Det andet køn i Iliaden og Odysseen
Andromache og Penelope optræder i hhv. Iliaden og Odysseen. Hvordan forholder to mytologiske kvindekarakterer sig til de sociale konstruktioner, der knyttes til kvindekønnet i samtiden – når de tilmed ikke er hovedrolleindehavere? Cand.mag. Sheila Aakeson undersøger de to kvinders funktion som ‘det andet’ køn i den episke fortælling.
ANTIKKENS FORTÆLLINGER: Antikken er andet og mere end en støvet, hensvunden epoke. Antikken er en videnskabelig arv, som vores nuværende praksis står på skuldrene af; antikken er et kulturelt udgangspunkt, som nutidens kunstnere til stadighed søger en dialog med, og antikken er tilmed en proces, hvori socio-politiske bevægelser forsat søger at finde rod og autencitet. I samarbejde med Golden Days udgiver Baggrund onlineuniverset ’Antikkens fortællinger – i 2021’, som på den ene side fokuserer på de tusindårige tråde, der kan trækkes til oldtiden, og samtidigt adresserer de processer, der spandt dem
Hvis man kan huske noget af sin Homer fra gymnasiet, er det sikkert Achilleus, Hektor og Odysseus, der træder tydeligt frem. Iliaden begynder med Achilleus’ vrede og slutter med Hektors død. Odysseen er en historie om en hjemvendende kriger og hans prøvelser undervejs. I denne artikel er det to kvindelige karakterer, der får lov at indtage scenen, hvilket for nogen vil lede tanken hen på en feministisk læsestrategi.
Siden antikken har filosoffer og andet godtfolk diskuteret ligestilling mellem kønnene. Dette ses blandt andet hos Platon, der kræver, at kvinder i den ideelle stat skal have samme uddannelse som mænd, da de (på lige fod med mændene) skal varetage rollen som vagt. Dette forudsætter altså tanken om, at forskellen på mænd og kvinder kun udgøres af sociale konstruktioner, og at mænd og kvinder med ens uddannelse er lige. Denne tankegang minder om den del af feminismen, der insisterer på, at forskellen på mænd og kvinder kun udgøres af sociale og kulturelle konstruktioner, kaldet socialkonstruktivisme. Dette står i modsætning til den tankegang, der hævder, at der findes en medfødt forskel på kønnene, kendt under betegnelsen essentialisme, hvor kvinders (ikke-biologiske) natur er fundamentalt forskellig fra mænds. Platons tankegang om socialkonstruktivisme er også udforsket af Simone de Beauvoir, der i Det andet køn kortlægger, at kvinder altid er blevet behandlet som et andenrangs køn. de Beauvoir skrev de berømte ord: On ne naît pas femme: on le devient, man er ikke født, man snarere bliver kvinde, og dermed skiller hun det biologiske køn fra det kulturelle. de Beauvoirs værk kaster lys over, hvordan mænd er synonymt med menneske, og kvinder altid har været anset som ’det andet’. I forlængelse heraf indtager manden i kunsten og litteraturen rollen som fortællingens handlende subjekt, og kvinden er det objekt, imod hvilket det mandlige subjekt retter sit blik og sin lyst. I denne artikel sættes fokus på, hvordan to udvalgte kvindelige karakterer i Iliaden og Odysseen forholder sig til de sociale konstruktioner, der knyttes til kvindekønnet i deres samtid, der strækker sig helt tilbage til mykensk tid omkring 1200 f.v.t.
I den homeriske verden er der forskel på den mandlige og kvindelige arete, et begreb der er svært at oversætte, særligt i filosofisk sammenhæng. På den gammeldags måde kan det oversættes med dyd, som jeg også bruger i denne sammenhæng, da der er tale om værdier, der knytter sig til det at være sit bedste selv i forhold til de gældende moralske, militære og kulturelle konventioner. Begrebet oversættes i andre sammenhænge med forskellige variationer af godhed, for at undgå de seksuelle konnotationer i dyd. I denne karakteranalyse er de seksuelle undertoner i dyd aldeles passende, særligt når det er kvindefigurerne, der undersøges.
