Var det torturen af en ung algerisk kvinde, der gjorde Simone de Beauvoir til feminist?
Hvordan krigen mellem Frankrig og Algeriet transformerede den franske eksistensfilosofi
FOKUS: ALGERIET I FRANKRIG, FRANKRIG I ALGERIET | Forholdet mellem Algeriet og Frankrig er mere end blot kompliceret. De to landes indviklede og forviklede relation tværs over Middelhavet trækker tråde langt tilbage i historien og påvirker til stadighed deres nutidige forhold. Med afsæt i filosofien og litteraturen sætter Baggrund i denne serie fokus på Algeriets rolle i Frankrig og Frankrigs rolle i Algeriet, dog uden at prætendere at fokusseriens korte artikler gør andet end at kaste lys over forskellige aspekter af landenes interne tilknytning.
For nyligt traskede jeg sammen med et hold studerende rundt i de brandvarme og snørklede gader i en landsby i Luberon i Foralperne i Sydfrankrig med en lokal guide. Landsbyen, som i dag er gennemsaneret med lyseblå sprossede vinduer, rensede beige facader og yndige vedbend op ad husgavlene, ligger klemt inde i et smalt bjergpas. I den øredøvende støj fra cikader fortalte guiden om sin far, der også var opvokset i Luberon, og som 18-årig i 1950’erne blev sendt til Algeriet for at deltage i krigen mod afkoloniseringsopstandene. Faren talte aldrig om, hvad han havde oplevet. Hun oplevede den samme stilhed mange steder i det franske samfund: krigen mellem Frankrig og Algeriet er stadigvæk tabubelagt. Jeg kom i tanke om, at da var på samme tur året før med en ældre guide og spurgte til Algeriet, mumlede hun kort noget om ”borgerkrigen” og talte videre om lavendelproduktionen i dalen.
Grunden til, at jeg befinder mig i netop denne lille landsby er, at den franske forfatter, nobelpristager og filosof Albert Camus boede der i en årrække, og at Simone de Beauvoir, der som ung underviste i Marseille, vandrede i de omkringliggende bjerge.[1] Jeg er interesseret i de franske eksistentialisters—især Beauvoirs—forhold til Algeriet og opsøger de fysiske landskaber, hvor deres tanker opstod. I landsbyen passerer vi Camus’ lille lyserøde hus med udsigt til en græsmark, hvor søvnige katte slænger sig og et middelalderslot står rankt på en bakke i horisonten, og hvor hans datter, som nu er i 70’erne, stadig bor. Spørgsmålet om Algeriet bliver i sidste del af 1950’erne definerende for franske intellektuelle. Det gælder ikke mindst de franske eksistentialister. Hvis den formative konflikt for Sartres tænkning især er Anden Verdenskrig, er det for Beauvoir, Camus og Frantz Fanon krigen mellem Algeriet og Frankrig. Camus skrev den ufærdige selvbiografiske roman Le premier homme (udgivet posthumt i 1994) [da. Det første menneske] om sin opvækst i en pied noir familie i Algeriet, og den identitetskrise den genererer.[2] Den relativt fattige opvækst i Algeriet og hans folkelige vaner, som for eksempel en indædt interesse i fodbold, gjorde Camus til lidt af en outsider, da han som voksen kom til Paris og blev venner med blandt andet Sartre og Beauvoir. Han er ofte blevet kritiseret for ikke at støtte op om en fuldgyldig og entydig selvstændighedsstatus for Algeriet, fordi han mente, at algerierne og franskmændene i Algeriet delte et fælles bånd til territoriet. En mere radikal antikolonial position blev udviklet af eksistentialisten Fanon, som støttede fuldt op om en voldelig revolution mod kolonialismen. Han arbejdede som psykiater i Algeriet i midten af 1950’erne og skrev ud over to centrale filosofiske værker, en række casestudies, der beskriver hans patienters mentale traumer fra kolonialismen. Algeriet er også definerende for en af den næste generations store franske tænkere, Jacques Derridas, som blev født i algierske El Biar af jødiske forældre i 1930. I modsætning til de muslimske algeriere fik Derrida som jøde automatisk fransk statsborgerskab, men som 12-årig tilbagekaldte den antisemitiske Vichy-regering hans statsborgerskab og efterlod Derrida med et ambivalent forhold til Algeriet. Krigen mellem Frankrig og Algeriet er altså en afgørende begivenhed for fransk filosofi i midten af det 20. århundrede, som sjældent er en del af det offentlige billede. I dette essay vil jeg fokusere på, hvordan krigen mellem Algeriet og Frankrig former Beauvoir, hendes filosofi og hendes feminisme.
