Dæmninger og destruktion: om vandkraft og udvinding i Amazonas

Raoni Metuk­tire ved åbnin­gen af den nationale kon­fer­ence for oprindelige folk i Brasília, Brasilien. 2006. José Cruz/ABr — radiobras.­gov.­br. Cre­ative Com­mons.

Vandkraftværker og dæmninger er den nye ekspansive front i Amazonas. Antropolog Søren Hvalkof fortæller om sidste skud på stammen af tiltag, der udnytter og koloniserer det enorme regnskovsområde, og som ødelægger de oprindelige folks livsgrundlag. Det er historien om verdens fjerdestørste vandkraftværk Belo Monte ved Xingú-floden i det sydøstlige brasiliansk Amazonas.

FOKUS: DE UDFORDREDE DÆMNINGER Det er ikke kun ingeniør­er, der inter­esser­er sig for dæmninger. Rundt om i ver­den er kæmpedæmninger knudepunk­ter for et væld af kon­flik­ter om natur­res­sourcer, kul­tur­arv, mod­erniser­ing og sociale ret­tighed­er. Bag­grund har bedt en række ekspert­er om at udfolde de mange kon­sekvenser af at bygge kæmpedæmninger i Kina, Brasilien og Tyrki­et


Ama­zonas, ver­dens største reg­n­skov­som­råde på over 7.000.000 km2 med et sam­let dræn­ing­som­råde på godt 8.200.000 km2 — på stør­relse med det kon­ti­nen­tale USA (minus Alas­ka), udgør det største fer­skvand­sreser­voir i ver­den og rum­mer omkring 20% af al ver­dens over­flade­fer­skvand. Dette livsvigtige område har i årti­er været under et vold­somt kolonis­er­ing­spres. Reg­n­skovens fæld­ning og ødelæggelse har været velk­endt i lige så mange årti­er. Prob­lematikken har været et tema i den inter­na­tionale debat og var i 1980erne katalysator for opkom­sten af en inter­na­tion­al miljøbevægelse til bevarelsen af ver­dens reg­n­skove. Også i Dan­mark voksede flere NGO­er sig stærke på bøl­gen af inter­esse og bekym­ring for ver­dens reg­n­skove, som disse tro­piske skovom­råder af meget forskel­lige sam­men­sæt­ning pop­ulært kaldes. Sam­tidig med den grønne bølge voksede de oprindelige folks organ­is­er­ing og inter­na­tionale bevægelse frem til forsvar for deres kul­turelle og ter­ri­to­ri­ale ret­tighed­er og ret til selvbestem­melse. Denne bevægelse har ikke rød­der i miljøbevægelsen, men i den inter­na­tionale men­neskerettigheds­bevægelse, og i de oprindelige folks egne kampe for ret­tighed­er og anerk­endelse.

Et særligt kapi­tel i denne his­to­rie spiller de Nord- og Sydamerikanske kon­ti­nen­ter, som tidligt i det his­toriske for­løb blev opdelt i nye nation­al­stater med store og mang­foldige oprindelige befolkn­ings­grup­per, pop­ulært ref­er­eret til som indi­anere, der krævede deres ret. I Sydameri­ka blev især Ama­zonas’ oprindelige befolkninger omdrejn­ingspunk­tet for den nye oprindelige folks bevægelse, der efter­hån­den bredte sig i hele Lati­nameri­ka. Den rel­a­tive inter­na­tionale suc­ces for de oprindelige folks ret­tighed­skamp i Ama­zonas skyldes bl.a. sam­men­faldet med den store inter­esse for reg­n­skovens bevarelse, som gav disse befolkn­ings­grup­per et stor inter­na­tion­alt res­o­nan­srum. De oprindelige folk i Ama­zonas var da også de første til at mærke kon­sekvenserne af kolonis­er­ing og afskovn­ing, ofte med tragiske kon­sekvenser.

Det er almin­delig kendt, at dri­vkraften bag kolonis­er­ing og ødelæggelse af Ama­zonas økosys­te­mer er udvin­d­ingsin­dus­trien, der igen­nem århun­dred­er har været en trussel mod de indi­anske befolkninger og reg­n­skovens naturlige miljø. His­to­rien om den mod­erne stats ekspan­sion og ressourceud­vin­d­ing i Ama­zon kom­mer i mange afskygninger, alt efter hvilken af de mod­erne stater, der er tale om. Ama­zonas er omfat­tet af ikke min­dre end otte forskel­lige stater, Brasilien, Peru, Bolivia, Colom­bia, Ecuador, Venezuela, Guyana, Suri­nam samt et fran­sk over­søisk ter­ri­to­ri­um Fran­sk Guyana, (tidligere koloni), alt­så ni lande med hver deres unikke his­to­rie, befolkn­ingssam­men­sæt­ning og poli­tisk-juridiske struk­tur.