Mens mændene vinder anseelse, kleos, for deres arete ved at være veludstyrede, stærke, hurtige og fremtrædende i krig, rådslagning og strategi, bliver kvinder berømte for skønhed, evnen til at væve, husholdning og være tro, altså dydige. Kvinders arete omfatter de stille og passive værdier, og de kan derfor også fordømmes, hvis de ikke holder sig til dem. Dette er tydeligst eksemplificeret med verdens smukkeste kvinde, Helene, der udskældes for at forlade kong Menelaos til fordel for den trojanske prins Paris, selvom det flere steder internt i værkerne kommer forskellige holdninger til, hvorvidt hun overhovedet havde selvbestemmelse i den affære.
Interessen i kønnet er ikke ny for det klassiske felt, og særligt indenfor komedie- og tragedieforskningen har kønsstudier været i kraftig vækst. I denne genre spilles hovedrollerne ofte af kvinder, der fremstår initiativrige og komplekse. Nogle forskere har forklaret denne fremtrædende skildring af kvinder med, at det udelukkende har været for at opstille et maskulint modbillede, som har hjulpet mændene med at definere og afgrænse deres egen identitet. På den måde ender kvinderne på trods af deres casting alligevel med at være ’det andet’ med de Beauvoirs beskrivelse. Spørgsmålet er, om kvinderne i den episke fortælling har samme funktion, når de tilmed ikke er hovedrolleindehavere. Er disse kvindelige figurer kun til stede for at skildre heltenes karakterer, eller formår det andet køn at træde ud af denne rolle og eksistere i egen ret? Til at besvare dette spørgsmål ses her nærmere på karaktererne Andromache og Penelope.
Andromache
I Iliadens 6. sang møder vi Andromache, der er den trojanske kronprins Hektors hustru. Andromaches rolle i fortællingen er at vise os livet bag murene i den belejrede by Troja. Hun repræsenterer i høj grad kvindernes ulykkelige tilværelse under krigen, der er præget af bekymringer for deres usikre fremtid. I sit møde med ægtemanden, Hektor, er der heller ikke et øje tørt:
Andromache, der lod en tåre falde, stod tæt ved Hektor og udstrakte sin hånd, tiltalte ham og sagde: min kære, din kamplyst vil slå dig ihjel, du har ikke medlidenhed med det spæde barn eller mig ulykkelige, snart vil jeg blive din enke. Snart vil alle achaiere angribe og dræbe dig. For mig ville det være bedre, hvis jeg lå begravet, når du bliver taget fra mig.
Dette indleder en lang klagesang, der foregriber Hektors snarlige død. Hun begynder med en kærlig tiltale, der vidner om det nære bånd, ægteparret har til hinanden. Herefter skærer hun igennem og går lige til sagen, hvor hun forudser, at hans kamplyst vil blive hans undergang. I sine klagesange formår Andromache ikke kun at give den eksemplariske helt Hektor indblik i de barske realiteter, der vil følge et trojansk nederlag, hun sørger på samme tid for at kritisere ham for hans evige jagt på et godt omdømme, kleos. Andromache går endda så langt, at hun afslutningsvist giver Hektor et militærstrategisk råd.
“Placér folket ved det vilde figentræ, der hvor muren lettest kan bestiges og byen nemmest kan indtages. Dér er de bedste kommet og har forsøgt sig, både de to Ajanter, den værdige Idomeneus, begge Atriderne og Tydeus’ modige søn.”
