Måltidet som betydningsbærer i litteraturen
Giuseppe De Nittis, “Morgenmad i haven” (1884), olie på lærred, Pinacoteca Giuseppe de Nittis.
Alle fokusseriens billeder er kurateret af kunsthistoriker Sophie Berg, der driver Instagram-profilen @spisdinkunsthistorie.
FOKUS: Måltidets idéhistorie At alle nødvendigvis må spise og drikke, er uomtvisteligt et grundvilkår for den menneskelige selvopretholdelse. Det giver anledning til at tænke over måltidet som ikke blot den mad, der serveres på bordet, men over de idéer, tænkninger og forestillinger der har gjort sig gældende over måltidets form i historiens løb. Det delte måltid har altid ansporet til menneskelig selvoverskridelse, mystiske ritualer, politiske omvæltninger, asketiske livsførelser, overdådig dekadence eller blot regler for bordskik. Derfor inviterer Baggrund til bords i alle historiens spisestuer, banketter, køkkener, restauranter, festsale og landevejskroer.
Te og kage. Der skal faktisk ikke mere til. Med te og kage har man den simple opskrift på følelsen af ren lykke, udødelighed og nøglen til forståelsen af sig selv. Hvis man er i tvivl, kan man bare give sig i kast med Marcel Prousts syvbindsklassiker På sporet af den tabte tid (1913-1927). Tidligt i første bind, Swanns verden (1913), beskriver Proust den for længst kanoniserede og betydningstunge smagsoplevelse af madeleinekage dyppet i lindete. Den unge jegfortæller Marcel kommer frysende hjem en råkold vintereftermiddag, og da hans mor tilbyder ham en kop varm lindete og en lille madeleinekage at styrke sig på, sker det:
“Men i samme øjeblik som den mundfuld te, blandet med kagekrummer, ramte min gane, fór jeg sammen, slået af det usædvanlige der var ved at ske med mig. En vidunderlig lystfølelse havde grebet mig, noget helt enestående, og jeg havde ingen anelse om dens årsag. Den gjorde på stedet livets omskiftelser ligegyldige, dets katastrofer harmløse og dets korthed illusorisk, på samme måde som når man forelsker sig, og den fyldte mig med en dyrebar substans, eller rettere sagt: Substansen var ikke i mig, den var mig.”[1]
Man kan spørge sig selv, hvordan smagen af en småkage, dyppet i en kop varm te en vinterkold eftermiddag kan skabe en så berusende og livsintens følelse? Og hvorfor kan denne helt dagligdags og gennemsnitlige, gastronomiske kombination kvalificere sig til at danne indgangen til ét af verdenslitteraturens allerstørste værker? Svaret på de to spørgsmål er på én og samme tid helt enkelt og komplekst.
Det enkle, men overfladiske svar er, at smagsoplevelsen og måltidet er så livsbasale størrelser, at de knytter sig til eksistensen i videste forstand. For hvem kender ikke til oplevelsen af, at smagen af noget særligt betydningsfuldt i nuet kan udgøre en eksistentiel tidsmaskine og sende én flere år tilbage i livet til lige præcis dér, hvor man plejede af fortære netop dette særlige? I den forstand har vi alle vores personlige ’madeleinekage dyppet i lindete’, som fortæller noget betydningsfuldt om vores fortid og om os selv.
Det mere grundige svar, som nærværende artikel forsøger at give, henter sin viden om smagsbegrebet fra så forskellige discipliner som neurogastronomi, gastrofysik, filosofi, sociologi og smagsdidaktik. Svaret søger at vise, at måltidet i litteraturhistorien er en central betydningsbærer, der kan indtage så forskellige betydninger som seksuelt begær, religiøs frelse, dyb sorg, klassestatus og (køns)identitet. I denne optik skal det at spise anskues som en form for erfaringsproces, der er uløseligt forbundet med vores krop, erindringer, følelser, kultur og sprog. Det forklarer, hvorfor tænkere og forfattere altid har reflekteret over og tematiseret smagsoplevelsen eller måltidet som væsentlige størrelser lige fra nogle af antikkens mest indflydelsesrige filosoffer som Platon og Epikur over litteraturhistoriske koryfæer som Marcel Proust, Karen Blixen og Ernest Hemingway til nutidige forfattere som Kristian Ditlev Jensen, Karl Ove Knausgård og Søren Fauth. Måltidet kan betegnes som en betydningsmæssig bouillonterning, som forfatterne bevidst anvender som en vigtig ingrediens i deres værker.
Smagsoplevelsen og måltidet som kemisk-fysiologisk fortolkningsproces
Anskuer man indledningsvis smagsoplevelsen som en kemisk-fysiologisk størrelse, kan fortæringen af et måltid betegnes som resultatet af en multisensorisk proces, hvor ikke bare smags- og lugtesansen, men også syns-, føle- og høresansen sender registreringssignaler til hjernen, som omdanner signalerne til fortolkningen af den fysiologiske oplevelse. At smage eller at spise er sansefysiologisk betragtet et møde mellem råvarens kemisk molekylære sammensætning (den ydre verden) og hjernens kognitivt konstruerende processer (den indre verden). Smagsoplevelsen er således mere end det, som sker på tungen. Den omfatter alle vores sanser, ofte simultant.
