Nogle gange bliver man nødt til at forråde

Udvalgte uddrag af Kamel Daouds ”Il faut parfois trahir”

FOKUS: ALGERIET I FRANKRIG, FRANKRIG I ALGERIET | Forholdet mellem Algeriet og Frankrig er mere end blot kompliceret. De to landes indviklede og forviklede relation tværs over Middelhavet trækker tråde langt tilbage i historien og påvirker til stadighed deres nutidige forhold. Med afsæt i filosofien og litteraturen sætter Baggrund i denne serie fokus på Algeriets rolle i Frankrig og Frankrigs rolle i Algeriet, dog uden at prætendere at fokusseriens korte artikler gør andet end at kaste lys over forskellige aspekter af landenes interne tilknytning.

s. 3
Når en person fra Vesten forholder sig kritisk til sine egne, anser man ham for at være en universel intellektuel. Han er verdens centrum, hvert et ord udspringer fra hans navle. Man bifalder ham. Man udspørger ham om vores fælles fremtid. Han er fornuftens helt, ham som retter op på uretfærdighederne, hele tilværelsens brændende flamme. 

Når en intellektuel fra Syden forholder sig kritisk til det vestlige, udråber han sig selv til evig dekolonisator. Der er kun én eneste historie at fortælle, dette lille fragment af universet, som han er blevet tildelt. Det er hans eneste sejr. Så han gentager den ustandseligt, han lever den, han går i døden for den, han genopstår og begynder igen. Han bliver let fornærmet, når man spørger ham om andre spor af mennesket end hans egne knogler og rustne våben. Det er hans levebrød. Han ønsker at leve som et minde. Han forlanger at leve videre i erindringen, som en blomst der spirer frem fra asken. Men hukommelsen er ikke et hus, det er en sti. Man vandrer ad den for at stille spørgsmål, ikke for at slå sig ned. Erindringen er gudernes og de dødes hjem. Ikke vores. 

[…] 
s. 4
Når en intellektuel fra Syden forholder sig kritisk til sig selv og sine egne, erklærer man ham hurtigt for forræder. Han finder ikke den svalende skygge nogen andre steder end hos sig selv, så han har ingen andre steder at være end i det strålende lys. Man forfølger ham. Har han mon glemt, at det er den vestliges intellektuelles opgave at sætte spørgsmålstegn ved det universelle? Glemmer han i sit overmod, at hans og sine egnes opgave er, at beklage sig, at protestere og at tigge? 

Derfor har jeg – i modsætning til dem, som hævder, at Gud er deres forfader, og dem, som sværger, at deres forfædre er guder – valgt børnene. Det er dem, der danner grundlag for mine drømme. 

I modsætning til dem, som mener, at et land blot består af sine rødder, så har jeg valgt at beskytte afgrøderne. De venter på min indsats og min stolthed. 

I modsætning til dem, som mener, at blot én enkelt bog rækker til at forklare verden, så har jeg valgt tusindvis af bøger for at sikre, at verden altid har retten til at få det sidste ord. De mænd, som holder sig til den ene bog, bliver aldrig frie. De kan aldrig drømme om at få del i min frihed, blot i min tro. 

I modsætning til dem, som mener, at et sprog er til, så man kan mure sig inde i sin egen glorværdighed, vil jeg lade mine tre sprog agere samme antal vinduer. Over for mine børn gentager jeg: ”Et hus med så mange vinduer er altid bedre oplyst.”

[…] 
s. 5-6
I modsætning til dem, som gentager, at kvinden er den halve mand, spørger jeg mig selv: hvordan kan vi håbe på at opfostre lykkelige folk, når kvinderne omkring dem lever ulykkelige liv? Hvordan kan vi håbe på at gå på månen, hvis vi kun har ét ben? 

    Hvordan skal vi oplyse verden, når alle kvinder er tilslørede?

    Hvilke beviser vil vi have for livet, når livet nægtes dem?

