Om særegne møder, venskab som politisk orientering – og om det, at forske som en ven.
Foto: Marie Bjerre Odgaard.
Der er meget i vores nuværende verdensbillede, der er kastet op i luften. Én af de ting, er den liberale verdensordens grundpræmis om alliancer i et regelbaseret, internationalt, kapitalistisk samfund. Om orden, stabilitet og vækst. Mens dele af verden endnu engang farves af en nationalistisk og populistisk kapitalisme, som søger at bryde det regelbaserede for at fremdyrke den rå magts centrale rolle i dominansstrukturer, virker andre handlingslammede i forhold til en virkelighed, de ikke længere kan genkende. Det er en tid, hvor grunden for den måde, vi bygger etiske og politiske verdener med hinanden, ryster. Dette essay tilbyder et blik ind i et helt andet alternativ til tanker om solidaritet, fællesskaber og nye etiske mulighedsrum: gennem det særegne møde og venskabets etik. Gennem midlertidige møder, som forandrer den måde, vi er i verden på. Dette med udgangspunkt i et bestemt rum for etisk og politisk tænkning: nemlig relationen mellem særegne møder, etisk orientering og humanistisk forskning.
Den smukke ven
Jeg er vokset op i en lille by ved fjorden og tæt på Danmarks vestkyst. Det var på mange måder et stille liv levet i skvulpene mellem to vandmasser – i hvert fald i de tidlige år. Jeg tilbragte endeløse timer alene i baghaven, hvor jeg byggede verdener med magiske eliksirer lavet af halvrådne æbler, sure hyldebær og lugten af indholdet i gryder og pander fyldt med det, jeg bedst kan beskrive som grundigt fermenterede trylledrikke fra ugerne før.
Det var et stille liv. Stille, fordi det mere var som en summen end noget andet. En masse talen i forskellige stemmer, mange skiftende roller og perspektiver, flydende tid og rum. Jeg legede mig gennem en tidslighed, der føltes som at vente på, at noget skulle ske, samtidig med at der var plads til allerede eksisterende små fragmenter af magisk tænkning.
En dag, da jeg var seks år gammel, sad jeg på kantstenen uden for huset på vores stille vej, sikkert optaget af at stikke græsstrå ned til de sorte myrer, der gravede små tunneler i sandet mellem brostenene. Da jeg kiggede op, kunne jeg se nogen i det fjerne, som bevægede sig tættere og tættere på mig. Det var en pige med langt, mørkt, flettet hår og det mest skinnende tandsmil, jeg nogensinde havde set, kørende på en lille, lyserød cykel. Hun så lidt yngre ud end mig og smukkere end nogen, jeg nogensinde havde set. På engelsk (som jeg ikke talte på det tidspunkt) lykkedes det hende at spørge mig, om jeg havde lyst til at lege.
Fra den dag åbnede verden sig. Vi færdedes sammen ud og ind ad hinandens hjem, klædte os ud, sang, tegnede og delte timerne, dagene, ugerne, årene med en slags intensitet, som mange nok vil mene kun barndommen kan rumme. Gennem den helt nære relation og tiden tilbragt i vores verden, opstod muligheden for, at vi kunne blive noget andet, sammen. At vi, som antropologen Cheryl Mattingly har peget på i forhold til venskabets funktion i nære familierelationer, netop forsøgte at gøre os umage på grund af hinanden (Mattingly 2014). Men i baggrunden lurede en anden verden. Jeg vidste nemlig allerede dengang, at vi ikke kunne blive sammen for evigt. Min smukke ven fortalte mig nemlig, at når Armageddon kom, så ville kun de udvalgte komme med i den nye verden. Selvom min ven aldrig ville sige det på den måde, så vidste jeg, at jeg ikke skulle med ind i den. Alt hvad jeg ønskede, var nuet.
Fem år senere, da hendes familie flyttede ud af landet, forsvandt hun brat fra mit liv. Huset, som vi havde tilbragt så mange timer i, stod tomt. Haven groede til, og stilheden, der fulgte, var anderledes end før. Det var som om, noget i mig mistede adgang til sig selv. Jeg vidste det ikke dengang, men en verden havde lukket sig, da deres minivan kørte ned ad den stille villavej, for til sidst at dreje til højre og ud af syne. Den intense oplevelse af, at tingene kunne blive anderledes, og at vi kunne skabe alternative måder at bebo verden på, stod stærkt tilbage, selvom den i vores relation kun havde været midlertidig. Eller måske netop på grund af sin midlertidighed?
