Vi lever på en planet, som ikke giver en fuck – interview med Eugene Thacker

Kan man forestille sig en verden uden os? Filosoffen Eugene Thacker kan. Hans filosofiske projekt, der associeres med den spekulative realisme, stiller nye spørgsmål om menneskets plads i verden og har samtidig formået at sætte filosofisk pessimisme på populærkulturens dagsorden. Martin Hauberg-Lund Laugesen har mødt og interviewet Thacker i New York. Vi bringer interviewet i anledning af udgivelsen af Spekulativ realisme – En introduktion, der netop er udkommet på forlaget Samfundslitteratur.

---

Med initialerne E.T. skulle man nærmest tro, at Eugene Thacker var en ‘extra-terrestrial’, der besøgte Jorden for at beskrive dens indretning ud fra en ikke-menneskelig livsforms gådefulde perspektiv. I tråd med en efterhånden voksende enighed inden for ‘the life sciences’ om, at livet på Jorden opstod på baggrund af meteornedslag, som introducerede primitive bakteriekulturer i jordsystemet, kan vi betragte Thackers indflydelse på både samtidens kontinentalfilosofi, avantgardistiske kunstmiljøer såvel som populærkulturelle fænomener som f.eks. True Detective og sågar hiphop-magnaten Jay-Z. Som virile kim til intenst liv har Thackers tematikker og konkrete formuleringer således spiret sig vej til både Matthew McConaugheys dunkle replikker i rollen som den konsekvent pessimistiske Rust Cohle og til ryggen af Jay-Z’s læderjakke i et musikvideoprojekt med Beyoncé med titlen Run.

Ud over allerede på nuværende tidspunkt at have bidraget til opgøret med det moderne menneskes ontologiske selvoptagethed arbejder Thacker som professor i Media Studies ved The New School på 5th Avenue i New York. Han har siden 2010 gjort sig bemærket med sin litterære stil og pessimistiske filosofi, der kredser om selve grænserne for det menneskelige. Som en væsentlig figur i periferien af den filosofiske bevægelse spekulativ realisme kan Thackers projekt siges at udgøre et frontalangreb på enhver form for antropocentrisme. Hans litterært veloplagte filosofi-trilogi Horror of Philosophy drejer sig derfor om tematikker så som klimakrise, Antropocæn, udryddelse, endelighed, nihilisme, pessimisme og muligheden for en renæssance for mysticismen. Særligt i bogen In the Dust of this Planet fra 2011 anlægger Thacker et perspektiv, som udfordrer vores menneskelige, alt for menneskelige opfattelse af verden. Dette gør han bl.a. ved at gå i dialog med en række kanoniserede og mindre kanoniserede filosoffer som Arthur Schopenhauer, Friedrich Nietzsche, George Bataille og Keiji Nishitani. Men også en række film- og litteraturhistoriske ekskurser spiller en væsentlig rolle i Thackers argumentation, hvorfor vi ser weird tales- og horror-forfatteren Howard Phillips Lovecraft spille en relativt central rolle for Thacker i sit forsøg på filosofisk at udlægge den for ham centrale erfaring kaldet ‘kosmisk horror’.

Selve præmissen for og formålet med Thackers Horror of Philosophy-projekt annonceres allerede i starten af In the Dust of this Planet: “[D]et bliver sværere og sværere at begribe den verden, vi lever i og udgør en del af. […] Denne bogs formål er at udforske forholdet mellem filosofi og horror gennem den ‘utænkelige verdens’ motiv.” For at få dette projekt undervejs indfører Thacker en tredelt skelnen mellem henholdsvis verden, jorden og planeten. Mens verden står for ‘verden for os’, dvs. den for os mennesker fremtrædende verden, står jorden for ‘verden i sig’, dvs. verden betragtet som objektivt eksisterende. Over for denne filosofisk klassiske distinktion introducerer Thacker ‒ inspireret af den prisbelønnede amerikanske journalist Alan Weismans glimrende bog The World Without Us fra 2007 ‒ et begreb om planeten forstået som verden i al sin uafdækkethed, dvs. verden som eksisterende hinsides dens subjektive fremtrædelser og objektive karakteristika. En sådan tilgang til verden baserer sig ifølge Thacker på det, han betegner som ‘det planetære udsyn’.