Spiser vi f.eks. et af efterårets coxorange-æbler, vurderer vi først, om æblet ser friskt ud, og om det har sortens gulgrønne og rødorange farvenuancer. Inden vi tager den første bid af æblet, føler vi på det, og vi lugter til det og registrerer derved æblets aromastoffer orthonasalt. Når vi bider i æblet, fornemmer vi med nerveenderne i tænderne, med tungen og mundhulen, om æblets frugtkød har den rette, sprøde tekstur og saftighed, og samtidig smager vi med tungens ca. 9.000 smagsløg, om æblet har coxorangens karakteristiske sødme, lette syre og snert af bitterhed under skrællen. Ved den første bid af æblet frigøres i mundhulen æblets flygtige aromastoffer, som vi via næsesvælget fornemmer retronasalt med lugtreceptorer i næsehulens loft.[2]
I en sådan neurogastronomisk og sansefysiologisk optik er smagsoplevelsen ikke en egenskab ved råvaren alene. I stedet danner råvaren – eller måltidet – kun udgangspunktet for smagsoplevelsen, som først opstår, når vores hjerne skaber den: ”By themselves, foods have no flavour. They are the raw materials out of which the brain creates flavor”[3], som neurogastronomen Gordon Shepherd påpeger. Vi er i den forstand altid selv (med)skabere af smagsoplevelsen.
Neurogastronomisk forskning har i den sammenhæng påvist, at vi i smagsoplevelsens lugtdel aktiverer hjernens kognitivt højeste niveauer i den orbifrontale cortex. Ud fra hjernescanninger kan man se, at hjernen danner rumlige billeder i forbindelse med lugtsansningerne, når vi spiser; præcis som vi gør det, når vi med synssansen betragter et kunstværk. Lugtesansens signaler til hjernen registreres imidlertid ikke kun af hjernens lugtcentrer, men også af det limbiske system, den såkaldte krybdyrhjerne, som rummer centret for vores erindring og følelser. Det er derfor slet ikke så mærkeligt, når Marcel Proust, lader den unge jegfortæller Marcel opleve en sådan rendyrket lykkefølelse og følelse af udødelighed, når han spiser sin madeleinekage dyppet i lindete. Smagen (eller måske rettere sagt den retronasale duft) af opblødte kagekrummer i varm te minder nemlig den unge Marcel om de lykkelige søndagsmorgener, hvor han som barn sad sammen med sin tante Léonie, før han skulle til messe. At den unge Marcel i smagssituationen har en fornemmelse af, at ”substansen var ikke i mig, den var mig”, giver neurovidenskabeligt set mening, idet kagen og teen blot agerer kemisk-fysiologiske materialer, som tillader Marcel at se sig selv, hans personlige fortid og identitet.
Inden for neurogastronomien argumenterer man desuden for, at særligt lugtdelen af smagsoplevelsen eller måltidet er tæt knyttet til vores sproglige udvikling og ordforråd. Tanken er, at de tusindvis af forskellige sanseindtryk, som smagsoplevelsen skaber, fordrer et tilsvarende antal forskellige ord, udtryk og sætninger, der kan beskrive indtrykkene fyldestgørende:
“[…] the large universe of smell molecules produces a corresponding large universe of smell perceptions and the vocabulary to give them identities. This is amplified by the associations each of the food smells has with the flavor of which it is a part.
The intriguing idea is that all this vocabulary plus the syntax and grammar to communicate it reflect the attempt on the part of humans to describe their world of smell and flavor. Some claim that the humans can discriminate among 10.000 odors. However many it is, there must be a corresponding number of words to describe them.”[4]
Tager man dette forhold i betragtning, er det ikke så underligt, at smagsoplevelsen og måltidet som tema indtager en betydningsfuld plads i litteraturen. Skildringen af måltidet bliver en sand lækkerbisken for den forfatter, som ønsker at skrive virkeligheden frem, så den fremstår glasklart for læseren med alle dens sanselige detaljer samtidig med, at smagsoplevelsen danner et spejl af den spisende, der jo selv skaber smagen i hjernen. Den litterære italesættelse af måltidet rummer altså kreative og stilistiske muligheder for forfatteren til at sige noget centralt om den spisendes personlighed generelt og personens mentale tilstand i nuet:
“Thus connecting smells and flavor with language may be difficult, but it is a uniquely human endeavor. That we require effort to do it, using all the linguistic tricks at our disposal (analogies, metaphors, similes, metonyms, and figures of speech) qualified by the entire vocabulary of emotion (joy, despair, hate, revulsion, craving, and love) should not come, therefore, as a surprise.”[5]
Men hvis vi selv er medskabere af smagsoplevelsen, som neurogastronomien og gastrofysikken påpeger, så må vi nødvendigvis udvide smagsoplevelsens og måltidets betydningsramme til også at omfatte den spisendes historiske og sociokulturelle kontekst samt individuelt psykologiske erfaringer. Det er aldrig ligegyldigt, hvem der spiser, hvordan der spises, og i hvilken sammenhæng der spises.
Smagsoplevelsen og måltidet som en form for hermeneutik
Skildringen af måltidet i litteraturen viser ikke kun den spisendes multisensoriske møde med den ydre verdens kemisk-fysiologiske råvarer, den bliver samtidig en skildring af en kompleks erfaringsproces, som indlejrer og derfor fortæller noget om den spisendes kultur, normer, værdier, klasse og identitet; herunder individuelle erfaringer og erindringer.
