Frank Ramsey. En mand med overbevisninger

Frank Ram­sey, da han var 18 år. Ret­tighed­er: Bragt med tilladelse fra Stephen Burch.

Frank Ramseys arbejde spændte fra matematik og filosofi til økonomi og sandsynlighedsteori. I 1930 tog en leverbetændelse livet af ham. Ramsey blev blot 26 år gammel, men efterlod sig en enorm arv, som trods sin store vidde kredsede om et enkelt problem: har vi overhovedet ret til at have overbevisninger? Hans tanker er til dags dato relevante for, hvordan vi omgås mennesker med holdninger forskellige fra vores egne.

Ram­sey blev sko­let i 1920’ernes Cam­bridge-miljø, hvor store tænkere som Bertrand Rus­sell, Lud­wig Wittgen­stein og John May­nard Keynes arbe­jd­ede. Tidens ten­dens var en arbe­jd­shy­potese om, at ver­den kunne adskilles og sam­men­sættes på ny ved hjælp af logikkens værk­tø­jer. Mest repræsen­ta­tiv for peri­o­dens værk­er er Rudolf Car­naps Auf­bau (på engel­sk The Log­i­cal Struc­ture of the World), som blev for­fat­tet i Wien og udgivet i 1928. I vær­ket forsøger Car­nap at finde frem til de mind­ste dele af vores sansereg­is­ter, som ifølge ham fun­ger­er som vores vok­ab­u­lar­i­um for den fysiske ver­den. Lige­som bogstaver bliv­er til ord og ord til sæt­ninger, tænk­te Car­nap, at man kunne bruge sanseele­menternes unikke loka­tion og kvalitet som byggek­lodser til at kon­struere vores fysiske virke­lighed fra bun­den af. Car­nap antog nem­lig, at der for hver over­be­vis­ning om ver­den er associeret en række mulige sanseo­plevelser – hvo­raf nogle vil under­støtte over­be­vis­nin­gen, og andre ikke – som står i en ele­men­tær rela­tion til hinan­den; frem­gangsmå­den kunne dermed bruges til at ver­i­fi­cere eller afvise en giv­en overbevisning. 

Andre tænkere havde lig­nende bygge­plan­er. Wittgen­stein frem­førte i Trac­ta­tus Log­i­cus-Philo­soph­i­cus (1922) sin “Billed­te­ori om mening”, der er et argu­ment for, at hver “atom­istisk sæt­ning” i vores sprog – eller med andre ord: hver over­be­vis­ning –  er en afbild­ning af noget observer­bart i den virke­lige ver­den. Hvis intet i den virke­lige ver­den afbildes af over­be­vis­nin­gen, er den fal­sk. Året forinden havde Keynes frem­ført en sandsyn­lighed­ste­ori, hvori over­be­vis­ninger om sandsyn­lighed­er ret­færdig­gøres via objek­tive rela­tion­er mellem præmiss­er og kon­klu­sion­er. Hvis du eksem­pelvis indgår i et fair møn­tkast, er sandsyn­lighe­den for, at du ram­mer plat, 50 %. I Keynes’ teori var der i sådant et til­fælde kun plads til én sand overbevisninger.

“For som Ramsey allerede havde erfaret i sin omgang med Cambridge-filosofferne, var logik et utilstrækkeligt værktøj til at tale fornuftigt om validiteten af overbevisninger.”

Den unge Ram­sey havde svært ved at finde sin plads på dette intellek­tuelle stil­lads. Wittgen­steins billed­te­ori, Keynes’ sandsyn­lighed­ste­ori og Car­naps teori om den fysiske ver­dens logiske struk­tur var alle baseret på den præmis, at vores over­be­vis­ninger om ver­den kan ret­færdig­gøres objek­tivt så længe, vi hold­er os til logikkens værk­tø­jer. Over­be­vis­ninger, der ikke kan ret­færdig­gøres logisk, afvis­es brat som falske. Kon­sekvenserne af denne reduk­tion­is­tiske filosofi, som under­tiden kaldes logisk pos­i­tivisme eller logisk empirisme, er meget fint beskrevet af Wittgen­stein i de sid­ste lin­jer af Trac­ta­tus: “Hvorom vi ikke kan tale, må vi tie stille – og vi må heller ikke hviske det.” Men Ram­sey var dybt util­freds med den filosofi, idet den fratog men­nes­ket ret­ten til at nå et væld af over­be­vis­ninger, som ifølge Ram­sey var sande, om end ikke logisk fun­derede. Dét, Wittgen­stein hverken talte eller hviskede om, ville Ram­sey indøve som et andet mod­er­smål – og der­for måtte han også finde et andet filosofisk hjem end Cambridge.

