Vi lever på en planet, som ikke giver en fuck — interview med Eugene Thacker

Portræt af Eugene Thacker tegnet af Anton Bech Jørgensen.
Portræt af Eugene Thack­er teg­net af Anton Bech Jør­gensen.

Kan man forestille sig en verden uden os? Filosoffen Eugene Thacker kan. Hans filosofiske projekt, der associeres med den spekulative realisme, stiller nye spørgsmål om menneskets plads i verden og har samtidig formået at sætte filosofisk pessimisme på populærkulturens dagsorden. Martin Hauberg-Lund Laugesen har mødt og interviewet Thacker i New York. Vi bringer interviewet i anledning af udgivelsen af Spekulativ realisme — En introduktion, der netop er udkommet på forlaget Samfundslitteratur.


Med ini­tialerne E.T. skulle man nærmest tro, at Eugene Thack­er var en ‘extra-ter­res­tri­al’, der besøgte Jor­den for at beskrive dens indret­ning ud fra en ikke-men­neske­lig livs­forms gåde­fulde per­spek­tiv. I tråd med en efter­hån­den vok­sende enighed inden for ‘the life sci­ences’ om, at livet på Jor­den opstod på bag­grund af mete­orned­slag, som intro­duc­erede prim­i­tive bak­teriekul­tur­er i jordsys­temet, kan vi betragte Thack­ers ind­fly­delse på både samti­dens kon­ti­nen­tal­filosofi, avant­gardis­tiske kun­st­miljøer såv­el som pop­ulærkul­turelle fænomen­er som f.eks. True Detec­tive og sågar hiphop-mag­nat­en Jay‑Z. Som vir­ile kim til intenst liv har Thack­ers tem­atikker og konkrete for­mu­leringer således spiret sig vej til både Matthew McConaugh­eys dun­kle rep­likker i rollen som den kon­sekvent pes­simistiske Rust Cohle og til ryggen af Jay‑Z’s læder­jakke i et musikvideo­pro­jekt med Bey­on­cé med titlen Run.

Ud over allerede på nuværende tid­spunkt at have bidraget til opgøret med det mod­erne men­neskes ontol­o­giske selvop­tageth­ed arbe­jder Thack­er som pro­fes­sor i Media Stud­ies ved The New School på 5th Avenue i New York. Han har siden 2010 gjort sig bemær­ket med sin lit­terære stil og pes­simistiske filosofi, der kredser om selve grænserne for det men­neske­lige. Som en væsentlig fig­ur i per­ife­rien af den filosofiske bevægelse speku­la­tiv real­isme kan Thack­ers pro­jekt siges at udgøre et fronta­lan­greb på enhver form for antropocen­trisme. Hans lit­terært velo­plagte filosofi-trilo­gi Hor­ror of Phi­los­o­phy drejer sig der­for om tem­atikker så som kli­makrise, Antropocæn, udry­d­delse, ende­lighed, nihilisme, pes­simisme og mulighe­den for en renæs­sance for mys­ti­cis­men. Særligt i bogen In the Dust of this Plan­et fra 2011 anlæg­ger Thack­er et per­spek­tiv, som udfor­dr­er vores men­neske­lige, alt for men­neske­lige opfat­telse af ver­den. Dette gør han bl.a. ved at gå i dia­log med en række kanon­is­erede og min­dre kanon­is­erede filosof­fer som Arthur Schopen­hauer, Friedrich Niet­zsche, George Bataille og Kei­ji Nishi­tani. Men også en række film- og lit­ter­aturhis­toriske ekskurs­er spiller en væsentlig rolle i Thack­ers argu­men­ta­tion, hvor­for vi ser weird tales- og hor­ror-for­fat­teren Howard Phillips Love­craft spille en rel­a­tivt cen­tral rolle for Thack­er i sit forsøg på filosofisk at udlægge den for ham cen­trale erfar­ing kaldet ‘kos­misk hor­ror’.