Jeg tog i marts måned 2016 til New York for at tale med Thacker, denne fremmedartede filosof og forfatter, og mødte ham til en snak om, hvorfor hans mørke og pessimistiske filosofi netop i disse år vinder indpas i både filosofien, litteraturen og populærkulturen.

Den spekulative realismes ‘store udenfor’

Min samtale med Thacker tager sin begyndelse med, at jeg spørger ind til hans tilhørsforhold til spekulativ realisme, hvorfor det, inden jeg giver ordet til Thacker selv, er på sin plads med nogle indledende bemærkninger om, hvad denne spekulativ realisme-bevægelse i det hele taget går ud på. Spekulativ realisme blev for alvor anerkendt som samlende paraplybetegnelse for visse tendenser inden for kontinentalfilosofien, da der i 2007 blev afholdt en konference i London med netop Speculative Realism som overskrift. De fire hovedtalere ved konferencen var Graham Harman, Iain Hamilton Grant, Ray Brassier og sidst, men ikke mindst, Quentin Meillassoux.

På trods af de fire taleres filosofiske forskelligheder gjorde de fælles front i og med, at de alle som én kritiserede det centrale kendetegn ved vestlig tænkning siden i det mindste Immanuel Kants indvarsling af den kritiske filosofi, nemlig den såkaldte ‘philosophy of access’ eller, med Meillassouxs mere populære betegnelse, korrelationisme. Dette kendetegn kommer til udtryk ved, at tænkningen har været begrænset til at beskæftige sig med netop korrelationen mellem tænkning og væren, og derfor hverken med tænkning eller væren isoleret set. Dette kendetegn er som konkret filosofi- og videnskabshistorisk tendens intensiveret op igennem det 20. århundrede i og med den såkaldte sproglige vending på baggrund af især Ludwig Wittgensteins og Bertrand Russells respektive arbejder i 1910’erne og 1920’erne. Det, som de spekulative realister forsøger at overkomme med deres programmatisk originale gentænkning af filosofiens opgave, er den grundlæggende orienteringsmåde, som animerer på overfladen så forskellige retninger som transcendental idealisme, ontoteologi, den sproglige vending, agentiel realisme og fænomenologiens tendens til at reducere den objektive verden til subjektiv intentionalitet.

Det er de spekulative realisters håb, at et sådant opgør med korrelationismen vil bane vejen for en revitalisering af muligheden for at tænke det absolutte, dvs. at tænke det, som i alle fald findes uafhængigt af, hvordan vi, menneskene, tænker og taler om det. Dette, det absolutte, har Meillassoux i After Finitude: An Essay on the Necessity of Contingency kaldt for ‘det store udenfor’ ‒ et udenfor, som peger hen på det, der findes på den anden side af de menneskelige begrebers indelukke. Det var derude ‒ i det store udenfor ‒ at de førkantianske filosoffer som Leibniz og Spinoza vandrede omkring og gjorde sig tanker om de største ting. Det er her, min samtale med Thacker begynder ‒ med, at jeg spørger ind til hans forhold til spekulativ realisme, til filosofien og til hans intellektuelle baggrund.

Eugene Thacker: “Jeg beskæftiger mig med filosofi ud fra skæve indfaldsvinkler. Da jeg var BA-studerende ved University of Washington i Seattle, overvejede jeg at studere filosofi, men der var en professor, som jeg så op til, der fortalte mig, at hvis jeg virkelig ville studere filosofi, skulle jeg ikke tage hen til filosofiafdelingen. På det tidspunkt var det lidt af en åbenbaring for mig, for jeg forestiller mig ikke, at der som sådan var noget galt med filosofiafdelingen, men den ville måske have været for afgrænset i forhold til de  ting, jeg interesserede mig for. Så på det tidspunkt endte jeg med at studere litteraturvidenskab.

“Spekulativ realisme. Det er svært med de her trends. Det er svært at træde ud af den spekulative realisme, fordi det hele stadig er så tæt på, og vi stadig er midt i det. Min fornemmelse for det er, at der er meget simple og intellektuelle grunde til bevægelsens succes. Der er generationer af universitetsstuderende, for det meste funderet i humaniora, som bliver undervist i bestemte ting, de overtager en særlig arv, og nogle af dem har det fint med de ting, de lærer, mens andre vil have noget andet. Af og til er der så en gruppe af folk, som er interesserede i at skubbe til grænserne eller i at stille andre spørgsmål, og i nogle tilfælde indebærer det at både gå og se tilbage eller at kigge fremad. Det her er et af de øjeblikke, hvor alt det sker synkront. Jeg tror, at selve termen spekulativ realisme sikkert bare bed sig fast af hensyn til branding. Mange er klar over, at der er tale om et meget bredt fænomen, der ikke blot finder sted inden for filosofiens verden, men inden for teori helt generelt.”

