Global ulighed, kapitalisme og menneskerettigheder
Foto: Casper Hartmann Dam
Hvorfor fylder ulighed så meget? Har vi altid og alle steder tænkt om ulighed på samme måde? I denne tiltrædelsesforelæsning på Afdelingen for Filosofi og Idéhistorie afholdt 26. maj 2025 fortæller professor i idéhistorie Christian Olaf Christiansen om ulighedens begrebs- og idéhistorie, og hvordan begreber og forståelser af ulighed har været omstridte. Gennem en læsning af intellektuelle aktører som politikere, økonomer, embedsfolk og jurister samt FN fortæller Christiansen i denne artikel om sin forskning hidtil og udpeger fremtidig forskning inden for global (u)lighed. Vi har samtidig, i samarbejde med ATLAS Magasin, lavet en podcast med Christian, hvor han diskuterer en række af de temaer, som er i denne tiltrædelsesforelæsning. Du kan høre den her.
Tak! Jeg har glædet til at stå her i dag. Ikke bare fordi, at jeg ikke havde andet jeg skulle; ikke bare fordi, at jeg ikke kunne finde på andet at lave; ikke bare fordi, at der vil være snacks og vin om lidt; ikke bare fordi, at jeg kan høre om, hvad mine fantastiske kollegaer går og laver; men fordi, at jeg virkelig har glædet mig til at fortælle om min forskning![1]
Lad mig starte med et citat: ”I år 2000 lever vi måske i en verden, der har overvundet fattigdom –en verden uden nød.”[2] Året var 1962, og ordene var Paul G. Hoffmans, en amerikansk erhvervsmand, der nu var chef for FN’s Specialfond. Det var begyndelsen af FN’s første udviklingsårti, 1960’erne. Nu skriver vi 2025. Verden er blevet et rigere sted. Den gennemsnitlige levealder er steget globalt. Uligheden mellem verdens nationer er i nogen grad udjævnet. Der har været høj økonomisk vækst i bl.a. Kina og Indien. Og dog er Hoffmans drøm ikke gået i opfyldelse. Global fattigdom og ulighed er i dag fortsat på høje niveauer.
Dette blev f.eks. klart i kølvandet på den globale pandemi, covid-19, som havde katastrofale konsekvenser for det globale Syd og lande som Indien.[3] Globalt faldt 120 millioner mennesker ned i ’ekstrem fattigdom’, herunder en betydelig andel i mellem-indkomstlande. Mange lande i det globale Syd havde et betydeligt dårligere økonomisk, finansielt, sundheds-, fødevare- og uddannelsesmæssigt kriseberedskab end lande i det globale Nord. Læg dertil faldende efterspørgsel på turisme og råvarer til verdensmarkedet, som en hel del lande fra det globale Syd er stærkt afhængige af, om det er blomster fra Kenya eller kakao fra Ghana. Samtidig med at pandemien gik hårdt ud over de fattigste, blev de allerrigeste kun endnu rigere, skrev økonomihistorikeren Adam Tooze. Nedlukninger gjorde allerede sårbare grupper som migrantarbejdere – man skønner, at f.eks. Indien har omkring 140 millioner sådanne – og kvinder endnu mere sårbare. Med en stor uformel økonomi mange steder i det globale Syd, er der ringe eller ingen sikkerhedsnet. På min egen Indiens-rejse i november 2023 talte jeg med uformelle arbejdere, som forarbejder frugten petha til frugtslik. Det gjorde de på fjerde generation, fra klokken 6 morgen til klokken 6 aften, og til omtrent 2.75 danske kroner i timen. Arbejderne forklarede mig, at det, pga. deres analfabetisme, var svært at hitte rundt i, hvilke rettigheder eller socialt sikkerhedsnet, de havde, og at de derfor ikke fik nogen hjælp fra staten. Arbejdere som dem blev meget pressede under pandemien.
Når jeg som idéhistoriker læser bøger som Hoffmans i dag, godt tres år efter, er det bl.a. fordi, at hans idéer er med til at sætte vores egen nutid i et nyt perspektiv. Vi lever stadig ikke i en verden uden nød. Jeg arbejder for tiden med bl.a. global ulighed, global lighed, udvikling, FN-internationalisme og internationale menneskerettigheder. Det er netop dét, jeg har glædet mig til at fortælle lidt om i dag. Men først et par enkelte betragtninger om idéhistorie som fag.
Glædeligt er det, at idéhistorie er et felt i rivende udvikling! Vi undersøger i dag nye aktører (ikke kun store tænkere og filosoffer), nye kilder, nye lande (især uden for Vesten); vi bruger nye metoder (digitale, interview-baserede, samarbejder med andre fagligheder) (og vi har endnu ikke fået kunstig intelligens til at skrive vores bøger, artikler og ansøgninger). Hvor idéhistorikerne i andre lande lever et halvvejs anonymiseret liv, gemt væk på historieafdelingerne, ak skam og ve, har Aarhus Universitet satset og nu igen satset på idéhistorie som fagligt felt. Tak for det. Det er, undskyld mig, pisse-godt set!
Min forskning falder periodemæssigt indenfor bl.a. dét, historikerne har kaldt ’samtidsidéhistorie’, tiden efter 1945, om end det i disse tider, med angreb på den internationale retsbaserede orden, virker som om, at verden af i går bliver stadig mere forskellig fra verden af i dag. En rød tråd har været at forstå nutidige idéer bedre – dvs. idéhistorisk! – ved at forfølge dem bagud i tid, som idéer om virksomheders sociale ansvar, kriser, finans og økonomisk tænkning, med fokus på især intellektuelle aktører og begrebshistorie.
Som jeg fortæller studerende, må idéhistorikeren være som en slags ninja, der må favne bredt; eller som Johannes Sløk og Arthur Lovejoy sagde det – helt sikkert ikke med de ord – være som en helikopterpilot, der svæver over vandene og ser idémæssige sammenhænge på tværs af kulturen. Som antropologen må idéhistorikeren gøre velkendte, nutidige idéer fremmede og fortidige, ukendte idéer familiære; som historikeren må idéhistorikeren være opmærksom på idéernes historicitet; som detektiven og arkæologen grave gamle idéer frem, dokumentere, støve af, måske genbruge dem; som politibetjenten advare imod idéers brug og misbrug; og måske som filosoffen tale om visse idéers stadige relevans.
Idéhistorie er et fantastisk forskningsfelt! Uanset om I tror mig eller ej, vil jeg nu fortælle om, hvad jeg selv forsker i for tiden, dog med det forbehold, at det følgende stort set er uden mellemregninger og historisk kontekst. Jeg vil først sige lidt om min forskning i idéer om global ulighed; så om min forskning i idéer om at skabe global økonomisk lighed; og sidst om min forskning i idéer om internationale menneskerettigheder og om global retsmæssig lighed.
Global ulighed: Tænk over, hvor du vælger at blive født!
Lad os starte med kort at betragte global økonomisk ulighed som fænomen. Et hurtigt kig på nyere statistikker over global økonomisk ulighed viser, at verdens formue og indkomst er meget ulige fordelt.[4] Oxfam rapporterede i 2016 om at verdens 62 rigeste mennesker har lige så stor formue som de 3.6 milliarder fattigste mennesker tilsammen.[5] Økonomen Branko Milanovic påviste, med sin sidenhen så berømte ’elefant-graf’, hvordan langt overvejende af den globale økonomiske vækst i indkomst i perioden 1988-2008 gik til en boomende global elite samt stigende indkomster i vækstøkonomier, især Kinas, mens arbejder- og middelklassen i den udviklede verden fik langt mindre andel i denne vækst, ligesom verdens fattigste fik marginalt ud af globaliseringens vækst i indkomst.[6] Økonomen Thomas Piketty har i et studie opgjort den globale Gini-koefficient – et mål for hvor ulige verden er, hvis den betragtes som én nation – til cirka 0.63, eller omtrent det samme niveau som én af verdens mest ulige nationer, Sydafrika.[7] Piketty påpeger, at mens den globale ulighed er stabiliseret eller endda en smule faldende, så er dette sket på et højt niveau. Han fremhæver en række historiske faktorer, der har været medvirkende til at skabe denne høje globale ulighed og ’den store divergens’ mellem Vesten og øvrige dele af verden især siden 1700-tallet med rødder længere tilbage: europæisk statskonkurrence, der gjorde dem militært overlegne i forhold til andre regioner, kolonialisme, den industrielle revolution, opkomsten af et stærkt hierarkisk verdenssystem og en global kapitalisme, der skaber både velstand og ulighed, samt langtidseffekter af bl.a. slaveri og racisme.
