Kamel Daoud og kampen mod tavsheden
Tavshedens politik
FOKUS: ALGERIET I FRANKRIG, FRANKRIG I ALGERIET | Forholdet mellem Algeriet og Frankrig er mere end blot kompliceret. De to landes indviklede og forviklede relation tværs over Middelhavet trækker tråde langt tilbage i historien og påvirker til stadighed deres nutidige forhold. Med afsæt i filosofien og litteraturen sætter Baggrund i denne serie fokus på Algeriets rolle i Frankrig og Frankrigs rolle i Algeriet, dog uden at prætendere at fokusseriens korte artikler gør andet end at kaste lys over forskellige aspekter af landenes interne tilknytning.
I AlI Algeriet er det tabu at tale om den borgerkrig, landet gennemlevede i perioden 1992 – 1999.[1] Officielt hedder det, at der ikke skal rippes op i sårene. Det handler om at lægge de mørke år bag sig og forsone befolkningen. Derfor har regimet vedtaget en række love, der forhindrer begge parter i konflikten, både islamister og ansatte i den algeriske hær, i at blive retsforfulgt. I modsætning til andre lande, som Tyskland, Sydafrika og Rwanda, der bærer på historiske, sociale traumer, går den algeriske forsoningspolitik altså ud på, at ugerningerne ikke kommer frem i lyset. I skolerne forbigår man borgerkrigen i tavshed, der iværksættes ingen officielle undersøgelser og frem for alt: Krigens bødler bliver ikke stillet til ansvar. Ingen behøver at bede nogen om forladelse. For mange af de algeriere, hvis familiemedlemmer kan regnes blandt borgerkrigens hundredtusindvis af ofre, er effekten dog, stik imod den officielle intention, at sårene ikke heler.
Det handler om at tourner la page (vende et blad), som Abdelaziz Bouteflika sagde, der blev Algeriets præsident, da borgerkrigen var ved at ebbe ud i slutningen af 1990’erne. Først må man dog have læst, hvad der står på bladet, kunne man hævde. En af de algeriere, der vil kunne tilskrives netop dén holdning, er forfatteren Kamel Daoud. Hans roman Houris (2024, Huri, 2025), der vandt den prestigefulde franske Goncourt-pris i 2024, fremstår som et cirka 400 sider langt anklageskrift mod den tavshedskultur, som Bouteflika indførte i kølvandet på borgerkrigen. Romanens fortæller, Aube, slap som lille pige mirakuløst levende fra en gruppe islamisters overfald på hendes landsby. I modsætning til sin storesøster overlevede Aube således at få halsen skåret over. Det lange ar på hendes hals er formet som et uhyggeligt smil, et smil, der lige siden overfaldet hvert eneste øjeblik har modsagt statens forsøg på at skrive Algeriets mørke årti ud af historien. Da islamisten skærer halsen over på Aube, får han bragt hende til tavshed, ikke, som han må formode, ved at slå hende ihjel, men ved at ødelægge hendes stemmelæber. Aube bliver helt konkret efterladt uden stemme. Traumet har dog tændt en indædt vrede, der er drivkræften i den historie, hun fortæller til det barn, hun i fortællingens nutid bærer i maven. En stor del af romanen udgøres derfor af en indre monolog, hvor hun taler til det ufødte barn. Det er et elegant fortællergreb, idet det giver Aube / Daoud et naturligt motiv, dels til at forklare tilstandene i nutidens Algeriet, dels til at drage krigens grusomheder frem i lyset. Nu, hvor Aube bærer på et nyt liv, føler hun sig forpligtet til at forstå Algeriets og sin egen historie. Hun må forklare barnet, hvorfor den bedste udvej måske er slet ikke at komme til verden i et land som Algeriet.
Houris bliver ikke solgt i Algeriet, og Kamel Daoud, der har fransk statsborgerskab, udkommer på franske forlag, har siden 2023 har levet i eksil i Frankrig og er blevet forment adgang til Algeriet. At den algeriske stat ikke ønsker at høre Aubes / Daouds fortælling, fremgik med al ønskelig tydelighed, da Daoud i april 2026 i Algeriet blev idømt tre års fængsel for at have forbrudt sig mod det fred-og forsoningscharter, der blev vedtaget i 2005, og som forbyder at nævne borgerkrigen offentligt til skade for den nationale fællesskabsfølelse.[2] Daoud har dog i årevis markeret sig som en djærv kritiker af sit hjemland. Hans litterære brydekamp handler i samme ombæring om det algeriske regime og om den religiøse fundamentalisme, der har præget landet både før, under og efter borgerkrigen. Når Daoud med romanen Houris giver Aube en stemme, udfordrer han på samme tid et politisk regime og en islamistisk tolkning af islam, der ikke tilskriver individets, især ikke kvindens, stemme nogen værdi. Forfatteren gør således litteraturen til en kampplads, et sted hvor det undertrykte og bortcensurerede kan finde et udtryk.
