UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Dæmninger og destruktion: om vandkraft og udvinding i Amazonas

Raoni Metuktire ved åbningen af den nationale konference for oprindelige folk i Brasília, Brasilien. 2006. José Cruz/ABr - radiobras.­gov.­br. Creative Commons.

Raoni Metuktire ved åbningen af den nationale konference for oprindelige folk i Brasília, Brasilien. 2006. José Cruz/ABr – radiobras.­gov.­br. Creative Commons.

FOKUS: DE UDFORDREDE DÆMNINGER Det er ikke kun ingeniører, der interesserer sig for dæmninger. Rundt om i verden er kæmpedæmninger knudepunkter for et væld af konflikter om naturressourcer, kulturarv, modernisering og sociale rettigheder. Baggrund har bedt en række eksperter om at udfolde de mange konsekvenser af at bygge kæmpedæmninger i Kina, Brasilien og Tyrkiet

Vandkraftværker og dæmninger er den nye ekspansive front i Amazonas. Antropolog Søren Hvalkof fortæller om sidste skud på stammen af tiltag, der udnytter og koloniserer det enorme regnskovsområde, og som ødelægger de oprindelige folks livsgrundlag. Det er historien om verdens fjerdestørste vandkraftværk Belo Monte ved Xingú-floden i det sydøstlige brasiliansk Amazonas.


Amazonas, verdens største regnskovsområde på over 7.000.000 km2 med et samlet dræningsområde på godt 8.200.000 km2 – på størrelse med det kontinentale USA (minus Alaska), udgør det største ferskvandsreservoir i verden og rummer omkring 20% af al verdens overfladeferskvand. Dette livsvigtige område har i årtier været under et voldsomt koloniseringspres. Regnskovens fældning og ødelæggelse har været velkendt i lige så mange årtier. Problematikken har været et tema i den internationale debat og var i 1980erne katalysator for opkomsten af en international miljøbevægelse til bevarelsen af verdens regnskove. Også i Danmark voksede flere NGOer sig stærke på bølgen af interesse og bekymring for verdens regnskove, som disse tropiske skovområder af meget forskellige sammensætning populært kaldes. Samtidig med den grønne bølge voksede de oprindelige folks organisering og internationale bevægelse frem til forsvar for deres kulturelle og territoriale rettigheder og ret til selvbestemmelse. Denne bevægelse har ikke rødder i miljøbevægelsen, men i den internationale menneskerettighedsbevægelse, og i de oprindelige folks egne kampe for rettigheder og anerkendelse.

Et særligt kapitel i denne historie spiller de Nord- og Sydamerikanske kontinenter, som tidligt i det historiske forløb blev opdelt i nye nationalstater med store og mangfoldige oprindelige befolkningsgrupper, populært refereret til som indianere, der krævede deres ret. I Sydamerika blev især Amazonas’ oprindelige befolkninger omdrejningspunktet for den nye oprindelige folks bevægelse, der efterhånden bredte sig i hele Latinamerika. Den relative internationale succes for de oprindelige folks rettighedskamp i Amazonas skyldes bl.a. sammenfaldet med den store interesse for regnskovens bevarelse, som gav disse befolkningsgrupper et stor internationalt resonansrum. De oprindelige folk i Amazonas var da også de første til at mærke konsekvenserne af kolonisering og afskovning, ofte med tragiske konsekvenser.

Det er almindelig kendt, at drivkraften bag kolonisering og ødelæggelse af Amazonas økosystemer er udvindingsindustrien, der igennem århundreder har været en trussel mod de indianske befolkninger og regnskovens naturlige miljø. Historien om den moderne stats ekspansion og ressourceudvinding i Amazon kommer i mange afskygninger, alt efter hvilken af de moderne stater, der er tale om. Amazonas er omfattet af ikke mindre end otte forskellige stater, Brasilien, Peru, Bolivia, Colombia, Ecuador, Venezuela, Guyana, Surinam samt et fransk oversøisk territorium Fransk Guyana, (tidligere koloni), altså ni lande med hver deres unikke historie, befolkningssammensætning og politisk-juridiske struktur.

