Donald Trump og Tricksterpolitik – en gentænkning af politisk lederskab
FOKUS: Den moderne personlighedspolitik og forholdet mellem vælgere, politikere og personlighed i Europa | Med udgangspunkt i Alberte Bové Ruds Ph.d.- afhandling Persona and Politics: The Democratic Staging of Personality-Driven Leadership in Italy undersøger denne fokusserie, hvordan personlighed er blevet og har været en afgørende faktor i politik og hvordan forholdet mellem vælgere og politikere i større og større grad defineres af politikerens personlighed og i mindre grad af politiske mærkesager og partiprogrammer.
I disse dage prøver hele verden desperat at forstå, hvilken slags politisk leder Donald Trump er. Trump synes svær at placere inden for vores tilgængelige kategorier: Er han konservativ populist, revolutionær, demagog, karismatisk politisk leder? Eller er Trump i virkeligheden bare en dårlig joke?
Af særlig interesse for studier af politisk lederskab, der, som Alberte Bové Ruds arbejde, involverer et særligt fokus på Italien, har det igennem årene ikke skortet på kommentatorer, der har sammenlignet Trump med Italiens tidligere premierminister, nu afdøde, Silvio Berlusconi. ”Begge er højrøstede, forfængelige, frække forretningsmænd, amatørpolitikere og professionelle kvindebedårere”, som den populære italienske klummeskribent, Beppe Severgnini, skrev i The New York Times tilbage i 2016, da Trump var på vej mod sin første valgsejr. En lang række artikler på tværs af Atlanten har siden sporet lighederne mellem disse to figurer: deres ofte sexistiske og racistiske sprog, deres mediemagt, deres sælgerholdning til politik, deres problemer med det etablerede retssystem, som de foragter, deres notoriske upålidelighed og deres åbenlyse uvidenhed om udenrigspolitik. Ifølge mange analytikere og kommentatorer kan Trump, som Berlusconi, og mange andre populære ledere i nyere tid, betegnes som en slags postmoderne karismatiske ledere, som har opbygget en magtkult omkring deres personligheder. Nu da vi er i det italienske, så er lighederne med Italiens berømte diktator, Benito Mussolini, også til at få øje på.[1] Diskussion om Trumps fascistiske træk blev igen et tema i forbindelse med valgkampen i 2024, da Kamala Harris kaldte Trump for ”fascist”.
Der er åbenlyst elementer af sandhed i disse mange analyser af nutidens former for karismatisk lederskab, men de er også problematiske af flere grunde. Lad mig derfor i denne korte artikel forfølge et andet og ganske anderledes argument, nemlig at Donald Trump – og med ham en lang række andre politiske ledere i moderne tid inklusive Javier Milei i Argentina og Rodrigo Duterte i Filippinerne – slet ikke bør forstås som en ”karismatisk leder”. Jeg vil i stedet argumentere, at Trump har slående lighedstegn med en anden slags figur, nemlig ”trickster”-figuren, en svært definerbar, men samtidig universel figur som genfindes i myter på tværs af kulturer. Mit bredere argument, som jeg her blot kan antyde, er, at denne terminologi fordrer en kritisk gentænkning af politisk lederskab i moderne tid. Relevansen af denne diskussion går derfor langt ud over amerikansk politik og personen Donald Trump. Der er nemlig meget, der tyder på, at vi lever i en tid, hvor trickster-figurer tilegner sig magten i store dele af verden.
