Den moderne hofnar
FOKUS: Den moderne personlighedspolitik og forholdet mellem vælgere, politikere og personlighed i Europa | Med udgangspunkt i Alberte Bové Ruds Ph.d.- afhandling Persona and Politics: The Democratic Staging of Personality-Driven Leadership in Italy undersøger denne fokusserie, hvordan personlighed er blevet og har været en afgørende faktor i politik og hvordan forholdet mellem vælgere og politikere i større og større grad defineres af politikerens personlighed og i mindre grad af politiske mærkesager og partiprogrammer.
Første gang jeg skulle sætte mit kryds til et folketingsvalg i 2019, overvejede jeg at stemme på Klaus Riskær, den kontroversielle erhvervsmand, som forinden havde stiftet et parti, som bar hans eget navn. Da jeg nævnte det derhjemme, spurgte min far mig, hvordan jeg dog kunne stemme på sådan en klovn? Med frygten for at blive gjort arveløs, gjorde jeg det alligevel ikke, selvom Riskær dog hverken var klovn eller komiker. Spoler vi derimod tiden tilbage til 1994, blev der bogstavelig talt valgt en klovn til Folketinget, da entertaineren og komikeren Jacob Haugaard blev valgt ind i Folketinget med 23.253 personlige stemmer. Haugaard stillede op til flere folketingsvalg fra slutningen af 70’erne og helt frem til, at han overraskende vandt et mandat i 1994. Komikeren førte uortodokse valgkampe med løfter om Nutella i feltrationerne, kortere kassekøer i Bilka, flere hvaler i Randers Fjord og flere renæssancemøbler i IKEA. Det var et chok for dansk politik, at Haugaard vandt et mandat og med sin komiske personlighed begyndte at deltage i demokratiet og ikke blot betragte det udefra. Som da Haugaard første gang stod på Folketingets talerstol og afsluttede med denne bemærkning: ”Og så vil jeg slutte af med at sige, at det nye sker, når den, der er tiltænkt tilskuerens rolle, begynder at blande sig”. Klovnen havde påvirket demokratiet og ført en valgkampagne, som vælgerne følte repræsenterede dem. Han er dog langtfra den eneste.
Haugaard er et eksempel på et politisk fænomen, hvor komikere, klovne eller satirikere stiller op til valg og fører satiriske valgkampagner – og i flere tilfælde bliver valgt. Den brasilianske klovn Tiririca vandt en plads i det brasilianske underhus i 2010, satirikeren Martin Sonneborn stiftede i 2004 partiet Die PARTEI i Tyskland og sidder i dag i EU-parlamentet og komikeren Beppe Grillo stiftede partiet Femstjernebevægelsen, som blev Italiens største parti i 2018. Traditionelt har den komiske persona stået i kulissen og kommentereret samfundet, som det kendes fra Late Night Shows, satireprogrammer og sketchshows, men nu ser vi at disse komikere deltager direkte i demokratiet og dermed bryder den grænsedragning, som der traditionelt har været mellem satire og demokrati. Folk griner ikke længere af den komiske persona – de stemmer også på den.
Her er min antagelse, at klovnekandidaternes personlighed spiller en markant rolle, når vælgerne stemmer på en af disse klovne og ønsker dem som deres demokratiske repræsentant. Ræsonnementet læner sig op ad satireteorien: når vælgeren stemmer på en klovnekandidat, så skal vælgeren kunne tyde satiren bag kandidaturet og valgkampagnen.[1] Dette betyder, at de ikke direkte stemmer på de absurde valgløfter, men de stemmer på den kritik som satiren påpeger. Vælgeren stemmer altså ikke ud fra et ønske om mere medvind på cykelstierne, men stemmer på den kritik, som satiren i valgløftet om mere medvind på cykelstierne udtrykker. Den tyske idéhistoriker Jan Werner-Müller påpeger, at disse klovnekandidater og deres absurde valgkampagner, kan skabe muligheden for, at vælgerne misforstår intentionen og ikke opfanger satiren og i virkeligheden anser det som reel politik. Ifølge Müller ville det dog reelt være en grov undervurdering af vælgerens dømmekraft.[2] Vælgerens dømmekraft må have noget at dømme ud fra, et blikfang, som gør at vælgeren opfanger satiren. Det er her, at komikerens personlighed bliver en form for ledetråd, så vælgeren ved, at når de komiske personager står bag budskabet, så er det satire. Klovnekandidaten bliver dermed en slags personificering af satiren og dermed en garant for at vælgeren kan gennemskue satiren bag valgløfterne og kampagnen. Det er især under valgkampene, at klovnekandidaterne har størst indflydelse på demokratiet; det er her, de fremfører deres satiriske kritik og betragtninger om demokratiet.