Den globale ulighed sætter ind, inden man bliver født. I 2019-versionen af FN’s Human Development Report var temaet ulighed, og rapporten opererede bl.a. med et begreb om ’neonatal’ ulighed (jeg glemte i forbifarten næsten at nævne, at min kollegas og min forskning er positivt omtalt i denne rapport, men skidt med det!).[8] Tilsvarende skriver sociologen Ayelet Shachar i sin tankevækkende bog The Birthright Lottery om det globale ’fødselslotteri’, og at individers statsborgerskab er stærkt influerende for deres livsmuligheder.[9] Det vigtigste valg i livet, økonomisk, eksistentielt, sundheds- og anerkendelsesmæssigt, er, hvor man bliver født. Så tænk lige grundigt over dét, inden I sætter jeres ben på jorden!
Dette bringer os videre til det næste punkt: hvordan har man forsket i global ulighed hidtil? Hvad kendetegner global ulighed som forskningsfelt? Økonomer som Milanovic og Piketty har målt på global ulighed. Piketty påviste, at ulighed i lande med kapitalistiske økonomier historisk har en tendens til at stige, ligesom økonomen Joseph Stiglitz tilbage i 2012 advarede imod stigende ulighed i USA og politisk polarising.[10] Økonomihistorikeren Walter Scheidel har anlagt et langt historisk perspektiv, der hævder, at uligheden historisk kun falder i forbindelse med ’apokalypsens fire ryttere’: storskala-krig, pandemier, revolutioner og statskollaps.[11] Den økonomiske antropolog Jason Hickel har understreget, at global udvikling er en forbundet, integreret proces, dvs. at landes historiske udviklinger er tæt sammenknyttede via f.eks. koloni- og imperiehistorie og global kapitalisme.[12] Klimaforskere har skrevet om den store ulighed i landes politiske magt i forhold til indflydelse på international klimapolitik. De har fremhævet tendensen til, at de nationer og individer, som udleder flest drivhusgasser, lider mindst, mens de lande og individer, der udleder mindst, lider mest.[13] Filosoffer har i de seneste årtier diskuteret økonomisk lighed, ekstrem ulighed og rigdom, som i forsvaret for tilstrækkelighedsbaseret retfærdighed (så længe alle individer har et vist minimum, må uligheden gerne være meget høj, ’sufficientarianisme’), eller i et forsvar for rigdomsgrænse-principper (et loft på ekstrem rigdom, ‘limitarianisme’).[14]
Mens økonomiske begreber om formue og indkomst er blevet næsten naturlige referencerammer for forståelsen af global ulighed, har andre forskere betonet vigtigheden af et flerdimensionelt perspektiv. Sociologen Göran Therborn har insisteret på, at ulighed også handler om sundhed, adgang til fødevarer, uddannelse, og individers anerkendelse som personer. Som han skriver: ”Global ulighed er den ulige fordeling af menneskers livschancer i verden. Den er multidimensionel, men i dag er det på globalt plan først og fremmest en ulighed i magt og i muligheder for selvbestemmelse.”[15] Eller som antropologen Tania Li siger et sted: ”Global ulighed betyder, at individer har grotesk forskellige livschancer som følge af tilfældigheder ved deres fødsel: deres nationalitet, race, køn, klasse, helbredstilstand og de krydsfelter, hvor disse faktorer mødes.”[16] Denne flertydighed følger med over på idéhistoriens terræn, som beskæftiger sig med historisk skiftende semantikker over global ulighed, og som gerne ledsager sociologien i at afselvfølgeliggøre økonomisk ulighed som den eneste og naturlige referenceramme.
I de seneste årtier har idéhistorikere kastet sig over ulighedens og lighedens idéhistorier. Dette er sket dels i takt med, at det blev mere og mere tydeligt, at uligheden var stigende internt i mange lande, og dels i takt med at opkomsten af globaliseringsbegrebet åbnede nye forskningsspørgsmål om forholdene mellem globalisering og ulighed.[17] Siep Stuurman har påvist, at der fra Oplysningstiden og frem opstod nye idealer om lighed samtidig med, at der opstod nye måder at begrunde uligheder på i forhold til køn, race og økonomi.[18] En tydelig indikation på hvor vigtig idéhistorie er, er at en af den globale uligheds førende økonomer, Milanovic, for nyligt er sprunget ud som: idéhistoriker![19]
Den globale uligheds idé- og begrebshistorie
Ingen forskning har dog specifikt haft til formål at afdække den globale uligheds idéhistorie. Mit bidrag, sammen med andre forskere i et global-idéhistorisk perspektiv, har været et forsøg på at vende verdenskortet på hovedet og at spørge i et dobbelt, globalt perspektiv: hvordan har folk rundt om i verden tænkt om en ulige verden? ‘Global ulighed’ er, som vi så ovenfor, blevet et centralt begreb i moderne forskning og offentlige debatter. Men hvor kommer begrebet fra, og hvilke begreber brugte man tidligere? Hvad er forholdet mellem geografisk forankring (‘sted’) og ulighedens intellektuelle historie? Hvad var de vigtigste historiske forskelle, ligheder og forbindelser mellem begreber, forventninger, legitimeringer og kritikker af global økonomisk ulighed i efterkrigstiden, når man sammenligner ’det globale Nord’ og ’det globale Syd’ (som i øvrigt selv er historiske kategorier)?
Dette er nogle af de spørgsmål, jeg har forsøgt at besvare sammen med kollegaer i et forskningsprojekt om den globale uligheds idéhistorie, ‘An Intellectual History of Global Inequality, 1960-2015’.[20] Med fokus på Argentina, Indien, Ghana og USA samt FN som intellektuelt økosystem har projektet undersøgt en lang række offentlige intellektuelle og deres skrifter om en ulige verden: økonomer, filosoffer, sociologer, historikere, politikere, forfattere, politologer, religiøse autoriteter og internationale embedsfolk. Projektet kom vidt omkring: fra skønlitterære forfattere, udviklingsøkonomer og sociologer i Ghana til indiske intellektuelle optaget af kastesystemet; fra latinamerikanske teorier om center- og periferilande i verdensøkonomien og deres teorier om periferi-landenes dybe afhængighed af center-landene – og popularisering af disse teorier i film og bøger for bredere publikum – til politologers skrifter om økonomisk ulighed og demokrati. Periodemæssigt dækkede projektet fra opkomsten af tidlige globale statistikker om en ulige verden i 1950’erne til studier af, hvordan tænkere fra hele verden tænker om en ulige verden i dag. Alt dette har vi især rapporteret om i form af tidsskriftsartikler men også i en interviewbog samt i de tre bøger, som jeg har skrevet, der i varierende grad har rødder i denne forskning.[21] Med lad os droppe mellemregningerne og kort knytte an til nogle af konklusionerne.
For det første udspringer den intellektuelle beskæftigelse med ‘global ulighed’ af forskellige traditioner; de fleste er hybride og ikke forankrede i én enkelt tradition eller geografisk kontekst. Den begrebsmæssige udvikling følger ikke blot en ‘diffusion’ fra Vest mod Øst eller fra Nord mod Syd; snarere finder der en ’krydspåvirkning’ af idéer sted. Som idéhistorikeren Arthur Lovejoy engang skrev: ”Idéer er det mest vandrende i hele verden.”[22] I vores studie kom dette bl.a. til udtryk i, at en række centrale intellektuelle aktører fra f.eks. Ghana og Indien modtog deres uddannelse i England og USA, eller evt. emigrerede dertil. Dermed langt fra være sagt, at den globale udveksling af idéer altid foregår på lige vilkår – så langtfra.[23]
For det andet er ulighedsbegreber omstridte begreber. Historisk har der eksisteret en mangfoldighed af analytiske rammer til at beskrive og analysere ’en ulige verden’, som f.eks. ’center’ versus ’periferi’, ’neokolonialisme’, ’ulige bytteforhold,’ ’stigende kløft’ (’widening gap’), ’verdensulighed’, ‘verdensindkomstulighed’, ’global indkomstfordeling’ og ’total ulighed’. Aktører har beskrevet, evalueret og forklaret ‘en ulige verden’, og de har anvist politiske løsninger til at mindske global økonomisk ulighed.
