Personlighedspolitikken og det fleksible demokrati i Italien
FOKUS: Den moderne personlighedspolitik og forholdet mellem vælgere, politikere og personlighed i Europa | Med udgangspunkt i Alberte Bové Ruds Ph.d.- afhandling Persona and Politics: The Democratic Staging of Personality-Driven Leadership in Italy undersøger denne fokusserie, hvordan personlighed er blevet og har været en afgørende faktor i politik og hvordan forholdet mellem vælgere og politikere i større og større grad defineres af politikerens personlighed og i mindre grad af politiske mærkesager og partiprogrammer.
De følgende sider er en kommentar til Alberte Bové Ruds Ph.d.- afhandling Persona and Politics: The Democratic Staging of Personality-Driven Leadership in Italy.[1] En afhandling må nødvendigvis altid skære sit emne til og klarlægge præmisserne bag valget. Det betyder så også, at der er noget, der skæres fra eller vægtes mindre, og som derfor uundgåeligt vil udfordre læseren. Det hører med til metieren. I en tilspidset form, som pladsen nu tillader, vil jeg se lidt på, hvad personlighedspolitik som forskningsbegreb dækker over af fænomener, og hvad ikke. Dernæst vil jeg se på, hvad det har af muligheder og begrænsninger i forhold til afhandlingens hovedanliggende, nemlig at give et svar på, om en række konkrete eksempler på personlighedspolitik i skikkelse af Silvio Berlusconi, Matteo Salvini og den nuværende regeringsleder Giorgia Meloni underminerer demokratiet eller bringer det nyt liv.[2]
Der ligger allerede i dette enten-eller en indikation af, at efterkrigstidens socialliberale demokrati er under forandring i Italien (såvel som andre steder). Det blev sat i verden for at undgå et tilbagefald til totalitarismen efter fascismens nederlag og nok så vigtigt for at afvikle de sidste imperiale bastioner i blandt andet Afrika. I dag udviser det tydelige tegn på fatigue, hvilket har fået store befolkningsgrupper til at se sig om efter noget andet. Hvad det så præcist er, står uklart hen, omend der tegner sig visse strømpile. De mange hybride betegnelser, der cirkulerer i pressen og den videnskabelige litteratur: illiberalt demokrati, autoritært demokrati, turbopopulisme, digital populisme, postdemokrati eller som her i afhandlingen ”fleksibelt demokrati”[3] peger i samme retning.
Indholdsskredet er imidlertid også en påmindelse om, at et demokrati aldrig findes i sin reneste form, og at det som styreform altid kan glide over i andre styreformer med træk, der ikke er demokratiske. Der vil altid være en konflikt om, hvad et demokrati er, og om dets forfatningsgrundlag nu lige skal have den specifikke udformning eller en anden. Det betyder dog ikke, at styreformen nødvendigvis mister den demokratiske karakter. Et demokrati skal kunne rumme en sådan konflikt, ja, bruge den til at gøre demokratiet levende. Konflikten kan naturligvis også fremme kræfter, der ønsker en anden styreform, fordi demokratiet menes at have spillet fallit og være ude af stand til at indfri sine løfter. Politik handler overhovedet om organiseringen af et statsligt fællesskab (af polis). Det er politik, der efter de foreliggende sociale styrkeforhold afgør, hvilken styreform der skal være fremherskende. Dernæst er det politik, når der skal træffes beslutninger, og de løbende dispositioner skal gennemføres inden for den givne styreform med den mulighed, der altid vil være til stede for, at en styreform kan miste sine karakteristika. Hvor står trekløveret Berlusconi, Salvini og Meloni i forhold til efterkrigstiden demokratiske orden, som den blev defineret i forfatningen fra 1948?
