Frank Ramsey. En mand med overbevisninger

Frank Ramsey, da han var 18 år. Rettigheder: Bragt med tilladelse fra Stephen Burch.

Frank Ramseys arbejde spændte fra matematik og filosofi til økonomi og sandsynlighedsteori. I 1930 tog en leverbetændelse livet af ham. Ramsey blev blot 26 år gammel, men efterlod sig en enorm arv, som trods sin store vidde kredsede om et enkelt problem: har vi overhovedet ret til at have overbevisninger? Hans tanker er til dags dato relevante for, hvordan vi omgås mennesker med holdninger forskellige fra vores egne.

Ramsey blev skolet i 1920’ernes Cambridge-miljø, hvor store tænkere som Bertrand Russell, Ludwig Wittgenstein og John Maynard Keynes arbejdede. Tidens tendens var en arbejdshypotese om, at verden kunne adskilles og sammensættes på ny ved hjælp af logikkens værktøjer. Mest repræsentativ for periodens værker er Rudolf Carnaps Aufbau (på engelsk The Logical Structure of the World), som blev forfattet i Wien og udgivet i 1928. I værket forsøger Carnap at finde frem til de mindste dele af vores sanseregister, som ifølge ham fungerer som vores vokabularium for den fysiske verden. Ligesom bogstaver bliver til ord og ord til sætninger, tænkte Carnap, at man kunne bruge sanseelementernes unikke lokation og kvalitet som byggeklodser til at konstruere vores fysiske virkelighed fra bunden af. Carnap antog nemlig, at der for hver overbevisning om verden er associeret en række mulige sanseoplevelser – hvoraf nogle vil understøtte overbevisningen, og andre ikke – som står i en elementær relation til hinanden; fremgangsmåden kunne dermed bruges til at verificere eller afvise en given overbevisning. 

Andre tænkere havde lignende byggeplaner. Wittgenstein fremførte i Tractatus Logicus-Philosophicus (1922) sin “Billedteori om mening”, der er et argument for, at hver “atomistisk sætning” i vores sprog – eller med andre ord: hver overbevisning –  er en afbildning af noget observerbart i den virkelige verden. Hvis intet i den virkelige verden afbildes af overbevisningen, er den falsk. Året forinden havde Keynes fremført en sandsynlighedsteori, hvori overbevisninger om sandsynligheder retfærdiggøres via objektive relationer mellem præmisser og konklusioner. Hvis du eksempelvis indgår i et fair møntkast, er sandsynligheden for, at du rammer plat, 50 %. I Keynes’ teori var der i sådant et tilfælde kun plads til én sand overbevisninger.

“For som Ramsey allerede havde erfaret i sin omgang med Cambridge-filosofferne, var logik et utilstrækkeligt værktøj til at tale fornuftigt om validiteten af overbevisninger.”

Den unge Ramsey havde svært ved at finde sin plads på dette intellektuelle stillads. Wittgensteins billedteori, Keynes’ sandsynlighedsteori og Carnaps teori om den fysiske verdens logiske struktur var alle baseret på den præmis, at vores overbevisninger om verden kan retfærdiggøres objektivt så længe, vi holder os til logikkens værktøjer. Overbevisninger, der ikke kan retfærdiggøres logisk, afvises brat som falske. Konsekvenserne af denne reduktionistiske filosofi, som undertiden kaldes logisk positivisme eller logisk empirisme, er meget fint beskrevet af Wittgenstein i de sidste linjer af Tractatus: “Hvorom vi ikke kan tale, må vi tie stille – og vi må heller ikke hviske det.” Men Ramsey var dybt utilfreds med den filosofi, idet den fratog mennesket retten til at nå et væld af overbevisninger, som ifølge Ramsey var sande, om end ikke logisk funderede. Dét, Wittgenstein hverken talte eller hviskede om, ville Ramsey indøve som et andet modersmål – og derfor måtte han også finde et andet filosofisk hjem end Cambridge.

