Præsidenten sover aldrig: Aleksandar Vučićs politiske diskurs og selv-fremstilling i Serbien
FOKUS: Den moderne personlighedspolitik og forholdet mellem vælgere, politikere og personlighed i Europa | Med udgangspunkt i Alberte Bové Ruds Ph.d.- afhandling Persona and Politics: The Democratic Staging of Personality-Driven Leadership in Italy undersøger denne fokusserie, hvordan personlighed er blevet og har været en afgørende faktor i politik og hvordan forholdet mellem vælgere og politikere i større og større grad defineres af politikerens personlighed og i mindre grad af politiske mærkesager og partiprogrammer.
De omfattende folkelige protester, der har ramt Serbien i de seneste måneder og år, er egentlig ikke et nyt fænomen, men en hyppigt tilbagevendende, nærmest etableret del af det politiske liv i landet. Protestbevægelser som ”Srbija protiv nasilja” (Serbien imod vold), ”Protiv diktature” (Mod diktatur), ”Ne davimo Beograd” (Vi overgiver/drukner ikke Beograd) og ”1 od 5 miliona” (1 ud af 5 millioner) har afspejlet de serbiske borgeres utilfredshed imod korruption og kriminalitet samt et autokratisk styre i landet siden Aleksandar Vučić blev valgt som præsident i 2017. Alligevel, på trods af de allestedsnærværende protester i samfundet og deres tydelige resonans blandt borgerne, især i Serbiens store byer, er det lykkedes for Vučić at minimere protestbevægelsernes gennemslagskraft og opnå støt stigende opbakning ved valgene i de seneste 12 år. Med denne artikel ønsker vi at belyse, hvordan Vučić, trods de stærke kritiske røster og den åbenlyse modstand i store dele af det serbiske samfund, har fastholdt sin politiske magt og tilmed øget sin personlige popularitet.
For at kunne forstå dette fænomen, mener vi, at det er nødvendigt at undersøge Vučićs strategier og selvfremstilling med udgangspunkt i tre begreber: populisme, banal nationalisme og autoritær nationalisme, som vi mener kan forklare dele af fundamentet for Vučićs langvarige greb om magten. Der findes ikke en klar definition på populisme, men teoretikerne inden for komparativ politik som Cas Mudde og Cristobal Rovira Kaltwasser er enige om at populismen appellerer til en idé om ”folket” og på den måde etablerer en afstand mellem folket og en forestilling om en antifolkelig elite. Populistisk diskurs, og det gælder også Vučićs, vil ofte bestå mere af følelsesmættede fraser end af præcist indhold. Florian Bieber, professor i Sydøsteuropas historie og politik, har beskrevet det politiske system i Serbien som bygget op om en autoritær nationalisme. Bieber viser, hvordan Vučić og hans regering trækker på nationalistiske fortællinger og konstant påstår, at Serbien trues af overhængende kriser og ydre farer for at styrke deres position. Den serbiske regerings nationalistiske retorik har omfattende ligheder med det, den engelske sociolog Michael Billig kalder banal nationalisme, som former nationale identiteter og verdensbilleder på diskrete måder gennem sprog, symboler og historiefortællinger i nyhedsmedier og hverdagspraksisser.
Politisk kursskifte
Aleksandar Vučić kan betragtes som et eksempel på overraskende succesfuld personlighedspolitik, der har bragt ham fra bunden til den absolutte politiske top i Serbien. Vučić startede sin politiske karriere i starten af 1990’erne som højtstående embedsmand i Det Serbiske Radikale Parti (SRS), som er kendt for sin stærkt anti-vestlige retorik, serbisk nationalisme og modstand mod EU og NATO. SRS blev stiftet af Vojislav Šešelj, som er dømt for krigsforbrydelser under krigene i Kroatien og Bosnien-Herzegovina i 1990erne, og Tomislav Nikolić, som var Serbiens præsident fra 2012 til 2017. Fra 1998 til 2000 fungerede Vučić som informationsminister i en regering under Šešelj og Slobodan Milošević, hvor han bidrog til den nationalistiske og krigsforherligende retorik, vedtog love, der begrænsede pressefriheden og offentligt støttede en politik, der omfattede undertrykkelse og et autoritært styre. Da Milošević blev væltet fra magten den 5. oktober 2000, ændrede Vučić sin politiske kurs og strategi fra stærk og åbenlys nationalist til tilhænger af et demokratisk Serbien og medlemskab af EU. Ændringen i hans politiske kurs blev genstand for kritik både i Serbien og i det internationale samfund, og der blev rejst tvivl om oprigtigheden af Vučićs nye politiske orientering.
