The Baedeker Raids 2.0

Foto: wikimedia Commons

Et af krigens beskidte kneb er ødelæggelsen af kulturarv. Det handler om at smadre dét, der binder fjendens identitet sammen. Fænomenet er ikke nyt. Faktisk er det så gammelt, at det har sin helt egen historie. Den fortæller Henning Høgh Laursen her.

KULTURARV: HISTORIEN TIL FORHANDLING Når vi forsøger at udpege vores kulturarv, kæmper vi ikke kun om at definere, hvem vi var engang og stadig er. Det handler lige så meget om, hvem vi gerne vil være i morgen. Kampene om kulturarv er spændt ud mellem hukommelse og glemsel, oplysning og mørklægning. Baggrund har bedt en række eksperter til at fortælle et par forskellige historier om, hvordan erindringer om fortiden bliver brugt til at definere, hvem man skal være i fremtiden.


Alle krige – eller krigslignende tilstande – indeholder et symbolsk element. Dette ligger i forlængelse af Clausewitz’s diktum, at al krig er politikkens fortsættelse – med andre midler. Det symbolske element går ud på at skabe en bestemt identitetsopfattelse, som skal gøre krigens ofre, prøvelser og grusomheder til legitime og meningsfulde nødvendigheder.

Væsentligst i denne identitetsopfattelse er et ofte modsætningsfyldt og komplekst, men ikke desto mindre centralt begreb om ‘vi’ overfor ‘de’. Ofte ser vi, at forestillingen om, hvem ‘vi’ er, især bygger på karikerede billeder af, hvem ‘de’ er og hvilke vaner og ideer ‘de’ har. Krigens logiske konsekvens bliver, at ‘vi’ forsøger at ødelægge det, ‘vi’ identificerer som centralt for ‘deres’ identitet.

Derfor har destruktionen af kulturarv altid været et tema i krige og konflikter – og har ofte spillet en afgørende og udløsende rolle.

Ødelæggelse af afguder

Fra Danmarks egen historie ser vi, hvordan destruktioner af kulturarv hverken er et nyt fænomen eller forbeholdt totalitære regimer eller ekstreme islamistiske sekter.

I slutningen af 1160’erne indtræder et af højdepunkterne i Danmarks historie, da Danmark får kontrol med størstedelen af kystområderne omkring Østersøen – også kendt som de baltiske korstog.

Kong Valdemar Knudsøn havde fået magten efter en brutal borgerkrig og hans første oplagte opgave måtte være at sikre det nyvundne land mod de ydre fjender, som i en årrække havde terroriseret de danske kystegne. Herigennem kunne han sikre sig de afgørende allierede: den almene danske befolkning, der ønskede sikkerhed og de ledende adelige grupper, der ønskede magt og rigdom.

Ved samtidig at præsentere planen som et korstog, gav han både de hjemlige allierede en fælles identitet – en aktivistisk kristen stat – og allierede sig samtidig med både Kirken og det tyske kejserrige der ellers ville kunne være blevet en farlig rival i et potentielt farligt grænseområde. I en årrække havde Danmark formelt været en tysk vasalstat, men i stedet blev Danmark kort efter anerkendt som en (næsten) ligeværdig nation.

Både økonomisk, handelsmæssigt og politisk var det et kompliceret spil, og det lykkedes primært på grund af en genialt udtænkt dobbeltstrategi af Kong Valdemar Knudssøn og hans chefrådgiver Biskop Absalon. Udover nedkæmpelsen af en militær trussel og den efterfølgende (obligatoriske) tvangskristning og brandskatning gjorde de to væsentlige ting. Dels afbrændingen af Vendernes centrale tempel og den symbolske sønderhugning og afbrænding af deres centrale guddom, Svantevit. Som Saxo fortalte det:

“Der var intet ved denne Billedstøtte, som var fornøjeligt at se, thi den var klodset og stygt gjort. Danskerne begyndte nu, til stor Forfærdelse for hele Byen at hugge løs paa dens Ben med deres øxer, og da de var hugne over, faldt Kroppen til Jorden med et Brag. Da Byfolkene saa’ det, haanede de deres Guds Afmagt, og deres Ærefrygt forvandledes til Foragt.”