Det er især den brasil­ianske del af Ama­zonas, der udgør omkring 65% af afvand­ing­som­rådet, som har tiltrukket sig mest glob­al opmærk­somhed. Det skyldes peri­o­den under det brasil­ianske mil­itærdik­tatur (1964−1985), bedre kendt som ”det brasil­ianske økonomiske mirakel”, der med­førte en vold­somt accel­ererende ekspan­sion i investeringer og kolonis­er­ing i Ama­zonas. Resul­tatet var ryd­ning af reg­n­skov i hidtil uset omfang til fordel for eksten­sivt kvæg­brug og stor­pro­duk­tion af bl.a. sojabøn­ner og sukker­rør. Det førte også til kolonis­er­ing med mil­lion­er af småbøn­der og nybyg­gere og udvin­d­ing af værdi­fulde bipro­duk­ter som tøm­mer og min­eraler. For at gøre ekspan­sio­nen mulig gen­nem­førtes bygnin­gen af den trans-ama­zoniske hov­ed­vej, et vejnet der gen­nem­skær­er brasil­ian­sk Ama­zonas fra vest til øst, så afgrøderne kan trans­porteres til metropol­er og udskib­n­ing­shavne og arbe­jd­skraften kan trans­portere sig ind.

Det akku­mulerede tab af reg­n­skov i Brasilien i peri­o­den 1978–2014 anslås at ligge på knap 59,2 mio. hek­tar eller 79% af den sam­lede afskovn­ing. Til sam­men­lign­ing er afskovnin­gen i samme peri­ode i boli­vian­sk Ama­zonas på 7,6 mio. ha / 10% og i peru­an­sk Ama­zonas på 3,6 mio. ha / 5%.  Kvæg­brug alene er årsag til 70% af Ama­zonas afskovn­ing. Der er igen­nem årene blevet skrevet mange bøger om denne vold­somme destruk­tion af primære reg­n­skov­som­råder, bio­di­ver­sitet, og de sociale og kul­turelle kon­sekvenser, som udviklin­gen påførte de indi­anske befolkninger i de berørte reg­n­skov­som­råder. Den amerikanske antropolog Shel­ton Davis udgav allerede i 1977 en berømt analyse af den brasil­ianske ekspan­sions poli­tiske økono­mi og den hen­synsløse behan­dling af de oprindelige befolkninger med titlen Vic­tims of the Mir­a­cle. Devel­op­ment and the Indi­ans of Brazil.  Men der var ikke et eneste ord om dæmninger og vand­kraft. Idéen om at den sti­gende efter­spørgsel på ener­gi ville med­føre end­nu et udvin­d­ings­boom i Ama­zonas lå den­gang uden for både forskeres og aktivis­ters forestill­ing­sevne. Men det blev radikalt ændret med Belo Monte-pro­jek­tet.

Dæmningsprojekter og folkelig modstand

De store brasil­ianske elsel­sk­aber og alu­mini­um­sin­dus­trien var allerede i 1970erne i gang med at under­søge vand­kraft­po­ten­tialet i Ama­zonas. Så tidligt som i 1975, under mil­itærdik­taturet, hyrede el-indus­trien i Brasilien et kon­sulen­tkon­sor­tium til at iden­ti­fi­cere mulige anlægsst­ed­er for vand­kraftværk­er i Xingú-flodsys­temet. Rap­porten kom i 1979 og fores­log fem forskel­lige sted­er på Xingú-flo­den og et egnet sted i biflo­den Iriri. Resul­tatet blev en plan om at bygge den såkaldte Belo Monte-dæmn­ing (som skift­ede navn i 1989 fra Kararão efter mas­sive pro­test­er fra kayapó-indi­an­erne over brug af deres sted­navn til et så destruk­tivt pro­jekt) og derefter dæmn­ingskom­plek­set Altami­ra (der ligeledes måtte ændre navn fra Babaquara i 1989 efter årtiers pro­test­er) som skulle reg­ulere vandtil­strømnin­gen til Belo Monte. I de oprindelige plan­er skulle Belo Monte-dæmnin­gen skabe et reser­voir på 1,225 km2, som sam­men med Alta Mira-kom­plek­set ville oversvømme et område på 14.500 km2. Hele Juruna-indi­an­ernes Paquiçam­ba-ter­ri­to­ri­um ville blive dækket af vand, og 6.000 lokale beboere, indi­anere såv­el som ikke-indi­anere skulle for­fly­ttes og gen­bosættes. Oven i det plan­lagde man, at yderligere fire dæmninger skulle bygges læn­gere oppe af flo­den, der ville oversvømme 22.000 km2 i Xingú-sys­temet med en direk­te neg­a­tiv virkn­ing på 12 indi­anske grup­per i området. Sam­let ville megapro­jek­tet der­for oversvømme et are­al på stør­relse med Dan­mark med vold­somme effek­ter for områdets oprindelige befolkninger.