At forske som en ven?
I mit arbejde som antropolog er et af de spørgsmål, der igen og igen fremstår værd at forfølge, hvordan intime relationer – som venskab – kan fungere som et radikalt etisk grundlag for både personlig og akademisk praksis. Det er ikke sådan, at jeg nogensinde formelt har besluttet mig for at have begrebet venskab som genstandsfelt. Ej heller for at vende tilbage til barndommen som led i processen. Alligevel blev vennen ved med at dukke op i mit akademiske arbejde, på uventede steder, mens jeg fulgte kunstnere og aktivister i Jordans hovedstad, Amman. Kunstnere og aktivister, som på én og samme tid er dybt involveret i, og på kant med, det omgivende samfunds normer.
Måske udløst af at miste min smukke veninde – og senere relationer i Amman, som jeg vil vende tilbage til – har jeg også altid haft en interesse i den midlertidighed, der kendetegner det radikale potentiale i venskabet, set i forhold til det, vi kunne kalde strukturerende strukturer: Dem, der er knyttet til slægtskab, statsborgerskab eller stammeidentitet, hvor tiden fremstår som et mere stabilt fænomen, knyttet sammen af ideer om permanent tilhør. Hvad vil det sige at danne solidaritet og etiske relationer gennem usikkerhed og singularitet? Og hvordan bevæger det os i retning mod en mere generel affektiv fornemmelse af, at vi må fortælle historier anderledes? Denne interesse har trukket mig i retning af queer-antropologiens arbejde med de kropslige krydsfelter, der findes mellem hverdagslig etisk praksis og radikal politik. Eller sagt på en anden måde: hvad er det, der gør, at noget opleves og føles som en åbning mod en allerede tilstedeværende overflod af betydning i intime relationer – en overflod, der ikke altid er synlig i de historier, vi fortæller om os selv og hinanden? Her opstår der en friktion mellem venskabets transformative potentiale i nære relationer på den ene side – og venskabet som antikolonial politisk og solidaritetsskabende begreb på den anden. Sidstnævnte vender jeg tilbage til om lidt gennem en tænkning af venskab sammen med kulturteoretikeren Leela Gandhi. Dog vil vi nu få en fornemmelse af de mennesker, som har inspireret tænkningen omkring venskab i Jordan, hvor jeg som tidligere nævnt i over et årti har lavet feltarbejde og skrevet om kunst og queer-aktivisme.
Da Mahmoud kom hjem
Mahmoud, en ung, queer performancekunstner, var netop vendt tilbage til Jordan efter lang tid i udlandet. Hans venner stod klar i Queen Alia-lufthavnen, en halv times kørsel fra Amman, gennem et støvet landskab med palmer, parkerede biler, og vilde hunde i vejkanten. Mahmood havde kun kunnet rejse hjem på besøg i første omgang, fordi de samme venner havde puljet penge sammen til flybilletten. Da vi kom frem til en vens lejlighed, åbnede Mahmoud taskerne og tog tingene frem én efter én: slik, små skønhedsprodukter, bøger, mærkelige souvenirs. Det hele lå spredt ud på bordet. Udenlandske chokolader, halvspiste, blev sendt rundt mellem os. Farvestrålende indpakninger blandet med lokale cigaretpakker og de velkendte beige poser med sødet Nescafé, der findes i alle afkroge af byen. Den røde forside af All About Love af bell hooks lå henslængt på en kommode. Jeg kunne ikke lade være med at forestille mig Mahmoud i en europæisk storby. Ham, som gik forbi supermarkeder og boghandlere, med et lille budget, men med ønsket om at bringe noget tilbage til sine venner. Ikke bare ting, små fragmenter af et andet liv, han ville dele med dem.
Da Mahmoud tog afsted
Flere måneder før Mahmouds hjemkomst havde jeg mødt Younes, en ung queer kunstner, som netop havde sendt ham afsted i samme lufthavn. Younes var splittet. Han var glad på sin vens vegne. At få et visum og kunne skabe et liv i Europa er ikke let. Men Younes sørgede også. Han og Mahmoud havde kendt hinanden, siden de var store drenge. De havde været sammen næsten hver dag, delt hinandens op- og nedture. Younes havde været den ældre, den der holdt styr på tingene, og som tog sig af den lidt yngre Mahmoud. Det var en rolle, der gav mening. Og nu spurgte han sig selv: Hvem er jeg, når han er væk? Hvordan tager man sig af nogen, der lever et liv et helt andet sted? Og hvad sker der med den del af verden, man har bygget sammen?
