Ind i Kafkas dagbøger – og ud i Kafkas liv. En meget kort introduktion til Franz Kafka
FOKUS: FRANZ KAFKA EFTER 100 ÅR | Det er indiskutabelt, at Franz Kafkas forfatterskab har spillet en afgørende rolle for det 20. århundredes europæiske kultur og åndsliv. På Kafkas egen tid cirkulerede de udgivne værker dog mest blandt tidens litterater, men på grund af Kafkas ven og redaktør Max Brods egenrådighed og dennes sekretær Ilse Ester Hoffe har store dele af forfatterskabet overlevet Kafkas egne dessiner om en total destruktion af de tilbageværende manuskripter efter hans død. I denne serie sætter Baggrund fokus på Kafkas historiske, kunstneriske og litterære relevans og aktualitet 100 år efter hans dødsdag den 3. juni 1924.
Franz Kafka begynder at skrive dagbog i 1909, da han er midt i tyverne. Året efter skriver han: ”Jeg vil ikke forlade dagbogen mere. Her må jeg holde mig fast, for kun her kan jeg”. Det lyder solidt, og med de efterfølgende ord tydeliggøres det, hvad dagbogen formår: ”Jeg vil gerne forklare den lykkefølelse jeg fra tid til anden har i mig, som lige nu”. Men allerede undervejs i den næste sætning begynder vanskelighederne, for lykkefølelsen bliver i samme åndedrag mødt med et uovervindeligt problem: ”Det er virkelig noget mousserende som fylder mig fuldstændig med en let, behagelig sitren, og som bilder mig ind at jeg har evner hvis ikkeeksistens jeg hvert øjeblik med al sikkerhed kan overbevise mig selv om” (D1, s. 124[1]).
På trods af, at Kafka med al sikkerhed overbeviser sig selv om, at hans evner ikke slår til (deres ”ikkeeksistens”), vil han alligevel holde fast i dagbogen, ”for kun her kan jeg”. Dagbogen er altså en tvetydig størrelse. Det bekræftes nogle år senere: ”Fra i dag holde fast i dagbogen! Skrive regelmæssigt! Ikke give op! Selv om der ikke kommer nogen forløsning, vil jeg dog hvert øjeblik være den værdig” (D1, s. 344). Det har jeg i det følgende tænkt mig at tage helt bogstaveligt.
Vanskeligheden, og en vanskelighed, han er bevidst om, er forholdet mellem at skrive og leve. Ikke fordi han ikke kan finde ord for det, han vil skrive, men fordi han kæmper for at få ordene til at blive det levede liv. Men det er for Kafka ikke et problem, som skal (op)løses. Det er faktisk det, der gør Kafka til den forfatter, han er: ”Spørgsmålet om dagbogen er samtidig spørgsmålet om det hele, indeholder alle det heles umuligheder (…) Det er umuligt at sige alt, og det er umuligt ikke at sige alt. Umuligt at bevare friheden og umuligt ikke at bevare den” (D3, s. 954). Eller som han kort og godt skriver: ”Min fængselscelle – min fæstning” (D3, s. 774). Denne tilsyneladende modsigelse gælder ikke kun hans dagbøger, men, som det skal vises, også hans liv – og uanset hvad: Kafka vil skrive.
At skrive
Kafka er allerede som helt ung overbevist om, at hans livsgerning er at skrive. Desværre er der ikke overleveret nogle tekster fra hans første tyve år. Men senere skriver han: ”I mig kan man sagtens se en koncentration om det at skrive. Da det var blevet klart i min organisme at det at skrive var den frugtbareste retning for mit væsen, stimlede alt derhen og lod alle de evner der allerførst rettede sig mod kønnets, spisningens, drikningens glæder, den filosofiske eftertanke over musikken, stå tomme. Jeg afmagredes i alle disse retninger. Det var nødvendigt fordi mine kræfter som helhed var så ringe at de kun samlet halvvejs kunne tjene skriveriets formål. Jeg fandt naturligvis ikke dette formål selvstændigt og bevidst, det fandt sig selv” (D1, s. 312).