Dette peger, for det tredje, på et simpelt analytisk greb, som jeg har udviklet i forbindelse med studiet af den globale uligheds idéhistorie, nemlig at intellektuelle aktører har haft én eller flere ærinder med deres tekster, der kan sammenfattes med akronymet DEEP: ’Descriptions’ (beskrivelser), ’Evaluations’ (evalueringer), ’Explanations’ (forklaringer) og ’Prescriptions’ (handlingsanvisende tiltag).[24] Disse kan adskilles analytisk, men vil i praksis ofte være sammenblandede, som vi også kender det fra den intellektuelle historiker Quentin Skinners begreb om ’evaluative-deskriptive termer’.[25] Eksempelvis bliver termen ’the widening gap’ i løbet af 1960’erne og 1970’erne på én og samme gang en meget udbredt beskrivelse for den store ulighed mellem den rige og den fattige del af verden. Men ’the widening gap’ bliver også en negativt ladet metafor, der fungerede som en forventningshorisont om en fortsat stigende ulighed mellem den rige og den fattige del af verden, mellem ’udviklede’ lande og ’udviklings’- eller ’tredjeverdens’ lande. Netop i denne kombination af beskrivelse, evaluering og forventning kunne ’the widening gap’ være med til at begrunde et nyt behov for politisk handling for at gøre verden mindre ulige, som ved at øge udviklingsbistanden, øge priser for ulandenes råvarer, eller forbedre deres adgang til udviklingskapital.
For det fjerde har en bred vifte af historiske aktører og discipliner bidraget til den globale uligheds idéhistorie. Global ulighed bliver ikke kun repræsenteret gennem statistikker, men også gennem f.eks. litteratur – også når det specifikt angår økonomisk ulighed – som i afrikansk litteratur, der kritiserer det fortsat ’slavelignende’ forhold mellem postimperiale og postkoloniale nationer i en neokolonial periode.[26]
En femte konklusion, jeg vil gå lidt mere i dybden med her her, angår den globale uligheds begrebshistorie. Kort fortalt opstod begrebet ’global inequality’ i starten af 1970’erne, forblev et marginalt begreb i årtierne efter, og blev først et gængs begreb i såvel forskningsdiskursen som i den bredere offentlighed i løbet af 2000’erne og 2010’erne.[27] Begrebet opstod i forbindelse med regionale fødevarekriser i starten af 1970’erne, hvor en række fødevareeksperter observerede eksistensen af ét stort globalt fødevaresystem samtidig med at millioner af mennesker døde af sult. Første gang begrebet optrådte i en bogtitel var i 1979. Som redaktøren af denne antologi, den amerikanske politolog D. John Grove, skrev: ”Et centralt spørgsmål i det tyvende århundrede […] er en større omfordeling af den globale rigdom – ikke kun mellem rige og fattige nationer, men også blandt kulturelle, seksuelle, klasse- og kønsgrupper.”[28] I 1980’erne kom der to bøger, hvori begrebet indgik i titlen (hvoraf den ene var en pamflet), og i 1990’erne var der tre bøger, nu hjulpet på vej af et andet begreb, der hastigt gjorde sit indtog i slut-1990’erne og 2000’erne: globalisering. Global inequality blev gradvist integreret i den akademiske diskurs, især i tidsskriftsartikler, og i den bredere offentlighed fra midten af 1990’erne og i de efterfølgende årtier. I 2011 kunne man f.eks. læse avisartikler om, at Verdensbanken, IMF, ILO og FN – “slår alarm om global ulighed”; en politiker blev beskrevet som en “lidenskabelig fortaler imod global ulighed”; ulandsbistand var nu “et centralt element i forsøgene på at udligne det ekstreme niveau af global ulighed”; og der var en demonstration for at “protestere imod global ulighed” i forbindelse med et G20-topmøde.[29]
2014 er et interessant år, fordi der herfra var en accelereret hyppighed af begrebets forekomst, sandsynligvis i forbindelse med tre markante udgivelser, hændelser, det år: den engelske oversættelse af Thomas Pikettys Kapitalen i det 21. Århundrede, Pave Frans, der udtaler sig om ulighed og klimaforandringer i en pavelig encyklika og Oxfams rapport Working for the Few. Et lille udpluk fra samfundsdebatten i 2014 illustrerer begrebets videre udbredelse: ”For første gang i Verdensbankgruppens historie har vi sat et mål, der har til formål at reducere global ulighed”, sagde Verdensbankens præsident, Jim Yong Kim; den britiske “centralbankchef føjer sin stemme til opfordringerne om at stoppe global ulighed” (hvordan han præcist vil bære sig ad med dette, lyder der ikke noget om, men det lyder som en vanskelig opgave!); nyhedsmedier formidler løbende om global indkomst- og formueulighed og refererer til forskning lavet af bl.a. Piketty, Oxfam, Credit Suisse, WIDER, universiteterne i Tübingen, Western Ontario, m.fl. Aktører bemærker, at global ulighed “nu er kommet markant ind i den offentlige debat”, og de taler nu selv om “den store debat om global ulighed”.
For at opsummere: Termen global inequality blev primært mainstream i den offentlige diskurs som et økonomisk begreb relateret til formue og indkomst – måske på bekostning af andre væsentlige måder at tænke om global ulighed i forhold til klima, sundhed og eksistentiel ulighed og anerkendelse, som alle var veletablerede forskningsfelter, men som ikke fik samme gennemslag i den bredere offentlighed. Mulige forklaringer på begrebets udbredelse er fremmarchen af begreberne ’global’ og ’globalisering’, øget tilgængelighed af data, brugen af ‘stiliserede fakta’, som f.eks. ’1% vs. 99%’ eller elefantgrafen, en øget økonomisk ulighed i kølvandet på finanskrisen i 2007-2008, der forstærkede opmærksomheden på, hvordan ulighed var steget i langt de fleste lande gennem mange årtier, og en slags kumulativ medieeffekt efterhånden som global inequality blev en gængs term.
Men som jeg sagde før: vi kan ikke slutte fra den sene udbredelse af global inequality, til at fortidens aktører ikke var optaget af ’en ulige verden’. Faktisk var fortidige aktører endog meget optagede af, hvordan man ved hjælp af internationalt samarbejde kunne skabe mere lighed – økonomisk eller retsmæssigt – i ’verden’, og ikke bare internt i lande eller regioner. Dette bringer mig til det næste studie: et skift fra den global uligheds idé- og begrebshistorie til en idéhistorie om, hvordan en ulige verden kunne blive mere lige, især økonomisk, gennem internationale institutioner og samarbejde.
Den globale ligheds idéhistorie
I et større studie har jeg undersøgt, hvordan en række intellektuelle aktører fra omkring 1940 frem til i dag skrev om, hvordan man kunne arbejde sig frem imod en mere lige verden og mere lige nationer.[30] Vi kan starte med et eksempel, den svenske økonom, socialdemokratiske politiker og internationale embedsmand Gunnar Myrdal, der i 1950’erne begyndte at forestille sig, hvordan man kunne skalere idéen om en velfærdsstat op til et globalt eller internationalt niveau. Eller som Myrdal senere skrev: ”Da jeg i disse år [1950’erne] begyndte at beskæftige mig med problemet om den store fattigdom i de virkelig underudviklede lande uden for Europa, var det naturligt for mig – med min baggrund i svensk politisk liv – at betragte deres økonomiske underudvikling som et spørgsmål om international fordelingsmæssig ulighed. Vi burde stræbe efter at skabe mere af en ’velfærdsverden’, ligesom jeg selv havde været aktiv i bestræbelserne på at bringe Sverige tættere på idealet om en velfærdsstat.”[31]
Myrdal var én af flere intellektuelle aktører forbundet med FN, der var optaget af at skabe mere lighed i – og især imellem – nationer, eller hvad jeg kalder at ’designe’ mere global lighed. Om aktører som Myrdal var naive idealister eller snarere strategiske spillere under den Kolde Krig og de europæiske imperiers fortsatte eksistens efter Anden Verdenskrig, er ikke det væsentligste her (og vi kan alligevel aldrig opnå fuld vished om intellektuelle aktørers sande intentioner). Men fra en idéhistorisk vinkel kan vi konstatere, at en lang række idéer om at skabe mere global økonomisk lighed gjorde sig gældende fra 1940’erne og fremefter. Dette skete bl.a. i takt med, at en række lighedsnormer blev udfoldet i den tidlige efterkrigstid og i årtierne efter: én menneskehed, én race og idealet om universelle menneskerettigheder til alle. Myrdal selv skrev om det, han kaldte ’den store opvågning’ (the great awakening): idealer og krav om lighed og lige muligheder var endegyldigt undsluppet Vestens monopol; nu ville fattigere nationer, folk og etniciteter have mere lighed, hvad end det drejede sig om national politisk og økonomisk selvbestemmelse, individuelle rettigheder, racelighed eller priser på varer.[32] De rigere nationer havde selv sået frøene til en ’verdensrevolution’, skrev Myrdal i 1957.