Karisma-begrebet og dets begrænsninger
Når jeg ikke finder begrebet ”karisma” overbevisende med hensyn til en leder som Donald Trump, skyldes det i første omgang, hvordan Max Weber i sin tid introducerede begrebet, i hvad der på mange måder må betegnes som et stående bidrag til sociologisk og politisk teori. I sine skrifter om økonomi og samfund, Wirtschaft und Gesellschaft, identificerede Weber tre idealtyper for politisk autoritet: traditionel, juridisk-rationel og karismatisk autoritet. Weber lånte begrebet om karisma fra gammeltestamentligt sprog, og definerede sidstnævnte således:
Karisma vil blive anvendt på en vis kvalitet af en individuel personlighed, i kraft af hvilken han er adskilt fra almindelige mænd og opfattet som udstyret med overnaturlige, overmenneskelige eller i det mindste specifikt exceptionelle kræfter eller kvaliteter.[2]
Karisma er altså en slags personlig udstråling, som ikke kan tilskrives personens sociale status eller plads i et givent magthierarki. Weber understregede, at det var folkets oplevelse af en person som karismatisk, der var sociologisk relevant, ikke om denne person rent faktisk besad ekstraordinære kvaliteter eller særlige indsigter, som er almindelige mennesker forundt. I sit berømte ”Politics as a Vocation”-foredrag [Politik som levevej] tilføjede Weber en række betragtninger omkring den karismatiske leder, med tydelige etiske under- og overtoner, som ofte glemmes i den komparative litteratur. Karismatiske personer er stærke og ærlige af natur. Karismatiske ledere er lidenskabelige personligheder med store oratoriske færdigheder, som formår at balancere passion med ”saglighed”, som undgår en ”steril ophidselse” af masserne og ansvarsfuldt kanaliserer den affektive mobilisering af gruppen mod et konkret problem, der skal løses: ”En politisk ’personlighed’s ’styrke’ betyder i første omgang besiddelsen af disse kvaliteter af passion, ansvarsfuldhed og proportionssans”.[3]
Ansvar for Weber indebærer en pligt til at være sandfærdig – at sige sandheden, selv når det ikke er behageligt. Den karismatiske person skal samtidig kontrollere en negativ impuls, der let kan friste den politiske leder: Forfængelighed. Forfængelighed, siger Weber, er befordrende for to synder: mangel på objektivitet og uansvarlighed. En karismatisk leder må være bevidst derom, og aldrig lade sig korrumpere af begæret efter magt. Weber gav også et konkret eksempel på, hvordan sådan en politisk leder kan og bør se ud: Perikles, den berømte oldgræske statsmand, hvis personlige egenskaber var afgørende for Athens guldalder.
Lige siden Weber foreslog sin berømte typologi, er begrebet karisma blevet forbundet med en bred vifte af historiske personligheder, fra Jesus og Mahatma Gandhi over J.F. Kennedy og Barack Obama til Mussolini, Hitler og Stalin. I studier af fascisme og totalitær politik i mellemkrigstidens Europa er begrebet karisma overalt at finde. Værker om nationale variationer af fascisme har givet nuancer til Webers originale typologi, og introduceret nye begreber som ‘karismatisering’ og ‘personlighedskulter’. Disse begreber er blevet anvendt på en vifte af diktatoriske regimer i det tyvende århundrede inklusive nazismen, fascismen samt kommunismen i dens mangfoldige variationer (bolsjevisme, stalinisme, maoisme). Disse regimer har rigtig nok haft en stærk tendens til at være organiseret omkring lederkulten, selv om de paradoksalt nok samtidig præsenterer sig selv som politiske bevægelser, der ideologisk tager udgangspunkt i folket og kollektivet, som konfrontatorisk alternativ til liberalismens individualisme.
At samle historiske personer som Hitler og Mussolini i samme kategori af ”karismatiske ledere” som Gandhi og Jesus, som stort set enhver grundbog i sociologi og politologi gør, er både etisk og analytisk dybt problematisk. Det er etisk problematisk, fordi der ikke bare er en gradsforskel, men en fuldstændig afgørende væsensforskel på, hvordan for eksempel Jesu Kristi, i hvert fald ifølge testamenternes overlevering, forvalter sin personlige magt koblet til et ganske radikalt budskab om fred og kærlighed, sammenlignet med en historisk figur som Hitler, der får ondskaben og volden til at løbe løbsk. Det er samtidig analytisk problematisk, fordi pengene ganske enkelt ikke passer. Faktisk er det slående, i hvor ringe grad politiske ledere som Mussolini, Berlusconi eller Trump rimer på de personlighedstræk, som Weber fremhævede som en del af den karismatiske personlighed: proportionssans, konkrethed, en følelse af ansvar, mangel på forfængelighed, pligten til sandfærdighed og en ægte form for begavelse. Man kunne snarere beskrive figurer som Hitler og Mussolini som besiddende en næsten total mangel på de positive kvaliteter som Weber fremhævede, og en accentuering af de negative personlighedstræk, som den karismatiske leder bør kunne kontrollere (forfængelighed, ikke mindst). Vi bliver ganske enkelt nødt til at omskrive vores grundbøger i sociologi og politologi på dette afgørende punkt.