Demokratiet er gentagne gange blevet dømt til at være i krise. Valgkampen og det efterfølgende valg kan dog opfattes som demokratiets rituelle bekræftelse eller som en demokratisk kampplads. Werner-Müller beskriver valgkampen som der, hvor partierne motiverer og mobiliserer deres faktiske og potentielle tilhængere ved at iscenesætte politiske slagsmål. Det handler ikke om at finde sandheden, men kommer med et krav om repræsentation fra borgernes side.[3] Vælgerne søger efter en repræsentation, som er blevet mere uforudsigelig med tiden, da vælgerne i højere grad er flytbare. Den engelske politolog Peter Mair skriver, at vælgerkorpset er i større bevægelse end før og at man ikke længere per definition stemmer efter sin sociokulturelle eller -økonomiske placering i samfundet. Omskifteligheden i vælgerkorpset betyder, at flere først bestemmer sig under selve valgkampen.[4] Dette betyder at vælgerne bruger valgkampen til at lede efter den kandidat, som bedst repræsenterer dem.
Den brasilianske klovn Tiririca, der vandt en plads i det brasilianske underhus og førte valgkamp iklædt klovnekostume og med løfter om ”Hvis jeg bliver valgt, vil jeg støtte brasilianske familier, især min egen” eller ”Hvad laver et kongresmedlem? Stem på mig og find ud af det”.[5] Disse valgløfter er satire over opfattelsen, at brasiliansk politik er gennemsyret af korruption, med det formål, at gøre korruptionen åbenlys. Det er en satirisk fremstilling af normale valgløfter, som udstiller hykleriet eller den hulhed, som kan ligge bag et valgslogan. Dette skal ses som en protest mod det politiske system: at man stemmer på karakteristika såsom spydighed og humoristisk ærlighed, som disse klovnekandidater fremsætter mod systemet. Et andet eksempel er tyske Sonneborn, fra Die PARTEI, tidligere redaktør på det tyske satiremagasin ”Titanic”. Han blev valgt med valgløfter om at genopføre Berlinmuren, lade mandatet gå på rotation til partiets medlemmer, så alle kunne få en måneds ferie i Bruxelles og at ville stemme skiftende ja og nej til hver afstemning.[6] Igen udformes en satirisk kritik af det politiske system, som afspejler visse vælgeres utilfredshed med selvsamme system. Dermed kan klovnekandidaterne minde om de populistiske bevægelser, som har vundet indpas i mange demokratier, der har en ”anti-establishment”-attitude og ønsker et opgør med det nuværende politiske system og især den siddende elite.
Frustrationen over systemet kan kanaliseres gennem den komiske personlighed, som med komiske betragtninger og retorik kan repræsentere denne frustration med satire. Et tredje eksempel er den italienske komiker Beppe Grillo, som skabte Femstjernebevægelsen og tordnede imod den politiske elite med komik.[7] Selvom Grillo aldrig har været opstillet kandidat, så personificerer han bevægelsen. Han iscenesatte sig som komikeren mod eliten, eller som en blanding af komiker og politiker, der kaldte de andre etablerede politikere for øgenavne – for eksempel kaldte han den tidligere premierminister Silvio Berlusconi for ”Psiconano”, som vil kunne oversættes til psyko-dværg.[8] Grillo afholdte også store politiske møder for tætpakkede italienske torve, som han kaldte V-dage. V’et stod for ”vaffanculo”, italiensk for fuck-af.[9]
At overlade styringen af et samfund til en klovn virker absurd. Den franske sociolog Pierre Bourdieu havde de samme overvejelser som mig – uden sammenligning i øvrigt – da de franske præsidentkandidater begyndte at melde sig på banen op til præsidentvalget i 1981. Bourdieu erklærede sin støtte til præsidentkandidaten Coluche, der var komiker og, modsat Riskær, en reel klovn. Med en humoristisk valgkampagne med satirisk retorik og absurde valgløfter havde Coluche en komisk personlighed, hvor frygten for at blive gjort til grin var erstattet af viljen til, at det skulle ske med valgslogans som ”Jeg er for ingenting, og de andre er imod alting” eller ”Før mig var Frankrig delt i to. Med mig vil det blive foldet i fire”. Bourdieu reflekterede i flere forelæsninger og læserbreve over sin støtte til klovnekandidaten og kom frem til to grunde til, hvorfor han støttede Coluche: For det første repræsenterede Coluche de marginaliserede og desperate borgere, og for det andet brød Coluches kandidatur med idéen om, at politik kun var for eliten.