I Algeriet kan man ikke uden videre adskille regimekritik og religionskritik. Dertil er politik og religion alt for tæt sammenknyttet, hvilket man siden borgerkrigen blandt andet har kunnet se på de studehandler, der har fundet sted mellem politikere og islamister. Islam er desuden statsreligion i Algeriet og en central bestanddel af den oppefra dikterede nationale identitet. Religionen præger alle sider af hverdagslivet og indimellem på måder, der giver indtryk af, at staten ønsker at fastlægge, hvordan den enkelte borger skal praktisere sin tro. Således kan det for eksempel tolkes som en form for social kontrol, når større grupper af troende, på en i nogens øjne temmelig demonstrativ og iscenesat måde, giver sig til at bede midt blandt badegæsterne på Algeriets strande. Trods sammenblandingen af stat og religion, kan vi alligevel forsøgsvis skelne mellem på den ene side Daouds kritik af det officielle, politiske Algeriet og på den anden side den livsopfattelse, der udgår fra mere radikale tolkninger af islam. Begge former for kritik har Daoud længe fremført som journalist i aviser som algeriske Quotidien d’Oran, franske Le Monde og amerikanske The New York Times og som forfatter til skønlitterære udgivelser. I den førnævnte roman Houris og i fortællingen Le Peintre dévorant la femme(2018) [da. Maleren der fortærede kvinden] går det ud over både den religiøse livsanskuelse og, hvad man kunne kalde, statens definition af algerisk national identitet. I romanen Zabor ou les psaumes (2017) [da. Zabor eller salmerne] er det især religionens livsfornægtende rammer, der står for skud. De to sidstnævnte værker, Le Peintre og Zabor, vil blive behandlet nærmere, her skal det blot understreges, at Daoud både som journalist og som forfatter tager bladet fra munden og kæmper for den ytringsfrihed, der har stadig mere trange kår i hans fødeland. Som den senest retssag og fængselsdom har vist, skelner man i Algeriet ikke mellem journalistiske tekster og, hvad der skrives under fiktionens dække.
Daoud som postkolonial forfatter
På baggrund af al denne kritik rettet mod det uafhængige Algeriet og dets nationale identitet er det værd at huske på, at Kamel Daoud fik sit store internationale gennembrud med romanen Meursault, contre-enquête (2013, Meursault – en modundersøgelse, 2015), der på mange måder fremstod som et typisk postkolonialt værk. Postkolonialisme står for et vidtforgrenet kompleks af teorier, men kan samlet set anskues som et opgør med primært vestlige imperialistiske historieversioner, tankegange og praksisser. Når Meursault, contre-enquête af mange blev læst som en postkolonial roman, så var det altså, fordi man hæftede sig ved den brod, der var rettet mod Frankrig. Brodden var bestemt til stede, men, som det skal vise sig, var den ikke udelukkende rettet mod kolonimagten.
Romanen er en replik til Albert Camus’ L’Étranger (1942, Den fremmede, 1944). Nærmere bestemt er den en anfægtelse af den særlige tavshed, der møder læseren i Camus’ berømte fortælling. Hvor Daoud sidenhen især skulle komme til at kritisere den algeriske tavshed, det vil sige alt det, der er tabu at tale om i Algeriet, interesserer han sig i Meursault-romanen snarere for den form for tavshed, der har været typisk for Vestens forhold til den koloniserede verden. Fortælleren i Daouds roman hedder Haroun og er bror til den umælende araber, som Camus’ hovedperson Meursault en dag skyder og dræber, snarere på grund af solstik, end fordi han specifikt har til hensigt at dræbe netop dette menneske. Araberen i Den fremmede optræder altså som en tilfældig og, ikke mindst, tavs og navnløs figur. Kunne han ikke i det mindste have fået navnet ”klokken fjorten”, lidt som når Robinson Crusoe døber sin indfødte ven Fredag? spørger Haroun. Hvorom alting er, så er den omstændighed, at araberne i Camus’ fiktive tekster ikke har navne, af mange blevet opfattet som udtryk for et typisk kolonialt verdenssyn, ifølge hvilket mennesker uden for Vesten ikke ses som interessante i egen ret og derfor ikke udstyres med egne stemmer.
