Vi spejler os i steder, vi aldrig har været

Phil Dolby, *Reflections of Freedom*. CC BY 2.0.

Globaliseringen, sociale medier og den kakofoniske nyhedsstrøm med reportager og meninger fra verdens brændpunkter gør, at vi i stigende grad forholder os til steder, vi aldrig har været. Steder, som spejler og udfordrer vores verdenssyn, giver os stof til eftertanke og spørger, hvem er vi?

Det kan være den amerikanske præsidents udtalelser fra Det Ovale Kontor i Det Hvide Hus, der symboliserer magt og opbrud i verdensordenen, eller synet af udbombede byer langs frontlinjerne af krigene, der virker som postapokalyptiske landskaber og stiller spørgsmål til vores humanisme. Det kan være de globale storbyer, der reflekterer verdens ulighed gennem overvældende rigdom side om side med et liv på afgrundens rand. Det kan vække alt fra fascination til frygt, og det pirker til vores solidaritet og empati, men også vores skyldfølelse og samvittighed. Vi involveres, vildledes og misinformeres, og vi tager stilling til verden gennem brug af symboler på de sociale medier, og påvirkes af netværk og nære og fjerne relationer.

Derfor er det vigtigt at stille spørgsmålet: Hvordan kan et sted, vi aldrig har været, blive en del af os?

Det kan det, fordi et sted ikke kun er en lokalitet. Vi lever i mange forskellige steder, og stederne er ikke passive arenaer for vores aktiviteter. De bliver til, fordi vi giver dem mening, bruger dem, og vi knytter os til dem. De bliver aktive, fordi de minder os om, hvem vi er. Men i dag bliver vi mødt af et utal af mediebårne og medieproducerede steder, ofte sorteret af algoritmer, som påvirker vores dannelse. Vi lever i en tid, hvor mængden af billeder og fortællinger om alverdens steder accelererer hurtigere, end vi kan overskue.

Jeg er selv knyttet til steder. Det er steder, jeg har været, barndommens legeplads og ude på landet, Overdrevet, hvor jeg voksede op. Det er steder, jeg lever i nu, min lejlighed og mit kvarter, og det er steder, jeg ser udefra.

Min tilknytning til steder giver mig identitet, mening og adgang til mine erindringer. Mine steder bliver min måde at orientere mig i min sociale arv på. Det er en måde at undersøge, hvor mine værdier kommer fra, og hvad jeg er støbt af.

Det gælder også steder, jeg aldrig har været. Jeg har for eksempel aldrig været i New York, men alligevel er jeg knyttet til byen, som har haft betydning for min socialisering ind i 1980’ernes uro. New York, set gennem kunst og popkultur, gav mig en ny horisont på det samfundsmæssige brud, der var mellem to æraer. Et grumset grænseland, som jeg kunne spejle mig i ude på Overdrevet, hvor mine forældre, som jeg oplevede det, blev indhentet af en fremtid, der udfordrede deres værdisystem, deres roller i samfundet og positionen i familien. Selv om opbruddet i verden i dag er anderledes, kan følelserne af at leve i en turbulent tid godt være de samme.

Turbulens

Da jeg voksede op i 1980’erne, var der en stigende samfundsmæssig refleksion, hvor både individet og institutionerne satte spørgsmålstegn ved, hvordan vi levede. De traditionelle samfundsmæssige institutioner, som familie, klasse, køn og religion, begyndte at opløses i deres hidtidige form[i]. Det betød, at vi selv i højere grad måtte skabe vores egen identitet, finde vores egne moralske holdepunkter og skabe nye fællesskaber i en verden præget af uro og individualisering: en flydende modernitet, som sociologen Zygmunt Bauman benævnte den[ii]. Når de eksisterende strukturer og institutioner forsvinder, og nye tager over, er steder både holdepunkter for identiteten, men også arenaer for forandring.

Midt i denne turbulens, præget af presset fra den kolde krig, økonomiske kriser, ny global arbejdsdeling og opløsningen af traditioner i samfundet, fik New York betydning for min opfattelse af, hvad der er rigtigt eller forkert, virkeligt eller konstrueret.

