Oplysningstiden er ikke en uproblematisk kulturarv

Oplysningstiden er ikke en uproblematisk kulturarv

Portræt af Jean-Jacques Rousseau. Farve­lagt. Foto: Wiki­me­dia Com­mons / Pub­lic Domain

I de mange værdidebatter, der i disse år udspinder sig i aviser og debatbøger, bliver der gennemgående henvist til oplysningstiden som et stabilt referencepunkt. Vores egen historie viser imidlertid, at oplysningstidens værdier er både komplekse og foranderlige. Kun ved hjælp af de ellers udskældte humanistiske fag får vi en dyb viden om, hvem vi var, og hvordan vi er blevet til dem, vi er. 

Indtil for ikke så mange år siden var det en almin­delig antagelse, at danskernes fælles etniske karak­tertræk var bærende for nation­al­statens fort­sat­te beståen. Denne nation­alka­rak­ter var blevet formet af den nationale his­to­rie, af land­sk­a­bet, mod­er­smålet og af selv­groede danske tra­di­tion­er. Læn­gere tilbage, i årene op til afstemnin­gen om Slesvigs del­ing i 1920, var der mange, der beskrev danskernes nation­alka­rak­ter som en biol­o­gisk kends­gern­ing, der havde eksis­teret siden oldti­den. Dan­skhe­den havde været slum­rende, lød argu­mentet, for­di den i mange år havde været under­trykt af tyskerne. Det var blandt andet denne opfat­telse, his­torik­eren Peter Lau­rid­sen i 1920 frem­førte i vær­ket Da Søn­der­jyl­land vaagnede. Men forestill­in­gen om en biol­o­gisk fun­deret urdan­skhed blev ikke opfun­det til lej­lighe­den. Den var ganske udbredt i samti­den. Allerede i midten af 1800-tal­let beskrev his­torik­eren C.F. Allen dan­skhe­den som et blod­fæl­lesskab, ”den med Blodet givne danske nationale Følelse.” His­to­riefaget bidrog i stort omfang til kon­struk­tio­nen af denne nationale selv­forståelse. Blandt andet ved at etablere nation­al­stat­en som den naturlige ramme for his­to­rieskrivn­ing og ved at fastholde et grundlæggende mod­sæt­nings­forhold mellem dan­sk og tysk men­tal­itet og kultur.

Selv om mange efter 2. Ver­den­skrig for­lod opfat­telsen af, at dan­skhe­den er et blod­fæl­lesskab, fastholdt man en grundlæggende opfat­telse af, at fælles etnicitet er nation­al­statens bærende ele­ment. Der­for er nutidi­ge vær­dide­bat­ter også et brud med tra­di­tio­nen for at se dan­sk kul­tur som selv­groet og oldgam­mel. De værdipoli­tiske strømninger han­dler i min­dre grad om at etablere mod­sæt­nings­forhold mellem europæiske nation­er. De udtrykker i stedet, hvad man kan kalde vær­di­na­tion­al­isme eller vestlig nation­al­isme, for­di de byg­ger på en forestill­ing om, at de vestlige lande er forenet af et fælles værdis­æt, som er truet af ikke-vestlige værdier og primært mus­limske. Hvor den tidligere nation­al­isme skabte en forestill­ing om etnisk kon­ti­nu­itet fra oldtid til nutid, er det nu oplysningsti­den, der er blevet den his­toriske gul­dalder. Eksem­pelvis kunne man i 2019 læse i stort set alle danske avis­er, at den store med­borgerun­der­søgelse viste, at mange nydanskere ikke bek­ender sig til oplysningsti­dens værdier. Flere avis­er pegede i den sam­men­hæng på, at nydanskere man­glede tol­er­ance over for homosek­su­alitet og ligestill­ing mellem kønnene. Værdier, som selv blandt etniske danskere først er blevet almin­deligt accepteret inden for de sen­este 20–40 år. I USA har pro­fes­sor i psykolo­gi Steven Pinker fået stor ind­fly­delse med vær­ket Enlight­en­ment Now. The Case for Rea­son, Sci­ence, Human­ism, and Progress (2018). Pinker definer­er her arven fra oplysningsti­den som fri­hed, ratio­nalitet, men­neskerettighed­er og lige mulighed­er. I bogen advar­er Pinker også imod nutidi­ge intellek­tuelle, især post­mod­ernister, der prøver at bilde folk ind, at Vesten bør skamme sig over sine værdier. Pinkers bog er et fint eksem­pel på, hvor­dan mod­erne vær­di­na­tion­al­is­ter udvæl­ger de dele af his­to­rien, som kan bruges til værdipoli­tiske for­mål og for­bigår de dele, som mod­siger den. Lige så ensidigt kri­tisk, debat­tør­erne betragter mus­limske kul­tur­er, lige så ensidigt ukri­tisk betragtes de fælles vestlige værdier.