[10] Når nu selv en klovn kunne være præsidentkandidat, understregede Coluche idéen om, at alle kunne stille op som præsident. Politik er for alle slags personligheder – også klovne. Ingen tog dog dette kandidatur seriøst, før meningsmålinger viste at Coluche kunne forvente en støtte på 10-12 procent fra de franske vælgere, hvilket gjorde presset på Coluche for stort og hans kampagne blev opgivet. Bourdieus tanker om den useriøse klovnekandidat som en reel politisk aktør, der reflekterer idéen om at kunne blive valgt, bliver fulgt op af andre såkaldte ”useriøse” kandidater og partier.[11] Såsom Grillo, som mente at italiensk politik var blevet for elitært, korrupt og selvoptaget, mens det rigtige folk var blevet holdt uden for de politiske beslutninger. Det ville Grillo gøre op med, han brugte sin komiske retorik til at starte en bevægelse mod eliten, hvilket tydeligt kunne ses i hans valgkampagner, hvor han stod på italienske torve, fægtede med armene og tordnede mod eliten, mens publikummet jublede og anerkendte hans rolle som en slags moderne hofnar, der kunne se at kejseren intet tøj havde på.
Klovnekandidaternes dobbelte personlighed mellem at skulle underholde og samtidigt tale sandt er ikke et nyt fænomen. Gennem historien har flere kongehuse haft en nar ansat, som på mange måder udfyldte en lignede rolle som nutidens klovnekandidater udgør i valgkampene. Hofnarren er som historisk figur velkendt på grund af sin fundamentalt tvetydig persona: Narren var en del af hoffet, men stod samtidigt udenfor ved at gøre nar af hoffet og magten.[12] Denne ambivalente position, hvor narren var knyttet til magtens centrum, men samtidig knyttet til folket ved at kunne fortælle vittigheder om netop magtens centrum, er i lighed med den moderne hofnar, klovnekandidaten, som er tiltænkt tilskuerens rolle ved at stå udenfor de politiske gemakker og kommentere systemet, men begynder at blande sig når denne deltager i demokratiet og repræsenterer folket. Hvor den historiske hofnar fik sin særegne position og legitimitet fra kongen, finder den moderne hofnar sin særlige position ved at deltage i demokratiet – ved at føre valgkampe og være en kandidat folk kan stemme på dem.
Valgkampen er den moderne hofnars arena, hvor den kan påvirke og mobilisere. I lighed med den historiske hofnar er rollen som moderne politikskaber og magtforvalter i større grad en udfordring for den moderne hofnar. Haugaard var til tider tungen på vægtskålen i Folketinget, hvilket, ifølge ham selv, gjorde at hvis rød blok og blå blok ikke kunne nå til enighed, og det ville blive overladt til ham, så fortsatte de alligevel med at forhandle, så beslutningen netop ikke endte hos ham. Det bliver hverdag for den moderne hofnar. Sonneborn er i gang med sin tredje periode i EU-parlamentet og har oplevet at være en mere traditionel politiker, der har skulle tage stilling til konkrete politiske forslag, hvilket pludselig gør det svært at bevare satiren. Derfor fremstår Die PARTEI og Sonneborn i højere grad som et sjovt alternativ for sofavælgerne.[13] Den moderne hofnar fremstår stærkest i valgkampe, men når hverdagen melder sig, bliver de suget ind i det politiske system, hvor de enten som Tiririca, Sonneborn og Grillos Femstjernebevægelse normaliseres eller som Haugaard og Coluche, henholdsvis ikke genopstillede og valgte at trække sig. Alligevel formår de, gennem deres valgkampe, at repræsentere de vælgere, som ellers ville være blevet i sofaen. Deres valgkampe mobiliserer utilfredse vælgere, som i stedet for ikke at deltage i demokratiet, faktisk stemmer på disse klovnekandidater i protest mod systemet. Dette er en demokratisk styrke, idet flere deltager i demokratiet og samtidig sættes der højere krav til vælgere, der skal kunne dechifrere satiren i valgkampen.