I. De tre eksponenter for den italienske højrepopulisme har siden begyndelsen af 1990’erne afgørende ændret ‘den politiske levevej’, som Max Weber kaldte den. Væk var den generation af politiske ledere, der var rundet af brede folkelige bevægelser og partier med kongresser, programerklæringer og valg af ledere. Den gamle politiske klasse måtte dog også vedkende sig det italienske demokratis svagheder, når fænomener som mafiaen og terrorismen og ikke at forglemme Den Kolde Krigs skjulte manøvrer undergravede visionerne i forfatningen og gav plads til en udbredt korruption, der bragte den til fald i begyndelsen af 1990erne. Det opståede magttomrum banede vejen for Berlusconi og en helt ny opfattelse af politisk kommunikation og af midlerne til at fremføre den. Den politiske succes var ikke længere afhængig af ideologi og kompetence, men af evnen til at skabe opmærksomhed omkring sig selv og inddrage den personlige erfaring som et hidtil uudnyttet reservoir til at mobilisere følelser og stemninger.[4] Budskabet lå med andre ord umiddelbart tilgængeligt i selve den politiske leders kropslige performance.
Det siges meget klart i afhandlingen, at de tre hovedpersoner, Berlusconi, Salvini og Meloni, ikke skal ses som tomme hylstre eller redskaber for en politisk agenda[5] endsige som personer, der nødvendigvis har megen magt.[6] Deres synlighed front stage og den særlige opmærksomhed, denne eksponering afføder, tildeles dermed en status i egen analytisk ret. Man må dog spørge, om der her ikke ligger en risiko for, at det analytiske blik overtager trekløverets forsøg på at reducere politik til deres personligheders gennemslagskraft i det offentlige rum og simulere, at det er det, som politik handler om? Hvis det er tilfældet, melder der sig et spørgsmål, om en ensidig fokus på personlighedspolitikkens forskellige udtryksformer i sig selv giver et tilstrækkeligt grundlag for at besvare afhandlingens hovedspørgsmål om demokratiets fremtid?
Sagen er vel, at personlighedspolitikken i de tre eksemplificeringer allerede afspejler nogle igangværende forskydninger i den demokratiske orden, fordi det i de selvforståelser, der her bliver stillet til skue, bliver vigtigere hvem, der regerer, end hvordan og hvorfor, der regeres. Den udbredte brug af selfies bekræfter blot dette ryk, der nok nivellerer, men aldrig kan skjule det ulige forhold, at den ene part er vælger, mens den anden skal vælges til en position med politisk indflydelse. Fælles for Berlusconi, Salvini og Meloni er det, at de opererer med et demokrati, hvis væsentligste kriterie er flertalsafgørelsen, mens demokratiets modvægt nedjusteres. Derfor bliver det så meget mere påtrængende at spørge ikke bare, hvordan der regeres, men også hvorfor, ikke mindst i forhold til de strukturelle dynamikker, som globaliseringen, migrationen, den ændrede geopolitiske situation, den teknologiske udvikling, klimakrisen og en svækket socialstat igangsætter. Det er akkurat svarene på udfordringerne herfra, der afgør, om demokratiet fortsat anses for at være den rette styreform, eller om det skal justeres eller skrottes til fordel for en anden styreform. Er det tilfældet, kræver det vel også, at det analytiske blik går bagom de tre populistiske lederes selvpromoveringer.
Nu havde Berlusconi (og hans parti Forza Italia) faktisk en agenda, som hans version af personlighedspolitikken uløseligt var forbundet med som form og indhold. Denne forening af en vision og af en bestemt persons habitus lå allerede inden den politiske entré i 1994 gemt i hans tv-kanalers miks af reklamer, underholdning og redigerede nyheder. Dette kontinuerlige flow af meningsdannelser nedbrød hidtidige politiske kulturer med stor hast og gjorde plads til nye politiske visioner, der dog mere annoncerede forventninger end egentlig var i stand til at levere resultater. Berlusconi havde egentlig to dagsordener, da han trådte frem som regeringsleder. Som erhvervsmand gjorde Berlusconi sig til talsmand for den nyliberalistiske vending med slogans om mere marked, deregulering og mindre stat. Han lancerede en ny politisk klasse, der mentes at være bedre gearet til at få Italien placeret i den nye verdensorden efter Murens Fald. Subsidiært og ifølge sagens natur omgærdet med tavshed var der et ønske om at stække de sager om økonomisk kriminalitet, der kørte imod ham. Denne dereguleringsstrategi på flere planer satte sig spor i den lovgivning, som Berlusconi fik gennemført for at sikre sine egne interesser og sig selv en faktisk immunitet mod retsforfølgelse. Disse initiativer blev fulgt op af hyppige angreb på den dømmende magt, der rykkede ved de institutionelle balancer.