Selve præmis­sen for og for­målet med Thack­ers Hor­ror of Phi­los­o­phy-pro­jekt annon­ceres allerede i starten af In the Dust of this Plan­et: “[D]et bliv­er sværere og sværere at begribe den ver­den, vi lever i og udgør en del af. […] Denne bogs for­mål er at udforske forhold­et mellem filosofi og hor­ror gen­nem den ‘utænke­lige ver­dens’ motiv.” For at få dette pro­jekt under­ve­js ind­før­er Thack­er en tre­delt skel­nen mellem hen­holdsvis ver­den, jor­den og plan­eten. Mens ver­den står for ‘ver­den for os’, dvs. den for os men­nesker fremtræ­dende ver­den, står jor­den for ‘ver­den i sig’, dvs. ver­den betragtet som objek­tivt eksis­terende. Over for denne filosofisk klas­siske dis­tink­tion intro­duc­er­er Thack­er ‒ inspir­eret af den pris­belønnede amerikanske jour­nal­ist Alan Weis­mans glim­rende bog The World With­out Us fra 2007 ‒ et begreb om plan­eten forstået som ver­den i al sin uafdækkethed, dvs. ver­den som eksis­terende hin­sides dens sub­jek­tive fremtrædelser og objek­tive karak­ter­is­ti­ka. En sådan til­gang til ver­den baser­er sig ifølge Thack­er på det, han beteg­n­er som ‘det plan­etære udsyn’.

Jeg tog i marts måned 2016 til New York for at tale med Thack­er, denne fremmedart­ede filosof og for­fat­ter, og mødte ham til en snak om, hvor­for hans mørke og pes­simistiske filosofi netop i disse år vin­der ind­pas i både filosofien, lit­ter­a­turen og pop­ulærkul­turen.

Den spekulative realismes ‘store udenfor’

Min sam­tale med Thack­er tager sin beg­y­n­delse med, at jeg spørg­er ind til hans tilhørs­forhold til speku­la­tiv real­isme, hvor­for det, inden jeg giv­er ordet til Thack­er selv, er på sin plads med nogle indle­dende bemærkninger om, hvad denne speku­la­tiv real­isme-bevægelse i det hele taget går ud på. Speku­la­tiv real­isme blev for alvor anerk­endt som sam­lende para­ply­beteg­nelse for visse ten­denser inden for kon­ti­nen­tal­filosofien, da der i 2007 blev afholdt en kon­fer­ence i Lon­don med netop Spec­u­la­tive Real­ism som over­skrift. De fire hov­ed­talere ved kon­fer­en­cen var Gra­ham Har­man, Iain Hamil­ton Grant, Ray Brassier og sidst, men ikke mindst, Quentin Meil­las­soux.

På trods af de fire taleres filosofiske forskel­lighed­er gjorde de fælles front i og med, at de alle som én kri­tis­erede det cen­trale kende­tegn ved vestlig tænkn­ing siden i det mind­ste Immanuel Kants ind­varsling af den kri­tiske filosofi, nem­lig den såkaldte ‘phi­los­o­phy of access’ eller, med Meil­las­souxs mere pop­ulære beteg­nelse, kor­re­la­tion­isme. Dette kende­tegn kom­mer til udtryk ved, at tænknin­gen har været begrænset til at beskæftige sig med netop kor­re­la­tio­nen mellem tænkn­ing og væren, og der­for hverken med tænkn­ing eller væren isol­eret set. Dette kende­tegn er som konkret filosofi- og viden­sk­ab­shis­torisk ten­dens inten­siveret op igen­nem det 20. århun­drede i og med den såkaldte sprog­lige vend­ing på bag­grund af især Lud­wig Wittgen­steins og Bertrand Rus­sells respek­tive arbe­jder i 1910’erne og 1920’erne. Det, som de speku­la­tive real­is­ter forsøger at overkomme med deres pro­gram­ma­tisk orig­i­nale gen­tænkn­ing af filosofiens opgave, er den grundlæggende ori­en­ter­ingsmåde, som ani­mer­er på over­fladen så forskel­lige ret­ninger som tran­scen­den­tal ide­al­isme, onto­te­olo­gi, den sprog­lige vend­ing, agen­tiel real­isme og fænom­e­nolo­giens ten­dens til at reduc­ere den objek­tive ver­den til sub­jek­tiv inten­tion­alitet.

Det er de speku­la­tive real­is­ters håb, at et sådant opgør med kor­re­la­tion­is­men vil bane vejen for en revi­talis­er­ing af mulighe­den for at tænke det abso­lutte, dvs. at tænke det, som i alle fald find­es uafhængigt af, hvor­dan vi, men­neskene, tænker og taler om det. Dette, det abso­lutte, har Meil­las­soux i After Fini­tude: An Essay on the Neces­si­ty of Con­tin­gency kaldt for ‘det store uden­for’ ‒ et uden­for, som peger hen på det, der find­es på den anden side af de men­neske­lige begre­bers indelukke. Det var derude ‒ i det store uden­for ‒ at de førkan­tianske filosof­fer som Leib­niz og Spin­oza van­drede omkring og gjorde sig tanker om de største ting. Det er her, min sam­tale med Thack­er beg­y­n­der ‒ med, at jeg spørg­er ind til hans forhold til speku­la­tiv real­isme, til filosofien og til hans intellek­tuelle bag­grund.