Det er ikke fork­ert, at en lang række af de værdier, der betragtes som fun­da­men­tale i mod­erne vestlige sam­fund, har rød­der i en udvikling, som for alvor brød igen­nem i oplysningsti­den. Det er til gengæld et prob­lem, at så mange vær­dide­bat­tør­er ukri­tisk har overtaget den selv­forståelse, som oplysnin­gens førere og for­mere havde i 1700-tal­let. Nem­lig at den vestlige civil­i­sa­tions glæder bered­er vejen for lys, frem­skridt og lyk­sa­lighed for hele men­neske­he­den. Det er end­videre et prob­lem, at de fleste vær­dide­bat­tør­er ensidigt fokuser­er på de dele af his­to­rien, der er genk­endelige for nutidi­ge øjne, og som bekræfter deres poli­tiske pro­gram. Det før­er til nogle gevaldige anakro­nis­mer, blandt andet for­di de overs­er, at oplysningsti­dens forståelse af begre­ber som tol­er­ance og lighed bestemt ikke betød det samme i samti­den som de gør i dag. Og for­di de antager, at fran­sk, amerikan­sk og skan­di­navisk oplysningstid nok var nogen­lunde det samme. Kon­tek­stu­alis­er­ing, en metodisk grund­pille i his­to­riefaget, til­sidesættes alt for ofte, når his­to­rien bliv­er brugt i værdipoli­tikkens tjen­este. Vær­dide­bat­tør­erne er ofte pub­lic intel­lec­tu­als, som står klar med et Voltaire- eller Kant-citat, når de vestlige værdier skal fork­lares og forsvares. For det var de store mænd i his­to­rien, der for­mulerede de vestlige værdier, forstår man. Et så snævert fokus er imi­dler­tid util­strække­ligt, hvis vi for alvor skal forstå de sam­fundsmæs­sige dynamikker og bredere ide­ol­o­giske strømninger, som formede oplysningsti­den og de mod­erne samfund. 

Udviklin­gen af vores egne mod­erne sam­fund var med andre ord en langt mere bugtet og hal­tende pro­ces, end det skil­dres i offentlige vær­dide­bat­ter. Der­for er der brug for human­is­tiske uddan­nelser, som giv­er en dyb og sam­men­hæn­gende viden om vores kul­tur og vores his­to­rie. His­to­rieforståelse han­dler ikke kun om, at finde kon­ti­nu­iteter fra for­tid til nutid. Human­is­tiske fag bidrager også med en dis­tinkt bev­id­s­thed om his­torisk foran­dring. Vær­dide­bat­tens mange prokla­ma­tion­er om, at vi aldrig må gå på kom­pro­mis med danske værdier, vis­er en man­glende bev­id­s­thed om, at vores værdier kon­tin­uerligt har været til forhan­dling og er blevet omfor­muleret op igen­nem his­to­rien – især siden oplysningsti­den! Og den omfor­mu­ler­ing fort­sæt­ter selvføl­gelig også fre­mover. Om en gen­er­a­tion eller to vil unge men­nesker opfat­te vores sociale normer som påfaldende eller endog fremmedartede.

Den prag­ma­tisme, som lig­ger i his­to­riefaget, pass­er imi­dler­tid ikke ind i en ide­ol­o­gisk styret vær­dide­bat. Først og fremmest har human­is­tiske kan­di­dater viden om en lang tra­di­tion for kri­tisk reflek­sion over de begre­ber og værdier, som præger de mod­erne sam­fund. Alligev­el er human­is­tiske fag blevet skåret ned år efter år og beteg­nes igen og igen som nytteløse.

