Aristoteles’ planteagtige dyr:
De uærværdigere væsners forunderlige monstrøsitet
MONSTRØSE KROPPE: Kroppe er omgivet og formet af idealer, dogmer og idéer omkring hvad der er rigtigt, naturligt, sundt og smukt. Det er i denne behandling, at de kroppe der afviger, bliver monstrøse. I samarbejde med festivalen Golden Days, som i år arbejder med temaet monster, fremhæver vi, i en serie af artikler, de kropslige monstre, og ser nærmere på de monstrøse aspekter af kroppe og vores forståelser af dem.
Gopler, muslinger, havsvampe, søpunge, søanemoner, søpølser og andre pighuder. Længe har disse væsner udgjort knudepunktet for spørgsmålet om, hvad forskellen mellem planter og dyr er. Historisk har de gået under fællesbetegnelsen ’zoofyt’ – bogstaveligt ’dyreplante’ – en kategori mellem planteriget og dyreriget, der har fungeret som både en rodekasse af undtagelser for naturens to store imperier og deres bindeled. Idéen om zoofyten har sine rødder i antikken, men var særlig prominent i hele den tidlig moderne periode, hvor den havde en fast plads i taksonomier over naturen; for eksempel findes den i alle versioner af Carl von Linnés Systema naturae (1735-68). Det var først efter Charles Darwins tid, at idéen i slutningen af det 19. århundrede blev opgivet, i og med de forskellige arter gradvis fik deres egne underkategorier og diskussionen om deres sammenhæng blev rykket til dyreriget.
I dag er der næsten ingen tvivl om, hvorvidt en given art er plante eller dyr, da deres klassificering baseres på identificeringen af henholdsvis plante- og dyreceller. Men selvom alle væsnerne nævnt i første sætning videnskabeligt betegnes som dyr, er det stadig et åbent spørgsmål, hvad et dyr egentlig er. Mens vi umiddelbart kan se fællestræk mellem os selv og de fleste pattedyr, er det svært at genkende os selv og det dyriske ved de ’lavere’ havdyr. Erfaringsmæssigt ligner de virkelig mere planter end andre dyr, både i udseende og adfærd, og dog føles de ikke helt som planter, for nogle af dem reagerer på ens berøring og lader til at bevæge sig en smule. Både som henholdsvis plante og dyr kan de derfor forekomme monstrøse, hvilket historisk har motiveret brugen af mellemkategorien ’zoofyt’.
Problemet med kategorien har dog fra omkring det 16. århundrede været, at den også var benyttet til at betegne ’egentlige’ monstre, væsner uden for naturens orden, såsom det skytiske lam og bramgåsen, hvorom man beretter, at de starter ud som planter og ’fødes’ som dyr i form af plantens frugter. Når zoofyt optræder i den tidlig moderne periodes naturhistoriske værker, spores kategorien altid tilbage til Aristoteles, og dog mangler han betegnelsens tvetydighed som både monster og naturfænomen. Han nævner ikke engang ordet zoofyt og har ingen fællesbetegnelse for de planteagtige dyr. Første gang, ordet dukker op, er hos den neoplatoniske skole i det 4. århundrede e.Kr., specifikt i Themistios’ og Dexippos’ kommentarværker på Aristoteles’ Categoriae, hvor det nævnes med henvisning til sidenhen tabte værker af Iamblichus og Porfyr i det 3. århundrede e.Kr., mindst 600 år efter Aristoteles.[1]
I stedet for at anvende en mellemkategori af dyreplanter, afviger Aristoteles fra den populære fremgangsmåde i en zoologisk tradition, der ser ham som faderen. Han insisterer nemlig på en stærk opdeling mellem plante og dyr, hvor ethvert væsen på grænsen forstås som en del af naturen og derfor enten falder på den ene eller anden side af distinktionen: Et atypisk dyr eller en ukarakteristisk plante.