Berlusconi vidste dog godt, at hans parti Forza Italia ikke alene kunne mønstre et flertal og derfor måtte alliere sig dels med Lega Nord, der havde vælgerbase i de norditalienske regioner og i dag under Salvinis ledelse optræder som Lega, og dels med den nyfascistiske Movimento Sociale Italiano, MSI. Til trods for, at de tre partier ikke just havde sammenfaldende dagsordener, lykkedes det Berlusconi at holde sammen på den umage koalition. Det betød for det første, at Berlusconi kunne dominere italiensk politik frem til afgangen i 2011, men ikke uden at give køb på det nyliberalistiske program. For det andet fik partnerne et fodfæste, som de ellers ikke ville have fået. For det tredje har man kunnet iagttage, at tyngdepunktet i koalitionen over tid først flyttede over til den yngre Salvini for nu helt entydigt i dag at ligge hos Meloni. Dermed legitimerede Berlusconi nogle politiske kræfter, der som Lega Nord, anfægtede forfatningens artikel om Italien som ét og udeleligt, eller som MSI, der aldrig helt havde gjort op med sin fortid i den historiske fascisme og aldrig havde forliget sig med den demokratiske forfatning. Det gav en dybdedynamik ikke bare i de bredere politiske præferencer, men også i selve personlighedspolitikkens muterede fremtrædelsesformer.
II. Bové Rud fremhæver i sin afhandling, at med den allestedsnærværende mediedækning, som Berlusconi, Salvini og Meloni tildeles, er alt stort set blevet gennemskueligt. Demokratiet kæmper sin kamp for åbent tæppe. Det er angiveligt et væsenstræk ved personlighedspolitikken, at der ikke er noget hemmeligt.[7] Det vurderes som et positivt træk ved personlighedspolitikken; ja, måske som noget, der kunne give nyt liv til et hensygnende demokrati. Gianni Vattimo, Italiens førende postmodernistiske filosof, fremførte noget lignende i slutningen af 1980erne, da han i ‘den generaliserede kommunikation’ så en mulig styrkelse af den demokratiske meningsudveksling. Man må dog spørge, om det nu holder for en nærmere undersøgelse.
Vattimos overvejelser faldt på et tidspunkt, hvor Berlusconi allerede havde konsolideret sin monopolstilling på det private medieområde. Mange aspekter af Berlusconis sociale opstigning efter princippet ‘ryk hurtige end de andre og bryd ned, hvad du efterlader’, lå dog hen i mørke. Ingen kendte til den protektion, han fik ud af medlemskabet af den hemmelige P2-loge, der repræsenterede væsentlige dele af det italienske etablissement, eller til hans bestikkelsespenge til Bettino Craxis Partito Socialista Italiano, PSI, i 1980erne. Der dukkede også mange spørgsmål op om relationerne til mafiaen, der aldrig har fået svar, og om, hvor han egentlig fik pengene fra til at bygge sin koncern Fininvest op. Berlusconi var også ganske rundhåndet i sine udbetalinger af tys-tys-penge for at dysse diverse sexskandaler ned. Når disse excesser fra privatlivet overhovedet kom til offentlighedens kendskab, var det ikke med Berlusconis gode vilje. Det var næppe heller en integreret del af hans ellers velorkestrerede personlighedspolitik, at han i 2013 fik en dom for skattesvig. Den åbenhed, der tillægges personlighedspolitikken, har derfor altid i dens konkrete udtryk været stærkt selektiv.