***
I februar 1960 bliver den 21-årige Djamila Boupacha anholdt i sit hjem i Algier. Ved døren står en stor flok politifolk, harkier og algeriske sikkerhedsstyrker.[3] Boupacha, som var medlem af den algeriske befrielsesfront, Front de Libération Nationale (FLN), bliver anklaget for at have plantet en bombe i et cafeteria på en skole, som dog blev demonteret, før den nåede at springe i luften. Hun og hendes far bliver banket, og Boupacha bliver ført til et såkaldt klassifikationscenter, hvor hun bliver tortureret og efterfølgende voldtaget. Den 3. juni 1960 skriver Simone de Beauvoir en kommentar i avisen Le Monde, hvor hun beskriver den voldsomme tortur, Boupacha bliver udsat for. Boupacha får blandt andet sat strøm til sine bryster og kønsdele og bliver voldtaget med en flaske. Beauvoir er forfærdet over, hvad hun opfatter som Frankrigs hykleri og skriver, at ”De taler om ’Fransk’ Algeriet. Det er på høje tid, at de forstår, at de ikke ustraffet kan bryde Frankrigs love, i Algeriet eller noget andet sted.”[4] Hun hævder at franskmændene er blevet forråede: ”den mest skandaløse del af skandalen er, at man vænner sig til den.”[5] Hendes kronik sender chokbølger gennem det venstreorienterede franske intellektuelle miljø, der er rystede over brutaliteten i overfaldet på Boupacha. Beauvoirs pointe er, at eksemplet ikke chokerer fordi det er enestående. Tværtimod gør det klart, hvad mange har forsøgt at undertrykke, nemlig at Frankrig systematisk bruger tortur som en del af sit koloniale overherredømme.
Beauvoir udgiver sammen med Boupachas forsvarsadvokat Gisèle Hamili en bog om sagen, som giver den algeriske kamp for afkolonisering international opmærksomhed.[6] Deres aktivisme bidrager til, at Boupacha undgår at blive henrettet, men sagen om Boupacha bliver også et vendepunkt i Beauvoirs egen tænkning. Hun sammenligner i en af sine selvbiografiske værker krigen i Algeriet med en ”personlig tragedie”, fordi hun som borger i den koloniserende nation, ikke kunne undgå skammen over sit eget lands forbrydelser.[7] Alligevel er denne del af Beauvoirs forfatterskab relativt ubeskrevet.
Beauvoir er som forfatter kendt for blandt andet romanen Les Mandarins (1954, Mandarinerne, 1986) og som filosof for den eksistentialistiske strømnings eneste forsøg på at udvikle en etik, Pour une morale de l’ambiguïté (1947, En tvetydighedens moral, 2019). Hendes absolutte hovedværk er dog Le Deuxième sexe (1949, Det andet køn, 1965), der 20 år efter det er udgivet bliver approprieret af andenbølgefeminismen og ophøjet til det 20. århundredes største feministiske værk. Forskeren Melissa M. Ptacek hævder imidlertid, at det først er den skelsættende Boupacha-sag, der gør Beauvoir til feminist.[8] Lad os se nærmere på den påstand.
Det er velkendt, at Beauvoir først offentligt kalder sig feminist i 1972 i et magasininterview, selvom den 23 år ældre Le Deuxième sexe har undertrykkelse af kvinder som sit hovedtema. Værkets opståen er nærmest mirakuløs, da Beauvoir ikke er del af noget kønspolitisk fællesskab, og fordi spørgsmålet om kvinderettigheder på ingen måde er i horisonten i perioden. På trods af at kvinder får stemmeret i 1944 af Charles de Gaulle, går der endnu 20 år før gifte kvinder i Frankrig kan åbne deres egen bankkonto uden deres mands tilladelse. Værkets måske mest berømte idé, der nu nærmest er blevet et klichéfyldt credo, lyder ”Man fødes ikke som kvinde man bliver det.” Kvinder socialiseres ind i bestemte roller og idealer. De har, hævder Beauvoir, derfor ingen natur eller essens, og den undertrykkelse, kvinden har lidt under gennem hele menneskehedens historie på grund af disse idealer, er derfor ikke hendes uundgåelige skæbne.