Vi vil i det følgende se nærmere på, hvordan Aristoteles som den første systematiker af naturen tildeler overraskende meget opmærksomhed til væsner på grænsen mellem plante og dyr og samtidig insisterer på forskellen mellem de to. Han adskiller sig fra den senere tradition ved både at undgå en mellemkategori af dyreplante og muligheden for, at de er unaturlige monstre, hvorfor vi også møder et unikt syn på disse grænsevæsner og deres implikationer for naturen. Den centrale problematik på færde er dog ikke det enkelte væsens kategoriseringen i plante eller dyr, men en forståelse af naturen som både sammenhængende og i stand til at producere afvigelser for sine egne regelmæssigheder i form af planteagtige dyr og trebenede firben. Vi vil se, hvordan Aristoteles’ begrebsliggørelse af disse afvigelser som ’monstrøsiteter’, frem for ’monstre’, ikke underminerer naturens sammenhæng, men bekræfter den, og hvordan han i stadig forundring over de planteagtige dyr ser det filosofiske i dem.
Aristoteles’ systematisering af naturen
De første systematiske beskrivelser af dyr er foretaget af Aristoteles i hans zoologiske værker, navnlig Historia animalium (’Dyrenes historie’) og De partibus animalium (’Om dyrenesdele’), som i middelalderen indgik i samlingen De animalibus (’Om dyrene’), der også indeholdte De generatione, De motu og De incessu (henholdsvis om dyrenes ’tilblivelse’, ’bevægelse’ og ’gang’). Sammen med De anima (’Om sjælen’)og Parva naturalia (’Små natursager’) bærer disse værker på en systematiserende tænkning, der også gør sig gældende i dag: naturens inddeling i kategorier af væsner. For Aristoteles betød dette først og fremmest inddelingen i plante, dyr og menneske, og deres hierarkisering gennem en tredeling af sjælen. Tredelingen indebærer, at planter besidder den vegetative sjæl, hvormed de ernærer sig og reproducerer, at dyr også besidder denne og den sansende sjæl, hvormed de bevæger sig og sanser, og at mennesker har begge sjæle og den intellektuel sjæl, i kraft af hvilken vi som det eneste væsen kan tænke. Omend mennesket gives en vis særstatus som besidder af alle tre slags sjæle, medfører det også, at vi som ernærende og sansende væsner også delvis er vegetative og dyriske. Og selvom planten hierarkisk er lavest, er den vegetative sjæl til stede i alle levende væsner, hvorom Aristoteles siger, at hvis et væsen mister ernæringsevnen, mister det også livet selv.[2]
Sjæleevner skaber desuden yderligere hierarkier inden for hver kategori. Det er for eksempel ikke alle dyr, der besidder forestillingsevne (fantasía), og nogle dyr, såsom søanemonen, synes ikke at rykke sig ud af stedet, hvorfor den ikke lader til at besidde selvbevægelse (kίnēsis). Aristoteles tilgår således naturen ved at identificere regelmæssigheder på tværs af arter, som skal tjene til at definere underkategorier, særligt for dyrene: dem med blod og de blodløse, tobenede og firbenede, kravlende og flyvende, pattedyr og krybdyr, landdyr og havdyr. Han indrømmer dog, at kategorierne langs disse distinktioner ikke er konsistente. Undtagelser finder han nemlig i dem, han kalder épamfoterízein, ’dobbeltsidige’, såsom delfiner og hvaler, der trækker vejret som landdyr gennem blæsehullet, men opholder sig i vandet som havdyr, eller de flyvende landdyr, flagermusen og strudsen. Selv mennesket er på mange måder dobbeltsidigt, for blandt andet trives nogle af os i grupper, mens andre foretrækker et solitært liv. De dobbeltsidige besidder altså samtlige træk, som er karakteristiske for to forskellige kategorier, og peger derfor på en vis mangfoldighed i naturen, der modstår rigide grænser.