Ramsey fandt et mere passende slægtskab i Charles Sanders Peirces bog Chance, Love and Logic (1923), som netop var oversat til engelsk. Peirce var en tænker med en ganske anden tilgang til filosofi end de herrer, Ramsey omgik til daglig i Cambridge. Som faderen af pragmatismen stod Peirce for en doktrin, der anskuer effekten af en ting som mere væsentlig end tingenes essens. Peirces filosofi stod i direkte kontrast til Cambridge-filosoffernes søgen efter essens og logiske relationer, og det tiltalte Ramsey, som gradvist udviklede en snusfornuftig tilgang til spørgsmålet om viden og overbevisning med udgangspunkt i Peirce.

Som modtræk til det stillads, som Cambridge og wiener-filosofferne havde konstrueret ved brug af deduktion og logiske relationer, blev Ramsey ledt i retningen af det ældgamle spørgsmål om induktion, nemlig hvordan vi generaliserer fra kendte til ukendte situationer. Ramsey løb dog hurtigt ind i det problem, der har plaget tænkere siden filosoffen David Hume udgav sit hovedværk, A Treatise on Human Nature (1739).

Hume formulerede problemet på følgende måde: Er der noget som helst i fortidens kendte tilfælde, der kan fortælle os, i hvilken grad fremtidens ukendte tilfælde ligner fortidens tilfælde? Nej, mente Hume – og dermed er viden ud fra et induktivt princip også umulig. Ramsey var på sin vis enig med Hume et godt stykke hen ad vejen, men han endte ikke i samme skepticisme, som Hume gjorde. For som Ramsey allerede havde erfaret i sin omgang med Cambridge-filosofferne, var logik et utilstrækkeligt værktøj til at tale fornuftigt om validiteten af overbevisninger. Der er ganske vist mange ting, som vi ikke kan bevise logisk, mente Ramsey, men som ikke desto mindre ikke leder til nye overbevisninger. Eksempelvis kan en skeptiker til alle tider mene, at det er umuligt at bevise, at verden ikke blev skabt i går, men det er de færreste, der vil se dette som et fatalt problem for filosofien eller videnskaben. Induktion virker, sagde Ramsey, og ergo er det fornuftigt. Og det virker. Ikke fordi en sådan fremgangsmåde altid holder vand. Det er snarere, fordi verden besidder en vis mængde af regularitet, som gør, at induktion er en tænkemåde og et system, der overvejende leder til sande overbevisninger. Og netop dét at bruge systemer – sande eller ej – som leder til sande overbevisninger, er kernen i Ramseys måde at retfærdiggøre overbevisninger på. 

Ramseys innovation var at bygge bro mellem Cambridge-filosoffernes logisk sande overbevisninger og Humes skepticisme vedrørende induktivt sande overbevisninger.

Ramsey brugte forskellige varianter af det samme eksempel til at forklare, hvordan den gyldne middelvej mellem Hume og Cambridge-filosofferne kunne se ud. Følgende eksempel er fra et af Ramseys sidste essays, General Propositions and Causality (1931), som blev udgivet posthumt. “Forestil dig,” skriver Ramsey, “at den menneskelige race af en eller anden grund altid troede, at jordbær ville give dem maveonde, og derfor aldrig spiste dem… Er det da ikke et faktum, at hvis de havde spist jordbærrene, så ville de ikke have oplevet et maveonde?” Ramseys argument er, at det ingenlunde er et faktum. “Det er nærmere en konsekvens af min regel.”

Argumentet er som følger:  Jordbærspisernes regel siger noget i retning af  “hvis jeg spiser jordbær, får jeg ikke maveonde.” Men en sådan regel er induktiv, og som Hume forklarede, kan den ikke retfærdiggøres som et logisk middel til at møde fremtiden med. Ramsey er for så vidt enig i Humes konklusion omend han ikke desto mindre når frem til, at både jordbærspiserne og jordbærfornægternes “overbevisninger i streng forstand er sande.”

