Om Lethed og Tyngde: Det Liberale Statsborgerskab under Geopolitisk Pres
Daniel Ramirez, Interesting Lines of Clouds. Wiki Commons.
I. Tomás og Tereza
Tilværelsens ulidelige lethed er titlen på Milan Kunderas berømte roman fra 1984. Sat i Prag i ’68 kredser den om libertineren Tomás og Tereza – kvinden der, ultimativt, får Tomás til at forpligte sig. Hvor Tereza er splittet mellem en længsel efter en mere ubekymret tilværelse og den småbysmentalitet, der altid har tynget hende, lever Tomás et promiskuøst liv med få forpligtelser, flakkende frem og tilbage mellem Zürich og hovedstaden i sit hjemland, hvis regering han har gjort oprør imod. Hvor Tereza symboliserer ’tyngden’, er Tomás en fri sjæl, der lever et liv i ’lethed’.[1]
På samme måde kan man tale om statsborgerskabet i Vesten, som siden 1950’erne har båret præg af en tiltagende form for ’lethed’. Gradvist frigjort fra pligter har det forvandlet sig til en overvejende rettighedsorienteret institution, der giver individet adgang til uddannelse, sociale ydelser og demokratisk indflydelse. I vores globaliserede verden er statsborgerskabet (eller: politisk medlemskab) desuden postnationalt;[2] tænk for eksempel på Unionsborgerskabet. Det er med andre ord blevet frakoblet nationalstaten, der i de sidste århundreder ellers har dannet rammen for måden vi tænker tilhørsforhold på. Og hvor idéen om at have mere end ét statsborgerskab i det 20. århundrede blev sammenlignet med utroskab, har tendensen de seneste årtier gået i retning af accept af dobbelt statsborgerskab: ”den nye globale norm”.[3] Sammenlignet med de liv de lever i slutningen af 1960’ernes Prag, minder det moderne statsborgerskab således mere om Tomás’ end Terezas.
Denne ’lette’ og liberale fortælling udfordres i dag af geopolitiske kræfter. Siden Ruslands invasion af Ukraine er vi blevet gjort opmærksomme på statsborgerskabets mere problematiske sider, og på hvordan tildelingen af statsborgerskaber kan bruges som et middel til grundlæggende skadelige formål. Gennem Ruslands praksis med såkaldt ’passportization’ har Putin således forsøgt at legitimere militær aggression mod tidligere sovjetiske lande (såsom Georgien og Ukraine) ved at massetildele russisk medlemskab til befolkningsgrupper af samme etnicitet i bestemte territorier.[4] Denne instrumentalisering af statsborgerskabet tager os tilbage til det tidlige 20. århundredes etnocentriske opfattelser af nationalitet og stat, i skarp kontrast til den liberalisering vi har set siden Anden Verdenskrig, og især siden 1990’erne, med Sovjetunionens sammenbrud og afslutningen på Den Kolde Krig. Den udfordrer, med andre ord, de normative grundantagelser bag det liberale statsborgerskab.
Formålet med dette korte essay er at belyse de implikationer som brugen af statsborgerskabet, som et våben, har for selve idéen om politisk medlemskab, som vi forstår det i Vesten i dag. Med udgangspunkt i den russiske ’passportization’ i Ukraine fokuserer jeg på to centrale spørgsmål: For det første, hvad det betyder for den hidtidige globale tendens mod større tolerance over for, at individer kan have mere end ét statsborgerskab. For det andet, om vi er vidner til en genindførelse af ’pligten’i statsborgerskabet.
II. Fra polyamori til monogami
En af hovedårsagerne til liberaliseringen af statsborgerskabet i Vesten er, at de pligter, som i starten af det 20. århundrede var tæt forbundet med det, er blevet enten mindre markante eller helt forsvundet. Skatter bliver i dag snarere opkrævet dér,hvor individet opholder sig, og militærtjeneste har siden 1990’erne spillet en væsentligt mindre rolle.