Weber forstod helt korrekt, at man i situationer eller historiske perioder med radikale, sociale eller politiske forandringer, i hvad han kaldte for ”ekstraordinære situationer,” potentielt ser fremkomsten af nye karismatiske ledere. Hvad Weber dog ikke bemærkede, var, at man i sådanne situationer også ser fremkomsten af langt mere skumle figurer, der under visse forhold formår at gribe magten. Vi har derfor brug for en idealtype, der kan supplere Webers begreb om karisma for at forstå, hvilke slags ledere der kan gribe magten, i de situationer, hvor de to øvrige idealtyper, den juridisk-rationelle og traditionelle autoritet, ikke rækker.
Trickster som politisk figur
Anvendelsen af trickster-begrebet til analysen af politisk lederskab blev først foreslået af den ungarske politolog, Agnes Horvath i hendes analyse af politisk kommunikation under kommunismen.[4] Som jeg ser det, er det en af de vigtigste erkendelser inden for politisk teori i nyere tid. Horvath så en parallel kobling til Webers, men i stedet for at indføre et bibelsk begreb i den politiske sociologi, oversatte hun trickster-begrebet, som indtil da var forbeholdt religionsantropologien, dybdepsykologien og komparative studier af myter, som relevant for politisk antropologi og sociologi. I Horvaths læsning genopstår tricksteren i moderne tid som den vildledende politiker, der udnytter sociale og politiske situationer præget af angst og usikkerhed, situationer som jeg i andre sammenhæng har beskrevet som ”liminale”.[5]
Tricksteren kan betragtes som en genkendelig figur, der i mange forskellige skikkelser og versioner optræder i myter på tværs af religiøse og mytologiske traditioner. Det er notorisk svært at ”indfange” tricksterens ”væsen”, netop fordi trickster-figurer er kendetegnet ved konstant bevægelse, og ved at skifte form.[6] Psykiateren Carl Gustav Jung beskrev tricksteren som en figur, der legemliggør den mest kaotiske og uforudsigelige del af den menneskelige sjæl. Den der viser sig, når samfundet er i krise og leder efter et vendepunkt.
De ambivalente træk ved tricksteren kan genkendes i stort set alle trickster-fortællinger eller legender.[7] I mange fortællinger er tricksteren en omvandrende hjemløs stakkel, der pludselig dukker op af det blå, netop som en krise er brudt ud. Han forsøger at vinde landsbyboernes tillid ved at fortælle historier og vittigheder. Tricksteren er som figur ofte kendetegnet ved en grænseløs overdrevenhed i alle livets aspekter. I mange myter gælder det også seksuelle bedrifter og kødelig appetit, hvorfor han ofte er gengivet med en overdreven fallos og en åben mund. Trickster er en tabubryder, en joker og spøgefugl, den bedste kammerat, men også en tyv, en løgner og en bedrager; en figur der bevæger sig mellem guderne og menneskene, en skikkelse af skygge og nat, den, der ledsager de dødes sjæl ind i underverdenen, og selv snupper sig en sjæl af og til. Han er en outsider uden eksistentielle forpligtelser. Han er også en efterligner, der fortæller folk, hvad end de gerne vil høre – alt efter lejligheden
Som narrativ figur er tricksteren derfor kendt for at bryde regler og underminere det bestående: intet er helligt, alt kan betvivles, og enhver form for vant forestilling kan vendes på hovedet. Samtidig er trickster-figuren ikke nødvendigvis blot en ren ødelægger, men snarere en agent for konstant forandring, en slags ”second creator”,[8] der handler gennem paradoks og ambivalens, og som derfor kan skabe forandring og blive til en slags ”culture hero”.[9] Fordi trickster-figuren er en outsider, kan han nemlig let opfattes som en person, der kan løse samfundets indre kriser (og ja, trickster er i næsten alle myter en mandlig figur, selv om trickster-figurer også er kendetegnet ved at ophæve kønsforskelle). Selv om tricksteren som figur kan fremprovokere handling og forandring, vil han til ingen tid tage ansvaret. Snarere vil han pege fingre ad de personer, der prøver at beskylde ham for at have skabt kaos og forvirring (det moderne litterære værk, der med størst præcision opfanger denne problematik, er Mikhail Bulgakovs Mesteren og Margarita).