Intet kunne da være mere postkolonialistisk end et romanprojekt, hvor den dræbte araber ikke blot får et navn, men en livsbane og en plads i Historien. Den vestlige fremstilling af ’den anden’ har fået svar på tiltale, og derved spejler Daouds roman i mange henseender 1950’ernes første algeriske romaner på fransk. For forfattere som Mohammed Dib (1920 – 2003) og Mouloud Mammeri (1917 – 1989) gjaldt det dengang også om at sætte det algeriske menneske i centrum og levere et modsvar til kolonilitteraturens negligering eller i bedste fald nonchalante fremstilling af de koloniserede. At Camus’ ståsted er langt mere komplekst, at han selv kom i klemme mellem Frankrig og Algeriet, og at de umælende og navnløse arabere i hans romanunivers kan læses på andre måder, er en anden sag, som det vil føre for vidt at komme ind på her.[3]
I forhold til Kamel Daouds ståsted er det vigtigt at sige, at Meursault, contre-enquête langt fra kun er en kritik af den koloniale overherrementalitet. Sagen er nemlig, at hvor første halvdel af romanen er fuld af Harouns vrede over brorens uretfærdige skæbne, former anden del sig som et personligt selvopgør og en kritik af stort set alt, hvad der er sket i Algeriet siden den formelle uafhængighed i 1962, lige fra militærdiktatur til religiøs fanatisme. Som Daoud fortæller i et interview med Information (18. maj 2018), er det derfor ikke overraskende, at man i Algeriet bedst kunne lide første del, mens man i Frankrig satte større pris på slutningen. De forskelligartede læsninger af romanen siger noget om, hvor vanskeligt det kan være for en algerisk, eller for den sags skyld fransk, forfatter at trænge igennem med et nuanceret budskab, der indeholder kritik af landene på begge sider af Middelhavet. Dertil er situationen mellem Frankrig og Algeriet for politisk højspændt.
Forfattere i klemme
Når Algeriet ikke vil anerkende kritik af Algeriet og i bredere forstand islam og Den Arabiske Verden, bliver algeriske forfattere og journalister tvunget til at vælge side. På samme måde, om end ikke med lige så alvorlige konsekvenser, må franske skribenter i stigende grad se sig opdelt i dem, der ønsker at undskylde for kolonitiden og dem, der ser slige undskyldninger som en desavouering af Frankrigs grandeur. Kritik fra egne rækker er man særlig ømfindtlig over for. Da er det til sammenligning noget ganske andet, når danske Henrik Nordbrandt et sted i sine dagbogsoptegnelser fra Tyrkiet (Ruzname, 1996) skriver, at han er bekymret for, om han er ved at udvikle et fanatisk had til fanatisme. Konteksten er et Tyrkiet, hvor religiøse kræfter forsøger at nedbryde en verdslig republik til fordel for et islamisk/islamistisk regime. Nordbrandt var tydelig med sin afsky for den religiøse form for totalitarisme, han så vokse frem, og som vi i dag ved, at Erdogan skulle komme til at bygge videre på. Tyrkiet kerede sig dog dengang ikke om, hvad en dansk forfatter havde at sige om Tyrkiet, i al fald ikke på højeste niveau. I Danmark er vi samtidig på det rene med, at Nordbrandt mildt sagt også havde en kritisk indstilling til dansk kultur og mentalitet. Tænk bare på digtet ”Fædrelandssang” med de ”slimede grundtvigianerhænder”, der aldrig har ”fulgt rytmen i en slynget arabisk håndskrift” (i øvrigt ser Daoud i Le Peintre netop kalligrafien som en slags sidste skalkeskjul for erotikken i de områder af den arabiske verden, hvor en radikal islamisering har fundet sted og enhver form for dennesidig sanselighed søges udraderet).
Selv om det naturligvis er muligt at læse Nordbrandt politisk med en ensidig betoning af hans kritik af religiøs fanatisme, lige så vel som man kan vælge at læse Yahya Hassan, som om hans ærinde primært var en kritik af muslimer, ja så kan den danske offentlighed almindeligvis godt rumme, at han, Nordbrandt, kritiserede både det fremmede og det hjemlige. Forskellen er netop, at hvor algeriske forfattere altid og uundgåeligt havner i en evigt betændt fransk-algerisk konflikt, var Nordbrandt heller ikke i nogen særlig grad i klemme i en tvedragt mellem Danmark og Tyrkiet.