Fortolkningen af smagen af efterårets coxorange-æble opstår altid som et samspil mellem den spisendes sanser, individuelle psyke (f.eks. erindring og erfaring) og omgivelserne, som den spisende fortærer æblet i. Vi bringer ganske enkelt os selv med ind i fortolkningen, når vi spiser. Præcis som vi gør det, når vi erfarer verden i andre sammenhænge. I Swanns verden peger Proust på dette fortolkningsforhold, når fortælleren Marcel, idet han forsøger at forstå betydningen af sin intense smagsoplevelse, beskriver sig selv som både ”udforskeren og den mørke egn hvor den [ånden] skal lede”.[6]
Den argentinske forfatter Jorge Luis Borges understreger på lignende vis, at smagsoplevelsen kan sidestilles med anden fortolkning og erfaring ved at sammenligne fortæringen af et æble med læsningen og fortolkningen af et digt:
Et æbles smag (siger Berkeley) ligger i frugtens kontakt med ganen, ikke i selve frugten; på lignende måde (vil jeg mene) ligger poesien i mødet mellem digt og læser ikke i de symbolfyldte linjer, der står trykt på siderne i en bog.[7]
Smagsoplevelsen kan altså ud fra denne vinkel betegnes som en æstetisk proces (det græske aisthesis/αἴσθησις betyder sansning, erfaring, perception), der har elementer til fælles med Hans Georg Gadamers filosofiske hermeneutik (Sandhed og metode (1960)), hvor mennesket anskues som et fortolkende væsen med sin indlejring i en historisk og personlig betydningshorisont og med sin forforståelse, der altid allerede indvirker på fortolkningen af omverden, og som tillige er et produkt af omverden.[8]
At anskue smagsoplevelsen og måltidet som en sådan æstetisk erfaringsproces, der har ligheder med filosofisk hermeneutik, peger på, hvorfor forfattere op igennem tiden tematiserer måltidet som en central betydningsbærer. Den litterære skildring af måltidet er et sandt slaraffenland, som giver mulighed for at kombinere den sanseligt konkrete virkelighedserfaring med karakterernes væsentligste historiske, sociale, kulturelle og individuelt psykologiske sider.[9]
Måltidet som sprogekvilibrisme og mentalt spejl
Et eksempel på en forfatter, som er bevidst om, at smagsoplevelsen kan være så kompleks, at den kalder på et tilsvarende komplekst ordforråd, samtidig med at smagsoplevelsen udgør et mentalt spejl af den spisende, er den danske forfatter Kristian Ditlev Jensen. I sin roman Livret (2004) skildrer Ditlev Jensen den unge madanmelder Robin McCoys liv i månederne efter, at hans kæreste Midori har begået selvmord. McCoy, der til dagligt lever af at sætte helt præcise ord på sine smagsoplevelser, mister som konsekvens af sit tab både sin smags- og sin lugtesans. På en gastronomisk rejse til Italien bryder McCoy sammen og bliver indlagt. Under indlæggelsen får han serveret jordbær, men han er ude af stand til at beskrive den ellers så velkendte smagsoplevelse.
Passagen former sig som et sprogligt stilistisk festfyrværkeri af smagsnuancer, som på den ene side er ufokuserede og totalt mislykkede, hvis de har til formål at beskrive smagen af jordbær, men på den anden side kan karakteriseres som litterært præcise, hvis formålet er forfatterens afbildning af McCoys mentale tilstand:
“Jeg bider. Tygger. Lader det rulle rundt i munden. Gnasker lidt. Sutter.
Hm. Det er meget rodet, det indtryk jeg får.
Ordet kunne være syrlig, ældet, stenet, stærk, måske kæk? Det kunne være alt muligt. Måske simpelthen stilet. Som en kvinde, der træder ind på en restaurant? Subtil, sød, tanget? Det er meget mildt. Nej, det er ikke mildt. Eller også er det mildt? Halvmildt? Nja.
Lidt efter lidt bliver det en tyk, nej, ikke en tyk, en cremet eller rettere en tynd, en skarp eller lidt barsk, nej. Nej, det er ikke barsk. Selv om den er grov, er det mere, som om den ikke er der, som om den er transcendental, som om den er tænkt.
[…]
Den er majestætisk! Nej, det er den for mager til, den er for medium, for mineralsk, for mosset, alt for mosset, men stadig – den er nobel, selv om den også er neutral. Nej. Den kan ikke være begge dele. Eller jo. Eller også er den … neutral? Neutral!? Neutral.”[10]
Fortællerens stadige overvejelser og ufokuserede søgen efter et smagsmæssigt holdepunkt understreges stilistisk af de mange forskelligt ladede adjektiver, sammenligningerne, gentagelserne, som hele tiden varieres og af spørgsmålene og den opbrudte syntaks. Denne smagsmæssigt upræcise karakteristik, lader Ditlev Jensen danne en litterært præcis skildring af, hvordan det kan føles at have posttraumatisk stress. Ditlev Jensen understreger, at smagsoplevelsen udgør et sådant mentalt spejl senere i romanpassagen, når McCoy oplever, at jordbærret smager af ”Blod, nærmest, og af kød og af sorte hår”[11] for til sidst at komme frem til, at det ”smager af sirene og af hvidt, af helt hvidt. Af hvidt stof og af hvide fliser, hvide fliser med blod på. Det smager af en læge, der slår ned i hendes bryst, slår og slår og slår, mellem hendes hvide bryster”.[12] Smagsoplevelsen rummer her helt tydeligvis ikke kun tungens fysiologiske sansning af de fem grundsmage sødt, surt, salt, bittert og umami, og man kan sige, at Ditlev Jensen bruger den litterære skildring af måltidet til at beskrive smagen af en sindstilstand.
Endnu en forfatter, der bruger måltidet og smagsoplevelsen som et decideret sprogligt, stilistisk værktøj, er den amerikanske Ernest Hemingway. Hemingway er kendt for at skrive virkeligheden sanseligt præcist frem i sin realistiske prosa. Det at spise og drikke spiller generelt en vigtig rolle i forfatterskabet, hvor indtagelsen af mad og vin ofte bliver et billede på karakterernes livsappetit.
