Hijabbens idéhistorie

Egypts Renaissance
Wiki­me­dia / Com­mons

Når vi diskuterer hijabben, diskuterer vi alt fra ligestilling og modernitet til offentlighed og integration. Men det er ikke noget nyt, at hijabben agerer knudepunkt for offentlige debatter og det er langt fra en debat, der udelukkende er foregået i Europa. Her følger historien om hvordan og hvorfor hijabben er så omdiskuteret.


”Hvor­for lige sløret?” Det spørgsmål stillede idéhis­torik­eren Joan Scott for snart ti år siden. Med spørgsmålet ønskede hun at sætte fokus på det tilsyneladende til­fældige i, at lige netop sløret og ikke skægget, høje hæle eller hat­te, har vist sig som det måske mest omdiskuterede sym­bol på, hvad nogle udlæg­ger som et sam­men­stød mellem civil­i­sa­tion­er.

Det står klart, at når der tales om hijabben, så han­dler det ikke kun om tilslørin­gen af kvin­den, det han­dler også om alt fra ligestill­ing, moder­nitet, fem­i­nisme og reli­gion i offent­lighe­den til inte­gra­tion, Vesten, vold, ter­ror­isme og total­i­tarisme. Det er denne enorme længde i asso­ci­a­tion­skæderne, der gør det muligt for os at diskutere lige præ­cis sløret igen og igen, netop for­di vi fak­tisk sjældent taler om sløret som sådan, det vil sige som et stykke bek­læd­ning.

Som Scott point­er­er i sit svar på spørgsmålet, er sløret blevet et sym­bol på, hvad der opfattes som en større antag­o­nisme mellem kul­tur­er. Resul­tatet her­af er, at ”begre­berne bløder ind i hinan­den”, de mis­ter deres sig­nifikans og tildrager sig kon­tin­uerligt nye betyd­ninger.

Men det, at sløret er anled­ning til at diskutere stort set alt andet end lige netop bek­læd­nin­gens prak­tiske og religiøse funk­tion­er, er ikke noget, der er for­be­holdt de sid­ste årti­er eller en europæisk kon­tekst for den sags skyld. Slørets idéhis­to­rie har altid været udgjort af forskyd­ninger i sine sym­bol­ske og polemiske kon­tek­ster, og den har vari­eret alt efter geografi og tid. Der­for vil denne artikel tage udgangspunkt i en række ned­slag i slørets idéhis­to­rie for at tilnærme sig Scotts spørgsmål om ”hvor­for sløret?” ved i første omgang at spørge til, hvor­dan sløret har været gen­stand for tilskrivninger af forskel­lige ekstra betyd­ninger.

Slørets kulturelle religiøsitet

Bru­gen af tørk­lædet er oprindeligt ikke en sære­gen mus­lim­sk eller islamisk prak­sis. Slørets his­to­rie trækker tråde helt tilbage til assyrisk tid for over 3500 år siden, hvor tilsløring var en iden­titets- og klasse­markør. På sten­tavler fra Nin­eveh – en af de vigtig­ste byer i oldti­dens Mellemøsten (der i dag udgør dele af Mosul) –  har man fun­det ned­skrevne love, der udtrykker priv­i­legierne i at bære slør, hvem der kunne iklæde sig slør, og hvad straf­fen for slavekvin­der og pros­tituerede var, hvis de bar slør.

I mod­sæt­ning til hvad den offentlige debat til tider giv­er udtryk for, så står der fak­tisk rel­a­tivt lidt om kvin­ders bek­læd­ning i det mus­limske religiøse kor­pus (kora­nen og Pro­fetens Sun­na – sam­linger af fortællinger om Muham­mad). Til trods for at tilsløring på Muhammeds tid var en veletableret kul­turel prak­sis, er det ara­biske ord for hov­ed­slør – khi­mar – ikke at finde i kora­nen. I stedet er begre­bet hijab brugt, som ety­mol­o­gisk set ikke ref­er­er til et stykke tøj, men til adskil­lelse; det at sætte noget imellem to stør­relser. Begre­bet hen­vis­er i islam til diverse skil­lelin­jer; mellem livet og det, der kom­mer efter, mellem gud og men­neskene, mellem det pri­vate og det offentlige og mellem mand og kvin­de. Det er først fra 1970’erne og frem, at hijabben inkarneres som et decideret hov­ed­klæde, som det vi kender i dag.