Idéhistorikeren træder her ind i et fornemt selskab af andre discipliner og studier, som det var i tilfældet med ulighedens idéhistorie. Nogle studier har afdækket udbredelsen af udviklingstanken i den tidlige efterkrigstid; idéer om en ’ny deal’ for hele verden (Roosevelt-stil, ikke Trump-stil!); FN’s bidrag til udvikling og internationalt samarbejde; idéer om at vi er én, sammenhængende, global, gensidig afhængig (’interdependent’) menneskehed og planet; forskellige måder historisk at tænke internationalt samarbejde på, herunder opkomsten af den internationale politiske og økonomiske orden efter 1945; og globale anti-fattigdomspolitikkers historie.[33] Anden forskning har vist, hvordan en gruppe af neoliberale tænkere havde en vision om at skabe én global markedsøkonomi – en orden, der skulle være renset fra særlige politiske hensyn til udviklingslande.[34] Min historie er på sin vis en spejlfortælling, fordi den handler om nogle af de FN-aktører, som disse ’neoliberale globalister’ netop yndede at hade: jeg skriver om globale egalitarister, der ville redefinere det internationale økonomiske og politiske system på en sådan måde, at det i højere grad var til gavn for udviklingslandene.
Ved at anskue FN som en intellektuel arena og undersøge skrifterne fra en lang lække centrale aktører som udviklingsøkonomer, politologer, postkoloniale politiker-intellektuelle og internationale embedsfolk, er det muligt at skrive en historie om centrale idéer for at skabe en mere lige verden. Nogle af de emner og spørgsmål, denne undersøgelse berører, omhandler globalisme og internationalisme, og hvilken rolle ulighed spillede i økonomividenskabens og i FN’s historie. Hvis vi igen springer en masse mellemregninger over, er nogle af de centrale konklusioner fra dette studie de følgende.
For det første: tænkning om ulighed i og mellem nationer var et vedvarende tema fra 1940’erne til i dag. Når nutidige økonomer, idéhistorikere og andre hævder, at ulighed stort set var fraværende som tema i store dele af det 20. århundrede er dette en sandhed med modifikationer – hvert fald når man studerer de intellektuelle aktører, som jeg gør her. Deres alarmklokker om stigende ulighed i og mellem nationer ringede igen og igen.
For det andet: de globale egalitarister var kritiske over for den faktisk eksisterende, stærkt hierarkiske verdensøkonomi, ligesom de var kritiske overfor ortodoks liberal handelsteori. De mente, at rige og fattige lande opererede på meget ulige konkurrencevilkår, som f.eks. vestlige landes ejerskab af nationale ressourcer i det globale Syd, landenes meget ulige adgang til uddannelse, til finansiering eller til stabile valutaer. Som den toneangivende argentinske økonom Raúl Prebisch skrev et sted: i konkurrencen med det vestlige ’center’ i verdensøkonomien er det som om ’periferien’ i bl.a. Latinamerika bestandigt må konkurrere med et ’handicap’.[35]
For det tredje: i det globale lighedssystem, disse egalitaristerudkastede konturerne til, kan man sondre mellem henholdsvis normer og instrumenter. Lighedsnormer (eller -idealer) er idéer om én menneskehed, én menneskelig familie, én race og universelle menneskerettigheder. Instrumenter er derimod handlingsanvisninger, politikker, som at øge ulandsbistand eller internationalt udviklingssamarbejde, som så igen kan begrundes med, at de vil bidrage til en højere grad af økonomisk lighed.
For det fjerde: vi kan så overordnet skelne imellem hvert fald tre typer af centrale lighedsidéer (lighedsinstrumenter) i løbet af perioden: udvikling (løftet om at hvis alle lande udvikles, bliver de med tiden mere lige), international omfordeling (f.eks. ulandsbistand) og omstrukturering (mere strukturelle ændringer af det internationale politiske og økonomiske system, som f.eks. landes indflydelse i internationale organisationer eller deres adgang til lån). Dertil kommer opkomsten af en fjerde idé om en ‘inkluderende kapitalisme’ i slut-1990’erne. I modsætning til de tre andre idéer, handlede denne i langt højere grad om at aktivere private kræfter (private transnationale virksomheder) i en kamp mod global fattigdom.
For det femte: mens FN af en lang række grunde er blevet kritiseret, herunder for at have haft begrænset succes som udviklingsorganisation, har FN dog spillet en væsentlig rolle i forhold til a) at producere (statistisk) viden om global ulighed, som i Human Development Reports udgivet første gang i 1990, men faktisk allerede kort tid efter FN’s fødsel i f.eks. de såkaldte World Social Situation Reports fra 1950’erne og fremefter; b) etisk, som global norm-sætter og bannerfører for lighedsidealer som universelle menneskerettigheder); c) politisk, med FN’s Generalforsamling som et mødested hvor idéer, krav og diskussioner om en (u)lige verden kunne finde sted.
Som i studiet af den globale uligheds begrebshistorie, vil jeg nu dykke en smule længere ned i én af disse punkter, denne gang ved at historisere udviklingen af de tre centrale lighedsinstrumenter (udvikling, omfordeling, omstrukturering) og illustrere udviklingen med nogle få citater. Groft sagt havde idéer om udvikling, international omfordeling og omstrukturering deres storhedstid fra 1940’erne til 1970’erne, med en kulmination i 1970’erne, hvor de mest ambitiøse idéer om at omskabe den internationale politiske og økonomiske orden blev formuleret.
Foto: Graf af Richard Jolly, gengivet fra The Widening Gap: Development in the 1970’s (Columbia University Press, 1971, s. xii). Billedet er gengivet med tilladelse fra Columbia University Press.
The Widening Gap og den globale egalitarismes storhed og fald
Perioden fra 1940’erne til 1960’erne var kendetegnet ved en optimisme i en ulige verden. Allerede i 1940 konstaterede økonomen Colin Clark i sin The Conditions of Economic Progress, at “Verden er et frygteligt fattigt sted.”[36] Clarks komparative kvantitative studier af nationalindkomster var, deres usikkerhed til trods, med til at gøre verdens ulighed synlig. Førende udviklingsøkonomer, som argentineren Prebisch og den tysk-britiske Hans Singer, argumenterede for, at de industrialiserede lande var væsentligt bedre stillede end de ikke-industrialiserede lande i forhold til udbyttet af international handel. Alligevel kom der undertiden også en optimisme til udtryk i forhold til at nedbringe fattigdom og ulighed. Den sorte amerikanske sociolog W.E.B. Du Bois skrev i 1944, at ”FN er det største håb for at afskaffe kolonialismen og dermed fattigdommen i verden.”[37] Eller som den amerikanske præsident Harry S. Truman formulerede det i 1949:”Mere end halvdelen af verdens mennesker lever under forhold, der nærmer sig elendighed. […] For første gang i historien besidder menneskeheden viden og færdigheder til at lindre disse menneskers største lidelser […] nøglen til større produktion er en bredere og mere energisk anvendelse af moderne videnskabelig og teknisk viden.”[38] Idéer om udvikling og om international omfordeling vandt betydelig genklang i disse årtier.