Det rejser selvfølgelig spørgsmålet om, hvorvidt de afgrænsede kategorier er essentielle. Aristoteles forstår nemlig naturen som formålsrettet: ”Naturen gør intet uden årsag,” så hvordan kan nogle væsner være dobbeltsidige? Svaret lyder lidt forsimplet: De er undtagelser for regelmæssigheder, man kan regne med ’i de fleste tilfælde’, hōs épì tò polý. Denne frase, der også kan betyde ’for det meste’ eller endda ’mere eller mindre’, lyder mest som en dårlig undskyldning. Men det er faktisk den primære måde, Aristoteles demonstrerer mønstre i naturen, såsom at pattedyr ’i de fleste tilfælde’ er landdyr med ben til at bevæge sig med, samt blod, knogler, lunger, hjerte, lever, nyre, milt, og en organisering af kroppen i et øvre hoved med en mund til indtagning af føde, en midte med en mave til fordøjelse og en nedre anus til udskillelse af afføring. For hvis man i naturens verden kun accepterer mønstre, der gælder i alle tilfælde, vil man have meget lidt at konkludere. Og dog findes naturen også hinsides jordens sfære dér, hvor himmellegemerne befinder sig, og hvor man kan og bør demonstrere tingene i alle tilfælde. Aristoteles anerkender dermed, at mens naturen altid er formålsrettet, er den jordiske sfære materielt indrettet således, at enkelte væsner og forhold kan afvige fra deres ’naturlige’ formål. Alligevel er der visse grundlæggende regelmæssigheder i den jordiske sfære, som Aristoteles ikke tillader undtagelser for, herunder forskellen mellem planter og dyr, som skal gælde i alle tilfælde.
De planteagtige dyrs undersøgelse
Aristoteles beskæftiger sig i de zoologiske værker primært med pattedyr, herunder mennesket, hvor ’alle’ slags organer er til stede, og som udgør en kompleksitet, der for ham kræver den mest udførlige undersøgelse. På trods af dette, skænker han også en god del af sin opmærksomhed til de væsner, der stort set mangler dem alle og slet ikke ligner dyr, men snarere planter. Vi hører i Historia problemet om deres kategorisering i tilfældet af muslinger, søpunge, søanemoner og søsvampe:
”For nogle af dem i havet kan lede én på afveje [diaporḗseien] i, hvorvidt de er dyr eller plante; nemlig den fastgroede slags, og adskilte tilintetgøres mange af disse, for hverken de begroede skinkemislinger [pínnai] eller sammenklæbede knivmuslinger [sōlênes] er i stand til at leve således. I det hele taget er hele slægten af de skalformede lig planter i sammenligning med de kravlende af dyrene. Og angående sansning, giver nogle af dem ingen tegn og andre utydeligt. For kroppen af nogle er af en kødrig natur, såsom dem, der kaldes søpung [tḗthya] og slægten af søanemone [akalḗfōn]; mens havsvampen [spóggos] fuldkommen ligner planterne. Men altid ved en lille forskel viser den ene efter den anden sig snart som havende mere liv og bevægelse.”[3]
Disse væsner er altså dobbeltsidige mellem plante og dyr, den mest fundamentale inddeling i naturen, næst efter den mellem levende og ikke-levende. Problemet er, at hvis noget i sin essens både er plante og dyr, underminerer det selve definitionen på plantevæsenet som det, der har ernæringsevne og ikke sanseevne. Løsningen er at lade det falde på den ene eller anden side af distinktionen: Hvis et planteagtigt dyr kan bevises at sanse, bekræftes det som dyr, og hvis ikke, er det i stedet en dyreagtig plante.
Men hvad er meningen med denne blanding af plante- og dyretræk i naturen? Aristoteles indikerer noget hierarkisk i slutningen af citatet, hvor vi hører, at nogle væsner udviser ’mere’ besiddelse af ’liv og bevægelse’, som om man kunne have mindre eller mere liv alt efter, om man var mere planteagtig eller dyreagtig. Citatet følger ovenpå en udlægning af idéen om scala naturae, ’naturens trappe/stige’:
”Således overgår naturen lidt efter lidt fra de sjælløse til dyrene, så at det på grund af kontinuiteten [synekheíaî] er skjult, hvor det tilgrænsende og midten hører til. For efter slægten af de sjælløse er der først planterne; og blandt disse adskiller den ene sig fra den anden ved at synes at deltage mere i liv, men hele slægten viser sig på den ene side næsten ligesom det besjælede med hensyn til de andre kroppe og på den anden side sjælløse med hensyn til dyrene. Overgangen fra dem til dyrene er kontinuert [synekhḗs], som det sagdes tidligere.”[4]
De levende væsner udfolder sig langs en ’livsskala’, hvor naturen overgår fra den ene kategori af væsner til den næste. Går man hen over tærsklen fra planten til dyret ser man gradvis flere dyreagtige træk og færre planteagtige træk, hvor det er svært at sige, om man er på plante- eller dyresiden af skalaen. Idéen om scala naturae sikrer således, at kategorierne er forbundne og naturen sammenhængende, men gradbøjningerne fører også til en nedvurdering af visse væsner og en ophøjelse af andre.