Den anden hovedtese, som egentlig burde have fået endnu mere opmærksomhed, eftersom værkets titel referer til den, er at manden er den første, subjektet, mens kvinden er den anden. Beauvoir kritiserer idéen om, at kvinden bliver opfattet som kønnet, hvorimod manden er det universelle. Andetgørelse fungerer som det, den tyske filosof G. W. F. Hegel kalder den ’bestemte negation’: ’noget’ bliver altid defineret som negationen af noget andet (dagen er ikke nat; det blå er ikke gult). Det andet er altid i forhold til det, det er negationen af. For kvinden gælder, at hun gennem hele vores kulturhistorie er blevet defineret som det andet i forhold til manden. Han er aktiv, hun er passiv; han har den normalekrop, hun har den afvigende, cyklusbetingede krop og så videre. Beauvoir identificerer altså ’den anden’ med kvinden.
Men kan der også ligge en anden erfaring af andetgørelse bag Beauvoirs teori? Selvom krigen i Algeriet stadig er 5-6 år ude i fremtiden, da Beauvoir udgiver Le Deuxième sexe, rejser hun til Algeriet og andre lande i Nordafrika i netop disse år, både i 1946, 1948 og 1949.[9] Så det er oplagt at tænke, at Beauvoir, som med egne øjne ser det koloniale styres konsekvenser, har Frankrigs koloniserede subjekter i Algeriet i tankerne, da hun udvikler teorien om kvindes position som den anden. Hvis man nærlæser Le Deuxième sexe, ser man, at hun også udvikler en mere strukturel teori om undertrykkelse. Hun sammenligner kvindeundertrykkelsen med anti-sort racisme, antisemitisme, klasseundertrykkelsen af proletariatet og med kastesystemet. Derudover nævner hun her og der undertrykkelsesforholdet mellem kolonisator og koloniseret. Faktisk finder vi allerede dette eksempel i Pour une morale de l’ambiguïté fra 1947. Beauvoir bruger den koloniale relation til at illustrere en uautentisk form for frihed, hvor kolonisatoren forstår sin magtposition, som essentiel og uforanderlig, mens den koloniserede infantiliseres og bliver behandlet, som om de ikke er frie væsener. Så det er nærliggende at tænke at, det anti-koloniale blik både bevidst og ubevidst former Beauvoirs teori om kvindeundertrykkelse allerede i 1940’erne.
I teksterne om Boupacha-sagen fra starten af 1960’erne og frem bliver antikolonialisme et eksplicit hovedanliggende for Beauvoir. Selvom hun aldrig skriver et værk om kolonialisme, er temaet dominerende i hendes sene autobiografiske værker og i interviews, for eksempel La Force des choses og Tout compte fait (1972) [da. Alt i alt]. Alligevel er det antikoloniale spor blevet ignoreret i forskningen indtil for ganske nyligt, hvor der fra 2010’erne er opstået en lille forskningslitteratur om emnet.[10] Måske har det tabu, som Algeriet har udgjort i Frankrig, gjort det umuligt at læse dette tema frem hos Beauvoir indtil for nyligt.
Boupacha-sagen giver også anledning til, at Beauvoir for første gang laver aktivisme sammen med andre kvinder. Beauvoir er klar over, at Boupachas tortur er en undertrykkelse af hende både som kvinde og som muslim. Den franske hær, hævder Beauvoir og Boupachas forsvarsadvokat Hamili, bruger aktivt voldtægt som våben i krigshandlingerne mod Algeriet, og de ved, at krænkelserne vil gøre Boupacha æreløs i traditionelle dele af det algeriske samfund.[11] Altså forstår Beauvoir, at forskellige undertrykkelsesformer kan overlappe—en kerneindsigt i det nutidige feministiske paradigme, intersektionalitet, der udvikles af sorte feminister i slutningen af 1980’erne.[12] Selvom Beauvoir ikke udvikler en egentlig intersektionel teori, ser vi ansatserne til én. Det er også efter den Fransk-Algeriske krig, at Beauvoir tager et opgør med den fortolkning af marxismen, som hævder at hvis klassemodsætninger ophørte, ville undertrykkelse af kvinder også ophøre. For Beauvoir kommer feminisme til at handle om, at der er specifikke kvindelige krav om frihed som transcenderer klasse, fx seksuel vold og udskamning samt underordningen af kvinder i ægteskabet.[13]
