Fascister i fåreklæder?
Vi bringer her forordet og indledningen til bogen “Fascister i fåreklæder? Den identitære bevægelse, Det Nye Højre og højreradikalismen i det 21. århundrede”, der er skrevet af Mathias Hee Pedersen, og som netop er udkommet på Baggrund. Bogen kan købes via vores webshop og bestilles i din lokale boghandel.
Forord
For et par år siden tog jeg med en ven på en spontan tur til Norge med Oslo-båden. Under turen gjorde jeg et usædvanligt bekendtskab. Da klokken var ved at nærme sig midnat, gik min ven og jeg ud på dækket for at få noget frisk luft. Her faldt vi i snak med en mand i slutningen af 30’erne, der var gået ud for at ryge. Samtalen tog en uventet drejning, da manden til vores store overraskelse røbede, at han var forhenværende nynazist. Det var første gang, jeg mødte en person med fortid i det højreradikale miljø, og jeg var nysgerrig efter at høre, hvad der havde ført ham ned ad denne mørke sti. Hans svar står stadig klart i min hukommelse: ”Hvis du kommer fra det miljø, jeg kom fra, så havde du to muligheder: enten blev du autonom eller også blev du nynazist. Jeg blev nynazist, fordi jeg syntes, de gik bedre klædt”. Som samtalen skred frem, blev det tydeligt, at manden havde haft en usædvanligt hård opvækst med vold i familien og et stofmisbrug, der var startet i en tidlig alder. Det højreradikale miljø havde givet ham fællesskab og mening i livet, fortalte han. Efter mange år lykkedes det ham at finde en vej ud af miljøet igen. Det skyldtes først og fremmest, at han formåede at slippe misbruget.
På mange måder bekræftede historien mine fordomme om det højreradikale miljø og dets tiltrækningskraft. Fra medierne havde jeg hørt lignende historier om forhenværende højreradikale, hvis vej ind i miljøet var brolagt med sociale problemer og svigt, snarere end glødende idealisme eller kølig politisk analyse. Det påvirkede min vurdering af, hvor stor en trussel højreradikalismen udgjorde mod demokratiet. For selvom jeg ikke havde lyst til at støde på en højreradikal hooligan i en mørk gyde, skræmte højreradikalismen mig ikke som politisk bevægelse. I populærkulturen var Hitler enten afbilledet som inkarnationen af rendyrket ondskab eller reduceret til en grinagtig tegneserie-skurk. Det var svært at forestille sig en mere miskrediteret, forhadt og latterliggjort politisk position end den højreradikale. Den virkelige drivkraft på den yderste højrefløj anså jeg i stedet for at være højrenationalistiske partier som Dansk Folkeparti, der næppe kunne påstås at være arvtagerne til Hitler og Mussolinis besudlede ideologiske arv. For mig virkede højreradikalismen mest af alt som en død ideologi, der blev holdt kunstigt i live i små subkulturelle tidslommer – opretholdt af vrede mænd med store sociale problemer, som ledte efter noget, der kunne retfærdiggøre deres had og aggressioner. Derfor interesserede den mig ikke synderligt.
Min opfattelse begyndte at ændre sig i slutningen af 2016. Donald Trumps valgsejr ved det amerikanske præsidentvalg signalerede et gryende opgør med den liberale, internationalistiske konsensus, som havde domineret i Vesten siden murens fald. Hans motto ”America First” brød grundlæggende med forestillingen om USA som ”den frie verdens beskytter”, og sammen med Brexit afspejlede det en tilbagevendende nationalisme i den vestlige verden. Trump adskilte sig ligeledes fra tidligere amerikanske præsidentkandidater ved åbent at forsøge at appellere til den radikale højrefløj. Her var en præsidentkandidat, der tweetede Mussolini-citater, roste diktatorer, opildnede til vold mod politiske modstandere og truede med at fængsle sin modkandidat. I et interview nægtede han endda at tage afstand fra den tidligere formand for Knights of the Ku Klux Klan, David Duke, som havde opfordret sine følgere til at stemme på Trump. Den amerikanske valgkamp i 2016 tvang mig til at genoverveje alt, jeg troede, jeg vidste om politik – herunder mit syn på den radikale højrefløj og dens potentiale.