Derudover lavede man en fredsslutning med Venderne og afstod fra plyndring og krigsbytte – til stor utilfredshed blandt hæren. Saxo beskriver det således:

“Da Krigsfolkene, der tørstede efter Fjendeblod og Bytte, hørte det, blev der strax stor Forbitrelse og Røre imellem dem; de begyndte højt og lydeligt at klage over, at man røvede dem Sejrens Løn, nu, da de var lige ved at vinde den, saa de ikke fik andet end Saar og Vunder ud af deres store Anstrængelser, og over at de ikke fik Lov til, som de selv fandt for godt, at hævne al den Fortræd, der var tilføjet dem af en Fjende, de nu næsten havde faaet Bugt med … Da de opfordrede Absalon til at sige sin Mening om Sagen, sagde han, at Fæstningen kunde tages, men ikke uden en langvarig Belejring … det var bedre at betjene sig af Arkonaboernes Hjælp imod de øvrige Fjender end at være opsat paa at berøve dem Livet, eftersom det at undertvinge Fjenderne er lige saa meget bedre end at dræbe dem, som Barmhjærtighed staar over Grumhed.”

Danskerne fik herved en solid allieret og kunne samtidig markere sig som en troværdig alliancepartner i de kommende magtspil.

Valdemarerne (og Saxo) gav Danmark en ny identitet: en kristen stormagt som både var i stand til at organisere komplekse militære og politiske aktiviteter og til at bringe den nye, lysende og strålende moderne verden ud til de tilbagestående og overtroiske folkeslag i Europas udkant.

Blev det opnået gennem kulturel destruktion? Ja, selvfølgelig. Selv om vi langt op i 1960’erne har lært om det som en stjernestund i Danmarks historie i folkeskolen, er det svært at være voldsomt uenig med den tyske arkæolog, Peter Herfert (som var med til at finde og udgrave Svantevittemplet): ”I dag havde Absalon været en sag for FN. Det var kulturelt barbari i klasse med Talebans ødelæggelse af buddhastatuerne”.

Men strategien bag erobringen og koloniseringen var effektiv: kun 200 år senere døde den sidste, der kunne tale vendisk.

Men var det også destruktion af kulturarv? Egentlig ikke – det var destruktion af en religion (i betydningen religio – ”det, der binder sammen”). I middelalderens tænkning var det god statsræson at stabilisere en magtovertagelse ved at ødelægge guder, templer og kultsteder. En fælles tro var nødvendig for at holde sammen på de nye riger. Politisk suverænitet var baseret på en stammeidentitet og ikke garanteret af noget overnationalt organ, men måtte opretholdes konkret gennem direkte magtudøvelse.

Den mest effektive måde at gøre dette på var ved at erstatte den tidligere identitet med en ny gennem destruktionen af symbolske og materielle kerneelementer fra den ‘gamle’ identitet.

Det skete altid gennem identificeringen af ‘dem’ som ‘hedninge’ eller ‘vantro’ – uden hensyntagen til deres tro og selvidentifikation. Mange korstog blev ført mod mennesker, som selv identificerede sig som kristne. Det så man eksempelvis også i det 4. korstog (1202-04) som førte til udplyndringen af Konstantinopel eller kætterkorstogene i Sydfrankrig i begyndelsen af det 13. århundrede. Identitet var primært religiøst legitimeret i den bredest mulige betydning og underlagt en realistisk statsræson.

Ødelæggelse af nationale symboler

Med religionens svindende samfundsbetydning i begyndelsen af det 20. århundrede er det også oplagt, at den symbolske dimension af krigens destruktion fandt andre steder at rette sig hen. Det betyder ikke, at religiøse symboler ikke længere blev ødelagt. Men den symbolske værdi lå et andet sted. Det så man blandt andet, da Notre Dame katedralen i Reims blev bombet og alvorligt ødelagt af det tyske militær i 1914 under 1. verdenskrig. Her var det ikke katedralens religiøse betydning, der kom i centrum, men dens symbolske værdi som et nationalt monument. Det er også vigtigt, at begge parter søgte at give den anden side hovedskylden for destruktionen – at begge parter var enige om at ødelæggelsen af det historiske mindesmærke var en tragedie og skyldtes barbari eller forræderi. Først og fremmest sås det dog som en tragedie for Frankrig, da katedralen var en væsentlig del af fransk kulturarv. Allerede i 1862 var den nemlig blevet optaget på den franske regerings liste over monumenter af national vigtighed – et af verdens første forsøg på en systematisk bevaringsbestræbelse.