Ét værk, som skiller sig ud i den henseende, er den posthumt udgivne erindringsroman Der er ingen ende på Paris (1964). I romanen skildrer den ældre Hemingway sine unge, fattige, men også lykkelige år i 1920’ernes Paris, hvor han forsøger at slå igennem som forfatter. Den unge Hemingway skriver nogle af sine første noveller på stamcaféen Closerie des Lilas, hvor han mod betaling af en enkelt café creme om formiddagen kan benytte caféen som sit arbejdsværelse resten af dagen. I denne livsperiode præget af periodevis fattigdom og sult, bliver indtagelsen måltiderne et livsbekræftende højdepunkt. Og har arbejdsdagen været særligt vellykket, kan den afsluttes med en ekstravagant servering af østers og kølig hvidvin, der for den unge forfatterspire fungerer som en belønning, mens den litterære skildring af måltidet for den aldrende forfatter, der ser tilbage på sine unge år i Paris, udgør et stilistisk credo med krav om detaljemættet realisme.
“Mens jeg spiste mine østers med den stærke smag af hav og den svage metalliske bismag, som den kolde hvidvin skyllede bort, så at der kun var havsmagen tilbage og det saftige slim, og mens jeg slubrede den kolde væske af skal efter skal og skyllede også den ned med vinens skarpe smag, ebbede min fornemmelse af tomhed ud, og jeg begyndte at føle mig lykkelig og lægge planer.”[13]
Hemingway viser med sin beskrivelse af måltidet, at litteratur kan forvandle sig til mundvandsdrivende virkelighed for læseren, hvis bare beskrivelserne er præcise og sansemættede nok. Har man spist østers, er den salte smag af ”hav”, den ”metalliske bismag” og følelsen af ”det saftige slim”, som man netop hørligt slubrer i sig, meget genkendelige. Det er som om måltidet skrives så sanseligt og detaljeret frem, fordi den ældre forfatter stadig kan erindre sig sin sult og sin glæde ved måltidet.
Måltidet, erindringen og de litterære karakterer
Når Marcel Proust i Swanns verden lader den unge Marcel opleve en lykkerus og en følelse af udødelighed, idet han indtager sin madeleinekage dyppet i varm lindete, skyldes det som bekendt, at smagsoplevelsen minder Marcel om hans barndomsstunder med tanten. Nu forholder det sig imidlertid ikke sådan, at det kun er de gode og lykkelige måltidsstunder, som fæstner sig i erindringen. Nogle gange forholder det sig faktisk lige modsat. Måltidet kan ætse sig fast, fordi oplevelsen er så ubehagelig, at den ikke vil forsvinde fra hukommelsen. Netop sådanne måltider optræder ofte i litteraturen, måske fordi de kan være med til at fortælle noget vigtigt om konteksten for måltidet; det relationelle, kulturelle og sociale, som omgiver måltidet, og som er med til at virke ind på fortolkningen af smagsoplevelsen som helhed.
Den norske forfatter Karl Ove Knausgård beskriver et sådant måltid i sin autofiktive roman Min kamp 3 (2010), som handler om drengen Karl Oves barndom og tiden i folkeskolen. Det er en tid, hvor forældrerelationen spiller en central rolle for identitetsdannelsen. Karl Ove vokser op sammen med sin storebror, sin mor og sin ualmindeligt strenge far. Barndommen er præget af en stadig angst for at vække farens vrede, som kan udløses af selv de mindste petitesser. I romanen beskriver jegfortælleren, hvordan Karl Ove en morgen inden skole er alene hjemme med faren, som har stillet cornflakes og mælk frem på morgenbordet til ham. Drengen er alene i køkkenet, og han sætter sig til bordet og hælder mælk på sin cornflakes, men da han tager den første bid, er han ved at kaste op, fordi mælken er blevet for gammel. I samme øjeblik kommer faren ud i køkkenet. I stedet for at spytte morgenmaden ud, som ethvert andet barn ville gøre, fortsætter Karl Ove med at spise for ikke at gøre sin far vred. Mod forventning og til drengens rædsel sætter faren sig ned ved bordet og øser selv cornflakes og mælk op. Den efterfølgende situation brænder sig fast i fortælleren:
“Jeg holdt op med at spise. Vidste at katastrofen var lige om hjørnet.
Far stak skeen ned i skålen, førte den fuld af mælk og cornflakes op til munden. Han spyttede det ud i skålen uden at tygge.
– Pføj! sagde han. – Mælken er jo sur! Åh, føj for helvede.
Så kiggede han på mig. Jeg skulle huske det blik han så på mig med, resten af livet. Hans øjne var ikke vrede, som jeg havde forventet, men forundrede, som om han så noget han absolut ikke kunne forstå. Ja, som om han så på mig for allerførste gang.
– Har du spist sur mælk? sagde han.
Jeg nikkede.
– Men det kan du jo ikke! sagde han. – Du får da noget frisk mælk, min dreng!“[14]
Knausgård bruger i romanen bevidst måltidet som en måde at karakterisere forholdet mellem far og søn på. Via måltidet viser forfatteren, at drengen Karl Ove er så bange for sin far, at han hellere vil spise fordærvet mad end at vække hans vrede. Samtidig viser Knausgård, at måltidet er betydningsfuldt, fordi faren i et kort, desillusioneret øjeblik ser sig selv med sin søns øjne.