Efter­hån­den som offent­lighe­den fik kend­skab til plan­erne, rejste der sig grad­vist en nation­al og inter­na­tion­al protest­bevægelse, der for alvor fik vind i sejlende i 1987, da det store brasil­ianske elsel­skab Elec­tro­brás offentlig­gjorde en ny plan for nationale vand­kraftværk­er, kaldet 2010-pla­nen. Den bestod af plan­er om opførelse af ikke min­dre end 297 vand­kraft­dæmninger i Brasilien inden 2010, hvo­raf 79 skulle bygges i Ama­zonas. Sam­let ville dæmningerne oversvømme 10 mil­lion­er hek­tar og opstemme majoriteten af de store bifloder til Ama­zon-flo­den. Plan­erne offentlig­gjorde også detal­jerne for Belo Monte, Altami­ra og yderligere fem dæmn­ings­byg­gerier i Xingú-flodsys­temet. Det igangsat­te en vold­som nation­al og inter­na­tion­al protest­storm og bevirkede, at kayapó-indi­an­erne, i samar­be­jde med allierede miljøor­gan­i­sa­tion­er, i feb­ru­ar 1989 afholdte I Encon­tro das Nações Indí­ge­nas do Xin­gu (”Første folkemøde for Indi­anske Nation­er i Xingú”, senere kaldt “Altami­ra Mødet”), i protest mod dæmn­ings­plan­ernes uopret­telige skad­er på økosys­te­merne og områdets indi­anske sam­fund.

Oversigt over Belo Monte-komplekset
Over­sigt over Belo Monte-kom­plek­set, af Inter­na­tion­al Rivers

Mødet blev en stor glob­al mediebe­given­hed med dets over 1.000 delt­agere, herun­der repræsen­tan­ter for over 600 oprindelige folkeslag, brasil­ianske og inter­na­tionale poli­tikere og inter­na­tionale kendiss­er som rock­musik­eren Sting. Selv paven sendte et telegram til støtte for de oprindelige folk. Mødet mark­erede sam­tidig kul­mi­na­tio­nen på en inter­na­tion­al kam­pagne imod Ver­dens­banken, der stod for hov­ed­fi­nan­sierin­gen af pro­jek­tet og dermed overtrådte egen poli­tik om ikke at finan­siere pro­jek­ter, der ville skade oprindelige folks livs­grund­lag. Ver­dens­banken var i forve­jen under pres for sin man­glende miljøpro­fil og adskil­lige fejl­slagne pro­jek­ter og kort efter mødet trak Ver­dens­banken sin finan­sier­ing tilbage og opgav pro­jek­tet. Det fik også Elec­tronorte og den brasil­ianske regering til at lægge plan­erne på hylden.

Dæmningsbyggerne — en brasiliansk entreprenørkult

Men roen varede ikke længe. Vand­kraft­lob­byen og de store dæmn­ingsen­tre­prenør­er, de såkaldte bar­rageiros (”dæmn­ings­byg­gere”) fort­sat­te deres pro­jek­t­plan­lægn­ing. Dæmn­ings­byg­gerne udgør en særlig sub­kul­tur i det brasil­ianske poli­tiske univers, og tillæg­ger Belo Monte-dæmningerne en afgørende sym­bol­sk vær­di. En af de førende forskere i dæmn­ings­byg­gerierne Phillip Fern­side har skrevet:

The Belo Monte Dam has a spe­cial place in bar­rageiro cul­ture – a sort of Holy Grail, the quest for which includes an emo­tion­al ele­ment that goes beyond the log­ic of cost/benefit cal­cu­la­tions. One of the engi­neers involved in plan­ning the dam expressed it this way: “God only makes a place like Belo Monte once in a while. This place was made for a dam.