I slipstrømmen af Trump opdagede jeg, at en ny strømning af aktivister fra den radikale højrefløj var begyndt at gøre sig bemærket i offentligheden. Det der overraskede mig mest ved disse højreradikale var, hvor lidt de mindede mig om manden, jeg havde mødt på Oslo-båden. De var ikke skaldede, midaldrende og overdænget med tatoveringer, men velformulerede unge, der gik almindeligt klædt. De kom ikke fra hårde kår, men var ressourcestærke og veluddannede. De lignede ikke nogen, der ledte efter en undskyldning for at slås, men virkede derimod drevne af en tro på rigtigheden af deres idéer og analyser. Flere havde sågar en fortid på venstrefløjen og virkede til at kende deres kritiske teori. Denne nye højreradikale strømning gjorde mig både forundret og nysgerrig. En række spørgsmål begyndte at trænge sig på: Hvad ville de opnå? Hvor udbredt var dette fænomen? Og adskilte det sig substantielt fra tidligere højreradikale strømninger?
Spørgsmålene ledte mig dybt ned i et højreradikalt kaninhul. Jeg begyndte at følge disse nye højreradikale bevægelser på nettet, begravede mig i deres teoretiske inspirationskilders bøger og læste mig ind på den store mængde forskning, der findes om højreradikalisme. Gravearbejdet førte mig til nogle spændende, skræmmende og til tider bizarre steder: fra politiske kampskrifter til terrormanifester; fra antifeministiske økosystemer på internettet til højreradikal gadeaktivisme; fra mellemkrigstidens proto-nazistiske tænkere til nutidens internationale højreradikale netværk; fra hinduisme-inspireret spiritualitet til hedensk kristendomskritik; fra antisemitiske konspirationsteorier til racistisk pseudovidenskab; og fra borgerkrigsfantasier til apokalypse-fiktion.
I de sidste to år har jeg befundet mig i en boble omgivet af stakkevis af højreradikal litteratur. Undervejs i skriveprocessen begyndte min boble i stadigt større grad at overlappe med verden udenfor. Teorier, jeg havde læst om i højreradikale artikler, blogs og bøger havde fundet vej til højreradikale terrormanifester. Bevægelser, jeg fulgte, trak pludselig overskrifter i de store aviser. Højreradikale strategier, jeg var blevet alt for bekendt med, blev anvendt med stor effekt på gaden, i TV-studier og på de sociale medier. Og begreber og narrativer, der før havde været begrænset til et lille miljø på den radikale højrefløj, blev nu samlet op af toppolitikere og diskuteret på TV i bedste sendetid.
Denne bog er skrevet i en brydningstid. Det yderste højre er i de senere år stormet frem i den vestlige verden, hvilket har fået mange til at udtrykke bekymring for det liberale demokratis fremtid. Nogle mener ligefrem, at vi er vidner til en højredrejning ikke ulig den, man så i 1930’ernes Europa. Andre har kaldt parallellen historieløs og advaret mod et misbrug af ”fascisme-kortet”. Bliver man ved med at råbe ”ulven kommer”, er der til sidst ingen, der tager advarslerne alvorligt, lyder argumentet. Under det amerikanske valg i 2016 udkom den ene artikel efter den anden, som skiftevist påstod og afviste, at Trump kunne kaldes fascist. Herhjemme så man en lignende rådvildhed blandt både politikere og journalister, da Rasmus Paludans højreradikale parti, Stram Kurs, trådte ind på den politiske scene som en uventet joker ved folketingsvalget i 2019. Var Paludan islamkritiker? Klovn? Nazist? Den totale forvirring forbløffede mig. Hvorfor var der i offentligheden så stor uenighed om, hvor man ideologisk skulle placere disse nye fremadstormende højreorienterede skikkelser og bevægelser? De moderne, vestlige demokratier er på fundamental vis formet af de dyrtkøbte erfaringer fra kampen mod fascismen under Anden Verdenkrig. ”Aldrig igen”, lød mantraet. Men hvordan kan man forhindre en ideologis genkomst, hvis man ikke engang kan genkende den?
