Leder: Monstrøse kroppe
Monstre har gennem idéhistorien været brugt i vidt omfang til at beskrive og sætte den menneskelige tilstand i perspektiv. Monstre har ageret symboler på det vi frygter, det som fascinerer os, og det vi finder afsky ved. Monsteret er på den måde et spejl af samfundet i den tid det er portrætteret. Det er netop det monsterteoretikeren Jeffrey Jerome Cohen mener når han skriver, at ”Monsterets krop er en kulturel krop” i hans bog Monster Theory fra 1996. Med dette udsagn siger Cohen, at monsteret langt hen ad vejen er et produkt af kulturen, skabt af alle de følelser og tanker som ligger på kanten af det bredt accepterede. Monstrenes fortælling går altså ud over de fortællinger vi kan fortælle noget til at sige noget om netop disse følelser og tanker,
I anledning af Golden Days 2026, giver vi hos Baggrund anledning til at dykke ned i kroppens monstrøsitet. Læs med når vi i denne artikelserie, zoomer ind på hvordan monstrøsitet forstås i forhold til både krop og legeme, og hvordan disse forståelser har udviklet sig gennem tiden. Dette gør vi igennem fem artikler, som griber de monstrøse kroppe an på hver deres måde.
Vi starter i samtiden, hvor Pernille Lystlund Matzen kaster et blik på samtidskunstens behandling af det monstrøse, som en æstetisk og filosofisk figur, til at udfordre vores forestillinger om hvad biologisk liv er.
Mulle Birk Olesen skriver om hvordan vi opsøger og bruger frygt, i rekreativt og evolutionært øjemed, til at simulere fare og dermed forberede os på virkelige scenarier. Dette gøres gennem litteratur- og filmhistoriske nedslag, der fremhæver hvordan, monsterfigurer har tjent netop dette formål.
Sophia Vera Frølich ser tilbage på psykiatriens anvendelse af det tidlige fotografi i 1800-tallets Paris, hvor det blev brugt til at beskrive, dokumentere og iscenesætte lidelsen man i sin tid kaldte for hysteri.
Barbara Weile og Søren Søberg Poulsen indleder en samtale omkring vores fascination af lidelse. Dette gør de gennem deres fælles oplevelser af den kropslige horror i filmene Martyrs og Antichrist, hvor de snævrer sig ind på, hvad lidelse og vores forståelse af virkeligheden har med hinanden at gøre.
Til sidst træder vi ind i dyreriget, hvor Luka Rudež læser ind i Aristoteles’ tidlige zoologi, og hans kategoriseringer af dyr. Her blev kategorien zoophyton (dyr-plante) indført, som et greb til at forstå dyr såsom søpunge, gopler og søanemoner, der i Aristoteles’ definitioner spænder mellem det naturlige og monstrøse.