Det meget brede fænomen, som Thacker her henviser til, er den generelle modstand mod den antropocentrisme og den kulturelle appropriering af virkeligheden, som finder sted inden for en lang række teoridannelser som nymaterialisme, feminisme og postkolonialisme, såvel som inden for både billedkunsten og litteraturen. Det giver således ikke mening at rubricere Thacker som en blot og bar spekulativ realist, men derimod at forstå ham som en fremtrædende figur i periferien af et decentreret og principielt uorganiseret opgør med korrelationismen, som finder sted på en række fronter. Jeg fortsatte vores samtale ved at spørge ind til, hvordan han ser, at kunstnere tilegner sig og bruger spekulativ realisme i deres værker.

E.T.: “Jeg er endnu lidt uklar omkring, hvad spekulativ realisme er og ikke er. Jeg tror for det første, at noget af den spekulative realismes appel er, at bevægelsen fører filosofi og teori tilbage til den slags fundamentale spørgsmål, som for en tid har været tilsidesat, eller som man troede var besvaret, eller som man simpelthen bare efterlod som ubesvarlige for i stedet at hellige sig mere regionalt afgrænsede diskurser og diskussioner om sprog, identitet, kultur, politik, etik og så videre. Jeg tror, der var en tid, hvor alle talte om den sproglige vending, identitetspolitik, kultur og alt det der, og det blev bare brudt op og brudt mere og mere op. Det var et passende tidspunkt at sige “Lad os gå tilbage til de basale spørgsmål!” ‒ eller at sige, at det endnu ligger foran os for alvor at gennemskue selv de mest basale spørgsmål om for eksempel forholdet mellem selv og verden, som samtidig er et ældgammelt problem. Den tilsyneladende simple gestus i at føre samtalen tilbage gjorde den både ny og ældgammel på samme tid. Folk, som ikke beskæftiger sig indgående med filosofi, kan godt forstå det uden at have tilegnet sig en masse jargon og specialiseret fagsprog.

“Spekulativ realisme har for det andet være appellerende på grund af den orienteringsmæssige bevægelse væk fra det menneskelige koblet med denne tilbagevenden til fundamentale spørgsmål af metafysisk og ontologisk karakter. Især fordi denne bevægelse finder sted i en tid, hvor der foregår diskussioner om ting som klimaforandringer, ressourcebegrænsinger og det antropocæne. Selve timingen slog strengene an hos en masse mennesker, og igen var det altså ikke kun disse tænkere, der gjorde det. Der er tale om en slags øjeblik i tiden, og termen spekulativ realisme indfanger dette øjeblik på en fin måde. Det er ikke svært at se, hvordan dét er noget, som en kunstner kan knytte an til.”

Thacker understreger på denne måde den pointe, som allerede kom til udtryk på den officielle plakat for Speculative Realism-konferencen tilbage i 2007, nemlig at spekulativ realisme er en paraplybetegnelse for en række forskelligartede indsatser af både akademisk, politisk og kunstnerisk karakter. Efter at have talt med Thacker om den spekulativ realismes evne til at appellere til også et ikke-akademisk publikum inden for f.eks. kunstverdenen, drejede jeg snakken i retningen af det, som udgør det helt centrale omdrejningspunkt for hans tænkning og forfattervirksomhed: kosmisk horror.

