTÆLLINGER – I 2021

Scroll til toppen