Det er en mærkværdig afslutning, da den ikke passer ind i de traditionelle karakteristika for klagesange. Disse vers er derudover tidligere blevet erklæret for falske, da filologer mente, at de var for upassende for en kvinde at sige, da Andromache derved kritiserer Hektors ledelse. Derudover står versene i kontrast til den ellers følelsesladede tone. Accepterer man versenes ægthed som Andromaches ord, siger de noget om hendes karakteregenskaber. Indtil dette øjeblik er hun kun defineret af sin angst og sorg. Hun er blevet beskrevet som direkte gal af en husholderske, og hun bruger størstedelen af sine taler på at udpensle fortidige og fremtidige lidelser. Med dette militære råd træder hun ud af offerrollen og ud af karakter som kvinde. Hun er ikke kun befalende med sin imperativ, men viser samtidig, at hun har kendskab til flere af de store helte i den fjendtlige hær, og at hun tilmed fra sin tilbagestående position bag murene er i besiddelse af dyrebare efterretninger. Ved at påtage sig en maskulin retorik, demonstrerer hun, hvordan krig omvælter kønsrollerne i det civiliserede samfund. Meningen med mødet mellem Andromache og Hektor er, at de to verdener, den militære slagmark og den hjemlige sfære, skal forenes. De to karakterer er hver deres ideelle repræsentant for henholdsvis den mandlige og kvindelige heroiske etos. Når Andromache træder uden for kvindernes sfære og ind i mændenes verden, bryder hun med den sociale og kulturelle opdeling af det mandlige og kvindelige. Betydningen af hendes navn Andro-mache, er ligeledes vigtig her: Hun er den, der kæmper mod mændene, eller måske de destruktive maskuline dyder, der i dag nok mest kan sammenlignes med giftig maskulinitet. Andromache belyser med sin retoriske dygtighed problematikkerne i den ophøjede maskuline helts handlingsmønstre, samtidig med at hun formår at varetage de kvindelige forpligtelser; passe og bekymre sig for barnet, tage sig af hjemmet og synge for i sangene for de faldne krigere. Hun repræsenterer periferien i handlingen, der kortvarigt nedbryder strukturerne for at sætte en stopper for Hektors komplekser om at være en rigtig mand, der hellere vil dø på slagmarken end miste respekt. Andromache ender dog alligevel på trods af sit radikale brud på normerne ikke med at rokke ved magtbalancen.
Penelope
Penelope er modsat Andromache fanget i eget hjem i tyve år, hvor hun ombejlet af grådige bejlere har ventet på sin krigsveteran Odysseus. Hun ved ikke om han nogensinde vil komme hjem, og kan ikke på samme måde som Andromache klage sin nød. Penelope er nødsaget til i sin prækære situation at sige et og gør noget andet. Hun pensler ikke sine følelsers inderste ud, som Andromache, der er forvisset om Hektors død og dermed egen undergang. Penelope er ikke forvisset om noget, hendes tilværelse er præget af ulykkelig uvidenhed og pinefuld venten. Hendes enestående plads i Odysseen som endemålet har flere paralleller i fortællingen. Som Andromache er hun bundet til hjemmet, men har på samme tid øjne og ører alle vegne, der kan bibringe hende den seneste sladder. Helene og Klytaimnestra ses ofte som hendes modsætninger, da de repræsenterer den dårlige kvinde. Helene er Menelaos utro med Paris, og Klytaimnestra, der som dronning af Mykene går ensom i byen under togtet mod Troja, tager sig en elsker og slår sin hjemvendte ægtemand, Agammemnon, ihjel. De andre paralleller kan findes i nogle af de fristelser, Odysseus møder på sin rejse; gudinderne Kirke og Kalypso, der begge ønsker at holde på helten; samt den unge prinsesse Nausikaa, som forelskede sig i selvsamme. De er alle på deres egne måder tæt på at være ligeværdige modstykker til helten, men alligevel forlader han dem i sin hjemsøgen til den kvinde, der som den eneste i fortællingen formår at holde sig på dydens smalle sti. På trods af hendes eksemplariske opførsel, og på trods af at hun er ligeså eftertragtet som Helene, er der flere kritiske røster blandt de bejlende mænd, der omgiver hende.
Efter hun fik opsat en stor væv i hallen, gik hun i gang med at væve et fint og stort stykke, og hun fortalte os straks herom: Mænd, I der bejler til mig, eftersom den guddommelige Odysseus er død. Afvent brylluppet med mig, mens I stadig presser på, indtil jeg har færdiggjort vævestykket, sådan at det spundne garn ikke går til spilde… Sådan sagde hun og overbeviste vores mandlige hjerter. Om dagen vævede hun på det store stykke, men om natten optrævlede hun det, mens hun sad ved ilden. I tre år narrede hun og undslap achaierne med sin list.