    Jeg gentager tusind gange: ”når kvinderne er fængslede, er mændene fortabte”.

I modsætning til dem, der vil diktere, hvad jeg skal gøre, råber jeg ”den, som ikke dør i mit sted, kan ikke leve i mit sted”. Min grav, som endnu ikke findes på deres kort, giver mig tusindvis af friheder til at eksperimentere, før de dør. 

I modsætning til dem, som tror, at det at genstarte krigene mod Vesten er at starte deres liv forfra, vil jeg minde om, at de døde er døde, så vi kan leve tusindvis af liv. At nægte at leve er at dræbe dem to gange. 

I modsætning til dem, der proklamerer, at befrielsen af den ene først og fremmest er at hade den anden, så vælger jeg at frigøre mig fra disse falske befriere og lader mig forarges af alle tabene, i stedet for at gøre dem til min valuta eller min undskyldning.

Blandt alle disse overbevisninger, så vælger jeg det undersøgende.

Er jeg da forræder? Ja, måske, men jeg trøster mig ved at bladre gennem historiebøgerne: alle helte har forrådt det stillestående. Alle profeter måtte forråde deres samtid og en ørken af misundelse. Om natten ser alle spejdere sig nødsaget til at forråde deres egne landsmænds tøven. Alle mænd har skulle forråde frygten. Alle floder forråder deres udspring for at støde til havet. Alle reder er fodlænker, hvis man ikke forbinder dem med det første skridt ud i det tomme, hvis man ikke tør kaste sig ud fra dem og flakse med vinger, man ikke kender. 

Italien har opfundet følgende udtryk: ”at oversætte er at forråde”. Men det er endnu mere sandt og mere gådefuldt at sige ”at forråde er at oversætte”. For nogle gange er det at forråde at afsløre, at oplyse, at elske, at påskønne og at vove sig ud i morgendagens ukendthed. 

    Er jeg en forræder? Jeg drister mig til at håbe det. Det er det værd, hvis jeg bliver en ærværdig forfader i andres hukommelse. 

[…]
s. 9-10
De algeriske konservative, det værende sig islamister eller identitetspolitiske, vil frem for at markere deres modstand mod disse universelle værdier, som de anser for at være uafvendeligt franske. Denne holdning stammer fra et skævvredet blik på det fremmedartede: modernitet, menneskerettigheder, ligestilling mellem mænd og kvinder, kvinderettigheder, retten til at bestemme over egen krop og seksualitet, sekularisme, pluralisme. Fusionen af disse ”værdier” med billedet af Frankrig eller landets koloniale fortid gør det muligt at miskreditere eller forhindre enhver debat om fornyelse af Algeriet og om Islam, som ikke burde været andet end en religion. De, som ønsker at modernisere Algeriet, bliver de facto beskyldt for at ville ”francisere” det, hvilket vil svare til at forråde heltene, landets grundlæggere og endda Gud selv og de oprørske krigeres udgydte blod. Denne brutale forenkling virker hæmmende og spiller meget effektivt på følelserne. Når ”at dekolonisere” bliver betragtet som at defrancisere, da fremstår ”fornyelse” som en skamfuld handling, som en form for dissens.  

[…]
s. 20
Den arabiske identitet er i realiteten grundlagt som en modstand mod assimilation og er fremkommet pludselig ud fra et ”nej” snarere end ud fra den algeriske historie i al sin kompleksitet. Vi blev arabere i det øjeblik, hvor franskheden brød ind i vores historie og gjorde os ondt. […] Den er også et tegn på et religiøst hierarki, en sproglig kompetence til at fortolke koranen og dermed påtvinge sin magt ved hjælp af den påståede viden, den, som kan tolke versene, besidder. Denne ”arabitet”, som tynger den algeriske identitet som en form for fremmedgørelse, befinder sig i centrummet for de algeriske identitetsdiskurser, politiske og religiøse, og den befinder sig også i centrum for konstruktionen af forræderen.

