Mørkekamre. En meget kort introduktion til Paul Celan og Ingeborg Bachmann

”Nu skriver jeg et par linjer til dig, blot for at bede dig om et par linjer,” skriver Paul Celan til Ingeborg Bachmann i 1963. Tolv år efter hendes sidste brev. Den danske oversætter Jørgen Herman Monrad skriver om at læse og oversætte brevvekslingen mellem de to store efterkrigstidsforfattere Paul Celan og Ingeborg Bachmann

Jeg kan stadig huske den første gang, jeg hørte navnet Paul Celan. Det var en søndag eftermiddag i vinteren 1983-84. Jeg var lige fyldt tyve og var få måneder forinden blevet optaget som elev på Det Kgl. Danske Kunstakademis maler- og billedhuggerskole. Den såkaldte forskole, hvor akademiets yngste elever havde deres atelierer, lå dengang på adressen Peder Skrams Gade 2A (i de selvsamme lokaler, som Forfatterskolen nu ligger i). Et sted på skolen var der et lille mørkekammer, som vi, eleverne, havde lov til at benytte, også når ateliererne var lukket.

Vinteren 1983-84 tog jeg hundredevis af fotografier: af skyer, af træer og af snavsede snedriver. Og på de stille søndage, når der ingen andre var på skolen, låste jeg mig ind på mørkekammeret og fremkaldte dem og hørte radio. Og netop en sådan dag, hvor jeg stod i mørket og indåndede dampene fra de kemiske væsker, man dengang var nødt til at bruge, hvis man ville fæstne et øjebliks flimrende lys til et stykke papir, fortalte en stemme i radioen så med ét i et kvarters tid om den rumænsk-østrigsk-jødiske digter Paul Celan, der den 23. november 1920 blev født i en fjern og for mig ukendt ukrainsk by, og som, efter at have overlevet de tyske nazisters jødeforfølgelser under Anden Verdenskrig, havde skrevet en række meget smukke og meget sørgmodige digte om sin længsel efter alt det og alle dem, han havde mistet.

“Søg ikke din mund ved mine læber,
søg ikke den fremmede foran porten,
søg ikke tåren i øjet.
Syv nætter højere vandrer rødt til rødt,
syv hjerter dybere banker hånden på porten,
syv roser senere bruser brønden,” lød det i radioen, hvorpå stemmen så forklarede, at dette var Paul Celans seks-linjer-lange digt Krystal.

Vinteren 1983-44 gik jeg for det meste omkring for mig selv. Men jeg havde ikke desto mindre fået en ny, tre-fire år ældre ven, hvis første digtsamling Hvæsende på mit øjekast kort forinden var blevet antaget til udgivelse på et forlag. Og selvom en række af Paul Celans digte jo allerede var blevet oversat og trykt (og præsenteret i radioen), gav min ven og jeg os nu til at oversætte nogle flere. Vi famlede os frem, forsøgte snart den ene formulering, snart den anden, lærte undervejs et og andet, men endte alligevel med at lægge det hele til side.

Så gik årene. Jeg holdt op med at male og fotografere og studerede i stedet tysk og filosofi på universitetet. Men jeg læste stadig Paul Celans digte og kunne med tiden flere og flere af dem udenad og vidste med tiden også mere og mere om, hvor, hvornår og i hvilken sammenhæng de var blevet til. Og hvis jeg en nat ikke kunne sove, gav jeg mig ikke sjældent til at bladre frem og tilbage i et gammelt atlas, indtil jeg havde fundet de steder, hvor digteren havde levet og skrevet: Czernowitz (1920-45), Bukarest (1945-47), Wien (1947-48), Paris (1948-70).

Og for syv år siden, i sommeren 2008, rejste Judyta Preis og jeg så endelig ned gennem Polen, Tjekkiet og Ungarn og østpå ind i Ukraine. Og i den ukrainske provinsby Czernowitz skete der noget forunderligt: Ikke alene fandt vi det hus i den såkaldte Wassilko-gade, hvor digteren (hvis ”officielle” navn var Paul Pessach Antschel) var blevet født og havde boet som barn, og ikke alene fandt vi det gymnasium, han havde gået på, og det universitet, han i Anden Verdenskrigs første år havde studeret fransk ved. Nej, foran indgangsportalen til byens jødiske alderdomshjem faldt vi også i snak med en nogle og 80-årig mand, der kunne huske Paul (sådan kaldte han ham) fra sin barndom og fra årene under krigen. Og denne mand, der præsenterede sig selv som Max Schickler, fortalte os nu på et smukt, lidt gammeldags tysk, hvordan han selv, da de tyske tropper rykkede ind i byen i sommeren 1941, var flygtet østpå og havde meldt sig som frivillig til den Røde Hær, mens Paul var blevet tilbage i Czernowitz, fordi han ikke ville lade sine forældre i stikken. Men, fortalte han så, Pauls forældre var alligevel blevet deporteret og dræbt af tyskerne i tvangsarbejdslejren Michailowka øst for Djnestr-floden engang i løbet af vinteren 1942-43. Og efter krigen var Paul udvandret til Vesten, mens han selv var blevet tilbage.

Sommeren 2008 var Paul Celans brevveksling med den østrigske forfatter Ingeborg Bachmann netop udkommet som bog på det tyske Suhrkamp Verlag. På vores rejse tilbage fra Czernowitz så vi Herzzeit, som den hed, stå i boghandlernes udstillingsvinduer i München og Frankfurt am Main, og vi besluttede straks, at vi ville oversætte den.