Jeg tror, Younes frygtede, at en del af ham ville forsvinde, når Mahmoud rejste. At den verden, de to havde skabt, ville smuldre. Måske frygtede han også, at han nu selv ville stå tilbage som den, der havde brug for omsorg. En åbning for også at have brug for en omsorg for at kunne fortsætte med at være en tydeligt queer person i det jordanske gadebillede.
Vi sad længe og lod blikket glide ud over downtown Amman. Bilhorn, råb, mennesker der gled ind og ud mellem hinanden på de trafikerede veje. Mens vi sad sammen, og med blikket rettet ud mod gaden, tror jeg, vi begge tænkte på venskabet, selvom det var fra hvert vores perspektiv. Hvordan det kan efterlade et menneske uden en verden, når det forsvinder.
Tegningerne
Noget af det, der går igen i både barndommens venskab og i relationerne i Amman, er skønhed. Ikke som pynt eller æstetik, men som erfaring. Skønhed er det, der standser os. Det, der får os til at blive hængende lidt længere, se igen, vende tilbage. Jeg oplevede det tydeligt i mødet med kunstneren, som jeg her vil kalde ”N”, i Amman. Hans tegninger og vævninger var fyldt med ild, symboler og gentagne motiver af surrealistisk karakter. I en sketchbog så jeg, mellem disse surrealistiske scener, pludselig et ansigt dukke op, tegnet med kuglepen. Ansigtet af en smuk, ung mand, tegnet igen og igen. Først senere fortalte N, at manden var en ven, som var blevet til hans livspartner. Ikke gift i juridisk forstand, men forbundet med ham og hans venner i alle andre betydninger. Deres relation eksisterede uden statens anerkendelse i et land, hvor juridisk ægteskab mellem to af samme biologiske køn er en umulighed, uden klare kategorier – men den var ikke mindre virkelig af den grund. Tværtimod. Den bar sin egen betydning mellem dem, mellem vennerne, som vidste og anerkendte, at de to nu var gift.
Skønhed, som antropologen Naisargi Dave har beskrevet det, er ikke blot æstetik – det er det, der standser os i vores bevægelser og fører os uden for os selv. Det er en åbning mod noget, vi ikke havde forventet. Det var dét, der oprindeligt skabte relationen med min smukke ven – en slags tilstedeværelse, som lærte mig, at relationer kan være begyndelsen på nye måder at leve, tænke og være i verden på, og mod andre former for anerkendelse og solidaritet.
Tøven: Det intimes vægt
At være forsker som en ven betyder ikke, at man ikke længere interesserer sig for faglighed og faglig kritik, ej heller at man forfalder til illusionen om, at normer ikke er væsentlige. Men det betyder, at man anerkender relationer som et etisk rum, hvor viden opstår mellem mennesker – ikke kun i analyser og begreber. Det er en langsommere form for viden. Mere tøvende. Mere risikofyldt. Sommetider også former for viden, der er desorienterende. Men måske også mere ærlig. For nogle historier kan ikke fortælles, uden at miste noget. Nogle relationer kan ikke reduceres til analyser, uden at blive forrådt. Det betyder ikke, at man skal tie. Men det betyder, at man må være tøvende i forhold til den måde, man bedst fortæller andres liv og historier på – og acceptere, at ikke alt kan eller skal siges. Det betyder også, at man ser et rum for menneskelig udfoldelse, som er fyldt af vitalitet, men som konceptuelt befinder sig i marginerne af større sociale, historiske og politiske analyser.