Filosofi og værdien af kosmisk skræk og rædsel

Når man møder Eugene Thacker lægger man hurtigt mærke til hans æstetiske fremtoning. Han er bl.a. sirligt tatoveret: Nedad den ene overarm snor sig slanke blækspruttetentakler og nedad den anden smalle lænker med grove led. Da jeg mødte ham, var han klædt i, hvad der vel bedst kan betegnes som sorte oversize-trøjer, sorte skinny jeans og sorte sko. Uden at indgyde den samme gru og uhygge som Tolkiens ‘ringwraiths’ fremstod han dog som beslægtet med de famøse mørke ryttere, omend med et både varmt og menneskeligt imødekommende ansigt. At Thacker ikke bare klæder sig i sort, som om livet var én lang begravelse, men også filosofisk tager livtag med det sorte kommer klart til udtryk i første kapitel af In the Dust of This Planet, som drejer sig om, hvad han kalder for dæmonologi. Her udlægger han meningen med det sorte i forbindelse med black metal og menneskets evne til at benævne det netop ikke-menneskelige som dæmonisk. Han skelner i den sammenhæng mellem satanisme, hedenskab og kosmisk pessimisme som tre forskellige meninger med det sorte. Sidstnævnte benævnelse er desuden det mindst ringe navn på Thackers filosofiske position, og han spidsformulerer selv meningen med udtrykket på følgende måde: “Den kosmiske pessimismes udsyn er verden-uden-os’ underlige mysticisme, en afgrundens hermeticisme, en noumenal okkultisme.”

Jeg var nysgerrig på, hvordan Thacker i første omgang var kommet på at ville beskæftige sig så intenst med mørkets kræfter, og spurgte ind til de både teoretiske og eksistentielle forcer ved begrebet om horror.

E.T.: “En del af forklaringen er biografisk. Jeg voksede op i kabelfjernsynets, videofilmenes og computerspillenes æra, så jeg var ikke nogen læsehest, hvilket er en sær ting at sige for en litteraturuddannet… Jeg kunne godt lide at læse, når jeg blev introduceret for forfattere som Edgar Allan Poe, og jeg husker i en meget tidlig alder at læse nogle af hans fortællinger som The Masque of the Red Death og The Pit and the Pendulum. Så i 1980’erne læste jeg den slags og senere Howard Philips Lovecraft, og jeg så film som John Carpenters The Thing. Det var ikke på grund af de klamme effekter, eller fordi det var voldeligt eller ekstremt, eller fordi mennesker gjorde sindssyge ting ved hinanden, at horror blev interessant for mig. Det var derimod interessant, fordi der foregik noget rent konceptuelt. Det drejede sig om at tage en tanke og se, hvor langt den kunne tages, du ved. Vi antager, at biologisk liv er begrænset til den her slags betingelser, men hvad nu hvis det ikke var det? Så horror havde ligesom de her spekulative aspekter ved sig. Jeg indså det ikke på det tidspunkt, men det udgjorde på sin vis min vej ind i horror-genren, og det er det, jeg forsøger at gøre i Horror of Philosophy-bøgerne ‒ at udvikle et kort til at forfølge det. Som i: Hvad hvis man rent faktisk læste horror-fortællinger, som om de var filosofi? Hvordan ville det ændre dit syn på dem? At udgrave alle horror-genrens begreber. Og så gav det mening for mig at gøre det modsatte, da en hel del af de filosoffer, som jeg er tiltrukket af, ikke er typiske filosoffer. De kombinerer fiktion og nonfiktion, og tilføjer endog narrative og bekendende elementer, og alle disse forskellige modi synes at lede til den modsatte metode: Hvad hvis man læste filosofi, som om det var horror-værker? Jeg tog det ikke synderligt alvorligt. Det er langt hen ad vejen bare en slags eksperiment, men det var også en måde at bringe disse to ting sammen på, og de mødes omkring denne tematik om det umenneskelige eller de absolutte grænser for det menneskelige. For mig var det et interessant møde, da det ikke var noget, jeg så diskuteret særlig meget, men som jeg fandt i latent form i selv traditionelle filosoffer som Descartes og Kant. Det er bare en måde at læse horror og filosofi på og lade de to traditioner mødes tmed det menneskeliges begrænsninger som konvergenspunkt.”

Adskillige af de filosoffer, som har taget dystre tematikker som angst, død og intethed under kærlig behandling, betegner vi i dag helt overordnet som eksistentialister. Det var derfor magtpåliggende at få udspurgt Thacker om sit forhold til netop denne tradition, inden for især nyere europæisk tænkning med filosoffer og forfattere som Søren Kierkegaard, Friedrich Nietzsche, Jean-Paul Sartre og Albert Camus i centrum. Jeg spurgte ham, i hvilket omfang det ville være rimeligt at klassificere hans filosofiske projekt som en form for ‘neo-eksistentialisme’.