Udgangspunktet for hans forfatterskab, og det der samtidig gør det til et (u)muligt projekt, hvis det skrevne skal være andet og mere end skrifttegn, kan tages i et notat, han nedfælder: ”Når jeg skriver en vilkårlig sætning, f.eks. Han så ud ad vinduet, er den allerede fuldkommen” (D1, s. 33). Kafka skriver da også lige ud ad landevejen og uden alle mulige fremmedord i sine tekster. Hans sprog er stik modsat alle kunstneriske forsøg på at sprænge sprogets grænser, nøgternt og sagligt. At skrive og ikke andet er sagen: ”Kl. 10 15. november 1910 Jeg vil ikke lade mig selv blive træt. Jeg vil springe ind i min novelle, om det så skulle forrive mit ansigt” (D1, s. 120). Citatet viser, at hans sprog er fuldt ud forståeligt, og så alligevel ikke empirisk verificerbart i forhold til den ydre virkelighed, som allerede det sidste citat viser. Her er ingen fortolkninger eller kloge kommentarer. Han forsøger i sine fortællinger ikke at gøre verden og menneskelivet storslået, men konkretiserer, at verden og det helt selvfølgelige hverdagsliv er og bliver tankevækkende og kalder på en undren. Men det er ikke noget, han kommer let til. Efter at han i 1912 i løbet af én nat har skrevet en af sine fortællinger, Das Urteil (dansk: Dommen, 1912/1913), lyder det: ”Den bekræftede overbevisning om at jeg befinder mig i rædsomme bølgedale med mit romanskriveri. Kun sådan kan der skrives, kun i en sådan sammenhæng, med en sådan fuldstændig åbning af legeme og sjæl” (D2, s. 421-422). Selv det er sjældent tilstrækkeligt: ”Min kraft rækker ikke til en sætning mere. Ja hvis det drejede sig om ord, hvis det var nok at skrive et ord og man så kunne vende sig bort i rolig bevidsthed om at have fyldt dette ord helt med sig selv” (D1, s. 132).
Det giver ikke mening at bestemme Kafkas fortællinger eller dagbøger som tekstsamlinger af hans tanker, der bliver indbegrebet af hans livsforståelse. For lige så snart han skriver ordene ned, sker der det – netop fordi han sprogligt vil så tæt på det umulige, som er selve livet – at ordene taber kraft og fjerner sig fra livet. Livet er et andet sted end ordene – og dog. Et sted skriver han flere sider om en buket blomster, som han vil give til en feteret skuespillerinde: ”Med buketten havde jeg håbet at tilfredsstille min kærlighed til hende en smule, det var ganske forgæves. Det er kun muligt ved hjælp af litteratur eller samleje” (D1, s. 213). Selv om litteraturen er hans livs omdrejningspunkt, er det at skrive ikke enerådende.
At leve
I hvert fald på Kafkas tid er samleje forudsætningen for livets skabelse, og han er meget optaget af drivkraften for livets skabelse, seksualiteten – også som den folder sig ud på bordeller. Under en rejse i 1911, hvor han sammen med Max Brod er i Milano, bemærker han, at der over bordellet står indskriften: ”Al vero Eden” (Det sande Eden) (D3, s. 869). Vi kan kun gisne om, hvad der foregår på bordellerne, men i 1922, måske efter et bordelbesøg, skriver han: ”Forløsning eller forværring, som man vil” og med konklusionen: ”Hvad gjorde du med kønnets gave? Det mislykkedes, vil man i sidste ende sige, det bliver alt” (D3, s. 790).
Kafka får ikke børn og stifter ikke familie, men det forhindrer ham ikke i at stræbe herefter. Han bliver forlovet ikke mindre end tre gange, to gange endda med den samme: Felice Bauer, som han lærer at kende i 1912. Året efter, han har mødt Felice, og et år inden han forlover sig med hende for første gang, skriver han: ”Hvis F. nærer samme modvilje mod mig som jeg, er et ægteskab umuligt” (D2, s. 458). Samme år om kærligheden til hende, at ”den ligger til kvælning begravet under angst og selvbebrejdelser” (D2, s. 522). Det ændrer ikke ved, at han efter den anden kortvarige forlovelse med Felice i 1917, allerede i 1919 bliver forlovet med Julie Wohryzek, som også kun holder et års tid. Sluttelig flytter han i 1923 sammen med Dora Dymant til Berlin, men hans dødbringende lungetuberkulose fører ham igen tilbage til Prag.