Kulturteoretiker og oldebarn af Mahatma Gandhi, Leela Gandhi, har beskrevet venskabets anti-imperialistiske kulturhistorie i slutningen af det 20. århundredes relationer mellem det britiske imperium og dets kolonier. Gandhi lader os forstå, hvordan der i marginerne af imperiet var britiske homoseksuelle, veganere og spirituelle, som afgav kolonialistiske privilegier for at søge mod anti-imperialistiske individer og grupper i Indien, og som således var med til at opbygge modstandsbevægelser i datidens kolonier. Fra den historiske analyse bevæger Gandhi sig gennem Derrida, idet hun skriver om venskabet, at ”det er den mest omfattende filosofiske betegner for alle de usynlige, affektive gestusser, der nægter at lade sig afstemme langs sikre akser for tilhørsforhold, for at søge at udtrykke sig udenfor – hvis ikke imod – besidderiske tilhørsforhold” (Gandhi 2006, 10 (min oversættelse)). Inspireret af Gandhis arbejde med venskab som antikolonial politik, bliver det tydeligt, at venskab kan fungere som en solidaritetsform, der ikke er baseret på identitetspolitik eller ideer om lighed, men på ønsket om at blive anderledes. Venskab er her en affektiv gestus, der nægter at underordne sig nation, slægt eller social klasse. I forhold til humanistisk forskning, og i mit tilfælde mere præcist antropologisk feltarbejde, så udfordrer denne udlægning af venskabets politiske potentiale ligeledes klassiske antropologiske og filosofiske forestillinger om venskab som baseret på lighed (og derfor skepsis i forhold til, hvorvidt antropologen i virkeligheden kan være venner med sine samarbejdspartnere), og rejser spørgsmål om feltarbejdets etik. Kan man skrive om – eller med – sine venner? Hvordan fortæller man historier uden at forråde intimitet? At være forsker som en ven indebærer langsomhed, tvivl og en konstant forhandling af, hvad der kan deles.
Skønhed spiller en central rolle i denne tænkning. Som Dave skriver, er skønhed det, der standser os og fører os uden for os selv. Den kalder på gentagelse, omsorg og leg. Med Jean-Luc Nancy kan man sige, at venskab er at blive berørt – og at denne berøring rummer potentialet for noget, der endnu ikke er fuldendt, og som nok aldrig bliver det. I en politisk kontekst som Jordans, præget af skuffede revolutionære håb og fastholdt status quo, finder denne skønhed vej ind i små, hverdagslige handlinger og projekter. I et møde på en stille villavej. I tegningen af en ven, i to mennesker, der sidder stille sammen og ser på byens liv et kort øjeblik. I arbejdet med en tekst, der forsøger at lede efter en form, der honorerer oplevelser, som i det store billede ellers ville forsvinde. Vi længes efter skønheden i fornemmelsen af, at tingene kunne være anderledes, selv når store politiske projekter bryder sammen. Den opstår i venskabet, og vi bliver måske ved at søge den i al dens ufærdighed. Vi kærer os om den, legende, eksperimenterende. Vi bygger verdener omkring den. Således må feltarbejdets etik også være ærligt og åbent for, at vi bliver anderledes i mødet med den anden, og at vi bærer et stort ansvar for, at vi finder frem til den bedste måde at berøre dette faktum.
Afrunding
Venskaber er skrøbelige. De er ikke definerede af relations-strukturer på samme måde, som vores moderne forståelse af slægtskab er, og for den rolle slægtskabet har fået for, hvordan vi tænker national identitet. Ej heller er venskabet nødvendigvis et spørgsmål om permanent og stabil alliancedannelse. Ligesom vennen kan ankomme og åbne en verden i relationen mellem venner, kan vennen også forsvinde igen – og med den, en verden. Der er ingen garantier. Men netop derfor kan det åbne verden på måder, som større politiske ideologier, systemer og faste identitetskategorier ofte ikke kan. Gennem mødet med den smukke ven i barndommen og efterfølgende møder med skønheden i venskaber, får vi et blik for, hvad det vil sige at forske som en ven – og måske også, hvordan et sådant blik åbner op for andre måder at tænke solidaritet i relationer, som gør etisk tænkning levende og som gør verdensopbygning med hinanden muligt.
Marie Rask Bjerre Odgaard er PhD i antropologi fra Aarhus Universitet. Fra 2023-2025 postdoc ved University of Toronto og har i over et årti forsket i aktivisme, kunst, etik og intimitet i Amman, Jordan, og ernærer sig nu som forsker, underviser og redaktør.
Referencer
Dave, Naisargi. 2023. Indifference: On the Praxis of Interspecies Being. Durham, NC. Duke University Press.
Gandhi, Leela. 2006. Affective Communities: Anticolonial Thought, Fin-de-Siècle Radicalism, and the Politics of Friendship. Durham, NC: Duke University Press.
Mattingly, Cheryl. 2014. “Love’s Imperfection: Moral Becoming, Friendship, and Family Life.” Suomen Antropologi 39 (1): 53–67.
Mattingly, Cheryl. 2019. “Defrosting Concepts, Destabilizing Doxa: Critical Phenomenology and the Perplexing Particular.” Anthropological Theory 19 (4): 415–39.
Nancy, Jean-Luc. 2020. Being Singular Plural. Stanford, CA: Stanford University Press.