E.T.: “Ja, okay, det er et godt spørgsmål. Jeg er overrasket over, at der ikke er nogen, der nogensinde har spurgt mig om det i de interviews, jeg har været med i. Det korte svar er, at jeg håber, at det ikke er det, men at jeg frygter, at det muligvis godt kan være, at det er det.”

Thacker slår en latter op, og vi griner sammen ad den delikate situation, der nu er opstået øjensynligt på grund af spørgsmålets åbenbart både rammende og lettere overrumplende effekt på ham. Han tænker sig grundigt om, inden han igen tager ordet og forsøger at svare for sig.

E.T.: “Jeg håber ikke, at mit projekt er en form for neo-eksistentialisme i den forstand, som eksistentialisme traditionelt er blevet opfattet. Altså, jeg voksede op med at læse eksistentialisme som studerende, selvfølgelig, og jeg fandt altid dens problemer fascinerende, men dens løsninger fandt jeg fuldkommen ubærlige, tåbelige og naive. Det er derfor, at nogle af de bedre værker, for eksempel inden for det absurdes litteratur, end ikke besværer sig med at give et svar. Det er artikulationen af problemet og aporien, som er interessant for mig, og ikke den mere eller mindre naive bekræftelse af det heroiske valg og at formulere en sådan i et teknisk sprog. Den slags synes at kunne koges ned til selvhjælp og desværre, i det mindste i Vesten, er det sådan, at eksistentialismen ofte er blevet læst – som en slags maskeret selvhjælp for intellektuelle, der er for stolte til at gå hen til selvhjælpssektionen i boghandlen.

“Det interessante ved eksistentialismen er for det første anerkendelsen af en indifferent, umenneskelig verden, i overensstemmelse med Kierkegaards og Pascals forestillinger om det absurde. Den her form for anerkendelse af verdens ligegyldighed. Hertil kommer så den eksistentielle eller måske etiske udfordring, der består i at være afstemt efter dette forhold. Hvad ville det betyde, ikke bare at anerkende det, men ligefrem at acceptere det? Det er nærmest en uholdbar eller umulig fordring, der følger heraf. Denne frysning af tænkningen var virkelig interessant for mig. Jeg tror, at tiden er til at genoverveje nogle af de træk, som eksistentialismen laver, især fordi den er så utidssvarende. Det er som om, at den er det mest utidssvarende og umoderne, man kan beskæftige sig med, og måske er det præcis derfor, at det er på tide at tage Sisyfos-myten op til revision. Den virkelige udfordring er, hvordan vi kan have en eksistentialisme tro mod forestillingen om verden uden os, og hvad en sådan ville betyde. Horror-genren er fuld af beskrivelser af fænomenale eller endda fænomenologiske tilstande, som er liminale eller beskriver liminale oplevelser. Lovecraft er en mester i den slags. Så det indbyder bestemt til den slags reflektioner over grænseerfaringer, som også er Nietzsches og Batailles terræn.”

Verden, jorden og planeten

Hvad vil det sige ikke bare at anerkende, at verden er meningsløs, men ligefrem at acceptere det som grundlæggende eksistensvilkår? For at komme nærmere ind på, hvordan Thacker tænker en sådan accepts mulighed og konsekvenser, spørger jeg ham ind til, hvorfor det er vigtigt for ham at skelne mellem verden, jorden og planeten. Hvori består det særligt anti-antroprocentriske potentiale ved at sondre på denne måde? Og hvorfor er det tidssvarende ‒ eller måske lige præcis utidssvarende ‒ overhovedet at interessere sig for en sådan analytisk opdeling af virkeligheden?