Selvom hun bliver udskældt af bejlerne for at snyde dem, bliver hun alligevel rost indirekte for sit snedige påfund. At være kløgtig er umiddelbart ikke en af de traditionelle kvindelige dyder, men kløgtigheden bliver af fortælleren tillagt Penelope som en positiv kvalitet. Bejlerne vil ikke giftes med hende, fordi hun kan give modspil, de er mere interesserede i den medfølgende status. Da Penelope første gang efter krigen møder den hjemvendte Odysseus, er denne i forklædning som tigger med det formål at kontrollere sit husholds troskab. Den forklædte Odysseus laver i den sammenhæng en bemærkelsesværdig sammenligning.
Kvinde, der findes ingen dødelig på hele jorden, der kan sætte sig op imod dig, for dit omdømme når helt til den brede himmel. Dit ry er ligesom den noble konges, som gudfrygtigt opretholder retfærden blandt den brede befolkning og magtfulde herskere.
Odysseus sammenligner ikke kun hustruen med en mand, men som en overherre, der tilmed er forstandig nok til at lade retfærdigheden råde. Odysseus roser hendes omdømme, kleos, på samme måde som Andromache forbandede Hektors stræben herpå. Hvor kleos er nedbrydende for familien Hektor, bliver densamlende for familien Odysseus, da der denne gang også er en kvinde ved roret. Med sin kløgtighed og sit omdømme overtræder Penelope, som Andromache gjorde med sit militærråd, grænsen mellem det mandlige og det kvindelige. På opfordring fra sin forklædte ægtemand viser Penelope sig som et agerende subjekt, da hun i en tale erklærer, at hun er parat til at følge sin ægtemands gamle opfordring om at gifte sig på ny. Hun får derfor stablet en bueskydningskonkurrence på benene, og dermed sat gang i forberedelserne til fortællingens helt store klimaks: Odysseus sejr i skyttekonkurrencen, mordet på de andre bejlere og Odysseus’ dramatiske afsløring af sig selv. På denne måde flytter Penelope sig selv fra periferien i kammeret og ved væven, hvor hun indtil da har forholdt sig passiv og afventende og været objektet for bejlernes lyst. Hun har ikke kun brugt de kvindelige redskaber som forsvarsmekanismer, hun benytter også talens kraft til at narre andre, som en anden Odysseus. I sine taler fokuserer Penelope på, hvilke forhold hun må leve under som kvinde, med alle restriktionerne på, hvad hun ikke må gøre. Aktivt formidler hun, hvor passiv hun har været og på styrende facon narrer hun mændene til at tro, at hun holder sig på sin banehalvdel. Hun formår at leve op til både den mandlige og kvindelige arete, men får det til at se ud som om, hun ikke overskrider nogen tydelige grænser og udfordrer mændene på deres maskulinitet. På trods af den eksemplariske opførsel kan hun stadig kritiseres af dem, der står hende nærmest. I det øverste af de nedenstående eksempler adresserer sønnen Telemachos sin mor umiddelbart efter, at Odysseus har afsløret sin identitet.
Telemachos: Mor, du er en dårlig mor, du har et hjerte af sten. Hvordan kan du vende dig på den måde fra min far? Hvorfor sætter du dig ikke hos ham og spørger ind og lytter til hans fortællinger?
En tilsvarende kritik kommer fra Odysseus, når denne stiger ud af sit første bad efter sin hjemkomst.
Odysseus: Min kære, dem, der bor på Olympen, har givet dig det hårdeste hjerte af alle kvindelige væsner. Ingen anden kvinde ville kunne udholde at stå så langt fra sin ægtemand, der har lidt meget og som på det tyvende år er kommet til det fædrene land.