Et andet eksempel på det ændrede fokus i det 20. århundredes ødelæggelse af kulturelle værdier er den kampagne under 2. verdenskrig, som gik under betegnelsen ”The Baedeker Raids”. Baedeker Raids var en serie luftangreb på engelske byer i 1942 – vel at mærke byer, som ikke havde nogen form for militær betydning overhovedet. Baggrunden for kampagnen var en sekvens af gensidig eskalering af luftkrigen for at presse modpartens hjemmefront. Blandt midlerne var tæppebombninger af byområder og anvendelse af brandbomber uden videre hensyntagen til civilbefolkningen. De civile tab på især tysk side voksede enormt, og begge parter beskyldte gensidigt hinanden for barbarisk, anti-human krigsførelse og legitimerede alle eskaleringer som berettiget gengældelse. Efter en særdeles effektiv sønderbombning af Rostock i april 1942 beordrede Hitler ”Vergeltungsangriffe” – deciderede terrorangreb rettet mod områder, som ville have størst mulig effekt på civilbefolkningen. Joseph Goebbels skrev i sin dagbog:

“He (Hitler) said he would repeat these raids night after night until the English were sick and tired of terror attacks. He shares my opinion absolutely that cultural centres, health resorts and civilian resorts must be attacked now. There is no other way of bringing the English to their senses. They belong to a class of human beings with whom you can only talk after you have first knocked out their teeth.”

Kampagnen fik sit navn efter den tyske turistguide, Baedeker. Formålet var at fokusere bombningerne, ikke efter militære mål, men udelukkende efter hvor højt de var rangeret i Baedekers turistfører for England – og dermed et index for betydningsfuldhed – kulturelt, turistmæssigt og økonomisk. Kampagnen var kortvarig og havde kun få resultater, men det er et af de første eksempler på, hvordan kulturelle mindesmærker direkte bliver gjort til militært mål – ikke fordi de er åndelige symboler, men snarere alene fordi de er økonomiske symboler og symboler på en national identitet. Den nationale kultur er stadig omdrejningspunktet.

Ødelæggelse af kulturarv: The Baedeker Raids 2.0

Den aktuelle fase af kulturel destruktion fremstår nærmest som en hybrid mellem de to tidligere omtalte faser.

Fra den før-moderne fase har man inkorporeret ideen om, at der findes en overnational målestok, der oftest var af religiøs karakter. En sådan absolut guddom tillader os at skelne mellem tro og overtro og mellem sande og falske fortolkninger af troen, hvilket legitimerer ødelæggelsen af ‘deres’ helligdomme. Man kan også sige, at det er muligt at inddrage Gud – eller som minimum hans jordiske repræsentant – som mulig alliancepartner: ”With God on our Side”.

Baedeker Raids er på den anden side karakteriseret ved en bestemt modernitetsopfattelse, hvor staten og dens interesser er det centrale i stedet for Gud. Det medfører en indædt nationalstatskonkurrence på alle planer, hvor det kan ses som en afgørende krigsaktivitet at svække modpartens kulturelle tyngdepunkter lige såvel som de økonomiske.

Baggrunden for den nye transnationale situation, som jeg her kalder Baedeker Raids 2.0, er, at en ny aktør indtrådte i 1972, da UNESCO vedtog sin Convention Concerning the Protection of the World’s Cultural and Natural Heritage. Med UNESCOs begreb om menneskehedens kulturarv var kampen ikke længere kun religiøs eller national. Nu var den blevet global.