Uanset bordeller og mislykkede forlovelser er han bundet til seksualiteten. Indimellem de to forlovelser med Felice, skriver han i juni 1916: ”Hvilke vildfarelser med piger til trods for al hovedpine, søvnløshed, gråhårethed, fortvivlelse. Jeg tæller: siden i sommer er det mindst 6. Jeg kan ikke modstå, det river bogstavelig talt tungen ud af munden på mig” (D3, s. 711). Det er altså ikke, fordi han ikke vil livet, men som han tilbageskuende skriver i 1922, har han: ”et afværgeinstinkt som ikke tolererer fremstillingen af det mindste varige behag for mig og f.eks. slår ægtesengen itu endnu inden den er stillet op” (D3, s. 808).
Det at leve er for Kafka, som for alle os andre, andet end sex og ægteskabsmuligheder. Fra sin fødsel i Prag den 3. juli 1883, og til sin tuberkulosedød på et sanatorium ved Wien som 40-årig den 3. juni 1924, når han da også at have en længere karriere inden for forsikringsbranchen. Som søn af en af de økonomisk driftigste tysktalende og jødiske familier i Prag, bliver han i 1901 student. Efter kortere studier i kemi, jura, tysk og nogle forelæsninger i kunsthistorie, vælger han endegyldigt juraen og bliver juridisk kandidat i 1906. Efter to praktikperioder ved domstolene og et arbejde ved et forsikringsselskab, hvor hverken løn eller karriere lever op til hans ønsker, bliver han i 1908 ansat i arbejder- og ulykkesforsikringsanstalten i Prag, hvor han forbliver med stor succes, indtil sygdommen afbryder hans erhvervskarriere i 1922.
I dagbøgerne beskriver han udførligt nogle af sine rejseoplevelser til Tyskland, Schweiz, Frankrig, Italien, Marielyst på Falster, og herunder mange af sine ophold på sanatorier. Gennemgående fortælles der om hans eget livs glæder og især bryderier med familie og venner. Ikke mindst forholdet til sin far og mor. Han bor hjemme hos forældrene næsten hele livet, og da han er tæt på de 30 år, noterer han: ”Bange for at være alene pinsesøndag og mandag med den utrolige begrundelse, at mine forældre rejser til Franzensbad” (D2, s. 386).
Der er to gennemgående tematikker i dagbøgerne, og de peger i hver sin retning. På den ene side skriver han om sin angst, skyld, fortvivlelse: ”Først ved tilfredsheden med lidelsen kan jeg gøre holdt” (D2, s. 631). På den anden side viser dagbøgerne, at han er meget aktiv socialt, kulturelt og kunstnerisk ved alle mulige former for arrangementer: foredrag, oplæsninger, koncerter, teaterforestillinger, udstillinger, møder og film, og har intens omgang med skuespillere og andre forfattere. Han forbliver også åben og søgende i forhold til psykologiske og terapeutiske traditioner (for eksempel teosofi og gestaltteori), og religiøst engagerer han sig efterhånden i sin egen jødiske tradition. Men han vælger aldrig én bestemt vej. Heller ikke den kristne vej: ”Bibelens sider flagrer ikke foran mig” (D3, s. 681).
