Undervejs i fremtidernes by: Et essay om Berlin og Karl-Marx-Allee

De berlinske omgivelser kan give anledning til at tænke over tid. Som franske Francois Hartog skriver i introduktionskapitlet til sit berømte tidsteoretiske værk om ”historicitetsregimer” (Régimes d’historicité, 2003), virker det næppe tilfældigt, at skitserne til denne tidsteori faldt på plads for ham i 1990’ernes Berlin, hvor Berlinmurens fald, den tyske genforening og de historiepolitiske diskussioner om erindringskulturen havde kastet forholdet mellem fortiden, nutiden og fremtiden op i luften.

Der er ganske vist også andre byer, der bærer på en slags tidslig identitet. Rom er fortidens by, den evige stad. Sociologen og filosoffen Georg Simmel skriver i sit by-essay Rom – en æstetisk analyse (1898, oversat til dansk i 2024), at ”i Rom fylder tidernes kontinuitet konstant bevidstheden på en indlysende måde […]”. Ifølge Simmel giver historien og tiden i Rom indtryk af at være harmonisk fortløbende. Selve erfaringen af historien og tiden fremstår derfor i Rom i en særligt ren og, vil nogen sige, opbyggelig form. Det er en velkendt fremstilling, at et ophold i Rom gør mennesket bevidst om sig selv som et historisk væsen. Som Børge Kristiansen eksempelvis foreslår i sin fænomenale undersøgelse af identitetsfilosofien i Henrik Pontoppidans roman Lykke-Per, er det i bogens Rom-kapitel, at Per for alvor begynder bevægelsen hen imod ”at blive sig selv”, hvor Pers fremtidsorienterede verdenserobrermentalitet opløses for de sideniuske familietræk. I Rom bemægtiges Pers fremtid af arven og fortiden.

Fra mit synspunkt adskiller byer som Berlin og Paris sig fra Rom ved at være præget af mere moderne forståelser af tid. Jeg trækker her på den tyske historiker Reinhart Kosellecks modernitetstese om ”saddeltiden”. Grundlæggende angiver ”saddeltiden” et paradigmeskifte i menneskets begrebsverden, som ifølge Koselleck indtraf cirka 1750-1850 i den vestlige verden. Hvor vigtige begreber fra det politiske sprog før 1750 var erfarings- og fortidsorienterede, markerede ”saddeltiden” overgangen til en ny historiefilosofisk præget semantik, der befæstede fremskridtstanken og appellen til fremtiden i den politiske begrebsverden. Ifølge Koselleck løsrev den fremtidsorienterede ”forventningshorisont” sig fra det fortidsbaserede ”erfaringsrum”. Før ”saddeltiden” var nutiden præget af fortiden. Efter ”saddeltiden” var nutiden åbnet op imod fremtiden.

Både Paris og Berlin bærer i særegen grad på dette modernitetens grundvilkår, men med forskellige ansigter. I Paris udtrykkes det i byens store revolutionære tradition. Ifølge Koselleck er det karakteristisk for ”saddeltiden”, at mennesket her erkendte sig selv som et politisk handlende subjekt – at det gennem vilje og handling kan skabe forandring og selv være med til at forme fremtiden. Hvis Rom inkarnerer en harmonisk og organisk forståelse af tid, en fornemmelse af kontinuitet, har Paris været centrum for bruddet og ambitionen om at accelerere forandringen på radikal vis. En fællesnævner for de parisiske revolutioner var idéen om her og nu at sætte skub i det historiske ur, at sparke døren ind til nye fremtider. Fremtider, som i førmoderne og mere statiske forståelser af tid, ville have taget årtier eller århundreder.

Endelig er det 20. århundredes store politiske utopier et andet oplagt eksempel på fremtidens plads i moderniteten. Det er her, Berlins særegne træk træder frem. Som Den Kolde Krigs frontby har den både været hovedstad i et klasseløst samfund (DDR), udstillingsvindue for den kapitalistiske og demokratiske verden (Forbundsrepublikken) og forinden verdensmetropol i et racerent tusindårsrige (Det Tredje Rige). Fælles for det brogede ideologiske spektrum af magthavere i Berlin har været, at de har haft visioner for byen i kolossal målestok. Arkitekturen skulle give liv til utopien som ord i sten: bygningerne skulle afspejle, repræsentere og underbygge det fremtidsprojekt, som utopierne stillede i sigte. 

Hvor Paris gennem sin revolutionære tradition er blevet formet af folket ”fra neden”, er den stående berlinske fortælling, på trods af at Berlin ofte har været omdrejningspunkt for det revolutionære spor i tysk historie, i højere grad en bevægelse, der er gået oppefra og ned. I den forstand kan man sige, at der i flere af Berlins mange politiske ansigter i det 20. århundrede er reminiscenser af en generel tysk tradition for statsetatisme, hvor staten grundlæggende anskues som en gennemrationel aktør og som repræsentant for historiens indlejrede logik, der i sit mandat hæver sig over stemmerne ”fra neden”. Denne respekt for øvrighedsstaten er en af den tyske histories store klichéer men svær at komme udenom, når man skal forklare, hvorfor den tyske hovedstad har været et så legitimt ideologisk redskab for magthaverne. 

