Håndsæben

OBJEKT: “Sæbe har været brugt af mennesker i flere tusinde år, men har ‒ snarere end som et middel til kropslig renholdelse ‒ været anvendt til en lang række andre formål”. Læs Tanne S. Søndertofts fortælling om håndsæben, der indgår i Baggrunds Objekthistorier.

Et ligstof, tænkte lægen Ignaz Philipp Semmelweis, måtte være forklaringen på de mange udbrud af barselsfeber, der plagede fødselsgangene på Wiens Allgemeine Krankenhaus i 1847. Et ligstof, der aflejrede sig på lægernes hænder, hvorfra det blev overført til de gravide. Afvaskning og rensning af hænderne måtte kunne hindre ligstoffets overførsel.

To omstændigheder – en læges død og de kontinuerlige udbrud af barselsfeber – der af alle andre blev opfattet som uforbundne, antydede for Semmelweis, at der måtte findes et stof, der var usynligt for det menneskelige øje, og som blev overført fra ligene i undervisningssalen til fødselsgangene. Lægen var død af en infektion umiddelbart efter, at han ved et uheld var blevet stukket af en studerende med en skalpel under en obduktion, og Semmelweis bemærkede, at den infektion, lægen havde pådraget sig, mindede om de gravides barselsfeber.

Samtidig var det kun på den af hospitalets fødselsgange, hvor de velhavende kvinder lå, at gravide blev tilset af læger, og her døde bemærkelsesværdigt langt flere af barselsfeber end på de fattiges gang, hvor man blev tilset af jordemødre, der hverken dissekerede eller obducerede lig. Ved at sammenholde observationer og fakta lykkedes det Semmelweis at forbinde sin kollegas død med den markante forskel i antallet af dødsfald på fødselsgangene til en teori om et usynligt ligstof, der overførtes via kropskontakt.

På Semmelweis’ initiativ blev det indført som praksis på hospitalet i Wien, at lægerne skulle afvaske og rense deres hænder i en opløsning af klorkalk, når de gik fra én gerning til en anden. Selvom forsøget med at få lægerne til at vaske hænder blev mødt med stor skepsis og fornærmelse, var resultaterne forbløffende: Dødeligheden blev reduceret på fødselsgangene på Wiens Allgemeine Krankenhaus til under 1 procent. 

Dét at vaske hænder fik for første gang den betydning, vi i dag forbinder med brug af håndsæbe. Sæbe har været brugt af mennesker i flere tusinde år, men har ‒ snarere end som et middel til kropslig renholdelse ‒ været anvendt til en lang række andre formål. Plinius den ældre beskrev, hvordan gallerne anvendte sæbe som pomade til håret, men først og fremmest har sæbe været brugt til at vaske tekstiler og uld, til at rengøre køkkenredskaber og som et middel i skiftende medicinske praksisser, lang tid før sæben begyndte at blive skrubbet mod de hænder, der holder den.

Traditionelt er sæbe blevet fremstillet over ildsteder og blus i store kogekar. Den første organiserede fremstilling af luksussæber begyndte i 1370’erne i Marseille, hvor kogningen af hver portion blev nøje overvåget og smagt til af en sæbemester for at opnå den rette konsistens og saltbalance. Savon de Marseille regnes stadig i dag som et af de mest eksklusive håndsæber.

Mens de fine, velduftende og skummende sæber fra Marseille blev fremstillet af saltvand fra Middelhavet og olivenolie fra de nærliggende lunde, var sæbefremstillingen i hjemmene anderledes basal og knap så charmerende. Her var det almindeligt at koge sæbe på substanser, man næppe ellers ville dyppe hænderne i, såsom fedt fra selvdøde og ukurante dyr, tilsat gammel urin eller en blanding af træaske og vand, såkaldt lud. Sæbekogningen kunne også være ganske risikabel at give sig i kast med, fordi blandingen af dyrefedt og lud eller urin ‒ der er meget basiske substanser ‒ let kan ætse huden og blinde øjnene på en uheldig sæbemester. I dag bruges ofte kofedt, men mange sæber fremstilles også af vegetabilske olier i stedet, for eksempel kokosolie, palmeolie eller olivenolie. Forskellig fedt giver netop også forskellige sæber: Kokosfedt giver store, luftige bobler, mens svinefedt giver tæt skum.

Med Semmelweis’ klorkalkopløsning fik afvaskning af hænder af hygiejniske årsager for første gang en plads i samfundet. Håndafvaskning  åbnede både op for en ny brug af sæbe og for en forskydning fra hospitalets klinisk-professionelle sfære til resten af samfundet, hvor håndafvaskning med sæbe nu kunne generaliseres og standardiseres, særligt i badeværelset og køkkenet.

“Mødrenes frelser,” kaldes Semmelweis populært. Hans opdagelse slog imidlertid ikke bredt igennem som praksis hos samtidens lægestand på trods af de publicerede resultater, idet idéen om et ligstof ikke var en tilstrækkelig  videnskabelig forklaring på, hvorfor det virkede at vaske hænder.

Først 20 år senere blev det med Louis Pasteurs opdagelse af bakterier muligt at forklare smitte med eksistensen af bakterier. Semmelweis’ og Pasteurs lægevidenskabelige opdagelser satte gang i en hygiejnisk revolution, som fremskyndte arbejdet med kloakering i byerne og med installation af rindende vand, skylletoiletter og bade i boligerne.

Mens kendskabet til sæbe går tilbage til før vor tidsregning, var det først med opdagelsen af den personlige hygiejnes effekt på nedbringelse af sygdomsudbrud og smittefare, at en ny praksis omkring håndafvaskning og brug af sæbe til kropslig renlighed førte til en gennemgribende kulturændring i samfundet.

Tanne Schlosser Søndertoft er kandidat i Nordisk Sprog og Litteratur fra Aarhus Universitet og er litteraturformidler ved Københavns Hovedbibliotek.

Læs mere:

K. Codell Carter og Barbara R. Carter, Childbed fever, a scientific biography of Ignaz Semmelweis, Westport London: Greenwood Press, 1994

Bruno Latour, The pasteurization of France, Cambridge, Mass. London: Harvard University Press, 1988