Eugene Thack­er: “Jeg beskæftiger mig med filosofi ud fra skæve ind­faldsvin­kler. Da jeg var BA-stud­erende ved Uni­ver­si­ty of Wash­ing­ton i Seat­tle, overve­jede jeg at stud­ere filosofi, men der var en pro­fes­sor, som jeg så op til, der for­t­alte mig, at hvis jeg virke­lig ville stud­ere filosofi, skulle jeg ikke tage hen til filosofi­afdelin­gen. På det tid­spunkt var det lidt af en åben­bar­ing for mig, for jeg forestiller mig ikke, at der som sådan var noget galt med filosofi­afdelin­gen, men den ville måske have været for afgrænset i forhold til de  ting, jeg inter­esserede mig for. Så på det tid­spunkt endte jeg med at stud­ere lit­ter­aturv­i­den­skab.

Speku­la­tiv real­isme. Det er svært med de her trends. Det er svært at træde ud af den speku­la­tive real­isme, for­di det hele stadig er så tæt på, og vi stadig er midt i det. Min fornem­melse for det er, at der er meget sim­ple og intellek­tuelle grunde til bevægelsens suc­ces. Der er gen­er­a­tioner af uni­ver­sitetsstud­erende, for det meste fun­deret i human­io­ra, som bliv­er under­vist i bestemte ting, de overtager en særlig arv, og nogle af dem har det fint med de ting, de lær­er, mens andre vil have noget andet. Af og til er der så en gruppe af folk, som er inter­esserede i at skubbe til grænserne eller i at stille andre spørgsmål, og i nogle til­fælde inde­bær­er det at både gå og se tilbage eller at kigge fre­mad. Det her er et af de øje­b­likke, hvor alt det sker synkro­nt. Jeg tror, at selve ter­men speku­la­tiv real­isme sikkert bare bed sig fast af hen­syn til brand­ing. Mange er klar over, at der er tale om et meget bredt fænomen, der ikke blot find­er sted inden for filosofiens ver­den, men inden for teori helt generelt.”

Det meget brede fænomen, som Thack­er her hen­vis­er til, er den generelle mod­stand mod den antropocen­trisme og den kul­turelle appro­prier­ing af virke­lighe­den, som find­er sted inden for en lang række teori­dan­nelser som nyma­te­ri­al­isme, fem­i­nisme og postkolo­nial­isme, såv­el som inden for både billed­kun­sten og lit­ter­a­turen. Det giv­er således ikke mening at rubricere Thack­er som en blot og bar speku­la­tiv real­ist, men der­i­mod at forstå ham som en fremtræ­dende fig­ur i per­ife­rien af et decen­tr­eret og prin­cip­ielt uor­gan­is­eret opgør med kor­re­la­tion­is­men, som find­er sted på en række fron­ter. Jeg fort­sat­te vores sam­tale ved at spørge ind til, hvor­dan han ser, at kun­st­nere tileg­n­er sig og bruger speku­la­tiv real­isme i deres værk­er.

E.T.: “Jeg er end­nu lidt uklar omkring, hvad speku­la­tiv real­isme er og ikke er. Jeg tror for det første, at noget af den speku­la­tive real­ismes appel er, at bevægelsen før­er filosofi og teori tilbage til den slags fun­da­men­tale spørgsmål, som for en tid har været til­sidesat, eller som man troede var besvaret, eller som man sim­pelthen bare efter­lod som ubesvarlige for i stedet at hel­lige sig mere region­alt afgrænsede diskurs­er og diskus­sion­er om sprog, iden­titet, kul­tur, poli­tik, etik og så videre. Jeg tror, der var en tid, hvor alle talte om den sprog­lige vend­ing, iden­titet­spoli­tik, kul­tur og alt det der, og det blev bare brudt op og brudt mere og mere op. Det var et passende tid­spunkt at sige “Lad os gå tilbage til de basale spørgsmål!” ‒ eller at sige, at det end­nu lig­ger foran os for alvor at gen­nem­skue selv de mest basale spørgsmål om for eksem­pel forhold­et mellem selv og ver­den, som sam­tidig er et ældgam­melt prob­lem. Den tilsyneladende sim­ple ges­tus i at føre sam­tal­en tilbage gjorde den både ny og ældgam­mel på samme tid. Folk, som ikke beskæftiger sig indgående med filosofi, kan godt forstå det uden at have tileg­net sig en masse jar­gon og spe­cialis­eret fagsprog.