Også magthaverne i Rom har haft store indgribende fremtidsvisioner for byen. Det er velkendt, at Mussolinis ambition var at genskabe byen i al dens imperiale storhed fra Romerriget. Men den afgørende forskel til Berlin er netop her, at magthavernes idéer om Roms fremtid nærmest som en naturlov har stilet til Roms fortid, mens det er kendetegnende for Berlin, at visionerne oftest har intenderet noget radikalt anderledes end det bestående. Roms årtusindelange arv har altid været på sikker grund og haft en indlysende historisk ret; i Berlin har ikke én mursten været hellig. Mest berygtet er Albert Speer og Adolf Hitlers planer for henholdsvis en nord-syd- og øst-vest-akse i byen, der havde jævnet stort set hele det 19. århundredes klassiske Berlin med jorden for at gøre plads til nyt repræsentationsbyggeri i stil med den nazistiske æstetiks massivitet og monumentalitet.

Den tyske filosof Peter Sloterdijk introducerer i essayet Was geschah im 20. Jahrhundert? (2016) begrebet Prinzip des Soforts (princippet med-det-samme). Sloterdijk kommenterer i sit essay Eric Hobsbawms berømte tese om det 20. århundrede som ”ekstremernes århundrede”. Mens Hobsbawm betoner århundredets mange ideologiske konfrontationer, krige og totalitarisme – deri dens ekstremisme – ser Sloterdijk i forlængelse af heraf århundredet præget af en slags temporal ekstremisme: en vilje til at realisere fremtiden her og nu, koste hvad det vil. Hvis Sloterdijks Prinzip des Soforts har en hjemstavn, er det Berlin. Det ligger i byens DNA, at den har noget forceret over sig. På cirka 50 år gik Berlin i stormende bevægelser fra at være en stor provinsby i periferien af det tyske sprogrum til at stå som verdensby ved indgangen til det 20. århundrede.”Parvenupolis” har en af Weimarrepublikkens berømte udenrigsministre, Walter Rathenau, derfor benævnt Berlin med henvisning til byens opkomlinge-status blandt gamle europæiske hovedstæder som Rom, Paris og London. Nok kunne Berlin smykke sig med imponerende vækst og dynamik, men den manglede de gamle hovedstæders patina. Der synes at være en forbindelse mellem denne ekstreme vækstacceleration, byens manglende historiske aura og den forcerede Prinzip-des-Soforts-logik, der karakteriserer de berlinske magthaveres omgang med byen i det 20. århundrede. Måske netop derfor har de enorme ødelæggelser af den tyske hovedstad under 2. Verdenskrig heller ikke sat sig som et stort kollektivt sår hos tyskerne, som det eksempelvis er tilfældet med ødelæggelsen af Dresden. Berlins ødelæggelse har heller aldrig for byen selv været nogen uoverkommelig eksistentiel udfordring. Berlins ambivalente velsignelse som by er her, at dens flydende identitet gør, at den ikke har noget stort behov for at orientere sig selvtilfreds mod dens egen fortid, men hurtigt kan iføre sig en ny maske.

Min pointe er altså, at Berlins tidslige identitet handler om byens særlige koncentration af fremtider. I dette “tidshistoriske Pompeji”, som Jens Bisky kalder byen i sit enorme værk Berlin: Biographie einer großen Stadt (2019), ligger fremtiderne lag på lag, som i oldtidsbyen indfanget af vulkansk aske, og vidner om de mange forskellige samfundsprojekter, der har haft greb om byen.

Herfra skal det specifikt handle om den socialistiske fremtid, der blev stillet østberlinerne i udsigt under DDR-tiden. Vi skal på en byhistorisk vandring på Karl-Marx-Allee, der forbinder den gamle østberlinske bydel Friedrichshain med Alexanderplatz i Berlins centrum. Efter den tyske genforening er bygninger, monumenter og gadenavne, der repræsenterede en særlig DDR-identitet, ellers rundhåndet blevet kasseret til historiens mødding, men Karl-Marx-Allee står intakt. Som DDR’s første store prestigeprojekt i den nye socialistiske hovedstad blev Karl-Marx-Allee af staten brandet som ”den første socialistiske gade på tysk jord”. Med den nye begyndelses patos skulle arkitekturen materialisere det sejrende socialistiske fremtidsløfte, der arkitektonisk præger den første halvdel af strækningen, mens anden halvdels radikalt anderledes udtryk afspejler en grundlæggende revurdering af den socialistiske fremtid. Med det koselleckianske udtryk nok en gang er en byvandring på Karl-Marx-Allee et indblik i de socialistiske “forventningshorisonter” i løbet af DDR’s historie. 

Lag på lag – navn på navn

Når Berlin i løbet af dets historie har været en så formbar størrelse, har det, betragtet fra en af byhistoriens mindre dramatiske ståsteder, kunne ses i gadernes og pladsernes hyppige navneskift. Her er Karl-Marx-Allee ingen undtagelse. Før ødelæggelsen under 2. Verdenskrig hed strækningen Große Frankfurter Straße. I anledning af Josef Stalins 70-års fødselsdag i 1949 blev den omdøbt til Stalinallee for så i 1961 at skifte navn til Karl-Marx-Allee. På grund af nærværende teksts pendulering mellem forskellige historiske skæringspunkter vil jeg for overblikkets skyld konsekvent omtale strækningen som Karl-Marx-Allee.

I retning af konfliktzonen

Inden en vandretur på Karl-Marx-Allee er man nødt til at tage stilling til i hvilken ende af strækningen, turen skal tage sin begyndelse. Starter man fra Alexanderplatz i Mitte og går mod Frankfurter Tor i Friedrichshain eller omvendt? I både praktisk og symbolsk forstand har strækningen siden dens anlægning i det 18. århundrede været Berlins væsentligste nerve i østlig retning. Vælger man derfor at starte fra Alexanderplatz og gå mod øst, er man tro mod strækningens oprindelige ånd og DDR’s politiske og kulturelle orientering mod øst, som den, i arkitektonisk forstand, Moskva-lignende Karl-Marx-Allee også skulle give form til.