Det er især den brasilianske del af Amazonas, der udgør omkring 65% af afvandingsområdet, som har tiltrukket sig mest global opmærksomhed. Det skyldes perioden under det brasilianske militærdiktatur (1964-1985), bedre kendt som ”det brasilianske økonomiske mirakel”, der medførte en voldsomt accelererende ekspansion i investeringer og kolonisering i Amazonas. Resultatet var rydning af regnskov i hidtil uset omfang til fordel for ekstensivt kvægbrug og storproduktion af bl.a. sojabønner og sukkerrør. Det førte også til kolonisering med millioner af småbønder og nybyggere og udvinding af værdifulde biprodukter som tømmer og mineraler. For at gøre ekspansionen mulig gennemførtes bygningen af den trans-amazoniske hovedvej, et vejnet der gennemskærer brasiliansk Amazonas fra vest til øst, så afgrøderne kan transporteres til metropoler og udskibningshavne og arbejdskraften kan transportere sig ind.

Det akkumulerede tab af regnskov i Brasilien i perioden 1978-2014 anslås at ligge på knap 59,2 mio. hektar eller 79% af den samlede afskovning. Til sammenligning er afskovningen i samme periode i boliviansk Amazonas på 7,6 mio. ha / 10% og i peruansk Amazonas på 3,6 mio. ha / 5%.  Kvægbrug alene er årsag til 70% af Amazonas afskovning. Der er igennem årene blevet skrevet mange bøger om denne voldsomme destruktion af primære regnskovsområder, biodiversitet, og de sociale og kulturelle konsekvenser, som udviklingen påførte de indianske befolkninger i de berørte regnskovsområder. Den amerikanske antropolog Shelton Davis udgav allerede i 1977 en berømt analyse af den brasilianske ekspansions politiske økonomi og den hensynsløse behandling af de oprindelige befolkninger med titlen Victims of the Miracle. Development and the Indians of Brazil.  Men der var ikke et eneste ord om dæmninger og vandkraft. Idéen om at den stigende efterspørgsel på energi ville medføre endnu et udvindingsboom i Amazonas lå dengang uden for både forskeres og aktivisters forestillingsevne. Men det blev radikalt ændret med Belo Monte-projektet.

 

Dæmningsprojekter og folkelig modstand

De store brasilianske elselskaber og aluminiumsindustrien var allerede i 1970erne i gang med at undersøge vandkraftpotentialet i Amazonas. Så tidligt som i 1975, under militærdiktaturet, hyrede el-industrien i Brasilien et konsulentkonsortium til at identificere mulige anlægssteder for vandkraftværker i Xingú-flodsystemet. Rapporten kom i 1979 og foreslog fem forskellige steder på Xingú-floden og et egnet sted i bifloden Iriri. Resultatet blev en plan om at bygge den såkaldte Belo Monte-dæmning (som skiftede navn i 1989 fra Kararão efter massive protester fra kayapó-indianerne over brug af deres stednavn til et så destruktivt projekt) og derefter dæmningskomplekset Altamira (der ligeledes måtte ændre navn fra Babaquara i 1989 efter årtiers protester) som skulle regulere vandtilstrømningen til Belo Monte. I de oprindelige planer skulle Belo Monte-dæmningen skabe et reservoir på 1,225 km2, som sammen med Alta Mira-komplekset ville oversvømme et område på 14.500 km2. Hele Juruna-indianernes Paquiçamba-territorium ville blive dækket af vand, og 6.000 lokale beboere, indianere såvel som ikke-indianere skulle forflyttes og genbosættes. Oven i det planlagde man, at yderligere fire dæmninger skulle bygges længere oppe af floden, der ville oversvømme 22.000 km2 i Xingú-systemet med en direkte negativ virkning på 12 indianske grupper i området. Samlet ville megaprojektet derfor oversvømme et areal på størrelse med Danmark med voldsomme effekter for områdets oprindelige befolkninger.