Derudover samler Beauvoir en komité med hundreder af medlemmer, der lobbyer mod tortur og argumenterer for, at Boupachas sag skal aflyses. De sender telegrammer direkte til Frankrigs daværende præsident Charles de Gaulle, og de mødes med højtstående embedsmænd.[14] Beauvoir modtager en dødstrussel efter bogens udgivelse, og en højorienteret paramilitær gruppe planter en bombe, som springer ved Sartres lejlighed, fordi han offentligt støttede algerisk selvstændighed. Selvom Beauvoir således løber en risiko ved sin aktivisme for afkolonisering i Algeriet, skal vi måske ikke helgengøre hendes indsats overdrevent. Hun mødes aldrig med Boupacha på trods af dennes ønske om det, og hendes optagelse af sagen, handler formentlig først og fremmest om den ydmygelse, hun føler det var for Frankrig at udøve en så ekstrem brutalitet, og den begrænsning af frihed, de påførte deres koloniserede subjekter.[15]
Desuagtet Beauvoirs reelle motivation, som vi selvfølgelig kun kan gætte os til, transformerer Boupacha-sagen tydeligvis både Beauvoir som person, og hendes tænkning.[16] Vi kan spore en bevægelse fra hendes etiske filosofi i Pour une morale de l’ambiguïté til en mere udpræget politisk tænkning. I La force des choses, der udgives i 1963, året efter at Algeriet får sin formelle selvstændighed med Evian-aftalen, afviser hun store dele af sin position i sin tidligere formulerede etik. Mere specifikt afviser hun en abstrakt og ahistorisk universalistisk idé om menneskeheden som sådan for i stedet at se på specifikke sociale og historiske omstændigheder.[17] Den etik, hun udvikler i Pour une morale de l’ambiguïté mener hun ikke kan redegøre for den politiske virkelighed, som algerierne, der med voldelige midler kæmper for deres frihed, befandt sig i. Beauvoir er ikke pacifist i Pour une morale de l’ambiguïté , men hun afviser at handlinger, hvor vi ikke kan ville både midlerne og målet, er etiske. Det vil altså sige at hun som udgangspunkt afviser, at vold kan bruges til et højere formål som for eksempel frigørelse af et undertrykt folk. Det gælder også, selvom undertrykkelsen i sig selv er uetisk.[18] I løbet af krigen i Algeriet, kommer hun frem til, at dette ikke længere er en position, hun kan forsvare. Abstrakte etiske principper kommer til kort over for en konkret politisk virkelighed, og hun ender med at dele Fanons opfattelse, at vold vil være nødvendig i afskaffelsen af det koloniale styre i Algeriet.[19] Frigørelse kræver nogle gange blodige ofre.
For Beauvoir bliver krigen mellem Frankrig og Algeriet altså et vendepunkt, hvor hun distancerer sig fra en eksistenstænkning, der fokuserer på menneskets frihed som en abstrakt fordring, til en politisk filosofi og aktivisme, der fokuserer på konkrete krav om frihed fra undertrykkelse for virkelige individer i specifikke sociale, historiske—og ikke mindst kønnede situationer—som Djamila Boupachas.
Cæcilie Varslev-Pedersen forsker i moderne europæisk filosofi og er studielektor på Søren Kierkegaard Forskningscenteret på Københavns Universitet. Hun har være postdoc på University of Southampton i England og er Ph.d. fra The New School for Social Research i New York på en afhandling om modernitetskritik hos Schiller, Hegel og Kierkegaard.
[1] Disse vandringer er beskrevet i La force de l’âge (1960) [da. I sin bedste alder].
[2] Pied noir var en gruppe af et (for de flestes vedkommende) franske statsborgere af europæisk afstamning, som levede i det koloniserede Algeriet, og som, selvom de fleste ikke var økonomisk privilegerede, havde flere juridiske rettigheder og beskyttelse end den muslimske algeriske befolkning.
[3] Harkierne var muslimske algeriere, der samarbejdede med det franske militær under krigen mellem Frankrig og Algeriet.
[4] Simone de Beauvoir, “In Defense of Djamila Boupacha,” in Simone de Beauvoir and Gisele Halimi, Djamila Boupacha: The story of the torture of a young Algerian girl that shocked liberal French Opinion, translation by Peter Green, MacMillan, 1962: 194–97, 197.
[5] Simone de Beauvoir, “In Defense of Djamila Boupacha,” in Simone de Beauvoir and Gisele Halimi, Djamila Boupacha: The story of the torture of a young Algerian girl that shocked liberal French Opinion, translation by Peter Green, MacMillan, 1962: 194–97, 197; 194.
[6] Simone de Beauvoir and Gisele Halimi, Djamila Boupacha: The story of the torture of a young Algerian girl that shocked liberal French Opinion, translation by Peter Green, MacMillan, 1962.
[7] Simone de Beauvoir, Force of Circumstance, trans. R. Howard. G. P. Putnam’s Sons, 1965, 652. Refereret i Julien Murphy, “Beauvoir and the Algerian War: Toward a Postcolonial Ethics,” Feminist Interpretations of Simone de Beauvoir, edited by Margaret A. Simons. Pennsylvania State University Press, 1995, 266.