Statsborgerskab betragtes derfor i dag som en attraktiv status, set fra individets perspektiv. Vi ved også, at erhvervelsen af et andet statsborgerskab kan være særdeles værdifuldt i en socioøkonomisk forstand, for dem der ønsker at omgå det lotteri, som allokeringen af den status, set i en global kontekst, er udtryk for.[5] I vores globaliserede, men socialt ulige, verden kan vi endda tale om en statsborgerskabspræmie.[6]
Statsborgerskabet har altså gået gennem store udviklinger de seneste 70 år, og de udviklinger er tæt forbundne med en øget tolerance over for, at et individ kan have mere end ét politisk medlemskab. Uden den tolerance ville antagelsen af et andet statsborgerskab jo komme med en helt anden pris. I så fald ville individet skulle give afkald på sit første statsborgerskab, hvilket kan være omkostningsfuldt både materielt og følelsesmæssigt.
Det er det narrativ, og denne pluralistiske forståelse af tilhørsforhold, som den russiske instrumentalisering af statsborgerskabet i Ukraine (og andre tidligere sovjetiske lande) udfordrer. Indtil udgangen af det 20. århundrede var en af de vægtigste grunde imod at tolerere dobbelt statsborgerskab, at det blev anset for en trussel mod en stabil verdensorden. Stater kæmpede om individer som ressourcer, og idéen om, at de kunne høre til både én stat og en anden stred imod en feudalistisk opfattelse af, at loyalitet burde – og alene kunne – opretholdes til én stat. Det paradigme blev gradvist blødt op, og i hvert fald siden 2010’erne har den dominerende opfattelse været, at individer kan høre til mere end én stat samtidig.[7] Idéen om, at man måtte sværge troskab til én stat, som når man sværger troskab til én partner i et ægteskab, blev, sagt på en anden måde, modificeret. En slags ’politisk polyamori’ blev normen.
Med Ruslands brug af statsborgerskabet i Ukraine som et middel til at opnå bestemte geopolitiske mål er vi imidlertid vidner til en situation, der minder os påfaldende meget om de spændinger, som gjorde det svært at tolerere pluralistiske tilhørsforhold i det 20. århundrede. Stater har altid set individer som ressourcer, og det 21. århundrede har ikke været nogen undtagelse. Men det 21. århundrede har været styret af en anden ideologi; af en form for neoliberal nationalisme,[8] drevet af en konkurrence om at tiltrække værdifulde individer lande imellem. Således har liberale demokratier selv gjort sig skyldige i en form for misbrug af statsborgerskabet, men vi kan nemt se, at den russiske politik i Ukraine er drevet af en helt anden ideologi. Den er styret af en etnisk nationalisme og imperialisme, som flytter fokus væk fra individet og tilbage mod nationen. På den måde strider den russiske politik direkte imod de sociale, politiske og kulturelle udviklinger i Vesten, der understøttede idéen om, at dobbelt statsborgerskab bør tolereres i første omgang.
For at individet kan være frit, bør det i det mindste have muligheden for at bevæge sig til et andet land og (ultimativt) blive statsborger i det land, uden af den grund at miste deres første statsborgerskab. Hidtil har problemet med dobbelt statsborgerskab i den internationale verdensorden således været forstået som et spørgsmål om, hvorvidt stater bør begrænses i deres kapacitet til at håndhæve en politik om, at individer kun kan have ét statsborgerskab. Den russiske ’passportization’ er naturligvis fordømt i det internationale samfund. Men den er ikke desto mindre et tegn på, at det internationale samfund i fremtiden kommer til at skulle forholde sig i højere grad til, hvordan det kan beskytte individets ret til at være og forblive statsborger i et bestemt land, end til at sikre en ubegrænset adgang for individet til at kunne antage et andet politisk medlemskab.