Også forfatteren Kristian Ditlev Jensen bruger smagsoplevelsens tætte tilknytning til erindringen som en måde at skabe et psykologisk portræt. I sin autobiografiske roman Det bliver sagt (2001) fortæller Ditlev Jensen om sin barndom, der er præget af seksuelle overgreb fra den voksne Gustav. Drengen Kristian møder Gustav på en rejse til Sydfrankrig, hvor maden og det at turde smage nye, fremmede retter og råvarer bliver et spørgsmål om at prøve grænser af. På rejsen presser Gustav Kristian til at spise oliven, selvom drengen ikke kan lide dem, og det betyder, at lige netop smagen af oliven lige siden har repræsenteret noget helt afskyeligt og grænseoverskridende for fortælleren. Først da Kristian er i tyverne, tager han mod til sig og konfronterer sig selv med sit (smagsmæssige) traume:
“Jeg satte mig ved mit bord som en ingeniør foran en vanskelig opgave. Tændte en lampe. Skruede låget af det høje glas. Kiggede ned i det. Duftede til lagen. Stødte lidt til en af de øverste oliven med en teske. Fangede den og lagde den på tallerkenen. Rørte ved den med fingrene. Tog den så i munden. En søjle af kvalme rejste sig i svælget. Men jeg overvandt det. Mind over matter. Og så spiste jeg den. Langsomt tyggede, findelte, undersøgte, gouterede jeg den. Det tog mig et helt kvarter at tage mod til mig fra låget var skruet af. Det tog mig to minutter at tygge den færdig. Jeg var over tyve år. Det var første gang, jeg smagte oliven siden min barndom.
I årene inden havde jeg nærmest spasmiske reaktioner, når jeg så oliven.”[15]
Ditlev Jensen sætter bevidst fortælletempoet helt ned, og man kan som læser klart fornemme kvalmen og ubehaget ved olivenen pga. de mange detaljer, der både indbefatter syns-, lugte-, føle- og smagssansen. Måltidet udgør her et identitetsmæssigt selvopgør, hvor smagen af oliven bliver en nøgle til at forstå og komme overens med sig selv og fortiden som offer for seksuelt misbrug. Med Swanns verden in mente kan man sige, at forfatteren Ditlev Jensen bruger måltidet til at skildre ’en omvendt Proust’.
Platon og måltidet som nydelsesfuld ødelægger af intellektet
Kristian Ditlev Jensens skildring af den voksne Kristians fortæring af oliven betoner det sanselige og fysiske ved smagsoplevelsen. Vi inkorporerer i måltidet bogstaveligt talt en del af den ydre verden som led i vores oplevelse og fortolkning. Måltidet som en sådan sanselig erfaringsproces skildres ofte i litteraturen som kilden til nydelse, men det sanselige ved smagsoplevelsen kan også rumme en trussel mod et mere sandt og lykkeligt liv. Skal man tro den antikke, græske filosofi og megen af den senere – ofte kristent orienterede – europæiske litteratur, som er præget af antikkens tænkere, kan vores til tider næsten slaveagtige trang til at skabe sanselige nydelser via måltidet tilsidesætte og helt ødelægge vores intellekt.
Går man tilbage til den græske filosof Platon (427-347 f.v.t.), finder man et væsentligt udgangspunkt for den senere udprægede skepsis over for menneskets sanser, herunder særligt smagssansen. Det er en skepsis, som skaber en kritisk holdning til det at hengive sig fuldt og helt til måltidet. Platon har med sin krop-og-sjæl-dualisme en overbevisning om, at de kropslige sanser repræsenterer forførende og subjektive lyster, som truer med at tage magten fra menneskets medfødte, sjælelige fornuft. I Platons forfatterskab stilles sanserne ofte op som kontraster til begreber som sand erkendelse og sand viden.[16]
Platons kritiske tilgang til det kropslige bevirker, at han værdihierarkiserer menneskets fem sanser. Høre- og særligt synssansen beskriver han som de erkendelsesmæssigt vigtigste sanser, fordi de fungerer på afstand, uden fysisk kontakt med genstanden for sansningen. De er simpelthen tættere forbundet med sjælens øvre del, hvor fornuften har sæde.[17] Føle-, lugte- og smagssansen er derimod inferiøre, kropslige sanser, der kun fungerer ved direkte fysisk kontakt med – eller i nærhed af – genstanden for sansningen. For Platon knytter disse sanser sig derfor tæt til menneskets irrationelle lidenskaber, som den nedre del af sjælen ønsker at tilfredsstille.
“Den del af sjælen, som begærer mad og drikke og de øvrige af kroppens naturlige fornødenheder, anbragte de [guderne] mellem mellemgulvet og navlen […] Guderne vidste, at denne sjæledel ikke ville forstå rationelle meddelelser, og selvom den på en eller anden måde kunne sanse dem, ville det ikke være i dens natur at tage notits af dem.”[18]
Det at smage og spise bliver for Platon en inferiør sansefysiologisk proces, som forhindrer et intellektuelt rigt liv. I dialogen Gorgias, sidestiller han ligefrem gastronomien med erfaring inden for ”behagesyge”[19]. Ligesom retorikken er filosofiens vrangbillede ved sin dyrkelse af forførelse og lefleri, er madlavningen ifølge Platon lægefagets vrangbillede, idet man inden for gastronomien kun ønsker at skabe fysisk ”behag og nydelse”[20] uden tanke på sundhed og egentlig livslykke. Skal man blive et godt menneske, som kender sit sande, sjælelige selv, og som lever et etisk korrekt liv, må man tidligt i livet lære, at sand lykke ikke opstår ved at sidde og proppe sig ved et veldækket bord. En sådan tilgang til livet gør nemlig kun mennesket til slave af de fysiske nydelser:
Sæt man nu havde grebet ind meget tidligt i barndommen og befriet disse menneskers sjæl for den byrde, det er at komme til verden. Så ville man have skåret den fri af de blylodder, som er skabt af spisning, fråseri og andre af den slags nydelser, og som trækker sjælens blik nedad. Hvis den var blevet fri af denne dødvægt og havde vendt sit blik mod sandheden, så ville den samme sjæl hos de samme mennesker have set sandheden lige så klart som de ting, der nu optager den.[21]
Platons kritiske syn på mennesker, som enten kun lever for at spise og dermed hengive sig til deres kropslige sanser, eller som ikke formår at styre deres fysiske lyster, får stor betydning for den senere europæiske litteratur. Eksempler på danske forfattere, som på hver deres måde bruger denne skepsis over for måltidet som kilde til sanselig nydelse, er Henrik Pontoppidan, Gustav Wied og Karen Blixen. Karakteristisk for alle tre forfattere er, at de også lader den senere kristne puritanisme spille afgørende ind i betydningen af måltidet – ofte på en ikke-kristen, subversiv vis.