Planterne ’synes’ altså livløse med hensyn til dyrene, men livlige med hensyn til det ikke-levende, såsom sten, og nogle slags planter ’deltager mere i liv’ end andre. Den ’manglende’ evne til at sanse og bevæge sig svarer dermed til en lavere placering på livsskalaen. Hos planterne finder man heller ikke en klar forskel på mund og anus, føde og afføring. Og det er med henvisning til lige dette, at Aristoteles skiftevis argumenterer både for[5] og imod,[6] at søanemoner er dyr. Derudover er et levende væsens organisering i øvre, nedre og midte også en indikator på ’mere liv’ i retningen af dyrevæsenet, hvoraf dyret med ’mest liv’ er mennesket, ”det mest naturlige tobenet væsen,”[7] ”der besidder de naturlige dele ifølge naturen: det besidder det øvre med hensyn til universets øvre.”[8] Aristoteles bruger endda betegnelsen hoí teleíoi,[9] ’de fuldendte’, for dyr med øvre-nedre-midte-struktur, hvilket kan virke upassende, da alle dyr, såvel som planter, er en del af naturen og har et télos, et ’formål’. I livsskalaens udlægning i De partibus, finder vi dog lignende beskrivelser af naturens gradbøjninger:
”Dog angående planternes natur er det et faststående væsen uden mangeartede udelelige organer [ánomoiomerō̂n]; for med hensyn til deres få handlinger har de brug for få organer. Derfor må de og deres former betragtes for sig. Men med hensyn til det liv, der besidder sansning, er de former, der haves, mere mangeartede, og blandt den ene eller anden i mindre eller højere grad, mens den største variation findes hos den, der ikke kun lever [mḕ mónon toû zên], men hvis natur er at være delagtiggjort i det at leve godt [toû eû zên]. Dette er slægten af menneskene. For det er kun den, der deltager i det guddommelige, blandt dyrene vi kender, eller også deltager den mest.”[10]
På tærsklen mellem dyret og mennesket overgår det ’at leve’ til det ’at leve godt’, og i værket Politica bliver menneskets mulighed for det gode liv til grundlag og endemål for politikken.[11] Vi finder endda grader af guddommelighed oppe ved menneskets plads på livsskalaen, hvilket skyldes besiddelsen af intellekt, der fylder den højere del af livsskalaen, hvor de evige himmellegemer placeres svarende til deres overjordiske væsen. Og måske er der dobbeltsidige intelligente dyr med mindre guddommelighed end mennesket; traditionelt forstået som bier, edderkopper og myrer, også nævnt af Aristoteles.[12]
Det er alligevel væsnerne på plante-dyr-tærsklen, der interesserer Aristoteles mere end sten-plante, dyr-menneske eller menneske-himmellegeme. I både De partibus og Historia udviser han en bestandig undren, og til visse tider forbavselse, over dem. Væsnernes kroppe ved denne tærskel ”synes kødrige [sarkṓdēs], så de har nok en slags sansning.”[13] Kødrighed implicerer følesansen, men manglen på mund, øje, næse og øre indikerer en mangel på fire ud af de fem sanser, hvormed de ligner planten, der også er uden disse ’udelelige’ organer (ánomoiomerō̂n). Modsat er der de underliggende ’uniforme’ dele (sýntasis), der også lader til at mangle, blandt andet knogler, sener, marv og blod. Disse væsner er alle sammen havdyr, kølige og vandige skabninger uden åndedræt, og uden den særlige varme, man kender dyret for. Gang på gang forbinder Aristoteles dem med livsskalaens overgange, som i tilfældet af søpunge, søsvampe, søpølser og gopler i De partibus:
“Søpungene [tḗthya] adskiller sig dog lidt fra planterne i deres natur, hvorfor de er mere livskraftige end søsvampene [spónggōn]; de er nemlig aldeles i besiddelse af plantens mulighed. For naturen overgår kontinuert [fýsis metabaínei synekhō̂s] fra det sjælløse til dyrene, og blandt de levende væsner er der væsner, der ikke tilhører dyr, således at den ene synes at adskille sig aldeles lidt fra den anden; med hensyn til hinanden er de tætbeslægtede [sýneggys]. Men altså søsvampen [spóggos], som her udlægges, lever kun fastgroet, løsrevet lever den ikke, som havde den fuldkomment planternes liv. Dem, der kaldes søpølserne [holothoúria] og goplerne [pneúmones], samt andre af den slags i havet, adskiller sig ganske fra disse med hensyn til at være løsrevet. Disse besidder dog ikke sansning og lever, som var de løsrevet planter.”[14]