I 1960’erne og 1970’erne kan man imidlertid iagttage et måske lille, men dog betydeligt semantisk skift i ulighedsobservationer, der også fik betydning for lighedspolitikker: Flere aktører beskrev nu ’gabet’ mellem de udviklede lande og udviklingslandene som ikke bare ’stort’ eller ’bredt’ (wide gap) eller ’større’ eller ’bredere’ (wider gap), men i stigende grad som et ’stadigt voksende gab’ (widening gap). Udviklingsøkonomen Barbara Ward, der var med til at popularisere termen widening gap, gjorde i 1959 opmærksom på, at for størstedelen af menneskeheden foregår ’trickle down’ endnu langsommere end i det Victorianske England i anden halvdel af 1800-tallet.[39] I 1962 skrev Ward, at ”Den voksende kløft mellem rige og fattige er blevet vor tids mest tragiske og påtrængende problem.”[40] Metaforen om en stadigt voksende kløft eller gab bredte sig på tværs af skrifter fra FN, postkoloniale politiker-intellektuelle, franske og indiske UNESCO-ledere, britiske udviklingsøkonomer og endda til daværende leder af Verdensbanken, Robert S. McNamara. Han konstaterede i 1973, at ”Kløften mellem rige og fattige lande er ikke længere blot en kløft. Den er en afgrund.”[41]
Som jeg sagde før, så brugte disse aktører ikke termen global inequality. Det var snarere the widening gap, der var den dominerende betegnelse i 1960’erne og 1970’erne. Som vi også kan se nu: den globale uligheds og den globale ligheds idéhistorier er, naturligvis, forbundne. Observationer om stigende global ulighed var politisk relevant viden – disse FN-aktører skrev faktisk om at nedbringe ulighed i verden, ikke bare nationalt. Blandt andet på baggrund af en forventning om, at kløften mellem rigere og fattigere nationer kun ville blive dybere og dybere med tiden – og i takt med afkolonialiseringen, denne den hurtigste, mest omfattende transformation af politisk suverænitet i verdenshistorien, fra kolonimagter til nu selvstændige nationer i Afrika og Asien – var der derfor også markante skift at spore i de globale lighedsinstrumenter, der blev diskuteret i slut-1960’erne og start-1970’erne. Mange aktører mente nu, at hverken udvikling eller international omfordeling var nok. I stedet fremsatte de krav om mere markante omstruktureringer af den internationale politiske og økonomiske orden. Kulminationen var, da FN i 1974 vedtog en resolution om en ny international økonomisk orden, New International Economic Order. Prebisch var én af hovedarkitekterne. Én af de bærende idéer var, at de nu afkoloniserede lande ikke bare skulle være politisk, men også økonomisk suveræne stater, som f.eks. ved at overtage ejerskabet af nationale ressourcer fra udenlandskejede transnationale virksomheder.
Hvor 1970’erne kan anses som den globale egalitarismes storhedstid, var det også årtiet, der varslede dens fald. Nu blev alle sejl sat ind for at bremse den videre udvikling og effekt af disse idéer – ikke bare realpolitisk og -økonomisk, men også intellektuelt. I 1977 skrev en amerikansk politolog et glødende forsvar for nationernes ulighed.[42] Han langede kraftigt ud efter liberale ’do-gooders’ som Gunnar Myrdal. Idéer om at etablere større, globale markeder, uden nogen særlig hensyntagen til de historisk ringere stillede udviklingslande, vandt frem. På et møde mellem nogle af verdens ledere fra det globale Nord og det globale Syd i Cancún, Mexico, i 1981, var blandt andre Ronald Reagan med til at omgå ønsker om en ny, international omfordelingsløsning fra den såkaldte Brandt-kommission. I stedet bad han udviklingslande om at omfavne markedets magi.[43] Ikke overraskende konstaterede Prebisch i 1982 tørt: ”Vi latinamerikanere bør vågne op til fakta. Centrene er simpelthen ikke interesserede i, at vi opnår en socialt tilfredsstillende udvikling.”[44] Prebisch var ikke alene. Mange var nu enige om, at udviklingslande fremover i stedet måtte forlade sig på det gamle princip om ’hjælp til selvhjælp’, der blev mantraet for de næste årtiers økonomiske globalisering.
I kølvandet på de mildest talt blandede erfaringer med 1980’ernes og 1990’ernes neoliberale globalisering, strukturtilpasningsprogrammer og det såkaldte ’Washington-konsensus’ – med omfattende protester, der kulminerede i forbindelse med WTO-mødet i Seattle i 1999 – opstod i slut-1990’erne en ny idé om at skabe en mere ’inkluderende kapitalisme’. Idéen bredte sig i et krydsfelt mellem managementteoretikere, erhvervsguruer og internationale embedsfolk i FN.[45] Verdens fattigste skulle også have del i den globale økonomiske vækst, ved, i højere grad, at blive betragtet som potentielle forbrugere og som små entreprenører. Som det lød i en central FN-rapport fra 2000: ”At skabe et inkluderende globalt marked er en af menneskehedens centrale udfordringer i det enogtyvende århundrede”.[46] Efterkrigstidens tre store idéer for lighedsfremmende instrumenter – udvikling, omfordeling, omstrukturering – var nu, stort set, blevet afløst af nye idéer om en global, inkluderende ’win-win’ kapitalisme. Denne inkluderende kapitalisme abonnerede fortsat på visse lighedsidealer—alle skulle have noget godt ud af den økonomiske globalisering—mens den som instrument dog var mere eller mindre apolitisk, og mest optaget af at begrænse fattigdom og kun i ringere grad ulighed (for slet ikke at tale om rigdom). Lettere utopisk bedyrede den inkluderende kapitalisme at ville komme alle til gavn—især de fattigste—men uden at det gjorde ondt på nogen.
De økonomiske og sociale menneskerettigheders idéhistorie
Lad os nu gå fra studierne af den globale uligheds og den globale økonomiske ligheds idéhistorie, til studiet af internationale menneskerettigheder, særligt økonomiske og sociale rettigheder. Disse rettigheder udgør en særlig interesse for mig, fordi de på én og samme gang kan anskues som lighedsnormer—idéen om universelle rettigheder til alle—og på sin vis også som lighedsinstrumenter, fordi man kan hævde, at det vil bidrage til mere lighed, hvis alle nyder gavn af økonomiske og sociale rettigheder. Mit arbejde her er igen blevet til i et krydsfelt mellem forskellige forskningsprojekter og -interesser, og har udmøntet sig i bogen In Defense of Economic and Social Human Rights, der kortlægger argumenter for disse rettigheder fremsat i perioden 1940 til i dag.[47]
Vi kan indledningsvist se lidt nærmere på, hvad man typisk forstår ved økonomiske og sociale menneskerettigheder. (Når jeg i det følgende ikke kommer så meget ind på kulturelle rettigheder, er det bestemt ikke for at negligere deres betydning, ligesom jeg heller ikke her kommenterer på den temmelig kønnede ordlyd i FN’s Menneskerettighedserklæring). I FN’s Menneskerettighedserklæring fra 1948 omhandler artikel 22-27 disse rettigheder, som f.eks. at enhver har ret til social tryghed, til at individets økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder sikres gennem internationalt samarbejde og nationalt, relativt til den enkelte stats ressourcer (§22); at enhver har ret til arbejde, frit valg af beskæftigelse, retfærdige arbejdsvilkår, lige løn for lige arbejde og til at danne og indtræde i fagforeninger (§23); til hvile, fritid og ferie med løn (§24); til en rimelig levestandard, der kan dække familiens sundhed og velvære, inklusiv føde, tøj, bolig, lægehjælp og ret til sociale goder og tryghed ved arbejdsløshed, sygdom, uarbejdsdygtighed, enkestand, alderdom eller andet tab af fortjenstmulighed under ikke-selvforskyldte omstændigheder, samt til særlig beskyttelse af mødre og børn (§25); til gratis og obligatorisk undervisning, som minimum på de grundlæggende trin (§26); og ret til frit at deltage i samfundets kulturelle liv, til kunstnydelse og til at blive delagtiggjort i videnskabens fremskridt og dens goder (§27).[48] Det lyder ikke helt dårligt, hvis alle mennesker havde disse rettigheder, gør det det?
I studiet af menneskerettighedernes historie befinder man sig som idéhistoriker igen i fornemt selskab af andre forskere, der har fokuseret på erklæringer og konventioner, afkolonialisering, globale perspektiver og menneskerettighedsorganisationer.[49]
Min særlige interesse er en idéhistorisk gren af menneskerettighedshistoriografien, som har diskuteret de historiske forhold mellem stigende ulighed, menneskerettigheder og neoliberalisme. Denne forskning er ført an af især Samuel Moyn og Jessica Whyte. De har undersøgt, hvad de forstår som et samtidigt gennembrud af menneskerettigheder, neoliberalisme og stigende ulighed fra 1970’erne og 1980’erne og fremefter.[50] Moyn har argumenteret for, at menneskerettighederne intet kunne stille op overfor den stigende ulighed og var dens ’magtesløse ledsager’, først og fremmest fordi menneskerettigheder er tilstrækkelighedsnormer (det gør ikke noget, at der er høj ulighed, hvis alle har lige, basale rettigheder) snarere end lighedsnormer (som i Moyn’s perspektiv er mere ambitiøse målsætninger om materiel lighed, herunder måske endda med et loft på rigdom).[51] Whyte’s historie handler om, hvordan en række neoliberale tænkere aktivt overtog menneskerettighedsvokabularet til deres egne formål, hvorved rettighederne blev en nyttig ’rejseledsager’ med den stigende ulighed.[52]
Nogle af de forskningsspørgsmål, som jeg her berører, handler om menneskerettighedernes gennembrudsperiode; om der er kontinuitet eller diskontinuitet i deres historie; om vi kan tale om tre successive generationer af rettigheder; og om vi i det 20. århundrede var vidne til menneskerettighedernes normative gennembrud som globale normer.