Tag begre­bet fri­hed. Det er fuld­stændig kor­rekt, at det indgik som et væsentligt argu­ment i oplysningsti­dens offentlige debat­ter: der var et næsten enty­digt ønske om fri­hed fra enevældige monarki­er og god­se­jer­styre, arbe­jd­skraftens frie bevæge­lighed, fri­hed fra tra­di­tion­er og religiøse dog­mer, ytrings­fri­hed, samvit­tigheds­fri­hed og økonomisk fri­hed. Fri­hed er imi­dler­tid et kom­plekst begreb. 1700-tal­lets fri­heds­be­greb inde­bar – og inde­bær­er stadig – meget klare sociale for­vent­ninger om, at indi­videt skulle kunne mestre denne fri­hed gen­nem en høj grad af selvdis­ci­plin og evne til at moti­vere sig selv. Der blev skabt en sam­fundsmæs­sig antagelse om, at jo mere fri­hed det enkelte indi­vid fik, desto mere arbe­jd­som og ambitiøs ville man blive. Dette er vel at mærke ikke ny viden. Mange af de klas­siske værk­er inden for den his­toriske soci­olo­gi han­dler netop om, hvor­dan bemyn­di­gelse af det enkelte indi­vid gik hånd i hånd med en intens dis­ci­pliner­ing i moder­nitetens for­ma­tive år. Max Webers berømte beskriv­else af de mod­erne sam­fund som ratio­nalitetens jern­bur havde bag­grund i en udvikling, som han mente primært fandt sted i 1600- og 1700-tal­let. Og han spurgte der­for, hvor­for den protes­tantiske ref­or­ma­tion, som netop skulle være en frigørelse, blev afløst af en regel­menter­ing af hele livs­førelsen, som var uen­delig tyn­gende og alvor­spræget. Weber definerede den mod­erne rationelle adfærd som indi­videts bestræ­belse på at have sys­tem­a­tisk kon­trol over sine fysiske behov og følelses­mæs­sige tilskyn­delser. Den mod­erne rationelle adfærd blev et livssys­tem, der omfat­ter alle aspek­ter af indi­videts hverdag og fik dermed et total­itært tilsnit.

Nor­bert Elias og Michel Fou­cault karak­teris­er­er de før-mod­erne dis­ci­pliner­ings­former som præget af kor­porlig tvang og offentlige pines­traffe. I løbet af civil­i­sa­tion­sprocessen blev den sam­fundsmæs­sige dis­ci­pliner­ing nok min­dre kor­porlig og aggres­siv, men antog til gengæld for­mer, som var mere sub­tile og uigen­nem­skuelige. Sam­tidig skabtes en normkul­tur, hvor for­agt, skam og væm­melse indgik som cen­tral adfærd­sreg­u­ler­ing. Indi­videt skulle helst gøre sam­fundsmæs­sige nød­vendighed­er til sit eget indre motiv: man skulle ikke bare være flit­tig, for­di man blev tvunget til det, men for­di man ville være det. Weber, Elias og Fou­cault er spid­serne i en lang tra­di­tion for kri­tiske analyser af den vestlige kul­tur­arv. Den til­gang inde­bær­er  ikke, at vores kul­tur­arv nød­vendigvis er dårlig, men den prob­lema­tis­er­er foren­klede forestill­inger om, at mod­erne, vestlige sam­fund er frie, mod­sat de tra­di­tionelle eller ikke-vestlige, som er under­trykkende. Magt, kon­trol og dis­ci­pliner­ing bliv­er altid udøvet, det sker blot i forskel­lige his­toriske konstellationer.

Oplysningsti­dens debat­ter om lighed var tilsvarende kom­plekse. Der var mange smukke prokla­ma­tion­er om, at alle men­nesker var rationelle væsen­er og der­for skulle behan­dles lige. Alligev­el han­dlede mange diskus­sion­er i oplysningsti­den om, hvorvidt kvin­der skulle have samme ret til uddan­nelse som mænd. I Emile eller om opdragelsen – et værk, der i dag reg­nes for at være bane­bry­dende for den mod­erne pæd­a­gogik, og hvis for­fat­ter er anført i den danske demokratikanon – argu­menterede Jean-Jacques Rousseau, at kvin­der af biol­o­giske årsager ikke kunne blive lige så rationelle som mænd. I Emile fork­larede Rousseau, at mænd, ifølge naturens lov, var aktive, stærke, dominerende, og ini­tia­tivrige, mens kvin­der var pas­sive, svage, sagt­modi­ge og iagt­ta­gende. Kvin­der måtte gerne være for­nuftige, men det passede sig ikke for kvin­der at lære abstrak­te måder at tænke på. Kvin­der man­glede sim­pelthen evnen til at kon­cen­trere sig, skrev Rousseau. Kvin­ders egentlige bestem­melse var der­i­mod at behage man­den og opdrage børn, især til at blive gode borg­ere. Rousseau var ekspo­nent for nogle strømninger i oplysningsti­den, hvor nye opfat­telser af kvin­ders rolle i de mod­erne sam­fund formedes. Seku­laris­erin­gen bevirkede ganske vist, at kvin­derollen blev løst fra ska­belses­beretnin­gens fortælling om, at kvin­den havde lokket man­den i synd og altid poten­tielt var en fris­terske. I stedet skabte man biol­o­gisk betingede argu­menter for, at kvin­der ikke behøvede særlig meget uddan­nelse og ikke hørte til i den offentlige sfære.