I De Dødes Rige (1912-1916) muntrer naturalisten Pontoppidan sig med at vise, hvordan præsten Mads Vestrups strenge, puritanske moral kun er en skrøbelig overflade, som dækker over langt stærkere drifter, han ikke kan styre:
“Det kunde ganske vist undertiden hænde ham, naar han ved Middagsbordet blev sat for en af sine Livretter som Risengrød, eller Blodpølse eller Bankeflæsk med brunet Hvidkaal, at han bukkede under for sin Naturs stærke Krav og overfyldte sig. Men bagefter straffede han sig altid selv med en endnu strengere Forsagelse.”[22]
Pontoppidan bruger i romanen måltidsscenen til at vise et generelt karaktertræk ved præsten. Det bliver derfor en ironisk pointe fra forfatterens side, at Vestrup til sin egen fortvivlelse også ’bukker under for sin naturs strenge krav’, når det kommer til sognets gifte kvinder, som han ikke kan holde sig fra.
I romanen Livsens Ondskab (1899) har Gustav Wied megen morskab af at lade den nærige Manuel servere ved de eksorbitant ødsle middage i foreningen De danske Ædedolke. For Manuel er disse middage utilgivelige: ”At Mennesker spiste og drak, saa de var ved at revne, det var allerede ugudeligt og strafværdigt nok. Men at de saa tilmed levnede, naar de nu engang havde betalt deres dyre Penge …. Det fortjente Tugthus!”[23]. Wied nøjes ikke kun med at ironisere over pengepugeren Manuel, han viser samtidig med sin farceagtige skildring af selskabets overvægtige herrer, som ”aad blodig Oksesteg”[24], at som måltidet skrider frem, stiger glæden nok, men intellektet svinder ind til et nulpunkt, og ”man raabte og skreg i Munden paa hinanden”.[25]
Også Karen Blixen benytter sig af tanken om måltidets totale hengivelse til kroppen som en trussel mod intellektet og det åndelige i mesternovellen Babettes Gæstebud (1950), hvor hun ironiserer over den kristne nadver. Handlingen foregår i en lille livsfornægtende, puritansk menighed i Nordnorge. Her sætter den tidligere, feterede pariserkok Babette sig for at servere en ekstravagant parisermiddag for den kristent strenge menighed, der ellers kun indtager øllebrød, klipfisk og vand. Menigheden nægter at hengive sig til sanseligheden ved middagen, da en sådan fysisk nydelse er det samme som at fornægte Gud:
”Tungen,” sagde en hvidskægget Broder, ”Tungen er et lidet Lem, men pukker storligen. Den er Mennesket et ustyrligt Onde, fuld af dødelig Forgift. Paa vor Mesters Højtidsdag vil vi bruge vore Tunger til Taksigelse og Bøn og til aldeles intet andet. Sletintet der berører dem skal lede dem bort fra de høje Aandens Ting. Men det skal blive som om Smagens Evne aldrig var dem givet.”[26]
Blixens ironiske pointe bliver imidlertid, at menigheden undervejs helt glemmer deres foragt for det sanselige. De lader sig simpelthen forføre af de udsøgte retter og vine, der forvandler de nidkære og livsfornægtende puritanere til næstekærlige og livsglade kristne. Novellens dybere måltidspointe bliver imidlertid, at Babette selv står tilbage som ”en stor Kunstner”[27], der – ligesom Blixen – har evnen til at forføre med sin kunst. Blixen lader endda Babette antage frelserdimensioner ved at lade middagsselskabet være på 12 præcis som ved den kristne nadver. Babette selv indtager rollen som Jesus, hvilket Blixen understreger ved at lade middagens omkostninger udgøre hele Babettes eksistensgrundlag på 10.000 francs, som hun har vundet i lotteriet. Ligesom Jesus ofrer sig for menneskeheden, ofrer Babette hele sin fremtid ved denne middag. Forskellen er blot, at Babette ikke gør det af næstekærlighed. Hun nærer kun ”Ringeagt”[28] for selskabet, og hun understreger, at hun tilbereder middagen ”For min egen Skyld”[29]. Blixen viser således med sin skildring af måltidet, at den egentlige kunstner – kok eller forfatter – er drevet af intellektuelle og egoistiske lidenskaber.[30]
Epikur og den sande nydelse af måltidet og livet
Platons skepsis overfor den sanselige nydelse præger den senere filosofiske epikuræisme fra det 4. og 3. århundrede f.v.t. For grundlæggeren Epikur (341-271 f.v.t.) er målet med livet at opleve lyst og nydelse (hedoné/ἡδονή), og i sit værk Brevet til Menoikeus kobler han eksplicit lyst og nydelse til det at spise.