Første gang det blev tydeligt, at algeriske forfattere, der skriver kritisk om Algeriet, hurtigt kommer i unåde hos regimet, var med udgivelsen af romanen La Répudiation (1969) [da. Forstødelsen]. Forfatteren Rachid Boudjedra (f. 1941) førte an i den generation af forfattere, som gik under navnet enfants terribles på grund af deres blanding af æstetisk ikonoklasme og skarp kritik af den politiske ledelse i det nyligt uafhængige Algeriet. Den foregående forfattergeneration havde først og fremmest skrevet imod kolonimagten Frankrig, men at det nu var den hjemlige politiske magt, der stod for skud og blev beskyldt for at have forrådt uafhængighedskrigens drømme, var noget nyt. I regimets øjne skiftede den fransksprogede algeriske forfatter status fra anti-kolonialistisk oprører til anti-nationalistisk forræder. Kolonimagtens sprog blev nu opfattet som profant og selve det at skrive på det som en form for alliance med fjenden. Litteraturen kom under statslig kontrol med indførelsen af en betydelig censur og med oprettelsen af forlaget Société nationale d’édition et de diffusion i 1966. Den officielle udgivelsespolitik gik ud på, at forfatteren helst skulle skrive på det hellige sprog, arabisk, forbinde sig til traditionelle religiøse værdier og bakke op om den algeriske socialisme.
På tilsvarende måde bliver dagens algeriske forfattere mødt med en enten-er-du-med-os-eller-også-er-du-imod-os-holdning. Kamel Daoud er som nævnt persona non grata i sit hjemland. Det samme gælder vennen og forfatterkollegaen Boualem Sansal, der er blevet frataget sit algeriske pas, og som indtil for nylig sad fængslet i Algeriet på grund af sin ”krænkelse af Algeriets nationale enhed”, som det hed i dommen. Konkret havde Sansal i et interview med det højreorienterede franske medie Frontières udtalt sig om, at visse algeriske territorier før kolonitiden i virkeligheden tilhørte Marokko. Både Daoud og Sansal har markeret sig som skarpe kritikere af statens enevældige konstruktion af den nationale identitet i Algeriet. Som litteratursociologen Tristan Leperlier dog peger på i en artikel i Revue de littérature comparée (2020), går det også nogle gange den anden vej. Sådan at forstå, at Frankrig indimellem tager bedst imod de frankofone forfattere, der først og fremmest kritiserer deres tidligere hjemlande i stedet for at kritisere Frankrig som (neo)kolonial magt. Leperlier refererer i artiklen til en udtalelse, hvor Sansals forlægger på Gallimard medgiver, at det ikke kun var de litterære kvaliteter, han satte pris på hos den algeriske forfatter, men også det faktum, at Sansal nægter at indtage et systematisk dekolonialt standpunkt. Igen ser vi altså, hvordan den algeriske forfatter bliver bedømt ud fra sit politiske ståsted. Politiseringen af Sansal fremgår desuden af det forhold, at man, særligt i løbet af 2026, har kunnet iagttage, hvor ivrigt politikere og intellektuelle på den franske højrefløj har ønsket at fremstå som den løsladte forfatters sande ven.
Med afsæt i fængselsdommene mod først Sansal og dernæst Daoud har den franske højrefløj i løbet af 2025 og 2026 kunnet tegne et billede af et stadig mere diktatorisk og inhumant Algeriet. Dette billede af den forhenværende franske ”kronkoloni” har også sine indenrigspolitiske implikationer. Eksempelvis er det faldet den konservative avis Le Figaro for brystet, at venstrekantspartiet La France insoumise ikke offentligt har taget de to algeriske forfattere i forsvar. Burde de to algeriere, der begge har fået fransk statsborgerskab, ikke være en naturlig del af la nouvelle France? spørger avisens tilforordnede direktør Vincent Trémolet de Villers. Med ”la nouvelle France” henviser han til partiformanden Jean-Luc Mélenchons vision om et Frankrig, der i langt højere grad bygger sin identitet på den kulturelle mosaik, der de facto kendetegner landet.