Alligevel vil jeg i det følgende gå i modsat retning, starte ved Frankfurter Tor og slutte ved Alexanderplatz i Mitte. Med bevægelsen ind mod Mitte følger vi for det første kronologien i Karl-Marx-Allees to byggefaser. Vi starter på den første etape fra 1950’erne og går ind på anden etape fra 1960’erne, der med deres vidt forskellige æstetikker rummer en udsigelseskraft om forskellige fremtider i DDR’s historie. For det andet bevæger vi os mod Fernsehturm, der ikke står på selve Karl-Marx-Allee, men som i sin vertikale stræben og centrale placering insisterer på at holde vores blik rettet mod den. Vi går med andre ord i den retning, som DDR-regimet ville have os til. Karl-Marx-Allee og Fernsehturm er en del af den samme DDR-topografi og bør læses ind i det særlige berlinske forhold, at byen rummede Den Kolde Krigs to konkurrerende ideologiske systemer. Ved at bevæge os ind mod Mitte bevæger vi os dybere ind i konfliktzonen mellem to fremtidsperspektiver, som henholdsvis Øst- og Vestberlin ”udstillede”.

Arkitektonisk intertekstualitet

I kernen af den historieopfattelse DDR-regimet var grundlagt på og forsøgt legitimeret gennem, står en fleksibel konstruktion af marxistisk to-linje-teori og antifascisme. Denne fortolkningsfigur går i sin enkelthed ud på, at den tyske historie har udvist to gennemgående hovedstrømninger, en ”reaktionær” og en ”progressiv”. Til de ”reaktionære” strukturer hører blandt andet den tyske militarismes kadaverdisciplin, den preussiske øvrighedsstats undersåtmentalitet og den apolitiske inderlighedskultur i traditionen fra den tyske romantik. Frederik Den Store og Otto von Bismarck inkarnerede på individniveau omslaget af disse reaktionære strukturer, der fandt et gennemradikaliseret udtryk i skikkelse af Adolf Hitler. Summen af den ”reaktionære” linjes dårligdomme gav samtidig svaret på efterkrigstidens store spørgsmål blandt tyske intellektuelle om, hvorfor nationalsocialismen netop var opstået i Tyskland.

Det var et belejligt facit for DDR, fordi DDR hævdede at repræsentere den ”progressive” linje og var dermed fritaget fra de kontinuiteter, der angiveligt havde skabt nationalsocialismen. Samtidig blev antifascismen ophøjet til noget nær en statsdoktrin ved heltedyrkelse af tyske, kommunistiske modstandsfolk som Ernst Thälmann. DDR’s grundlæggelsesmyte gabte således over en enorm moralsk gennemslagskraft, da regimet i eget billede både indeholdt den antifascistiske modstand på tysk jord, og gennem kommunismens sejr over nationalsocialismen også selv hævdede at være historiens sejrherrer. DDR var det ”bedre” Tyskland og ”Hitler var vesttysker”, som den (vest)tyske historiograf Bernd Faulenbach engang ironisk bemærkede.

Denne ”reaktionære” og ”progressive” linje i tysk historie havde i DDR hver sin arkitektoniske repræsentant i det gamle Østberlin: Unter den Linden (reaktionær) og Karl-Marx-Allee (progressiv). Man kan sige, at Karl-Marx-Allee står i et intertekstuelt forhold til Unter den Linden, hvis vi accepterer præmissen om, at begrebet intertekstualitet også kan bære byrum og arkitektur som en slags ideologiske tekster. For Karl-Marx-Allee er en kommentar til Unter den Linden, tænkt som dens arkitektoniske-ideologiske antitese. Med de klassicistiske bygninger, militærparader, vagtafløsning og preussiske symboler var Unter den Linden i DDR-regimets historielogik indbegrebet af den preussiske og ”reaktionære” arv i tysk historie.

I spørgsmålet om de nye socialistiske byers udformning i DDR var Walter Ulbricht, regimets første og mangeårige leder, i spidsen for en gruppering, der monumentalt ville iscenesætte socialismens sejr på tysk grund. Retningen var formuleret i 1950 med 16 officielle principper for, hvordan de nye socialistiske byer konkret skulle tage sig ud, hvor Østberlin som hovedstad i DDR selvfølgelig fik en særlig status.

Den socialistiske triumf skulle eksempelvis udtrykkes i nye monumentale Siegesmale (sejrsmonumenter), typisk såkaldte Höherdominanten (høje, dominerende bygninger), der i bykernen skulle rage op over monumenterne for den kapitalistiske tidsalder, som socialismen havde overvundet. Fernsehturm på Alexanderplatz bør også læses i denne forlængelse, og først med dets færdiggørelse i 1969 kan Karl-Marx-Allee siges at være fuldendt.