På trods af hendes årelange tilbageholdenhed og prøvelser, har de to ikke forståelse for den forsigtighed, der har sikret Penelopes anseelse som kvinde gennem årene. Hun er af de to i ægteskabet alligevel den, der får lov at sætte manden på den sidste prøve, som han selvfølgelig består. Hun beder om at få flyttet ægtesengen, der straks gør Odysseus vred, da de begge ved, at sengen ikke kan flyttes, eftersom soveværelset er bygget omkring det oliventræ, der udgør ægtesengens fundament. Dette er ikke kun en stærk allegori på deres ægteskab men samtidig Penelopes endelige vished om, at det er hendes længe ventede partner, der er vendt hjem.
Kvinderne i de homeriske værker spiller selvfølgelig en rolle i både at drive handlingen frem og at udfordre og nuancere deres mandlige modparter, men de er næppe kun til stede som sekundære figurer, der kun har til formål at vise den bløde og hjemlige side af deres ægtemænd. De matcher i høj grad heltenes mod, retorik, snilde og kløgtighed. Da Odysseus i Apologerne, den sammenhængende fortælling der udspilles fra niende til tolvte bog, skal fortælle om sin hidtidige rejse til faiakerne, som beboede den mytiske ø Scheria, bliver det tydeligt, hvordan han fortæller fra kvindernes perspektiv, når han er opmærksom på, at han også har et kvindeligt publikum i forsamlingen. På samme måde må det antages, at den homeriske fortæller har tegnet disse kvindeskikkelser, ikke kun for at de skal modspille og opbygge de mandlige egoer, men tillige for at udstille deres problematiske egenskaber. Når kvinderne overskrider de konventionelle grænser og bevæger sig ind på det maskuline territorium, signalerer fortælleren, at mændene ikke mestrer deres del af konstruktionen. Andromache, der er ligefrem i sin maskulinitetskritik, taler for døve øren, og Hektors komplekser ender med at være familiens hurtige undergang. Penelopes strategi er en anden. Hun ligefrem væver mændene ind i sin egen agenda, hvor ingen andre end hendes ligeværdige mand kan se kvinden med den maskuline arete og kvindelige kleos.
Sheila Aakeson er cand.mag. i klassisk græsk, og fik Københavns Universitets guldmedalje for afhandlingen Kvindeskikkelser hos Homer, der tager udgangspunkt i en narratologisk analyse af værkerne Iliaden og Odysseen.
Forslag til videre læsning:
Adkins, A. W. H. 1960. Merit and Responsibility. A Study in Greek Values. Clarendon Press. Oxford.
Alexiou, M. 1974. The Ritual Lament in Greek Tradition. Cambridge University Press. Cambrigde.
de Beauvoir, Simone. 2010. The Second Sex. Transl. C. Borde & S. Malovany-Chevallier. Vintage Books. New York.
Cohen, B. 1995. The Distaff Side. Representing the Female in Homer’s Odyssey.Oxford University Press. Oxford.
de Jong, I. J. F. 2001. A Narratological Commentary on the Odyssey, Cambridge University Press. Cambridge.
Kirk, G. S. 1990. The Iliad: a Commentary. Volume II: books 5-8. Cambridge University Press. Cambrigde.
Muich, R. M. 2010. Pouring out Tears: Andromache in Homer and Euripides. Dissertation. Graduate College of University of Illinois at Urbana-Champaign Urbana, Illinois.
Owen, E. T. 1989. The Story of The Iliad. Bristol Classical Press. London.
Redfield, J. M. 1975. Nature and Culture in the Iliad: The Tragedy of Hector. The University of Chicago Press. Chicago & London.
Roisman, H. M. 2006. “Helen in the Iliad “Causa Belli” and Victim of War: From Silent Weaver to Public Speaker,” AJPh. 127: 1-36.
Schmitz, T. A. 2007. Modern Literary Theory and Ancient Texts: An Introduction. Blackwell Publishing. Malden. Tsagalis, C. 2004. Epic Grief, Personal Laments in Homer’s Iliad. De Gruyter, Inc. Berlin & New York.