For Melonis vedkommende er der også en række punkter, hun gerne undgår at tage stilling til. Som ung meldte Meloni sig ind i MSI, inden det blev til det nuværende Fratelli d’Italia. Hun er derfor skolet i en politisk kultur, der aldrig fuldt ud har accepteret forfatningens idealer og aldrig har taget definitivt afstand fra fascismen. Dette uafklarede forhold til en tydeligvis ubekvem fortid har ikke forhindret hende i at genoptage gamle kæpheste på den yderste højrefløj og lægge op til en ændring af nogle fundamentale artikler i forfatningen med henblik på at styrke præsidenten og især ministerpræsidenten samt den udøvende myndighed vis-a-vis den dømmende myndighed.
Det sidste punkt griber ind i de hårfine balancer mellem et demokratis kontravægte. Regeringen er imidlertid allerede kommet langt med forslagene til reformer på retsområdet, der vil svække den relative autonomi, som den dømmende myndighed besidder, ved at splitte denne myndigheds øverste råd op i en gren for dommerne og en gren for de offentlige anklagere. Gennemføres forslagene, vil det opfylde en drøm, Berlusconi havde, der da også mente, at han var offer for en urimelig juridisk forfølgelse. Et dekret, der er begrundet i et krav om øget sikkerhed, lægger op til at indskrænke retten til at protestere og vil generelt ramme dem, der i forvejen står retligt svagt, såsom gruppen af migranter.
Det interessante (og i denne sammenhæng knap så transparente træk) er, at nogle af de retspolitiske udspil allerede blev diskuteret i den hemmelige og forfatningsstridige P2-loges program fra 1970’erne for en demokratisk genfødsel af Italien. Allerede i dette regi så man frem til en fornyelse af det italienske demokrati, hvori man dog ikke kalkulerede med, at kommunisterne i det største oppositionsparti Partito Comunista Italiano, PCI, var en del af planen. Berlusconi var medlem af P2, hvad han er blevet dømt for at have løjet om. Han var altså ikke helt ubekendt med den stærkt højredrejede politiske kultur, som han da også trak på, da han ikke havde nogen forbehold over for at invitere MSI med i den første regering i 1994. Berlusconi så sig selv som en fornyer af det italienske demokrati, men et langt stykke af vejen var han ikke bare et produkt af det gamle politiske systems dårligdomme, der allerede havde udfordret forfatningens værdigrundlag; han føjede også nye dimensioner til disse med sin mediedrevne personlighedspolitik.
III. Der tegner sig her konturerne af en bredere politisk kultur, som Berlusconis, Salvinis og Melonis personlighedspolitik indlejrer sig i som en mindre, spektakulær del af en større uigennemskuelig helhed for på én gang at henlede og bortlede opmærksomheden. Det er først i dette bredere regi, at de konkrete svar på udfordringerne fra globaliseringens udhuling af socialstatens modforanstaltninger, den ændrede geopolitiske situation, den teknologiske udvikling (herunder af de sociale medier) og klimakrisen formuleres og kommer til at afgøre demokratiets fremtid. Et langt stykke ad vejen synes den politiske kultur, som Berlusconi, Salvini og Meloni repræsenterer, ligefrem at fornægte tingenes tilstand. Det kan godt være, at de tre ikke går direkte efter en afmontering af demokratiet,[8] men den faktisk førte policy making bagom personlighedspolitikkens mere kortsigtede slagnumre har ikke ført Italien ud af dødvandet. Det kan man læse om i de seneste mange års rapporter fra det anerkendte socialforskningsinstitut Censis.