Det intertekstuelle forhold mellem Karl-Marx-Allee og Unter den Linden rummer derfor også en lignende relation mellem Fernsehturm og Siegessäule (Sejrssøjlen). Sidstnævnte er et sejrsmonument over de tre tyske samlingskrige (Danmark 1864, Østrig 1866 og Frankrig i 1871), der blev indviet i 1873. Siegessäule har skiftet placering flere gange, men er altid forblevet en del af Unter den Lindens topografi. I dag står den på Großer Stern, som den blev flyttet til i 1939 som et led i Albert Speers ”Germania”-planer, og troner sig endnu op i horisonten, når man går fra Museumsinsel mod Brandenburger Tor. Fernsehturm er DDR’s Siegessäule og som sådan den progressive historielinjes triumf over den reaktionære, først og fremmest iscenesat gennem vertikal magt (eller fallisk potens om man vil: 67 meter vs. 220 meter). Roland Barthes skriver i sit berømte essay La Tour Eiffel (1964), at Eiffeltårnet er et uundgåeligt objekt i det parisiske bybillede. Vi kan kun undslippe den ved at stå i toppen af tårnet selv. På samme vis påberåber Fernsehturm sig her, midt i Den Kolde Krigs to ideologiske udstillingsvinduer, en konstant opmærksomhed. Men i modsætning til Barthes’ pointe om, at Eiffeltårnet er en tom skal, vi kan proppe med symbolsk indhold efter behag, var Fersehturm netop i sin oprindelige kerne et magtsymbol, der skulle underbygge socialismens erobring af verdensrummet. Som en teknologisk højavanceret konstruktion med den roterende kuppel skulle den strække sig himmelstræbende op i det berlinske bybillede, så heller ikke vestberlinerne var i tvivl om østblokkens teknologiske overherredømme i rumkapløbet.

På Karl-Marx-Allees første etape

Selvom DDR-regimet ganske vist ikke gjorde krav på Richard Wagner, er der her ved Frankfurter Tor – vores indgang til Karl-Marx-Allee – noget, der ligner en wagneriansk dramaturgi. De 2 kuplede tårne er den manipulerende ouverture, der tydeligt indvarsler Fernsehturm ude i horisonten, den store forløsning, som checker ind og ud af bevidstheden i bevægelsen derhen, men som vi aldrig må tabe af syne. 

Herefter strækker de 200-meter-lange boligblokke sig, på hver side af den 80-meter-brede allé, med keramikfacader i syv til ni etagers højde, der ser ud til at fortsætte i en uendelighed med gesimser, arkitraver, trekantsgavle, friser, palmetter, doriske, joniske, korinthiske søjler og søjlegange, mosaikker og relieffer med socialistiske motiver. Stilen, der går under benævnelser som ”socialistisk nyklassicisme”, ”Stalin-barok” eller ”kransekagearkitektur”, var ikke særegen for DDR, men et eksempel på en sovjetimperialistisk æstetik, der hører den stalinistiske epoke til med Lomonossow-Universitet i Moskva og Kulturpaladset i Warszawa som beslægtede bygningsværker. Kendetegnende for stilen er først og fremmest, at den er bagudskuende og pluralistisk i sine historiske referencer, mens ornamentikken og dimensionerne er så overvældende og svulstige, som det næsten forventes af historiens sejrherrer.

Inde bag facaderne havde DDR opført næsten 5000 lejligheder i en standard, der i samtiden var uhørt for arbejderklassen. ”Arbejderpaladser” blev beboelsesejendommene selvsikkert kaldt, og forsikrede om, at socialismen havde overvundet den borgerligt-monarkiske fortid og selv overtaget definitionsmagten over fremtiden. Vi gør holdt ved Block C, det arkitektoniske highlight her på første etape, der teatralsk svælger i fremskridtsløftet.

Ophavsmanden var Richard Paulick, der sammen med Hermann Henselmann, var Karl-Marx-Allees to vigtigste arkitekter. En fællesnævner for dem var, at de i 1920’erne og 30’erne hørte til den arkitektoniske avantgarde omkring Bauhaus-miljøet. De endte begge i 1950’erne med at tilpasse deres arbejde den statsdikterede arkitektur, der, som et ekko af den nationalsocialistiske kritik af Bauhaus, netop var formuleret som et opbyggeligt alternativ til den dekadence og elitære appel, der angiveligt lå i Bauhaus-idéen.

En af de tilsigtede lærdomme fra DDR’s nationalhymne Auferstanden aus Ruinen fra 1949 af Johannes R. Becher må være, at ruiner er lige dele afslutning og begyndelse: Auferstanden aus Ruinen und der Zukunft zugewandt (min oversættelse: Opstået af ruiner og vendt mod fremtiden) som det hedder i tekstens indledende vers, hvor ruinen som figur peger tilbage på den gamle verden, men samtidig er det medium, hvoraf den nye fremtid kan fødes. Særligt her foran Block C, men for så vidt gældende for Karl-Marx-Allee generelt, er det snarere forbindelseslinjerne til det gamle end fornemmelsen af det radikalt nye, jeg står tilbage med. Er det arkitektoniske forlæg, massiviteten og megalomanien på Karl-Marx-Allee og i Albert Speers nationalsocialistiske arkitektur ikke grundlæggende det samme, selvom facadernes socialistiske billedrelieffer forsøger at tilsløre forbindelsen mellem de to tyske diktaturer?

I Svetlana Aleksijevitjs bog Secondhand-tid (udgivet på dansk i 2015), der er en montage af forskellige stemmer om den sovjetiske erfaring, fortælles det at ”socialismen tvang mennesket til at leve i historien… til at tage del i noget stort”. Blandt bygningerne, omgivet af fortællingen på Karl-Marx-Allee, får man fornemmelsen af, at totalitære regimer har et særligt forhold til det episke. De tvinger individet til ubetinget at leve og eksistere i et episk historiesyn, til at leve i et episk skema med højtidelighed, skæbnefortællinger, heltedyrkelse og et uendeligt fremdriftsmotiv. Personlige drømme og håb har ingen ret i det kollektive skemas tvingende nødvendighed.

I årevis har restauranter, vin- og kaffebarer forsøgt at skabe det fortovsleben på Karl-Marx-Allee, der er lige rundt om hjørnet på Warschauer Straße og det nærliggende område omkring Boxhagener Platz i Friedrichshain. Det meste, hvis ikke alt, virker malplaceret – måske fordi det som Svetlana Aleksijevitj kalder ”det levede liv”, den livsverden, der eksisterer uden for det totalitære regimes tvingende idé, står i modsætning til Karl-Marx-Allees ånd. Nok er DDR-regimet forsvundet for længst, men den kollektive ensretning, der udgår fra strækningens idé, ligger her stadig som en fernis. Hvordan skal nutidens berlinere, verdensmestrene i eksistentiel ytringsfrihed, kunne folde sig ud her?