 

[…]
s. 25-26
I dag, i et udtryk for absurd forarmelse, udmærker den arabiske identitet, som er hævet over den algeriske og den franske, sig mere ved sin evne til at dømme sine forrædere end ved sin kreative kapacitet. Det, den skaber, er en domstol for uoverensstemmelser og sjældent en grobund for fejring af det multikulturelle samfund. 

Alligevel forbliver en algerier en algerier, som er åben over for verden, dens forskelligheder, dens historier og dens lykkelige tilværelser gennemstrømmer ham, også selvom han antager navnene på tusind arabiske profeter. Måske er det det, som vi bør fortælle vores børn. De er vesterlændingenes ”arabere” og ”arabernes” vesterlændinge, og det bidrager til deres unikke rigdom.

Ethvert forræderi kommer til udtryk i mangfoldighed, ambiguitet og kompleksitet. Det sammenfatter livets barok. Det fremstår som historien i bevægelse, hvorfor man modsætter det den fastfrosne historie af et enkelt øjeblik. Forræderen er en nomade, og nomadetilværelsen viser sig at være mere produktiv end guderne.

[…]
s.60-63
Er du fransk og stadig algerier? Det ene eller det andet tilhørsforhold, eller måske dem begge. Det virker ligetil at svare således, åbenlyst, men man må grave dybere. […] [Min franskhed] fortæller en del af Frankrigs historie. Det er den mest levende og mest farverige historie om immigranten, nomaden som igen sætter bevægelse i den ellers tunge stilstand som præger denne nation. Det er også historien om en mand, som kommer fra nutiden, som bruger et sprog til det springer i glød, i hvert fald i hans egen opfattelse. Og jeg er algerier. Det betyder, at jeg er vogter af et land, som tilhører mig, og som jeg ikke kan forlade. For når jeg hver aften lægger mig til at sove, går jeg tilbage mod mine levede år, mine tærskler, mine forfædre. Jeg er en omstrejfer. Mit dobbelte nationale tilhørsforhold giver mig en lykkelig nomadisk tilværelse. Det er en frugtbar og produktiv nomadetilværelse. Man bør ikke hverken fornægte sine rødder eller spytte på sine afgrøder, som det lyder i det algeriske ordsprog. Det er en tilværelse, som fylder mig med gåpåmod, som fastholder mig i livet og usikkerheden, som forpligter mig til at holde mig på afstand fra de radikale holdninger og de sandheder, som hver af stederne indeholder. Nomadelivet er det liv, profeterne lever, før de katastrofalt forherliges, det er de vandrendes profession, de rejsendes, de skabendes og de åbenbarendes. Det er dem, der besøger ukendte egne og som skriver menneskehedens historie ved at forvandle den til et eventyr snarere end et tempel. Det er dem, som forhandler sig frem til sandheden, snarere end at gennemtvinge den ved hjælp af riter og dogmer. Min franskhed er essentiel for mig. […] Denne franskhed nyder jeg til fulde, selvom den indebærer mulig radikalitet og eksklusion. Hun er Frankrig, og hun har formået at bestå gennem historien grundet sin gæstfrihed over for de vandrende, de rejsende og dem, som vogter hendes drømme. Og jeg er også algerisk. Hvem tør sige mig imod om mit fødested, dette evige sted for min tilblivelse, dette tilflugtssted? Men det er netop fordi, jeg er et bindeled mellem disse to, at jeg kan tilbyde et perspektiv der kan forvandle mindet om krigen til en jubel over nuet, til fremtidige muligheder. Jeg er klar over, at det tangerer poesi og bevæger sig væk fra at ligne politiske betragtninger, men på samme tid er det unægtelig sandt, idet jeg anser det for at være en kendsgerning. Jeg føler mig fransk, fordi det for mig repræsenterer en udfordring og en måde at bryde fri på. Franskheden frigjorde mig, mens min arabiserede algeriske identitet indespærrede mig i mine minder og mine genkaldelser af mine forfædre, næret af min falske hengivenhed. Jeg er også algerisk. Jeg er kommet her til Frankrig for at betragte landet med mine landsmænds øjne, for at forholde mig til det, for at tage det videre endnu, for at helbrede det for dets aflukkethed. Måske jeg gerne vil forestille mig et land, som er en lykkelig franko-algerisk enhed; selvbevidst, smertefuld, men også klarsynet. Så ja, jeg føler mig fransk, trods nogle enkelte individer. Jeg er algerisk, trods visse andre. Det er sådan, jeg skaber min tilværelse. Min rejse giver ikke mening, før den favner modsætningerne; ellers ville den blot være en behagelig tilpasning. Jeg er illoyal over for alt det, som vil reducere disse to lande til absurditet og til antagonisme. Jeg er illoyal over for stivheden, over for det fastlåste. Jeg er illoyal over for den absolutte sandhed. Jeg er illoyal over for den singulære bog og det singulære sprog. Jeg er en forræder, og jeg en forkæmper for pluraliteten, mangfoldigheden, forskelligheden og vandringerne.  […] Jeg vælger, at det skal være både udgangspunkt og mål på samme tid, hver dag. Jeg rejser til Frankrig og jeg tager til Algeriet, og så tager jeg tilbage til Frankrig. Det er det, som definerer mig. Jeg kunne ikke have drømt om noget bedre end at vandre gennem det prekære. Det er det prekære, som oplyser vore vandringer, for vi gør ikke andet end at rejse. Denne overvældende rigdom som vi besidder, nærværet, er ikke andet end et lejrbål. 

