Leder: Måltidets idéhistorie
P.S. Krøyer, “Ved frokosten” (1883), olie på lærred, Skagens Museum.
Alle fokusseriens billeder er kurateret af kunsthistoriker Sophie Berg, der driver Instagram-profilen @spisdinkunsthistorie.
FOKUS: Måltidets idéhistorie At alle nødvendigvis må spise og drikke, er uomtvisteligt et grundvilkår for den menneskelige selvopretholdelse. Det giver anledning til at tænke over måltidet som ikke blot den mad, der serveres på bordet, men over de idéer, tænkninger og forestillinger der har gjort sig gældende over måltidets form i historiens løb. Det delte måltid har altid ansporet til menneskelig selvoverskridelse, mystiske ritualer, politiske omvæltninger, asketiske livsførelser, overdådig dekadence eller regler for blot bordskik. Derfor inviterer Baggrund til bords i alle historiens spisestuer, banketter, køkkener, restauranter, festsale og landevejskroer.
En tur på markedet i Napolis Secondigliano-kvarter efterlader Walter Benjamin med munden, lommerne og hænderne fyldt med friske figner. Dette scenarie danner rammen for hans lille tekst ”At spise”, der blev udgivet i Frankfurter Zeitung i maj 1930. En overflod af figner giver Benjamin anledning til at tænke over måltidet som et udspændt forhold mellem askesens mådehold og fortæringens overvældelse. Om måltidet skriver Benjamin:
”Den som altid holder måde med en spise, har aldrig erfaret den, aldrig gennemgået spisen. Således lærer man i bedste fald nydelsen ved den at kende, men aldrig begærligheden efter den, afvejen fra appetittens jævne gade, som fører ind i ædens urskov. I æden mødes de to nemlig: Forlangendets grænseløshed og ensformigheden ved det som det stiller sig af. At æde, det betyder frem for alt: ét, rub og stub.”[1]
Her besidder det at spise, eller nærmere at æde, en mulighed for til at ridse et centralt tema op i menneskelige tilværelse: Om at holde sig på mådeholdet og dydens smalle stil eller lade sig overmætte i begæret. Og i Benjamins tilfælde med fignerne på markedet i Napoli hersker der ingen tvivl:
”(…) et uanet ganelandskab åbner sig: En fad, grænseløs, grønlig vandmasse af begærlighed, som ikke kender til andet end det åbne frugtkøds tjavsede, trævlede vover, den fuldstændige forvandling fra nydelse til vane, fra vane til last.”[2]
På trods af Benjamins korte betragtninger om at spise figner, så er måltidet sjældent blevet gjort til et selvstændigt genstandsfelt for hverken Benjamin eller andre tænkere og filosoffer. Det giver anledning til at undersøge hvordan det er muligt at tænke over måltidet som ikke blot det ernæringsmæssige grundvilkår for mennesket, men videre over hvordan mad og måltider i forskellige tider, samfund, kulturer, klasser og historiske kontekster er blevet tænkt, begrebsliggjort og beskrevet, ophøjet og forskønnet, banaliseret og nedvurderet, samt gjort kønnet, politiseret eller ritualiseret.
Georg Simmel bemærker i sin klassiske tekst om måltidet, at grundet indtagelsen af mad og drikke er et almenmenneskeligt og materielt egoistisk grundvilkår, giver det anledning til at undersøge hvordan måltidets former således er blevet foreskrevet om, stiliseret, æstetiseret og overindividuelt reguleret. Dette viser sig blandt andet i den mystik hvorpå den kristne nadver etablerer en bestemt forbindelsesform mellem sine deltagere,[3] eller måden der opstår regelkodekser for bestemt adfærd om alt fra hvordan man holder på en kniv og gaffel, til passende emner for bordkonversation.[4]
Måltidets idéhistorie omhandler derfor de idéer, begreber, tænkninger og forestillinger som har gjort sig gældende om måltidet og dét at spise og de ritualer, værdier, litteratur, filosofi, kunst og æstetikker knyttet dertil, samt selve den mad, drikke, kogekunst eller fødevarer som er omdrejningspunkt for måltidet. Det delte måltid har historisk set ansporet til menneskelig selvoverskridelse, mystiske ritualer, asketiske livsførelser, overdådig dekadence eller blot medført regler for god bordskik.
Som antydet af Roland Barthes i sine analyser af Jean-Anthelme Brillat-Savarins overdådige banketter i det postrevolutionære Paris og tankerne herom beskrevet i Smagens fysiologi fra 1825, kan et studie af måltidet agere en art ’etnografisk ceremoni’, hvor middagsbordet afskåret fra alle andre aspekter af den menneskelige tilværelse kan afsløre noget om ’det egentlig menneskelige’ udtrykt i forskellige klassestrukturer, sociale og historiske kontekster.[5]
Med denne fokusserie om måltidets idéhistorie inviterer Baggrund dermed alle til at træde ind i historiens køkkener, spisestuer, banketter, restauranter, festsale og landevejskroer. Det bliver med bidrag, der blandt andet har udblik til alt fra Marcel Prousts madeleinekage dyppet i lindete som tidsoverskridende betydningsbærer, betydningen af sæsoners økonomi og økologi i dansk kogebogslitteratur, Immanuel Kants filosofisk-antropologiske betragtninger af middagsselskabets samtaleformer, den kulturelle konstruktion af amnings betydning for moderskabsidealer, lægen Mikkel Hindhedes ernæringsvidenskabelige tænkning, samt Erasmus af Rotterdams håndbog om gode manerer og bordskikke.
Alle fokusseriens artikler er ledsaget af nedslag i måltidets kunsthistorie i form af malerier kurateret af kunsthistoriker Sophie Berg, der står bag profilen @Spisdinkunsthistorie, hvor hun undersøger og genskaber de måltider, der på tværs af tid, sted og klasse er blevet indtaget og foreviget i kunsten.
Kristian Jensby er kandidatstuderende i idéhistorie ved Aarhus Universitet og redaktør på Baggrund.
[1] Benjamin, Walter (2023 [1930]). ”At spise”, Tankebilleder. København: Forlaget Møllegades Boghandel, s. 99.
[2] Benjamin, Walter (2023 [1930]). ”At spise”, Tankebilleder. København: Forlaget Møllegades Boghandel, s. 100.
[3] Se Andreas Vinther Jensens artikel, der bliver udgivet senere i denne artikelserie.
[4] Simmel, Georg (2019 [1910]). ”Måltidets sociologi”, Simmel – sociologiens eventyrer. København: Samfundslitteratur, s. 150-151.
[5] Barthes, Roland (1989 [1975]). “Reading Brillat-Savarin”, The Rustle of Language. Berkeley: University of California Press, s. 251. Se også Leer, Jonathan (2023). “Måltidet mellem myte og materialitet: At tænkte madkultur med Roland Barthes”, Standart (årgang 37, nr. 3). Aarhus: Standard.