Fremtiden for personlighedspolitikken som en synlig del af en mere kompleks politisk ageren afgøres formentlig af, hvad der sker med Donald Trump og det Project 2025, der i et vist omfang ligger bag hans bizarre fremtoning, hvor personlighedspolitikken har antaget stærkt narcissistiske træk. Benådningen af deltagerne i stormen på Kongressen 6. januar 2020 betyder reelt en legalisering af politisk vold mod institutionerne og de politiske modstandere. Den massive udnyttelse af den amerikanske præsidents muligheder for at regere ved at udstede dekreter, hvoraf nogle strider mod forfatningen, varsler ilde for demokratiets fremtid. Som ledestjerne for mange politikere, også i Italien, ligger det op til en personlighedspolitik 2.0. Trumpismen, med dens umage kombination af en populistisk MAGA-bevægelse og et ultraliberalistisk oligarki, repræsenterer, trods det indbyggede konfliktstof, utvivlsomt et gear mere og besidder indtil videre også en betragtelig accelerationskraft, der vil trække ligesindede i Europa med. Tiden må vise, hvor langt de vil gå, og hvor mange modhager, der er tilbage.
Man må i den forbindelse ikke glemme, at der i Italien er stærkt voldsparate grupperinger, der ikke lægger skjul på deres sympatier for den fascistiske tradition, og som regeringspartierne ikke har lagt endegyldig afstand til. I denne henseende kan man vel godt spørge, hvor fleksibelt et demokrati kan være, hvis det fortsat skal kaldes et demokrati og ikke et demokrati i elastikmål, hvori det bliver sværere og sværere at identificere de distinkte træk, der adskiller det fra det, der peger et andet sted hen.
Demokratiets nødvendighed kan næppe bevises videnskabeligt. Dets relevans afgøres af, at der er bred opbakning til, at de løsninger på de store strukturelle udfordringer, det leverer, er at foretrække fremfor de løsninger, som en anden styreform med andre midler og rationaler lægger op til. Demokratiet er da også set i det længere historiske perspektiv en skrøbelig affære. Linjen fra Berlusconi til Meloni har kun underbygget denne diagnose af en styreform, der meget nemt kan skifte, således at den, man er uenig med, ikke længere er en politisk modstander, men en fjende, der skal fjernes efter princippet om den stærkes ret. Alligevel er demokratiet den mindst ringe styreform, når det drejer sig om at forpurre alle magthaveres tendens til at lukke sig om sig selv.
Det er for nærværende svært at se de tre her behandlede populistiske ledere og deres fortællinger som kilder til en fornyelse af demokratiet. Tværtimod viste valget i 2022 den højeste procent af sofavælgere, der kun har indifference til overs for en stadig ringere politisk talentmasse. Det betyder dog ikke, at der ikke fortsat er stærke kræfter, der vil noget andet, omend alternativerne ikke står ganske klare. Opgaven bliver naturligvis ikke mindre kompliceret af, at en fornyelse af demokratiet ikke sker ved bare at vende tilbage til tiden før det populistiske opsving, da det blot ville betyde et tilbagefald til det virkeliggjorte demokratis brudte løfter og de selvsamme præmisser, der har skabt demokratiets autoritetskrise. Det definerer så også den politisk-kulturelle kampzone, som humanvidenskaberne befinder sig i med deres målsætninger om at komme bagom det tilsyneladende og eftertænke begivenhedernes løbske forløb også i det længere perspektiv.
Gert Sørensen er dr.phil. og seniorforsker ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet
Referencer
[1] Rud, 2024. Sidehenvisningerne i teksten er alene til denne afhandling.
[2] S. 10
[3] S. 230
[4] S. 11
[5] s. 12
[6] s. 18
[7] s. 234
[8] S. 210
Litteratur
Biscione, Francesco (2003): Il sommerso della repubblica. La democrazia italiana e la crisi dell’antifascismo, Torino: Bollati Boringhieri.
Esposito, Roberto (2023): Vitam instituere. Genealogia dell’istituzione, Torino: Einaudi.
Galli, Carlo (2023): Democrazia, ultimo atto, Torino: Einaudi.
Losurdo, Domenico (1993): Democrazia o bonapartismo. Trionfo e decadenza del suffragio universale, Torino: Bollati Boringhieri.
Rud, Alberte Bové (2024): Persona and Politics: The Democratic Staging of Personality-Driven Leadership in Italy. PhD thesis. Aarhus University.
Vattimo, Gianni (2000 [1989]): La società transparente, Milano: Garzanti.