Speku­la­tiv real­isme har for det andet være appellerende på grund af den ori­en­ter­ingsmæs­sige bevægelse væk fra det men­neske­lige koblet med denne tilbageven­den til fun­da­men­tale spørgsmål af metafy­sisk og ontol­o­gisk karak­ter. Især for­di denne bevægelse find­er sted i en tid, hvor der foregår diskus­sion­er om ting som kli­maforan­dringer, ressource­be­grænsinger og det antropocæne. Selve timin­gen slog stren­gene an hos en masse men­nesker, og igen var det alt­så ikke kun disse tænkere, der gjorde det. Der er tale om en slags øje­b­lik i tiden, og ter­men speku­la­tiv real­isme ind­fanger dette øje­b­lik på en fin måde. Det er ikke svært at se, hvor­dan dét er noget, som en kun­st­ner kan knytte an til.”

Thack­er under­streger på denne måde den pointe, som allerede kom til udtryk på den offi­cielle plakat for Spec­u­la­tive Real­ism-kon­fer­en­cen tilbage i 2007, nem­lig at speku­la­tiv real­isme er en para­ply­beteg­nelse for en række forskel­li­gart­ede ind­satser af både akademisk, poli­tisk og kun­st­ner­isk karak­ter. Efter at have talt med Thack­er om den speku­la­tiv real­ismes evne til at appellere til også et ikke-akademisk pub­likum inden for f.eks. kun­stver­de­nen, drejede jeg snakken i ret­nin­gen af det, som udgør det helt cen­trale omdrejn­ingspunkt for hans tænkn­ing og for­fat­ter­virk­somhed: kos­misk hor­ror.

Filosofi og værdien af kosmisk skræk og rædsel

Når man møder Eugene Thack­er læg­ger man hur­tigt mærke til hans æstetiske frem­ton­ing. Han er bl.a. sirligt tatoveret: Nedad den ene over­arm snor sig slanke blæk­sprut­te­ten­tak­ler og nedad den anden smalle lænker med grove led. Da jeg mødte ham, var han klædt i, hvad der vel bedst kan beteg­nes som sorte over­size-trø­jer, sorte skin­ny jeans og sorte sko. Uden at indgyde den samme gru og uhygge som Tolkiens ‘ring­wraiths’ frem­stod han dog som beslægtet med de famøse mørke ryt­tere, omend med et både varmt og men­neske­ligt imødek­om­mende ansigt. At Thack­er ikke bare klæder sig i sort, som om livet var én lang begrav­else, men også filosofisk tager liv­tag med det sorte kom­mer klart til udtryk i første kapi­tel af In the Dust of This Plan­et, som drejer sig om, hvad han kalder for dæmonolo­gi. Her udlæg­ger han menin­gen med det sorte i forbindelse med black met­al og men­nes­kets evne til at benævne det netop ikke-men­neske­lige som dæmonisk. Han skel­ner i den sam­men­hæng mellem satanisme, heden­skab og kos­misk pes­simisme som tre forskel­lige meninger med det sorte. Sid­st­nævnte benævnelse er desu­den det mindst ringe navn på Thack­ers filosofiske posi­tion, og han spids­for­mulerer selv menin­gen med udtrykket på føl­gende måde: “Den kos­miske pes­simismes udsyn er ver­den-uden-os’ under­lige mys­ti­cisme, en afgrun­dens her­meti­cisme, en noume­nal okkul­tisme.”

Jeg var nys­ger­rig på, hvor­dan Thack­er i første omgang var kom­met på at ville beskæftige sig så intenst med mør­kets kræfter, og spurgte ind til de både teo­retiske og eksis­ten­tielle forcer ved begre­bet om hor­ror.

