Introduktion: Den moderne personlighedspolitik og forholdet mellem vælgere, politikere og personlighed i Europa
FOKUS: Den moderne personlighedspolitik og forholdet mellem vælgere, politikere og personlighed i Europa |
Kan du huske makrelmadden? Fedtet og uprætentiøs blev den afbilledet af statsminister Mette Frederiksen på hendes Instagramprofil i januar 2021. Bestikket lå på tværs af tallerkenen med tydeligt præg af at have været brugt til at bugsere pålægget på plads, og ovenpå fiskepålægget lå mayonnaise og agurker kækt. Sidstnævnte gav anledning til talrige diskussioner om, hvorvidt der hørte mayonnaise og ikke mindst agurk til en makrelmad. Andre bemærkede statsministerens brug af rugbrødsmaden som politisk symbol. Kommunikationsekspert Anna Thygesen beskrev i Berlingske, at Frederiksen med billedet beviste, hun var i øjenhøjde. Hun var ligesom alle os andre, jævn og almindelig, med almindelige usnobbede vaner og frokostpræferencer. I Information kritiserede Rune Lykkeberg i sin lederartikel selvsamme og i sin afstandtagen fra makrelmadden som politisk valuta, opfordrede han i stedet Frederiksen til at aspirere efter højere luftlag, så hun kunne inspirere sine følgere til andet og mere end makrelmadder både i abstrakt og konkret forstand.
Kan du så huske, hvad billedteksten, der akkompagnerede makrelmadsbilledet, handlede om? Sandsynligvis ikke. Frederiksen reflekterede i teksten over stigende ulighed i Danmark, men det fik langt mindre opmærksomhed. Allerede i kommentarfeltet til teksten hæftede hendes følgere sig ved hendes frokost snarere end hendes udtalte politiske budskab, og hendes overvejelser om ulighed fik stort set ingen pressedækning. Offentlighedens opmærksomhed dvælede ved politik i form og ikke i indhold. Dertil spillede Frederiksen selvfølgelig selv en rolle. På hendes uformelle Instagramkonto @mette er hendes følgere på fornavn med statsministeren, når hun deler løst og fast og væver hverdagssysler sammen med internationale topmøder og forligsaftaler. Selvom hun sprogliggør sine budskaber i billedteksterne, optræder de altid først og fremmest visuelt. I selfies og madbilleder, interiørbilleder og familieportrætter oversætter den almindelige Mette fra Aalborg den politik, som statsminister Frederiksen fører. Hendes følgere kvitterer også visuelt med emojis af klappende hænder og røde roser.
Selvom makrelmadden fik stor opmærksomhed i Danmark, er Frederiksens manøvre hverken original eller enkeltstående. I forbindelse med det danske folketingsvalg i 2022 påstod den nytiltrådte formand og partistifter, Lars Løkke Rasmussen, at hans nye parti Moderaterne ikke handlede om nogen, men om noget. Man kunne også påstå det modsatte. Ved samme valg hang Løkke Rasmussens kontrafej på valgplakater på tværs af alle valgkredse, selvom han reelt kun kunne vælges i Sjællands Storkreds. Det tyder på, at Moderaterne ligesom andre partier og politiske projekter, også modellerede den politiske linje efter enkeltpersoner. I løbet af den danske valgkamp i 2022 optrådte Liberal Alliances Alex Vanopslagh på lignende vis som daddy på TikTok og var indimellem flankeret af Enhedslistens Rosa Lund, når de som frenemies ignorerede deres politiske uenighed og dyrkede personlige sympatier for hinanden. Over hele det parlamentariske spektrum brugte politikere visuelle og uformelle kommunikationsformer i forbindelse med valgkampen, der meget ofte satte dem selv i centrum.
