Det andet køn i Iliaden og Odysseen

“Hec­tor & Andro­mache” (1871) af Gio­van­ni Maria Ben­zoni. Gave fra Mrs. Lawrence Kip, 1899. Tilhør­er The Met­ro­pol­i­tan Muse­um of Art. Pub­lic Domain.

Andromache og Penelope optræder i hhv. Iliaden og Odysseen. Hvordan forholder to mytologiske kvindekarakterer sig til de sociale konstruktioner, der knyttes til kvindekønnet i samtiden — når de tilmed ikke er hovedrolleindehavere? Cand.mag. Sheila Aakeson undersøger de to kvinders funktion som ‘det andet’ køn i den episke fortælling.

ANTIKKENS FORTÆLLINGER: Antikken er andet og mere end en støvet, hensvun­den epoke. Antikken er en viden­sk­a­belig arv, som vores nuværende prak­sis står på skul­drene af; antikken er et kul­turelt udgangspunkt, som nuti­dens kun­st­nere til stadighed søger en dia­log med, og antikken er tilmed en pro­ces, hvori socio-poli­tiske bevægelser for­sat søger at finde rod og aut­encitet. I samar­be­jde med Gold­en Days udgiv­er Bag­grund online­u­ni­ver­set ’Antikkens fortællinger — i 2021’, som på den ene side fokuser­er på de tusindårige tråde, der kan trækkes til oldti­den, og sam­tidigt adresser­er de process­er, der spandt dem

Hvis man kan huske noget af sin Homer fra gym­nasi­et, er det sikkert Achilleus, Hek­tor og Odysseus, der træder tydeligt frem. Ili­aden beg­y­n­der med Achilleus’ vrede og slut­ter med Hek­tors død. Odysseen er en his­to­rie om en hjemven­dende kriger og hans prøvelser under­ve­js. I denne artikel er det to kvin­delige karak­ter­er, der får lov at ind­tage sce­nen, hvilket for nogen vil lede tanken hen på en fem­i­nis­tisk læsestrategi.

Siden antikken har filosof­fer og andet godt­folk diskuteret ligestill­ing mellem kønnene. Dette ses blandt andet hos Pla­ton, der kræver, at kvin­der i den ideelle stat skal have samme uddan­nelse som mænd, da de (på lige fod med mæn­dene) skal vare­tage rollen som vagt. Dette forud­sæt­ter alt­så tanken om, at forskellen på mænd og kvin­der kun udgøres af sociale kon­struk­tion­er, og at mænd og kvin­der med ens uddan­nelse er lige. Denne tankegang min­der om den del af fem­i­nis­men, der insis­ter­er på, at forskellen på mænd og kvin­der kun udgøres af sociale og kul­turelle kon­struk­tion­er, kaldet socialkon­struk­tivisme. Dette står i mod­sæt­ning til den tankegang, der hævder, at der find­es en med­født forskel på kønnene, kendt under beteg­nelsen essen­tial­isme, hvor kvin­ders (ikke-biol­o­giske) natur er fun­da­men­talt forskel­lig fra mænds. Pla­tons tankegang om socialkon­struk­tivisme er også udfors­ket af Simone de Beau­voir, der i Det andet køn kortlæg­ger, at kvin­der altid er blevet behan­dlet som et anden­rangs køn. de Beau­voir skrev de berømte ord: On ne naît pas femme: on le devient, man er ikke født, man snarere bliv­er kvin­de, og dermed skiller hun det biol­o­giske køn fra det kul­turelle. de Beau­voirs værk kaster lys over, hvor­dan mænd er syn­onymt med men­neske, og kvin­der altid har været anset som ’det andet’. I for­læn­gelse her­af ind­tager man­den i kun­sten og lit­ter­a­turen rollen som fortællin­gens han­dlende sub­jekt, og kvin­den er det objekt, imod hvilket det man­dlige sub­jekt ret­ter sit blik og sin lyst. I denne artikel sættes fokus på, hvor­dan to udval­gte kvin­delige karak­ter­er i Ili­aden og Odysseen forhold­er sig til de sociale kon­struk­tion­er, der knyttes til kvin­dekøn­net i deres samtid, der strækker sig helt tilbage til myken­sk tid omkring 1200 f.v.t.