Efterhånden som offentligheden fik kendskab til planerne, rejste der sig gradvist en national og international protestbevægelse, der for alvor fik vind i sejlende i 1987, da det store brasilianske elselskab Electrobrás offentliggjorde en ny plan for nationale vandkraftværker, kaldet 2010-planen. Den bestod af planer om opførelse af ikke mindre end 297 vandkraftdæmninger i Brasilien inden 2010, hvoraf 79 skulle bygges i Amazonas. Samlet ville dæmningerne oversvømme 10 millioner hektar og opstemme majoriteten af de store bifloder til Amazon-floden. Planerne offentliggjorde også detaljerne for Belo Monte, Altamira og yderligere fem dæmningsbyggerier i Xingú-flodsystemet. Det igangsatte en voldsom national og international proteststorm og bevirkede, at kayapó-indianerne, i samarbejde med allierede miljøorganisationer, i februar 1989 afholdte I Encontro das Nações Indígenas do Xingu (”Første folkemøde for Indianske Nationer i Xingú”, senere kaldt “Altamira Mødet”), i protest mod dæmningsplanernes uoprettelige skader på økosystemerne og områdets indianske samfund.

Oversigt over Belo Monte-komplekset

Oversigt over Belo Monte-komplekset, af International Rivers

Mødet blev en stor global mediebegivenhed med dets over 1.000 deltagere, herunder repræsentanter for over 600 oprindelige folkeslag, brasilianske og internationale politikere og internationale kendisser som rockmusikeren Sting. Selv paven sendte et telegram til støtte for de oprindelige folk. Mødet markerede samtidig kulminationen på en international kampagne imod Verdensbanken, der stod for hovedfinansieringen af projektet og dermed overtrådte egen politik om ikke at finansiere projekter, der ville skade oprindelige folks livsgrundlag. Verdensbanken var i forvejen under pres for sin manglende miljøprofil og adskillige fejlslagne projekter og kort efter mødet trak Verdensbanken sin finansiering tilbage og opgav projektet. Det fik også Electronorte og den brasilianske regering til at lægge planerne på hylden.

 

Dæmningsbyggerne – en brasiliansk entreprenørkult

Men roen varede ikke længe. Vandkraftlobbyen og de store dæmningsentreprenører, de såkaldte barrageiros (”dæmningsbyggere”) fortsatte deres projektplanlægning. Dæmningsbyggerne udgør en særlig subkultur i det brasilianske politiske univers, og tillægger Belo Monte-dæmningerne en afgørende symbolsk værdi. En af de førende forskere i dæmningsbyggerierne Phillip Fernside har skrevet:

The Belo Monte Dam has a special place in barrageiro culture – a sort of Holy Grail, the quest for which includes an emotional element that goes beyond the logic of cost/benefit calculations. One of the engineers involved in planning the dam expressed it this way: “God only makes a place like Belo Monte once in a while. This place was made for a dam.

I de efterfølgende år holdt konsortiet af dæmningsdrømmere, byggematadorer, energispekulanter og entreprenører lav profil, alt imens de arbejdede på en revideret plan for Belo Monte-byggeriet. I 2002 fremførte de endnu en revideret plan, der nu reducerede de forventede oversvømmelser til 440 km2 ved at flytte projektet opstrøms og udenfor indiansk territorium. Den undgik behændigt at nævne de fem supplerende dæmningsbyggerier, der var forudsætningen i den oprindelige plan. Kritikere frygtede, at den reviderede plan var en trojansk hest for de senere dæmningsbyggerier. Regeringens embedsmænd kunne da heller ikke udelukke, at disse ville blive bygget efterfølgende. Den reviderede 2002-plan førte også straks til en ny kontrovers, og adskillige revisioner fulgte i de følgende år. Projektet brillerede ved utilstrækkelige miljøeffektundersøgelser og manglende konsultations- og høringsproces blandt de tusindvis af lokale befolkninger, der ville blive direkte berørt af projektet. Ikke desto mindre lykkedes det Electronorte at få kongressens accept af byggelicensen i 2005. Men den blev stoppet i 2006 af en lokal domstol i Altamira som forfatningsstridig, grundet den manglende konsultationsproces med de berørte indianske lokalsamfund.

