Fascister i fåreklæder?

Fascister i fåreklæder?

Illus­tra­tion: Fårek­læder. Nico­l­ine Haas.

Vi bringer her forordet og indledningen til bogen “Fascister i fåreklæder? Den identitære bevægelse, Det Nye Højre og højreradikalismen i det 21. århundrede”, der er skrevet af Mathias Hee Pedersen, og som netop er udkommet på Baggrund. Bogen kan købes via vores webshop og bestilles i din lokale boghandel.

Forord

For et par år siden tog jeg med en ven på en spon­tan tur til Norge med Oslo-båden. Under turen gjorde jeg et usæd­van­ligt bek­endt­skab. Da klokken var ved at nærme sig mid­nat, gik min ven og jeg  ud på dækket for at få noget frisk luft. Her faldt vi i snak med en mand i slut­nin­gen af 30’erne, der var gået ud for at ryge. Sam­tal­en tog en uven­tet drejn­ing, da man­den til vores store over­raskelse røbe­de, at han var forhen­værende nynazist. Det var første gang, jeg mødte en per­son med for­tid i det højr­eradikale miljø, og jeg var nys­ger­rig efter at høre, hvad der havde ført ham ned ad denne mørke sti. Hans svar står stadig klart i min hukom­melse: ”Hvis du kom­mer fra det miljø, jeg kom fra, så havde du to mulighed­er: enten blev du autonom eller også blev du nynazist. Jeg blev nynazist, for­di jeg syntes, de gik bedre klædt”. Som sam­tal­en skred frem, blev det tydeligt, at man­den havde haft en usæd­van­ligt hård opvækst med vold i fam­i­lien og et stofmis­brug, der var startet i en tidlig alder. Det højr­eradikale miljø havde givet ham fæl­lesskab og mening i livet, for­t­alte han. Efter mange år lykkedes det ham at finde en vej ud af miljøet igen. Det skyldtes først og fremmest, at han for­måede at slippe misbruget.

På mange måder bekræft­ede his­to­rien mine for­domme om det højr­eradikale miljø og dets tiltrækn­ingskraft. Fra medierne havde jeg hørt lig­nende his­to­ri­er om forhen­værende højr­eradikale, hvis vej ind i miljøet var bro­lagt med sociale prob­le­mer og svigt, snarere end glø­dende ide­al­isme eller kølig poli­tisk analyse. Det påvirkede min vur­der­ing af, hvor stor en trussel højr­eradikalis­men udgjorde mod demokrati­et. For selvom jeg ikke havde lyst til at støde på en højr­eradikal hooli­gan i en mørk gyde, skræmte højr­eradikalis­men mig ikke som poli­tisk bevægelse. I pop­ulærkul­turen var Hitler enten afbilledet som inkar­na­tio­nen af rendyr­ket ond­skab eller reduc­eret til en gri­nagtig teg­ne­serie-skurk. Det var svært at forestille sig en mere miskred­iteret, forhadt og lat­terlig­gjort poli­tisk posi­tion end den højr­eradikale. Den virke­lige dri­vkraft på den yder­ste højre­fløj anså jeg i stedet for at være højre­na­tion­al­is­tiske parti­er som Dan­sk Folkepar­ti, der næppe kunne påstås at være arv­tagerne til Hitler og Mus­soli­n­is besu­dlede ide­ol­o­giske arv. For mig virkede højr­eradikalis­men mest af alt som en død ide­olo­gi, der blev holdt kun­stigt i live i små sub­kul­turelle tid­slom­mer – opretholdt af vrede mænd med store sociale prob­le­mer, som ledte efter noget, der kunne ret­færdig­gøre deres had og aggres­sion­er. Der­for inter­esserede den mig ikke synderligt.

Min opfat­telse beg­y­n­dte at ændre sig i slut­nin­gen af 2016. Don­ald Trumps val­gse­jr ved det amerikanske præsi­dent­valg sig­nalerede et gryende opgør med den lib­erale, inter­na­tion­al­is­tiske kon­sen­sus, som havde domineret i Vesten siden murens fald. Hans mot­to ”Amer­i­ca First” brød grundlæggende med forestill­in­gen om USA som ”den frie ver­dens beskyt­ter”, og sam­men med Brex­it afspe­jlede det en tilbageven­dende nation­al­isme i den vestlige ver­den. Trump adskilte sig ligeledes fra tidligere amerikanske præsi­den­tkan­di­dater ved åbent at forsøge at appellere til den radikale højre­fløj. Her var en præsi­den­tkan­di­dat, der tweet­ede Mus­soli­ni-citater, ros­te dik­ta­tor­er, opildnede til vold mod poli­tiske mod­standere og truede med at fængsle sin mod­kan­di­dat. I et inter­view nægt­ede han end­da at tage afs­tand fra den tidligere for­mand for Knights of the Ku Klux Klan, David Duke, som havde opfor­dret sine føl­gere til at stemme på Trump. Den amerikanske val­gkamp i 2016 tvang mig til at gen­overve­je alt, jeg troede, jeg vid­ste om poli­tik – herun­der mit syn på den radikale højre­fløj og dens potentiale.