Epikur skelner imidlertid mellem to former for lyst; lysten ved noget og den statiske lyst. Lysten ved noget er en lyst, der er afhængig af den ydre verden. Det kan være lysten, som opleves ved et måltid med eksklusive råvarer og dyre vine. En sådan lyst er skrøbelig, for lystfølelsen varer kun så længe, som det tager at fortære måltidet. Herefter opstår lysten efter endnu et måltid, som helst skal være endnu bedre og endnu dyrere. Lysten ved noget rummer derfor risikoen for det såkaldt hedonistiske paradoks, da denne lyst aldrig kan stilles. Over for denne umættelige, sanselige lyst og nydelse opstiller Epikur den statiske lyst, som er en vedvarende, intellektuel lystfølelse, der er karakteriseret ved ”legemets sundhed og sjælens uforstyrrethed”[31]. Den statiske lyst oplever man kun, hvis man selvberoende gør sig uafhængig af livets ydre omstændigheder. Det er vigtigt, at man ikke lader sig binde alt for stramt til de sanselige nydelser, da man f.eks. ikke altid selv kan bestemme, om man har mulighed for at spise det, som man har lyst til. Den sande epikuræer er derfor en mester i behovsudsættelse, og han finder glæde ved selv de mest ydmyge måltider. Det betyder til gengæld, at nydelsen af luksussen bliver desto større, når den endelig byder sig:
“Jævn kost giver ligeså stor nydelse som et ødselt måltid, når først afsavnets smerte er helt fordrevet; og vand og brød giver den yderste nydelse, når man rækker det til en sulten. At vænne sig til en enkel og ikke ødsel levevis fuldender derfor sundheden, gør mennesket frejdigt over for de nødvendige krav i livet, stiller os bedre, når vi med mellemrum nærmer os ødselhederne, og gør os frygtløse over for tilfældet.“[32]
Epikurs filosofiske hedonisme lever videre på flere måder i litteraturhistoriens skildring af måltidet. Et eksempel er Benny Andersen, som i sin lyrik flere steder hylder dagligdagens simple nydelser som de eksistentielt vigtigste. Skal man føle sig rigtigt hjemme i livet, behøver man ikke luksus og overflod. Opskriften på sand livsnydelse er for Andersen enkel og ydmyg:
“En kløvet, solfyldt tomat
med salt, persille og hakket løg
midt i vinteren –
Ah! Uhm!
Så må det alligevel være
den rigtige klode jeg havnede på!“[33]
Den danske prosalyriker Søren Fauth viser i sine tekster en anden form for epikuræisme. I Fauths autofiktive tekster skrives en regulær hedonistisk kalkule frem, hvor sulten og det at kunne nøjes med rene og sunde råvarer udgør en bevidst vej til livsnydelse. Samtidig bliver denne gastronomiske levevis en klar identitetsmarkør:
(…) om en times tid sidder jeg i flyet til Málaga / cyklen gik glat igennem / tasker med bøger og skriveredskaber er tjekket ind / jeg har købt to flasker Egekilde ren naturkraft / til 30 kr. i WHSmith / min forundring og irritation over / hvordan folk kritikløst / nærmest i forbifarten / griber ud efter en roman af Jussi Adler-Olsen / min forbløffelse over / at de fleste af mine medmennesker ikke mener / at de kan komme ind i dagen uden to lunede pølsehorn og et smurt rundstykke fra Lagkagehuset / selv har jeg drukket en cappuccino (…) den sitrende fornemmelse i hele kroppen (…) i tasken har jeg Nietzsche.”[34]
Med Fauth bliver det tydeligt, at måltidet i litteraturen langt fra kun udgør skildringen af livets opretholdelse. Det at spise er en markør, som fortæller noget vigtigt om, hvem du er, hvor du kommer fra, og ikke mindst hvem du ikke vil være. Den fysiologiske smag er altså også et udtryk for din kulturelle smag. Er du til pølsehorn og rundstykker, er du, som Fauths digterjeg ironisk påpeger, helt sikkert også til Jussi Adler-Olsen. Begge dele signalerer lad middelmådighed. Kan du imidlertid udsætte din sult, og drikker du kun kildevand og cappuccino, indikerer du, at du er den intellektuelle type, der foretrækker åndsaristokraten Nietzsche.
Det er den franske sociolog Pierre Bourdieu, som i indledningen til sit værk La Distinction (1979) skriver, at ’smagen klassificerer og klassificerer den, der klassificerer’[35]. Skildringen af smagsoplevelsen og måltidet i litteraturen er altid en vigtig betydningsbærer. Jan Sonnergaard viser det præcist i sine kradse, socialrealistiske noveller, der beskriver de rige studenter fra whiskybæltet nord for København. De spiser ”Fraise”[36] og drikker ”Krug”[37] og signalerer dermed, at de ejer livet og kan tillade sig alt. Sonnergaard peger dog på, at de riges luksus udtrykker et hedonistisk paradoks, som dækker over et regulært sort hul af eksistentiel tomhed. Læseren fornemmer derfor en ekstra dyb betydningsklang, når de unge gentagne gange eksalterede råber: ”Mer ’pagne!”[38].
Måltidet som bærer af betydning i livet og i litteraturen
Måltidet har således til alle tider været en central betydningsbærer. Det kan, som beskrevet ovenfor, ikke være anderledes. Når vi spiser – alene eller sammen med andre – inkorporerer vi en bid af den ydre verden som led i vores sanselige og intellektuelle erfaringsproces. I den proces er vi altid medskabere af måltidets betydning. At spise er derfor aldrig blot et spørgsmål om opretholdelsen af livet. Det er en regulær erfaring og fortolkning af livet, som involverer den spisendes sanser, kulturhistorie, sprog, klasse, følelser og identitet. Der er derfor intet overraskende i, at forfattere og filosoffer, som vist i artiklen, anskuer temaet om måltidet som ’gefundenes Fressen’. Med deres litterære og filosofiske skildring af måltidet får de mulighed for at fortolke tilværelsens og eksistensens inderste betydninger. Det gælder lige fra Platons og Epikurs skildringer af den ureflekterede, sanselige hengivelse til måltidet som en direkte vej til et intellektuelt fattigt og ulykkeligt liv til Marcel Prousts skildring af madeleinekage dyppet i lindete som vejen til sand lykke og selvindsigt. Som læser bør man nyde dette tag-selv-bord af betydningsmættede måltidsskildringer, for de skaber rum for eftertanke, ikke bare om litteraturens væsen, men om livet som sådan.