Der er kun et par sted­er, hvor idéen om “hijab” er nævnt i kora­nen, blandt andet vers 24:30–31:

Sig til de troende mænd, at de skal holde øjnene for sig selv og vogte over deres køn. Det er mere ren­færdigt for dem, Gud er fuldt vidende om, hvad de laver.

Sig til de troende kvin­der, at de skal holde øjnene for sig selv og vogte over deres køn; de må ikke fremvise deres pryd, bort­set fra det der­af, der er syn­ligt, og de skal lægge deres hov­ed­slør hen over deres hal­sud­skæring. […]

Ver­set opfor­dr­er både mænd og kvin­der til at optræde søm­meligt og til at ’vogte over deres køn’, men det under­streger også, at der er noget, som kun kvin­den skal dække til. Det ara­biske ord for dette noget ‘juy­obi­hin­na’, er, som så mange andre ara­biske ord, fler­ty­digt og tolkes forskel­ligt i diverse over­sæt­telser. I den danske udgave af Ellen Wulf er det over­sat til ‘hal­sud­skæring’, hvilket er en af de mere gængse, men alt­så langt fra den eneste.

Generelt betragtet afhænger ens forståelse af dette vers og kora­nen i sin hel­hed af, hvor­dan man går til det religiøse, og fra hvilket ide­ol­o­gisk stand­punkt man tager sit afsæt. Islamis­men, den poli­tiske islam, kendt for en misog­yn og kon­ser­v­a­tiv læs­ning, er præget af én til­gang, mens islamiske fem­i­nis­ter, for nu at tage en mod­pol, har en væsentlig anden. Hvor islamis­men point­er­er kvin­dens hier­arkiske under­legen­hed, læg­ger de islamiske fem­i­nis­ter i langt højere grad vægt på det ligestil­lende bud­skab i det religiøse kor­pus. En række islamiske fem­i­nis­ter har demon­str­eret, hvor­dan ver­set slet ikke er en sim­pel eller let tilgæn­gelig pas­sage, der er der­i­mod tale om et vers, som tilby­der en række forskel­lige tolkn­ingsmu­lighed­er, heri­b­landt kan nævnes: bryst, brys­tkasse, ansigt, kava­ler­gang eller nakke. Dermed udfor­dr­er de islamis­ternes for­tolkninger og især pås­tanden om deres monopol på den ret­mæs­sige for­tolkn­ing. Andre har forsøgt sig med en mere his­torisk kon­tek­stu­alis­erende kri­tik af ver­set.

Den mar­rokanske fem­i­nist Fati­ma Mernissi under­søger eksem­pelvis i sin bog The Veil and the Male Elite (1991) den his­toriske kon­tekst, hvori en række forskel­lige koran­vers blev skrevet. Hun fremhæver blandt andet, hvor­dan flere hadither fortæller kon­tek­sten for det citerede vers oven­for. Ver­set om hijabben blev åben­baret, efter at en af Muhammeds bryllups­fester fort­sat­te til lidt ud på nat­ten. Gæsterne ville ikke gå og ful­gte efter ham, hvor end han gik. På det tid­spunkt blev ver­set åben­baret og for­sikrede således pro­fetens ret til pri­vatliv. Hijabben er, ifølge Mernissi, dermed ikke en adskil­lelse mellem kvin­der og mænd, men noget som adskiller fam­i­lien fra det offentlige, hvilket under­bygges af den ety­mol­o­giske under­søgelse af begre­bet.

Det religiøse bud inde­hold­er således forskel­lige kul­turelle og his­toriske ele­menter, som præger for­tolknin­gen. Uanset om man tolk­er versene og prak­sis­sen his­torisk, lingvis­tisk eller teol­o­gisk, bruges hijabben i dag af forskel­lige årsager som kon­takt med Gud, søm­me­lighed eller et modsvar til bestemte krop­side­al­er.

Modernisering gennem sekularisering

I løbet af 1800-tal­let og med inten­siver­ing i 1900-tal­let gen­nemgik mange områder af Mellemøsten mod­erniser­ing­sprocess­er, som i mange til­fælde betød en seku­laris­er­ing af store dele af sam­fun­det. Denne udvikling var både præget af pres­set fra en fort­sat kolo­nial tilst­ede­værelse, samt et ønske om foran­dring og selvstændighed i sam­fun­dene. Det paradok­sale i denne udvikling var, at vejen til autono­mi blev forstået gen­nem den europæiske moder­nitets prisme og var præget af nation­al­is­tiske og sekulære ideer. For at opnå selvstændighed fra det impe­ri­ale Europa udviklede flere af lan­dene sig til europæiske kopi­er. Tildækkede kvin­der indgik som et ele­ment i disse process­er, og deres ‘frigørelse’ blev en del af den generelle dag­sor­den. Sideløbende hermed voksede der en kvin­de­frigørelses­bevægelse frem i store dele af området, som opfor­drede kvin­der til at kaste tørk­lædet. Bru­gen af tørk­læde blev stem­plet som gam­meldags og dog­ma­tisk, og den util­slørede (og frigjorte) kvin­de blev føl­gende benyt­tet som sym­bo­l­et på den mod­erne og frigjorte nation.