Den moderne hofnar er en politisk protest – både i kraft af deres ageren som politisk aktør, men også når en vælger stemmer på dem. Hofnarrene skaber en mulig repræsentation for desperate og utilfredse vælgere, som udmønter sig i en stærk komisk formidlingsevne i valgkampene. Hofnarren kan satirisk pege på elitens mangler, forfængelighed eller korruption, hvilket skaber demokratisk eftertanke hos vælgeren uden det ryster fundamentet under demokratiet. Haugaard, Tiririca og Sonneborn blev alle valgt, Grillos parti opnåede at blive Italiens største og Coluche fik stor opbakning i flere meningsmålinger. Når deres komiske personlighed kan få politisk opbakning, beviser det at politik er for alle og ikke kun for eliten eller ”levebrødspolitikere”, men også for tilskueren. Det er en demokratisk gevinst, at den moderne hofnars personlighed, som den ærlige, men humoristiske aktør, kan pege på kejseren, det politiske system, og sige at det ikke har noget tøj på og dermed trække flere borgere til stemmeurnerne. Hvis hofnarren dog får magt, som de har agt, så falmer satiren og det unikke ved netop hofnarren som politisk aktør forsvinder. Den moderne hofnar som relativ ny demokratisk aktør, der skaber øget demokratisk deltagelse ved at give desperate borgere en repræsentation, bekræfter at demokratiet er for alle, når selv en klovn kan være kandidat, men risikoen for at nedværdige demokratiet er til stede når den moderne hofnar i højere grad er en retoriker end en magtpolitiker. Den moderne hofnar er en demokratisk sikkerhedsventil, som giver en unik mulighed for repræsentation, men passiveres når de er valgt.
Søren-Ulrik Abildskov er kandidatstuderende på Idéhistorie og Samfundsfag på 7. semester.
Referencer
[1] Kuipers (2008), Caron (2020).
[2] Müller (2021): 173
[3] Müller 2021: 127-128
[4] Mair 2013: 57,29,72
[5] Müller (2021): 173
[6] Beim (2014)
[7] Tronconi 2015: 12-16
[8] Cosenza 2014: 92-93
[9] Tronconi 2015: 3
[10] Bourdieu (1981); Drake (2004): 323-324
[11] Pujol (2018)
[12] Otto 2001: 35-36
[13] Starzmann 2019.
Litteratur
Bourdieu, Pierre (1981) ‘La représentation politique’ en del af Actes de la recherche en sciences sociales, februar/marts 1981, vol. 36-37. Side 3-25.
Beim, Jakob Hvide (2014): EU-parlamentet har fået en tysk Jacob Haugaard. Politiken. 20.maj.
Caron, James (2021): Satire as the Comic Public Sphere – Postmodern ”Truthiness” and Civic Engagement. 1.udgave. Pennsylvania: Penn State University Press.
Consenza, Giovanni (2014): Grillo’s communication style: from swear words to body language, Contemporary Italian Politics, 6(1), side 89-101.
Drake, David (2004): ”Pierre Bourdieu: from ’sociologue de la domination’ to ’sociologue des dominés’” en del af Modern & Contemporary France, 12(3), side 319-333.
Haugaard, Jacob (1999) Det ærede medlem: Hofnarren! København: Forlaget Daniel.
Kuipers, Giselinde (2008): The Sociology of Humor. En del af The Primer of Humor Reseach. Vol. 8, side 361-398. De Gruyter Mouton.
Mair, Peter (2013): Ruling the Void – The Hollowing of Western Democracy. London: Verso.
Müller, Jan-Werner (2021) Demokrati styrer. København: Informations Forlag.
Otto, Beatrice K. (2001): Fools are everywhere. Chicago: University of Chicago Press.
Pujol, Marie Duret (2018): ”Coluche président: de la satire á l’action politique” en del af Textes&Conxtes. Vol. 11.
Starzmann, Paul (2019): Schluss mit lustig? Ihr Erfolg könnte for Die Partei zum Problem werden. Tagesspiegel. 4.juni.
Tronconi, Filippo (2015): Beppe Grillo’s Five Star Movement – Organisation, Communication and Ideology. Farnharm: Ashgate Publishing.