I slip­strøm­men af Trump opdagede jeg, at en ny strømn­ing af aktivis­ter fra den radikale højre­fløj var beg­y­n­dt at gøre sig bemær­ket i offent­lighe­den. Det der over­raskede mig mest ved disse højr­eradikale var, hvor lidt de mind­ede mig om man­den, jeg havde mødt på Oslo-båden. De var ikke skald­ede, midal­drende og overdænget med tatoveringer, men velfor­mulerede unge, der gik almin­deligt klædt. De kom ikke fra hårde kår, men var ressources­tærke og velud­dannede. De lignede ikke nogen, der ledte efter en und­skyld­ning for at slås, men virkede der­i­mod drevne af en tro på rigtighe­den af deres idéer og analyser. Flere havde sågar en for­tid på ven­stre­flø­jen og virkede til at kende deres kri­tiske teori. Denne nye højr­eradikale strømn­ing gjorde mig både forun­dret og nys­ger­rig. En række spørgsmål beg­y­n­dte at trænge sig på: Hvad ville de opnå? Hvor udbredt var dette fænomen? Og adskilte det sig sub­stantielt fra tidligere højr­eradikale strømninger?

Spørgsmå­lene ledte mig dybt ned i et højr­eradikalt kan­in­hul. Jeg beg­y­n­dte at følge disse nye højr­eradikale bevægelser på net­tet, begravede mig i deres teo­retiske inspi­ra­tionskilders bøger og læste mig ind på den store mængde forskn­ing, der find­es om højr­eradikalisme. Gravear­be­jdet førte mig til nogle spæn­dende, skræm­mende og til tider bizarre sted­er: fra poli­tiske kamp­skrifter til ter­ror­man­i­fester; fra antifem­i­nis­tiske økosys­te­mer på inter­net­tet til højr­eradikal gadeak­tivisme; fra mellemkrigsti­dens pro­to-nazis­tiske tænkere til nuti­dens inter­na­tionale højr­eradikale netværk; fra hin­duisme-inspir­eret spir­i­tu­alitet til heden­sk kris­ten­dom­skri­tik; fra anti­semi­tiske kon­spir­a­tionste­ori­er til racis­tisk pseudov­i­den­skab; og fra borg­erkrigs­fan­tasi­er til apokalypse-fiktion.

I de sid­ste to år har jeg befun­det mig i en boble omgivet af stakke­vis af højr­eradikal lit­ter­atur. Under­ve­js i skrive­processen beg­y­n­dte min boble i stadigt større grad at over­lappe med ver­den uden­for. Teori­er, jeg havde læst om i højr­eradikale artik­ler, blogs og bøger havde fun­det vej til højr­eradikale ter­ror­man­i­fester. Bevægelser, jeg ful­gte, trak plud­selig over­skrifter i de store avis­er. Højr­eradikale strate­gi­er, jeg var blevet alt for bek­endt med, blev anvendt med stor effekt på gaden, i TV-studi­er og på de sociale medi­er. Og begre­ber og nar­ra­tiv­er, der før havde været begrænset til et lille miljø på den radikale højre­fløj, blev nu sam­let op af top­poli­tikere og diskuteret på TV i bed­ste sendetid.