Et eksem­pel her­på er Egypten, hvor nation­al­is­men gik hånd i hånd med fem­i­nis­men og en seku­laris­er­ing. Nation­al­is­men og fem­i­nis­men blev bland­et sam­men i frigørelsens navn. Både Storbri­tan­niens impe­ri­ale magt i Egypten og den vok­sende nation­al­isme prægede den egyp­tiske fem­i­nisme, sam­tidig med at den frigjorte kvin­de blev et af de stærkeste sym­bol­er på et frit og mod­erne Egypten. Den egyp­tiske kvin­deak­tivist Huda Shaarawi var både fem­i­nist og nation­al­ist, for­di hun forstod begge kampe som en kamp for frigørelse. I 1919 var hun med til at organ­is­ere den største kvin­delige anti-britiske demon­stra­tion. Da hun vendte hjem til Egypten efter at have delt­aget på en kvin­dekon­fer­ence i Rom i 1923, løft­ede hun sløret for første gang. Denne his­toriske af-sløring står som en af de helt cen­trale hæn­delser i den egyp­tiske så vel som den mus­limske fem­i­nismes his­to­rie.

De egyp­tiske kvin­der og kvin­ders ret­tighed­er blev udviklet til en spille­brik, hvor diverse frak­tion­er benyt­tede denne kamp til at fremme deres egne par­tikulære ønsker. Kvin­ders ret­tighed­er blev således benyt­tet af den impe­ri­ale magt og den nationale elite til at fremme deres egne inter­ess­er. ‘Frie’ men­nesker skulle iklæde sig europæisk tøj, og frigørelsen af kvin­den fik dermed et vestligt udtryk.

Den nye nation blev visuelt repræsen­teret gen­nem kønnede metafor­er, hvilket blandt andet kan læs­es ud fra Mah­mud Mukhtars mon­u­ment “Egyp­t’s renais­sance”, som forestiller en kvin­de, der løfter sløret, imens hun står ved siden af en sfinx. Mon­u­mentet og dets titel hen­ty­der til sam­men­hæn­gen mellem gen­fød­slen af Egyptens storhed­stid og kvin­dens frigørelse. De to sym­bol­er er frigørelsen og gen­fød­slen af Egypten. Kvin­den og spørgsmålet om kvin­dens plads i sam­fun­det, som fik fod­fæste i den offentlige debat, stod cen­tralt i det mod­erne Egypten. Det var hverken første eller sid­ste gang, at kvin­den og kvin­dens fysiske fremtræ­den blev et udtryk for så meget mere.

Slørets forbudshistorier

To sted­er, hvor mod­erniserin­gens sekulære og delvis elit­is­tiske præg var særligt fremtræ­dende, var i Iran med stat­sled­eren Reza Shah og i Tyrki­et med Atatürk som led­er. Seku­laris­eringerne blev krys­tallis­eret i kvin­dens af-sløring og opfat­tet som et kerneele­ment i mod­erniserin­gen. Den utildækkede kvin­de blev også her sym­bo­l­et på den mod­erne nation. I mod­sæt­ning til Egypten, hvor af-slørin­gen i høj grad var båret af en lang udvikling nede­fra, blev udviklin­gen i Iran cen­tral­styret oven­fra. Reza Shah gik hårdt ud mod de tra­di­tionelle tøjnormer, og som i Egypten fandt denne util­fred­shed stærk støtte i flere sekulære grup­peringer og kvin­derettighed­sor­gan­i­sa­tion­er. Den 7. jan­u­ar 1936 blev der således i Iran ind­ført en oblig­a­torisk af-sløring, hvilket ville sige et for­bud imod kvin­ders tildækkelse. For­bud­det blev hånd­hævet med magt og vold­sudøvelse af et særligt dedik­eret tøjpoli­tiko­rps.