Arbejdshelten

Den episke helt indtager også en hovedrolle i selve byggefasen af Karl-Marx-Allee. I det sovjetiske heltekatalog var der ingen over eller ved siden af subjektet for det socialistiske samfunds fremdrift, arbejdshelten. Kanonisk blev minearbejderen Alexej Stachanow, der i 1935 fjortendoblede sin daglige kvote i forhold til målene formuleret i den sovjetiske femårsplan. DDR fik deres egen Stachanow i skikkelse af kulminearbejderen Adolf Hennecke, der i den østtyske by Zwickau i 1948 oversteg sin daglige arbejdsnorm med 387 procent. Selvom Hennecke ikke direkte deltog i konstruktionen af Karl-Marx-Allee, blev han sat i front som arbejdshelten, Karl-Marx-Allee og DDR havde brug for. Hennecke inkarnerede tempo, acceleration, forhøjet arbejdsproduktivitet og personificerede samlet set den tidsmetaforik og tidspatos, der er gennemgående for opbygningsfasen af østblokkens nye socialistiske samfund i 1950’erne.

Karl-Marx-Allee er både den fysiske manifestation af den socialistiske fremtidsvision og scenen for arbejdshelten som ideologisk figur. Arbejderklassen skulle ikke længere opføre boulevarderne og alléerne til overklassen, som de havde gjort i det forrige århundrede; nu skulle de selv bo der. Hvor Berlins gamle ”reaktionære” boulevard Unter den Linden var den støvede verden af i går, hvor borgerskabet kunne realisere sig selv gennem deres egne institutioner, var Karl-Marx-Allees ”arbejderpaladser” ikke kun et korrektiv til arbejderklassens berygtede berlinske baggårde, men også et løfte om, at den ”progressive” linje i den tyske historie, nu havde vendt historien 180 grader og bragt arbejderklassens fra mørket ud i lyset.

Juniopstanden 1953

Allerede i 1953 var udsigterne for det socialistiske fremtidsløfte så dunkle, at DDR-regimet så ud til at stå ved afgrundens rand. Bevægede østtyskerne sig over i Vestberlin, erfarede de, at konsumsamfundet havde slået igennem, mens fødevarepriserne i DDR endnu var tårnhøje. Det vestberlinske vareudbud og den vestberlinske velstand viste, at det kapitalistiske fremtidsløfte havde manifesteret sig hurtigere og tydeligere.

Samtidig med dette velkendte Wirtschaftswunder (Vesttysklands økonomiske mirakel), indførte DDR-regimet i juni 1953 10 procent højere arbejdsnormer med intentionen om at accelerere den socialistiske samfundsopbygning. Men de forhøjede arbejdsnormer fulgte uden ændring af lønnen, og i midten af juni 1953 strejkede bygningsarbejdere på Karl-Marx-Allee for at udtrykke deres utilfredshed. Strejkerne bredte sig i de østtyske byer og i landdistrikterne. Det indledende krav om afskaffelse af de forhøjede arbejdsnormer blev hurtigt DDR-regimets mindste problem. Opstanden nåede på få dage en landsdækkende karakter og krævede regeringens afgang og frie valg. I erkendelse af DDR-styrets afmagt greb de udstationerede sovjetiske soldater den 17. juni ind og knuste oprøret. Over 50 mennesker menes at have mistet livet.

Står man ved Rosengarten, en lille billedskøn park på Karl-Marx-Allee over for U-Bahn-stoppet Weberwiese, er man ved oprørets arnested. På fortovet foran parken står i dag et lille mindesmærke med en informationstavle, der fortæller om begivenhederne. Mindesmærkets meget undselige skikkelse er symptomatisk for oprørets ret beskedne plads i det kollektive erindringslandskab i det genforenede Tyskland. Måske fordi opstanden trods alt fortoner sig i det dramatiske, fællestyske 20. århundrede? Måske fordi det stadig står åbent, om oprørets frihedsmotiv var det samme som et tilvalg af det vesttyske fremtidsløfte? ”Juniopstanden”, som oprøret er blevet døbt i historieskrivningen, var den første i rækken af østeuropæiske oprør mod sovjetdiktaturerne, der sidenhen fulgte i Ungarn, Tjekkoslovakiet og Polen. Det er historiens ironi, at opstandene begyndte på Karl-Marx-Allee. Her, på dette enorme monument for arbejderklassens historiske sejr, det socialistiske projekt og den performative scene for fortællingen om arbejdshelten, gjorde regimets egne ideologiske hovedaktører oprør mod netop denne fremtid i dens mest patosfyldte og idealistiske fase.

Transit – på Strausberger Platz

Når man ankommer til den store rundkørsel ved Strausberger Platz, er man nået til transitområdet mellem Karl-Marx-Allees første og anden etape. Pladsens to identiske højhuse og det store svævende springvand i midten af rundkørslen er den monumentale første etapes sidste kraftudladning, inden anden etapes boligblokke insisterer på funktionalitet frem for ornamentik.

Den blev opført i 1960’erne, og det radikale skift i arkitekturen er først og fremmest et vidnesbyrd om afstaliniseringen i østblokken, der indledtes i 1956 efter Nikita Khrusjtjovs berømte tale på det sovjetiske kommunistpartis 20. partikongres, der åbnede op for de uoverskuelige menneskelige konsekvenser af Stalins diktatur. Stalin blev detroniseret som symbol: hans lig blev fjernet fra Lenin-mausoleet på Den Røde Plads i Moskva, byer og gadenavne blev omdøbt og statuer revet ned.