Ram­sey fandt et mere passende slægt­skab i Charles Sanders Peirces bog Chance, Love and Log­ic (1923), som netop var over­sat til engel­sk. Peirce var en tænker med en ganske anden til­gang til filosofi end de her­rer, Ram­sey omgik til daglig i Cam­bridge. Som faderen af prag­ma­tis­men stod Peirce for en dok­trin, der anskuer effek­ten af en ting som mere væsentlig end tin­ge­nes essens. Peirces filosofi stod i direk­te kon­trast til Cam­bridge-filosof­fernes søgen efter essens og logiske rela­tion­er, og det tiltalte Ram­sey, som grad­vist udviklede en snus­for­nuftig til­gang til spørgsmålet om viden og over­be­vis­ning med udgangspunkt i Peirce.

Som mod­træk til det stil­lads, som Cam­bridge og wiener-filosof­ferne havde kon­strueret ved brug af deduk­tion og logiske rela­tion­er, blev Ram­sey ledt i ret­nin­gen af det ældgam­le spørgsmål om induk­tion, nem­lig hvor­dan vi gen­er­alis­er­er fra kendte til ukendte sit­u­a­tion­er. Ram­sey løb dog hur­tigt ind i det prob­lem, der har plaget tænkere siden filosof­fen David Hume udgav sit hov­ed­værk, A Trea­tise on Human Nature (1739).

Hume for­mulerede prob­lemet på føl­gende måde: Er der noget som helst i for­tidens kendte til­fælde, der kan fortælle os, i hvilken grad fremti­dens ukendte til­fælde lign­er for­tidens til­fælde? Nej, mente Hume — og dermed er viden ud fra et induk­tivt prin­cip også umulig. Ram­sey var på sin vis enig med Hume et godt stykke hen ad vejen, men han endte ikke i samme skep­ti­cisme, som Hume gjorde. For som Ram­sey allerede havde erfaret i sin omgang med Cam­bridge-filosof­ferne, var logik et util­strække­ligt værk­tøj til at tale for­nuftigt om validiteten af over­be­vis­ninger. Der er ganske vist mange ting, som vi ikke kan bevise logisk, mente Ram­sey, men som ikke desto min­dre ikke led­er til nye over­be­vis­ninger. Eksem­pelvis kan en skep­tik­er til alle tider mene, at det er umuligt at bevise, at ver­den ikke blev skabt i går, men det er de fær­reste, der vil se dette som et fatalt prob­lem for filosofien eller viden­sk­aben. Induk­tion virk­er, sagde Ram­sey, og ergo er det for­nuftigt. Og det virk­er. Ikke for­di en sådan frem­gangsmåde altid hold­er vand. Det er snarere, for­di ver­den besid­der en vis mængde af reg­u­lar­itet, som gør, at induk­tion er en tænkemåde og et sys­tem, der overve­jende led­er til sande over­be­vis­ninger. Og netop dét at bruge sys­te­mer – sande eller ej – som led­er til sande over­be­vis­ninger, er ker­nen i Ram­seys måde at ret­færdig­gøre over­be­vis­ninger på. 

Ram­seys inno­va­tion var at bygge bro mellem Cam­bridge-filosof­fernes logisk sande over­be­vis­ninger og Humes skep­ti­cisme vedrørende induk­tivt sande overbevisninger.

Ram­sey brugte forskel­lige vari­anter af det samme eksem­pel til at fork­lare, hvor­dan den gyldne mid­delvej mellem Hume og Cam­bridge-filosof­ferne kunne se ud. Føl­gende eksem­pel er fra et af Ram­seys sid­ste essays, Gen­er­al Propo­si­tions and Causal­i­ty (1931), som blev udgivet posthumt. “Forestil dig,” skriv­er Ram­sey, “at den men­neske­lige race af en eller anden grund altid troede, at jord­bær ville give dem maveonde, og der­for aldrig spiste dem… Er det da ikke et fak­tum, at hvis de havde spist jord­bær­rene, så ville de ikke have oplevet et maveonde?” Ram­seys argu­ment er, at det ingen­lunde er et fak­tum. “Det er nærmere en kon­sekvens af min regel.”

Argu­mentet er som føl­ger:  Jord­bær­spis­ernes regel siger noget i ret­ning af  “hvis jeg spis­er jord­bær, får jeg ikke maveonde.” Men en sådan regel er induk­tiv, og som Hume fork­larede, kan den ikke ret­færdig­gøres som et logisk mid­del til at møde fremti­den med. Ram­sey er for så vidt enig i Humes kon­klu­sion omend han ikke desto min­dre når frem til, at både jord­bær­spis­erne og jord­bær­fornægternes “over­be­vis­ninger i streng for­stand er sande.”