Moti­va­tio­nen bag var at frigøre kvin­der – igen som et sym­bol på den mod­erne nation, men som flere af Irans andre mod­erniser­ingsini­tia­tiv­er var tilt­aget forhastet og i sid­ste ende virkede det imod hen­sigten. Tildækkede kvin­der blev diskrim­ineret og kræn­ket i det offentlige rum på grund af det slør, som tidligere havde givet dem adgang til denne sfære. I stedet for at føre til frigørelse endte det poli­tiske udspil med at skabe en social iso­la­tion for mange kvin­der. For Reza Shah og det mod­erniserede Iran sym­bol­is­erede tørk­lædet under­trykkelse, men for­bud­det styrkede den samme under­trykkelse.

Efter­føl­gende ful­gte den islamiske revi­talis­er­ing, som i høj grad var et resul­tat af en mod­stand mod vestligt ori­en­terede og kor­rupte regeringer. I løbet af 1970’erne opstod der en ny ten­dens i Mellemøsten, hvor man vendte tilbage til et religiøst fun­da­ment i kam­p­en for selvstændighed, imod vestlig impe­ri­al­isme og for en aut­en­tisk (national-)identitet. Islamis­men – den poli­tiske islam – fik fod­fæste i regio­nen og tilbød en alter­na­tiv form for selvstændighed. Den islamistiske udvikling kul­minerede tydeligst med den iranske rev­o­lu­tion og Aya­tol­lah Khome­i­nis tilbageven­den i 1979.

I de vold­elige måned­er og i demon­stra­tionerne op til den iranske rev­o­lu­tion drog tildækkede kvin­der ud på gaderne og viste deres mod­stand imod impe­ri­al­is­mens seku­laris­erende og kap­i­tal­is­tiske udtryk, som blev opfat­tet som påtvunget af en forhadt despot. Sløret udtryk­te således støtte til Khome­i­ni og den islamiske fri­hed, samt en util­fred­shed med den sid­ste shah og ikke blot mod hans kor­rupte regering, men også hans kor­rupte moral. Den tildækkede kvin­de kom i denne tur­bu­lente tid til at sym­bol­is­ere et aut­en­tisk, anti-vestligt og på samme tid mod­erne Iran. Islamis­mens udbre­delse benyt­tede i stort omfang denne sym­bo­l­ik af den tildækkede og dermed ærbødi­ge kvin­de til at skabe res­o­nans i store dele af befolknin­gen.

Da Aya­tol­lah Khome­i­ni kom til magten i Iran, fjernede han ikke tøjpoli­ti­et, men ændrede kun dets fortegn. Tildækn­ing blev et påbud, og lan­det gik igen­nem en gen-sløring. Håbet om reel frigørelse og kvin­dens ret til selvbestem­melse blev igen knust. End­nu engang forskød tørk­lædets sym­bo­l­ik sig og blev for mange igen et udtryk for religiøs under­trykkelse.

Islamis­mens udbre­delse og pop­u­lar­itet, samt den øgede immi­gra­tion af men­nesker har præget den islamiske mode og resul­teret i nye for­mer for tørk­læder og slør. Efter­som islamis­men fik stærkere fod­fæste i regio­nen, og flere kvin­der kom til Vesteu­ropa, udviklede der sig nye fusionerede mod­ekul­tur­er. De islamistiske slør kende­teg­nes ved mørke farv­er, gerne sort eller mørke­blå, de er heldækkende, gerne med vide kap­per, handsker og stramme åbninger til hæn­der og hoved/øjne. Det mest kendte tørk­læde i dag er det, vi kender som hijab – det stramme hov­edtørk­læde, som dækker hov­edet (hår) og hals/nakke. Denne kon­struk­tion er en mod­erne opfind­else fra 1970’erne, som var tænkt til at sym­bol­is­ere mod­erne og uddan­nende kvin­der, der fort­sat var ærbare og gud­frygtige mus­limer. Hijabben blev båret af den mod­erne, mus­limske kvin­de og sig­nalerede et opgør med den vestlige mate­ri­al­isme, der særligt man­i­festerede sig gen­nem bestemte skøn­hed­side­al­er.

Hijabben som europæisk kontrovers

I løbet af de sid­ste år har den sym­bol­ske forståelse af hijabben som en af de mest cen­trale mod­sæt­ninger til europæiske værdier ført til en række af kon­tro­vers­er i Europa.