I de efter­føl­gende år holdt kon­sor­ti­et af dæmn­ings­drøm­mere, bygge­mata­dor­er, ener­gis­peku­lanter og entre­prenør­er lav pro­fil, alt imens de arbe­jd­ede på en rev­ideret plan for Belo Monte-byg­geri­et. I 2002 frem­førte de end­nu en rev­ideret plan, der nu reduc­erede de for­vent­ede oversvøm­melser til 440 km2 ved at fly­tte pro­jek­tet opstrøms og uden­for indi­an­sk ter­ri­to­ri­um. Den undgik behændigt at nævne de fem sup­plerende dæmn­ings­byg­gerier, der var forud­sæt­nin­gen i den oprindelige plan. Kri­tikere frygt­ede, at den rev­iderede plan var en tro­jan­sk hest for de senere dæmn­ings­byg­gerier. Regerin­gens embedsmænd kunne da heller ikke udelukke, at disse ville blive bygget efter­føl­gende. Den rev­iderede 2002-plan førte også straks til en ny kon­tro­vers, og adskil­lige revi­sion­er ful­gte i de føl­gende år. Pro­jek­tet brillerede ved util­strække­lige miljø­ef­fek­tun­der­søgelser og man­glende kon­sul­ta­tions- og høring­spro­ces blandt de tusind­vis af lokale befolkninger, der ville blive direk­te berørt af pro­jek­tet. Ikke desto min­dre lykkedes det Elec­tronorte at få kon­gressens accept af byggeli­censen i 2005. Men den blev stop­pet i 2006 af en lokal dom­stol i Altami­ra som for­fat­ningsstridig, grun­det den man­glende kon­sul­ta­tion­spro­ces med de berørte indi­anske lokalsam­fund.

Det accelererede vækstprogram — PAC

I 2007 annon­cerede præsi­dent Lula sit Pro­gra­ma de Acel­er­ação do Cresci­men­to (PAC; Pro­gram for Accel­ereret Vækst), der inde­holdte en pri­or­i­ter­ing af vand­kraftværk­er og infra­struk­tur. I cen­trum stod Belo Monte, der var ful­gt af en stat­slig invester­ingspakke på over 150 mil­liarder dol­lars i ener­gi, infra­struk­tur, trans­port og kloak­er­ing. Og dermed var finan­sier­ing­sprob­lemet siden Ver­dens­bankens exit fra pro­jek­tet løst. I 2008 blev der gen­nem­ført en ny miljø­ef­fek­tun­der­søgelse, udført af et kon­sulent­fir­ma ejet af et af de store byggeen­tre­prenør­fir­maer involveret i pro­jek­tet. Miljøun­der­søgelsen skulle bane vejen for en ’miljøli­cens’ og byggetil­ladelse. På den bag­grund blev der lavet et nyt pro­jek­t­de­sign, der ville lede Xingú-flo­den ind i et nyt løb og afskære et større flodsv­ing over en 120 km strækn­ing kendt som ”Det Store Sving” (a Vol­ta Grande). Strækn­ing ville få bety­deligt lavere gen­nem­strømn­ing og poten­tiel peri­ode­vis udtør­ring. Dermed ville de indi­anske ter­ri­to­ri­er ikke blive oversvøm­met, men tvær­ti­mod tørre ud. Afskærin­gen af Vol­ta Grande vil især påvirke to indi­anske ter­ri­to­ri­er samt et større antal ribeir­in­ho-lands­by­er - ikke-indi­anske lokalsam­fund, der er afhængige af flo­den til fiskeri og trans­port.

De tvivl­somme miljøun­der­søgelser og uigen­nem­sigtige beslut­ning­sprocess­er fik de oprindelige folk og allierede organ­i­sa­tion­er til at afholde det ”Andet Folkemøde i Xingú” i maj 2008, der havde mindst lige så stor opbakn­ing som det første møde 10 år tidligere. For at imødekomme pro­test­erne afholdt stat­en fire høringer i 2009, der i prak­sis blot var infor­ma­tion­s­møder om de tekniske detal­jer, bygge­plan­er og dato­er, samt pep-talks og PR-frem­stød for pro­jek­tet. Det virkede som en rød klud på mod­standerne af Belo Monte-pro­jek­tet og 6.000 pro­test­erende demon­stran­ter troppede op og mødtes af et mas­sivt opbud af mil­itær og poli­ti. Mens ”dæmn­ings­byg­gerne” fort­sat­te for­bere­delserne til byggear­be­jdets igangsæt­telse, så snart miljøtil­ladelsen var givet, ned­sat­te de folke­lige organ­i­sa­tion­er et uafhængigt spe­cial­ist­pan­el, der skulle lave et alter­na­tivt miljø­ef­fek­t­studie. Ikke over­rask­ende inde­holdt deres rap­port en søn­der­lem­mende kri­tik af entre­prenør­ernes miljøun­der­søgelse. Den under­stregede de alvorlige fejl i ude­ladelsen af effek­terne af omlæggelsen af flodlø­bet og udtør­rin­gen af Det Store Sving, som ville omdirigere op mod 80% af vand­gen­nem­strømnin­gen og have mas­sive kon­sekvenser for områdets indi­anske lokalsam­fund, flod­folk og småbøn­der. Deru­dover ful­gte en kri­tik af store metodol­o­giske fejl, fejlagtige kor­re­la­tion­er og mis­visende retorik i forsøg på at skjule de neg­a­tive effek­ter af pro­jek­tet.