Byen er ikke hos mig, som Manhattan ser ud i dag, men som det New York, hvor Martin Scorsese viste os det natlige lys gennem bagruden på en taxa, som mærkeligt nok føltes og stadig føles foruroligende beroligende. Eller det New York, der dannede baggrund for moral og kodekser i Francis Ford Coppolas mafiadialoger, hvor konflikten mellem tradition og nutid blussede op, og gav mig indsigt i min egen klemme imellem epoker. Det var ikke kun en flugt fra Overdrevets snævre bånd og tomhed, men også det at bruge byen som eksistentielt felt og de tilgængelige narrativer som kontraster til hverdagslivet. New York blev et forstørrelsesglas og en mulighed.

Mit New York er således et sted, som i min verden er tidsforskudt og imaginært, men alligevel har haft betydning for min dannelse. Mit New York er en historie om et sted, der består af bestemte aspekter, som ofte er kunstnerisk bearbejdede. New York er således en anden type sted end der, hvor jeg går rundt til dagligt. Men hvad gør egentlig et sted til et sted?

”… we named our children after towns that we’ve never been to…”
Isaac Brock, Eric Judy, and Dann Gallucci, Modest Mouse, 2004

Lokalitet, praksis og mening

New York er for mig ikke et kort, et sæt koordinater, men et sted jeg kommer til gennem fortællinger og følelser. Yi-Fu Tuan skelnede i 1970’erne mellem rum, som er åbne, ubestemte og uden mening og sted, som er fyldt med erfaring, erindring og følelse. Steder kan miste deres egenart, og blive til abstrakte rum, et udtryk for stedløshed[iii]. Denne stedløshed indtræffer, hvor for eksempel lufthavne, motorveje, landskaber og indkøbscentre ligner hinanden, uanset hvor i verden man står.

Geografen Tim Cresswell understreger i dag, at steder er rum, fra mikrorum til det planetariske, som mennesker har givet mening, eller har knyttet sig til på den ene eller anden måde[iv]. Et sted bliver til i det, vi gør, i det, vi føler, og gennem vores bevægelser, gentagelser og spor[v]. Et sted er også en måde at få viden om verden på, og viden om os selv, vores bevæggrunde, normer og idealer[vi].

Det gælder også digitale steder og virtuelle fora[vii]. De digitale rum danner deres egen geografi. Et netværk af forbindelser, bevægelser og møder, hvor vi efterlader spor og følelser, ikke ulig de fysiske steder, vi lever i. De digitale steder er vævet af samme tråd som vores erindringer, praksis, mening og tilknytning til fysiske steder. De er steder i sig selv, hvor billeder og stemmer samler sig i kropsløse fortællinger, der kan føles lige så virkelige som asfalten, vi står på[viii].

Erindring og identitet

Erindringerne er knyttet til tider og steder, og derfor kan steder hjælpe os med at holde fast i os selv i en fragmenteret verden. Vi har stadig brug for historien og geografien til at hænge vores hat på. Stederne, vi kort passerer, eller dem vi hænger fast i, er en af rammerne omkring vores identitet.

Fortællingerne om de steder, vi aldrig har været, eller ikke kan genbesøge, fordi de er forsvundet, kan blive markører for vores samvittighed, moral og vores følelser. Himmerland er et andet centralt sted for mig, hvor jeg aldrig rigtigt har været, fordi det indrammer en essentiel del af min familiehistorie frem til 1920’erne. Himmerland er et mentalt landskab, hvor fortællingerne fungerer som et indre sted. Mit Himmerland er hårdt arbejde, landbrug og dans med livet, et sted med social kontrol og lokale konflikter, der skabte helte og skurke.

Mit Himmerland er blevet en af mine personlige portaler til at forstå en del af min dannelse gennem min mors fortællinger om dette mytiske sted. Det har været med til at forme min moral og samvittighed. Mit Himmerland er derfor en del af mine barndomslandskaber, men modsat Overdrevet, hvor vi boede, er det for mig et imaginært sted, som bærer på mine og familiens fælles erindringer. Det eksisterer som en fortælling og giver en psykologisk tilknytning, der former mig.

Steder er ikke neutrale rum, som verden udfolder sig i. De har en reel social funktion. De er ladet med mening, relationer og dannelse, og derfor også med magt, kontrol og disciplinering. Mit Himmerland er en fortælling om moral og etik, om kampen mellem det gode og det onde og kampen mod de sandede jorde. Det er en fortælling om kærlighedens vilkår og de personlige sejre og nederlag i overgangen til det moderne, industrielle samfund. Min oldefar, der døde i 1925, var familiens sidste bonde og slutningen på familiens direkte tilknytning til Himmerland, men det fungerer stadig som et fælles erindringsrum.