Sansal og Daouds karrierer som kulturkritikere og til dels politisk udnyttede figurer går allerede en del år tilbage. Sansal blev for alvor interessant for den franske højrefløj, da han udgav dystopien 2084. La fin du monde (2015, 2084: Verdens ende, 2025), der handlede om en islamistisk magtovertagelse af det fiktive rige Abistan. For Kamel Daouds vedkommende begyndte det omtrent samtidig, nemlig i vinteren 2016, da forfatteren i aviserne Le Monde og The New York Times kommenterede de overgreb indvandrere med fortrinsvis arabisk baggrund havde begået mod kvinder i Køln nytårsnat. Artiklerne forårsagede en enorm debat, og forfatteren havnede i en intern politisk og ideologisk konflikt i Frankrig. På den ene side sagde han, hvad mange på den franske højrefløj gerne ville høre, nemlig at den muslimske kultur grundlæggende er tilbagestående og kvindeundertrykkende. På den anden side beskyldte venstrefløjen ham for at bringe fortærskede orientalistiske klichéer til torvs og for at sammenligne det muslimske kvindesyn med en sygdom, der truer med at smitte Europa indefra. Særligt i Le Monde-artiklen ”Les fantasmes de Kamel Daoud” [da. Kamel Daouds fantasibilleder] (12. februar 2016) underskrevet af en række historikere, antropologer, filosoffer og sociologer blev Daoud kritiseret for en alt for essentialistisk beskrivelse af islam og for at reducere kultur til religion. Samtidig undlod underskriverne dog at kommentere sagens kerne, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt der kunne tænkes at herske et problematisk kvindesyn i visse muslimske kulturkredse eller i det hele taget inden for ortodokse tolkninger af religion. Der var dengang i 2016, og der er endnu i dag, i den franske debat ikke plads til mange nuancer, enten er man islamofob, eller også er man islamogauchist.[4]
Den algeriske forfatter havner uvægerligt midt i en fransk-algerisk politisk konflikt, der snart har varet i 200 år. Der er aldrig langt til at blive (mis)brugt politisk. En beskrivelse af Frankrig som dekadent og degenereret kan blive mødt med velvilje i højere magtlag i Algeriet eller i religiøse kredse. Modsat kan en stadig mere selvsikker højrefløj i Frankrig vælge at læse kritik af Algeriet som en kærkommen lejlighed til at dreje fokus væk fra franske ugerninger under kolonitiden ikke mindst i forbindelse med uafhængighedskrigen (1954 – 1962), der i Frankrig helt frem til 1999 officielt blot blev omtalt som ”begivenhederne i Algeriet”. Forskellen på de to lande er, at man i Frankrig stadig ikke fængsles for at fremsætte kritik af religion og kritik af den officielle nationale fortælling. I det følgende skal det handle om nærmere at forstå, hvad det er, Kamel Daoud i sine litterære værker kritiserer Algeriet for, og i forlængelse heraf forstå, hvilken rolle han tilskriver litteraturen.
Til kamp mod tavsheden – Kamel Daouds litterære projekt
Som nævnt indledningsvis tager Daoud de to sammenflettede instanser, staten og religionen, ved vingebenet. Lad os begynde med staten. Fortælleren i Houris, den unge kvinde Aube, nævner et sted, at Bouteflika, da han blev valgt til præsident i 1999, besluttede, at man ikke kunne sige noget med sikkerhed om den borgerkrig, der siden 1992 havde raset i landet, og at det gjaldt om at glemme det hele. For Aube føles det, som om hun bliver vanvittig, hvis hun ikke kan få afløb for det, hun bærer på. Med amnestilovene og dekreterne om at glemme giver staten hende en fornemmelse af ikke at eksistere. Hun er offer for en krig, der ikke har fundet sted. ”Man ville have folk til at tro, at ti års massakrer ikke var andet end et mareridt, så en drøm, så kun rygter og til sidst blot døde blade fra et johannesbrødtræ i en anden landsby”.[5]
I en vis forstand bliver mundkurven mere snærende af, at der er en anden krig, der ifølge staten inderligt gerne må tales om, nemlig 1950’ernes befrielseskrig mod Frankrig. Det er denne krig med dens krigshelte, martyrerne, som Algeriets nationale fortælling bygger på. Aube forklarer, at krigen mod Frankrig er som en storesøster, der fylder det hele. I Le Peintre viser Daoud yderligere, hvordan konstruktionen af den nationale identitet smelter sammen med religionen. ”I Algeriet begynder den nationale historiefortælling med franskmændenes invasion og med fortællingen om Befrielseskrigen i midten af forrige århundrede. Alt hvad der ligger længere tilbage i tiden, tager Gud sig af med historien om sin Bog og om åbenbaringerne på Den Arabiske Halvø”.[6]