Ikke desto mindre begyndte en ny politisk æra i Serbien, da Vučić, sammen med Tomislav Nikolić, stiftede Det Serbiske Progressive Parti (SNS) i 2008. SNS påpeger i sine gældende vedtægter at de stræber efter at bekæmpe korruption og kriminalitet i Serbien, fremme EU-integration og danne en stabil stat, hvor retsstat og respekt for principperne om forfatning og lovlighed udgør grundlaget for statsmagten. Da SNS overtog regeringsmagten i Serbien efter valget i 2012, blev Nikolić præsident, mens Vučić overtog regeringsledelsen som premierminister.
Populistiske narrativer og strategier
Umiddelbart fra dets grundlæggelse opnåede SNS-partiet stor vælgeropbakning blandt befolkningen i Serbien. En del af denne succes kan sandsynligvis tilskrives Vučićs veldesignede populistiske strategier, som blandt andet indebærer, at han var og stadig er massivt til stede i det offentlige rum, i TV, nyhedsmedier og tabloidaviser og på sociale medier som X (tidligere Twitter) og Instagram. Et af kendetegnene ved populisme er nemlig lederens identifikation med folket. Dette kan genfindes i Vučićs offentlige udtalelser om de store personlige ofre han bærer for sit land og sit folk, herunder at han ikke tager på ferie for Serbiens skyld, ikke sover og ikke har tid til sin familie. Det er også lykkedes for Vučić at øge sin offentlige tilstedeværelse og sin popularitet ved at blande sig i ting, der principielt er uden for hans kompetenceområde, med det formål at fremstille sig selv som en leder, der er i stand til at løse alle statslige problemer, uanset, hvem der reelt har ansvar for disse processer. Dette gælder i forhold til retsvæsenet, medierne, de lokale selvstyremyndigheder, de uafhængige institutioner og lignende, hvor han fremstiller sig selv som central aktør og redningsmand, hvilket kan ses i de følgende eksempler. I 2012 optrådte Vučić ofte på pressekonferencer for at annoncere nye skridt i kampen mod kriminalitet og korruption i staten og annoncerede nye anholdelser på TV. Dette har samtidig styrket SNS’s og Vučićs kontrol over de statslige institutioner. Vučić har brugt medierne til at dokumentere sin deltagelse i evakueringen af borgere, da Serbien blev ramt af snestorm og oversvømmelser i 2014. Sin ekstremt omfattende medieoptræden har han desuden udnyttet til at fremstille sig selv som en leder, der ”selv” har realiseret projekter som motorveje, hospitaler, fabrikker og det nye boligområde Belgrade Waterfront, et ekstremt kontroversielt luksusbyggeri i Serbiens hovedstad Beograd, hvor private bygninger blev revet ned uden officiel tilladelse eller varsel. Vučić påpeger jævnligt, med henvisning til den tidligere regering, at Serbien aldrig ville have gjort nogle fremskridt uden ham.
Vučićs populistiske retorik og strategier har tilsyneladende hjulpet ham til at opnå afgørende politisk støtte, især blandt pensionister. Artiklens ene forfatter Milica Savić gennemførte i 2024 en serie kvalitative interviews med repræsentanter fra tre forskellige grupper i den sydlige del af Serbien (pensionister, studerende og personer i beskæftigelse) for at finde ud af, hvorfor folk stemte på Vučić. Mens studerende og folk i beskæftigelse ofte opfattede Vučić som uærlig, pinlig og skamfuld for Serbien og derfor undlod at støtte ham, stemte flertallet af pensionister på ham. Pensionisterne vurderede, at han fører en neutral politik, bevarer Kosovo som en del af Serbien og fremmer fred og stabilitet i landet.
Desuden har mange pensionister fremhævet Vučićs evne til at opbygge og udvikle landet og ikke mindst sikre udbetalingen af deres pension. Dette peger i retning af effekterne af personaliseringen af serbisk politik og Vučićs politiske stil og konstante medieoptrædener, der fokuserer på hans personlige ansvar for udviklingen af landet og lader succeser tilskrives ham personligt. Det er dog også vigtigt at understrege, at mange vælgere risikerer repressalier, som for eksempel at miste deres job eller ret til pension, hvis de ikke stemmer på Vučić og SNS.