E.T.: “En del af fork­larin­gen er biografisk. Jeg voksede op i kabelf­jern­synets, vide­ofilmenes og com­put­er­spillenes æra, så jeg var ikke nogen læse­hest, hvilket er en sær ting at sige for en lit­ter­atu­rud­dan­net… Jeg kunne godt lide at læse, når jeg blev intro­duc­eret for for­fat­tere som Edgar Allan Poe, og jeg husker i en meget tidlig alder at læse nogle af hans fortællinger som The Masque of the Red Death og The Pit and the Pen­du­lum. Så i 1980’erne læste jeg den slags og senere Howard Philips Love­craft, og jeg så film som John Car­pen­ters The Thing. Det var ikke på grund af de klamme effek­ter, eller for­di det var vold­eligt eller ekstremt, eller for­di men­nesker gjorde sindssyge ting ved hinan­den, at hor­ror blev inter­es­sant for mig. Det var der­i­mod inter­es­sant, for­di der foregik noget rent kon­ceptuelt. Det drejede sig om at tage en tanke og se, hvor langt den kunne tages, du ved. Vi antager, at biol­o­gisk liv er begrænset til den her slags betingelser, men hvad nu hvis det ikke var det? Så hor­ror havde lige­som de her speku­la­tive aspek­ter ved sig. Jeg ind­så det ikke på det tid­spunkt, men det udgjorde på sin vis min vej ind i hor­ror-gen­ren, og det er det, jeg forsøger at gøre i Hor­ror of Phi­los­o­phy-bøgerne ‒ at udvikle et kort til at for­følge det. Som i: Hvad hvis man rent fak­tisk læste hor­ror-fortællinger, som om de var filosofi? Hvor­dan ville det ændre dit syn på dem? At udgrave alle hor­ror-gen­rens begre­ber. Og så gav det mening for mig at gøre det mod­sat­te, da en hel del af de filosof­fer, som jeg er tiltrukket af, ikke er typiske filosof­fer. De kom­biner­er fik­tion og non­fik­tion, og til­fø­jer endog nar­ra­tive og bek­endende ele­menter, og alle disse forskel­lige modi synes at lede til den mod­sat­te metode: Hvad hvis man læste filosofi, som om det var hor­ror-værk­er? Jeg tog det ikke syn­derligt alvorligt. Det er langt hen ad vejen bare en slags eksper­i­ment, men det var også en måde at bringe disse to ting sam­men på, og de mødes omkring denne tem­atik om det umen­neske­lige eller de abso­lutte grænser for det men­neske­lige. For mig var det et inter­es­sant møde, da det ikke var noget, jeg så diskuteret særlig meget, men som jeg fandt i latent form i selv tra­di­tionelle filosof­fer som Descartes og Kant. Det er bare en måde at læse hor­ror og filosofi på og lade de to tra­di­tion­er mødes tmed det men­neske­liges begræn­sninger som kon­ver­gen­spunkt.”

Adskil­lige af de filosof­fer, som har taget dys­tre tem­atikker som angst, død og inteth­ed under kærlig behan­dling, beteg­n­er vi i dag helt overord­net som eksis­ten­tial­is­ter. Det var der­for magt­påliggende at få udspurgt Thack­er om sit forhold til netop denne tra­di­tion, inden for især nyere europæisk tænkn­ing med filosof­fer og for­fat­tere som Søren Kierkegaard, Friedrich Niet­zsche, Jean-Paul Sartre og Albert Camus i cen­trum. Jeg spurgte ham, i hvilket omfang det ville være rimeligt at klas­si­fi­cere hans filosofiske pro­jekt som en form for ‘neo-eksis­ten­tial­isme’.

E.T.: “Ja, okay, det er et godt spørgsmål. Jeg er over­ras­ket over, at der ikke er nogen, der nogensinde har spurgt mig om det i de inter­views, jeg har været med i. Det korte svar er, at jeg håber, at det ikke er det, men at jeg frygter, at det muligvis godt kan være, at det er det.”

Thack­er slår en lat­ter op, og vi griner sam­men ad den delikate sit­u­a­tion, der nu er opstået øjen­syn­ligt på grund af spørgsmålets åben­bart både ram­mende og let­tere over­rum­plende effekt på ham. Han tænker sig grundigt om, inden han igen tager ordet og forsøger at svare for sig.

E.T.: “Jeg håber ikke, at mit pro­jekt er en form for neo-eksis­ten­tial­isme i den for­stand, som eksis­ten­tial­isme tra­di­tionelt er blevet opfat­tet. Alt­så, jeg voksede op med at læse eksis­ten­tial­isme som stud­erende, selvføl­gelig, og jeg fandt altid dens prob­le­mer fascinerende, men dens løs­ninger fandt jeg fuld­kom­men ubærlige, tåbe­lige og naive. Det er der­for, at nogle af de bedre værk­er, for eksem­pel inden for det absur­des lit­ter­atur, end ikke besvær­er sig med at give et svar. Det er artiku­la­tio­nen af prob­lemet og apor­ien, som er inter­es­sant for mig, og ikke den mere eller min­dre naive bekræf­telse af det hero­iske valg og at for­mulere en sådan i et teknisk sprog. Den slags synes at kunne koges ned til selvhjælp og desværre, i det mind­ste i Vesten, er det sådan, at eksis­ten­tial­is­men ofte er blevet læst – som en slags maskeret selvhjælp for intellek­tuelle, der er for stolte til at gå hen til selvhjælpssek­tio­nen i boghan­dlen.