Stedet er derfor også et mentalt kort, som er et subjektivt sted, vores indre repræsentationer af omgivelserne, som kan hjælpe til med at besvare, hvorfor et sted har betydning for os, men også kritisk afdække vores diskurser og forståelse af samfundets magtrelationer.

Åbne steder som magt

Steder, fysiske, imaginære eller virtuelle, udtrykker også magt og styring på alle skalaer. De kan være ekskluderende, for eksempel økonomisk eller sociokulturelt, men de kan også være inkluderende og aktivistiske i bredeste forstand[ix].

Steder er derfor ikke statiske, men dynamiske og transformative. De omdannes og genforhandles løbende mellem mening og praksis. Uanset om det er kapitalismens forskellige magtrum, diskursernes konstruerede rammesætning eller de personlige følelser, så er relationerne afgørende for steders dynamik.

Stederne som lokalitet er mere eller mindre åbne. De er altid i bevægelse og under tilblivelse i relation til omverdenen, som Doreen Massey pointerede[x]. Et sted er derfor aldrig blot et neutralt sted, men fyldt af ulighed og modsætninger, fordi nogen ejer det og investerer i det, og andre bliver ekskluderet. Men der er også modstand, politisk aktivisme og alternative brugsformer, som ændrer stedernes brug og identitet.

Adgang til steder og steders muligheder er derfor ulige. For eksempel kan køn, etnicitet, alder og status være afgørende for, hvem der føler sig hjemme, og hvem der ikke gør, hvem der har adgang, og hvem der ikke har. Det er således ikke alle, der kan vælge, om de vil blive, eller hvor de vil gå hen.

Pluralisme og fragmentering

I mit New York var det den italienske diaspora og slaget mellem traditionen og fremskridtet i The Godfather, som jeg læste mig selv ind i, og det var ikke ulig temaerne i mit Himmerland. Her tog bondesønnen til København, da han ikke længere kunne se sig selv leve med sandjorden og være gift med nabogårdens datter. Modsat Michael Corleone i The Godfather kom han ikke hjem til pligten.

Mit New York og mit Himmerland, byen og landskabet, bliver i min forestilling til specifikke geografier eller øjeblikke. For eksempel det øjeblik, som skabte mit Himmerland, hvor min morfar fortalte sin far, at han ville blive i København og ikke tage arven og pligten på sig. Det er lige før, jeg kan smage sandjorden og mærke fornedrelsen i sønnens svigt.

Stedet bliver pluralistisk. Mit Himmerland er forskelligt fra andre menneskers Himmerland. Der er således mange stemmer, der skaber et steds identitet, og som Jean-François Lyotard siger om fortællingen, så bliver også stedet uden en begyndelse, midte eller slutning[xi]. Dette er et brud med forestillingen om én oprindelse. Det giver mulighed for mange identiteter, men også en risiko for at miste sammenhæng i livet.

Som hos Paul Auster går vi rundt i gaderne uden mål, ’puffet’ i en bestemt retning med hjælp fra adfærdspsykologien og psykogeografien, i jagten på det særlige autentiske sted, hvor det lokale liv udfolder sig. Det, der ikke kan kopieres, men ofte er særligheden på forhånd designet. Man kan derfor let få følelsen af at være fortabt, totalt fremmedgjort, uden følelsesmæssig tilknytning til stedet. Man kan let fare vild i den nye verden.

”New York was an inexhaustible space, a labyrinth of endless steps, …, it always left him with the feeling of being lost.”
Paul Auster, City of Glass, 1985

Genspejlinger og tilknytning

Steder bliver genspejlinger af os selv og samfundet, om end de kan reflektere forvrængede repræsentationer af vores virkelighed. Om de er solbeskinnede eller ligger hen i traumatiske mørke, så er de dannende for vores identitet. Det er derfor, vi knyttes til steder. De kan være et anker i den flydende modernitet eller i stedløsheden. De giver os en historie i den fragmenterede verden uden store fortællinger. Og som forskning viser, kan en stedlig forankring dæmpe ensomhed og give sammenhæng i en urolig tid, men når steder kan give os ro, kan de også give angst og fortabelse.