Med det pres Rusland udøver på omkringliggende territorier, har vi at gøre med en politik, der udfordrer både idéen om, at dobbelt statsborgerskab bør accepteres, og den liberale tankegang i statsborgerskabet i det hele taget. Det ligner, at individuel frihed i fremtiden kommer til at handle mindre om ubegrænset adgang til at finde et andet statsborgerskab og mere om retten til at bevare sit første.
III. Pligten genindført?
Tæt forbundet med tilbagekomsten af den suveræne og totale stat er et fornyet fokus på ’pligten’ i statsborgerskabet. Den russiske politik i Ukraine tyder således på, at idéen om klassiske pligter som militærtjeneste er tilbage.
Vi ved, at Ukrainere i russiskbesatte territorier er blevet tvunget til at antage russisk statsborgerskab,[9] og at de i mange tilfælde også er blevet tvunget til at kæmpe for Rusland.[10] Ét af motiverne bag den russiske politik, udover at skabe ustabilitet i det ukrainske samfund mere generelt, har altså været at opruste den russiske hær. Der er givetvis ingen ukrainere, der bryder sig om idéen om at blive indlemmet i den russiske hær imod deres vilje. Men vi kan også se noget lignende i Ukraine, der tilsvarende er afhængig af at mobilisere militære styrker for at forsvare sig. Mens frivillig indskrivning i den ukrainske hær angiveligt har været høj, har den også været utilstrækkelig.[11]
Den russiske instrumentalisering af statsborgerskabet knytter dermed an til et kapløb om militære styrker, der manifesterer sig i både Rusland og Ukraine, på begge sider af konflikten. Det ligner, set i det lys, at vi er vidner til en ny (men historisk set velkendt) forestilling om, hvad det betyder at være borger i en stat. Hvor det moderne liberale statsborgerskab har været set som noget godt og frivilligt forbundet med sociale og politiske rettigheder, træder statsborgerskabet frem som en byrde forbundet med pligter, snarere end en fordel forbundet med rettigheder og personlig frihed. Én af de forpligtelser er at risikere sit liv for et land, som man kan føle meget eller mindre for. Som den unge ukrainske filosofistuderende Andreii forklarer, konfronteret med spørgsmålet om værnepligt: ”Men hvorfor skulle det være mig, når så mange af [mine jævnaldrende] er i diasporaen og andre har penge til at bestikke embedsmænd og læger?”[12]
Det er også muligt, at det vi ser i Ukraine, er tegn på en genindførsel af ’pligten’ i statsborgerskabet mere overordnet. Som nævnt tidligere bliver skatter i dag overvejende opkrævet der hvor individet opholder sig. Med den geopolitiske tumult vi er vidner til i dag, virker det med hensyn til individets pligter nærliggende at forestille sig et skifte tilbage mod nationalstaten. Man kunne forestille sig et fornyet fokus i liberale demokratier på, for eksempel, at beskatte statsborgere uanset opholdssted, som det helt exceptionelt er tilfældet i dag i USA, for de amerikanere der har valgt at forlade Guds eget land.
Tilsvarende med historien om Andreii og hans jævnaldrende: Hvis statsborgere i fremtiden kommer til at migrere i mindre grad af socioøkonomiske årsager og i højere grad for at styre uden om militære konflikter, som de ikke ønsker at være en del af, er det muligt, at vi kommer til at se en fornyet vægt på idéen om ’pligten’ i statsborgerskabet. Måske dette også kommer til at indebære en pligt til at bidrage til sit oprindelsesland rent økonomisk, uanset hvor i verden man bor.
Et sådant fornyet fokus på ’pligten’ i statsborgerskabet går imidlertid direkte imod den rettighedsorientering, der har gennemsyret statsborgerskabet de sidste mange årtier. Den rettighedsorientering var som nævnt en central del af liberaliseringen af selve idéen om politisk medlemskab i Vesten. Med den russiske politik er det derfor reelt det liberale paradigme i statsborgerskabet i sin helhed, der sættes på spidsen.