Et dan­sk eksem­pel på den strømn­ing er en af 1800-tal­lets største oplysnings­sel­sk­aber, Det Søsterlige Vel­gøren­heds­sel­skab. Sel­sk­a­bet havde over 1500 medlem­mer, og bort­set fra sel­sk­a­bets for­mand, Niels Lang Nis­sen, var de alle kvin­der. Lang Nis­sen var lær­er på Met­ro­pol­i­tan­skolen og i samti­den kendt som en af oplysnin­gens mest pro­gres­sive pæd­a­goger. I taler holdt i Det Søsterlige Vel­gøren­heds­sel­skab fork­larede han, at kvin­ders sam­fund­srolle var bestemt af naturen. Efter­som kvin­der havde et finere nervesys­tem var de ikke egnede til at vare­tage et offentligt arbe­jde, men skulle være hjem­megående og passe mand og børn. Kvin­ders milde og ømme væsen skulle være en mod­pol til det magtens jernåg, som mænd måtte bære for at få sam­fun­det til at fun­gere. Af samme grund burde kvin­der ikke være intellek­tuelle, men de skulle dog have så meget dan­nelse, at de kunne føre en begavet sam­tale med deres ægte­fælle. Fik kvin­der for meget uddan­nelse, mist­ede de deres ynde. Som blandt andre den amerikanske his­torik­er Joan Lan­des har gjort opmærk­som på, blev der par­al­lelt for­muleret ide­al­er om, at alle var lige, og en række argu­menter for, at nogle ikke var det alligev­el. Ved at gøre ulighed mellem køn til et spørgsmål om biol­o­gisk naturlighed og nød­vendighed, blev kvin­ders fort­sat­te udelukkelse fra den offentlige sfære således legitimeret.

Vi kan ikke ukri­tisk hive værdier, som for eksem­pel tol­er­ance, fri­hed og lighed ud af his­to­riebøgerne, når vi diskuter­er hvilke værdier vi fre­madret­tet vil basere vores sam­fund på. Oplysningsti­den er ikke en uprob­lema­tisk kul­tur­arv. En del af oplysningsti­dens arv til den mod­erne ver­den var at skabe forestill­inger om, at forskelle mellem køn, rac­er og nation­aliteter var fun­deret i biol­o­giske kends­gerninger og der­for desværre ikke kunne ændres. Sådanne forestill­inger kan ikke bare afskrives som end­nu-ikke-udfold­et moder­nitet. Tvær­ti­mod udvikledes der i hjertet af moder­niteten nye måder at udgrænse og kon­trollere på. Som Bir­gitte Poss­ing har vist i sin 2018-bog, Argu­menter imod kvin­der, så har biol­o­giske argu­menter for, at kvin­der ikke skulle ligestilles med mænd defineret de mod­erne sam­fund. Det er blot i vores allernyeste his­to­rie, og godt hjulpet på vej af den post­mod­erne his­to­rieskrivn­ing, at vejen er blevet banet for et opgør med den måde at forstå forskelle på. His­to­riefaget har blandt andet vist, at såkaldte biol­o­giske kends­gerninger ændr­er sig markant i his­to­riens løb. Hvis vores selv­forståelse bliv­er formet af glat­pol­eret his­to­rieskrivn­ing, hvor for­tiden kun bliv­er opfat­tet som rel­e­vant i det omfang den er genk­endelig for nuti­den, vis­ner den danske kul­tur­arv. Det, der skaber reflek­terede og pro­gres­sive sam­fund, er en netop kon­tin­uerlig kri­tisk debat om vores egne værdier. Og dét er i virke­lighe­den noget af det vigtig­ste, vi har med fra oplysningstiden.

Juliane Engel­hardt er lek­tor ved Saxo-Instituttet 

Dette er en redi­geret udgave af en artikel, der først blev bragt i Poli­tiken 10.2.2020

Scroll til toppen