Min ambition har været at bidrage til en dybere forståelse af et politisk fænomen, der kun ser ud til at vokse, og som jeg derfor tror, vi kommer til at forholde os meget mere til i fremtiden. Højreradikalismen har ikke har stået stærkere i den vestlige verden siden tiden før 1945. Dens indflydelse rækker i dag langt ind i store højrenationalistiske partier som Dansk Folkeparti, Sverigedemokraterne, Alternativ für Deutschland og Rassemblement National (tidligere Front National). Derfor er det på tide at sætte den nye højreradikalisme under lup. Hvis vi skal komme videre fra de endeløse diskussioner om, hvorvidt den ene eller anden politiske strømning er fascistisk, er vi nødt til at forstå, hvad der kendetegner højreradikalismen ideologisk – både i dens nutidige og historiske inkarnationer. Kun dermed kan vi blive klogere på, om de nye højreradikale bevægelser reelt har kappet båndene til den historiske fascisme.
* * *
Tanken bag denne bog har først og fremmest været at give et indblik i en idéverden, der er fuldkommen fremmed for de fleste. Min undersøgelse har derfor taget afsæt i læsningen af den identitære bevægelse og deres inspirationskilders egne bøger, manifester, artikler, videoer, hjemmesider, blogs og SoMe-opslag. Det har været vigtigt for mig at tage de identitæres idéer alvorligt og behandle højreradikalismen som en politisk ideologi, snarere end som en tyndt maskeret legitimering af had. Pointen er ikke, at højreradikale idéer ikke også bliver brugt til at legitimere had, men snarere at der er mere på spil end blot indgroede fordomme. En populær reference, som nyomvendte højreradikale ofte henviser til, når de skal beskrive deres politiske vækkelse, er den dystopiske sci-fi-klassiker The Matrix – en film hvor hovedpersonen vågner op til en ny virkelighed efter at have levet hele sit liv i en computersimuleret drømmeverden. Denne fortællings appel i det højreradikale miljø viser, at mange højreradikale oplever, at tilslutningen til højreradikalismen markerer en gennemgribende forandring af deres verdensforståelse. Deres omvendelse handler med andre ord i høj grad om ideologi. Højreradikalismen er måske den eneste del af det politiske spektrum, der ikke bliver behandlet som om, at den udgør en egentlig politisk position med et sammenhængende verdenssyn. Det tror jeg er en stor fejltagelse, som står i vejen for en bedre forståelse af, hvorfor højreradikalismen oplever en voksende opbakning netop nu. Hvis man skal være i stand til at opfatte den ofte meget subtile måde, hvorpå højreradikale idéer er begyndt at sive ind i den offentlige debat, er et fundamentalt kendskab til grundpillerne i den moderne højreradikalismes tankegods nødvendigt. Det håber jeg, at denne bog kan bidrage med.
Selvom det har været vigtigt for mig ikke at lave et fortegnet billede af de nye højreradikale bevægelser, har jeg heller ikke ønsket at agere mikrofonholder for dem. Deres idéer eksisterer nemlig ikke i et intellektuelt vakuum. Tværtimod kan de have konkrete og alvorlige konsekvenser for rigtige mennesker. Det højreradikale terrorangreb i Christchurch i foråret 2019 blev et vendepunkt i min skriveproces. At se en terrorist legitimere massemord med henvisning til mange af de idéer, jeg kendte fra min research, bestyrkede mig i min beslutning om, at jeg ikke under dække af en forfejlet forestilling om neutralitet kunne forholde mig ukritisk til mit emne. At tage højreradikalismen alvorligt som ideologi indebærer også at se kritisk på dens idéer, fortællinger og mål og at spørge, hvor de kan føre hen. Derfor giver jeg i bogens sidste del og konklusion udtryk for min egen kritiske vurdering af strømningen på baggrund af den forudgående analyse.
Mathias Hee Pedersen, januar 2021
Indledning
Martyrium i Notre Dame
Notre Dame er med sin storslåede gotiske byggestil en af de mest ikoniske bygninger i Paris og en integreret del af Frankrigs kulturelle identitet. Den lagde scene til Napoleon Bonapartes kroning og er det dramatiske bagtæppe i Victor Hugos litterære klassiker Klokkeren fra Notre Dame. Katedralen har i årevis været en af de mest besøgte turistattraktioner i Frankrig og havde, indtil den brændte delvist ned i foråret 2019, mere end 50.000 besøgende på en almindelig dag i højsæsonen. Den 21. maj 2013 var dog ikke nogen almindelig dag i Paris. På denne kølige forårsdag efterlod en 78-årig mand et beseglet brev ved Notre Dames alter, hvorefter han trak en ladt pistol, placerede den mellem tænderne og trykkede på aftrækkeren foran de mange besøgende turister. Skuddet udløste vild panik, da det rungede gennem den store katedral. Området blev omgående spærret af og godt 1500 mennesker evakueret fra gerningsstedet. Den chokerende begivenhed trak efterfølgende overskrifter i aviserne. Ifølge Notre Dames biskop, Patrick Jacquin, var det første gang, en person havde begået selvmord i katedralen. Biskoppen udtrykte sin sympati med den afdøde: ”Vi beder for denne mand, ligesom vi beder for andre, der ikke længere aner deres levende råd”.