 

Det accelererede vækstprogram – PAC

I 2007 annoncerede præsident Lula sit Programa de Aceleração do Crescimento (PAC; Program for Accelereret Vækst), der indeholdte en prioritering af vandkraftværker og infrastruktur. I centrum stod Belo Monte, der var fulgt af en statslig investeringspakke på over 150 milliarder dollars i energi, infrastruktur, transport og kloakering. Og dermed var finansieringsproblemet siden Verdensbankens exit fra projektet løst. I 2008 blev der gennemført en ny miljøeffektundersøgelse, udført af et konsulentfirma ejet af et af de store byggeentreprenørfirmaer involveret i projektet. Miljøundersøgelsen skulle bane vejen for en ’miljølicens’ og byggetilladelse. På den baggrund blev der lavet et nyt projektdesign, der ville lede Xingú-floden ind i et nyt løb og afskære et større flodsving over en 120 km strækning kendt som ”Det Store Sving” (a Volta Grande). Strækning ville få betydeligt lavere gennemstrømning og potentiel periodevis udtørring. Dermed ville de indianske territorier ikke blive oversvømmet, men tværtimod tørre ud. Afskæringen af Volta Grande vil især påvirke to indianske territorier samt et større antal ribeirinho-landsbyer - ikke-indianske lokalsamfund, der er afhængige af floden til fiskeri og transport.

De tvivlsomme miljøundersøgelser og uigennemsigtige beslutningsprocesser fik de oprindelige folk og allierede organisationer til at afholde det ”Andet Folkemøde i Xingú” i maj 2008, der havde mindst lige så stor opbakning som det første møde 10 år tidligere. For at imødekomme protesterne afholdt staten fire høringer i 2009, der i praksis blot var informationsmøder om de tekniske detaljer, byggeplaner og datoer, samt pep-talks og PR-fremstød for projektet. Det virkede som en rød klud på modstanderne af Belo Monte-projektet og 6.000 protesterende demonstranter troppede op og mødtes af et massivt opbud af militær og politi. Mens ”dæmningsbyggerne” fortsatte forberedelserne til byggearbejdets igangsættelse, så snart miljøtilladelsen var givet, nedsatte de folkelige organisationer et uafhængigt specialistpanel, der skulle lave et alternativt miljøeffektstudie. Ikke overraskende indeholdt deres rapport en sønderlemmende kritik af entreprenørernes miljøundersøgelse. Den understregede de alvorlige fejl i udeladelsen af effekterne af omlæggelsen af flodløbet og udtørringen af Det Store Sving, som ville omdirigere op mod 80% af vandgennemstrømningen og have massive konsekvenser for områdets indianske lokalsamfund, flodfolk og småbønder. Derudover fulgte en kritik af store metodologiske fejl, fejlagtige korrelationer og misvisende retorik i forsøg på at skjule de negative effekter af projektet.

I forlængelse heraf fulgte alvorlige indsigelser fra FNs Specialrapportør for Oprindelige Folk, James Anaya. I et brev til den brasilianske regering i 2010 beklagede Anaya den manglende høringsproces blandt de oprindelige folk og refererede til FNs Deklaration for Oprindelige Folks Rettigheders artikel 32, der garanterer berørte oprindelige folk retten til frit og informeret samtykke, før større udviklingsprojekter kan igangsættes.

 

Internationale protester

En væsentlig protest imod den måde, projektet blev tromlet igennem på, kom fra den Interamerikanske Kommission for Menneskerettigheder (IACHR) under Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) i april 2011. På baggrund af en tidligere klage fra en koalition af kirke- og miljøorganisationer krævede de, at den brasilianske regering øjeblikkeligt stoppede Belo Monte projektet og anlægsarbejdet, fordi der ikke var gennemført den lovpligtige konsultationsproces med henvisning til både FN-deklarationen og ILO-konvention 169. Regeringen afviste kritikken blankt og IACHR gjorde præsident Dilma Rouseff så rasende, at hun suspenderede medlemsbetalingen til OAS og truede med at trække Brasilien ud af organisationen. Efter et stort pres på IACHR måtte kommissionen trække påbuddet tilbage i august 2011. Siden er det gået slag i slag med afviste protester og fortsættelse af anlægsarbejderne, med over 15 forskellige sagsanlæg og påbud fra den offentlige anklager i delstaten Pará, uden nogen form for opsættende virkning.