For Ramseys tese er, at både vi og jordbærfornægterne er enige om alle fakta – nemlig at jordbærfornægterne ikke spiste bærrene og ikke er syge. Det hypotetiske scenarie – at de spiste jordbærrene og ikke er syge – er en generalisering, som bygger på det induktive system, vi bruger til at forudsige fremtiden med. Det system vil på baggrund af kendte fortilfælde foreslå en induktiv lov eller regel, der lyder: Du bliver ikke syg af at spise jordbær – og om denne lov er jordbærspiserne og jordbærfornægterne uenige. Om de nøgne fakta er de ganske enige – nemlig at jordbærfornægterne ikke spiste bærrene og ikke er syge – og således er begge overbevisninger i streng forstand sande. Det kan virke absurd at mene, at jordbærfornægterne har lige så sande overbevisninger, som jordbærspiserne, men det er ikke desto mindre den kontraintuitive konklusion, Ramsey når frem til.

Ramseys logik er måske bedst uddybet i Saul Kripkes On Rules and Private Language (1982). Forestil dig, siger Kripke, at du skal lægge to tal sammen, for eksempel 57 og 65. Du bruger den klassiske regel for addition og når frem til tallet 122. Nu træder en skeptiker ind og stiller spørgsmålstegn ved, om du nu også bruger reglen på rette vis. Skeptikeren spørger, om du ikke lige så godt kunne have brugt reglen for “quaddition” – en fiktiv regel, hvor følgende gælder. Hvis tallene x og b lagt sammen er mindre end 122, brug da den normale regel for addition. Hvis tallene lagt sammen er lig med eller større end 122, da er x + b lig med 5. Skeptikerens logik er nu som følger. Såfremt du aldrig har lagt tal sammen, hvis sum er større end 122, er der intet i din hidtidige brug af reglen, der kan overbevise skeptikeren om, at du ikke tidligere har brugt quaddition og ikke addition, og derfor nu regner forkert, idet du svarer 122 i stedet for 5. I sidste ende fremsætter Kripke den konklusion, at der må eksistere et uendeligt antal af love og et tilsvarende antal fakta.

Kripkes tankeeksperiment vækker genklang i Ramseys egne overvejelser i essayet On General Propositions and Causality: “Fakta udelukker ikke en ligeværdig chance for et tilfælde, som ville blive opsummeret af og ganske vist lede til en helt anden teori.” Pointen er dog ikke, at additionisterne derfor har falske overbevisninger, men at additionister såvel som quadditionister i streng forstand har sande overbevisninger. Den centrale pointe for Ramsey er, at vi alle på ét eller andet punkt er jordbærfornægtere eller quadditionister, men at vi kan trøste os med, at vi ikke af den årsag skal kaste vores overbevisninger over rælingen. Der er rum til begge.

Ramseys foretagende var så succesfuldt, at han med tiden fik overbevist Wittgenstein og Keynes om, at de måtte revurdere deres basale måde at tænke om verden på. På baggrund af samtaler med Ramsey udgav Wittgenstein i 1947 bogen Philosophical Investigations, som er en komplet afvisning af hans tidligere værk, Tractatus. Ramsey blev aldrig så populær blandt den brede befolkning, som dem han kritiserede, men heldigvis kan gode ideer vinde på sigt. Mens den tidlige Wittgensteins, Keynes’ og Carnaps teorier for længst er falmet i popularitet, har Ramsey og Peirce aldrig nydt mere opmærksomhed end nu. 

Vi kan ikke vide, hvad Ramsey ville tænke om nutidens sociale medier, hvor stærke overbevisninger stikker i alle retninger. Dog kan man måske finde et hint i Ramseys egne refleksioner over jordbærfornægterne. Ifølge Ramsey var grunden til, at jordbærnægterne holdt fast i deres overbevisning og aldrig fandt sig til rette med jordbærspiserne, at de ikke eksperimenterede tilstrækkeligt: de kunne have prøvesmagt et enkelt jordbær. 

Daniel Skipper Rasmussen er journalist og cand.mag. i Film- og Medievidenskab. Han har skrevet for bl.a. Weekendavisen, Berlingske, Information og Politiken.

Videre læsning

Misak, Cheryl (2020). Frank Ramsey: A Sheer Excess of Powers. Oxford University Press.

Ramsey, F.P. (1990). Philosophical Papers. Cambridge University Press.

Kripke, Saul (1981). Wittgenstein: On Rules and Private Language. Blackwell Publishing.

Scroll til toppen