Disse spørgsmål kan naturligvis undersøges på et væld af måder, afhængigt af afgrænsninger i tid og rum, kildevalg, etc. Min undersøgelse vedrører en lang række menneskerettighedsfortalere, der i ét eller andet omfang, direkte eller indirekte, var tilknyttet FN: internationale embedsfolk, internationale jurister, filosoffer, økonomer og religiøse autoriteter i perioden 1940 til nutiden. Som før vil jeg nu, stort set uden skyggen af bevisførelse, hurtigt ridse nogle af hovedkonklusionerne op.
For det første er det 20. og 21. århundrede ikke en historie om menneskerettighedernes normative sejrsgang som en art global moralsk lingua franca. Der er behov for at se på sociale og økonomiske menneskerettigheder separat fra civile og politiske rettigheder. I dette perspektiv er vores tidsalder ikke en tidsalder for menneskerettighedernes triumftog—hvad de seneste årtier tydeligt har vist.
For det andet: mens det er blevet hævdet, at menneskerettighedsforsvar i vid udstrækning var adskilt fra kritik af materiel ulighed, især fra 1970’erne og frem, viser mit studie af menneskerettighedsfortalere, at de var ganske kritiske over for en bred vifte af uligheder, herunder materielle uligheder. De var optaget af global og international retfærdighed og omfordeling. De havde et ubehag over sameksistensen af ekstrem luksus for nogle mennesker med fravær af basale menneskerettigheder for andre. At demonstrere dette kræver imidlertid, udover dokumentation i kilderne, en mere filosofisk orienteret begrebslig intervention i forhold til, hvordan man kan forstå egalitarisme. Dette kan jeg ikke udfolde her, men har det gjort andetsteds med inddragelse af politisk filosofi.[53]
For det tredje: det er muligt at kortlægge de vigtigste historiske argumenter for økonomiske og sociale menneskerettigheder. Deres fortalere hævdede, at disse rettigheder (i) bidrager til værdighed, velfærd og demokrati; (ii) korrigerer for vilkårlige uretfærdigheder; (iii) giver alle en ret til en andel i samfundets fremskridt; (iv) i ét eller andet omfang kan lade sig gøre at realisere i lyset af tilgængelige ressourcer; og (v) bidrager til en mere fredelig verden. Mange af rettighedsfortalerne gjorde, i kontekst af den kolde krig med meget forskellige politiske og økonomiske systemer – særligt amerikansk kapitalisme og sovjetisk statskommunisme – også opmærksom på, at økonomiske og sociale menneskerettigheder ikke krævede et bestemt økonomisk system.
For det fjerde: denne idéhistorie kan inddeles i tre perioder, nemlig internationalisering (1940’erne-1960’erne); kritik af global ulighed ud fra rettigheder (1960’erne-1970’erne); fortsat legitimering (1970’erne-i dag). Lad os, som før, dykke bare en smule længere ned i det ene af disse punkter.
I perioden 1940’erne-1960’erne forsøger intellektuelle aktører at internationalisere økonomiske og sociale menneskerettigheder. På begge sider af Atlanten er der individer som politologen Ralph Bunche og forfatteren H.G. Wells, der gør kampen for universelle menneskerettigheder, anti-racisme og en bredere forståelse af demokrati til selve kernen i det, som Anden Verdenskrig kæmpes for. De drøfter hvilke rettigheder, der skal gøre sig gældende; hvilke internationale regler, man kan blive enige om; hvordan de kan håndhæves; og hvad man stiller op med at verdens lande, herunder mange stadigt kolonier, er så ekstremt forskelligartede. Den markante forskel på erklæringer overfor reelt gældende international lovgivning er genstand for intens debat, især knyttet til at FN’s Menneskerettighedserklæring fra 1948 kun var en erklæring, mens arbejdet med en konvention for menneskerettigheder mere eller mindre sander til i 1950’erne, hvor arbejdet desuden bliver spaltet i to spor: civile og politiske rettigheder overfor økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Man begrunder, hvorfor økonomiske og sociale rettigheder er vigtige, som når Wells argumenterer for, at disse rettigheder kan korrigere for individers uforskyldte uheld, eller at de kan hjælpe med at sikre, at alle mennesker får deres en vis, retmæssig andel af menneskehedens kollektive fremskridt. Juristen Hersch Lauterpacht og økonomen Gunnar Myrdal pointerer begge, at værdifulde rettigheder til personlig og politisk frihed kan blive en hul hån for dem, der lider af sult, usikkerhed og analfabetisme. Menneskerettighedsfortalerne går ind for fordelingsretfærdighed, idet sikringen af alle individers basale rettigheder de facto kræver et vist mål af omfordeling. De argumenterer for, at princippet om alle individers lige rettigheder bør rangere endnu højere end princippet om en ukrænkelig privat ejendomsret, som kan undtages legitim beskatning.
I 1960’erne til midt-1970’erne opnår økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder en hidtil uset juridisk og normativ styrke. Dette kommer først og fremmest til udtryk gennem FN’s vedtagelse af Konventionen om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder i 1966. Denne stærkere konsolidering af disse rettigheder bliver en ny platform, hvorudfra eksisterende uligheder kan anfægtes. Det er som om, at en ny social kontrakt ser dagens lys: hvis ”alle” er enige om prioriteten af disse rettigheder, så står ekstreme uligheder i vejen for at realisere dem. Dette kommer til udtryk hos en lang række forskelligartede aktører, der forsvarer rettigheder og kritiserer uligheder i 1960’erne og 1970’erne, lige fra paver til post-koloniale ledere til amerikanske rettighedsaktivister og UNESCO-ledere. I 1974 kan den iranske jurist, politiker, menneskerettighedsaktivist og specialrapportør for FN, Manouchehr Ganji, i et stort anlagt globalt studie over verdens tilstand på rettighedsområdet med den sigende titel The Widening Gap: A Study of the Realization of Economic, Social and Cultural Rights, bedyre, at ”Den mest presserende pligt for Menneskerettighedskommissionen ligger i at placere sin moralske autoritets vægt bag en verdensomspændende kampagne for at eliminere massefattigdommens betingelser;” og videre, at: ”Det er bevist, at jo mere ligeligt en nations indkomst og formue er fordelt, jo bedre er den i stand til at sikre mindstestandarder for økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder for alle sine borgere.”[54] Menneskerettigheder, fattigdomsbekæmpelse og ulighedsopmærksomhed skulle gå hånd i hånd.
Ser man på perioden fra 1970’erne til i dag, er der imidlertid ikke tale om et menneskerettighedernes triumftog, hvert fald ikke hvad specifikt angår sociale og økonomiske menneskerettigheder. Der var i stedet et langt, sejt træk for fortsat at sikre deres legitimitet i en verden, der ikke, modsat hvad Hoffman og mange andre have håbet på i efterkrigstiden, havde udryddet fattigdom. Som FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder, Mary Robinson, sagde i 2000, er fattigdom nutidens værste menneskerettighedsproblem. Den mangelfulde legitimitet og realisering af sociale og økonomiske rettigheder kom også til udtryk i modstanden til dem. Som det lød i det liberale magasin The Economist i 2007: ”Mad, arbejde og bolig er bestemt nødvendigheder, men det tjener intet nyttigt formål at kalde dem ‘rettigheder’.” Artiklen opfordrede til at støtte menneskerettigheder, men den rigtige slags, eller som undertitlen lød: ”Altså de gamle, støvede rettigheder: de nyere er distraktioner.”[55] I 2015 udtalte Philip Alston, FN’s daværende Specialrapportør for ekstrem fattigdom og menneskerettigheder, at menneskerettighedsbevægelsens vigtigste opgave i det 21. århundrede bliver at forbinde kampen for borgerlige og politiske rettigheder med kampen for økonomisk og social retfærdighed. Det lød nærmest som et ekko fra efterkrigstiden; en svunden drøm og en insisteren på, at civile og politiske rettigheder ikke er nok. I 2017 måtte englænderen Paul Hunt stadigt minde om, at sociale rettigheder er menneskerettigheder.[56] Empiriske studier af, i hvilket omfang sociale og økonomiske rettigheder er blevet realiseret rundt om i verden, viser både fremgang, stilstand og ringe grad af rettighedsrealisering, også inden for rige lande som f.eks. USA og England.[57] I et globalt perspektiv har millioner eller snarere milliarder af mennesker stadigt stærkt begrænsede sociale og økonomiske rettigheder.