IV. Konklusion: En tungere fremtid
I mødet med den russiske instrumentalisering af statsborgerskabet i Ukraine bliver det moderne statsborgerskab sat under et geopolitisk pres. Set fra et liberalt perspektiv lyder idéen om nationalstatens forrang og et fornyet fokus på obligatorisk militærtjeneste nok som et dystert blik på fremtiden. Men den geopolitiske situation i dag tyder også på, at vi bevæger os mod en ’tungere’ og mindre fri version af statsborgerskabet mere overordnet. Foruden krigen i Ukraine, tænk på den ’de-globaliseringsagenda’ vi ser med Trump administrationen, herunder Trumps angreb på princippet om, at børn født i USA automatisk er amerikanske statsborgere, uanset om deres forældre er migranter eller ”rigtige” amerikanere.[13] Og vi kan, for at tage bare ét andet eksempel, se noget lignende i Danmark. Med idéer for tiden om at fratage tusindvis af danskere deres statsborgerskaber af kulturelle og værdimæssige årsager, har vi at gøre med en af de tungeste forestillinger om politisk medlemskab i Vesten.
Som Milan Kundera skrev, er dikotomien mellem ’lethed’ og ’tyngde’ den mest mystiske og tvetydige. Det må være op til individet, om det vil leve livet som Tomás eller Tereza, og vi ved, at letheden undertiden kan være ulidelig. Hvad angår statsborgerskabet, vil det altid indebære en gradaf pligter og dermed tyngde. Men det bør være, og forblive, tilstrækkelig let og rettighedsorienteret i sin struktur til at give individet muligheden for at forfølge det liv, det ønsker at leve. Det er netop muligheder, som det moderne liberale statsborgerskab har formået at tilvejebringe. Det vanskelige spørgsmål er, om det kan lade sig gøre at bevare en sådan opfattelse af politisk medlemskab i fremtiden, i en ny, om end historisk set velkendt, verdensorden.
Christian Christfort Gormsen: Ph.D.-studerende ved European University Institute (EUI) i Firenze.
[1] Kundera, M. The Unbearable Lightness of Being, Faber and Faber [1984] 1995.
[2] Soysal, Y. Limits of Citizenship: Migrants and Postnational Membership in Europe, UoCP, 1994.
[3] Joppke, C. ‘Citizenship in Immigration States’ in Ayelet Shachar et al. (eds.) The Oxford Handbook of Citizenship, OUP, 2018, 402.
[4] Se, for eksempel, Nechepurenko, I. ’Putin extends a fast-track Russian citizenship process to all Ukrainians’, The New York Times (11 July 2022), <https://www.nytimes.com/2022/07/11/world/europe/putin-russian-citizenship-ukrainians.html>.
[5] Shachar, A. The Birthright Lottery: Citizenship and Global Inequality, HUP, 2009.
[6] Milanovic, B. Global Inequality: A New Approach for the Age of Globalization, HUP, 2016, 132.
[7] Spiro, P. At Home in Two Countries: The Past and Future of Dual Citizenship, NYU Press, 2016, kapitel 7.
[8] Joppke, C. Neoliberal Nationalism: Immigration and the Rise of the Populist Right, CUP, 2020.
[9] Kvitka, K. ‘Get a Passport or Leave: Russia’s Ultimatum to Ukrainians: New Decree Threatens Rights of Civilians in Russian-Occupied Areas’, Human Rights Watch (25 March 2025).
[10] Human Rights Watch, ‘Russia Forces Ukrainians in Occupied Areas into Military’, Human Rights Watch (20 December 2023), <https://www.hrw.org/news/2023/12/20/russia-forces-ukrainians-occupied-areas-military>; Sullivan, H. ‘Russia ‘systematically’ forcing Ukrainians to accept citizenship, US report finds’, The Guardian (London, 3 August 2023).
[11] Hockenos, P. ‘Conscription is Breaking Ukraine’, Foreign Policy (Berlin, 28 October 2024).
[12] Ibid.
[13] Se, https://www.whitehouse.gov/presidential-actions/2025/01/protecting-the-meaning-and-value-of-american-citizenship/.