Det inter­es­sante ved eksis­ten­tial­is­men er for det første anerk­endelsen af en indif­fer­ent, umen­neske­lig ver­den, i overensstem­melse med Kierkegaards og Pas­cals forestill­inger om det absurde. Den her form for anerk­endelse af ver­dens lig­e­gyldighed. Her­til kom­mer så den eksis­ten­tielle eller måske etiske udfor­dring, der består i at være afstemt efter dette forhold. Hvad ville det betyde, ikke bare at anerk­ende det, men lige­frem at acceptere det? Det er nærmest en uhold­bar eller umulig for­dring, der føl­ger her­af. Denne frys­ning af tænknin­gen var virke­lig inter­es­sant for mig. Jeg tror, at tiden er til at gen­overve­je nogle af de træk, som eksis­ten­tial­is­men laver, især for­di den er så utidss­varende. Det er som om, at den er det mest utidss­varende og umod­erne, man kan beskæftige sig med, og måske er det præ­cis der­for, at det er på tide at tage Sisy­fos-myten op til revi­sion. Den virke­lige udfor­dring er, hvor­dan vi kan have en eksis­ten­tial­isme tro mod forestill­in­gen om ver­den uden os, og hvad en sådan ville betyde. Hor­ror-gen­ren er fuld af beskriv­elser af fænom­e­nale eller end­da fænom­e­nol­o­giske til­stande, som er lim­i­nale eller beskriv­er lim­i­nale oplevelser. Love­craft er en mester i den slags. Så det ind­by­der bestemt til den slags reflek­tion­er over grænseer­faringer, som også er Niet­zsches og Batailles ter­ræn.”

Verden, jorden og planeten

Hvad vil det sige ikke bare at anerk­ende, at ver­den er meningsløs, men lige­frem at acceptere det som grundlæggende eksis­tensvilkår? For at komme nærmere ind på, hvor­dan Thack­er tænker en sådan accepts mulighed og kon­sekvenser, spørg­er jeg ham ind til, hvor­for det er vigtigt for ham at skelne mellem ver­den, jor­den og plan­eten. Hvori består det særligt anti-antro­pro­cen­triske poten­tiale ved at son­dre på denne måde? Og hvor­for er det tidss­varende ‒ eller måske lige præ­cis utidss­varende ‒ over­hovedet at inter­essere sig for en sådan ana­lytisk opdel­ing af virke­lighe­den?

E.T.: “Jeg appro­prier­er ganske vist de her begre­ber fra tidligere tænkere, men ideen var at gøre det med en bev­id­s­thed om ver­den og den men­neske­lige eksis­tens’ ende­lighed. Hen­sigten var først at udpege to pol­er, som jeg forestiller mig, at mange i forve­jen er bek­endte med, og en af dem er sim­pelthen den men­neske­cen­tr­erede, antropocen­triske ver­den. Uanset om den betragtes som en religiøs gave eller et viden­sk­a­beligt red­skab, så er det en ver­den skabt for os men­nesker til at være et domæne, som vi kan bruge og bogstavelig talt minere, og vi står i cen­trum i den forestill­ing. Men i det mind­ste inden for naturv­i­den­sk­aberne og vores hverdagslige inter­ak­tion­er er der en min­i­mal anerk­endelse af noget andet derude, som ikke bare er os eller vores. De mest ekstreme eksem­pler på, at vi bliv­er min­det om dette, er naturkatas­tro­fer, som ikke er plan­lagt, ikke er øns­ket og som åbenlyst portræt­ter­er en form for ondsin­det destruk­tiv kvalitet ved den ver­den, som vi har skabt eller bygget op. Selvføl­gelig er naturkatas­tro­fer ikke ondsind­ede, men de bare er og er indif­fer­ente, og det er det sværeste for os at fat­te. Men det kan også være i den rent beskrivende for­stand af, hvor­dan den plan­et, som vi lever på, egentlig er, hvilket grad­vist er ved at blive mere og mere uad­skil­lelig fra vores aktiviteter på den. Men tra­di­tionelt er disse to særskilte pol­er, og hvis man ville sim­pli­fi­cere dem kunne man sige, at de sim­pelthen er to sider af kor­re­la­tio­nen mellem selv og ver­den, sub­jekt og objekt.”