For Ram­seys tese er, at både vi og jord­bær­fornægterne er enige om alle fak­ta – nem­lig at jord­bær­fornægterne ikke spiste bær­rene og ikke er syge. Det hypotetiske sce­nar­ie – at de spiste jord­bær­rene og ikke er syge – er en gen­er­alis­er­ing, som byg­ger på det induk­tive sys­tem, vi bruger til at forudsige fremti­den med. Det sys­tem vil på bag­grund af kendte for­til­fælde fores­lå en induk­tiv lov eller regel, der lyder: Du bliv­er ikke syg af at spise jord­bær – og om denne lov er jord­bær­spis­erne og jord­bær­fornægterne uenige. Om de nøgne fak­ta er de ganske enige – nem­lig at jord­bær­fornægterne ikke spiste bær­rene og ikke er syge – og således er begge over­be­vis­ninger i streng for­stand sande. Det kan virke absurd at mene, at jord­bær­fornægterne har lige så sande over­be­vis­ninger, som jord­bær­spis­erne, men det er ikke desto min­dre den kon­train­tu­itive kon­klu­sion, Ram­sey når frem til.

Ram­seys logik er måske bedst uddy­bet i Saul Krip­kes On Rules and Pri­vate Lan­guage (1982). Forestil dig, siger Krip­ke, at du skal lægge to tal sam­men, for eksem­pel 57 og 65. Du bruger den klas­siske regel for addi­tion og når frem til tal­let 122. Nu træder en skep­tik­er ind og stiller spørgsmål­stegn ved, om du nu også bruger reglen på rette vis. Skep­tik­eren spørg­er, om du ikke lige så godt kunne have brugt reglen for “quad­di­tion” – en fik­tiv regel, hvor føl­gende gælder. Hvis tal­lene x og b lagt sam­men er min­dre end 122, brug da den nor­male regel for addi­tion. Hvis tal­lene lagt sam­men er lig med eller større end 122, da er x + b lig med 5. Skep­tik­erens logik er nu som føl­ger. Såfremt du aldrig har lagt tal sam­men, hvis sum er større end 122, er der intet i din hid­tidi­ge brug af reglen, der kan over­be­vise skep­tik­eren om, at du ikke tidligere har brugt quad­di­tion og ikke addi­tion, og der­for nu reg­n­er fork­ert, idet du svar­er 122 i stedet for 5. I sid­ste ende frem­sæt­ter Krip­ke den kon­klu­sion, at der må eksis­tere et uen­deligt antal af love og et tilsvarende antal fakta.

Krip­kes tan­keeksper­i­ment vækker gen­klang i Ram­seys egne overve­jelser i essayet On Gen­er­al Propo­si­tions and Causal­i­ty: “Fak­ta udelukker ikke en ligeværdig chance for et til­fælde, som ville blive opsum­meret af og ganske vist lede til en helt anden teori.” Pointen er dog ikke, at addi­tion­is­terne der­for har falske over­be­vis­ninger, men at addi­tion­is­ter såv­el som quad­di­tion­is­ter i streng for­stand har sande over­be­vis­ninger. Den cen­trale pointe for Ram­sey er, at vi alle på ét eller andet punkt er jord­bær­fornægtere eller quad­di­tion­is­ter, men at vi kan trøste os med, at vi ikke af den årsag skal kaste vores over­be­vis­ninger over rælin­gen. Der er rum til begge.

Ram­seys fore­ta­gende var så suc­ces­fuldt, at han med tiden fik over­be­vist Wittgen­stein og Keynes om, at de måtte revur­dere deres basale måde at tænke om ver­den på. På bag­grund af sam­taler med Ram­sey udgav Wittgen­stein i 1947 bogen Philo­soph­i­cal Inves­ti­ga­tions, som er en kom­plet afvis­ning af hans tidligere værk, Trac­ta­tus. Ram­sey blev aldrig så pop­ulær blandt den brede befolkn­ing, som dem han kri­tis­erede, men heldigvis kan gode ideer vin­de på sigt. Mens den tidlige Wittgen­steins, Keynes’ og Car­naps teori­er for længst er fal­met i pop­u­lar­itet, har Ram­sey og Peirce aldrig nydt mere opmærk­somhed end nu. 

Vi kan ikke vide, hvad Ram­sey ville tænke om nuti­dens sociale medi­er, hvor stærke over­be­vis­ninger stikker i alle ret­ninger. Dog kan man måske finde et hint i Ram­seys egne reflek­sion­er over jord­bær­fornægterne. Ifølge Ram­sey var grun­den til, at jord­bærnægterne holdt fast i deres over­be­vis­ning og aldrig fandt sig til rette med jord­bær­spis­erne, at de ikke eksper­i­menterede tilstrække­ligt: de kunne have prøves­magt et enkelt jordbær. 

Daniel Skip­per Ras­mussen er jour­nal­ist og cand.mag. i Film- og Mediev­i­den­skab. Han har skrevet for bl.a. Week­en­davisen, Berlingske, Infor­ma­tion og Politiken.

Videre læsning

Mis­ak, Cheryl (2020). Frank Ram­sey: A Sheer Excess of Pow­ers. Oxford Uni­ver­si­ty Press.

Ram­sey, F.P. (1990). Philo­soph­i­cal Papers. Cam­bridge Uni­ver­si­ty Press.

Krip­ke, Saul (1981). Wittgen­stein: On Rules and Pri­vate Lan­guage. Black­well Publishing.

Scroll til toppen