Forarbejderne til konventionen daterer sig tilbage til 1959, da Egypten og Sudan anmodede UNESCO om støtte til at beskytte og bevare de områder, der ellers ville forsvinde ved bygningen af Aswan-dæmningen og den medfølgende oversvømmelse af store kulturområder. Kampagnen, der blandt andet indebar den spektakulære flytning af tempelkomplekserne ved Abu Simbel og Philae, blev en gigantisk succes og en virkelig verdensbegivenhed, forstærket af sammenfaldet med globaliseringen af TV-mediet.

På basis af denne succes, som mediemæssigt nok kun blev overgået af månelandingen i 1969, syntes det helt oplagt at oprette en fond, som kunne bevare “the world’s superb natural and scenic areas and historic sites for the present and the future of the entire world citizenry.” Modsat før havde en verdensorganisation nu påtaget sig at definere et sæt af kriterier, som er ‘objektive’ i den forstand, at de er offentlige og relativt gennemskuelige. Disse kriterier skal kunne bruges til at udpege steder, der i den bredest mulige betydning er af ”outstanding universal value”, og dermed i princippet essentielt vigtige for alle mennesker i verden. Det skaber et påtrængende transnationalt paradoks: Menneskeheden gøres til vogter og beskytter af noget, som per definition kun kan være ét sted og dermed have en uomgængelig lokal dimension. Det vil sige, at UNESCO’s kulturarvsbegreb er såvel global som lokal. Og begrebet har sin styrke for så vidt som det har denne dobbelthed – det lokale hævdes bevaringsværdigt netop ved at blive knyttet sammen med en universel og dermed normativ værdi.

Dobbeltheden mellem det globale og det lokale er omhyggeligt afbalanceret. Som sagt er det primære kriterium i UNESCO-konventionen fra 1972, at stedet skal være af ”outstanding universal value”, men dette kompliceres ved at stedet også skal møde mindst 1 af 10 andre – mere konkrete og relative – kriterier, som rækker fra ”outstanding” til ”important” og ”exceptional”. Det betyder også, at der er et betydeligt spillerum for politiske forhandlinger om, hvornår noget er Verdensarv, hvilket uundgåeligt må medføre en korrumpering af konventionens universelle ambition.

Kulturarv som skydeskive og gidsel

Men uanset hvor sympatisk ideen er, indeholder den en række problemer.

Verdensarv bliver synlig og lokaliserbar og får derved en konkret symbolsk økonomisk værdi, med alt hvad det indebærer. Her er der oplagt konfliktstof mellem det lokale og det globale – for hvem har egentlig ejerskabet, når det kommer til stykket? Undertiden har man måttet drage den konsekvens, at et sted har måttet fjernes fra Verdensarvslisten for at undgå massiv turistmæssig ødelæggelse. Da det naturligvis kun er stater, der kan ratificere en FN-konvention, vil der opstå oplagte problemer angående opløste stater. Det så man eksempelvis i Ex-Jugoslavien og borgerkrigshærgede stater som Afghanistan eller Irak, hvor de stridende parter altid vil kunne hævde, at de ikke er bundet af nogen aftale eller at de aldrig har indgået nogen aftale med hverken UNESCO eller FN. Her kan UNESCO tilmed ufrivilligt blive aktør i ødelæggelsen af kulturarv.

Meget tyder på, at det først var efter, at UNESCO satte mindesmærkerne i Timbuktu på listen over truede Verdensarvsområder i 2012, at Ansar Dine’s destruktion af tidlige (sufi-)islamiske mausolæer og grave for alvor tog fart. Som den engelske arkæolog John Chapman påpeger:

“In a cultural war, the conquest of territories and the ‘ethnic cleansing’ of settlements is insufficient. Nothing less than the destruction of past historical identities is needed. If the identities between past nations and their landscapes are best symbolized by their monuments, it is these monuments which have been prime targets in this cultural war. Mosques for Serbs and Croats, Orthodox churches for Muslims and Croats, Catholic monasteries for Serbs and Muslims … each monumental symbol fatally attracts the cultural warriors.”