***
Politik er i stigende grad uafhængig af ideologiske fikspunkter eller partiorganisatoriske planer, men fødes i stedet i den enkelte politikers private liv og personlighed. De politiske retninger og visioner afgøres af politikeres egne oplevelser og følelser, og det bliver derfor væsentligt først og fremmest at undersøge, hvem politikerne er, og først dernæst, hvad de vil. Instagrambilleder står i stedet for lange kronikker, overskrifter har erstattet komplekse argumenter, og politikernes personlige liv er trædesten og kernevåben for deres politiske fremfærd. Mette Frederiksen kan tale om ulighed, fordi hun med sin makrelmad stadig er indstillet på samme frekvens, som de arbejdervælgere, Socialdemokratiet bejler til. Det er makrelmadden og ikke hendes tekst, der overbeviser hendes følgere om, at hun kan identificere sig med dem og dermed troværdigt kan stå vagt om velfærdssamfundet og bekæmpe ulighed. Hendes persona bliver autenticitetsmarkør for hendes politiske budskab. Dermed er grænsen mellem politisk form og indhold totalt ophævet. I selve måden hvorpå politikerne udtrykker deres politik, ligger strukturen for deres politiske projekt.
I 2017 påbegyndte jeg min ph.d.-afhandling i den tro, den skulle handle om ideologiske kampe i moderne italiensk politik. Efter blot få måneder arbejde indså jeg, at alle politiske dagsordner, analyser og perspektiver nødvendigvis var fremkaldt af enkelte politikere. Det var næsten umuligt at tale om moderne italiensk politik uden at nævne en håndfuld politikere. Min afhandlings fokus flyttede sig derfor: væk fra ideologiske diskussioner og hen mod de mennesker, der indtog den politiske scene. Derfor undersøgte jeg i min afhandling, hvordan tre italienske politikere i nyere tid, Silvio Berlusconi, Matteo Salvini og Giorgia Meloni, på forskellig vis har brugt sig selv i opbygningen af deres politiske projekt.
Min afhandling kom således til at handle om det, jeg kalder personlighedspolitik. Det er ikke bare personpolitik – det handler ikke alene om, at magten samles hos enkeltpersoner, eksempelvis på bekostning af fællesskabet, organisationer eller strukturer, men om at politik præges af, hvem politikerne er (eller påstår at være). Teoretisk set præges begrebet personlighedspolitik af tre eksisterende retninger.
For det første deler personlighedspolitik karakteristika med den type lederskab, som sociologen Max Weber identificerede som karismatisk lederskab. I modsætning til Webers to andre arketypiske legitime autoritetstyper, den traditionsbundne og den legale-rationelle, er den karismatiske leder kendetegnet ved ikke at basere sin magt på eksisterende forhåndsdefinerede strukturer, men på sin personlige appel og forbindelse til de mennesker, lederen bestemmer over. Lederens position er afhængig af omverdenens bekræftelse. Det betyder, at lederens tiltrækning ikke er forstandsmæssigt begribelig. Den kan ikke sættes på recept, og den kan ikke tvinges frem. Den karismatiske leder er noget særligt, men det kan være svært – hvis ikke umuligt – at identificere præcis, hvad der gør en leder karismatisk. En karismatisk leder er ikke bare en charmerende eller forførende politiker, men en, hvis politiske salgsargument defineres af, hvem vedkommende er. I forhold til personlighedspolitik kan Webers tænkning bruges til at forklare det uforklarlige i, at nogle indfanger vælgernes opmærksomhed uden nødvendigvis at kunne noget eller ville noget. Da Berlusconi i 1994 gik ind i politik og bad italienerne om deres opbakning til sit politiske projekt, fremviste han ikke et overbevisende program. Han fremhævede derimod sine personlige kvaliteter, erfaringer og meritter.