I den home­riske ver­den er der forskel på den man­dlige og kvin­delige arete, et begreb der er svært at over­sætte, særligt i filosofisk sam­men­hæng. På den gam­meldags måde kan det over­sættes med dyd, som jeg også bruger i denne sam­men­hæng, da der er tale om værdier, der knyt­ter sig til det at være sit bed­ste selv i forhold til de gældende moralske, mil­itære og kul­turelle kon­ven­tion­er. Begre­bet over­sættes i andre sam­men­hænge med forskel­lige vari­a­tion­er af god­hed, for at undgå de sek­suelle kon­no­ta­tion­er i dyd. I denne karak­ter­analyse er de sek­suelle under­ton­er i dyd alde­les passende, særligt når det er kvin­de­fig­ur­erne, der undersøges.

Mens mæn­dene vin­der anseelse, kleos, for deres arete ved at være velud­styrede, stærke, hur­tige og fremtræ­dende i krig, råd­slagn­ing og strate­gi, bliv­er kvin­der berømte for skøn­hed, evnen til at væve, hush­old­ning og være tro, alt­så dydi­ge. Kvin­ders arete omfat­ter de stille og pas­sive værdier, og de kan der­for også fordømmes, hvis de ikke hold­er sig til dem. Dette er tydeligst eksem­pli­fi­ceret med ver­dens smukkeste kvin­de, Helene, der udskældes for at for­lade kong Menelaos til fordel for den tro­janske prins Paris, selvom det flere sted­er internt i værk­erne kom­mer forskel­lige hold­ninger til, hvorvidt hun over­hovedet havde selvbestem­melse i den affære.

Inter­essen i køn­net er ikke ny for det klas­siske felt, og særligt inden­for kome­die- og tragedieforsknin­gen har kønsstudi­er været i kraftig vækst. I denne genre spilles hov­e­drollerne ofte af kvin­der, der frem­står ini­tia­tivrige og kom­plekse. Nogle forskere har fork­laret denne fremtræ­dende skildring af kvin­der med, at det udelukkende har været for at opstille et maskulint mod­billede, som har hjulpet mæn­dene med at definere og afgrænse deres egen iden­titet. På den måde ender kvin­derne på trods af deres cast­ing alligev­el med at være ’det andet’ med de Beau­voirs beskriv­else. Spørgsmålet er, om kvin­derne i den episke fortælling har samme funk­tion, når de tilmed ikke er hov­e­drollein­de­ha­vere. Er disse kvin­delige fig­ur­er kun til stede for at skil­dre heltenes karak­ter­er, eller for­mår det andet køn at træde ud af denne rolle og eksis­tere i egen ret? Til at besvare dette spørgsmål ses her nærmere på karak­ter­erne Andro­mache og Penelope.

Andromache

I Ili­adens 6. sang møder vi Andro­mache, der er den tro­janske kro­n­prins Hek­tors hus­tru. Andro­mach­es rolle i fortællin­gen er at vise os livet bag murene i den bele­jrede by Tro­ja. Hun repræsen­ter­er i høj grad kvin­dernes ulykke­lige tilværelse under kri­gen, der er præget af bekym­ringer for deres usikre fremtid. I sit møde med ægte­man­den, Hek­tor, er der heller ikke et øje tørt: 

Andro­mache, der lod en tåre falde, stod tæt ved Hek­tor og udstrak­te sin hånd, tiltalte ham og sagde: min kære, din kam­plyst vil slå dig ihjel, du har ikke medli­den­hed med det spæde barn eller mig ulykke­lige, snart vil jeg blive din enke. Snart vil alle achaiere angribe og dræbe dig. For mig ville det være bedre, hvis jeg lå begravet, når du bliv­er taget fra mig.