Greenpeace protesterer mod Belo Monte. Creative Commons: Roosewelt Pinheiro/Agência Brasil - Agência Brasil.

Greenpeace protesterer mod Belo Monte. Creative Commons: Roosewelt Pinheiro/Agência Brasil – Agência Brasil.

Ifølge den officielle miljøvurdering vil dæmningsbyggeriet tiltrække 100.000 migranter fra andre dele af Brasilien i jagt på jobs, mens det vil drive 20.000 fra hus og hjem, som skal genbosættes. Projektet vil højst skaffe beskæftigelse til 40.000, når anlægsbyggeriet topper, men blot 2.000 permanente jobs. Resten vil gøre som andre migranter og sikre indtægten gennem illegal tømmerhugst og mindre kvægbrug i jungleområderne. De mange, som trods alt vil finde arbejde i anlægsfasen, vil ydermere lægge et stort pres på den i forvejen svage infrastruktur og de offentlige serviceinstitutioner i de to hovedbyer Alta Mira og Vitoria de Xingú.

 

Belo Monte i dag

På trods af de mange protester og sagsanlæg, er første fase af anlægsarbejdet gennemført i dag. Den første turbine blev prøvekørt i februar 2016, da hoveddæmningen efterhånden har vand nok i reservoiret. Konsekvenserne er allerede mærkbare. Selvom de indianske befolkninger har særlige forfatningssikrede rettigheder til territorium og integritet, er de voldsomt ramt. Blandt den ikke-indianske flodbefolkning, ribeirinhos, som ikke har krav på særlig beskyttelse, er tusindvis fortrukket fra projektområdet, da fiskeriet er ødelagt og søgt ind til områdets større byer på jagt efter arbejde. De får ingen erstatning. Samtidig er tusindvis af fattige migranter og lykkejægere fra andre egne af Brasilien strømmet til Altamira, hvor der er stigende sociale spændinger og sammenstød mellem de nyankomne og den lokale befolkning. Altamira, som mellem 2010-2016 voksede fra 84.000 til 110.000 indbyggere, havde i 2015 en af verdens højeste mordrater med 135 mord om året. Det sociale kaos og den miljømæssige katastrofe, der mobiliserede protester fra hele verden, er begyndt at blive en realitet.

 

Energibehov og vandkraft – en snavset affære

Belo Monte-projektets byggeperiode faldt samtidig med, at Brasilien havde en af verdens hurtigst voksende økonomier og et stærkt voksende energibehov, især til industriudviklingen omkring metropolerne på atlanterhavskysten. Men nu er udviklingen vendt og de sidste par år har Brasilien været ramt af økonomisk nedtur, hvor økonomien er skrumpet med 8% siden 2014. I 2016 var BNP på -3,6% fra at have været på hele 7,5% i 2010. Faldende olie- og råvarepriser og ikke mindst omfangsrige korruptionsskandaler har skabt voldsom politisk tumult. Ikke desto mindre er Belo Monte-projektet baseret på en målsætning om, at landet bør udvide sin energiproduktion med 5000 MW pr. år frem til 2020 for at dække behovet. Og den dårlige nyhed for Amazonas er, at 87% af dette behov skal dækkes fra vandkraftværker. Over 60 nye store vandkraftdæmninger er planlagt i brasiliansk Amazonas. Men vandkraft i Amazonas tager ikke højde for regnskovens tropiske klima og det har vist sig at have en lang række økonomiske og klimamæssige konsekvenser.