Banal nationalisme og Kosovo-spørgsmålet
Som Billig understreger, er banal nationalisme allestedsnærværende og svær at genkende, når den på diskrete måder promoverer nationalisme og appellerer til nationalfølelse. Vučićs nationalistiske retorik koncentrerer sig især om Kosovo-spørgsmålet, herunder at Serbien aldrig kommer til at acceptere Kosovos uafhængighed, og at Kosovo er hjertet af Serbien. Det politiske slogan ”Kosovo er Serbiens hjerte” er baseret på myten om slaget ved Kosovo Polje i 1389, hvor kristne hære kæmpede mod det Osmanniske Rige. Denne myte repræsenterer kamp for frihed og tro samt de ofre, serberne har lidt for Kosovo – et synspunkt, både kirken og den politiske elite i Serbien har fremmet siden Jugoslaviens opløsning. Myten om slaget ved Kosovo Polje blev dyrket af den nyoprettede serbiske nationalstat i 1800-tallet, og den blev genopdyrket i 1980’erne, da Slobodan Milošević fik ophævet Kosovos selvstyre og udnyttede utilfredsheden i Kosovo til at mobilisere serbiske nationalister og overtage kontrollen med det serbiske kommunistparti. Den retorik om Kosovo, som Vučić og medierne gør brug af, spiller en afgørende rolle i udformningen af de dominerende dagsordner og promoveringen af nationale og nationalistiske positioner i det offentlige rum i Serbien. Vučić benytter Kosovo som et politisk redskab til at bevare magten, idet han positionerer sig selv som et offer, der kæmper imod alverdens fjender, ikke mindst når han bliver kritiseret af det internationale samfund, og samtidig fremstiller han det serbiske folk og det serbiske mindretal i Kosovo som ofre for fremmede magter og de tidligere regimer. Milica Savićs undersøgelse har vist, hvordan især pensionisterne opfattede Kosovo som et historisk og åndeligt centrum med stor politisk betydning. Vučićs konstante medieoptræden og påstande om, at han fører en neutral politik og kæmper for fred og stabilitet i Kosovo overbeviste netop den gruppe om, at han er garant for national værdighed og serbiske interesser.
Tematiseringen af konflikten i Kosovo føjer sig til en bredere retorisk strategi fra Vučićs side, som går ud på at udråbe truende kriser og dramatisere Serbiens situation ved for eksempel at sige: “Næste år bliver det sværeste i Serbiens historie, og Serbiens skæbne bliver ændret”. Dette kan både tjene som et middel til at aflede opmærksomheden fra presserende problemer og retfærdiggøre repressive tiltag, svarende til, hvad Bieber kalder ”spindiktatur”. Det skaber samtidig en form for utryghed og tillader Vučić at fremstille sig selv som folkets beskytter.
Det autoritære styre
At pensionisterne udgør de mest loyale vælgere, kan også forklares med den markante centralisering af magten, der er sket siden SNS-partiet overtog regeringsmagten i 2012 og Vučić blev valgt til præsident i 2017. Balkananalytiker Zlatko Jovanović påpeger, at oppositionen er marginaliseret, medierne kontrolleres og udfører selvcensur og statslige institutioner som ombudsmandsembedet og statens ressourcer kontrolleres fra centralt hold. Siden 2012 har Vučić afholdt adskillige ekstraordinære parlamentsvalg for at konsolidere sin og partiets magt. Serbiens tidligere regeringer bliver delegitimeret og kaldt kriminelle og forræderiske af SNS’s repræsentanter.
Ifølge Milica Savićs undersøgelse er promoveringen i statslige medier og forhøjelser af pensionerne blandt de væsentligste årsager til pensionisternes opbakningen til Vučić. Omvendt har opmærksomheden på kriminalitet, korruption, manglende retsstatsprincipper og SNS’s dominerende position skabt udbredt politisk apati blandt studerende og folk i beskæftigelse, som vurderer, at deres stemmer ikke gør nogen forskel. Dette har gjort pensionisterne til den største vælgerskare i Serbien, hvilket styrker vælgergrundlaget for SNS og Vučić. SNS benytter sig desuden af systematisk intimidering af befolkningen, herunder trusler om afskedigelser fra arbejdspladser for ansatte i den offentlige sektor eller chikane i landsbyer, hvor folk presses til at stemme, og hvor afgivne stemmer registreres. Der er desuden eksempler på, at folk fra Republika Srpska, den serbiske del af Bosnien-Herzegovina, transporteres til Serbien for at stemme på Vučić, da mange borgere fra den entitet har både serbisk og bosnisk statsborgerskab.
Den seneste og mest massive bølge af protester rettet mod Vučić og regimets korruption begyndte den 1. november 2024 grundet en tragedie i byen Novi Sad, hvor banegårdens betontag kollapsede og 16 mennesker blev dræbt. Under sloganet ”Ruke su vam krvave” (jeres hænder er blodige) har serbiske studerende blokeret over 85 fakulteter over hele landet med det formål at fremprovokere generalstrejke og ændre systemet. Lærere, gymnasieelever og øvrige borgere er også begyndt at tilslutte sig protesterne. Vučićs og regeringens reaktion er alsidig og pragmatisk: skoler er ferielukkede før tid så elever ikke kan protestere, og Vučić har forsøgt at blødgøre de studerende ved at love billigere lån til lejligheder, men samtidig har han truet med at Cobra politienheden (en militær specialstyrke som fungerer som præsidentens beskyttelsesenhed) kan fjerne studerende og gymnasieelever på 6-7 sekunder, og ifølge nyhedsmedier fra nabolandet Montenegro er efterretningstjenesten begyndt at skræmme elever og deres forældre ved at indkalde dem til informationssamtaler.