Frankrig var det første europæiske land til at gribe juridisk ind i diskus­sion­erne i forhold til hov­ed­dragten, da man i 2004 for­bød bru­gen af hijab i folkeskolen. Kon­tro­ver­sen start­ede allerede i 1989, da tre skolepiger blev udvist fra skolen grun­det deres hov­ed­bek­læd­ning. Siden da har der gen­tagne gange været lig­nende kon­tro­vers­er, som altid sættes i en kon­tek­stuel spænd­ing mellem seku­lar­itet (laïc­ité) og plu­ral­isme. Hijabben, nu opfat­tet som selve sym­bo­l­et på islam, blev iden­ti­fi­ceret som en antitese til laïc­ité, og argu­mentet lød, at hijabbens religiøse karak­ter­er udfor­drede dette prin­cip, der blev opfat­tet som en af hjørnestenene i den franske nationale iden­titet. Ved at udfor­dre en hov­ed­kom­po­nent i den franske repub­likanisme, udfor­drede hijabben også den franske nationale iden­titet.

Som modsvar tog mange mus­limske piger Tri­col­oren – det franske flag – i brug som deres hijab for at point­ere, at deres religiøse og nationale iden­titet ikke var to mod­stri­dende stør­relser. På denne måde skabte de en ny forbindelse i forhold­et mellem seku­lar­isme og nation­al­isme.

Med lig­nende, men mere eksplicitte, argu­menter blev ”burkinien” den 28. juli 2016 for­budt på stran­dene i Cannes. 31 andre kom­muner ful­gte Cannes’ borgmester David Lis­nard og intro­duc­erede for­bud imod den heldækkende bad­e­dragt. Begrun­delsen var igen, at Frankrig var et sekulært sam­fund, men også, at burkinien var udtryk for en total­itær ide­olo­gi og opfor­drede til ter­ror. For­bud­det blev trukket tilbage, da Frankrigs højeste dom­stol afgjorde, at det var ulovligt og et brud på grundlæggende fri­hed­er og ret­sprin­cip­per.

Hvorfor sløret?”

Efter nu at have fore­taget disse ned­slag i slørets nyere idéhis­to­rie har vi en bedre forståelse af de nuancer og den fler­hed af sym­bol­ske, poli­tiske og religiøse betyd­ninger, sløret har været tillagt. Vi har set, hvor­dan sløret har været brugt, men tilbage står fort­sat at svare på, hvor­for netop lige sløret udgjorde kamp­plad­sen.

Den første og mest umid­del­bare grund er, at sløret er syn­ligt – for at være et omdiskuteret sym­bol må det først og fremmest være til stede i offent­lighe­den. For det andet, og mere inter­es­sant, at det han­dler om kvin­der og kvin­ders kroppe. Ligestill­ing er, især i kraft af forestill­in­gen om den Anden uligestillede, blevet en af Europas kerneværdier. Vær­di­en om ligestill­ing benyttes som et kerneele­ment i vestlig kul­tur, og hijabben bliv­er der­for i kraft af forestill­in­gen om dens under­trykkende karak­ter en måde, hvor­på man kan skabe afs­tand. Sløret sættes således i rela­tion til den sekulære moder­nitet – Europas såkaldte hjørnesten – og bliv­er føl­gende et sym­bol på en uforene­lighed med et mod­erne Europa. Afs­tand og kri­tik af islam er i lang tid blevet båret af kam­p­en for kvin­ders ret­tighed­er. Sløret bliv­er dermed en anled­ning eller en und­skyld­ning for at dyrke og fremhæve idéen om en større antag­o­nisme mellem civil­i­sa­tion­er.

Kvin­den og hen­des krop fun­ger­er som en behold­er, der kan fyldes med forskel­lige per­spek­tiv­er alt efter behov, og er et af de mest virkn­ings­fulde sym­bol­er, vi har til at skabe mening, forskelle og markere iden­titeter. His­to­rien (delvist udpenslet oven­for) fortæller os, at reg­u­leringer over kvin­dekrop­pen inde­hold­er mange og under­liggende lag, og at his­to­rien om for­bud og påbud blev hånd­hævet af mænd; kvin­dens syn­lighed eller usyn­lighed, hvor­dan kvin­dens tildækkede eller ikke-tildækkede krop kastes mellem patri­arkalske kræfter, som i bund og grund benyt­ter sym­bo­l­et til at fremme egne og andre inter­ess­er. His­to­rien under­streger, hvor­dan ethvert for/påbud over men­neskers kroppe er kom­plekse og har uigen­nemtænk­te kon­sekvenser, og sam­tidig hvor­dan sløret takket være den samme his­to­rie bær­er på denne sym­bo­l­ik.

Louise Rogn­lien er cand.mag. i idéhis­to­rie og ara­biske områdestudi­er. Tek­sten blev oprindeligt bragt på Manifest.no, men optræder her i en over­sat og redi­geret form.

Scroll til toppen