At leve er at skrive
At skrive forudsætter sædvanligvis, at der er en logisk og systematisk sammenhæng i sætningerne. Den måde Kafka derimod skriver på, virker umiddelbart ulogisk og springende: ”I togvognen: Den gamle kvindes næsetip med endnu næsten ungdommeligt spændt hud. Slutter ungdommen altså på næsetippen, og begynder døden der?” (D1, s. 84). Denne form for sætninger kan ikke reduceres til det ”at skrive”, for sætningerne går lige ind i livet på læseren. Spørgsmålet er, om vi ikke alle sammen har denne form for levende tanker, hver gang vi ikke vil være en form for maskiner. Det er livet, der kalder: ”Evig børnetid. Igen en livets kalden” (D3, s. 779). Eller sagt på en anden måde: Juristen Kafka, der er meget optaget af retten og dommen, holder fast i, at der er andre love i livet, end dem en juridisk dommer kan fastsætte. Mennesket kan aldrig få ret i forhold til livet: ”Have følelsen af at være bundet og samtidig det andet – at det ville være endnu værre hvis man blev løst” (D1, s. 129).
Kafka finder ikke en vej i sit eget liv, og han kommer slet ikke med gode råd om, hvordan vi andre skal leve vores liv. Derfor er han en fremragende form for alternativ vejviser i dag, hvor alle har travlt med at vise den rette vej, enten det så er politisk, kulturelt eller moralsk. Alle vejvisere har allerede på forhånd mistet forholdet til egen eksistens, og har i stedet travlt med at sætte sig på andres. Alle disse vejvisere, om det så er med gode eller onde hensigter, vil hjælpe der, hvor man kun kan hjælpe sig selv: ”Hvert menneske, selv det ubetydeligste, udgør jo, bare man ser rigtigt efter, midtpunktet i en her og der sammensnoet kreds” (D2, s. 423). Han vil i det hele taget ikke tænke systematisk. Med en form for kafkask motto: ”Det grufulde ved det blot skematiske” (D2, s. 471).
Vi ved, at hans venskab med Max Brod blev afgørende for hans forfatterskab og for mange af de venner, han fik. Ikke mindst ved vi ifølge Max Brod, at hvis han havde fulgt Kafkas ønske, ville store dele af Kafkas forfatterskab være blevet tilintetgjort, fordi hans sidste bøn var, at Brod skulle brænde alt, hvad han havde skrevet. Gang på gang er han utilfreds med det, han skriver, for eksempel skriver han om forlaget Rowohlt, der i 1912 er ved at udgive Betrachtung (dansk: Refleksion, 1908/1912), at hvis det ”sendte det tilbage og jeg kunne låse det hele inde igen og gøre det ugjort, så jeg bare var lige så ulykkelig som før” (D2, s. 395). Det har lige siden Kafkas død været diskuteret, hvorfor han ønskede sine værker tilintetgjort, samtidig med at det kan konstateres, at han helt frem til sit dødsleje bliver ved med at skrive.
Alene af den grund, at han til det sidste bliver ved med at skrive, rejser spørgsmålet, om han virkelig ønskede, at hans forfatterskab skulle tilintetgøres. Spørgsmålet er, om ønsket ikke snarere er et af hans mange udtryk for hans åbne og uafklarede holdning til sit liv og skriverier. Dette gælder ikke kun hans forfatterskab, men også hans dagbøger, for i 1921 lyder det: ”For en uges tid siden givet alle dagbøgerne til M.” (D3, s. 776). Han overdrager dagbøgerne til den tjekkiske forfatter og journalist Milena Jesenská, som oversætter nogle af hans værker til tjekkisk og bliver hans ven. At han videregiver sine intime dagbøger, viser med al ønskelig tydelighed, at for Kafka er der aldrig tvivl om, hvad det handler om: At skrive er at leve – at leve er at skrive.
[1] I det følgende henvises til Franz Kafka: Dagbøger 1-3 = D1, D2, D3, oversat og kommenteret af Karsten Sand Iversen, Vandkunsten 2011.).
Ole Morsing er foredragsholder, skribent og lektor emeritus på Idéhistorie på Aarhus Universitet. Han er medredaktør på I Syv Sind-serien, der gennem analyser og nærlæsninger lader filosoffer, idéhistorikere, litterater og teologer placere prominente europæiske forfattere i deres åndshistoriske kontekst. Udover et bind om Franz Kafka har serien også behandlet Thomas Mann, Milan Kundera, Rainer Maria Rilke og Karl Ove Knausgård.