Man kunne næsten tro, at disse væsner var hverken planter eller dyr. Som tydelige afvigelser fra de måder, forskellen ellers udfolder sig i naturen på, kunne de lige så godt identificeres som monstrøsiteter; unaturlige konsekvenser af den uskelnelige overgang fra planteverden til dyreverden. Vi vil i det følgende se, hvordan denne mulighed på samme tid kan benægtes og bekræftes af Aristoteles.
Forunderlig monstrøsitet
I både De partibus og Historia er der altid tale om, at nogle væsner ’ligner’, ’synes’ og ’tyder på’ at være plante eller dyr, men egentlig må de i deres essens være det ene eller det andet gennem kriteriet af sansning. Det fører til delte meninger om specifikke arters klassificering på tværs af de zoologiske værker og endda modsigelser inden for et og samme værk. Men vigtigere end Aristoteles’ endelige dom – plante eller dyr – er den særlige tøven og forundring, der hviler over disse passager. Forundring er nemlig for Aristoteles filosofiens udgangspunkt, bedst kendt i følgende sætning fra Metaphysica:
“Det er nemlig igennem forundringen [thaumázein], at menneskene både nu og dengang besluttede sig at filosofere.”[15]
Vigtigheden af de ’uærværdigere’ dyrs undersøgelse er noget, han selv må understrege over for zoologiens skeptikere i De partibus ved appel til det filosofisk forunderlige i naturen:
”Så vidt muligt vil vi ikke udelade en eneste, hverken de ærværdigere eller de uærværdigere [átimṓteron]. For selv dem, der ikke er behagelige for sansningen, er dog med hensyn til kontemplationen noget frembragt af naturen, der udgyder uforlignelige nydelser for dem, der er i stand til at erkende årsagerne og som er af en filosofisk natur. […] Derfor skal man ikke være utilfreds og barnagtigt hindre undersøgelsen af de uærværdigere dyr, for i alle naturlige ting eksisterer der noget forunderligt [thaumastón]. Og ligesom med Heraklit siges det om gæsterne, der ønskede at møde og tale med ham, at da de trådte frem og så ham varme sig ved ovnen [i køkkenet], stoppede de op – så han opfordrede dem at komme ind modige; for på dette sted er der også guder, […].”[16]
Aristoteles’ interesse i de planteagtige dyr kan synes overraskende i lyset af deres lave placering på scala naturae, hans optagethed af organernes funktion og sammenhæng hos pattedyr og hans manglende interesse for planter. Men det er netop derfor, de planteagtige dyr viser sig som et knudepunkt i hans naturfilosofi. Som sansende er de dyr, men mangler næsten alle dyriske egenskaber. Indvendig mangler de stort set alle de vitale organer og er uden knogler og blod. Udvendig er deres kroppe uden arme, ben eller hoved, og ofte har deres kroppes form ikke en klar forskel på øvre, nedre og midte. På trods af alt dette, forekommer disse vegetative skabninger for Aristoteles alligevel som sansende væsner, hvilket er det forunderlige ved dem. De sætter spørgsmålstegn ved, hvad naturen egentlig er, og hvordan den på mærkværdig vis både indebærer overordnede kategorier og samtidig tvetydigheder ved dens grænser. ”Naturen elsker at skjule sig,”[17] som Heraklit udtrykker det, og de planteagtige dyr viser, at der er noget, der endnu må undersøges nærmere og reflekteres over. Men det er først og fremmest, fordi han anerkender dem som en del af naturen, at grænsetilfældet af de planteagtige dyr både bliver problematisk og forunderligt. Alternativt kunne han lige så godt afvise dem som monstrøse undtagelser, der falder uden for naturens orden og livsskalaens kategoriske grænser. For monstrøsitet udgør nemlig en anden central problematik i Aristoteles’ naturforståelse, og selvom han aldrig nævner idéen i sammenhæng med de planteagtige dyr, er de to problematikker stærkt forbundne.