Det, der ikke må komme med i historien, er frem for alt pluraliteten, det vil sige, alt hvad der vidner om, at Algeriet består af og har bestået af andet end arabisktalende muslimer. Ingen spor af berbere, ingen plads til romere, spaniere, vandaler, ottomaner eller jøder, som Daoud konstaterer i Le Peintre. Vennen Boualem Sansal har i essays som Poste restante: Alger (2006) [da. Poste restante: Algier] og Gouverner au nom d’Allah (2013) [da. At regere i Allahs navn] også tordnet mod den ensidige arabisering og islamisering, når han eksempelvis kommenterer den officielle sprogpolitik således: ”Klassisk arabisk er Algeriets sprog, men algerierne selv taler andre sprog. (…). Det dummeste er, at hverken fransk, som er de videregående uddannelsers, centraladministrationens og økonomiens sprog, eller dialektalt arabisk, som står for hovedparten af al interregional kommunikation, har nogen legal status i det sproglige landskab”.[7] Med andre ord angriber Sansal og Daoud den statslige historieforfalskning, som Algeriet har været udsat for lige siden uafhængigheden i 1962. Forfatteren Anouar Benmalek (f. 1956) er på samme spor, når han i et interview fra 2016 med journalisten Zineb Moussaoui udtaler, at det, Algeriet har brug for, er en sandhedskur oven på alle de løgne algerierne er blevet fortalt om landets identitet.
Vil man forvisse sig om, at der fandtes noget i Algeriet før islam, og at landet er præget af andre kulturer, kan man besøge de romerske ruiner i Tipaza lidt vest for Algier. Som Daoud dog forklarer i Le Peintre, gør staten ikke noget for at beskytte eller fremhæve dette historiske mindesmærke. Ruinerne er simpelthen ikke interessante for nationalidentiteten, for de har ikke noget med hverken islam eller uafhængighedskrigen at gøre. De vidner om en tid, der i en vis forstand strider imod den officielle identitet, fordi den ligger forud for den arabiske invasion i slutningen af det 7. og begyndelsen af det 8. århundrede.
I Le Peintre reflekterer Daoud videre over, hvordan ørkenen er et forbillede for fundamentalisterne. De lovpriser det forskelsløse. Det tomme. Det usynliges triumf over det synlige. Algeriet hensættes i en evig guddommelig nutid, hvor kun Allah råder. I den radikale udgave af religionen bliver enhver litterær tekst, enhver historiebog og ethvert museum således set som en konkurrent til den eneste ene bog. Enhver form for skulptur eller maleri betragtes som et utilstedeligt forsøg på at skabe, eftersom alt, hvad der skabes, allerede er skabt.
Fortælleren i Le Peintre begræder Algeriet over én kam: ”Det, man slås af i mit land, er fraværet af et begær efter verden”.[8] Her bør det kort forklares, at han (fortælleren) i denne Daoud-tekst befinder sig på Picasso-museet i Paris. Koblet til en udstilling af Picassos erotiske malerier fra 1932 udformer bogen sig som én lang refleksion over forskellige livsopfattelser i på den ene side Algeriet / Den Arabiske Verden og på den anden side Frankrig / Vesten. Picassos dennesidige paradis stilles over for paradiset efter døden. Daouds fortæller tænker på, hvad der ville ske, hvis en islamist blev konfronteret med Picassos billeder. Han forestiller sig, at islamisten straks ville se det som sin mission at ødelægge alle malerierne på museet, fordi hans verdensbillede ikke kan rumme en konkurrerende skaberkraft eller tanken om glæden og nydelsen som noget dennesidigt.
Et sted i essayet ”Le désert” [da. Ørkenen] fra samlingen Noces (1938, Ungdommens land, 1972) skriver Camus: ”Og jeg kender stunder og steder, hvor lykken kan forekomme os så bitter, at man foretrækker løftet om lykken frem for lykken selv.” (Ungdommens land, s. 106) Det er fristende at tro på en fredfyldt salighed efter døden, men for Camus er der ikke nogen frelse. Lykken opstår netop i håbets fravær, og menneskets eneste mulighed er stædigt at elske livet. Selv om Kamel Daouds Meursault-bog kan ses som et opgør med en form for tavshed i L’Étranger, er forfatterskabet generelt set fuldkommen på linje med Camus’ livsfilosofi, og Daoud nævner da også den berømte forfatter som et forbillede. Med Camus har Daoud den idé til fælles, at meningen skal søges i livet og ikke efterlivet.