Denne bog er skrevet i en bryd­ningstid. Det yder­ste højre er i de senere år stormet frem i den vestlige ver­den, hvilket har fået mange til at udtrykke bekym­ring for det lib­erale demokratis fremtid. Nogle men­er lige­frem, at vi er vid­ner til en højre­drejn­ing ikke ulig den, man så i 1930’ernes Europa. Andre har kaldt par­al­lellen his­to­rieløs og advaret mod et mis­brug af ”fas­cisme-kor­tet”. Bliv­er man ved med at råbe ”ulven kom­mer”, er der til sidst ingen, der tager advarslerne alvorligt, lyder argu­mentet. Under det amerikanske valg i 2016 udkom den ene artikel efter den anden, som skifte­vist pås­tod og afviste, at Trump kunne kaldes fas­cist. Her­hjemme så man en lig­nende rådvild­hed blandt både poli­tikere og jour­nal­is­ter, da Ras­mus Palu­dans højr­eradikale par­ti, Stram Kurs, trådte ind på den poli­tiske scene som en uven­tet jok­er ved folket­ingsval­get i 2019. Var Palu­dan islamkri­tik­er? Klovn? Nazist? Den totale forvir­ring for­bløffede mig. Hvor­for var der i offent­lighe­den så stor uenighed om, hvor man ide­ol­o­gisk skulle placere disse nye fre­mad­stor­mende højre­ori­en­terede skikkelser og bevægelser? De mod­erne, vestlige demokrati­er er på fun­da­men­tal vis formet af de dyrtkøbte erfaringer fra kam­p­en mod fas­cis­men under Anden Ver­denkrig. ”Aldrig igen”, lød mantraet. Men hvor­dan kan man forhin­dre en ide­ol­o­gis genkomst, hvis man ikke engang kan genk­ende den?

Min ambi­tion har været at bidrage til en dybere forståelse af et poli­tisk fænomen, der kun ser ud til at vokse, og som jeg der­for tror, vi kom­mer til at forholde os meget mere til i fremti­den. Højr­eradikalis­men har ikke har stået stærkere i den vestlige ver­den siden tiden før 1945. Dens ind­fly­delse rækker i dag langt ind i store højre­na­tion­al­is­tiske parti­er som Dan­sk Folkepar­ti, Sverigedemokrater­ne, Alter­na­tiv für Deutsch­land og Rassem­ble­ment Nation­al (tidligere Front Nation­al). Der­for er det på tide at sætte den nye højr­eradikalisme under lup. Hvis vi skal komme videre fra de endeløse diskus­sion­er om, hvorvidt den ene eller anden poli­tiske strømn­ing er fascis­tisk, er vi nødt til at forstå, hvad der kende­teg­n­er højr­eradikalis­men ide­ol­o­gisk – både i dens nutidi­ge og his­toriske inkar­na­tion­er. Kun dermed kan vi blive klogere på, om de nye højr­eradikale bevægelser reelt har kap­pet bån­dene til den his­toriske fascisme.

* * *

Tanken bag denne bog har først og fremmest været at give et ind­b­lik i en idéver­den, der er fuld­kom­men fremmed for de fleste. Min under­søgelse har der­for taget afsæt i læs­nin­gen af den iden­titære bevægelse og deres inspi­ra­tionskilders egne bøger, man­i­fester, artik­ler, video­er, hjemmesider, blogs og SoMe-opslag. Det har været vigtigt for mig at tage de iden­titæres idéer alvorligt og behan­dle højr­eradikalis­men som en poli­tisk ide­olo­gi, snarere end som en tyn­dt maskeret legit­imer­ing af had. Pointen er ikke, at højr­eradikale idéer ikke også bliv­er brugt til at legit­imere had, men snarere at der er mere på spil end blot ind­groede for­domme. En pop­ulær ref­er­ence, som nyomvendte højr­eradikale ofte hen­vis­er til, når de skal beskrive deres poli­tiske vækkelse, er den dystopiske sci-fi-klas­sik­er The Matrix – en film hvor hov­ed­per­so­n­en vågn­er op til en ny virke­lighed efter at have lev­et hele sit liv i en com­put­er­simuleret drøm­mever­den. Denne fortællings appel i det højr­eradikale miljø vis­er, at mange højr­eradikale oplever, at tilslut­nin­gen til højr­eradikalis­men mark­er­er en gen­nem­gribende foran­dring af deres ver­dens­forståelse. Deres omven­delse han­dler med andre ord i høj grad om ide­olo­gi. Højr­eradikalis­men er måske den eneste del af det poli­tiske spek­trum, der ikke bliv­er behan­dlet som om, at den udgør en egentlig poli­tisk posi­tion med et sam­men­hæn­gende ver­denssyn. Det tror jeg er en stor fejl­t­agelse, som står i vejen for en bedre forståelse af, hvor­for højr­eradikalis­men oplever en vok­sende opbakn­ing netop nu. Hvis man skal være i stand til at opfat­te den ofte meget sub­tile måde, hvor­på højr­eradikale idéer er beg­y­n­dt at sive ind i den offentlige debat, er et fun­da­men­talt kend­skab til grund­pillerne i den mod­erne højr­eradikalismes tankegods nød­vendigt. Det håber jeg, at denne bog kan bidrage med.