Først og fremmest var Belo Monte-kraftværket planlagt at skulle producere 11.233 MW, men det har efterfølgende vist sig at være urealistisk. Den gennemsnitlige produktion kan højst blive 4.500 MW, og i tørtiden, som varer et par måneder, kan den falde til under 1000 MW. Desuden har der de sidste år været markante tørkeperioder i Brasilien, som gør, at Xingú-flodens vandmængde er betydeligt lavere end tidligere. Det tog de store entreprenører og investorer også højde for. Hvis ikke 55% af produktionskapaciteten kunne opfyldes, og med anlægsomkostninger på 18 mia. dollars ville projektet ikke være rentabelt. Det kan det kun blive, hvis projektet udvides med yderligere dæmningsprojekter opstrøms, der kan sikre en stabil vandgennemstrømning. Det er dog usikkert, om det kan lade sig gøre. Derfor har en stor risikosimulering godtgjort, at der er kun 28% chance for, at projektet giver et positivt afkast over en 50-årig periode. Det fik de store byggematadorer til at trække sig ud, da det kom i udbud, og i stedet blev projektet fordelt mellem et konsortium af det statsejede Electrobras med 50% og et konglomerat af pensionsfonde, statslige banker og andre offentlige aktører. Kun de sidste 25% kom fra den private mine-, energi- og kødindustri. Den centrale långiver og garant for Belo Monte-projektet er den store statslige brasilianske investeringsbank BNDES, der finansierer 80% af projektomkostningerne. I sidste ende er det altså de brasilianske skatteydere, der betaler og bærer risikoen.

Derudover har det vist sig at have omfattende konsekvenser for klimaet. Da Brasilien har som mål at reducere sit CO2-udslip med knap 39% i 2020, var et af dæmningslobbyens centrale argumenterne, at vandkraft er ’ren’ energi, der ikke yder belastning på klimaet. Men i tropiske regnskovsmiljøer som Amazonas giver landskabets relativt flade relief et så begrænset fald på floderne, at man må oversvømme store områder for at sikre den nødvendige og stabile vandmængde til turbinerne. I disse enorme reservoirer akkumuleres der i en regnskov hurtig en stor mængde rådnende organisk materiale, som producerer store mængder metan, der har omkring 22 gange højere drivhuseffekt end CO2. En af de ledende specialister, Phillip Fernside, fremhæver, at Belo Monte-projektet vil have en samlet CO2-udledning, der er 4 gange højere end et konventionelt kraftværk på fossilt brændstof. Og selv efter 20 års produktion vil det være 2½ gang højere. Og her er ikke medregnet det tab af kulstofbinding, som ødelæggelsen af skoven i de oversvømmede områder også vil medføre. Vandkraft fra Amazonas er altså hverken ren energi eller CO2-neutral.

 

Aluminiumssmelterne

Når man nu ved, at rentabiliteten er tvivlsom, miljø- og klimaeffekterne negative og de sociale omkostninger store, hvorfor bliver præsidenter og politikere så ved med at promovere Belo Monte og lave alle mulige tvivlsomme juridiske manøvrer for at få det gennemført? En del af svaret er: Aluminium.

30% af den skatteydersubsidierede energiproduktion fra Belo Monte vil gå til aluminiumsindustrien i det nordøstlige Brasilien, hvor bl.a. Kina og Norge de seneste år har investeret stort i udvidelse af miner og aluminiumssmeltere. Resten af energien går til andre grene af samme metalindustri i centrene på kysten. Med andre ord drejer det sig om at levere billig skatteydersubsidieret energi til metalindustrien på kysten. Det skal her understreges, at 25% af Brasiliens energiforbrug tegnes af 9 mine- og energiselskaber, hvoraf flere er involveret i Belo Monte-projektet.

 

Hvorfor udnytter Brasilien ikke alternativerne?

Imens det juridiske og politiske slagsmål om Belo Monte har foldet sig ud, har adskillige energiforsyningsspecialister påpeget de mange bedre og billigere alternativer til Belo Monte og andre dæmningsprojekter i Amazonas. Brasiliens eksisterende energiforsyning er yderst ineffektiv, og der tabes omkring 15% i energioverførslerne alene. Hvis det kunne reduceres til blot 6% tab, som er normalt, ville man kunne spare ca. 6.500 MW. Desuden kunne man renovere gamle vandkraftværker og investere i alternative energikilder som vindkraft, solenergi og biomasse, som alle har et stort potentiale i Brasilien. WWF har i et nyt studie beregnet, at Brasilien kunne skære deres forventede elektricitetsbehov i 2020 ned med 40% udelukkende ved at investere i energieffektivisering. Den sparede energi svarer til det som 14 Belo Monte værker kunne producere og ville føre til en national besparelse på 19 mia. dollar i 2020.