Jeg ville ønske, der var mere tid til at runde af, og at samle trådene, men det er der ikke. Hermed håber jeg, at I har fået et lille indblik i, hvad jeg går og forsker i for tiden. Nogle af de emner, der måske er på tapetet i fremtiden både individuelt og i samarbejde med andre, er ny forskning i idéer om retfærdighed, om retten til mad, om pligter og pligtbegrebets historie, ligesom jeg håber at bruge mere tid på formidling, og at udforske mere tværfagligt samarbejde. Tak for jeres opmærksomhed!
Christian Olaf Christiansen: Professor i Idéhistorie ved Aarhus Universitet. Hans arbejde undersøger idéhistorien om global ulighed, kapitalisme og internationale menneskerettigheder, med særligt fokus på det tyvende århundrede og internationale institutioner. Han er blandt andet forfatter til Designing Global Economic Equality (Oxford University Press, 2026), In Defense of Economic and Social Human Rights (Cambridge University Press, 2025), samt Vi skyller global ulighed ned med østers og champagne (Aarhus Universitetsforlag, 2026).
[1] Jeg har bestræbt mig på at holde denne tekst så tæt på tiltrædelsesforelæsningen som muligt, dvs. beholdt dens karakter af et foredrag for en bredere offentlighed, samt forsøgt at holde referencer til et minimum. Alle oversættelser i det følgende er, med mindre andet eksplicit er angivet, mine.
[2] Hoffman 1962, 142.
[3] Se Christiansen 2022a for referencer.
[4] For en nyere gennemgang se Christiansen 2026c.
[5] Oxfam 2016.
[6] Se f.eks. Milanovic 2016; elefantgrafen blev dog præsenteret i et tidligere arbejde sammen med Christoph Lakner i 2013.
[7] Chancel & Piketty 2021.
[8] UNDP 2019.
[9] Shachar 2009.
[10] Piketty 2014; Stiglitz 2012.
[11] Scheidel 2018.
[12] Hickel 2017; McGill 2016.
[13] Roberts & Parks 2017.
[14] Frankfurt 2015; Robeyns 2022.
[15] Therborn 2023, 32.
[16] Li 2023, 153.
[17] McMahon 2023; Rosanvallon 2012; Williams 2024.
[18] Stuurman 2017.
[19] Milanovic 2023.
[20] Projektets hjemmeside: http://global-inequality.com/project.
[21] Christiansen 2025; Christiansen 2026a; Christiansen 2026b.
[22] Lovejoy 1940, 4, her citeret fra Herbjørnsrud 2021, 622.
[23] For en klassisk kritik se f.eks. Ngugi 2003.
[24] Christiansen 2026b.
[25] Skinner 2002.
[26] Machado-Guichon 2024.
[27] Christiansen 2021a; Christiansen 2023.
[28] Grove 2018, xi.
[29] For kildehenvisninger her, og i det følgende afsnit, se Christiansen 2023.
[30] Christiansen 2026b.
[31] Myrdal 1985, 152.
[32] Myrdal 1957, 125.
[33] Borgwardt 2007; Helleiner 2021; Helleiner 2016; Jolly, Emmerij, Ghai & Lapeyre 2004; Mazower 2013; Pemberton 2001; Rosenboim 2017; Staples 2006.
[34] Slobodian 2018.
[35] Prebisch 1981, 172.
[36] Clark 1940, citeret fra Speich 2011, 7.
[37] Du Bois 1944, citeret fra Dahl 2022, 23.
[38] Truman 1949, citeret fra Mazower 2013, 274–75.
[39] Ward 1959, 186.
[40] Ward 1962, 32.
[41] McNamara 1973, 30.
[42] Tucker 1977.
[43] Prashad 2014, 80.
[44] Prebisch 1982, 7.
[45] Christiansen 2021b.
[46] Annan 2000, 35.
[47] Christiansen 2025.
[48] FN 1948.
[49] Burke 2010; Burke, Duranti & Moses 2021; Ibhawoh 2017; Jensen & Walton 2022; Jensen 2016; Morsink 1999; Roberts 2015.
[50] Moyn 2018; Whyte 2019; for kritik, se Christiansen 2022b, Christiansen 2020.
[51] Moyn 2014.
[52] Whyte 2018.
[53] For referencer til dette og de følgende afsnit, se Christiansen 2025.
[54] Ganji 1974, 21.
[55] Munoz 2007.
[56] Hunt 2017.
[57] Fukuda-Parr, Randolph & Lawson-Remer 2010.
Litteratur
Annan, Kofi A. (2000): We the Peoples. The Role of the United Nations in the 21st Century. New York: The United Nations, Department of Public Information.
Borgwardt, Elizabeth (2007): A New Deal for the World: America’s Vision for Human Rights. Cambridge, MA: Belknap Press of Harvard University Press.
Burke,Roland (2010): Decolonization and the Evolution of International Human Rights. Philadelphia, PA: University of Pennsylvania Press.
Burke, Roland, Duranti, Marco & Moses, Dirk (red.) (2021): Decolonization, Self-Determination, and the Rise of Global Human Rights Politics. Cambridge: Cambridge University Press, 2021.
Chancel, Lucas & Piketty, Thomas (2021): “Global Income Inequality, 1820-2020: The Persistence and Mutation of Extreme Inequality”, World Inequality Lab – Working Paper N° 2021/19. https://wid.world/document/longrunpaper/
Christiansen, Christian Olaf (2026a): Vi skyller global ulighed ned med østers og champagne, Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.
Christiansen, Christian Olaf (2026b): Designing Global Economic Equality: The Making and Unmaking of Global Egalitarian Politics at the United Nations. An Intellectual History. New York: Oxford University Press.
Christiansen, Christian Olaf (2026c): “Professor: Tre nye rapporter punkterer myten om, at globaliseringen løfter alle.” https://www.altinget.dk/udvikling/artikel/professor-tre-nye-rapporter-punkterer-myten-om-at-globaliseringen-loefter-alle
Christiansen, Christian Olaf (2025): In Defense of Economic and Social Human Rights: An Intellectual History, 1940 to the Present, Cambridge: Cambridge University Press.
Christiansen, Christian Olaf (2023): “The Mainstreaming of Global Inequality, 1980–2020.” Contributions to the History of Concepts, 18, 3: 52–82.
Christiansen, Christian Olaf, Machado-Guichon, Mélanie Lindbjerg, Mercader, Sofía, Hunt, Oliver Bugge & Jha, Priyanka (red.) (2023): Talking About Global Inequality: Personal Experiences and Historical Perspectives. Cham: Palgrave Macmillan.
Christiansen, Christian Olaf (2022a): ”Der mangler politiske vilje til at nedbringe global ulighed”, Altinget.dk. https://www.altinget.dk/udvikling/artikel/lektor-i-idehistorie-der-mangler-politisk-vilje-til-at-nedbringe-global-ulighed
Christiansen, Christian Olaf (2022b): “Var menneskerettigheder medvirkende til neoliberalismens fremmarch?”, TEMP – tidsskrift for historie. 12: 218-232.
Christiansen, Christian Olaf (2021a): “The Making of Global Inequality: A Conceptual History, 1945–1980”. Contributions to the History of Concepts, 16, 2: 83–107.
Christiansen, Christian Olaf (2021b): ”Managementteoretikere, internationale embedsmænd og en ‘inkluderende kapitalisme’”. I Pedersen, Simone Sefland & Thorup, Mikkel (red.), Samtidens Idéhistorie. Aarhus: Baggrund, 98-111.
Christiansen, Christian Olaf (2020): “Menneskerettigheder på anklagebænken: Anmeldelse af Samuel Moyn: Not Enough (Harvard U.P., 2018)”. TEMP – tidsskrift for historie. 20, 1: 216-225.
Clark, Colin (1940): The Conditions of Economic Progress. London: Macmillan.
Dahl, Adam (2022): “Constructing Colonial Peoples: W. E. B. Du Bois, the United Nations, and the Politics of Space and Scale”. Modern Intellectual History, 20, 3: 1–25.
Du Bois, W. E. B. (1944): “The United Nations and Colonies”. June 26, 1944, W. E. B. Du Bois Papers, Schomburg Center for Research in Black Culture, New York Public Library, Box 1, 1.