I for­læn­gelse her­af ful­gte alvorlige ind­sigelser fra FNs Spe­cial­rap­portør for Oprindelige Folk, James Anaya. I et brev til den brasil­ianske regering i 2010 beklagede Anaya den man­glende høring­spro­ces blandt de oprindelige folk og ref­er­erede til FNs Dekla­ra­tion for Oprindelige Folks Ret­tighed­ers artikel 32, der garan­ter­er berørte oprindelige folk ret­ten til frit og informeret sam­tykke, før større udvikling­spro­jek­ter kan igangsættes.

Internationale protester

En væsentlig protest imod den måde, pro­jek­tet blev trom­let igen­nem på, kom fra den Inter­amerikanske Kom­mis­sion for Men­neskerettighed­er (IACHR) under Organ­i­sa­tio­nen af Amerikanske Stater (OAS) i april 2011. På bag­grund af en tidligere klage fra en koali­tion af kirke- og miljøor­gan­i­sa­tion­er krævede de, at den brasil­ianske regering øje­b­likke­ligt stoppede Belo Monte pro­jek­tet og anlægsar­be­jdet, for­di der ikke var gen­nem­ført den lovpligtige kon­sul­ta­tion­spro­ces med hen­vis­ning til både FN-dekla­ra­tio­nen og ILO-kon­ven­tion 169. Regerin­gen afviste kri­tikken blankt og IACHR gjorde præsi­dent Dil­ma Rous­eff så rasende, at hun sus­penderede medlems­be­talin­gen til OAS og truede med at trække Brasilien ud af organ­i­sa­tio­nen. Efter et stort pres på IACHR måtte kom­mis­sio­nen trække påbud­det tilbage i august 2011. Siden er det gået slag i slag med afviste pro­test­er og fort­sæt­telse af anlægsar­be­jderne, med over 15 forskel­lige sagsan­læg og påbud fra den offentlige anklager i del­stat­en Pará, uden nogen form for opsæt­tende virkn­ing.

Greenpeace protesterer mod Belo Monte. Creative Commons: Roosewelt Pinheiro/Agência Brasil - Agência Brasil.
Green­peace pro­test­er­er mod Belo Monte. Cre­ative Com­mons: Roosewelt Pinheiro/Agência Brasil — Agên­cia Brasil.

Ifølge den offi­cielle miljøvur­der­ing vil dæmn­ings­byg­geri­et tiltrække 100.000 migranter fra andre dele af Brasilien i jagt på jobs, mens det vil dri­ve 20.000 fra hus og hjem, som skal gen­bosættes. Pro­jek­tet vil højst skaffe beskæftigelse til 40.000, når anlægs­byg­geri­et top­per, men blot 2.000 per­ma­nente jobs. Resten vil gøre som andre migranter og sikre indtægten gen­nem ille­gal tøm­mer­hugst og min­dre kvæg­brug i jun­gleom­råderne. De mange, som trods alt vil finde arbe­jde i anlægs­fasen, vil yder­mere lægge et stort pres på den i forve­jen svage infra­struk­tur og de offentlige ser­vi­ce­in­sti­tu­tion­er i de to hov­ed­by­er Alta Mira og Vito­ria de Xingú.