Selvom det har været vigtigt for mig ikke at lave et forteg­net billede af de nye højr­eradikale bevægelser, har jeg heller ikke øns­ket at agere mikro­fon­hold­er for dem. Deres idéer eksis­ter­er nem­lig ikke i et intellek­tuelt vaku­um. Tvær­ti­mod kan de have konkrete og alvorlige kon­sekvenser for rigtige men­nesker. Det højr­eradikale ter­ro­ran­greb i Christchurch i foråret 2019 blev et vendepunkt i min skrive­pro­ces. At se en ter­ror­ist legit­imere masse­mord med hen­vis­ning til mange af de idéer, jeg kendte fra min research, bestyrkede mig i min beslut­ning om, at jeg ikke under dække af en for­fe­jlet forestill­ing om neu­tralitet kunne forholde mig ukri­tisk til mit emne. At tage højr­eradikalis­men alvorligt som ide­olo­gi inde­bær­er også at se kri­tisk på dens idéer, fortællinger og mål og at spørge, hvor de kan føre hen. Der­for giv­er jeg i bogens sid­ste del og kon­klu­sion udtryk for min egen kri­tiske vur­der­ing af strømnin­gen på bag­grund af den forudgående analyse. 

Math­ias Hee Ped­er­sen, jan­u­ar 2021

Illus­tra­tion: Nico­l­ine Haas

Indledning   

Martyrium i Notre Dame

Notre Dame er med sin storslåede gotiske byggestil en af de mest ikoniske bygninger i Paris og en inte­gr­eret del af Frankrigs kul­turelle iden­titet. Den lagde scene til Napoleon Bona­partes kro­n­ing og er det drama­tiske bagtæppe i Vic­tor Hugos lit­terære klas­sik­er Klokkeren fra Notre Dame. Kat­e­dralen har i åre­vis været en af de mest besøgte tur­is­tat­trak­tion­er i Frankrig og havde, indtil den brændte delvist ned i foråret 2019, mere end 50.000 besø­gende på en almin­delig dag i højsæ­so­nen. Den 21. maj 2013 var dog ikke nogen almin­delig dag i Paris. På denne kølige forårs­dag efter­lod en 78-årig mand et beseglet brev ved Notre Dames alter, hvorefter han trak en ladt pis­tol, plac­erede den mellem tæn­derne og trykkede på aftrækkeren foran de mange besø­gende tur­is­ter. Skud­det udløste vild panik, da det rungede gen­nem den store kat­e­dral. Området blev omgående spær­ret af og godt 1500 men­nesker evakueret fra gern­ingsst­edet. Den chok­erende begiven­hed trak efter­føl­gende over­skrifter i avis­erne. Ifølge Notre Dames biskop, Patrick Jacquin, var det første gang, en per­son havde begået selv­mord i kat­e­dralen. Biskop­pen udtryk­te sin sym­pa­ti med den afdøde: ”Vi bed­er for denne mand, lige­som vi bed­er for andre, der ikke læn­gere aner deres lev­ende råd”.

Hvem var denne mand, og hvad havde drevet ham til at afs­lutte sit liv på en så mak­aber og spek­takulær måde? Man­den hed Dominique Ven­ner og var en kendt fran­sk his­torik­er med en udpræget inter­esse for krig, våben og europæisk kul­tur og his­to­rie. I sin sid­ste bog, The Shock of His­to­ry, udforskede han forskel­lige kul­tur­ers syn på selv­mord og kon­klud­erede: ”I bestemte sit­u­a­tion­er virk­er selv­mord til at give døden en slags forædlende ynde, forstået på den måde, at en friv­il­lig død er meningsladet, på en måde en naturlig eller til­fældig død ikke er”. Mod­sat biskop­pens antagelse var Dominique Ven­ners selv­mord alt­så ikke nogen des­per­at han­dling, men der­i­mod en veloverve­jet kon­klu­sion baseret på livs­lange over­be­vis­ninger. I afskeds­brevet beskrev Ven­ner sit selv­mord som en selvopofrende vil­je­shan­dling, hvis for­mål var at ”vække” fran­skmæn­denes ”slum­rende bev­id­s­thed” og få dem til at åbne øjnene for de store far­er, han mente Frankrig og Europa stod over­for. Selv­mordet fandt sted kort før den franske regerings legalis­er­ing af homoægtesk­aber, og da Ven­ner havde været en indædt mod­stander af lov­forslaget, kon­klud­erede mange medi­er, at hans han­dling skulle forstås som en protest mod den forestående lovæn­dring.[1] Det er dog kun halvde­len af sand­he­den. Ifølge Ven­ner skyggede højre­flø­jens vrede over legalis­erin­gen af homoægtesk­aber for en end­nu mere alvorlig trussel, nem­lig en lang­som men sikker ”islamis­er­ing” af både Frankrig og Europa. Han håbe­de der­for, at hans selv­mord ville blive en katalysator for en ”gen­fød­sel” af den europæiske civilisation.