Tricksteren besidder ikke reel viden, men praktiserer snarere en snedig from for ”smarthed”, der får folk til at tro på ham, uden helt at vide, hvad det er de tror på (som jeg har diskuterer andetsteds, er der klare paralleller til Platons berømte beskrivelse af sofisten).[10] I stedet for at tydeliggøre forskellen mellem sandhed og løgn, trives tricksteren i ambivalens. Han fastholder usikkerhed ved at udviske grænser og underminerer dermed selve følelsen af distinktion og dømmekraft. Faktisk er tricksteren ikke rigtig interesseret i at løse krisen. Hans virkelige interesse ligger i at fastholde en situation af forvirring og kaos, det eneste habitat han selv kan trives i. I mange myter ender trickster-figuren derfor blot med at eskalere en generaliseret forvirring og desorientering, og dermed forværres den eksisterende krise – alt imens tricksteren peger fingre og skyder skylden på alle andre end sig selv. Jeg håber med denne korte skitsering at have gjort det klart, at trickster figurer ikke bare er anderledes end Webers forståelse af karismatiske ledere. Det drejer sig ikke om gradsforskelle, selv om begge typer kan tiltrække masserne. Det drejer sig om væsensforskelle.
Kort om Donald Trump
Historiske personligheder ligner sjældent arketyper ned til detaljer, men på afgørende parametre kommer Donald Trump virkelig påfaldende tæt på. Uden at kunne give udtømmende eksempler, forekommer det mig oplagt, at Trump er uendelig tættere på trickster-figurens karaktertræk, end han er på Webers idealtype for den karismatiske leder.
I tilfældet med Trump har hans evne til at bryde reglerne og samtidig påtvinge nye skabt et politisk paradoks: Han bliver opfattet (og valgt) som en antisystem-oprører, på trods af at han i årtier har været en yderst indflydelsesrig milliardær og en del af den absolutte økonomiske elite længe før hans valg til Det Hvide Hus. Allerede denne ambivalens adskiller Trump fra Webers karismatiske figur.
Trumps personlighed og hans måde at agere og kommunikere politisk på er på mange måder tricksteragtige. Han trodser konstant spørgsmål vedrørende politisk substans. Han vil uden problemer ændre holdning på nøglepolitiske områder, alt imens han foregiver, at en sådan holdningsændring aldrig har fundet sted. Han er ganske enkelt ikke i stand til at acceptere kritik, og det er aldrig nogensinde sket (og kommer heller aldrig til at ske), at Trump har taget ansvar for en politisk fejlvurdering. Hans charmerende latter og drengeagtige uskyld kan på et splitsekund fryse til et isnende blik og et nådesløst angreb på samtalepartneren eller tilhøreren.
På mange parametre fremstår Trump som en modsætning til den karismatiske personlighed. Hans forfængelighed er åbenlys. Han er åbenlyst stolt af sin evne til at charmere og forføre kvinder, men hvis man skal tro på insiderberetninger om hans private liv, så har han svært ved at forpligte sig til varige forhold af enhver slags. Han besidder på ingen måde en stor talers retoriske ynde. Hans budskaber er kortfattede og bombastiske, og handler ofte om ham selv. Hans styrke ligger i evnen til at udnytte kaos og usikkerhed ved at bruge et elementært og gentagende sprog, der øjensynligt genererer en følelse af øjeblikkelig deltagelse og samhørighed hos dets tilhængere. Han er derfor ikke en karismatisk leder i Webersk forstand, men en ”trickster-in-chief”, der med sine vittigheder, sin overdrevne kommunikationsstil og sin foragt for etablerede regler underminerer selve grundlaget for traditionel politisk magt.