E.T.: “Jeg approprierer ganske vist de her begreber fra tidligere tænkere, men ideen var at gøre det med en bevidsthed om verden og den menneskelige eksistens’ endelighed. Hensigten var først at udpege to poler, som jeg forestiller mig, at mange i forvejen er bekendte med, og en af dem er simpelthen den menneskecentrerede, antropocentriske verden. Uanset om den betragtes som en religiøs gave eller et videnskabeligt redskab, så er det en verden skabt for os mennesker til at være et domæne, som vi kan bruge og bogstavelig talt minere, og vi står i centrum i den forestilling. Men i det mindste inden for naturvidenskaberne og vores hverdagslige interaktioner er der en minimal anerkendelse af noget andet derude, som ikke bare er os eller vores. De mest ekstreme eksempler på, at vi bliver mindet om dette, er naturkatastrofer, som ikke er planlagt, ikke er ønsket og som åbenlyst portrætterer en form for ondsindet destruktiv kvalitet ved den verden, som vi har skabt eller bygget op. Selvfølgelig er naturkatastrofer ikke ondsindede, men de bare er og er indifferente, og det er det sværeste for os at fatte. Men det kan også være i den rent beskrivende forstand af, hvordan den planet, som vi lever på, egentlig er, hvilket gradvist er ved at blive mere og mere uadskillelig fra vores aktiviteter på den. Men traditionelt er disse to særskilte poler, og hvis man ville simplificere dem kunne man sige, at de simpelthen er to sider af korrelationen mellem selv og verden, subjekt og objekt.”

Thackers kosmiske pessimisme er tydeligt til stede i hans svar. Referencen til selve naturkatastrofernes faktum – konkrete tsunamier og jordskælv, El Niño, osv. – og disses radikale mangel på menneskelig mening illustrerer klart, hvordan planeten, dvs. verden uden os, på ingen måde tager sig af, hvordan vi går og har det og videre, hvad vi tænker på og taler om, hvad netop naturkatastroferne angår. Tænk blot på Harvey og Irma, som senest har hærget USA. Pointen er, at katastroferne bare indfinder sig med død og ødelæggelse til følge. Men hvad ligger der så mere præcist i dette begreb om verden uden os?

E.T.: “Den sidste forestilling, som ikke bare er en verden for os eller en verden i sig selv, men verden uden os, udgør mere en slags formel grænse end en faktisk ting, der som sådan står for noget. Det drejer sig i virkeligheden om afgrunden mellem på den ene side den verden, vi skaber for os selv og for at stille vores begær, og på den anden side indifferencen ved verden i sig selv. Det er en form for værdineutralitet, kan man sige. For med det samme vi taler om planeten som livssystemer eller som Gaia eller som noget, der konspirerer imod os, har vi allerede bragt den ind i vores verden og personificeret den. Så for mig er der en uomgængelig afgrund mellem disse to verdener, og denne afgrund symboliseres af billedet om udryddelse ‒ forestillingen om, at man ikke er i stand til at tænke udryddelse uden med det samme at indskrive forestillingen i tanken. Så det drejer sig om grænsen for vores evne til at overskride denne afgrund og til at begribe verdens indifference uden samtidig på en måde at revaluere den i forhold til os selv.

“Se, dét er ikke spor hjælpsomt for nogen som helst, og så snart det er bare den mindste smule hjælpsomt, er det tillige terapeutisk, og det hele kommer igen til at handle om at forsikre og trøste os. Ressourcerne løber ud, og der er en befolkningseksplosion i gang. Det bliver terapeutisk og drager os tilbage til verden for os. Så verden uden os er mere bare et grænsebegreb.”

Efter at have talt med Thacker om hans analytiske opdeling af virkeligheden i henholdsvis verden, jorden og planeten var det oplagt at få ham til at forklare de både etiske og politiske konsekvenser af hans planetære udsyn. Jeg bad ham udlægge, hvad meningen er med det måske mest centrale spørgsmål i In the Dust of this Planet, nemlig: “[H]vad sker der, når vi som mennesker konfronterer en verden, som er radikalt umenneskelig, upersonlig og endda ligeglad med mennesket?” Både Thacker og jeg griner, da jeg som afslutning på mit spørgsmål kækt tilføjer, at han selvfølgelig er mere end velkommen til at udfordre spørgsmålets præmis.

E.T.: “Det korte svar er for mig at se, at der ikke er nogen etiske og politiske konsekvenser, men det betyder bare, at der ikke er nogen for mig. Helt generelt så skriver jeg ikke for at hjælpe folk. En del af det, jeg har skrevet, er skrift omhandlende problemer eller bekymringer, som er karakteriseret ved i nogen grad at være presserende. Men jeg har aldrig været en af de der forfattere, som er indbildske nok til at tænke, at elitær intellektualiseren i form af bøger kommer til at have nogen som helst effekt på den måde, hvorpå tingene forholder sig. Det er en ideologisk position, og for mig har det altid drejet sig om selve det at skrive. Nogle gange antager skriften forskellige former, nogle gange fiktion, andre gange nonfiktion, eksperimenter, essays. Min skrivepraksis har altid drejet sig om at artikulere en eller flere tanker og så forfølge dem til enden. For mig udgør det simpelthen et formål i sig selv.