Det arkitektoniske skifte på Karl-Marx-Allee var også en ny offensiv i den socialistiske forbrugskultur, der måtte gå hånd i hånd med planøkonomiens begrænsninger. Helt frem til statens opløsning kæmpede DDR med at skaffe tidssvarende boliger, i tilstrækkeligt omfang, til befolkningen. I stedet for den kostbare sanering af de gamle beboelsesejendomme fra starten af det 20. århundrede i de østtyske byer, blev løsningen på DDR’s boligproblematik fra 1960’erne og frem de billige og standardiserede elementer til de grå boligblokke (på tysk omtales de oftest som Plattenbau), der stadig har en central plads i vores kollektive billedbevidsthed om østblokken.

Strausberger Platz er derfor også et transitområde, fordi vi her foretager en bevægelse fra håbet og de store vidtløftige idealer i første etapes arbejderpaladser, til den svagere utopiske glød der udgår fra anden etapes Plattenbau. Karl-Marx-Allees anden etape betoner i stedet konsolidering, stabilitet, og forsigtige indrømmelser efter Stalinæraen – men også resignation eller et begyndende mismod.

Måske var 1960’erne det årti, hvor socialismen politisk og intellektuelt havde sit mest vidtfavnende greb om jordkloden, men samtidig gjorde først opførelsen af Berlinmuren i 1961 og sidenhen den sovjetiske invasion af det reformivrige, socialistiske broderland, Tjekkoslovakiet, i 1968 det tydeligt, at den socialistiske utopis emancipatoriske kerne ingen plads havde i statssocialismens totalitære virkelighed. ”I Prag døde socialismen som utopi”, som DDR-historikeren Stefan Wolle har udtrykt det, og i utopiens sted blev det socialistiske projekt bemægtiget af den ”reale socialisme”– et udtryk, der ironisk spiller på den store kløft mellem socialismen, som det blev tænkt og drømt på den ene side og politisk realiseret på den anden side.

Den sidste sovjetgeneration

Hos den tyske forfatter Jenny Erpenbeck (født i 1967), der voksede op i DDR og som i 2024 fik stor bevågenhed herhjemme i forbindelse med den danske oversættelse af hendes roman Kairos (udkom på tysk i 2021), fremskrives kløften mellem befolkningen og systemet også som en generationskonflikt. Grundlæggende handler Kairos om den 19-årige Katharina og den 34 år ældre Hans, der efter et tilfældigt møde på Alexanderplatz i Østberlin i 1986 indleder en affære. Deres relation er på flere måder ekstrem; ekstrem i seksuel lidenskab, ekstrem i deres fælles interesse for den klassiske dannelseskultur, men mest af alt ekstrem i forholdets ulighed og krav. Samtidig er deres forhold motivisk bundet op på DDR-staten, der mere eller mindre subtilt krakelerer i baggrunden.

Hans er født i 1933, formet først af det nationalsocialistiske system, som han oplever kollapse, og sidenhen det socialistiske system, han aktivt træder ind i som ganske ung, da han flytter fra Forbundsrepublikken til DDR. Da Katharina møder Hans i 1986, er han langt fra blind for det socialistiske systems mangler. Han bærer på skuffelserne og afsløringerne for slet ikke at tale om en personlig skyldfølelse fra den nationalsocialistiske tid, som hans beskedne alder i 1945 ellers burde fritage ham for. Men Hans er også bærer af den dobbelte diktaturerfaring. Hans politiske socialisering går gennem to totalitære systemer, og han er trods sin indsigt i tingenes tilstand systemets mand. Undervejs i romanen reflekterer han over forskellen mellem sit og Katharinas forhold til DDR:  

Hun har sejlet i mere smult vande lige fra fødslen. Den kraft, der ligger i forstødelsen, har hun ikke, det er ikke hendes fejl, men en mangel som han måske kan råde bod på. For hvad skal disse børn af den nye tid ellers stille op med fremtiden, når de ikke længere kender den grund, som denne fremtid står på? Hvad håber du på, havde hun spurgt ham engang i begyndelsen af deres samliv og dermed ment hans og hendes privatliv. Hvad håber du på, kunne han også spørge hende og dermed mene noget helt andet. Kan håb gå i arv? Et håb som fortjener dette navn? Som er stort nok til at række ud over opfyldelsen af den enkeltes ønsker? […] Katharina er et af disse børn, der, lige fra det blå pionértørklæde over undervisningen i produktionen og russisk til høstarbejdet i Werder, har gennemgået alle stadier, som den socialistiske stat beredte for dem for at gøre dem til fremtidens medborgere. Og alligevel er hendes afstand til denne stat enorm. Afstand, for modstand er det ikke, bare noget der ligner manglende interesse, en form for politisk træthed, der for ham står i et lidt uhyggeligt misforhold til hendes ungdom.

Katharinas (som Erpenbeck født i 1967) afstand til DDR er et generationelt symptom på en begyndende ligegyldighed over for ideologiernes ”store fortællinger”, som Hans er formet af. I 1980’ernes DDR var den sociale mobilitetsstruktur frosset fast, og fremtid og fremskridt havde mistet den selvfølgelige status som to familiære principper. Uanset om Katharina kiggede til Politbureauet i Østberlin eller i Moskva, kunne hun konstatere, at socialismen var i hænderne på gamle mænd.