[8] Ptacek, Melissa M. “Simone de Beauvoir’s Algerian War: Torture and the Rejection of Ethics, ”Theory and Society 44:6 (December 2015), 499-535.
[9] Som Paul Pandolfi dokumenterer i ”La transsaharienne de Simone de Beauvoir et Jean-Paul Sartre” blev Beauvoir i 1946 inviteret af L’Alliance Française til at holde forelæsninger i Algeriet og Tunesien (det var i øvrigt første gang den 40-årige Beauvoir var på en flyvemaskine). Hun vendte tilbage med Sartre i 1948, og i 1949 besøgte hun Algeriet, Tunesien og Marokko med sin amerikanske elsker Nelson Algren. Endeligt er hun i Algeriet I 1950, hvor hende og Sartre rejser gennem Sahara.
[10] Ud over titlerne i bibliografien se for eksempel Judith Surkis, “Ethics and Violence Simone de Beauvoir, Djamila Boupacha, and the Algerian War,” French Politics, Culture & Society 28: 2 (2010), 38-55 og den mere Beauvoir-kritiske Nathalie Nya, Simone de Beauvoir and the Colonial Experience: Freedom, Violence, and Identity (Bloomsbury 2019)
[11] Murphy, “Beauvoir and the Algerian War”, 273.
[12] Se den klassiske af artikel af Kimberlé W. Crenshaw, “Demarginalizing the Intersection of Race and Sex: A Black Feminist Critique of Antidiscrimination Doctrine, Feminist Theory and Antiracist Politics, University of Chicago Legal Forum 1 (1989): 139–67.
[13] Se Ptacek, “Simone de Beauvoir’s Algerian War”, 532–33.
[14] Murphy, “Beauvoir and the Algerian War”, 273.
[15] Se også Frantz Fanons kritik af franske intellektuelle i forbindelse med Boupacha-sagen. James D. Le Sueur, Uncivil War: Intellectuals and Identity Politics during the Decolonization of Algeria, University of Nebraska Press, 2021, 206–10.
[16] Hun skriver dog: “As far as I am concerned, my ageing became apparent to me between 1958 and 1962. I was sickened by the crimes that were being committed in the name of France; I turned nostalgically back to my past, and I realized that there were many planes upon which I had to say good-bye to it forever” Simone de Beauvoir, All Said and Done, trans. Patrick O’Brian. Paragon House, 1974.
[17] Simone de Beauvoir, Force of Circumstance, 65
[18] Ptacek, “Simone de Beauvoir’s Algerian War”, 518.
[19] Se Ptacek, “Simone de Beauvoir’s Algerian War”, 518-19.
Bibliografi
Beauvoir, Simone de. Le Deuxième sexe. Gallimard, 1949.
Beauvoir, Simone de. Pour une morale de l’ambiguïté. Gallimard, 1947.
Beauvoir, Simone de. Les Mandarins. Gallimard, 1954.
Beauvoir, Simone de, and Gisele Halimi. Djamila Boupacha: The story of the torture of a young Algerian girl that shocked liberal French Opinion, translation by Peter Green, MacMillan, 1962: 194–97.
Beauvoir, Simone de. La forces des choses. Gallimard, 1963.
Beauvoir, Simone de. Force of Circumstance. Translated by R. Howard. G. P. Putnam’s Sons, 1965.
Beauvoir, Simone de. Tout compte fait. Gallimard, 1972.
Beauvoir, Simone de. All Said and Done. Translation Patrick O’Brian. Paragon House, 1974.
Camus, Albert. Le premier homme. Gallimard, 1994.
Crenshaw, Kimberlé W. “Demarginalizing the Intersection of Race and Sex: A Black Feminist Critique of Antidiscrimination Doctrine, Feminist Theory and Antiracist Politics, University of Chicago Legal Forum 1 (1989) 139–67.
Le Sueur, James D. Uncivil War: Intellectuals and Identity Politics during the Decolonization of Algeria, University of Nebraska Press, 2021.
Paul Pandolfi, ”La transsaharienne de Simone de Beauvoir et Jean-Paul Sartre” Sahara & Sahel 255 (décembre 2025), 4–6.
Murphy, Julien. “Beauvoir and the Algerian War: Toward a Postcolonial Ethics,” Feminist Interpretations of Simone de Beauvoir, edited by Margaret A. Simons. Pennsylvania State University Press, 1995, 263–96.
Ptacek, Melissa M. “Simone de Beauvoir’s Algerian War: Torture and the Rejection of Ethics, ”Theory and Society 44:6 (December 2015), 499–535.