Thack­ers kos­miske pes­simisme er tydeligt til stede i hans svar. Ref­er­en­cen til selve naturkatas­tro­fernes fak­tum — konkrete tsunami­er og jord­skælv, El Niño, osv. — og diss­es radikale man­gel på men­neske­lig mening illus­tr­erer klart, hvor­dan plan­eten, dvs. ver­den uden os, på ingen måde tager sig af, hvor­dan vi går og har det og videre, hvad vi tænker på og taler om, hvad netop naturkatas­tro­ferne angår. Tænk blot på Har­vey og Irma, som sen­est har hær­get USA. Pointen er, at katas­tro­ferne bare indfind­er sig med død og ødelæggelse til følge. Men hvad lig­ger der så mere præ­cist i dette begreb om ver­den uden os?

E.T.: “Den sid­ste forestill­ing, som ikke bare er en ver­den for os eller en ver­den i sig selv, men ver­den uden os, udgør mere en slags formel grænse end en fak­tisk ting, der som sådan står for noget. Det drejer sig i virke­lighe­den om afgrun­den mellem på den ene side den ver­den, vi skaber for os selv og for at stille vores begær, og på den anden side indif­fer­en­cen ved ver­den i sig selv. Det er en form for værdineu­tralitet, kan man sige. For med det samme vi taler om plan­eten som livssys­te­mer eller som Gaia eller som noget, der kon­spir­erer imod os, har vi allerede bragt den ind i vores ver­den og per­son­ifi­ceret den. Så for mig er der en uomgæn­gelig afgrund mellem disse to ver­den­er, og denne afgrund sym­bol­is­eres af billedet om udry­d­delse ‒ forestill­in­gen om, at man ikke er i stand til at tænke udry­d­delse uden med det samme at ind­skrive forestill­in­gen i tanken. Så det drejer sig om grænsen for vores evne til at over­skride denne afgrund og til at begribe ver­dens indif­fer­ence uden sam­tidig på en måde at reval­uere den i forhold til os selv.

Se, dét er ikke spor hjælp­somt for nogen som helst, og så snart det er bare den mind­ste smule hjælp­somt, er det tillige ter­apeutisk, og det hele kom­mer igen til at han­dle om at for­sikre og trøste os. Ressourcerne løber ud, og der er en befolkn­ingsek­splo­sion i gang. Det bliv­er ter­apeutisk og drager os tilbage til ver­den for os. Så ver­den uden os er mere bare et grænse­be­greb.”

Efter at have talt med Thack­er om hans ana­lytiske opdel­ing af virke­lighe­den i hen­holdsvis ver­den, jor­den og plan­eten var det oplagt at få ham til at fork­lare de både etiske og poli­tiske kon­sekvenser af hans plan­etære udsyn. Jeg bad ham udlægge, hvad menin­gen er med det måske mest cen­trale spørgsmål i In the Dust of this Plan­et, nem­lig: “[H]vad sker der, når vi som men­nesker kon­fron­ter­er en ver­den, som er radikalt umen­neske­lig, uper­son­lig og end­da ligeglad med men­nes­ket?” Både Thack­er og jeg griner, da jeg som afs­lut­ning på mit spørgsmål kækt til­fø­jer, at han selvføl­gelig er mere end velkom­men til at udfor­dre spørgsmålets præmis.

E.T.: “Det korte svar er for mig at se, at der ikke er nogen etiske og poli­tiske kon­sekvenser, men det bety­der bare, at der ikke er nogen for mig. Helt generelt så skriv­er jeg ikke for at hjælpe folk. En del af det, jeg har skrevet, er skrift omhan­dlende prob­le­mer eller bekym­ringer, som er karak­teris­eret ved i nogen grad at være presserende. Men jeg har aldrig været en af de der for­fat­tere, som er ind­bildske nok til at tænke, at elitær intellek­tu­alis­eren i form af bøger kom­mer til at have nogen som helst effekt på den måde, hvor­på tin­gene forhold­er sig. Det er en ide­ol­o­gisk posi­tion, og for mig har det altid drejet sig om selve det at skrive. Nogle gange antager skriften forskel­lige for­mer, nogle gange fik­tion, andre gange non­fik­tion, eksper­i­menter, essays. Min skriveprak­sis har altid drejet sig om at artikulere en eller flere tanker og så for­følge dem til enden. For mig udgør det sim­pelthen et for­mål i sig selv.