FN (1948): FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne.
https://menneskeret.dk/files/media/dokumenter/om_os/om_menneskerettigheder_diverse/fn_verdenserklaering_fil.pdf
Frankfurt, Harry S. (2015): On Inequality. Princeton: Princeton University Press.
Fukuda-Parr, Sakiko, Randolph, Susan & Lawson-Remer, Terra (2010): “Economic and social rights fulfillment index: country scores and rankings”. Journal of Human Rights, 9, 3: 230-26.
Ganji, Manouchehr (1972): The Widening Gap: A Study of the Realization of Economic, Social and Cultural Rights. New York: FN’s Økonomiske og Sociale Råd, E/CN.4/1131.
Grove, D. John (2018): “Preface”, i Grove (red.): Global Inequality: Political and Socioeconomic Perspectives, New York: Routledge [1979]), xi-xii.
Helleiner, Eric (2021): The Neomercantilists: A Global Intellectual History. Ithaca, NY: Cornell University Press.
Helleiner, Eric (2016): Forgotten Foundations of Bretton Woods: International Development and the Making of the Postwar Order. Ithaca, NY: Cornell University Press.
Herbjørnsrud, Dag (2021): “Beyond Decolonizing: Global Intellectual History and Reconstruction of a Comparative Method”. Global Intellectual History, 6, 5: 614–640.
Hickel, Jason (2017): The Divide: A Brief Guide to Global Inequality and Its Solutions. London: Penguin.
Hunt, Paul (2017): Social Rights are Human Rights: but the UK system is rigged. Sheffield, UK: Centre for Welfare Reform.
Ibhawoh, Bonny (2017): Human Rights in Africa. Cambridge: Cambridge University Press.
Jensen, Steven L.B. & Walton, Charles (red.) (2022): Social Rights and the Politics of Obligation in History. Cambridge: Cambridge University Press.
Jensen, Steven L.B. (2016): The Making Of International Human Rights: The 1960s, Decolonization, and the Reconstruction of Global Values. Cambridge: Cambridge University Press.
Jolly, Richard, Emmerij, Louis, Ghai, Dharam & Lapeyre, Frédéric (2004): UN Contributions to Development Thinking and Practice. Bloomington, IN: Indiana University Press.
Li, Tania (2023): “Making the Familiar Strange: Anthropological Reflections”. I Christiansen, Machado-Guichon, Mercader, Hunt & Jha (red.), Talking About Global Inequality, 147–154.
Lovejoy, Arthur O. (1940): “Reflections on the History of Ideas”. Journal of the History of Ideas, 1, 1: 1–23.
Machado-Guicon, Mélanie Lindbjerg (2024): “The Postcolonial World as a Cargo Globe: Ideas of Inequality in Early Ghanaian Fiction, 1968-1977”. Canadian Journal of African Studies, 58, 3, 601–20.
Mazower, Mark (2013): Governing the World: The History of an Idea, 1815 to the Present. London: Penguin Books.
McGill, Kenneth (2016): Global Inequality: Anthropological Insights. Toronto: University of Toronto Press.
McMahon, Darrin (2023): Equality: The History of an Elusive Idea. New York: Basic Books.
McNamara, Robert S. (1973): One Hundred Countries, Two Billion People: The Dimensions of Development. New York: Praeger Publishers.
Milanovic, Branko (2023): Visions of Inequality. Cambridge, MA: Harvard University Press.
Milanovic, Branko (2016): Global Inequality: A New Approach for the Age of Globalization. Cambridge, MA: Harvard University Press.
Morsink, Johannes (1999): The Universal Declaration of Human Rights: Origins, Drafting, and Intent. Philadelphia, PA: University of Pennsylvania Press, 1999.
Moyn, Samuel (2018): Not Enough: Human Rights in an Unequal World. Cambridge, MA: Harvard University Press.
Moyn, Samuel (2014): “A Powerless Companion: Human Rights in the Age of Neoliberalism”. Law and Contemporary Problems, 77, 4: 147–169.
Munoz, Claudio (2007): “Stand up for your rights”. The Economist. 22 Marts.
Myrdal, Gunnar (1985): “International Inequality and Foreign Aid in Retrospect”, i Meier, Gerald M. & Seers, Dudley (red.), Pioneers in Development. New York: Oxford University Press for the World Bank, 149-165.
Myrdal, Gunnar (1957): Economic Theory and Underdeveloped Regions. London: G. Duckworth.
Ngugi wa Thiongo (2005): Decolonising the Mind. Nairobi: James Currey.
Oxfam (2016): An economy for the 1%: How privilege and power in the economy drive extreme inequality and how this can be stopped. Oxfam Briefing Paper. Oxfam GB. https://policy-practice.oxfam.org/resources/an-economy-for-the-1-how-privilege-and-power-in-the-economy-drive-extreme-inequ-592643/
Pemberton, Jo-Anne (2001): Global Metaphors: Modernity and the Quest for One World. London: Pluto.
Piketty, Thomas (2014): Capital in the Twenty-First Century. Cambridge, MA: Belknap Press of Harvard University Press.
Prashad, Vijay (2014): The Poorer Nations: A Possible History of the Global South. London: Verso.
Prebisch, Raúl (1982): “A Historic Turning Point for the Latin American Periphery”. CEPAL Review, United Nations Economy Commission for Latin America. 1982, 18: 7–24.
Prebisch, Raúl (1981): “Dialogue on Friedman and Hayek. From the Standpoint of the Periphery”. CEPAL Review, United Nations Economy Commission for Latin America. December, 15: 153–174.
Roberts, Christopher N.J. (2015): The Contentious History of the International Bill of Rights. Cambridge: Cambridge University Press.
Roberts, J. Timmons & Parks, Bradley C. (2007): A Climate of Injustice: Global Inequality, North-South Politics, and Climate Policy. Cambridge, MA: MIT Press.
Robeyns, Ingrid (2022): “Why Limitarianism?” The Journal of Political Philosophy, 30, 2: 249–270.
Rosanvallon, Pierre (2012): The Society of Equals. Cambridge, MA: Harvard University Press.
Rosenboim, Or (2017): The Emergence of Globalism: Visions of World Order in Britain and the United States, 1939–1950. Princeton: Princeton University Press.
Scheidel, Walter (2018): The Great Leveler: Violence and the History of Inequality from the Stone Age to the Twenty-First Century. Princeton: Princeton University Press.
Shachar, Ayelet (2009): The Birthright Lottery: Citizenship and Global Inequality. Cambridge, MA: Harvard University Press.
Skinner, Quentin (2002): “Moral Principles and Social Change,” i Skinner, Visions of Politics: Volume 1, Regarding Method. Cambridge: Cambridge University Press, 145–157.
Slobodian, Quinn (2018): Globalists. The End of Empire and the Birth of Neoliberalism. Cambridge, MA: Harvard University Press.
Speich, David (2011): “The Use of Global Abstractions: National Income Accounting in the Period of Imperial Decline.” Journal of Global History, 6, 1: 7–28
Staples, Amy L.S. (2006): The Birth of Development. Kent, OH: Kent State University Press, 2006
Stiglitz, Joseph E. (2012): The Price of Inequality. New York: W. W. Norton & Co.
Stuurman, Siep (2017): The Invention of Humanity: Equality and Cultural Difference in World History. Cambridge, MA: Harvard University Press.
Therborn, Göran (2023): “Anti-Imperialism and Digging for the Bases of Power and Privilige,” i Christiansen, Machado-Guichon, Mercader, Hunt & Jha (red.): Talking About Global Inequality: Personal Experiences and Historical Perspectives. Cham: Palgrave Macmillan, 31–38.
Tucker, Robert W. (1977): The Inequality of Nations. New York: Basic Books.
United Nations Development Program (2019): UN Human Development Report 2019: Beyond Income, Beyond Averages, Beyond Today: Inequalities in Human Development in the 21st Century. New York: UNDP.
Ward, Barbara (1962): The Rich and the Poor Nations. London: Hamish Hamilton.
Ward, Barbara (1959): 5 Ideas That Change the World. New York: W. W. Norton & Company.
Whyte, Jessica, (2019): The Morals of the Market, London: Verso.
Whyte, Jessica (2018): “Powerless Companions or Fellow Travellers: Human Rights and the Neoliberal Assault on Post-Colonial Economic Justice.” Radical Philosophy, Juni.
Williams, David Lay (2024): The Greatest of All Plagues: How Economic Inequality Shaped Political Thought from Plato to Marx. Princeton: Princeton University Press.