Ven­ner var en velk­endt skikkelse på den yder­ste franske højre­fløj, og da nyhe­den om hans død blev offentlig­gjort, strømmede sym­pa­tierk­læringerne ind. Led­eren af Rassem­ble­ment Nation­al (som den­gang gik under navnet Front Nation­al), Marine Le Pen, skrev kort efter selv­mordet: ”Al respekt til Dominique Ven­ner hvis sid­ste og dybt poli­tiske han­dling var et forsøg på at vække det franske folk”. Disse respek­t­fulde min­de­ord fortæller os noget om Ven­ners ry på det yder­ste højre. Uden­for disse poli­tiske kredse var hans efter­mæle dog et ganske andet. I et portræt i The New York­er blev han således beskrevet som en ”uapolo­getisk islam­o­fob”, mens The Inde­pen­dents Frankrig-kor­re­spon­dent skrev, at hans værk­er var kende­teg­net ved ”ekstreme nation­al­is­tiske temaer” og ”det radikale højres racis­tiske ide­olo­gi”. Med sin sid­ste han­dling gjorde Ven­ner sig selv til et sym­bol. Men et sym­bol for hvad? For det yder­ste højre var Ven­ner en hero­isk mar­tyr. For andre var Ven­ner en påmin­delse om de mørkeste kapitler i den europæiske his­to­rie. Det blev tydeligt illus­tr­eret allerede dagen efter selv­mordet, hvor en aktivist fra den kendte fem­i­nis­tiske aktivist­gruppe FEMEN brød ind i Notre Dame og ”genopførte” selv­mordet i en per­for­mance. På hen­des nøgne bryst var malet ordene:

”Må fas­cis­men hvile i helvede”.

Gammel vin på nye flasker?

Dominique Ven­ner spillede en nøglerolle i reformerin­gen af den radikale franske højre­fløj i 1960’erne og var dermed med til at bane vejen for den højr­eradikale intellek­tuelle strømn­ing, der i dag er kendt som Det Nye Højre.[2] Strømnin­gen opstod i Frankrig i 1968 og blev hur­tigt et sam­lingspunkt for en bro­get flok af højr­eradikale, hvo­raf flere havde en for­tid i forskel­lige racis­tiske, nyfascis­tiske og ultra-nation­al­is­tiske organ­i­sa­tion­er og bevægelser. Det Nye Højre adskilte sig fra andre højr­eradikale strømninger i tiden ved at være stærkt inspir­eret af Det Nye Ven­stre, Frank­furter­skolen og ven­stre­fløjstænkere som Anto­nio Gram­sci. Selv præsen­terede de sig som en ny intellek­tuel strømn­ing hin­sides ven­stre- og højreklas­si­fi­ceringer. Mange forskere og jour­nal­is­ter kon­klud­erede dog, at der i virke­lighe­den var tale om gam­mel vin på nye flasker, og at der bag Det Nye Højres pol­erede intellek­tuelle facade lå en stål­fast tro på de samme idéer, der havde drevet den his­toriske fas­cisme. Det Nye Højre var fra slut­nin­gen af 1970’erne til starten af 1980’erne i de store franske mediers ram­pelys. Der gik dog ikke længe, før de igen blev udelukket fra det gode sel­skab og tvunget tilbage i per­ife­rien – først og fremmest på grund af kon­stante fas­cis­mebeskyld­ninger. I 1990’erne var strømnin­gen blevet poli­tisk isol­eret og havde efter interne stridighed­er mis­tet mange af sine cen­trale skikkelser. Meget tyd­ede på, at Det Nye Højre nu havde sin storhed­stid bag sig.