Mange af de prob­le­mer, som folk taler om, er prob­le­mer, som kan fik­ses, og det behøver man ikke teori for at gøre. Grun­den til, at tin­gene er fucked up er ikke, at vi man­gler teori­er. Der er bare så meget spildt ener­gi derude. Ikke desto min­dre, så udfor­dr­er det jo én til at reflek­tere over de antagelser, som vi har som filosof­fer vedrørende den gode gam­le men­neske­lige natur og moral og de ting, som Niet­zsche rev ned igen og igen. Men jeg tror, at hvis man er inter­esseret i de prob­lem­still­inger, som omgærder kli­maforan­dringer, og hvis man er inter­esseret i filosofi og måske i design, så er det ved forestill­in­gen om ver­den uden os, at man må starte. Men man kan ikke slutte der. Den er et udgangspunkt. Men det er også en ordentlig mund­fuld.”

Afs­lut­ningsvist spørg­er jeg Thack­er om, hvad det obskure digt The Sub­har­mon­ic Mur­mur of Black Ten­tac­u­lar Voids, som han beskæftiger sig med i In the Dust of This Plan­et, er udtryk for. Er der en kon­ti­nu­itet mellem en sådan form for poet­isk for­valt­ning af kos­misk pes­simisme og H.P. Love­crafts nov­el­ler? Jeg bed­er ham tage still­ing til, om han håber og tror, at også det nævnte digt vil kunne have alvorlige imp­lika­tion­er for læsere og tilhørere, sådan som Love­crafts fik­tive karak­ter­er udsættes for 1) fortrængn­ing, 2) van­vid og i sid­ste instans 3) død.

E.T.: “Det er et meget velfor­muleret spørgsmål. Kan jeg svare fortrængn­ing, van­vid og død?”

Vi griner begge høj­ly­dt af hans åbenlyst smådes­per­ate forsøg på at parere og und­vige spørgsmålet. Thack­er fort­sæt­ter igen, da lat­teren har fort­aget sig.

E.T.: “Måske med­før­er det en ændring af alt, eller også med­før­er det ingent­ing. Måske vil det for nogen være en måde at omgå alle spillets regler, især når der fra beg­y­n­delsen har været tale om aftalt spil. Men måske foran­dr­er intet sig, netop for­di vi har så lille effekt på det hele og så lille betyd­ning. På en måde er det hubris at forestille sig, at vi skulle være så vigtige, at vi har navn­givet en geol­o­gisk epoke Antropocæn. Er det ikke top­målet af men­neske­lig forstil­lelse at sige, at vi for hver en pris er så vigtige, selv for den pris, det er at ødelægge plan­eten ‒ bare for at vise, hvor vigtige vi er? Så jeg ved det ikke, men måske vil intet være foran­dret. Plan­eten vil fort­sætte, materie vil eksis­tere eller ikke eksis­tere, og det samme vil alt det andet.

Åh, Love­craft! Jeg har ikke besvaret dit spørgsmål om Love­craft. Jeg tror, at det, der er med Love­craft, er ‒ lige­som med speku­la­tiv real­isme eller hvad det nu er for noget nyover­sat fran­sk teori, man læs­er i dag ‒ at man altid skal være skep­tisk over for trends og afvæb­ne de øje­b­likke, hvor der find­er en feticher­ing sted af en bestemt per­son. Navnet ‘Love­craft’ er bare en metonymisk beteg­n­er for et helt sæt af forskel­lige bekym­ringer og inter­ess­er.”

Som en sid­ste ges­tus spørg­er Thack­er mig, om han fak­tisk har fået svaret på mine spørgsmål. Jeg kig­ger ven­ligt på ham og siger, at det skulle jeg nok mene. Vi smil­er til hinan­den, jeg takker ham for at stille op til inter­viewet og slukker derefter for vores sam­tales tred­je part­ner: dik­ta­fo­nen, som under hele vores snak har ligget som et troligt og tavst vidne om alt det, som Thack­er og jeg har mum­let til hinan­den.

Mar­tin Hauberg-Lund Lauge­sen er filosof og viden­sk­a­belig assis­tent ved Aarhus Uni­ver­sitet. Han har netop udgivet bogen Speku­la­tiv real­isme — En intro­duk­tion på for­laget Sam­fund­slit­ter­atur i samar­be­jde med Kristof­fer Lolk Fjeld­st­ed og Jonas Andreasen Lysgaard.

Af Eugene Thack­er fore­lig­ger på dan­sk bogen Kos­misk Pes­simisme udgivet af for­laget OVO Press.