Hos Katharina er den kollektive fremtid affortryllet. Når hun spørger ”hvad håber du på” peger hendes håb indad, mens Hans’ generation investerede håb og dedikation ud i det samfund, de var med til at bygge op. Hans’ forventningshorisont er bundet op på den socialistiske ideologis skema, han forstår sig selv i en kollektiv politisk-historisk kaldsbevidsthed, mens Katharinas i højere grad er individuel. Hendes afstand til DDR består for Hans i, at hun udelukkende lever i systemet, ikke for systemet. Skiftet mellem Karl-Marx-Allees første og anden etape er i den forstand et skifte i de forventningshorisonter, som har været definerende for henholdsvis Hans’ og Katharinas generationer.

Den russiske Princeton-antropolog Alexei Yurchaks berømte tese om den sidste sovjetgeneration hviler på et grundlæggende paradoks: denne generation havde følelsen af Sovjetunionen som en evighedsstat, men da kollapset alligevel skete i 1989/1991, kom det ikke som en overraskelse. I konfrontationen med sammenbruddet tilskriver Yurchak derfor den sidste sovjetgeneration en kollektiv følelse af Everything Was Forever, Until It Was No More (som også er titlen på Yurchak bog fra 2005 om samme emne). Udtrykket indrammer på den ene side Katharinas distance til DDR, hendes resignation og afstand, men på den anden side er der en underliggende melankoli, en tabserfaring. Da Berlinmuren falder og den tyske genforening udspiller sig for øjnene af Katharina i slutningen af Kairos, står fremtiden nok igen åben og udefineret, men et frihedsmoment er det ikke udelukkende. Sagt på en anden måde, bør man også tage Katharinas tabserfaring med sig, når man går ind på Karl-Marx-Alles anden etape.

På Karl-Marx-Allees anden etape

Karl-Marx-Allees anden etape er kortere end den første og vil måske glimte ved sit fravær af arkitektoniske highlights. Det betyder imidlertid ikke, at man ikke bør gøre hold et par steder. Så snart man forlader Strausberger Platz og har fuldt udsyn til Fernsehturm og Alexanderplatz længere nede af strækningen, vil man på højre hånd se den modernistiske Kino International fra 1963, der frem til DDR’s opløsning var det statslige filmproduktionsselskab DEFA’s premierebiograf for statens politiske elite. På den anden side af gaden ligger DDR’s gamle jetset-sted Café Moskva.

Den virkelige attraktion på anden etape er dog de grå og variationsfattige boligblokke. I tilbageblikket er der en fortællende logik i at læse disse boligblokke som en afspejling af, at DDR fra 1960’erne og frem var et samfund, der langsomt, men sikkert var i gang med at tabe pusten. Vi ser dem og jævnfører dem med de mistrøstige liv, som DDR-borgerne må have levet. I filmen Das Leben der Anderen (De andres Liv, 2006) er denne pointe trukket hårdt op mellem filmens to hovedpersoner: den sympatiske digter Georg Dreymann bor i en gammel og smuk lejlighed proppet med kunst, bøger og varme farver. Repræsentanten for undertrykkelsesapparatet, den Stasi-ansatte Gerd Wiesler, bor derimod i de fabrikerede boligblokke i en lejlighed med få, intetsigende møbler og intet personligt præg. I Dreymanns hjem er der kreativitet, sammenkomster, venskabelige relationer og kærlighed, mens der hos Wiesler kun er tomhed og ensomhed. Ude i DDR-samfundet forbindes Wiesler med magt; inden for hjemmets fire vægge viser det sig, at han er en både ynkelig og tragisk eksistens. DDR’s kulturminister vil finde noget regimekritisk smuds på Dreymann og iværksætter en installation af mikrofoner overalt i Dreymanns lejlighed, der aflyttes af Wiesler og forvandler ham fra skurk til (tragisk) helt. Jo mere han lytter til Dreymanns hjem, jo stærkere bliver hans erkendelse af alt det menneskelige, han ikke selv besidder.

Billedet er imidlertid mere kompliceret end som så i den tyske sociolog ved Humboldt Universitet Steffen Maus bog Lütten Klein – Leben in der ostdeutschen Transformationsgesellschaft (2019). Ifølge Mau, der selv er opvokset i en af disse boligblokke i Rostock, var det for mange et attraktivt sted at bo, fordi det først og fremmest levede op til løftet om et fremskridt som forbrugssamfund, der var afgørende for det, som historikeren Konrad Jarausch har kaldt DDR-befolkningens ”modvillige loyalitet”. Nok var boligblokkene en ”traditionsløs fremtid” (Mau), men mange havde i DDR-samfundet taget et socialt og materielt spring i tilværelsen, der tidligere havde været utænkeligt. Til lave lejepriser fik man centralvarme og eget toilet, der var sjældne bekvemmeligheder i de ældre beboelsesejendomme. Dertil var boligblokområderne organiseret sådan, at livet skulle gøres nemt og overskueligt. Børnepasning, skoler, læger, kulturtilbud, sport og indkøb lå tæt koordineret. Endelig bekræfter Mau, at en socialistisk beboelsesejendom ikke kendte til forskelle mellem erhvervs- og indkomstklasser. I opgangen, som Mau voksede op i, boede der ingeniører, bagere, skibsværftsarbejdere, operasangere, officerer og universitetsprofessorer i lejligheder, der var magen til hinanden. Sammenholdet og solidariteten mellem samfundsgrupperne, som var intenderet i boligpolitikkens idé, var for mange ægte.