For det andet er personlighedspolitik bundet til den kvantitative afdækning af såkaldt personaliseret politik, som politologen Gideon Rahat har været bannerfører for. Litteraturen om personaliseret politik beskriver, hvordan magten konkret tilfalder relativt færre mennesker i dag i forhold til for 30 år siden i en række vestlige lande. Det kommer til udtryk både på partiniveau, internt i regeringskonstellationer og mellem statsledere. Hvor personaliseret politik fremhæver magtens fordeling, har mit arbejde med personlighedspolitik derimod blik på, hvordan opmærksomhed klumper sig sammen hos enkeltpersoner og politiske fortællinger spinnes, så de tager udgangspunkt i biografiske og følelsesmæssige erfaringer. Personlighedspolitik handler ikke om reel magtudfoldelse, men om hvordan den politiske fortælling tager udgangspunkt i enkeltpersoner. I Melonis selviscenesættelse begrundes hendes politiske projekt i hendes biografiske forhold, som når hun forsvarer retten til ikke at få en abort og refererer til, hvordan hendes mor fravalgte abort til trods for økonomisk og social usikkerhed.
For det tredje beskriver begrebet politainment indenfor kommunikationsvidenskaben, hvordan skellet mellem underholdning og politik er smuldret. Det har bevirket, at politik spiller på underholdningslogikkens tangenter, optræder farverig og sensationel, dyrker og fremkalder følelser. Det betyder også, at politik fremstår overfladisk og umiddelbar: Der ofres ikke tid – af hverken medier, borgere eller politikere selv – til at nuancere, uddybe og forklare. I mit arbejde med personlighedspolitik har politainment givet blik for, hvordan politikere tiltrækker sig opmærksomhed. Det ses blandt andet i Salvinis optræden på sociale medier, hvor han inkarnerer sin politiske kurs i madbilleder og selfies.
Min påstand er, at Italien er et paradeeksempel for denne type politiske udfoldelse. Den italienske politiske kultur har været præget af personlighedspolitik i hvert fald siden 1990’erne, og det har indfundet sig i de fleste afkroge af Italiens politiske spektrum. På den måde er italiensk politik både en spåkugle og et forstørrelsesglas for personlighedspolitikkens udbredelse. Det er dog ikke et selvstændigt italiensk eller samtidigt fænomen. Hvor min afhandling stoppede, tager denne artikelserie over, og skribenterne vil i de næste kapitler tænke med, mod og videre end min afhandlings overvejelser.
I Gert Sørensens artikel udfordrer skribenten, måden, hvorpå jeg i min afhandling diskuterer de potentielle positive demokratiske effekter af personlighedspolitik. Det har naturligvis konsekvenser for demokratiet, når den politiske kultur præges af personlighedspolitik, som det er tilfældet i samtidens Italien. Der er åbenlyse risici forbundet med personlighedspolitikkens indtog. Blandt andet, at politik formidles og forstås så overfladisk, at det ikke længere afspejler hverken seriøsitet eller virkelighed, ligesom centraliseringen af opmærksomhed også kan medføre centralisering af magt og dermed spirende autokrati. Alligevel kaster jeg i min afhandling en redningskrans til personlighedspolitik ved at pege på den mulighed, at denne type politik måske har en demokratiserende effekt, idet mennesker, der ikke før interesserede sig for politiske spørgsmål, finder sin politiske interesse igennem enkeltpersoner. I Sørensens tekst udfordres dette postulat ved netop at bringe hovedpersoner i moderne italiensk politik i spil: Silvio Berlusconi, Matteo Salvini og Giorgia Meloni, som jeg også har beskæftiget mig med i min afhandling, og som i den grad fortjener at blive taget under demokratisk lup.
I Milica Savić og Tea Sindbæk Andersens artikel tydeliggøres det, at personlighedspolitik også præger andre nationale arenaer, idet artiklen beskriver måden, hvorpå den serbiske præsident Aleksandar Vučić, til trods for politiske skandaler og nationale kriser, har defineret landets politik i en årrække og formået at blive på magten ved at fremstille sig selv som frelser. Artiklen beskriver, hvilken magt, der ligger i at kunne styre den politiske fortælling, udråbe og fastholde kriser, hvilket giver anledning til at overveje, hvorvidt personlighedspolitikkens magt er særlig fremtrædende i skrøbelige tider, hvor problemerne synes mange, og længslen efter svar er stor.