Ser vi nærmere på de sidste 20-25 år – fra ex-Jugoslavien over Bamiyan i Afghanistan og Timbuktu i Mali til Palmyra i Syrien – må vi først konstatere, at de foregår i en transnational kontekst. For det andet, at Verdensarv helt konkret er blevet en vare med udplyndringer med salg for øje som en konsekvens. Men det vigtige er at forstå, hvordan ødelæggerne søger at legitimere deres ødelæggelser netop ind i en transnational kontekst, hvor man addresserer såvel det universelle som det lokale.

Dette foregår altid ved, at man bruger to primære legitimeringsstrategier, der ofte er omhyggeligt designet til hver sit publikum. På den ene side tilbyder man et universelt – og religiøst – alternativ, som når Ansar Dine i Timbuktu erklærer Sufi-islam for haram og dermed kættersk. Samtidig giver man et pragmatisk bud på en alternativ lokalitet igennem forhandling: hvad kan vi opnå, hvis vi undlader at foretage denne ødelæggelse? Så Verdenskulturarven kan på denne måde fungere som gidsel i en benhård kamp om international opmærksomhed.

At dobbeltheden kan udfoldes indenfor selvsamme diskurs var tydelig, da Talebans tidligere leder, Mullah Omar udtalte efter sprængningen af de buddhistiske Bamiyan-statuer i 2001:

”I did not want to destroy the Bamiyan Buddha. In fact, some foreigners came to me and said they would like to conduct the repair work of the Bamiyan Buddha that had been slightly damaged due to rains. This shocked me. I thought, these callous people have no regard for thousands of living human beings — the Afghans who are dying of hunger, but they are so concerned about non-living objects like the Buddha. This was extremely deplorable. That is why I ordered its destruction. Had they come for humanitarian work, I would have never ordered the Buddha’s destruction.”

Mullah Omar kritiserer her Vesten for at lægge større vægt på statuerne end på mennesker, som dør af sult. Dermed retter han en universel, moralsk anklage mod Vesten (og FN-systemet) for at sætte større pris på det ikke-levende end på de levende. Samtidig antyder han også, at der har eksisteret en pragmatisk forhandlingsløsning, nemlig at man kunne have reddet Buddha-statuerne, hvis man havde været villig til også at yde humanitær hjælp. Men det havde rigtignok også betydet, at man havde måttet anerkende Taleban som en forhandlingspartner og ikke som en fjende, man var i krig med. Og det havde været et væsentligt andet ‘de’.

Med mindre vi er istand til at forstå og adressere denne dobbelthed vil vi ikke kunne se andet end meningsløs, irrationel ondskab af ofte uforståelig religiøs karakter og vi vil ikke være i stand til at reagere rationelt for at standse ødelæggelserne.

Kulturelle symboler har altid har været mål i krige og konflikter, og mennesker har altid brugt dem til at identificere sig selv som markant anderledes end de andre. Men hvad vi opfatter som en kulturs særkende har forandret sig – fra en universel, åndelig dimension og alliance over indbegrebet af national identitet til en transnational dualitet mellem universalitet og lokalitet. Kun i den sidste fase kan man, efter min mening, tale om kulturarv som universelt begreb og fænomen.

Afslutningsvist vil jeg tillade mig at stille et (måske kættersk) spørgsmål afstedkommet af en nylig rapport fra Verdensnaturfonden (WWF) – Safeguarding Outstanding Natural Value – hvor man påpeger, at 31 procent af de unikke natursteder er truet på grund af udvinding af olie og gas eller minedrift. I enkelte regioner, står det endnu værre til. Som rapporten påpeger, er op mod “61 procent af verdensarvsstederne i Afrika (natur- og kombinerede natur og kultursteder) […] truet af råstofudvinding”.

Så måske udgør vores egen uhæmmede jagt på vækst og råstoffer en langt større trussel mod verdens kulturarv end eksempelvis Islamisk Stat og Taleban – uanset hvor barbariske de end fremstår i deres destruktionsiver. De er blot et mere synligt ‘de’, end jagten på råstoffer, forurening og global opvarmning.

Henning Høgh Laursen er undervisningsadjunkt på filosofi på Aarhus Universitet

Scroll to Top