Hvem var denne mand, og hvad havde drevet ham til at afslutte sit liv på en så makaber og spektakulær måde? Manden hed Dominique Venner og var en kendt fransk historiker med en udpræget interesse for krig, våben og europæisk kultur og historie. I sin sidste bog, The Shock of History, udforskede han forskellige kulturers syn på selvmord og konkluderede: ”I bestemte situationer virker selvmord til at give døden en slags forædlende ynde, forstået på den måde, at en frivillig død er meningsladet, på en måde en naturlig eller tilfældig død ikke er”. Modsat biskoppens antagelse var Dominique Venners selvmord altså ikke nogen desperat handling, men derimod en velovervejet konklusion baseret på livslange overbevisninger. I afskedsbrevet beskrev Venner sit selvmord som en selvopofrende viljeshandling, hvis formål var at ”vække” franskmændenes ”slumrende bevidsthed” og få dem til at åbne øjnene for de store farer, han mente Frankrig og Europa stod overfor. Selvmordet fandt sted kort før den franske regerings legalisering af homoægteskaber, og da Venner havde været en indædt modstander af lovforslaget, konkluderede mange medier, at hans handling skulle forstås som en protest mod den forestående lovændring.[1] Det er dog kun halvdelen af sandheden. Ifølge Venner skyggede højrefløjens vrede over legaliseringen af homoægteskaber for en endnu mere alvorlig trussel, nemlig en langsom men sikker ”islamisering” af både Frankrig og Europa. Han håbede derfor, at hans selvmord ville blive en katalysator for en ”genfødsel” af den europæiske civilisation.
Venner var en velkendt skikkelse på den yderste franske højrefløj, og da nyheden om hans død blev offentliggjort, strømmede sympatierklæringerne ind. Lederen af Rassemblement National (som dengang gik under navnet Front National), Marine Le Pen, skrev kort efter selvmordet: ”Al respekt til Dominique Venner hvis sidste og dybt politiske handling var et forsøg på at vække det franske folk”. Disse respektfulde mindeord fortæller os noget om Venners ry på det yderste højre. Udenfor disse politiske kredse var hans eftermæle dog et ganske andet. I et portræt i The New Yorker blev han således beskrevet som en ”uapologetisk islamofob”, mens The Independents Frankrig-korrespondent skrev, at hans værker var kendetegnet ved ”ekstreme nationalistiske temaer” og ”det radikale højres racistiske ideologi”. Med sin sidste handling gjorde Venner sig selv til et symbol. Men et symbol for hvad? For det yderste højre var Venner en heroisk martyr. For andre var Venner en påmindelse om de mørkeste kapitler i den europæiske historie. Det blev tydeligt illustreret allerede dagen efter selvmordet, hvor en aktivist fra den kendte feministiske aktivistgruppe FEMEN brød ind i Notre Dame og ”genopførte” selvmordet i en performance. På hendes nøgne bryst var malet ordene:
”Må fascismen hvile i helvede”.
Gammel vin på nye flasker?
Dominique Venner spillede en nøglerolle i reformeringen af den radikale franske højrefløj i 1960’erne og var dermed med til at bane vejen for den højreradikale intellektuelle strømning, der i dag er kendt som Det Nye Højre.[2] Strømningen opstod i Frankrig i 1968 og blev hurtigt et samlingspunkt for en broget flok af højreradikale, hvoraf flere havde en fortid i forskellige racistiske, nyfascistiske og ultra-nationalistiske organisationer og bevægelser. Det Nye Højre adskilte sig fra andre højreradikale strømninger i tiden ved at være stærkt inspireret af Det Nye Venstre, Frankfurterskolen og venstrefløjstænkere som Antonio Gramsci. Selv præsenterede de sig som en ny intellektuel strømning hinsides venstre- og højreklassificeringer. Mange forskere og journalister konkluderede dog, at der i virkeligheden var tale om gammel vin på nye flasker, og at der bag Det Nye Højres polerede intellektuelle facade lå en stålfast tro på de samme idéer, der havde drevet den historiske fascisme. Det Nye Højre var fra slutningen af 1970’erne til starten af 1980’erne i de store franske mediers rampelys. Der gik dog ikke længe, før de igen blev udelukket fra det gode selskab og tvunget tilbage i periferien – først og fremmest på grund af konstante fascismebeskyldninger. I 1990’erne var strømningen blevet politisk isoleret og havde efter interne stridigheder mistet mange af sine centrale skikkelser. Meget tydede på, at Det Nye Højre nu havde sin storhedstid bag sig.