Demonstrationerne i Beograd d. 15. marts 2025 var med flere hundrede tusinde deltagere blandt de største i Serbiens historie. Der er gået 6 måneder siden de første protester startede. Om disse protester vil formå at sprede sig og for alvor ryste regimet og skabe ændringer er stadig svært at sige. Det er lykkedes for Vučić at undertrykke og afværge talrige protestbevægelser og splitte samfundet i Serbien. I hvert fald er der næppe tvivl om, at vejen til forandring er lang. Hvis protesterne skal lykkes, skal de politisk passive borgere motiveres til at tilslutte sig protesterne og stemme på alternativer, og oppositionen skal tilbyde et troværdigt alternativ. Indtil videre har Vučić godt fat i en afgørende vælgertilslutning, som ikke mindst skyldes hans omfattende populistiske selvpromovering, vellykkede personlighedspolitik og appel til pensionisterne.
Artiklen er skrevet i april 2025 og forfatterne har derfor ikke kunne inkludere de seneste udviklinger i Serbien.
Tea Sindbæk er cand.mag. i Østeuropastudier og ph.d. i historie og underviser i Østeuropastudier ved Københavns Universitet. Teas forskning fokuserer på Sydøsteuropas nyere historie, især på spørgsmål relateret til kulturel erindring, historiebrug, identitetspolitik og populærkultur i det jugoslaviske område
Milica Savić er cand.mag. i Østeuropastudier med speciale i Balkans historie, sprog og politik og arbejder nu som rekrutteringskonsulent med at fremme interkulturel forståelse og skabe forbindelser mellem regionen og det danske arbejdsmarked med særlig fokus på Balkanområdet.
Litteratur
Bieber, Florian (2020): The Rise of Authoritarianism in the Western Balkans. Springer International.
Damnjanović, M. “Serbia 2018.” Nations in transit i New York: Freedom House, https://freedomhouse.org/country/serbia/nations-transit/2020 (sidst besøgt den 10.01.2025).
Dragutin Babić (2011):“Majkl Bilig, Banalni Nacionalizam”, Migracijske i Etničke Teme, vol. 27, nr. 3, s. 449–52.
Evans, Anthony J. (2024): “Competitive Authoritarianism, Informational Authoritarianism, and the Development of Dictatorship: A Case Study of Belarus.” Public Choice, vol. 198, nr. 3–4, s. 343–60.
Jovanović, Srđan Mladenov (2019): “Confronting Recent History: Media in Serbia During Aleksandar Vučić’s Ministry of Information in the Milošević Era (1998–1999)”, Revista Hiperboreea, vol. 6, nr. 1, s. 61–74.
Jovanovic, Zlatko, m.fl. Skal hele Balkan med i EU? DEO, 2019.
Mudde, Cas, and Cristobal Rovira Kaltwasser (2017): Populism. Oxford University Press.
Sniderman, Paul M. (2018): Personality and Democratic Politics. University of California Press.
Srpska napredna stranka, ”Statut Srpske napredne stranke”, URL:https://www.sns.org.rs/lat/o-nama/statut-sns (sidst besøgt den 07.01.2025)
Subotić, Jelena (2017): “Building Democracy in Serbia: One Step Forward, Three Steps Back.” i Ramet SP, Hassenstab CM, Listhaug O. (red.) Building Democracy in the Yugoslav Successor States: Accomplishments, Setbacks, and Challenges since 1990. Cambridge University Press, s. 165–91.
Subotić, Jelena (2016): “Narrative, Ontological Security, and Foreign Policy Change”, Foreign Policy Analysis, vol. 12, nr. 4, s. 610–627
Pavlovic, Dusan (2020): “The Political Economy behind the Gradual Demise of Democratic Institutions in Serbia”, Journal of Southeast European and Black Sea Studies, vol. 20, no. 1, s. 19–39
Petrović, Predrag (2024): “Failed Intelligence Reform, State Capture, and Authoritarian Turn in Serbia”, International Journal of Intelligence and Counterintelligence, ahead-of-print, s. 1–28
Radio Pescanik, ”Mali obračun među prijateljima” Pescanik, 12. marts 2021, URL: https://pescanik.net/mali-obracun-medju-prijateljima/ (sidst besøgt 03.01.2025)
Savić, Milica (2024): Hvorfor stemmer folk på Vučić?: Populisme og politisk mobilisering i Serbien. Specialeafhandling, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet.
Vladisavljevic, Nebojsa, and Aleksandra Krstic (2023): “Competitive Authoritarianism and Populism in Serbia Under Vučić in Political Cartoons”, Europe-Asia Studies, ahead-of-print, s. 1–24