Udviklingen af vores tilknytning til steder kan ses i forlængelse af, hvordan vi overhovedet udvikler os som mennesker. Vi udvikler os gennem relationer til andre, men også i relation til steder. Psykologen Arnold Sameroff beskrev allerede i 1970’erne, hvordan individet formes i et vedvarende samspil med sine omgivelser[xii]. Vi udvikler vores kognitive kapacitet og følelsesmæssige regulering gennem interaktion med miljøet, det vil sige andre mennesker, det biofysiske landskab og for eksempel normer og symboler. Når udvekslingen mellem individ og miljøet fungerer, skaber den resonans, som giver os mening og sammenhæng.

I den forstand er vores forhold til steder, at vi udvikler os gennem dem, ligesom de omdannes gennem os. Vi smitter af på hinanden.

Hvorfor knytter vi os til et sted, vi aldrig har været?

Stedstilknytning giver stabilitet i en omskiftelig verden og kroppen og psyken skelner ikke nødvendigvis klart mellem fysiske og imaginære steder, eller dem, vi har været i og dem vi kun kender gennem fortællinger. Stedstilknytningen kan være lige intens, uanset om vores fødder har rørt jorden, og om vi har smagt sandjorden eller ej. Så vi knytter os til steder, vi aldrig har været, af de samme grunde, som vi knytter os til fysiske steder.

Vi tager deres kendetegn med os i hukommelsen. Det kan være de biofysiske egenskaber, kulturlandskaberne og det bebyggede miljø, eller deres symbolik og sociokulturelle markører. Og vi kan have dem med os, uden at have været til stede, fordi vi føler, vi kender dem, har levet dem, som de er portrætteret gennem medier, PR-materialer, litteratur, film, venners fotos og familiens fortællinger. Gennem vores tilknytning bidrager de til vores dannelse, som et alternativ, mit New York, eller som identitetens støbeform og kollektiv familieerindring, mit Himmerland.

Betyder det, at vi med psykologerne John Bowlby og Mary Ainsworths tilknytningsteori, kan have forskellige stedstilknytningsmønstre?[xiii] At vi kan have et trygt mønster, det vil sige, vi kan forlade et sted og vende tilbage uden angst? Når udvekslingerne tager patologiske former, kan vi da udvikle utrygge stedstilknytningsmønstre? Kan vi være ambivalente i forhold til et sted, hvor vi klamrer os til stedet og forsvarer det mod enhver forandring? Eller kan vi være undvigende eller afvisende? Hvor vi nægter stedets betydning, selv når det fortsat former os og vores handlinger. Jeg selv er tryggest ved New York, ambivalent i forhold til Himmerland og afvisende over for Overdrevet.

Vores stedstilknytning viser brudstykker af, hvem vi er: om stederne er imaginære eller ej, kan de både være hjem, glæde, modstand og mørke og definerende for vores identitet og idealer.

Lars Winther er professor i kulturgeografi ved Københavns Universitet og forfatter. Han forsker i urbanisering og geografisk ulighed i videnssamfundet samt i, hvordan mennesker former steder, og steder former menneske

Slutnoter

[i] Giddens, A. (1991) Modernity and self-identity: Self and society in the late modern age. Polity Press.

[ii] Bauman, Z. (2000) Liquid modernity. Polity Press.

[iii] Tuan, Y.-F. (1977) Space and place: The perspective of experience. University of Minnesota Press. Relph, E. (1976) Place and placelessness. Pion.

[iv] Cresswell, T. (2019). Maxwell Street: Writing and thinking place. University of Chicago Press.

[v] Amin, A., & Thrift, N. (2002) Cities. Reimagining the urban. Polity Press.

[vi] Earnshaw, S. (ed.) (2025) Cultural Practices of Place. A Sense of Placing. Palgrave Macmillan.

[vii] Dodge, M., & Kitchin, R. (2001). Mapping cyberspace. Routledge.

[viii] Oleksy, T. and Lassota, I. (2025) Are virtual places perceived as real? Belief in equivalence of virtual and physical spaces and its role in shaping willingness to migrate to virtual worlds, Technology in Society (82)

[ix] Harvey, D. (1989) The condition of postmodernity. Blackwell.

Lefebvre, H. (1991) The production of space. Blackwell.

[x] Massey, D. (2005). For space. Sage

[xi] Lyotard, J.-F. (1998) Vandringer, Gyldendal.

[xii] Sameroff, A. (1975) Transactional Models in Early Social Relations, Human Development (18): 65-79

[xiii] Cassidy, J. & Shaver P. (eds.) (2016) Handbook of Attachment. Theory, Research, and Clinical Applications. Third edition. The Guilford Press.