Belo Monte i dag

På trods af de mange pro­test­er og sagsan­læg, er første fase af anlægsar­be­jdet gen­nem­ført i dag. Den første tur­bine blev prøvekørt i feb­ru­ar 2016, da hov­ed­dæmnin­gen efter­hån­den har vand nok i reser­voiret. Kon­sekvenserne er allerede mærk­bare. Selvom de indi­anske befolkninger har særlige for­fat­ningssikrede ret­tighed­er til ter­ri­to­ri­um og integritet, er de vold­somt ramt. Blandt den ikke-indi­anske flod­be­folkn­ing, ribeir­in­hos, som ikke har krav på særlig beskyt­telse, er tusind­vis fortrukket fra pro­jek­tom­rådet, da fiskeri­et er øde­lagt og søgt ind til områdets større byer på jagt efter arbe­jde. De får ingen erstat­ning. Sam­tidig er tusind­vis af fat­tige migranter og lykke­jægere fra andre egne af Brasilien strøm­met til Altami­ra, hvor der er sti­gende sociale spændinger og sam­men­stød mellem de nyankomne og den lokale befolkn­ing. Altami­ra, som mellem 2010–2016 voksede fra 84.000 til 110.000 ind­byg­gere, havde i 2015 en af ver­dens højeste mor­drater med 135 mord om året. Det sociale kaos og den miljømæs­sige katas­trofe, der mobilis­erede pro­test­er fra hele ver­den, er beg­y­n­dt at blive en realitet.

Energibehov og vandkraft — en snavset affære

Belo Monte-pro­jek­tets byggepe­ri­ode faldt sam­tidig med, at Brasilien havde en af ver­dens hur­tigst vok­sende økonomi­er og et stærkt vok­sende energibehov, især til indus­tri­ud­viklin­gen omkring metropol­erne på atlanter­havskys­ten. Men nu er udviklin­gen vendt og de sid­ste par år har Brasilien været ramt af økonomisk ned­tur, hvor økonomien er skrum­pet med 8% siden 2014. I 2016 var BNP på ‑3,6% fra at have været på hele 7,5% i 2010. Faldende olie- og råvarepris­er og ikke mindst omfangsrige kor­rup­tion­sskan­daler har skabt vold­som poli­tisk tumult. Ikke desto min­dre er Belo Monte-pro­jek­tet baseret på en mål­sæt­ning om, at lan­det bør udvide sin energipro­duk­tion med 5000 MW pr. år frem til 2020 for at dække behovet. Og den dårlige nyhed for Ama­zonas er, at 87% af dette behov skal dækkes fra vand­kraftværk­er. Over 60 nye store vand­kraft­dæmninger er plan­lagt i brasil­ian­sk Ama­zonas. Men vand­kraft i Ama­zonas tager ikke højde for reg­n­skovens tro­piske kli­ma og det har vist sig at have en lang række økonomiske og kli­mamæs­sige kon­sekvenser.

Først og fremmest var Belo Monte-kraftvær­ket plan­lagt at skulle pro­duc­ere 11.233 MW, men det har efter­føl­gende vist sig at være ure­al­is­tisk. Den gen­nem­snitlige pro­duk­tion kan højst blive 4.500 MW, og i tør­tiden, som var­er et par måned­er, kan den falde til under 1000 MW. Desu­den har der de sid­ste år været markante tørkepe­ri­oder i Brasilien, som gør, at Xingú-flo­dens vand­mængde er bety­deligt lavere end tidligere. Det tog de store entre­prenør­er og inve­stor­er også højde for. Hvis ikke 55% af pro­duk­tion­ska­paciteten kunne opfyldes, og med anlæg­somkost­ninger på 18 mia. dol­lars ville pro­jek­tet ikke være rentabelt. Det kan det kun blive, hvis pro­jek­tet udvides med yderligere dæmn­ing­spro­jek­ter opstrøms, der kan sikre en sta­bil vand­gen­nem­strømn­ing. Det er dog usikkert, om det kan lade sig gøre. Der­for har en stor risikosimu­ler­ing godt­gjort, at der er kun 28% chance for, at pro­jek­tet giv­er et pos­i­tivt afkast over en 50-årig peri­ode. Det fik de store bygge­mata­dor­er til at trække sig ud, da det kom i udbud, og i stedet blev pro­jek­tet fordelt mellem et kon­sor­tium af det stat­se­jede Elec­tro­bras med 50% og et kon­glom­er­at af pen­sions­fonde, stat­slige banker og andre offentlige aktør­er. Kun de sid­ste 25% kom fra den pri­vate mine‑, ener­gi- og kødin­dus­tri. Den cen­trale lån­giv­er og garant for Belo Monte-pro­jek­tet er den store stat­slige brasil­ianske invester­ings­bank BNDES, der finan­sier­er 80% af pro­jek­tomkost­ningerne. I sid­ste ende er det alt­så de brasil­ianske skat­tey­dere, der betaler og bær­er risikoen.