Dette indled­er en lang klage­sang, der fore­griber Hek­tors snarlige død. Hun beg­y­n­der med en kærlig tiltale, der vid­ner om det nære bånd, ægtepar­ret har til hinan­den. Herefter skær­er hun igen­nem og går lige til sagen, hvor hun forudser, at hans kam­plyst vil blive hans under­gang. I sine klage­sange for­mår Andro­mache ikke kun at give den eksem­plariske helt Hek­tor ind­b­lik i de barske realiteter, der vil følge et tro­jan­sk ned­er­lag, hun sørg­er på samme tid for at kri­tis­ere ham for hans evige jagt på et godt omdømme, kleos. Andro­mache går end­da så langt, at hun afs­lut­ningsvist giv­er Hek­tor et mil­itærstrate­gisk råd.

“Placér folket ved det vilde figentræ, der hvor muren lettest kan bestiges og byen nemmest kan indtages. Dér er de bedste kommet og har forsøgt sig, både de to Ajanter, den værdige Idomeneus, begge Atriderne og Tydeus’ modige søn.”

Det er en mærkværdig afs­lut­ning, da den ikke pass­er ind i de tra­di­tionelle karak­ter­is­ti­ka for klage­sange. Disse vers er deru­dover tidligere blevet erk­læret for falske, da filologer mente, at de var for upassende for en kvin­de at sige, da Andro­mache derved kri­tis­er­er Hek­tors ledelse. Deru­dover står versene i kon­trast til den ellers følelses­lad­ede tone. Accepter­er man versenes ægthed som Andro­mach­es ord, siger de noget om hen­des karak­tere­gen­sk­aber. Indtil dette øje­b­lik er hun kun defineret af sin angst og sorg. Hun er blevet beskrevet som direk­te gal af en hush­old­er­ske, og hun bruger størst­ede­len af sine taler på at udpensle for­tidi­ge og frem­tidi­ge lidelser. Med dette mil­itære råd træder hun ud af offer­rollen og ud af karak­ter som kvin­de. Hun er ikke kun befal­ende med sin imper­a­tiv, men vis­er sam­tidig, at hun har kend­skab til flere af de store helte i den fjendtlige hær, og at hun tilmed fra sin tilbagestående posi­tion bag murene er i besid­delse af dyre­bare efter­ret­ninger. Ved at påtage sig en maskulin retorik, demon­str­erer hun, hvor­dan krig omvæl­ter køn­srollerne i det civilis­erede sam­fund. Menin­gen med mødet mellem Andro­mache og Hek­tor er, at de to ver­den­er, den mil­itære slag­mark og den hjem­lige sfære, skal forenes. De to karak­ter­er er hver deres ideelle repræsen­tant for hen­holdsvis den man­dlige og kvin­delige hero­iske etos. Når Andro­mache træder uden for kvin­dernes sfære og ind i mæn­denes ver­den, bry­der hun med den sociale og kul­turelle opdel­ing af det man­dlige og kvin­delige. Betyd­nin­gen af hen­des navn Andro-mache, er ligeledes vigtig her: Hun er den, der kæm­per mod mæn­dene, eller måske de destruk­tive masku­line dyder, der i dag nok mest kan sam­men­lignes med giftig maskulin­itet. Andro­mache bel­yser med sin retoriske dygtighed prob­lematikkerne i den ophø­jede masku­line helts han­dlingsmøn­stre, sam­tidig med at hun for­mår at vare­tage de kvin­delige forplig­telser; passe og bekym­re sig for bar­net, tage sig af hjem­met og syn­ge for i san­gene for de faldne krigere. Hun repræsen­ter­er per­ife­rien i han­dlin­gen, der kort­varigt ned­bry­der struk­tur­erne for at sætte en stop­per for Hek­tors kom­plekser om at være en rigtig mand, der hellere vil dø på slag­marken end miste respekt. Andro­mache ender dog alligev­el på trods af sit radikale brud på normerne ikke med at rokke ved magtbalancen.