Genvalget af Donald Trump er i den optik ikke et uforklarligt fænomen eller en unormal afvigelse fra USA’s traditionelle politiske vej. Tværtimod kan Trump som figur læses gennem en mytisk-antropologisk linse, som tilbyder os mere passende redskaber til at forstå den kulturelle og politiske betydning af nye slags lederskikkelser i vores nutid. Trump er ødelægger og iværksætter, han nedbryder reglerne mens han konstant skaber nye. Han appellerer til fortidens dyder og sund fornuft, men i virkeligheden promoverer han det stik modsatte: konstant forandring i et galopperende tempo, alt imens sund fornuft og folks almindelige dømmekraft svækkes. Som tidligere nævnt har jeg i en tidligere sammenhæng kaldt en sådan tilstand for en slags ”permanent liminalitet”, en verden af konstant forandring, hvor intet står fast.[11]
Et sidste spørgsmål
Hvorfor kan en politisk type som Trump få magten netop i denne tid? Snarere end at forarges over Trump bør vi spørge os selv, hvad det er i vores samfund, der inviterer en figur som Trump ind i magtens inderkreds. Problematikken går nemlig langt ud over figuren Trump.
Under normale omstændigheder er tricksters en slags latterlige figurer, der fremkalder morskab og undren, men som i længden ikke kan tages alvorligt. Langt de fleste myter ender derfor med at reetablere en politisk og social orden, hvor trickster-figuren ikke forsvinder, men ej heller dominerer. I sociopolitiske øjeblikke præget af kaos og forvirring kan dette ændre sig: Som outsider-figur kan trickster-figuren let opfattes som en løsning på en given krise.
Mit bud er, at Trump kan overbevise og tiltrække vælgere, fordi vi befinder os i en historisk situation, hvor følelserne af frygt, forvirring, usikkerhed og tabet af et stabilt hjem er reelle nok. Trump er langtfra den eneste af sin slags. Faktisk ser det ud til, at den nuværende politik over hele kloden, og på tværs af regime-typer, i stigende grad er påvirket af trickster-figurer og trickster-magt. I denne bredere optik er det værd at bemærke, at mange revolutionære ledere og diktatorer igennem historien rent faktisk var ”outsidere” eller marginale skikkelser, der havde kæmpet med selvværd og anerkendelse gennem hele livet, drevet af vrede og fortørnelse, og et brændende ønske om at tage magten fra de liberale eliter, for at skabe en ny verden. I deres eget billede.
Bjørn Thomassen er professor i Global Politisk Sociologi på Roskilde Universitet
Referencer
[1] Se blandt andet Ruth Ben-Ghiats sammenligning af Trump og Mussolini, 2016
[2] Weber 1947, ? min oversættelse
[3] Weber 1946, 36, min oversættelse
[4] Horvath 1999, 2013
[5] Thomassen 2012, 2014
[6] Radin 1972
[7] Se Radin 1972; Evans-Pritchard 1967
[8] Hyde 1998, med den emblematiske titel, ”Trickster makes this world”
[9] Se Carroll 1998
[10] Se Thomassen 2012
[11] Thomassen 2014
Litteratur
Carroll, Michael P. (1984): “The Trickster as Selfish-Buffoon and Culture Hero.”, Ethos, vol. 12, nr. 2, s. 105–31.
Evans-Pritchard, E.E. (1967): The Zande Trickster. Oxford UP.
Horvath, Agnes (1998): ”Tricking into the Position of the Outcast: A Case Study in the Emergence and Effects of Communist Power”, Political Psychology vol. 19, nr. 2, s. 331–47.
Horvath, Agnes (2013): Modernism and Charisma. Palgrave, MacMillan.
Hyde, Lewis (1998): Trickster Makes this World. New York: North Point Press.
Radin, Paul (1972): The Trickster: A Study in American Indian Mythology (with commentary by Karl Kerényi and Carl G. Jung). New York: Schocken
Thomassen, Bjørn (2012) “Notes towards an Anthropology of Political Revolutions.” Comparative Studies in Society and History, vol. 54, nr. 3, s. 679–706.
Thomassen, Bjørn (2014): Liminality and the Modern: Living Through the In-Between. 1st edition., London: Routledge.
Weber, Max (1947): “The Nature of Charismatic Authority and its Routinization” translated by A. R. Anderson and Talcott Parsons, i Theory of Social and Economic Organization.
Weber, Max (1946): “Politics as a Vocation”, New York: Oxford University Press.