Men for ”dæmningsbyggerne” er det ligegyldigt, om der kunne laves en bedre, billigere, renere og mere bæredygtig energiforsyning. For dem drejer det sig om noget helt andet, nemlig at berige de store aktører i bygge- og anlægsbranchen. Det er underordnet, om de er økonomisk, socialt eller miljømæssigt rentable, så længe der er andre (staten), der betaler. Det er det ”dæmningsbyggernes” lobbyvirksomhed handler om. Amazonas er stort, og der kan bygges hundredvis af gigantiske dæmninger, og alle midler tages i brug for at få bygget.

Dette blev for nyligt afsløret i kølvandet på den store korruptionsskandale og rigsretssag, der fældede præsident Dilma Rousseff i 2016 og nu også har ramt ekspræsident Luis Inácio Lula da Silva. Her har politiet og den føderale anklagemyndighed afsløret et systematisk korruptionssystem i Belo Monte-projektet, der involverer de ledende storentreprenører: gigantfirmaerne Odebrecht, Camargo Correa og Andrade Gutierrez. Korruptionen omfattede systematiske returkommissioner og løbende overførsler til de politiske ledere, herunder mine- og energiminister Edson Lobão, og store ulovlige kampagnebidrag til de politiske partier, der var del af Lulas og senere Dilmas regeringskoalition.

Topchefen i Odebrecht, Marcelo Odebrecht, blev i 2016 idømt 19 års fængsel for korruption, hvidvaskning og kriminel sammensværgelse, da der var beviser på udbetalingen af over 30 mio. dollar i bestikkelse. Ti andre topchefer fra branchen blev ligeledes fængslet. Det var den systematiserede korruption i Belo Monte og andre store dæmningsprojekter og en tilsvarende skandale i det statslige olieselskab Petrobras, der førte til den nuværende økonomiske og politiske krise i Brasilien.

 

Helheden og fremtiden

I skrivende stund er der planlagt ikke mindre end 428 vandkraftdæmninger i Amazonas, hvoraf 140 enten er bygget færdige eller er under konstruktion. For at forstå konsekvenserne af disse projekter er det ikke nok at se på miljøeffekter og sociale problemer i hvert enkelt tilfælde; det er også nødvendigt at måle på den samlede effekt. Her har et hold forskere fra University of Texas udviklet hvad de kalder Dam Environmental Vulnerability Index (DEVI), der måler dominoeffekterne af dæmningsbyggerierne i Amazonas. De har kombineret tre eksisterende indekser: Basin Integrity Index (BII), der måler effekterne af forandringer i jordbrug, erosion og udvaskningsforurening, Fluvial Dynamic Index, der måler flodernes dynamiske forandringer som svingninger, gennemstrømning og sedimentering, og endelig Dam Impact Index, der måler på graden af virkninger på flodsystemerne af planlagte og byggede dæmninger. Deres første samlede studie peger på enorme økologiske og klimamæssige forandringer ikke bare i selve Amazonbækkenet, men også ude på kysten og i havet. Især vil manglen på næringsrige sedimenter, der ikke længere bringes ned gennem flodsystemerne og ud i Atlanten, være ødelæggende for de enorme mangroveskove, der beskytter Sydamerikas kystlinje imod erosion og flodbølger. Udvaskningen af sedimenter i Atlanten har også en regulerende effekt på de tropiske orkaner, der passerer Caribien og ind i den Mexicanske Golf og dermed det globale klima. Denne regulerende effekt vil forsvinde, med uoverskuelige konsekvenser. Dæmningsvanviddet er ikke bare ødelæggende for Amazonas befolkninger, økosystemer, og de tusindvis af dyre- og plantearter der er lever i det; det er katastrofalt for os alle sammen.

Søren Hvalkof er antropolog og konsulent med speciale i miljøantropologi, politisk økologi og oprindelige folks rettigheder i Latinamerika.