Deru­dover har det vist sig at have omfat­tende kon­sekvenser for kli­maet. Da Brasilien har som mål at reduc­ere sit CO2-udslip med knap 39% i 2020, var et af dæmn­ingslob­byens cen­trale argu­menterne, at vand­kraft er ’ren’ ener­gi, der ikke yder belast­ning på kli­maet. Men i tro­piske reg­n­skovs­miljøer som Ama­zonas giv­er land­sk­a­bets rel­a­tivt flade relief et så begrænset fald på floderne, at man må oversvømme store områder for at sikre den nød­vendi­ge og sta­bile vand­mængde til tur­bin­erne. I disse enorme reser­voir­er akku­muleres der i en reg­n­skov hur­tig en stor mængde råd­nende organ­isk mate­ri­ale, som pro­duc­er­er store mængder metan, der har omkring 22 gange højere dri­vhus­ef­fekt end CO2. En af de ledende spe­cial­is­ter, Phillip Fern­side, fremhæver, at Belo Monte-pro­jek­tet vil have en sam­let CO2-udled­ning, der er 4 gange højere end et kon­ven­tionelt kraftværk på fos­silt brænd­stof. Og selv efter 20 års pro­duk­tion vil det være 2½ gang højere. Og her er ikke medreg­net det tab af kul­stof­bind­ing, som ødelæggelsen af skoven i de oversvømmede områder også vil med­føre. Vand­kraft fra Ama­zonas er alt­så hverken ren ener­gi eller CO2-neu­tral.

Aluminiumssmelterne

Når man nu ved, at rentabiliteten er tvivl­som, miljø- og kli­ma­ef­fek­terne neg­a­tive og de sociale omkost­ninger store, hvor­for bliv­er præsi­den­ter og poli­tikere så ved med at pro­mo­vere Belo Monte og lave alle mulige tvivl­somme juridiske manøvr­er for at få det gen­nem­ført? En del af svaret er: Alu­mini­um.

30% af den skat­tey­der­sub­si­dierede energipro­duk­tion fra Belo Monte vil gå til alu­mini­um­sin­dus­trien i det nordøstlige Brasilien, hvor bl.a. Kina og Norge de sen­este år har investeret stort i udvidelse af min­er og alu­mini­umss­meltere. Resten af energien går til andre grene af samme met­alin­dus­tri i cen­trene på kys­ten. Med andre ord drejer det sig om at levere bil­lig skat­tey­der­sub­si­dieret ener­gi til met­alin­dus­trien på kys­ten. Det skal her under­streges, at 25% af Brasiliens energi­for­brug teg­nes af 9 mine- og ener­gisel­sk­aber, hvo­raf flere er involveret i Belo Monte-pro­jek­tet.

Hvorfor udnytter Brasilien ikke alternativerne?

Imens det juridiske og poli­tiske slagsmål om Belo Monte har fold­et sig ud, har adskil­lige energi­forsyn­ingsspe­cial­is­ter påpeget de mange bedre og bil­ligere alter­na­tiv­er til Belo Monte og andre dæmn­ing­spro­jek­ter i Ama­zonas. Brasiliens eksis­terende energi­forsyn­ing er yder­st inef­fek­tiv, og der tabes omkring 15% i ener­giover­førslerne alene. Hvis det kunne reduc­eres til blot 6% tab, som er nor­malt, ville man kunne spare ca. 6.500 MW. Desu­den kunne man ren­o­vere gam­le vand­kraftværk­er og investere i alter­na­tive energik­ilder som vin­d­kraft, solen­er­gi og bio­masse, som alle har et stort poten­tiale i Brasilien. WWF har i et nyt studie bereg­net, at Brasilien kunne skære deres for­vent­ede elek­tricitets­be­hov i 2020 ned med 40% udelukkende ved at investere i energi­ef­fek­tivis­er­ing. Den sparede ener­gi svar­er til det som 14 Belo Monte værk­er kunne pro­duc­ere og ville føre til en nation­al bespar­else på 19 mia. dol­lar i 2020.

Men for ”dæmn­ings­byg­gerne” er det lig­e­gyldigt, om der kunne laves en bedre, bil­ligere, renere og mere bæredygtig energi­forsyn­ing. For dem drejer det sig om noget helt andet, nem­lig at berige de store aktør­er i bygge- og anlægs­branchen. Det er under­ord­net, om de er økonomisk, socialt eller miljømæs­sigt rentable, så længe der er andre (stat­en), der betaler. Det er det ”dæmn­ings­byg­gernes” lob­byvirk­somhed han­dler om. Ama­zonas er stort, og der kan bygges hun­dred­vis af gigan­tiske dæmninger, og alle midler tages i brug for at få bygget.