    Jeg er en forræder på grund af dette bål.

    Det står jeg ved, fordi jeg er på børnenes side. Der findes ingen fremtid uden forræderi mod fortiden. Og der findes ingen fremtid uden loyalitet og uden ofrer fra ens medmennesker, den ene og den anden. Mine landsmænd har ønsket, at jeg skulle være en helt og en befrier lige siden skolebøgerne i et land, der var så ungt, at det begik fejl. Jeg er lykkedes med at befri mig selv, og jeg drømmer endnu om at være en helt. 

Oversat af Sara Holm Agergaard

Kamel Daoud er algerisk forfatter og journalist. Daoud opnåede international anerkendelse og opmærksomhed for sin roman Mersault, contre-enquête (da. Mersault, en modundersøgelse) fra 2013, der blandt andet vender perspektivet fra Albert Camus’ berømmede L’étranger (da. Den fremmede) om. Daoud blev i 2024 tildelt den prestigefyldte litteraturpris Prix Goncourt for sin seneste roman, Houris (da. Huri). 

Oversætterens note: 

Jeg har i oversættelsen af Daouds tekst forsøgt at gå forfatternært til oversættelsesarbejdet; det vil sige, at jeg har anstrengt mig for at lade den danske tekst stå så nær den franske, som det har været muligt. Naturligvis ikke på bekostning af mening og semantik, hvorfor jeg selvfølgelig har måttet foretage enkelte tilretninger og tilføjelser/udeladelser. Valget har jeg taget, fordi Daoud skriver om et emne, der er så kontekstuelt forbundet til det fransk-algeriske bånd og de sprog og kulturer, han beskriver; jeg ønsker at lade hans formuleringer og ordvalg stå lige så klare som den samlede tekst. At teksten som resultat af dette valg kan komme til at virke sværere tilgængelig for læseren er altså et kompromis, som jeg håber, man vil være villig til at indgå i. 

Sara Holm Agergaard er lingvist og franskoversætter. Agergaard har senest oversat et uddrag af senegalesiske Boubacar Boris Diops Murambi, le livre des ossements (da. Murambi, knoglernes bog) fra 2000 for Société danoise de Littérature Contemporaine en langue française.