Penelope

Pene­lope er mod­sat Andro­mache fanget i eget hjem i tyve år, hvor hun ombe­jlet af grådi­ge bejlere har ven­tet på sin krigsvet­er­an Odysseus. Hun ved ikke om han nogensinde vil komme hjem, og kan ikke på samme måde som Andro­mache klage sin nød. Pene­lope er nød­saget til i sin prækære sit­u­a­tion at sige et og gør noget andet. Hun pensler ikke sine følelsers inder­ste ud, som Andro­mache, der er forvis­set om Hek­tors død og dermed egen under­gang. Pene­lope er ikke forvis­set om noget, hen­des tilværelse er præget af ulykke­lig uvi­den­hed og pine­fuld ven­ten. Hen­des enestående plads i Odysseen som endemålet har flere par­al­leller i fortællin­gen. Som Andro­mache er hun bun­det til hjem­met, men har på samme tid øjne og ører alle veg­ne, der kan bib­ringe hende den sen­este slad­der. Helene og Kly­taimnes­tra ses ofte som hen­des mod­sæt­ninger, da de repræsen­ter­er den dårlige kvin­de. Helene er Menelaos utro med Paris, og Kly­taimnes­tra, der som dron­ning af Mykene går ensom i byen under togtet mod Tro­ja, tager sig en elsker og slår sin hjemvendte ægte­mand, Agam­mem­non, ihjel. De andre par­al­leller kan find­es i nogle af de fris­telser, Odysseus møder på sin rejse; gudin­derne Kirke og Kalyp­so, der begge ønsker at holde på hel­ten; samt den unge prins­esse Nausikaa, som forelskede sig i selvsamme. De er alle på deres egne måder tæt på at være ligeværdi­ge mod­stykker til hel­ten, men alligev­el for­lad­er han dem i sin hjem­sø­gen til den kvin­de, der som den eneste i fortællin­gen for­mår at holde sig på dydens smalle sti. På trods af hen­des eksem­plariske opførsel, og på trods af at hun er ligeså efter­tragtet som Helene, er der flere kri­tiske røster blandt de bejlende mænd, der omgiv­er hende.

Pene­lope. Romer­sk kopi fra det andet århun­drede. Ny Carls­berg Glyp­totek. Cre­ative Commons

Efter hun fik opsat en stor væv i hallen, gik hun i gang med at væve et fint og stort stykke, og hun for­t­alte os straks herom: Mænd, I der bejler til mig, efter­som den gud­dom­melige Odysseus er død. Afvent bryllup­pet med mig, mens I stadig press­er på, indtil jeg har færdig­gjort vævestykket, sådan at det spundne garn ikke går til spilde… Sådan sagde hun og over­be­viste vores man­dlige hjert­er. Om dagen vævede hun på det store stykke, men om nat­ten optrævlede hun det, mens hun sad ved ilden. I tre år narrede hun og und­slap achaierne med sin list.

Selvom hun bliv­er udskældt af bejlerne for at snyde dem, bliv­er hun alligev­el rost indi­rek­te for sit snedi­ge påfund. At være kløgtig er umid­del­bart ikke en af de tra­di­tionelle kvin­delige dyder, men kløgtighe­den bliv­er af fortælleren tillagt Pene­lope som en pos­i­tiv kvalitet. Bejlerne vil ikke giftes med hende, for­di hun kan give mod­spil, de er mere inter­esserede i den med­føl­gende sta­tus. Da Pene­lope første gang efter kri­gen møder den hjemvendte Odysseus, er denne i fork­læd­ning som tig­ger med det for­mål at kon­trollere sit hush­olds troskab. Den fork­lædte Odysseus laver i den sam­men­hæng en bemærkelsesværdig sammenligning.

Kvin­de, der find­es ingen dødelig på hele jor­den, der kan sætte sig op imod dig, for dit omdømme når helt til den brede him­mel. Dit ry er lige­som den noble konges, som gud­frygtigt oprethold­er ret­fær­den blandt den brede befolkn­ing og magt­fulde herskere.