Casper Thrane er Ph.d. i pædagogisk sociologi ved DPU, Aarhus Universitet, samt lektor i dansk og oldtidskundskab ved Risskov Gymnasium. Har blandt andet udgivet lærebogen Livretter – mad i kunst og litteratur (2014), , samt ph.d.-afhandlingen Smag som didaktisk element i stx-gymnasiets faglige samspil: Et effektfuldhedsstudie af dansk- og kemiklassers faglige samspil om, med og for smag(2021).
[1] Marcel Proust, På sporet af den tabte tid – Swanns verden, Multivers 2002, s. 53.
[2] Ole G. Mouritsen & Klaus Styrbæk, Fornemmelse for smag, København. Nyt Nordisk Forlag 2015, s. 1-8.
[3] Gordon M. Shepherd, Neurogastronomy – How the Brain Creates Flavor and Why It Matters, Columbia University Press 2011, s. 44.
[4] Shepherd, Neurogastronomy – How the Brain Creates Flavor and Why It Matters, s. 210.
[5] Shepherd, Neurogastronomy – How the Brain Creates Flavor and Why It Matters, s. 211.
[6] Proust, På sporet af den tabte tid – Swanns verden, s. 53-54.
[7] Citeret fra Seamus Heaney, ”Poesiens genoprettende kraft”, i Fornemmelse for stedet, København. Gyldendal 1998, s. 164-165.
[8] Casper Thrane, Smag som didaktisk element i stx-gymnasiets faglige samspil: Et effektfuldhedsstudie af dansk og kemiklassers faglige samspil om, med og for smag, Aarhus Universitet 2021, s. 32-37.
[9] Casper Thrane, ”At skrive virkeligheden frem gennem smagsoplevelsen – eksempler på måltidets betydning i dansk og norsk litteratur”, Standart, Årg. 37, nr. 3, 2023, s. 129-136.
[10] Kristian Ditlev Jensen, Livret, København: Gyldendal 2004, s. 22-23.
[11] Jensen, Livret, s. 26.
[12] Jensen, Livret, s. 26.
[13] Ernest Hemingway, Der er ingen ende på Paris, Lindhardt og Ringhof Forlag 2000, s. 12.
[14] Karl Ove Knausgård, Min kamp 3, København. Lindhardt og Ringhof 2011, s. 98-99.
[15] Kristian Ditlev Jensen, Det bliver sagt, Gyldendal 2011, s. 53-54.
[16] Thrane, Smag som didaktisk element i stx-gymnasiets faglige samspil: Et effektfuldhedsstudie af dansk og kemiklassers faglige samspil om, med og for smag, s. 32-35.
[17] Platon anvender synssansen som metafor for menneskets erkendelsesevne flere steder i sit forfatterskab, f.eks. i dialogerne Symposion (kap. 28-29) og Alkibiades (kap. 28-30). Mest kendt er dog dialogen Staten (Bog VII, kap. 1-5), hvor afsnittet om hulebilledet danner en hel allegori med anvendelse af synssansen som en gennemgående metafor for den menneskelige erkendelse af sandheden om verden og mennesket.
[18] Platon, ”Timaios”, i Jørgen Meier & Christian G. Tortzen (red.), Platon – Samlede værker i ny oversættelse IV, København. Gyldendal 2013, s. 607-608.
[19] Platon, ”Gorgias”, i Jørgen Meier & Christian G. Tortzen (red.), Platon – Samlede værker i ny oversættelse III, København. Gyldendal 2011, s. 415.
[20] Platon, ”Gorgias”, s. 415.
[21] Platon, ”Staten”, i Jørgen Meier & Christian G. Tortzen (red.), Platon – Samlede værker i ny oversættelse IV, København. Gyldendal 2013, s. 390-391.
[22] Henrik Pontoppidan, De Dødes Rige, København. Gyldendal 1912, s. 22.
[23] Gustav Wied, Livsens Ondskab, København, Gyldendal 1920, s. 29.
[24] Wied, Livsens Ondskab, s. 34.
[25] Wied, Livsens Ondskab, s. 37.
[26] Karen Blixen, ”Babettes Gæstebud”, Skæbne-Anekdoter, København. Gyldendal 1958, s. 54.
[27] Blixen, ”Babettes Gæstebud”, s. 72.
[28] Blixen, ”Babettes Gæstebud”, s. 72.
[29] Blixen, ”Babettes Gæstebud”, s. 72.
[30] Casper Thrane og Jørgen H. Eriksen, Livretter – mad i kunst og litteratur, Aarhus. Systime 2014, s. 43-49.
[31] Epikur, ”Brevet til Menoikeus”, i De senere græske filosoffer, Det LILLE Forlag 1996, s. 129.
[32] Epikur, ”Brevet til Menoikeus”, s. 129-130.
[33] Benny Andersen, ”Hjemme”, Personlige papirer, København. Borgen 1974, s. 35.
[34] Søren Fauth, En rejse til mørkets begyndelse, Aarhus. Turbine 2022, s. 83.
[35] Pierre Bourdieu, Distinction, London and New York. Routledge 2010, s. XXIX.
[36] Jan Sonnergaard, ”Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen, Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen, København, Gyldendal 2003, s. 103.
[37] Sonnergaard, ”Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen, s. 103.
[38] Sonnergaard, ”Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen, s. 102.