Bagsiden af medaljen på dette tilsyneladende socialistiske mikrokosmos er hos Mau lige så væsentlig. Ambitionen bag DDR-regimets boligpolitik var samtidig en social disciplinering, hvor det suspekte, ”udskejende” individ stod tydeligt frem i den hverdagsæstetiske konformitet. Og i en stat, der i sin 40-årige eksistens strammede overvågningsgrebet om sine indbyggere mere og mere, var man som individ i boligblokkenes tætbeboede sociale rum hele tiden genstand for hinandens og den statslige observation. I de socialistiske boligblokke havde den socialistiske stat, i mere end én betydning, sin befolkning, hvor den ville have den.

Den socialistiske fremtid, vi har mødt på Karl-Marx-Allee, gik til grunde sammen med Berlinmurens fald og Sovjetunionens kollaps i 1989/1991. Bundlinjen var, at socialismen som etisk og politisk projekt havde fejlet. Det budskab om frihed, socialismen var trådt ind i historien med, havde skabt en ny form for despotisme.

Der var ganske vist andre mulige fortidige fremtider. Den store østtyske forfatter Christa Wolf argumenterede i perioden omkring Berlinmurens fald for, at der nu var momentum for at gentænke og reformere DDR. Muligheden bød at erstatte den repressive virkelighed i DDR med demokrati uden at give køb på den socialistiske idé. I stedet for tysk forening defineret på den vesttyske models præmisser, skulle DDR bestå med et nyt demokratisk ansigt. Men da DDR-borgerne d. 18. marts 1990 stemte til det første og sidste demokratiske valg i DDR, indlod det store flertal sig på den hurtige genforening og kansler Helmuth Kohls løfte om ”blomstrende landskaber”, der betød frihed og overflod skåret efter den vesttyske kurs. Inden for en håndfuld år ville forskellene mellem østtyskerne og vesttyskerne være ophævede, lovede Kohl.

Så nemt er det langt fra gået, men vil man fremhæve den tyske genforenings succeshistorier, bør listen være lang. Flertallet af østtyskerne har nået et materielt velstandsniveau, de i DDR-tiden næppe kunne forestille sig, de har fået rejsefrihed og vigtigst blevet borgere i en demokratisk retsstat. Når det er sagt, er bagsiden af høje forventninger til fremtiden også en forøget risiko for skuffelser og bristede forhåbninger. For Tyskland er i høj grad stadig et delt land. Den ene økonomiske statistik efter den anden viser, hvor meget svagere østtyskerne står sammenlignet med vesttyskerne. Det er næsten chokerende evident, hvor enorm underrepræsenteret østtyskerne er i toppen af det tyske samfund inden for videnskab, administration, jura, medier og erhvervsliv, ligesom tal fra 2023 viser, at 40 procent af østtyskerne føler sig som ”andenrangsborgere”.

Forklaringerne på denne østtyske følelse af mindreværd er der givet mange af. Jeg vil afsluttende give mit besyv med ved at tage os tilbage til Jenny Erpenbecks roman Kairos og hovedpersonen Katharinas tab af det hjemland, der forlader hende. Den tyske sociolog Andreas Reckwitz’ grundlæggende pointe i bogen Tab – Et grundproblem i moderniteten (2025) er, at det moderne projekts fremskridtsimperativ de sidste 250 år immanent rummer en fortrængt skyggeside, der handler om tab. Fremskridtstænkningen har ifølge Reckwitz ikke noget virkeligt sted at gøre af det tabte og mislykkede, ingen meningsfuld måde at bearbejde tabserfaringer på, der, undertrykt af fremskridtsnarrativet, i stedet har tendens til at ende som ”socialt inkommunikable”. 

At DDR’s undergang også for mange østtyskere rummede et tab, er måske den tyske øst-vest-samtales evigt blinde plet. Forskellene mellem øst og vest har kontinuerligt spillet en stor rolle i den tyske offentlighed, men der er i de seneste år sket en følelsesmæssig intensivering af den østtyske erfaring af genforeningen – en “tabseskalation” ville Reckwitz kalde det. Nye historiebøger har en revisionistisk ambition (eksempelvis historikeren Katja Hoyers Diesseits der Mauer, 2024) og debatbøger er formuleret med en vrede, der ikke tidligere er set (eksempelvis litteraturprofessoren Dirk Oschmanns Der Osten – eine westdeutsche Erfindung, 2024). Udlagt på forskellige måder handler bøgerne om tab, om diskrepansen mellem fremskridtfortællingen og tabserfaringen. Ikke tab som i at ønske sig DDR tilbage, ikke det æstetiserende tab, som nostalgi er, men en vesttysk anerkendelse af, at østtyskerne tabte noget af dem selv med genforeningen: et hjemland, en historie, et job, en livsverden, en kulturel identitet, værdier, minder, en måde at forstå sig selv på. Mennesker forsøger at give deres liv mening i de rammer, de har. Et liv i DDR var ikke udelukkende en anomali fra den vesttyske normalitet; det kunne også være et lykkeligt liv. I den tyske offentlighed, der mest af alt er en vesttysk offentlighed, kan denne pointering af tab hurtigt lyde som politisk suspekt.

Vi er her ved indgangen til Alexanderplatz nået til vejs ende. Inden man måske forsvinder ind i kaosset på Alexanderplatz, kaster jeg gerne et blik op på Walter Womackas farvestrålende mosaikker på Haus des Lehrers. Mosaikkernes socialistiske billedverden og budskaber er måske banale, men enormt stemningsgivende for den socialistiske verden på Karl-Marx-Allee, som man her begiver sig ind på eller afslutter.

---

Jonathan Grønbæk: Underviser i historie og tysk på Rybners Almene Gymnasium i Esbjerg. Han har boet i Mannheim og Berlin og udgivet en håndfuld artikler om tyske forhold.