Odysseus sam­men­lign­er ikke kun hus­tru­en med en mand, men som en over­herre, der tilmed er for­standig nok til at lade ret­færdighe­den råde. Odysseus ros­er hen­des omdømme, kleos, på samme måde som Andro­mache for­band­ede Hek­tors stræben her­på. Hvor kleos er ned­bry­dende for fam­i­lien Hek­tor, bliv­er den­sam­lende for fam­i­lien Odysseus, da der denne gang også er en kvin­de ved roret. Med sin kløgtighed og sit omdømme overtræder Pene­lope, som Andro­mache gjorde med sit mil­itær­råd, grænsen mellem det man­dlige og det kvin­delige. På opfor­dring fra sin fork­lædte ægte­mand vis­er Pene­lope sig som et agerende sub­jekt, da hun i en tale erk­lær­er, at hun er parat til at følge sin ægte­mands gam­le opfor­dring om at gifte sig på ny. Hun får der­for sta­blet en bueskyd­ningskonkur­rence på benene, og dermed sat gang i for­bere­delserne til fortællin­gens helt store kli­maks: Odysseus sejr i skyt­tekonkur­ren­cen, mordet på de andre bejlere og Odysseus’ drama­tiske afs­løring af sig selv. På denne måde fly­t­ter Pene­lope sig selv fra per­ife­rien i kam­meret og ved væven, hvor hun indtil da har forholdt sig pas­siv og afven­tende og været objek­tet for bejlernes lyst. Hun har ikke kun brugt de kvin­delige red­sk­aber som forsvarsmekanis­mer, hun benyt­ter også tal­ens kraft til at narre andre, som en anden Odysseus. I sine taler fokuser­er Pene­lope på, hvilke forhold hun må leve under som kvin­de, med alle restrik­tion­erne på, hvad hun ikke må gøre. Aktivt formi­dler hun, hvor pas­siv hun har været og på styrende facon nar­rer hun mæn­dene til at tro, at hun hold­er sig på sin bane­halvdel. Hun for­mår at leve op til både den man­dlige og kvin­delige arete, men får det til at se ud som om, hun ikke over­skrid­er nogen tydelige grænser og udfor­dr­er mæn­dene på deres maskulin­itet. På trods af den eksem­plariske opførsel kan hun stadig kri­tis­eres af dem, der står hende nærmest. I det øver­ste af de neden­stående eksem­pler adresser­er søn­nen Telema­chos sin mor umid­del­bart efter, at Odysseus har afs­løret sin identitet.

Telema­chos: Mor, du er en dårlig mor, du har et hjerte af sten. Hvor­dan kan du vende dig på den måde fra min far? Hvor­for sæt­ter du dig ikke hos ham og spørg­er ind og lyt­ter til hans fortællinger?

En tilsvarende kri­tik kom­mer fra Odysseus, når denne stiger ud af sit første bad efter sin hjemkomst.

Odysseus: Min kære, dem, der bor på Olym­pen, har givet dig det hårdeste hjerte af alle kvin­delige væs­ner. Ingen anden kvin­de ville kunne udholde at stå så langt fra sin ægte­mand, der har lidt meget og som på det tyvende år er kom­met til det fædrene land.

På trods af hen­des åre­lange tilbage­hold­en­hed og prøvelser, har de to ikke forståelse for den for­sigtighed, der har sikret Penelopes anseelse som kvin­de gen­nem årene. Hun er af de to i ægtesk­a­bet alligev­el den, der får lov at sætte man­den på den sid­ste prøve, som han selvføl­gelig består. Hun bed­er om at få fly­t­tet ægte­sen­gen, der straks gør Odysseus vred, da de begge ved, at sen­gen ikke kan fly­ttes, efter­som soveværelset er bygget omkring det oliven­træ, der udgør ægte­sen­gens fun­da­ment. Dette er ikke kun en stærk alle­gori på deres ægteskab men sam­tidig Penelopes endelige vished om, at det er hen­des længe vent­ede part­ner, der er vendt hjem.