De to forfatteres næsten 20 år lange udveksling af breve og digte, de tilegnede hinanden, begyndte i juni 1948 i den østrigske hovedstad Wien, da den dengang 27-årige Paul Celan forærede den dengang 21-årige Ingeborg Bachmann en bog med reproduktioner af Matisse-malerier og vedlagde følgende digt med tilegnelsen ”Til Ingeborg”:

I Ægypten
Du skal sige til den fremmedes øjne: vær vandet!
Du skal søge dem, du ved, er i vandet, i den fremmedes øjne.
Du skal kalde dem op fra vandet: Ruth! Noemi! Mirjam!
Du skal smykke dem, når du ligger hos den fremmede.
Du skal smykke dem med den fremmedes hår af skyer.
Du skal sige til Ruth, til Mirjam og Noemi:
Se, jeg sover hos hende!
Du skal smykke den fremmede ved siden af dig smukkest.
Du skal smykke hende med smerten over Ruth, over Mirjam og Noemi.
Du skal sige til den fremmede:
Se, jeg sov hos dem!

Mens Paul Celan på dette tidspunkt netop var ankommet som fattig, jødisk flygtning fra Bukarest, var den filosofi- og litteraturstuderende Ingeborg Bachmanns situation ganske anderledes. Hun var opvokset i den østrigske provins Kärnten, hendes forældre var protestantisk kristne, og hendes far havde helt indtil krigsafslutningen været tysk officer og medlem af nazipartiet. I digtet I Ægypten taler en stemme om sorg og erotik. Det du, stemmen taler til, kunne være hvem som helst og dermed også Paul Celan selv, og den fremmede kvinde, stemmen taler om, kunne være hvem som helst, og dermed også Ingeborg Bachmann. Men sorgen gælder Ruth, Mirjam og Noemi, tre døde kvinder med jødiskklingende navne.

Syv år tog det os at oversætte brevvekslingen, der nu endelig her i efteråret 2015 er udkommet under titlen Hjertetid. Den lille, sortrøde bog indeholder 196 breve, postkort, telegrammer og tilegnelser. Der er de breve, som Ingeborg Bachmann sendte fra Wien til Paul Celan i Paris under og efter deres erotiske forhold i årene 1948-52 og de forholdsvis få breve, han besvarede dem med. Der er de breve og telegrammer, de sendte til hinanden forud for det årsmøde i den tyske forfattersammenslutning ”Gruppe 47” i 1952, som blev så afgørende for begges forfatterkarrierer. Og endelig er der de mange breve, postkort og ikke mindst digte, som Paul Celan fra Paris sendte til Ingeborg Bachmann i München, efter at de i 1957 havde genoptaget det erotiske forhold. I et af disse sidste breve fortæller Paul Celan, hvordan han netop har genlæst I Ægypten. ”Hver gang jeg læser dette digt,” skriver han, ”ser jeg dig træde ind i det …”

Hjertetid fortæller om de to store efterkrigstidsforfatteres liv. Men fortællingen er fragmentarisk. Der er lakuner. Der er spørgsmål, som ikke besvares, og spørgsmål og svar, som skrives ned, men ikke afsendes. Postkort varsler længere breve, som ofte ikke afsendes. ”Skriv til mig, så jeg ikke er alene med de korte, flygtige dage og begivenheder, de mange mennesker og det meget arbejde,” skriver Ingeborg Bachmann i november 1951.

”Nu skriver jeg et par linjer til dig, blot for at bede dig om et par linjer,” svarer Paul Celan tolv år senere i september 1963. Men der er ting, som ikke kan siges eller skrives. Sproget er beskadiget. Hvert ord skal vristes fri.

Paul Celan nåede inden sit selvmord i Paris i 1970 at skrive 8-9 digtsamlinger. Blandt dem er Mohn und Gedächtnis (Valmue og erindring, digtsamling 1952), Von Schwelle zu Schwelle (Fra tærskel til tærskel, digtsamling 1955) og Die Niemandsrose (Ingensrosen, digtsamling 1963).

Ingeborg Bachmann nåede inden sin død under en ildebrand i Rom i 1973 at skrive både digte, prosa, reportager, litteraturteoretiske overvejelser, hørespil og operalibretto’er. Blandt hendes vigtigste udgivelser er Ein Geschäft mit Träumen (En forretning med drømme, hørespil 1952), Die gestundete Zeit (Den udsatte tid, digtsamling 1953), Malina (Malina, roman 1971) og Simultan (Simultan, prosafortællinger 1973).

Blandt de smukkeste og mest foruroligende passager i Hjertetid er denne lille skitse til et brev, som Ingeborg Bachmann skrev i foråret 1949, men som hun aldrig sendte:

”Paul, kære Paul, jeg længes efter dig og vores eventyr. Hvad skal jeg gøre? Du er så langt væk fra mig, og dine postkorthilsener, som jeg indtil for nylig var tilfreds med, er ikke længere nok for mig. I går gav Klaus Demus mig nogle af dine digte, som jeg ikke kendte, deriblandt tre helt nye. Jeg kan næsten ikke bære, at de er kommet til mig af sådanne omveje. Jeg beder dig, lad det ikke ske igen. Der må da være noget til mig også. Jeg kan læse dem bedre end de andre, for jeg møder dig i dem, nu hvor der ikke længere er en Beatrixgasse. For mig handler det altid om dig, jeg grubler meget over det og taler til dig og tager dit fremmede, mørke hoved mellem mine hænder og ville gerne skubbe stenene væk fra dit bryst, løsne din hånd med nellikerne og høre dig synge. Der er ikke sket noget, som pludselig får mig til at tænke heftigere på dig. Alt er, som det plejer, jeg har arbejde og succes, det kan godt være, at der er mænd omkring mig, men det betyder kun lidt: Du, skønhed og mørke fordeler sig over dagene, som flyver af sted …”

Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad har i fællesskab oversat Hjertetid. Bogen udkom i 2015 på Forlaget Vandkunsten.