Dette blev for nyligt afs­løret i køl­van­det på den store kor­rup­tion­sskan­dale og rigsretssag, der fæld­ede præsi­dent Dil­ma Rouss­eff i 2016 og nu også har ramt ekspræsi­dent Luis Iná­cio Lula da Sil­va. Her har poli­ti­et og den føderale anklage­myn­dighed afs­løret et sys­tem­a­tisk kor­rup­tion­ssys­tem i Belo Monte-pro­jek­tet, der involver­er de ledende storen­tre­prenør­er: gigant­fir­maerne Ode­brecht, Camar­go Cor­rea og Andrade Gutier­rez. Kor­rup­tio­nen omfat­tede sys­tem­a­tiske returkom­mis­sion­er og løbende over­førsler til de poli­tiske ledere, herun­der mine- og energi­min­is­ter Edson Lobão, og store ulovlige kam­pag­nebidrag til de poli­tiske parti­er, der var del af Lulas og senere Dil­mas regeringskoali­tion.

Topchefen i Ode­brecht, Marce­lo Ode­brecht, blev i 2016 idømt 19 års fængsel for kor­rup­tion, hvid­vaskn­ing og krim­inel sam­mensværgelse, da der var bevis­er på udbe­talin­gen af over 30 mio. dol­lar i bestikkelse. Ti andre topchefer fra branchen blev ligeledes fængslet. Det var den sys­tem­a­tis­erede kor­rup­tion i Belo Monte og andre store dæmn­ing­spro­jek­ter og en tilsvarende skan­dale i det stat­slige oliesel­skab Petro­bras, der førte til den nuværende økonomiske og poli­tiske krise i Brasilien.

Helheden og fremtiden

I skrivende stund er der plan­lagt ikke min­dre end 428 vand­kraft­dæmninger i Ama­zonas, hvo­raf 140 enten er bygget færdi­ge eller er under kon­struk­tion. For at forstå kon­sekvenserne af disse pro­jek­ter er det ikke nok at se på miljø­ef­fek­ter og sociale prob­le­mer i hvert enkelt til­fælde; det er også nød­vendigt at måle på den sam­lede effekt. Her har et hold forskere fra Uni­ver­si­ty of Texas udviklet hvad de kalder Dam Envi­ron­men­tal Vul­ner­a­bil­i­ty Index (DEVI), der måler domi­no­ef­fek­terne af dæmn­ings­byg­gerierne i Ama­zonas. De har kom­bineret tre eksis­terende indekser: Basin Integri­ty Index (BII), der måler effek­terne af foran­dringer i jord­brug, ero­sion og udvaskn­ings­foruren­ing, Flu­vial Dynam­ic Index, der måler flodernes dynamiske foran­dringer som svingninger, gen­nem­strømn­ing og sed­i­menter­ing, og endelig Dam Impact Index, der måler på graden af virkninger på flodsys­te­merne af plan­lagte og byggede dæmninger. Deres første sam­lede studie peger på enorme økol­o­giske og kli­mamæs­sige foran­dringer ikke bare i selve Ama­zon­bækkenet, men også ude på kys­ten og i havet. Især vil man­glen på næringsrige sed­i­menter, der ikke læn­gere bringes ned gen­nem flodsys­te­merne og ud i Atlanten, være ødelæggende for de enorme man­groveskove, der beskyt­ter Sydamerikas kystlin­je imod ero­sion og flod­bøl­ger. Udvasknin­gen af sed­i­menter i Atlanten har også en reg­ulerende effekt på de tro­piske orkan­er, der passer­er Cari­bi­en og ind i den Mex­i­canske Golf og dermed det glob­ale kli­ma. Denne reg­ulerende effekt vil forsvin­de, med uover­skuelige kon­sekvenser. Dæmn­ingsvan­vid­det er ikke bare ødelæggende for Ama­zonas befolkninger, økosys­te­mer, og de tusind­vis af dyre- og planteart­er der er lever i det; det er katas­tro­falt for os alle sam­men.

Søren Hvalkof er antropolog og kon­sulent med spe­ciale i miljøantropolo­gi, poli­tisk økolo­gi og oprindelige folks ret­tighed­er i Lati­nameri­ka.