Når Aristoteles snakker om ’monstrøsitet’, téras, handler det aldrig om de velkendte ’monstre’, pélōra, såsom gorgoner, kentaurer og kykloper. Intet sted i hans overleverede værker finder vi en teoretisk diskussion af, hvilken essens sådanne mytiske monstre måtte have, om de er naturlige eller unaturlige, eller om de overhovedet eksisterer. Dertil hører vi heller intet om deres fysiognomi, reproduktion, habitat eller adfærd. Aristoteles snakker udelukkende om ’monstrøsiteter’, térata, i naturfilosofisk forstand som den sjældne afvigelse fra naturens regelmæssigheder. I en græsk antik kontekst betyder téras dog først og fremmest et ’under’, hvor det som adjektiv, teratō̂des, betyder ’underfuld’, med konnotationen af noget frygteligt guddommeligt frembragt, oftest som et varselstegn. Det kan være en solformørkelse, et lynnedslag, et vulkanudbrud eller en regnbue, såvel som mødet med et mytisk monster. Deraf kommer, at misdannelser hos et foster også forstås som téras: et uforklarligt ’under’ som et helligt tegn på noget uforståeligt. Det er primært denne sidste brug af ordet, der interesserer Aristoteles, og hvis mystificerende betydning han vil afværge ved naturfilosofiske forklaringer. Disse finder vi primært i forbindelse med hans undersøgelse af reproduktionsevnen i De generatione. Her søger han at give embryologiske forklaringer på, hvorfor enkelte individer kropsligt afviger fra resten af deres art, og hvorfor dette i nogle tilfælde forhindrer det i at overleve og i andre ikke gør nogen forskel. Konkrete eksempler på monstrøsiteter er desuden spredt udover Historia, men er besynderligt nok stort set fraværende i De partibus. Her handler det dog sjældent om kuriøse kropslige misdannelser, som til gengæld nævnes og forklares i De generatione, men snarere om relativt milde tilfælde, såsom at leveren og milten har byttet pladser.[18] Oftest er det brud på generelle mønstre i dyrenes livshistorie, som for eksempel alderen for frugtbarhed,[19] tiden til samleje[20] eller antallet af unger.[21] Vi hører fremdeles i De generatione, at alle monstrøsiteter egentlig er ’unaturlige’ eller ’imod naturen’, parà fýsin, men at de ikke dermed underminerer naturens formålsrettethed:
“Monstrøsitet tilhører nemlig det, der er imod naturen [parà fýsin], og dog er dette ikke imod naturen som helhed [pâsan], men kun i forhold til de fleste tilfælde [hōs épì tò polý]; for om naturen gælder det, at den altid er og er ved nødvendighed, så intet tilbliver imod naturen, men for de væsner, der eksisterer i forhold til de fleste tilfælde [hōs épì tò polý], er de tilblivelser på en måde, der også kunne have været anderledes, og eftersom tilfælde af forskellige størrelser sker imod denne specifikke orden [táksin], og aldrig helt tilfældigt, synes de mindre en monstrøsitet, hvilket skyldes, at det, der er imod naturen, på en måde er ifølge naturen [tò parà fýsin eînai trópon tinà katà fýsin], […].”[22]