Lad os spole tiden frem til 2017. På dette tidspunkt havde den højreradikale aktivistbevægelse Generation Identitær spredt sig til de fleste lande i Europa. På den anden side af Atlanten havde den højreradikale alt-right-bevægelse fejret valget af Donald Trump som en sejr for deres bevægelse, og nu var den på alles læber. Disse bevægelser, der var domineret af purunge aktivister, præsenterede sig som en ny højrefløj, der endegyldigt havde kappet båndene til højreradikalismens fascistiske fortid. De kaldte sig i stedet for ”identitære” og pegede på Det Nye Højre som deres ideologiske grundlag. Identitarismens pludselige udbredelse var i høj grad det identitære forlag Arktos’ fortjeneste. Forlaget, der blev grundlagt i Århus i 2009, har i de sidste ti år genudgivet størstedelen af Det Nye Højres hovedværker på engelsk og er i dag det mest indflydelsesrige højreradikale forlag i Vesten. I Rusland er Det Nye Højres arv blevet forvaltet og videreudviklet af Aleksandr Dugin, som i de senere år har givet anledning til både fascination og frygt i den vestlige presse, hvor han er blevet kaldt alt fra ”Putins Rasputin” til ”verdens farligste mand”. Hvad der i starten var en lille kreds af franske intellektuelle har i dag udviklet sig til et globalt netværk af højreradikale bevægelser. Men hvordan genopstod interessen for en politisk strømning, hvis gyldne år skal findes tilbage i starten af 1980’erne? Og hvorfor er Det Nye Højres tankegods så interessant for moderne højreradikale?
Det, der følger, er historien om Det Nye Højre, dens idéer og disse idéers indflydelse på den moderne højreradikalisme i Vesten – med fokus på dens arvtagere i den identitære bevægelse. Her beskriver jeg Det Nye Højres historiske udvikling – fra dens fascistiske og biologisk-racistiske rødder i 1960’erne til dens renæssance i starten af det 21. århundrede. Samtidig undersøger jeg Det Nye Højres idéer og viser, hvordan disse idéer har formet en ny generation af vestlige højreradikale – både ideologisk og strategisk. Sidst men ikke mindst går jeg kritisk til Det Nye Højres egen grundfortælling og besvarer spørgsmålet: bryder Det Nye Højre og dens arvtagere i den identitære bevægelse med højreradikalismens mørke fortid, eller er de ikke andet end fascister i fåreklæder?
[1] I selvmordsbrevet skrev Venner, at hans handling var en protest mod de kræfter, der ødelægger ”vor identitets ankre, heriblandt familien, det intime grundlag for vores årtusindeoverskridende generation”. Her ser man en klar reference til lovgivningen omkring homoægteskaber; særligt når udtalelsen ses i sammenhæng med det sidste blogindlæg, han lagde op på sin hjemmeside før selvmordet, som specifikt fordømmer lovforslaget.
[2] I løbet af bogen omtaler jeg forskellige grupperinger som henholdsvis politiske/filosofiske ”strømninger” eller ”bevægelser”. Det Nye Højre, den identitære bevægelse, alt-right-bevægelsen og Den Konservative Revolution vil alle blive omtalt som “strømninger”. Det gør jeg for at signalere, at alt-right-bevægelsen, den identitære bevægelse, Det Nye Højre og Den Konservative Revolution er heterogene og rummer forskelligartede grupperinger. Generation Identitær vil derimod blive omtalt som en ”bevægelse”, da den (langt hen ad vejen) er homogen. Strengt taget burde alt-right-bevægelsen og den identitære bevægelse omtales som ”alt-right-strømningen” og ”den identitære strømning”, men da disse strømninger allerede konsekvent omtales som ”bevægelser” i både medier og i forskningen, har jeg valgt at anvende de etablerede termer.