Med et valgsystem og en politisk struktur, der i forvejen efterlader øget manøvrerum til enkeltpersoner, er USA meget sårbar overfor personlighedspolitikkens udbredelse. Netop det fremhæves i Bjørn Thomassens artikel, der går i rette med brugen af begrebet om karismatisk lederskab på en figur som den amerikanske præsident Donald Trump og foreslår i stedet at betragte ham og hans ligesindede som tricksterfigurer. Denne figur bryder love og normer, vender op og ned på gældende selvfølgeligheder, uden anden intention end at lede opmærksomhed hen på sig selv og frembringe kaos omkring sig. Thomassens artikel peger på de af de beslægtede figurer og teorier, der ligesom personlighedspolitikkens aktører efterlader spor i det politiske landskab og bryder de typiske normer.
Hvor tricksteren er ondskabsfuld har figurens slægtning klovnen ikke i sinde at ødelægge ordenen omkring sig. Allerhøjest at udfordre den og få folk til at more sig over ordenens logik eller mangel på selvsamme. I Søren-Ulrik Abildskovs tekst fremhæves en række klovnepolitikere, der har brugt deres humoristiske profil til dels at opnå personlig vælgermæssig opbakning, dels at latterliggøre eksisterende strukturers selvhøjtidelighed og selvretfærdighed. Klovnepolitikeren minder om hofnarren, der skal træde over grænser og normer og dog er ansat af hoffet. Ligesom hofnarren er klovnen både rebelsk og systembevarende og er dermed en uformelig demokratisk figur, der både kan betragtes som destruktiv og ufarlig.
Det er besnærende at betragte personlighedspolitik som en fuldkommen nybrud. I min afhandling argumenterer jeg for, at personlighedspolitik begyndte at brede sig i 1990’erne, som modreaktion på efterkrigstidens bevidste depersonaliserede politiske kultur og accelereret af 1990’ernes ideologiske og sociale forandringer, der efterlod øget manøvrerum på den politiske scene. Den samtidige udvikling er dog ikke uden fortilfælde, og som vi kan se i Trine Hass’ artikel deler samtidspolitikeres selviscenesættelse væsentlige kendetegn med en aktør som Julius Cæsar. Personlighedspolitik opstod ikke af ingenting i 1990’erne, men har fandtes i varierende udtryk gennem tiden. Beskrivelsen af Cæsars person tydeliggør det åbenlyse, at politik er defineret af sin kontekst, og dermed også, at den samtidige personlighedspolitiks særkende er defineret af den konkrete politiske virkelighed, og af de virkemidler som sociale medier og fjernsynsmediet stiller til rådighed.
Endelig drager Erik Sporon Fiedler paralleller til den religiøse verdens ordens- og begrebsforståelse i sin artikel, hvor han med referencer til filosoffen Giorgio Agamben, overvejer forholdet og forskellene mellem den personbårne karisma, som den kommer til udtryk i profetskikkelsen, og den embedsbårne karisma, som den kommer til udtryk i præsteembedet. Fiedlers udfoldelse af den religiøse verdens skelnen, viser os, hvordan den demokratiske politiske verden er struktureret således, at embeder og ikke enkeltpersoner er ophøjede, men at enkeltpersoner dog nødvendigvis skal indtage magtpositionerne. For at gøre det, må politikerne overbevise vælgerskaren, om at de er bedre end andre mulige kandidater. Dermed er demokratiet indrettet på en sådan måde, at det både forudsætter enkelpolitikers selvudfoldelse og institutionelle tøjler, men at de to forhold skal finkalibreres for at opfylde demokratiets løfter.
Alberte Bové Rud er ph.d. i idéhistorie fra Aarhus Universitet og Dansk Institut for Internationale Studier og analytiker ved Tænketanken Europa med fokus på italiensk politik, politisk lederskab og europæisk demokrati.