Lad os spole tiden frem til 2017. På dette tid­spunkt havde den højr­eradikale aktivist­bevægelse Gen­er­a­tion Iden­titær spredt sig til de fleste lande i Europa. På den anden side af Atlanten havde den højr­eradikale alt-right-bevægelse fejret val­get af Don­ald Trump som en sejr for deres bevægelse, og nu var den på alles læber. Disse bevægelser, der var domineret af purunge aktivis­ter, præsen­terede sig som en ny højre­fløj, der end­e­gyldigt havde kap­pet bån­dene til højr­eradikalis­mens fascis­tiske for­tid. De kaldte sig i stedet for ”iden­titære” og pegede på Det Nye Højre som deres ide­ol­o­giske grund­lag. Iden­ti­taris­mens plud­selige udbre­delse var i høj grad det iden­titære for­lag Ark­tos’ fort­jen­este. For­laget, der blev grund­lagt i Århus i 2009, har i de sid­ste ti år genud­givet størst­ede­len af Det Nye Højres hov­ed­værk­er på engel­sk og er i dag det mest ind­fly­delses­rige højr­eradikale for­lag i Vesten. I Rus­land er Det Nye Højres arv blevet for­val­tet og videreud­viklet af Alek­san­dr Dug­in, som i de senere år har givet anled­ning til både fas­ci­na­tion og frygt i den vestlige presse, hvor han er blevet kaldt alt fra ”Putins Rasputin” til ”ver­dens farlig­ste mand”. Hvad der i starten var en lille kreds af franske intellek­tuelle har i dag udviklet sig til et glob­alt netværk af højr­eradikale bevægelser. Men hvor­dan genop­stod inter­essen for en poli­tisk strømn­ing, hvis gyldne år skal find­es  tilbage i starten af 1980’erne? Og hvor­for er Det Nye Højres tankegods så inter­es­sant for mod­erne højreradikale?

Det, der føl­ger, er his­to­rien om Det Nye Højre, dens idéer og disse idéers ind­fly­delse på den mod­erne højr­eradikalisme i Vesten – med fokus på dens arv­tagere i den iden­titære bevægelse. Her beskriv­er jeg Det Nye Højres his­toriske udvikling – fra dens fascis­tiske og biol­o­gisk-racis­tiske rød­der i 1960’erne til dens renæs­sance i starten af det 21. århun­drede. Sam­tidig under­søger jeg Det Nye Højres idéer og vis­er, hvor­dan disse idéer har formet en ny gen­er­a­tion af vestlige højr­eradikale – både ide­ol­o­gisk og strate­gisk. Sidst men ikke mindst går jeg kri­tisk til Det Nye Højres egen grund­fortælling og besvar­er spørgsmålet: bry­der Det Nye Højre og dens arv­tagere i den iden­titære bevægelse med højr­eradikalis­mens mørke for­tid, eller er de ikke andet end fas­cis­ter i fåreklæder?


[1] I selv­mords­brevet skrev Ven­ner, at hans han­dling var en protest mod de kræfter, der ødelæg­ger ”vor iden­titets ankre, heri­b­landt fam­i­lien, det intime grund­lag for vores årtusin­deover­skri­dende gen­er­a­tion”. Her ser man en klar ref­er­ence til lov­givnin­gen omkring homoægtesk­aber; særligt når udtalelsen ses i sam­men­hæng med det sid­ste blogindlæg, han lagde op på sin hjemme­side før selv­mordet, som speci­fikt fordøm­mer lovforslaget.

[2] I løbet af bogen omtaler jeg forskel­lige grup­peringer som hen­holdsvis politiske/filosofiske ”strømninger” eller ”bevægelser”. Det Nye Højre, den iden­titære bevægelse, alt-right-bevægelsen og Den Kon­ser­v­a­tive Rev­o­lu­tion vil alle blive omtalt som “strømninger”. Det gør jeg for at sig­nalere, at alt-right-bevægelsen, den iden­titære bevægelse, Det Nye Højre og Den Kon­ser­v­a­tive Rev­o­lu­tion er het­ero­gene og rum­mer forskel­li­gart­ede grup­peringer. Gen­er­a­tion Iden­titær vil der­i­mod blive omtalt som en ”bevægelse”, da den (langt hen ad vejen) er homogen. Strengt taget burde alt-right-bevægelsen og den iden­titære bevægelse omtales som ”alt-right-strømnin­gen” og ”den iden­titære strømn­ing”, men da disse strømninger allerede kon­sekvent omtales som ”bevægelser” i både medi­er og i forsknin­gen, har jeg val­gt at anvende de etablerede termer.

Scroll til toppen