Monstrøsiteter er altså ligesom de planteagtige dyr afvigelser fra naturens regelmæssigheder, der alligevel gælder ’i de fleste tilfælde’, men de defineres som unaturlige instanser, der har naturlige forklaringer, ofte med henvisning til humorale ubalancer i dyrets embryoniske tilstand, kaotiske vejrforhold eller kostmæssige problemer. Men det er her Aristoteles overrasker os: I stedet for at begrænse monstrøsitet til enkelte tilfælde, udvider han begrebet til også at gælde de fænomener, der ’engang var’ undtagelsen, men ’siden hen’ er blevet reglen. I De generatione er eksemplet herpå kvinden defineret som den ufuldendte mand, hvilket implicerer, at mennesket ifølge naturen altid bør fødes som mand, hvoraf kvinden både er en monstrøs afvigelse fra denne og nødvendig for artens overlevelse:
”[…] og den, der således ikke ligner sine forældre, er allerede på en vis måde en monstrøsitet; for naturen har i disse afveget fra slægten på en vis måde. Den første begyndelse på dette er, når en hun genereres og ikke en han. Men dette er dog nødsaget af naturen, siden det kræves for at bevare slægten af de væsner, der er opdelte med hensyn til hunnen og hannen; […].”[23]
Monstrøsitet betyder her en nødvendig undtagelse: Naturen tillader unaturlige afvigelser fra sine egne regelmæssigheder, så livets mangfoldighed på jorden kan udfolde sig. Kvinden nedvurderes også som kølig og vandig, men ligesom hun afviger fra manden og sikrer livets mangfoldiggørelse, sikrer de planteagtige dyr som afvigelse fra planter og dyr en sammenhæng mellem disse to verdener af væsner.
For Aristoteles er de monstrøse deformiteter ikke særligt forunderlige, da disse tilfælde altid vil kunne afklares, men det er de planteagtige dyr til gengæld, fordi der ikke er nogen endegyldig forklaring på, hvorfor de er på den måde, de er. Lad os dermed mærke både det ’underfulde’ og ’monstrøse’ i ordet for teratō̂des for at nærme os begrebet om ’forundring’, thaumázein. De planteagtige dyr er forunderlige monstrøsiteter, fordi de viser, hvordan naturen hverken er fuldkommen regelmæssig eller ren tilfældighed. For den filosofisk nysgerrige, udgyder naturen ’uforlignelige nydelser’ både i erfaringen af de ’fuldendte’ – pattedyr og mennesker – men også og i særdeleshed de ’uærværdigere’ væsner, hvis monstrøse kroppe sanserne afskyer, men som kontemplativt forekommer forunderlige. Derfor opfordrer Heraklit ved ovnen os til at imødekomme det forunderlige i væsnerne omkring os, finde os til rette her på jorden, og ikke tro, at det filosofisk værdige udelukkende findes hinsides denne verden.
Luka Rudež er cand.mag. i Idéhistorie fra Aarhus Universitet og arbejder med menneskets historiske forhold til det under- og overmenneskelige, navnlig det vegetative og det himmelske, samt deres indvirkninger i det politiske felt. Han beskæftiger sig i denne sammenhæng filosofisk med en samtænkning af middelalderens og det 20. århundredes filosofi.
Slutnoter
[1] For en komplet historisk gennemgang af biologisk klassifikation, inklusiv zoofyt-begrebet, se: Mark A. Ragan, Kingdoms, Empires, and Domains – The History of High-Level Biological Classification (Oxford University Press, 2023).
[2] DA 434a23-28.
[3] HA 588b12-23. Alle oversættelser er mine egne.
[4] HA 588b4-12.
[5] HA 590a31.
[6] HA 531b9.
[7] IA 706b10.
[8] PA 656a12-14.
[9] PA 655b30.
[10] PA 656a1-9.
[11] Pol. 1098a1-15.
[12] Phys. 199a24.
[13] PA 681a28-29.
[14] PA 681a10-21.
[15] Met. 982b12-13.
[16] PA 645a 6-11, 15-22.
[17] D.123.
[18] HA 496b18-19.
[19] HA 544b20-22.
[20] HA 575b13-14.
[21] HA 576a3.
[22] GA 770b10-18.
[23] GA 767b6-10.