Det eksistentialistiske tema om den enkeltes frihed til selv at definere glæden og meningen finder vi også i Daouds roman Zabour ou les psaumes. Zabor er en ung mand, der savner et sprog, og som først føler, han er på rette vej, da han begynder at læse og skrive på fransk. Zabor ønsker sig et sprog, der kan bruges til noget andet end at lovprise Revolutionen og martyrerne fra uafhængighedskrigen. Han forbeholder sig retten til både at fortælle Historien og historier. Derfor nægter han at skrive under på de troendes påstand om, at alt væsentligt står i koranen. Ej heller kan han forlige sig med et religiøst livssyn, hvor livet betragtes som blot et venteværelse og døden som det egentlige mål. For Zabor gælder det samme som hos Camus: livet er her og nu. Han øver sig i at skrive og opfinde et sprog, hvor der er plads og frihed nok til at kunne benævne den verden, han lever i. En dag opdager han, at hans skrift holder døden på afstand, at han kan redde de andre landsbyboere fra døden. Eller i al fald udsætte den. Motivet er således shahrazadsk, idet skriften/fortællingen ligesom for den unge kvinde i Tusind og én nats eventyr holder døden på afstand. Motivet er imidlertid også proustsk, idet landsbyboernes liv, ifølge Zabor, først får mening i det øjeblik, de gennem Zabors skrift forvandles til noget blivende. Ligesom hovedpersonen i Marcel Prousts berømte autofiktion kan Zabor ikke acceptere, at liv kan leves uden at afsætte spor. Hvor Prousts fortæller kæmper mod tidens tyranni i jordelivet, kan man sige, at Zabors modstander snarere er de troendes forestilling om en eftertid.
Under den algeriske borgerkrig opstod den litterære genrebetegnelse littérature de l’urgence, en slags nød- eller hastelitteratur. Omstændighederne var ekstreme. Landet lukkede sig om sig selv i takt med, at massakrerne på civile tiltog. Udenlandske medier flygtede og algeriske journalister og intellektuelle blev slået ihjel, fordrevet eller censureret af staten. Historikeren Benjamin Stora har kaldt borgerkrigen for den usynlige krig. Dels fordi den havde så begrænset en mediedækning, dels fordi det var svært at finde ud af, hvem de stridende parter egentlig var. Det var på denne baggrund, algeriske forfattere begyndte at tale om det presserende nødvendige i at rapportere fra krigen, hvad enten det var i en omskrevet litterær form eller ej. Franske forlag var villige til at udgive både romaner og essays, især hvis forfatteren kunne tilbyde en øjenvidneberetning. Forfattere som Assia Djebar (1936 – 2015), Rachid Mimouni (1945 – 1995), Abdelkader Djemaï (f. 1948) og Rachid Boudjedra (f. 1941) havde en fornemmelse af, at Algeriet skulle fortælles her og nu. I al sin gru. Igen Shahrazad, der fortæller for ikke at lade døden og tavsheden sejre.
Kamel Daouds litterære projekt kan udmærket ses som en fortsættelse af 1990’ernes nødlitteratur. Det er en kamp mod den ublu fortielses- og glemselspolitik, som det algeriske regime har ført siden borgerkrigen, men egentlig helt tilbage fra uafhængighedskrigen, og det er en bekæmpelse af den tabu- eller tavshedskultur, der hersker i religionens navn. I et længere perspektiv skriver Daoud videre på en inden for fransksproget algerisk litteratur markant tradition for at trodse autoriteterne, en tradition, der mindst kan føres tilbage til førnævnte La Répudiation fra 1969. Bogens forfatter, Rachid Boudjedra, var sig dengang bevidst, at han udfordrede sit samfunds tre største tabuer: religion, sex og politik. Hvor den arabisksprogede litteratur med få undtagelser altid er blevet kontrolleret af staten, er mange af de frankofone skribenter siden hen fulgt i Boudjedras antiautoritære spor. Helt så firkantet kan man dog ikke modstille algerisk litteratur på henholdsvis fransk og arabisk. Den arabofone forfatter Waciny Laredj (f. 1954) har eksempelvis et langt forfatterskab med en hel del magtkritik bag sig. Laredjs kritiske indstilling til det moderne Algeriet fremkommer blandt andet i den til dansk oversatte roman Al-bait al-andalusi (2010, Det andalusiske Hus, 2013). Alligevel må man sige, at den suverænt mest tydelige kritik af regimets forvanskning af Algeriets historie er foregået på fransk. På samme måde som Daouds Zabor-karakter har forfattere som Boudjedra og den ovenfor nævnte Djebar forklaret, hvordan de har følt, at visse emner kun kunne behandles, hvis de skrev på fransk. Et godt eksempel på et værk, der viderefører den frankofone algeriske litteraturs kritiske granskning af de hjemlige forhold, er Boualem Sansals debutroman Le Serment des barbares (1999) [da. Barbarernes ed], hvor det ikke bare handler om islamisternes vold og ødelæggelse, men også om den stat, der ikke var i stand til at forhindre islamismens fremvækst.