Kvin­derne i de home­riske værk­er spiller selvføl­gelig en rolle i både at dri­ve han­dlin­gen frem og at udfor­dre og nuancere deres man­dlige mod­parter, men de er næppe kun til stede som sekundære fig­ur­er, der kun har til for­mål at vise den bløde og hjem­lige side af deres ægtemænd. De match­er i høj grad heltenes mod, retorik, snilde og kløgtighed. Da Odysseus i Apologerne, den sam­men­hæn­gende fortælling der udspilles fra niende til tolvte bog, skal fortælle om sin hid­tidi­ge rejse til faiak­erne, som beboede den mytiske ø Scheria, bliv­er det tydeligt, hvor­dan han fortæller fra kvin­dernes per­spek­tiv, når han er opmærk­som på, at han også har et kvin­deligt pub­likum i for­sam­lin­gen. På samme måde må det antages, at den home­riske fortæller har teg­net disse kvin­deskikkelser, ikke kun for at de skal mod­spille og opbygge de man­dlige ego­er, men tillige for at udstille deres prob­lema­tiske egen­sk­aber. Når kvin­derne over­skrid­er de kon­ven­tionelle grænser og bevæger sig ind på det masku­line ter­ri­to­ri­um, sig­nalerer fortælleren, at mæn­dene ikke mestr­er deres del af kon­struk­tio­nen. Andro­mache, der er lige­frem i sin maskulin­itet­skri­tik, taler for døve øren, og Hek­tors kom­plekser ender med at være fam­i­liens hur­tige under­gang. Penelopes strate­gi er en anden. Hun lige­frem væver mæn­dene ind i sin egen agen­da, hvor ingen andre end hen­des ligeværdi­ge mand kan se kvin­den med den masku­line arete og kvin­delige kleos.

Sheila Aake­son er cand.mag. i klas­sisk græsk, og fik Køben­havns Uni­ver­sitets guldmedal­je for afhan­dlin­gen Kvin­deskikkelser hos Homer, der tager udgangspunkt i en nar­ra­tol­o­gisk analyse af værk­erne Ili­aden og Odysseen.

Forslag til videre læsning:

Adkins, A. W. H. 1960. Mer­it and Respon­si­bil­i­ty. A Study in Greek Val­ues. Claren­don Press. Oxford.

Alex­iou, M. 1974. The Rit­u­al Lament in Greek Tra­di­tion. Cam­bridge Uni­ver­si­ty Press. Cambrigde.

de Beau­voir, Simone. 2010. The Sec­ond Sex. Transl. C. Bor­de & S. Mal­o­vany-Cheval­li­er. Vin­tage Books. New York.

Cohen, B. 1995. The Distaff Side. Rep­re­sent­ing the Female in Homer’s Odyssey.Oxford Uni­ver­si­ty Press. Oxford.

de Jong, I. J. F. 2001. A Nar­ra­to­log­i­cal Com­men­tary on the Odyssey, Cam­bridge Uni­ver­si­ty Press. Cambridge.

Kirk, G. S. 1990. The Ili­ad: a Com­men­tary. Vol­ume II: books 5–8. Cam­bridge Uni­ver­si­ty Press. Cambrigde.

Muich, R. M. 2010. Pour­ing out Tears: Andro­mache in Homer and Euripi­des. Dis­ser­ta­tion. Grad­u­ate Col­lege of Uni­ver­si­ty of Illi­nois at Urbana-Cham­paign Urbana, Illinois.

Owen, E. T. 1989. The Sto­ry of The Ili­ad. Bris­tol Clas­si­cal Press. London.

Red­field, J. M. 1975. Nature and Cul­ture in the Ili­ad: The Tragedy of Hec­tor. The Uni­ver­si­ty of Chica­go Press. Chica­go & London.

Rois­man, H. M. 2006. “Helen in the Ili­ad “Causa Bel­li” and Vic­tim of War: From Silent Weaver to Pub­lic Speak­er,” AJPh. 127: 1–36.

Schmitz, T. A. 2007. Mod­ern Lit­er­ary The­o­ry and Ancient Texts: An Intro­duc­tion. Black­well Pub­lish­ing. Malden. Tsa­galis, C. 2004. Epic Grief, Per­son­al Laments in Homer’s Ili­ad. De Gruyter, Inc. Berlin & New York.


Læs resten af artiklerne: ANTIKKENS FORTÆLLINGER – I 2021

Scroll til toppen