“Mange af de problemer, som folk taler om, er problemer, som kan fikses, og det behøver man ikke teori for at gøre. Grunden til, at tingene er fucked up er ikke, at vi mangler teorier. Der er bare så meget spildt energi derude. Ikke desto mindre, så udfordrer det jo én til at reflektere over de antagelser, som vi har som filosoffer vedrørende den gode gamle menneskelige natur og moral og de ting, som Nietzsche rev ned igen og igen. Men jeg tror, at hvis man er interesseret i de problemstillinger, som omgærder klimaforandringer, og hvis man er interesseret i filosofi og måske i design, så er det ved forestillingen om verden uden os, at man må starte. Men man kan ikke slutte der. Den er et udgangspunkt. Men det er også en ordentlig mundfuld.”

Afslutningsvist spørger jeg Thacker om, hvad det obskure digt The Subharmonic Murmur of Black Tentacular Voids, som han beskæftiger sig med i In the Dust of This Planet, er udtryk for. Er der en kontinuitet mellem en sådan form for poetisk forvaltning af kosmisk pessimisme og H.P. Lovecrafts noveller? Jeg beder ham tage stilling til, om han håber og tror, at også det nævnte digt vil kunne have alvorlige implikationer for læsere og tilhørere, sådan som Lovecrafts fiktive karakterer udsættes for 1) fortrængning, 2) vanvid og i sidste instans 3) død.

E.T.: “Det er et meget velformuleret spørgsmål. Kan jeg svare fortrængning, vanvid og død?”

Vi griner begge højlydt af hans åbenlyst smådesperate forsøg på at parere og undvige spørgsmålet. Thacker fortsætter igen, da latteren har fortaget sig.

E.T.: “Måske medfører det en ændring af alt, eller også medfører det ingenting. Måske vil det for nogen være en måde at omgå alle spillets regler, især når der fra begyndelsen har været tale om aftalt spil. Men måske forandrer intet sig, netop fordi vi har så lille effekt på det hele og så lille betydning. På en måde er det hubris at forestille sig, at vi skulle være så vigtige, at vi har navngivet en geologisk epoke Antropocæn. Er det ikke topmålet af menneskelig forstillelse at sige, at vi for hver en pris er så vigtige, selv for den pris, det er at ødelægge planeten ‒ bare for at vise, hvor vigtige vi er? Så jeg ved det ikke, men måske vil intet være forandret. Planeten vil fortsætte, materie vil eksistere eller ikke eksistere, og det samme vil alt det andet.

“Åh, Lovecraft! Jeg har ikke besvaret dit spørgsmål om Lovecraft. Jeg tror, at det, der er med Lovecraft, er ‒ ligesom med spekulativ realisme eller hvad det nu er for noget nyoversat fransk teori, man læser i dag ‒ at man altid skal være skeptisk over for trends og afvæbne de øjeblikke, hvor der finder en fetichering sted af en bestemt person. Navnet ‘Lovecraft’ er bare en metonymisk betegner for et helt sæt af forskellige bekymringer og interesser.”

Som en sidste gestus spørger Thacker mig, om han faktisk har fået svaret på mine spørgsmål. Jeg kigger venligt på ham og siger, at det skulle jeg nok mene. Vi smiler til hinanden, jeg takker ham for at stille op til interviewet og slukker derefter for vores samtales tredje partner: diktafonen, som under hele vores snak har ligget som et troligt og tavst vidne om alt det, som Thacker og jeg har mumlet til hinanden.

Martin Hauberg-Lund Laugesen er filosof og videnskabelig assistent ved Aarhus Universitet. Han har netop udgivet bogen Spekulativ realisme – En introduktion på forlaget Samfundslitteratur i samarbejde med Kristoffer Lolk Fjeldsted og Jonas Andreasen Lysgaard.

Af Eugene Thacker foreligger på dansk bogen Kosmisk Pessimisme udgivet af forlaget OVO Press.