Kamel Daouds litteratur er politisk. Hvis den ikke allerede var det, ville den alligevel blive læst sådan. Som fransksproget algerisk forfatter er han i konstant fare for at blive anklaget for at være i den tidligere kolonimagts sold, eller, internt i Frankrig, for at tale højreekstremismens sag. Man kan klandre ham for at grave grøfterne dybere ved at stille kulturerne stejlt op over for hinanden, men man kan også se ham som en, der leverer en nødvendig kritik af forholdene i sit hjemland. Uanset hvad står han på litteraturens side. Litteraturen som det sted, hvor det forbudte og undertrykte finder et sprog, og hvor dødens tavshed får et modspil.
Simon Hartling er studielektor i fransk på Københavns Universitet samt lektor i dansk på Linnéuniversitetet i Sverige. Hartling er Ph.d. på en afhandling om den algeriske forfatter Yasmina Khadras romaner, der behandler den algeriske borgerkrig i 1990’erne.
[1] Det er vanskeligt at angive en nøjagtig slutdato for krigen. I 1999 indledtes forhandlinger mellem regeringen og islamisterne. Voldshandlingerne blev mere sporadiske, men fortsatte i al fald frem til 2002.
[2] Kamel Daoud har yderligere to retssager på halsen, en i Algeriet og en i Frankrig. En algerisk kvinde, Saâda Arbane, anklager forfatteren for uden tilladelse at have brugt hendes historie til karakteren Aube. Sagen i Algeriet handler om viderebringelse af fortrolige patientoplysninger (Saâda Arbane gik i behandling hos Daouds kone, der er psykiater). Den franske retssag handler om krænkelse af privatlivets fred. Sagerne er i skrivende stund uafsluttede.
[3] Jeg henviser her til Mads Hansens artikel ”Camus’ tavse arabere” i antologien Studier i Camus – solen og skyggerne redigeret af Jon Auring Grimm & Mads Hansen. København: Forlaget Philosophia, 2014.
[4] Begrebet blev introduceret i Frankrig i 2002 af politologen Pierre-André Taguieff. Det henviser til idéen om en uhellig alliance mellem venstrefløjen og islamismen, hvor førstnævnte i multikulturalismens navn undlader at fremføre kritik af sidstnævnte.
[5] Daoud, Kamel. Huri. Turbine, 2025, s. 266
[6] Daoud, Kamel. Le peintre dévorant la femme. Actes Sud / Babel, 2018, s. 92, egen oversættelse
[7] Sansal, Boualem. Poste restante: Alger. Gallimard / folio, 2006, s. 38-39, egen oversættelse
[8] Daoud, Kamel. Le peintre dévorant la femme. Actes Sud / Babel, 2018, s. 157, egen oversættelse
Oversigt over nævnte værker
Boudjedra, Rachid. La Répudiation. Denoël edition, 1969.
Camus, Albert. L’Étranger. Gallimard, 1942.
Camus, Albert. Essays. Vrang og ret, Ungdommens land, Sommer. København, 1995.
Daoud, Kamel. Meursault, contre-enquête. Barzakh, 2013.
Daoud, Kamel. Zabor ou les psaumes. Actes Sud / Barzakh, 2017
Daoud, Kamel. Le peintre dévorant la femme. Actes Sud / Babel, 2018
Daoud, Kamel. Houris. Gallimard, 2024.
Daoud, Kamel. Huri. Turbine, 2025.
Laredj, Waciny. Al-bait al-andalusi. Actes Sud, 2010.
Nordbrandt, Henrik. Ruzname. Gyldendal, 1996.
Sansal, Boualem. Le Serment des barbares. Gallimard / folio, 1999.
Sansal, Boualem. Poste restante: Alger. Gallimard / folio, 2006.
Sansal, Boualem. Gouverner au nom d’Allah. Gallimard, 2013.
Sansal, Boualem, 2084. La fin du monde. Gallimard, 2015